Det gik ikke for Bo. Han fik en dårlig nat, hvor han måtte hjælpe et par fuldstændig udmattede bjergbestigere, der kom tilbage fra toppen. De måtte overnatte sammen med ham i det lille telt, og han måtte hjælpe dem med at smelte sne, så de kunne få væske. Derfor sov han ikke meget, og derfor var han for træt. I de højder og uden supplerende ilt, er der ingen chancer for at få mere energi. Man ved bare, at kroppen bliver drænet og drænet. Derfor vendte Bo om. Klog som altid. Min respekt for ham bliver kun større. Mens det gør mig så ondt for ham, at det heller ikke lykkedes denne gang.

Bo’s historie fortæller en hel masse om, hvordan bjergbestigning er fyldt med risiko. Og den fortæller, hvordan man som en klog bjergbestiger kalkulerer med den risiko. Jeg har aldrig været på Everest. Eller drømt om det. Der er ikke noget imponerende over mine meritter i bjerge rundt om i verden. Men også på knapt så høje bjerge, kalkulerer vi med risiko. Når en risiko er kalkuleret, kan den meget lettere kommes i møde. Der vil altid være en lille risiko for uforudsete ting, som pludselige vejrskift, sneskred og stenskred. De sidste to er de helt store jokere, men heldigvis sker det sjældent, at mennesker er involveret.

Jeg har aldrig været en dare-devil med behov for adrenalinrush. Jeg er altid taget afsted  med en klar målsætning om at komme hjem. Ellers giver det jo ingen mening. Derfor kan jeg også bedst lide at være afsted på egne ekspeditioner med mennesker, jeg kender. Jeg har set guider på kommercielle bjergbestigninger skubbe udmattede klienter videre. Som lader sig skubbe, fordi de ikke selv kan tage ansvar for noget, de måske ikke rigtigt ved, hvad er. Jeg har været på ekspedition med en, som manglede filteret for kalkuleret risiko. Og fortsatte alene i dårligt vejr, fordi toppen var vigtigst. Og satte os andre i en ulidelig situation, fordi vi kun kunne sidde tilbage i vores forblæste telte og håbe på, at alt gik godt. Det gjorde det heldigvis.

Jeg elsker det meditative og det enkle i bjergene. Jeg elsker at løse de problemer, som giver os en sikker færd. Jeg elsker at sidde i teltåbningen og glo på skyer. Og jeg elsker at være sammen om beslutninger. Jeg elsker skønheden, og jeg elsker de fysiske udfordringer. Jeg er en bedre projektleder, fordi jeg har lært af problemløsninger på vejen i bjergene. Jeg er bedre til at se muligheder, fordi jeg har lært at finde muligheder i bjergene. Jeg tror også, jeg bliver et lidt bedre menneske, fordi jeg har lært betydningen af samarbejde og omsorg i bjergene. Og fordi jeg lærer en grad af nærvær, der ikke er mulig at finde andre steder.

Den risiko, jeg udsætter mig for, når jeg tager ud i bjergene, er altså langt mindre, end når jeg bevæger mig rundt på cykel i trafikken. Her bliver den kalkulerede risiko meget sværere at håndtere. Fordi der kører forskellige slags mennesker rundt i bil. Nogle er måske sure på konen, andre måske stressede over at holde i kø, endnu andre har måske sovet for lidt. Statistisk set er det meget farligere at ride, for slet ikke at tale om lystfiskeri. Ridning og lystfiskeri kræver langt flere menneskeliv end bjergbestigning. Og hvis vi tæller Mount Everest og K2 ude, ser statistikken helt anderledes og endnu bedre ud.

Den slags forskellig risiko og forskelle på angst for, hvad der kan ske, har vi snakket rigtig meget om i min familie. Og der vil selvfølgelig altid være noget symbolsk ‘farligere’ ved at tage på bjergbestigning, end ved at cykle fra Hillerød til Sydhavnen. Der er en risiko for at forsvinde og dø alene langt fra hjemmet. Men – hånden på hjertet – jeg kunne i teorien ligge en uge i min seng, hvis jeg skulle ligge der og få hjertestop helt alene. Min familie ved, at jeg optræder fornuftigt. De ved, at jeg hellere undværer en bjergtop end at sætte liv og helbred på spil. De ved, at de er de vigtigste i verden, og at jeg vil hjem til dem igen.

Det er ikke nogen ny beslutning at droppe de rigtig høje bjerge. Den har vi taget for længe siden, mine unger og jeg. Jeg finder aldrig ud af, hvordan det er at være mig i 8000 meters højde. Og det er fint med mig. Der er andre og vigtigere ting at finde ud af.