Jeg lever mit liv på kanten

Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver et rigtig voksent og ansvarligt menneske. Jeg hører ikke til dem, der føler sig upåklædt uden cykelhjelm. Og derfor ligger den rigtig tit, eller for det meste, i legetøjskurven på min terrasse. Jamen jeg lægger den næsten hver dag min cykelkurv, så den er parat. Men når jeg lægger tasken derned, er det at jeg kyler hjelmen ned i legetøjskurven. Eller lægger den på bordet. Det er sådan en lille hjernebrist, jeg må acceptere at leve med. Jeg kan have de bedste intentioner, og så glemmer jeg alt om den, når det gælder. Hvis bare jeg følte, jeg manglede den, når den ikke sad på mit hoved. Men jeg mangler ingenting. Og cykler glad ud i verden.

Sådan er det også med nøgler. Og den næste, der siger noget om, at jeg bare skal finde et fast sted til dem, får blikket. Der er én regel, når jeg skal ud af døren. Nej to. Jeg leder febrilsk og larmende rundt i lejligheden efter mine nøgler – og efter cykellygter. For jeg føler mig en smule nøgen uden, når det er mørkt. Og jeg kan prise mig lykkelig for, at jeg ikke har en smækdør. Jeg har forsøgt det der med et fast nøglested, lige siden jeg blev nøgleansvarlig. Det virker ikke. Jeg bliver med garanti optaget af et eller andet, når jeg kommer ind, og så kaster jeg nøglerne, lige der hvor de lander. Det er også sket, at jeg har fundet dem i låsen næste morgen. På den udvendige side.

I går eksploderede Facebook, aviserne og diverse løbehjemmesider i indignation over en kvinde, der var løbet hjemmefra uden identifikation på sig. Fordi hun segnede med et hjertestop i Nyhavn. Og der gik nogle timer, hvor ingen vidste, hvem hun var. Hun fik den lægehjælp, hun skulle have, selvfølgelig, men der gik et par timer, før hendes mand kunne underrettes. Tja, det kunne sagtens have været mig. Jeg går meget ofte udenfor min hoveddør uden papirer eller telefon. Og det sker uhyre sjældent, at jeg har nogen af delene med på mine løbeture på Amager Fælled. Jo, jeg kan godt se, at det er bedst for de pårørende og for politi og sundhedsvæsen, at de hurtigt kan se, hvem jeg er. Hvis jeg skulle falde hel eller halvdød om. Og jeg kunne også godt investere i sådan et armbånd med mine oplysninger. Men det ville gå som med cykelhjelmen og nøglerne.

Anderledes er det, når jeg bevæger mig rundt i fjerne egne. Der lægger jeg sjældent mit pas fra mig. I bjergene fortæller vi altid hinanden, hvor vi er på vej hen, og hvornår vi regner med at nå frem. I hytterne i de italienske bjerge er det god tone at skrive i gæstebogen. Jeg er mere end én gang blevet efterlyst og opsporet på den måde.

Men Amager Fælled? Jeg ved det bare. Det kommer aldrig til at fungere.