Når man kravler langt nok ind i de franske Alper, støder man på en civilisation, der er sært uberørt af de sidste 50 års teknologiske revolution. Her fortsætter livet næsten, som det altid har gjort. Her er ingen mobildækning, intet internet og sjældent elektricitet mere end et par timer om aftenen. Derfor har der været uhørt stille her fra rejsereporteren.

Det er et udkantsfrankrig, der sparker et udkantsdanmark til hjørne. For her savner man ikke tv eller internet. Man trækker med et skævt smil på skuldrene og siger: That’s life in the muuuuntains. På charmerende fransk-engelsk. Og det kan godt være, at de synes de har langt til hospitalet ude i Vestjylland. Det har de ikke. Sammenlignet med de folk, der lever her, skal jeg hilse og sige. I morges drak jeg the hos en familie med to børn på 4 år og 2 måneder. De boede lige under det pas, jeg krydsede, som lå i 2700 meters højde. Her kører ingen ambulancer forbi.

Men jeg er ikke romantiker. Jeg hylder heller ikke overdrevet afholdenhed fra cyberspace. Jeg kan derfor med den største fryd suse rundt på nettet. Fordi jeg i et øjebliks træthed tjekkede ind på det eneste åbne hotel i Val D’Isere, som viste sig at være tæt på luksus og alt for dyrt for mit budget. Jeg er ligeglad. Jeg fortjener det. Jeg tjekkede ind i gennemmudret og plaskvådt regntøj efter endnu en lang dag med konstant regn fra oven. Og blev min lugt pinligt bevidst. Efter en uge med hårdt arbejde over hårde bjergpas minder lugten mest om gnu. Jeg ved, hvad jeg taler om. Men de tog godt imod mig og lod sig professionelt ikke mærke med noget. Nu står mine mudrede støvler på badeværelset. Og jeg dufter godt igen.

Det har været hårdt. Meget, meget hårdere end jeg havde forestillet mig. Når nu de fortæller mig, at de havde otte meter sne i vinter, forstår man godt, at der stadig ligger et par meter her og der. Men det gør unægteligt min tur sværere.

Det var synd, tænker du måske? Sådan en dårlig ferie. Men sådan har jeg det slet ikke. Selvom musklerne skriger, når jeg møjsommeligt arbejder mig op over det næste bjergpas. Og selvom benene føles som gummi, når jeg endelig nærmer mig dagens mål. Men regnen da? Jo, jeg er træt af regn. Mest fordi regn og tåge hænger sammen i bjergene, og jeg derfor ikke kan se de fantastiske udsigter, der er belønningen for sliddet. Alligevel giver det en særlig tilfredsstillelse at komme igennem dagens etape. Hver aften er der venlige mennesker, der redder mig. Som tænder op i brændeovnen og hænger mig til tørre, mens de serverer varm the for mig. Hver aften er der venlige mennesker, der gør deres yderste for at sige noget på engelsk og forstå mine blandede brokker af engelsk, fransk og spansk.

Ferie er ikke altid ønsket om ubrudt harmoni. Ferie er at gøre noget andet. Ferie er at få mine tanker væk fra Region Hovedstadens sundhedsvæsen. Det er at erkende, at de opgaver, jeg hastede igennem med venstre hånd, er okay. Ferie er at tænke lange tanker uden afbrydelser. Ferie er at møde nye udfordringer, og at løse dem. Ferie er at læse bunker af bøger. Ferie er at møde nye mennesker og høre nye historier. Ferie er også at slippe kontrollen lidt for en tid.

Alt det får jeg i rigelige mængder her i Alperne. Jeg kommer ikke til at gå hele vejen til Nice. Jeg gider ikke. Det har været for tidligt på sæsonen, og her er alt for meget sne. Det tager for lang tid, og jeg har andre prioriteter.

Jeg vil gerne nå at se mine venner i Nice, før jeg tager hjem. Jeg skal hjem, før Sofie giver sig til at føde det næste medlem af vores klan. Jeg vil gerne nå at give min søn et kram, inden han tager på ferie. For i går var hans dag. I går blev han kandidat i media & management, og jeg befandt mig heldigvis i en lomme med mobilforbindelse, så vi kunne nå hinanden på telefon. Jeg er pærestolt og helt ufatteligt glad på hans vegne. Men jeg var der jo ikke.

Jeg vender tilbage med beretninger om farefulde bjergpas, sne og strabadser. Og om alle de sjove mennesker, jeg har mødt på min vej. Og med billedspam af bjerge og dale. Hvornår kan jeg ikke sige. Næste gang jeg møder internettet.