Alenehed i fjeldet #3

Det er jo fuldstændig uforsvarligt, udbrød en mandlig kollega let fnysende, da jeg en anden gang vendte hjem efter en lang vandretur i Alperne. Det uforsvarlige var, at jeg gik alene.

Alt er fyldt med risici. Alting. Det er farligt at sidde for meget hjemme i sofaen. Det er farligt at cykle gennem København. Det er farligt at gå udenfor i stormvejr. Det er farligt at ro alene i kajak eller svømme en morgentur alene. Nogen mener også, det er farligt at gå hjem fra byen alene om aftenen. Eller at det er farligt at løbe alene, når det er mørkt.

Jeg bor alene. Hvis jeg skulle vente på, at nogen ville gøre ting sammen med mig, ville jeg tilbringe alt for meget tid i sofaen. Det er farligt. Jeg ville få blodpropper, blive overvægtig og få type 2 diabetes. Og jeg ville gå glip af alt det, jeg elsker at gøre.

Derfor løber og ror og går og bader jeg tit alene. Derfor går jeg også tit i biografen alene. Jeg har været i teateret alene. Til foredrag. Og enkelte gange til koncert. Det kan man sagtens. Jo, det er sjovest at have en at dele med, men i stedet for at blive indebrændt over, at ingen har tid, når jeg har, gør jeg det alene. Alternativet er ikke at se og opleve.

Og derfor tager jeg alene på fjeldture. Jeg ved, der er en risiko, og jeg ved, at den risiko næsten altid kan håndteres med portion sund fornuft fra alt det, jeg har lært gennem alle de mange år, jeg har gjort ting alene. Til gengæld oplever jeg de mest storslåede øjeblikke uforstyrret. Jeg går i seng, når jeg vil, og står op, når jeg vågner. Jeg går så længe, jeg vil, og holder så mange pauser, jeg lyster. Når jeg går i mange timer, sker der noget i min hjerne. Jeg tænker gode tanker. Man kan ikke være sur og negativ i smukke bjerge. Ikke engang i regnvejr. Tankerne drager på langfart ad sine egne veje, og jeg oplever pludselig at stå med en mulig løsning på et problem. Eller på en situation i hjemlandet, som har irriteret mig.

Jeg læser bøger. Jeg ser og dufter og lytter. Kigger på skyer og plukker bær. Jeg ligger på en tue og ser på himlen, mens jeg lytter til vinden. Jeg bliver præcis så træt, som jeg har lyst til at blive, og jeg sender glade tanker hjem til mine mennesker. Jeg møder nye venner, når jeg standser for at spise. Der kommer altid mennesker til de hytter, jeg overnatter i. Og fjeldmennesker er gode mennesker. Man kan blive lidt klogere af at snakke med dem over aftenteen.

Når jeg er færdig med at gå i fjeldet, er jeg mæt. Jeg glæder mig til min verden igen. Jeg er udhvilet i min hjerne og træt i mine ben.

Det er ikke fuldstændig uforsvarligt. Jeg slår mig af og til lidt, men det gør man jo i livet. Og får du lyst til at gøre det samme, skal du øve dig. Du skal begynde med nogle små fjelde og lære dem at kende. Eller måske med danske bakker. For himlen og vinden og aleneheden kan man også finde her. Og med aleneheden opstår eventyret.

IMG_7065

Om at blive ældre

Da jeg cyklede fra Gentofte Hospital til Rigshospitalet i formiddag, var der en mand i en bil, der piftede efter mig. Han kan slet ikke se, hvor gammel jeg er, var min første tanke. Men han kiggede på mig og gav mig thumbs up. Og er det ikke lige meget? Jeg kan godt nyde at blive piftet efter.

Jeg bliver ældre. Jeg bliver så meget ældre, at jeg om få uger fylder 60 år. Og træder ind i de ældres officielle rækker. Jeg føler mig ikke som det, en ældre kvinde. Men jeg kan lide at blive ældre. Livet bliver klarere. Ikke mindre komplekst, men mindre kompliceret. Jo, jeg ved godt, at hver dag er et skridt tættere på døden. Det har det jo været fra begyndelsen. For den kommer, når den kommer. Men jeg har livet, så længe jeg har det. Og jeg kan lide at leve det.

Mit kropslige forfald er endnu ret minimalt. Jeg løber de fleste af ugens dage, og cykler på tværs af København mellem møder her og der. Jeg elsker at gå i bjergene og har ingen problemer med at være på farten i 8-10 timer. Jeg kan til næsten enhver tid trække løbeskoene på og løbe halvanden time. Jeg kunne undvære det voksende pludder på halsen, og den krøllede hud, hvor der engang var kavalergang er ikke forskønnende. Men det er som det er. Jeg er også lidt krøllet og pludret indeni.

Fødselsdage skal fejres. Og jeg er faktisk så begejstret over at blive 60, at jeg har bestemt mig for at lave mange fejringer. Min fødselsdag bliver smurt ud over rigtig lang tid. Fordi jeg kender de bedste mennesker, og jeg vil fejre fødselsdag med at kunne tale med dem allesammen. Som man ikke kan med en stor fest. Hvor jeg ville være halvdød af træthed, fordi jeg altid ender med at lave alting selv.

Jeg startede lørdag. Flyttede min fødselsdag helt frem til det allerbedste vejr og opfyldte en drøm om at invitere en del af de kvinder, der har betydning i mit liv til brunch i kolonihaven. Og den drøm levede helt op til virkeligheden. Den var fyldt med sol, glade mennesker og bobler. Der var bunker af mad og kaffe. Jeg fik smukke og kærlige ord med på min videre vej og stod mere end én gang med en klump i halsen og en tåre, der trykkede. Tak til alle jer, der var med til at gøre min dag så fin.

Kolonihaven viste sig fra sin bedste side. Alle bar over med mine særlige toiletforhold. Og jeg var ret lykkelig over at have investeret i mit lille gaskøleskab. Der er meget logistik involveret i at beværte så mange damer i en kolonihave uden el og vand. Det var alle de mange gange på en hårdt læsset cykel værd.

Og jeg har mange flere fødselsdage til gode i de næste måneder. Jeg elsker at glæde mig. Mens jeg bliver ældre.

image

image

image

Alenehed i fjeldet #2

Dagen startede i grunden så fint. Der var sol og blå himmel, og tågen fra i går var helt væk. Jeg spiste hurtigt morgenmad, pakkede mine ting og begav mig afsted fra hytten i Rembesdalseter. Jeg havde delt værelse med et par norske kvinder og en fyr, der var på tur med tre geder. I det andet værelse i hytten overnattede et tysk par.

Jeg standsede ved den lille elv, smed tøjet og tog et hurtigt iskoldt bad, før jeg tog min kæp i hånden og gik videre. Omkring mig var kun klar bjergluft og fuglesang. Jeg vidste, at det tyske par havde samme destination som mig. Jeg havde bare mest lydt til at gå alene. Senere var vi alle tre glade for at kunne hjælpe hinanden lidt.

Efter et par timer væltede skyerne pludselig op fra dalen. Det så dramatisk ud, og i løbet af få minutter var verden pakket ind i gråt bomuldsvat. Jeg kunne se en meter frem. Kort efter kunne jeg høre de norske kvinder bag mig. Jeg ventede. Seks øjne er bedre end to i tågen og vi fulgtes fremad, mens vi hjalp hinanden med at finde de røde markeringer på ruten. Efter endnu en times tid klarede det op. Og den allestedsnærværende gennemtrængende fugt blev afløst af regn. Med lidt tørvejr ind imellem. Men regn. Tung regn.

I tågen havde vi ventet på tyskerne, og da nordmændene kort efter forlod os for at gå en anden vej, smilede solen kortvarigt til os. Tyskerne satte sig for at spise, og jeg gik videre. Jeg skulle nok have gjort som dem, for det var det sidste, vi så til solen. Og den sidste stund uden regn den dag. Jeg var senere bare glad for, at jeg havde stoppet en proteinbar i rygsækken, for frokostpauser var slet og ret ikke en mulighed resten af dagen.

Ruten var hård. Med stejle opstigninger og stejle nedstigninger. Kombineret med ufattelige mængder mudder og den stadige tunge regn, plørede det fornøjelsen ved at vandre i fjeldet en smule.

Det var den dag, jeg slog mit ben. Jeg faldt ikke. Jeg gled et par gange på våde klipper og slog skinnebenet mod andre klipper. Jeg ved ikke, hvornår det dumme slag kom. Senere ville jeg smøge bukserne op for de dybe muddersøer, og det var der, jeg mærkede, at underbenet var ret hævet. Jeg kiggede forbløffet på benet. Tænkte lidt over, hvor meget blod, der mon kunne løbe ud i sådan et underben. Så smøgede jeg bukserne helt op over knæet og gik videre. Der var jo ikke andet at gøre.

Ind imellem ventede jeg på tyskerne. Jeg fortalte dem også, at mit ben var hævet. Men jeg gik alligevel meget hurtigere end dem, så jeg fortsatte alene. Og kiggede med jævne mellemrum ned på mit ben, der havde antaget en monstrøs størrelse.

Ti timer var jeg på farten. Endelig, endelig nåede jeg det fine gule pensionat i Liseth. Med en varm seng og et varmt brusebad og norsk fjeldørred på tallerkenen. Det tog nogen tid at få varmen. Tyskerne kom en times tid senere. Og endnu senere fik jeg deres historie om at vokse op i Østtyskland og opleve friheden ved murens fald. Men det er en anden fortælling.

Mit ben er okay. Det var et stort hæmatom, som langsomt er blevet opslugt. Mit ben har været igennem mange farveskift, og nu er der kun lidt sorte pletter nederst og på foden – og en meget mindre bule på skinnebenet. Ville jeg gøre det igen? Anytime!

IMG_7095

IMG_7099

IMG_7103

IMG_7108

Alenehed i fjeldet

Da jeg havde scoret den første ferieuge med fuldt knald på sommervarmen, stak jeg til Norge, da regnen meldte sig. Jeg trængte til stor natur, himmelvid himmel og alenehed. Jeg trængte til at tænke tanker, som man kun kan, mens man vandrer alene blandt fjelde. Kun forstyrret af vinden, fugle og vejret. Vejret som rejste med mig til Norge og de vådeste fjeldoplevelser nogensinde. Men ikke hele tiden. Der var også sol og tørvejr og store klare vidder.

Jeg fløj til Bergen og rejste videre med tog til Finse, hvor jeg lagde mig med feber på skituren i vinter. Jeg havde lidt at samle op i Finse. jeg blev der to nætter. Tog på opdagelse til Hardangerjøkul, som er en stor indlandsgletcher i det nordlige Hardangervidda. Og så gik jeg afsted. Jeg havde på vanlig vis ikke lavet planer for forhånd. Mens jeg var i Finse, besluttede jeg at gå rundt om Hardangerjøkul. Bare fordi det så interessant ud på det kort, jeg købte i hytten. Det var det. Både interessant og smukt. Hardangervidda lever så meget op til sit navn. Her er store vidder hele tiden. Naturen er stor og voldsom. Omkring jøkulen kommer man højt op, og her er stadig sne. Noget af ruten kan være en smule teknisk, fordi der er så store højdeforskelle. Men med lidt erfaring og viden i bagagen volder det ikke store problemer.

Jeg mødte ikke mange mennesker de første dage. Sikkert fordi ruten var spændende på den udfordrende måde. Og fordi det var nogle lange dage. Jeg nød min alenehed. Fandt den ro jeg havde brug for og havde god tid til at tænke tanker.

Er det farligt at gå alene i fjeldet? Jeg ville ikke råde en uerfaren til at gå alene den vej rundt om Hardangerjøkul. Men jeg har gjort det så meget og er altid forberedt på uforudsete forhindringer. Og selvfølgelig er der en risiko. Det er der ved alting. Også ved at cykle gennem København til Rigshospitalet.

IMG_7047

IMG_7087

IMG_7094

IMG_7105

Opture

Det er så uendeligt let at sparke mit liv op i peak flow.

I dag fik jeg nye løbesko fra England. Nye løbesko kan i sig selv næsten fremkalde små jubelscener hjemme hos mig. Jeg løb en dejlig tur i det varme solskin og smed det meste af tøjet og sprang i vandet i Valbyparken. Jeg løb glad og sprudlende hjem igen.

På vejen hentede jeg to ungersvende, som løb og snakkede med hinanden. Da jeg svinger udenom om dem, hører jeg den ene sige: Fuck altså, forleden blev jeg overhalet af en gammel mand på 60!

Der var kun én ting at gøre. Jeg hævede armene, vendte mig rundt, mens jeg fortsatte løbet baglæns og råbte: Og du er nu også blevet overhalet af en gammel kvinde på 60!!

You made my day there!

IMG_4979

Ashes to Ashes

Jeg lukker forsigtigt døren op til min blog med en uforbeholden undskyldning. Undskyldningen er til Sydhavn Teater. For jeg havde lovet at gøre reklame for deres forestilling, Ashes to Ashes. Undskyld.

Forestillingen spillede i sommer med sidste forestilling 5. august. Men mine fingre brød ud i pludselig skrivelammelse. De nægtede at omsætte noget til taster. Jeg lukkede ned for alting, holdt ferie og stak af til de norske fjelde. Let brødebetynget nåede jeg netop at sikre mig en af de allersidste billetter til forestillingen, da jeg kom hjem. Så efter min undskyldning kommer en begejstret anmeldelse. Og en uforbeholden opfordring til at genopsætte forestillingen. Gør det! Og se den, når de gør det.

Sydhavn Teater er ganske lille og har allerede lavet nogle spændende forestillinger på utraditionelle steder. Men det ganske lille teater har stort format. Ashes to Ashes er inspireret af Harold Pinters stykke af samme navn. Det er blevet til på baggrund af dagbogsnotater fra en kvinde under holocaust, hvor hun beskriver sit forhold til en nazist.

Forestillingen er genialt placeret i det gamle, nedlagte Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Kapellet har stået forladt hen i næsten 100 år, undtagen en kort periode efter 2. verdenskrig, hvor ligene af tyske soldater og flygtninge blev lagt i stakke. Flest døde af mæslinger, fordi danske læger nægtede at behandle dem. Flere tusinde flygtninge og soldater ligger begravet på Vestre Kirkegård, hvor de dagligt minder mig om, hvorfor de omdiskuterede konventioner er særligt vigtige i dag.

Forestillingen er en midnatsforestilling, som startede allerede udenfor Sydhavn Station, hvor publikum var sat stævne. Jeg kom alene, men faldt hurtigt i snak med mit medpublikum, som spændt ventede på, hvad der skulle ske. Vi blev ledt til den lille indgang til kirkegården bag stationen og begav os tyste ind med en venlig guide med lommelygte. At gå på kirkegården i mørke slår bestemte stemninger an. Det er lidt andægtigt, højtideligt, lidt gysende og meget stille. Langsomt nærmede vi os Østre Kapel, hvor en skikkelse stod i silhuet i den oplyste dør.

Skikkelsen var Rebecca, klædt i hvide blonder, som også dækkede hendes ansigt. Hun gik tavst rundt i kapellet iført røde træsko, mens vi satte os. Rundt og rundt i det lille kapel. Indtil hun pludselig skiftede retning og fortsatte sin vandring. Kys min knytnæve, var den første replik, da Rebecca begyndte at fortælle om sin elsker. Det startede som en monolog, blev til dialog mellem mand og kvinde og udviklede sig til en allestedsnærværende tvivl. Er de ægtefolk? Er han elskeren? Er han terapeut? Dialogen blev voldsommere og bevægede sig mellem kærlighed, vold, sex og død. Han tog de grædende babyer fra kvinderne på perronen. Tog han også hendes?Havde hun en baby? Hvilken baby? Var hun levende? Eller var hun ikke?

Hun mødte en kvinde, fortalte hun. Kvinden spurgte, hvor hendes baby var. Baby? Sagde hun. Hvilken baby?

Stykket var et sansebombardement. Fyldt med ord og symbolik og en helt enkel scenografi. Østre Kapel blev et meget intimt rum. Fyldt af to menneskers meget komplicerede relation, som hele vejen igennem blev understreget af den stiliserede fremstilling.

Jeg vandrede stille hjem gennem Vestre Kirkegård. Først næste morgen slog det mig, hvor godt skuespil, jeg havde set. Tak til Sydhavn Teater.

IMG_6441

Kolonihaveliv

Forleden var jeg i Silvan. Sådan som vi havefolk jo er ind imellem. Tilfældigt faldt jeg over en smuk rose, der var sat ned. En Astrid Lindgren rose, der også dufter vidunderligt. Den ville passe perfekt ved siden af min havelåge. Så jeg købte rosen og cyklede glad hjem. 

På min havegang mødte jeg Maj-Britt, der beundrede min nye rose. Hvor skal den stå, spurgte hun. Vi følger med i hinandens haver. 

Nej! Udbrød hun. Den smukke rose skal ikke stå udenfor. Tænk hvis nogen gør den noget. Du skal selv have glæden over den vidunderlige duft i din have. Hun trak mig med ind i sin have og pegede rundt. 

Du må få alle de det stauder. Så kan du plante nogen af dem udenfor din havelåge, sagde hun. Vi gravede og gravede og kort efter havde vi fyldt hendes trillebør med stauder. 

Sådan er livet i haveforeningen. Vi blander os. Og blander blomster. Og nu står Astrid Lindgren helt passende under mit stuevindue. Og en kæmpestor gul blomst pynter ved indgangen til min have. 



Naboen jeg aldrig fik hilst ordentligt på

Jeg har arbejdet for meget for længe, og timerne har hobet sig op i bunker, der skal omsættes til fridage. Det er bare gået ret skidt med det. For hver gang, jeg har forsøgt at skyde en fridag eller to ind, er de blevet harpuneret af uafviselige møder og uopsættelige opgaver. Derfor besluttede jeg at stikke af. Løbe min vej og gemme mig i et døgn. Lukke for arbejdsmailen, lade telefonen brumme lydløst og forgæves og efterlade computeren i Sydhavnen.

Jeg bookede et værelse på Airbnb ved vandet, gjorde et halvhjertet forsøg på at gå tidligt fra arbejde og sprang på et tog mod Malmö på Hovedbanegården. Og fra det øjeblik gik alting langsomt. Grænsekontrollen i lufthavnen får åbenbart folk til at bryde ud i rendyrket hysteri. Hvor de uden blusel råber grimme ord efter de folk, der har fået opgaven. Og det var danske grimme ord. Jeg havde fri, og jeg skulle alligevel bare til Malmö. Om det så tog ekstra tid, havde jeg bare mere tid til at læse min bog.

Malmö er fin. Jeg er glad for at få hilst bedre på. Jo, selvfølgelig har jeg været i Malmö masser af gange. Men kun på korte visitter. Julemarkeder og sådan. Nu boede jeg i det relativt nye kvarter ved vandet og kunne vinke hjem til København. Og jeg kunne lide det.

Malmös udgave af Københavns Sluseholm og Nordhavn er charmerende og levende på en måde, som København helt har glemt at tænke ind i de nye kvarterer. Selvfølgelig findes de ensartede komplekser også i Malmö. Men der er bygget forskellighed og mangfoldighed ind. Her små torve, cafeer og restauranter. Her er små bitte gader fyldt med blomster og huse i mange forskellige farver. Man kan gå på opdagelse mellem bygningerne og hele tiden opleve nyt. Cafeerne, restauranterne og torvene giver sammen med vandet liv døgnet rundt.

Jeg kan virkelig lide det. Og jeg har lyst til at hilse mere endnu på Malmö.

Og jeg tog ikke telefonen (undskyld Far), jeg lavede ikke en skid, og jeg har nærmest ro i mit hovede i dag. Jeg løb morgentur, spiste fiskegryde, læste, læste, læste, vrikkede med tæerne i vandkanten og kiggede på skyer.

Begravelseskjolen

Jeg har lagt begravelseskjolen i vaskemaskinen. Så kan den tørre, mens jeg er til Folkemøde og være klar til lørdag. I lørdags bemærkede jeg nemlig en plet fra noget, jeg åbenbart havde siddet på, da vi begravede min gode venindes mand. Sådan bruger jeg mine lørdage for tiden. Jeg siger farvel, trøster og græder sammen.

Det er lidt synd for kjolen, at den er endt som det. En begravelseskjole. Den er pæn. Måske en slags lækker. Men nu er der blevet grædt så meget på den, at jeg ikke kan tage den på til festlige lejligheder. Der er for mange begravelser.

Måske er begravelseskjolen ved at blive en slags støttekjole til sørgelige anledninger. Måske er det meget godt at have en begravelseskjole. Et fast holdepunkt, når verden krakelerer og jeg bliver fyldt med sorg.

Om lidt er den klar til tørring, så jeg kan tage den på, når vi meget tidligt lørdag morgen kører til Århus for at begrave min gamle chef, min inspirationskilde, min diskussionspartner, min ven. Som jeg slet ikke forstår, at jeg aldrig skal se og høre igen.

Måske er det meget godt, at min sorte kjole er blevet begravelseskjole. Selvom sorgen og tristheden ikke forsvinder, når jeg tager den af, så er den en slags sørgebind. Nok er det bare mig, der ved det. Men det er også bare mig, der bærer sorgen og tristheden. Jeg bærer den sammen med alle de mange andre, der har kendt og holdt af hende. Men hvor meget vi end deler, bærer vi sorgen alene.

IMG_6726

Stille dage i Sydhavnen

Er du egentlig okay, spørger nogle lidt bekymret, når jeg ikke blogger. Jeg er okay. Jeg er bare lidt virkelighedsramt. Ulykkelighedsbarometeret omkring mig har stået højt i lang tid. Ikke inde i mig, men omkring mig. I mit arbejdsliv og i mit frivillighedsliv huserer rigtige menneskeskæbner, og mit job er, at løse nogle af de problemer, de er klistret ind i. Og det gør mig ulykkelig og stille, når jeg for tit ikke kan det.

For tiden skaber jeg plads omkring mig. Jeg aflyser og udsætter. Jeg laver stille dage og aftener.

Jeg har længe arbejdet flere timer, end jeg får løn for. Det har jeg altid haft hang til periodevist, og det fungerer godt, når de ekstra timer kan løse nogle af de problemer, jeg skal løse. Problemerne bliver bare hele tiden sværere at løse. Ikke mine problemer, men problemer for ulykkelige mennesker, der har fået sygdomme på nakken. Vi kan godt klare de fleste menneskers sygdomme på mit hospital. Jeg er stolt af mit hospital, fordi det er stort og rummeligt og fyldt med de dygtigste mennesker. Men syge menneskers liv er ikke sygdom. Det er liv, der bliver brudt af sygdom. Liv der skal klistres sammen igen. Liv der skal leves, så længe det er. Der bliver flere af de mennesker med liv, der er svære at klistre sammen efter sygdom. Der bliver flere af de liv, som bliver til overs i et samfund, der kun dyrker vækst. De har ikke noget sted at bo. De er faldet ud af arbejdsmarkedet, eller sygdommen har sendt dem ned ad en meget lang rutchebane. Uden blødt faldsand. Vi har trukket ressourcerne væk fra det sikkerhedsnet, vi skulle holde under dem, så de famlende og langsomt kunne rejse sig. Eller læne sig tilbage med lidt værdighed i behold. Det er ved at forsvinde, sikkerhedsnettet.

Det gør mig ulykkelig, at vi er ved at skabe et samfund, hvor vi ikke investerer i mennesker. Men i økonomisk værdi. For jeg møder de mennesker hver eneste dag i mit arbejde.

Det gør mig ulykkelig, at millioner er på flugt. Millioner af mødre og fædre og børn og bedsteforældre, som tager tunge beslutninger om at redde sine familier fra krig og forfølgelse. Og det, vi tænker på i mit land, er os selv. Vi taler om ‘de andre’ på måder, der skal få dem til at holde sig væk og forsvinde. Vi ser stolte på hinanden, når færre fremmede krydser vores grænse. Krigene og menneskene er der endnu. De fleste af de mødre og fædre og børn og bedsteforældre, jeg har mødt, gør en stor indsats for at lære at leve i vores land, når de har fået lov at være her. Vi ser bare ikke andet end forskelligheder.

Det gør mig ulykkelig, når en stor del af danskerne bræger på internettet og siger virkelig grimme ting om mennesker, de aldrig har mødt. Det gør mig ulykkelig, når de fleste danskere tror, at integration er noget, der sker, hvis de fremmede gør det rigtige. Integration er en aktiv proces mellem mennesker. Integration forudsætter, at man er taget imod. Det gør mig ulykkelig, når mennesker, jeg engang betragtede som venner, siger uhyrlige ting på internettet om mennesker af kød og blod, som de aldrig har mødt.

På min arbejdsplads laver vi en simpel måling af, hvordan vi har det. Ganske simpelt. To eller tre spørgsmål der slutter med en skala over, hvor belastet, vi har følt os i den sidste uge. Beskrivelsen af den højeste ende af skalaen siger noget med, om du har trukket dig fra sociale sammenhænge i løbet af arbejdsdagen, om du glemmer ting osv. I den her uge gik det op for mig, at jeg har scoret højest på den skala i et stykke tid. Det var åbenbart også tydeligt for en kollega, som greb min arm og sagde, hun gerne ville passe på mig.

Derfor aflyser jeg og udsætter og laver stille dage og aftener.

Der skal så lidt til. En professor der tager imod en patient, han godt kunne have ladet være med. En mor der lyser op, fordi hun mærker, at vi virkelig gør alt for at hjælpe hende. En kommunalt ansat der, midt i noget virkelig kompliceret, udbryder: det gør vi bare, vi finder ud af det. En besked på WhatsApp fra en kurdisk kvinde i Grækenland med billede af os to. En kollega der griber min arm. Og løbeture i solskin med en tur i vandet. En stille aften på altanen. Radiser og rabarber og blomster, der blomstrer.

Og jeg blogger en gang imellem, når det er godt. Jeg er okay.

IMG_6708