Hekseskud

Der er uger, der er stille. Med meditativ stirren på vandet udenfor mit vindue. Og så er der uger, der er så pakkede med action, at jeg lander lidt fortumlet, når den slutter. Og småsavner nogle refleksive stunder undervejs. Mens jeg hygger mig over alle de mennesker, jeg har krammet, og alle de visdomsord der har krydset min vej. På en uge.

Nu sidder jeg meget stille i Sydhavnen med et hævngerrigt hekseskud nederst i ryggen. Jeg pakker mig ind i en sandwich af Panodil og Ipren, mens jeg krabber mig rundt og lader ting ligge på gulvet til bedre tider. Nej, det er ikke nemesis over en for aktiv uge. Det er min sædvanlige overentusiasme til ninjatræningen. Jeg gik for hårdt til makronerne i tirsdags. Jeg lærer det aldrig. Det var slemt onsdag og torsdag morgen. Så blev det bedre. Chokket ved morgenbadningen var åbenbart for meget for min sure ryg, selvom jeg også forkælede den med en varm sauna. Nu har den låst mig inde.

Jeg har været i Randers hos min far. Jeg har været i Odense og undervise. Jeg har været til venindes phd-forsvar i Århus og mødt 100 gamle studiekammerater, kolleger og veninder i samme ombæring. Jeg har besøgt min søster og Anne. Jeg har spist ude flere gange end hjemme. Jeg har løbet langs Gudenåen og i Hans Broges Bakker. Og altså ninjatrænet tirsdag aften.

Torsdag var jeg for første gang til forestilling med det kongelige i Skuespilhuset. Min fødselsdagsgave fra søn og svigerdatter var forestillingen Hedda Gabler i Det Røde Rum. Og jeg kan kun kaste mig ud i hæmningsløs reklame. Se den! Se fantastisk skuespil og få lidt at tænke over med hjem. Ibsen holder stadig. En anden hæmningskløs reklame ryger ud til Den Vandrette Vinbar, der serverede perfekt naturvin til vores ligeså perfekte fiskeret. En himmerigsaften på en helt almindelig torsdag sammen med to yndlingsmennesker.

I sommer, da jeg var på North Side, og det var blevet klart, at min mor nu ikke levede længe, sluttede jeg festivalen med en morgenkoncert med Ane Brun. Jeg elsker hendes stemme, og på en eller anden måde trøstede den korte morgenkoncert lidt i forhold til det, der skulle ske. Så da jeg så, at hun skulle komme i DRs Koncertsal, købte jeg omgående billetter til mig selv og min veninde. At skæbnen ville, at en anden veninde havde købt billet ved siden af vores sæder, gjorde det hele endnu bedre. Ane Brun var ganske alene på scenen og fortalte, at hun godt kunne lide at gå tilbage til udgangspunktet. Og hun spillede og sang hele salen op. Greb os allesammen. Og jeg blev fuldstændig glad indeni over at musikalitet, kreativitet, talent og ægte norsk styrke kan samles i ét menneske sådan en lørdag aften.

Men denne søndag bliver tilbragt i fred og ro med mit hekseskud. Skudt i ryggen af heks, der er mig. Mens jeg hygger mig over, hvor meget godt, der kan fyldes ind i en ret almindelig uge.