Hjælp eller hjælp #25

Forleden talte jeg med nogen tæt på mig, der sagde, at jeg var svær at hjælpe, da jeg var syg. Jeg har hørt det før. Ikke så meget, mens jeg faktisk var syg, men i andre situationer. Jeg har tænkt meget over det. Er jeg svær at hjælpe? Det er jeg måske. Men hvad var det for en hjælp, jeg havde brug for? Hvad taler vi om, når vi taler om hjælp?

Jeg fik ufatteligt meget hjælp. Jeg sagde bare til, så købte nogen ind for mig. Min veninde satte min ugentlige indkøbskasse på plads, når jeg var indlagt. Veninder kom med brunch og frokost og aftensmad. De kom med bøger og film. De gik ture og cyklede og løb med mig. De almindelige kedelige ting, som at gøre rent, vaske tøj, lave mad, vaske op og sådan – det kunne jeg jo godt. De praktiske hverdagsaktiviteter hjalp på en måde til at holde fast i en slags normalitet.

Enkelte havde forestillet sig at skulle trøste mig meget mere, end de kom til. Men jeg var generelt ikke ked af det. Jeg var ked af det i starten og græd på alle dem, der kom mig nær, og jeg var ked af det, når der skete for uventede ting. Som et nyt centralt venekateter, eller en blodprøve der ikke rettede sig hurtigt nok, eller en blodprop. Jeg var ked af det, da påsken lavede forstyrrelser i min behandlingsplan med sine helligdage. Når jeg var ked af det, græd jeg på dem, der var der. Det var tit mine børn. Men jeg var ikke meget ked af det, for jeg fyldte mit liv med gode ting. Og jeg ved, at enkelte veninder faktisk var lidt skuffede. Og forvirrede.

Min hverdag med kemoterapi og blodprøver og medicin og pauser trillede stille afsted. Og var egentlig meget langt fra hverdagsagtige. Men de fleste dage var udramatiske og rolige. Jeg kunne aldrig vide dagsformen på forhånd, men jeg lærte at leve med uforudsigeligheden. Jeg lærte ikke at planlægge. Jeg lærte, at tiden skiftede karakter, når jeg var så meget i det nu, der var. Jeg kunne aldrig sige, at onsdag ville være en god dag, eller skulle vi planlægge en tur i næste uge. For måske ville jeg have feber. Måske ville mine blodprøver være mærkelige. Måske, måske, måske.

Men jeg har tænkt over, om forventninger kan komme til at forstyrre? At hjælp og hjælp kan være to forskellige ting? At man så let kan komme til at sidde tilbage med en slags forløst hjælp. En omsorg man ikke kan komme af med? De færreste har erfaringer med at være tæt på et alvorligt sygt menneske, og alvorligt syge mennesker har som regel ingen erfaring i at være alvorligt syge.

Måske var det ikke hjælp, jeg havde brug for. Når jeg fik brug for hjælp til noget, bad jeg om den. Og fik den. Typisk skrev jeg på min blog, og et par timer senere havde jeg et rugbrød. Eller folk ringede i forvejen og spurgte, om jeg skulle have noget med på vejen. Jeg havde mest brug for mennesker at være sammen med. At lave ret almindelige ting i de ret ualmindelige rammer, jeg nu havde. Jeg havde brug for at være sammen om alt andet end sygdom.

Senere kunne jeg se, at jeg også havde brug for vidner. Mennesker der havde været der imens. Mennesker der oplevede sammen med mig og bare var sammen med mig, som de også ville have været uden kræft i selskabet. Gabet mellem før og efter blev stort. Det blev ikke altid let at genoptage relationer, der havde været fraværende i ‘gabet’.

Jeg ved ikke, om der er nogen konklusion på det her. Det er svært, når nogen bliver alvorligt syg. Der er ingen retningslinjer. Hverken for den syge eller for den syges venner og familie. Den syge er syg på sin måde med de vilkår, en sygdom kan give. Sygdom er hårdt og koncentreret arbejde. Jeg har aldrig lavet noget så koncentreret som at få kemoterapi. Derfor var jeg nok ikke særlig opmærksom på de mennesker, der ikke var omkring mig. Og fordi jeg er mig, var jeg måske syg på en måde, der lignede mig mere, end det lignede så mange andre.

2 thoughts on “Hjælp eller hjælp #25

  1. Kære Helle, jeg følger med i din historie. Jeg håber, det bare er livet i al almindelighed, der er kommet i vejen for din fortsatte fortælling.

    • Kære Charlotte. Tak fordi du skriver og undskyld. Jeg skulle ikke bare stoppe. Jeg er bare gået i stå med at skrive. Jeg har det fint, har lidt for travlt og håber at tage min historie op igen i læbet af sommeren. Kh Helle

Skriv et svar til Helle Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.