I går lærte jeg, hvordan en to-årig ser ud, når han tror sin mor mistet for alvor. Ikke på den danske måde, som når Esther laver koala på sin mor. Eller skriger når hun går. Når man først har mistet sin far i krig. Og derefter er flygtet med sin mor i hånden og sine brødre på 10 og 16 år over grænsen til Tyrkiet, hvor man måtte gemme sig for ikke at blive tilbageholdt og sendt tilbage. Og derefter har siddet nogle timer på et let uroligt hav i en alt for lille gummibåd med alt for mange mennesker i. Og er blevet gennemblødt af koldt havvand. Og man ser sin mor, sin eneste støtte i sit korte liv, styrte besvimet om i vandet ved stranden. Så er man lost på en måde, vi heldigvis ikke helt kan forestille sig.
Kvinden blev bragt ind i mit ‘heating tent’, hvor vi pakkede hende ud af sit gennemblødte tøj, tørrede de våde fødder og pakkede hende ind i tørt tøj og varme tæpper. Hun kunne ikke holde sig oprejst, men var fuld af angst for sine sønner.
Jeg sendte en stafet ud i lejren for at finde dem. Og ældstesønnen kom hurtigt og forsikrede hende, at alle havde det godt. Hun sov og vågnede og sov og vågnede. Jeg hørte et lille barn græde på en måde, jeg ikke har hørt før. Længe. Pludselig løftede hun hovedet og hviskede, Ibrahim -Ibrahim. Hun pegede på teltåbningen. Og det gik op for mig, at gråden var hendes lille søns.
Jeg ilede ud og fandt ham sammen med sin ti-årige bror. Opløst i afmægtig, stille gråd. Han protesterede, da jeg trak de to mod teltet. Indtil jeg fik ham trukket helt hen til kvinden på sengen. Han blev fuldstændig tavs. Kvinden trak ham op under tæppet og lagde ham helt tæt. Han faldt i dyb søvn, mens hun strøg ham blidt over håret.
Jeg listede stille ud og lod dem alene.
En time senere gik han fornøjet ud af lejren sammen med sin mor. Og vinkede.
Jeg poster ikke billeder af flygtningebørn, men vi har en lejr-ged.
Helles Blog 
Flot initiativ. Hvordan bliver de flygtninge hjulpet, som ikke har råd til at flygte, og som må blive i deres land?
Er det kun de flygtninge der har råd til at betale store summer for at komme til Europa, der bliver hjulpet?
Folk flygter jo først fremmest, fordi det er alt for farligt for dem at blive i deres land. Hvis det er Syrien, du spørger til, er hjælp stort set ikke muligt inde i Syrien. Det er for farligt for hjælpearbejderne, og der har været flere kidnapninger.
Desværre har FN været nødt til at halvere hjælpen til flygtningelejrene i de højt besungne nærområder, ligesom det danske folketing har besluttet at skære kraftigt i den del af bistanden. Flygtninge er oftest ret almindelige mennesker, der har omsat alt, hvad de ejer, til at financiere rejsen. De medbringer stort set intet. De der har svært ved at betale for overfarten (som er ca 1000 euro pr voksen), venter til det bliver dårligt vejr som nu. Så reducerer smuglerne nemlig prisen – i går til det halve.
Åh, mit hjerte… Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.
Jeg ville så gerne gøre som du, jeg ved ikke om jeg kan.
Du kan også hjælpe ved at donere. Man skal kun tage afsted, hvis man næsten ved, man kan.
Pingback: Nytårshåb | amarOrama
Av mit hjerte. Hvor støtter man bedst for at støtte netop dit arbejde lige nu?