Når livet er en kælling, er det fint at kunne se tilbage på en måned i Alperne. Og babyen har det stadig så fint indeni Sofie. Sofie er på den anden side en kende træt af at være udenpå babyen. Derfor satte Vera og jeg mig med hænderne som megafon mod Sofies store mave og råbte ganske stille: Kom.nu.ud – kom.nu.ud! Men babyen ser ud til at have en vilje som resten af familien og er foreløbigt blevet.

I går sad jeg i mine forældres stue og kiggede alle billederne igennem fra turen over Alperne. Og jeg var næsten tilbage i støvlerne med den store rygsæk på ryggen. Og blev lidt glad over at have været væk på den måde. At gå længe i bjergene er koncentreret mindfulness. Du er nødt til at koncentrere dig. Hele tiden. At være opmærksom. At være helt tilstede, lige der på stien.

Ruten GR5 er afmærket af det klassiske alperutemærke, som er rødt og vidt i Frankrig. Ind imellem bliver man velsignet med et skilt. Men ikke så sjældent må man forlade sig på sin indre logik og retningssans. Ruten kræver opmærksomhed, og når man en eller to gange har kæmpet sig op ad en stejl stigning for at erkende, at her ikke var flere afmærkninger. Eller har pladret tværs igennem et mudret engstykke for at se, at her fortsætter ikke noget spor. Ja, så lærer man på den hårde måde.

Og når afmærkningerne forsvinder i to meter sne. Eller skiltene er forsvundet, fordi de fleste træer er trukket ned af en lavine. Så må man bare koncentrere sig endnu mere. 

Mindfulness er at leve koncentreret. At være tilstede, hvor man er. Fordi man kun ad den vej kan rette sin opmærksomhed på verden omkring sig og gøre noget godt for den. Sådan har buddhistiske munke i Nepal og Indien forklaret mig det. Og det gør jeg hele tiden derude i bjergene. Og det er så godt for mig og verden.

Jeg har lagt planer og planer for turen. Købt guidebog og regnet på, hvor hurtigt jeg kunne gå. Og jeg fik en munter fuckfinger fra universet. Sammen med en påmindelse om, at alle de planer kunne stikkes i rygsæklommen. For vejret gjorde, som det syntes, og ruten var som den var. Det var ikke mig, der var direktør i det her game. Jeg måtte indrette mig. Her bestemte naturkræfterne. Og det er også godt for mig og verden at blive mindet om. 

Jeg er ikke verdens navle, og det er ikke mig, der bestemmer det hele. Men når jeg indretter mig og navigerer i de rum, universet tildeler mig, så går det hele på den ene eller den anden måde. 

Min tur blev på ingen måde, som jeg havde planlagt. Jeg har stadig en stor bid af ruten, som jeg kan gå på opdagelse i næste år. Skrammet og lidt arrig kastede jeg rygsækken i togsædet. Til gengæld forærede universet mig vidunderlige dage med de bedste venner og en oplevelse for livet i en lille, fredelig by ved Middelhavet.