Godt nytår for pokker

image

Der er storm over Lesbos. Iført vores varmeste vinterlag, knagfryser vi i vores beskyttede lejr i læ bag træerne. Vi er konstant på vagt. Klar til at tænde for generatoren og varme heating teltet op til forkomne mennesker.

Men der kommer ingen. En enkelt falsk alarm i aftes, som først skabte lettelse. Nu er vi i tvivl. Mon der var en båd? Og gik den ned? Vil nogen nogensinde vide det? Hvem vil savne de mennesker, der måske ikke er mere?

Vi har ryddet op i klinikken og organiseret det hele, så det er klart til akutte situationer. Vi har lavet workshop om ‘basic emergency aid’ for de øvrige frivillige. Eller det har svenske Jörgen, der både er akutsygeplejerske og brandmand og helt vant til at undervise i den slags. Det gør en stor forskel at alle ved en lille smule om hypothermi eller stærkt afkølethed. Eller at alle ved lidt om genoplivning.

Frivillige arkitekter og konstruktører arbejder med at tætne og isolere vores telte og beskytte dem mod den iskolde vind. De er virkelige helte. De hamrer og banker og skruer, når de ikke er ude og samle redningsveste ind til projektet.

Vi har holdt møder og organiseret den akutte modtagelse af stærkt forkomne mennesker. Vi er et fantastisk team. Og jeg er stolt af at være en del af det.

Vores arbejde er ret godt organiseret. Vi har en leder af det hele, og der er døgnet rundt en lejrleder, som er nøglepunkt for kommunikation om ankommende både. Vi – the medic team – har en arbejdsplan og altid en på tilkald. Alle kan hele tiden få fat på os. Alle ved hele tiden, hvilke opgaver de skal løse. Kun det gør det muligt at improvisere.

Det er nytår. Og vi fejrer det på en restaurant ikke så langt fra vores lejr. Selvom stormen brøler om ørerne på os, ved vi, at folk vil forsøge. Smuglerne på den anden side giver rabat, når vejret er dårligt. Dem uden penge på lommen tager chancen. Fordi chancen er så meget mere værd, end det de har lagt bag sig.

Nytårsaften bliver fejret i fællesskab med en følelse af afmagt. Jeg ved, at tre både har forladt Tyrkiet uden at komme frem. Og uden at vende om. Det er 100 eller 150 mennesker, der ikke fejrer nytår. Og det gør mig trist helt ind i marven. Det gør mig rasende, at den rige del af Vesten ikke gør det muligt for mennesker at rejse sikkert. At vi ikke sammen finder løsninger for de mennesker, der risikerer deres liv. Først i krig, senere på havet og endelig på deres videre færd til fods op gennem Euopa.

Hvis jeg har noget nytårsforsæt for 2016, bliver det at arbejde for ‘safe passage’ og for større global omsorg. Jeg kan ikke lave revolutioner, men jeg kan skrive og skrive og skrive om de mennesker, jeg møder her i Grækenland, og om de oplevelser, som nok kommer til at forandre noget i mig for altid.

image

image

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s