D’Arc i Dansehallerne

For mange år siden så jeg en teaterforestilling, som aldrig rigtigt har sluppet mig. Den foregik på den hedengangne Fødselsanstalt i Århus. Den var netop ryddet, fødslerne flyttet til Skejby, og det gamle hus skulle blive til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets Medicinske Bibliotek og Uddannelsescenter. Forestillingen var en opførelse af Jobs bog, som er en blodig og dramatisk historie fra Det Gamle Testamente. En portugisisk teatertrup tryllebandt i en slags jerngreb i de 2-3 timer, det varede. Publikum bevægede sig med skuespillerne gennem det gamle hus, og historien blev krydret med ægte friskt kød og rigtigt blod fra slagterierne. Vi var virkelig tæt på det hele. Jeg kan stadig huske lugten af fersk kød, blod og sveden fra skuespillerne. Vi sluttede i den store operationsstue, der lå i et hjørne og virkede nærmest majestætisk. Jeg taler ikke portugisisk og forstod ikke meget af de ord, der blev talt og råbt. Men der var sprog nok.

Tirsdag aften befandt jeg mig endnu engang midt i en total teateroplevelse i Dansehallerne i Carlsbergbyen, hvor Sydhavn Teater sammen med Teater Nordkraft opfører D’Arc. To dage endnu. Her opløste det talte sprog sig i et samlet sansebombardement. Og det er ikke let at sætte ord på oplevelsen.

Vi blev budt velkommen til ‘Museum of Liberation Art’. Forestillingen er bygget op om Jeanne D’Arc og Gilles de Rais og ind og ud af en nutidig kontekst. Vi blev lukket ind i to hold og opfordret til at bevæge os frit, men forsigtigt rundt i lokalet. Centrum for udstillingen var en stor glasmontre, hvor en nøgen mand sad pinefuldt udstillet på et kar med blod. Forestillingen var voldsom, konfronterende og hele tiden udfordrende med sine krav til publikum. Jeg befandt mig i tæt øjenkontakt med Jeanne D’Arc for lidt efter at se videoinstallation af koncentrationslejre. Den ene skuespiller sad i tæt dialog med to gæster, mens Gilles de Rais opildnede til oprør i den anden side af salen. En tilsløret sortklædt kvinde ledte blidt, men bestemt publikum i ly for voldsomheder.

Der var blod, røg, afrevne lemmer og døde dukkekroppe. Der var lyde og lys og mørke. Al tale – på nær et par sætninger af Jeanne D’Arc var på engelsk, og det medvirkede til at understrege min forpligtelse som publikum. Den forpligtelse historien stillede til at forholde mig til nutidens frihedsdilemmaer. Og rædsler. Det understregede ophævelsen af det talte sprog mellem mange talte ord. Jeg var blæst bagud af skuespillet og af skuespillernes engagement og vekselvirkning med publikum. Transformationen af Jeanne D’Arc gennem forestillingen var en næsten ubeskrivelig præstation.

Jeg så, jeg forstod, jeg blev rørt, jeg blev oprørt. Det der det, teater kan. Og det er det, teater skal. Jeg kan kun sige tak og sige, at du skal skynde dig at sikre dig en billet, mens der er tid. Og tak til Mille fra Sydhavn Teater for billeder.

_mg_6155

_mg_6358

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s