Frivillige forpligtelser

Lesbos sætter sine aftryk med det samme. Jeg ankom sent i aftes, fandt mit hotel og drev sulten ud i natten for at finde mad. Jeg fandt en café fuld af mennesker og blev i samme minut budt velkommen til Lighthouse, som er navnet på den NGO, jeg arbejder sammen med. Smil, knus og ‘hvor-er-det-godt-du-er-her’ fik alle tanker om klam humanisme til at fordufte som en sæbeboble i solen.

Jeg sov, til jeg vågnede og fik min første virkelighedserkendelse, mens jeg så ud af vinduet på en tæt besat gummibåd fyldt med orange redningsveste. Det sker. Lige her. Jeg gik langs vandet til den Lighthouse transitlejr, hvor også vores klinik ligger. Her var ro, selvom allerede fem både var kommet i løbet af morgenen. Det er det, her er. Ro.

Båd efter båd fyldt med børn, kvinder og mænd driver ind til stranden. Så fuld af tab, ulykkelige skæbner og en spinkel streng af håb. Alligevel er her ro.

Det er det, de kan og det, de har gjort. De frivillige som har befolket Lesbos’ nordkyst siden sommer. De har organiseret det utæmmelige kaos, der brød løs, da tusindevis af bådflygtninge skyldede ind på øen. Alt var kaos, forklarede den chauffør, der kørte mig fra lufthavnen. De gik og gik fra Skala til Mitilini. Ingen kunne komme videre, sagde han og pegede mod båden på havnen. Her ventede 20-30.000 mennesker på at forlade øen i en uge eller to.

Nu lander flygtningene på nordkysten, bliver modtaget i vores eller naboens lejr, får det våde tøj erstattet af tørt. Børnene bliver tjekket, de syge får behandling, de kolde får varmen. De får suppe, te, kiks eller sandwich. De varmer sig ved bålet, og børnene kaster sig jublende som andre børn, over den lille legeplads, der er etableret. Så bliver de hentet af UNHCR’s busser og kørt til den næste mellemlejr. Her får de mere mad og mere tøj, før de bliver kørt videre til en af de to registreringslejre, Moira og Kara Tepe. Den sidste er udelukkende for kvinder med børn. Så snart de er registreret, kan de frit bevæge sig i Grækenland, og næsten alle forlader Lesbos med den første færge.

Fra at være en ubærlig byrde er flygtningene blevet en værdi for Lesbos. Men kun fordi tusindevis af frivillige har påtaget sig at organisere det. Og fordi tusindevis af frivillige bliver ved med at støtte. For Europa gør ingenting.

Her er ingen klamme humanister. Her er hårdtarbejdende mennesker, der påtager sig virkelig vigtige opgaver. Ikke for at stive egoer af, men fordi de kan noget, der er brug for. Her er et samarbejde mellem forskellige NGO’er og med de lokale, som jeg aldrig har oplevet andre steder.

Det er meget sjældent at opleve sig selv i så godt selskab.

IMG_5553

3 thoughts on “Frivillige forpligtelser

  1. Kære Helle. Tusinde tak for at beskrive det du oplever dernede. Jeg elsker den ø og dens indbyggere og det har været hårdt at se og høre hvordan befolkningen er blevet beskyldt for alt muligt imens jeg selv har set og oplevet at de gerne vil hjælpe selv om de kun har lidt selv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s