Sløjt raseri

Jeg overlever. Også denne runde af årets efterårsinfluenza. Singleinfluenza leverer ikke mange sekundærgevindster. Ingen stopper dynen kærligt omkring fødderne eller lufter ud. Jeg er selv vaklet op ad trappen og har kogt vand til teen. Og jeg er trasket i Irma med nattøj og dynehår for at hente brød og mælk.

Sådan er det. Og det er okay. Jeg er kommet up to date på seriefronten og har drukket virkelig meget te.

Det er ikke okay, at influenzaen overfalder mig med en ukontrolleret trang til at kaste noget hårdt ind i væggen. På den dresserede voksenmåde krammede jeg sokkerne sammen, da jeg tog dem af, og kylede dem mod soveværelsesdøren. I stedet for at flå tekruset af bordet og lade det splintre ind i væggen. Som ville have givet langt større tilfredshed.

Raseriet opstår, når feberen får min hals til at svulme en lille smule inden i. Og jeg mærker fornemmelsen af mindre plads. På samme måde, som jeg også mærkede det for syv år siden. Syv år, for helvede. Get on with it.

Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Det dukker op fra mit indre urhav helt udenfor min kontrol. Det vælter bare op og rundt i kroppen. Og gør mig rødglødende over sygdom.

Og efterlader mig roterende og søvnløs.