Category Archives: Familieliv

by - 1 kommentar

Om kærlighed

Mens vi venter på, at jeg kan løsrive mig fra mit nye legetøj, der starter med i og er en flad lille ting, der føles som ren lækkerhed under fingrene, kan vi jo konstatere, at jeg atter sidder over kander af te, mens jeg lader blikket vandre ud på det solbeskinnede vand udenfor mit vindue. Jeg er hjemme. Når jeg engang har løsrevet mig, kommer der graffiti og vægmalerier fra det store kamera. Jeg kan ikke uploade billeder direkte fra kameraet til min nye ven her. Men jeg kan love graffiti langt ud over det sædvanlige.

Mens vi venter, sidder jeg viklet ind i jetlag. Det ondes hævn over fantastisk rejse. Det går over, men det tager en uge eller mere. Sådan er det bare. Imens drikker jeg spandevis af te, glæder mig til en flad løbetur over Amager Fælled, læser aviser, græmmes over P3 og kigger ud over det inferno af sager, som på en eller anden måde har været i min kuffert. Vaskemaskinen snurrer, og hverdagen venter lige om hjørnet.

Jeg forlod San Francisco fredag eftermiddag og landede i London midt på natten. Efter min indre tidsregning. Officielt var klokken kvart over ti. Var heldig med en gangplads ved køkkenet. Så er man sikret mod at spilde tiden på at sove.

Men jeg sad også bare og var fyldt af ….. Nå ja kærlighed. Til alle de yndlingsmennesker, jeg var på vej hjem til. Små og store. Min krop var fyldt af en varm klump af glæde og forventning. Sådan fuldstændig pladdersentimentalt kunne jeg næsten mærke Veras lille krop, Almas arme om min hals og Ellas elektriske bjørneknus. Jeg kunne næsten mærke mine ungers smil og kram.

Det er noget særligt at komme hjem til dem. Vi har gjort det så mange gange, og det er det bedste jeg ved. De mennesker, jeg har kendt hele deres liv. Fra de første urspark i mit indre og den første øjenkontakt gennem fosterfedt, sved og tårer. Når det forskrækkede nye babyansigt pludselig bliver afslappet og ser nysgerrigt og genkendende i mine øjne. Jeg bliver aldrig træt af det gensyn i deres øjne. Og jeg elsker, at de elsker det. Øjeblikket når jeg træder ud fra toldområdet, og de står der. Øjeblikket når vi er hjemme i lejligheden, og nogen kommer i tanker om mad. Øjeblikket når de næste banker på terassedøren. Øjeblikket når vi har lavet mad, eller har hentet sushi, og de små mennesker myldrer mætte rundt og leger, mens de store mennesker lidt trætte sidder omkring bordet, mens vi samler op på hinanden og tiden, der er gået.

Jeg flytter ind i mit liv igen. Det var bare to uger. Som føltes længere. Jeg elsker hverdagen og mine hverdagsmennesker. Helt banalt er det godt at rejse ud og blive lidt klogere. Og det er godt træde ind i hverdagen igen. Farve den med de nye oplevelser, hilse på naboerne, klappe potteplanterne og glæde sig til de bedste kolleger i morgen.

20120506-124450.jpg

by - 6 kommentarer

En fredag gjort af særligt stof

Sidder i flyet mellem London og San Francisco og har stadig kroppen i en slags roligt tilfredsheds-mode efter fredagen. En fredag som fik afleveret to af mine store projekter i armene på dem, der bestemmer over pengene og projekternes fremtidige skæbne. To af de projekter, jeg har kastet både hjerteblod og uendelige timer i. Nu er de i en form for transit, og jeg venter med en vis form for sindsro.

Det var også en fredag, som ødslede med knus og kram fra kolleger, som ønskede god rejse. På en måde der gjorde mig varm indeni. Bare fordi jeg er heldig at have netop de kolleger. Og de projekter. Det gav mening på en måde, der gjorde sjælen blød og glad.

Jeg cyklede hele vejen hjem i solskin. Og det kan altid gøre mild og god. Selv Frederiksberg modtog en slags overbærenhed.

Hjemme ventede mine forældre, som stadig godt gider rejse hele vejen med toget og tage til takke med min smalle dobbelseng. Som ikke er meget vant til noget dobbelt. Og trods en fornemmelse af et let pres, fordi jeg trods alt skulle flyve til morgen, før de fleste af jer var vågne, jamen så fik vi både drukket te og kastet det sidste tøj i den stilige kuffert, min søn har lånt mig. Det er jo godt, at nogen i familien holder den fane højt.

Mine søde forældre havde inviteret i Det Kongelige Teater. Og se Kameliadamen opført som ballet. Så derfor havde vi bestilt bord på en restaurant allerede klokken 17.30, og det gav visse udfordringer for en overarbejdet projektleder med en skarp pakke-deadline. Hånden på hjertet. Jeg havde et par gange tænkt, at det var skidt timing, og hvordan i alverden skulle jeg dog kunne nå det. Men jeg siger bare ikke nej. Jeg savner at have mine forældre så tæt på, at vi kan dele den slags oplevelser. For lige så meget jeg holder af højpandet litteratur, elsker jeg både ballet og opera. Inde i mit halvkyniske kropspanser bor en uforbederlig romantiker. Som suger drama og store følelser til mig.

Forestillingen var på forhånd udråbt til et mesterværk, og mesterværker skal man aldrig sige nej til.

Det var i det rigtigt kongelige teater. Med guld og balkoner og pudrede damer. Vi sad perfekt midt i parterre, og himlen tilsmilede mig med en lille pige på sædet foran, så også jeg kunne se danserne. Og så er det, jeg løber helt tør for ord. Jeg har set meget ballet. Rigtig meget. Jeg har vredet armene rundt på mine unger, som min far vred mine egne arme rundt, og tvunget dem til balletforestillinger (og opera og kor og teater). Men jeg har aldrig grædt, når en forestilling sluttede.

Da tæppet gik for sidste gang, og de smukke dansere havde danset den forfærdelig sørgelige historie rent ind i hjertekulen, fandt jeg mig selv i en stående applaus. Med tårene løbende ned ad kinderne.

Jeg kan kun sige – fuck rejseplanlægning, fuck kuffertpakning, fuck nattesøvn. Den forestilling var alt værd. Tak fordi jeg var med.

Og som et lille ps var det godt, jeg fik skrevet om den fredag, inden jeg blev spyttet ud i det festfyrværkeri, som San Francisco er. Det er kærlighed ved første blik. Jeg elsker at være her. Her er skørt, farver, musik, vand, varme og strålende mennesker. Og så gør det ikke spor, at her 27 grader. Men nu begynder øjnene at leve deres eget liv.Jeg er fuldstændig vanvittig træt. Efter 12 timers flytur og totimers sansebombardement fra min gåtur langs havnen.

Mere imorgen.

20120421-210916.jpg

by - 4 kommentarer

Nå ja, lidt ømt er der vel, derinde i hjertekulen

Jeg har en lille gruppe kvinder, som jeg mødes med en gang om måneden. Vi har vores eget lille skrivelaboratorium. Hver måned mødes vi til noget brunch og læser hinandens tekster. Det er så fedt at have et trygt lille forum at læse mine skriv op for. Og det betyder, at jeg skriver, når jeg har travlt med alt muligt andet. Jeg får skabt mig mine små fredelige tanke-oaser, hvor det bliver muligt at arbejde koncentreret med ord. Ikke som på bloggen. Her får ordene lov til at flyde mere eller mindre frit om det, der optager mig.

Ganske anderledes forholder det sig med de tekster, skrivelaboratoriet må lægge ører og øjne til. Her har vi nemlig stille bygget en lille tryghed op imellem os. Vi tager laboratoriet alvorligt, og her er rum til eksperimenter. Jeg forsøger jævnligt at omsætte oplevelser og iagttagelser fra mit liv med sygdom. Det er svært, fordi jeg har stor respekt for, hvad ord kan og ikke kan. Der er skrevet mange bøger om kræft. De fleste keder mig. Og jeg får knopper af hjerte-smerte litteratur. Jeg skal heller ikke skrive om seje bjergbestigninger, fordi der også er skrevet nok om det. Jeg skal arbejde og eksperimentere med mulighederne i ordene. Ja, det lyder kryptisk, men det handler om at stramme sproget, så jeg kan sige noget meget præcist. Som andre alligevel kan give andre indre billeder.

Jeg har arbejdet med en lille tekst om en samtale, jeg havde med min ældste datter. Få dage inde i mit behandlingsforløb. Og få dage efter hendes første datters fødsel. Det gjorde ondt i mit hjerte dengang, at hun måtte slås med angsten for min sygdom samtidig med alle sine følelser og det lille nye barn. Og det var det, vi talte om. I telefonen. Fordi jeg dengang boede i Århus og hun i København.

Og bedst som jeg sad der ved computeren og dirigerede rundt med ord, væltede tårer pludselig ned ad kinderne. Hmmm, jamen kræft gør jo ikke sådan ondt i sjælen længere, så hvorfor pludselig sådan en følsomhed? Den ligger der bare, helt inde i hjertekulen. En lidt hengemt sorg over den sorg og angst, som den sygdom kastede i nakken af mine børn og mine forældre. Jaja, jeg ved godt, at det ikke var min skyld. Det var sygdommen. Et vilkår. Men ligegyldigt hvor voksne de unger bliver, så vil jeg have, at de har det godt. Jeg vil ikke volde ondt. Men det er den pris, vi må betale. For at elske hinanden dybt.

Og derfor gentog det sig. Da jeg læste digtet højt for mit skrivelaboratorium. Tårerne. Og grøden i halsen. Og så er det godt at have bygget et trygt lille sted, hvor der er rum for at lufte ømheder i brugte hjerter.

by - 3 kommentarer

Fredagsfryns

På sådan en fredag, hvor jeg fik lumret det meste af feberen af i løbet af natten. Og hvor jeg alligevel fik min dag til at gå med hele to af den slags møder, hvor kreativiteten simrede i luften. Ja så virkede det helt, helt rigtigt at sige skide til både træning og vinterbadning. Og i stedet lægge vejen forbi et nyslået vuggestuebarn og dele the wonders of Lille Peter Edderkop, eller hvordan-man-narrer-voksne-til-at-tro-man-ikke-er-træt-legen.

Men selv standhaftige superbabyer taber luft efter den første lange dag i vuggestuen. Øjnene klapper i, og søvnen overmander det lille væsen.

Og jeg cykler bare hjem og regner med, at det var sygdom nok for denne gang.

by - 3 kommentarer

Danmarks Smukkeste Festival

Jeg er blevet snigløbet af noget feber. Jamen jeg var også syg i september. Det er da helt for meget. Og der er ikke noget med at ligge under dynen i morgen. Sådan er det.

Men det var heller ikke det, jeg ville brede mig ud om. Midt i Mandag Morgens konference om Velfærdens Innovationsdag stod Danmarks Smukkeste Festival. MIN festival.

Siden mine børn var semi-små har jeg arbejdet i Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Jeg var formand for festivalens information og flyttede ind på festivalpladsen i en uge hvert år. Ungerne blev gradvist sluset ind i festivallivet. Først som endagsgæster på de (dengang) fredelige torsdage. Senere kom fredagen med, og langsomt, efterhånden som de alligevel blev ældre, blev de sluppet fri. Når de blev gamle nok, blev de også sluset ind i Informationen, og vi havde en masse år, hvor vi arbejdede sammen på festivalen. Efterhånden smuttede flere og flere af ungernes venner ind i min stab. Og ved I hvad? Det har været SÅ sjovt. Men så ramlede min verden og det hele gik op i kemoterapi, og min Sofie overtog formandsstolen. Det gjorde hun rigtig godt, og der var ingen grund til at trænge hende ud. Jeg trak mig med andre ord. Og var også for træt i sjæl og krop til en uge i larm, alkohol og støv.

Jeg har ikke været på festivalen i de sidste fire år. Sidste gang jeg var der, havde jeg stadig kemohår. Eller næsten ingen hår. Og jeg glemmer aldrig fornemmelsen af at vandre rundt på festivalen alene. Ingen kunne kende mig. Jeg husker bare, at jeg cyklede tilbage til Århus med tårerne sprøjtende efter mig.

Og så stod de der i dag. Med bøgekævler og fotostater af bøgeskoven. Og vi knusede og snakkede. Og snakkede. Og snakkede. – Skal du ikke tilbage? spurgte de. Vi savner dig. Vi finder et job til dig, lige så snart du har lyst.

Og pludselig var lysten der. Jeg vil gerne have den del af mit liv igen. Selvom vi allesammen er ved at blive halvgamle. Eller måske fordi vi har så meget fortid sammen. Og noget fortid skal man værne om.

by - 4 kommentarer

Rend mig i traditionerne – nogen gange

Jeg elsker traditioner af den gode slags. Som dem vi har i min familie omkring jul. Vi har det rasende hyggeligt, på sådan en måde at alle faktisk får det hyggeligt. Men traditioner er hele tiden til forhandling. Ellers bliver de stive og intetsigende. Og jeg får åndenød og kløe under fødderne.

Da jeg blev skilt for 3000 år siden og blev singlemor for mine tre unger, begyndte vi at holde jul hos mine forældre. Jeg følte på en eller anden måde, at vi ikke længere var en rigtig familie. Fordi der manglede en far. Eller fordi jeg ikke var voksenhed nok til sådan en julemenage. Og det var fint og hyggeligt, indtil jeg pludselig et år syntes, det handlede alt for lidt om mine børn. Jeg slog hælene i og groede noget voksenhed og meddelte mine måbende børn, at jeg nu ville holde jul hjemme. Hos os. – Jamen mormor og morfar ….., sagde mit ældste barn. Og jeg lod hende nådigt (men ærligt) vide, at hun naturligvis gerne måtte holde jul hos mormor. Men at jeg ville holde jul hos os. Og sådan blev det. Og så skulle alle have deres livret, og vi satte os omkring det runde spisebord og lavede en juleforhandling. Vi etablerede simpelthen vores helt egen tradition med præcist den mad, vi helst ville have. Med julefrokost og det hele. Sofie og jeg ville i kirke, Mia ville pynte juletræ uden indblanden, og Morten ville se Disneyshow i fjernsynet. Sådan blev rollerne fordelt, så alle gjorde det, der var mest rigtigt for dem på sådan en juleaftensdag. Vi har haft gæster, og vi har gået i byen efter gaverne, som vi havde lyst til. Og vi har skabt en jul, der passer til os.

Men traditioner skal brydes. Og nu er der kommet kærester og svigerfamilier ind på arenaen, og pludselig er vi ikke bare automatisk sammen. Hver jul. Og det skaber jo anledning til at sprælle lidt i juletraditionerne. Så mens I andre svedte for at sprøde anden og dække julebordet, gakkede min søn og jeg omkring i solen i de stejle gader i Lissabon.

Mens I strakte jer på tæer og satte stjernen i toppen af juletræet, var vi på opdagelse i et gammelt slot højt hævet over byen.

Mens I åbnede rødvinen,så den kunne ilte godt inden middagen, valgte vi portvin i butikken. Efter de pæneste flasker. For hvad ved vi om portvin?

Og mens I kæmpede med andefedtet, nød vi en oksebøf med salat, inden vi slentrede til den længste julemesse ved midnatstid. Mens I måske var ved at overveje noget med dyner hjemme i Danmark.

Og sammen drak vi os behageligt berusede i portugisisk rødvin og vores udvalg af portvine. Og havde samtaler, som kun min søn og jeg kan have sammen, når vi er uforstyrrede. Det er derfor, det er vigtigt at bryde traditioner ned fra tid til anden. Så man husker de vigtige og betydningsfulde ting, man kan have sammen. Og som aldrig skal være automatik.

Og så glæder man sig til næste år, når der igen er samling på hele menageriet. Og juletraditionerne kan herske. På vores måde, altså.

by - 7 kommentarer

Jamen så glædelig jul, der…

Kufferten er næsten pakket. Projekter er lagt i vinterhi, og på mærkelig vis er der i løbet af dagen pustet en umiskendelig stemning af jul rundt i kroppen. Så meget at jeg måtte svinekøbe ind af småkager og juleslik, som de nok ikke har i Lissabon. Og nej, ikke en eneste klejne er blevet kogt i mit køkken, og ikke en eneste brunkage er kommet ud af ovnen. Men der er folk, der lever af den slags. Og jeg rødmer ikke det mindste over at betale mig fra det.

Jeg har flintret rundt på cykel for at nå det ene barn og det andet barn, inden jeg damper af i morgen med det tredje barn. De sidste julegaver blev flået ned i tasken. For jeg var blevet overhalet indenom og måtte ty til fysiske julebutikker. Jeg får almindeligvis tics og nervøse trækninger af dem ved juletid. Og jeg elsker internettet. Men pludselig var den over mig, den jul, og jeg måtte bide i det sure æble. Heldigt for mig, hva? At jeg kun skal holde jul med min søn. For i min familie er vi kun på gaver med dem, man holder jul sammen med. Og så småbørnene, selvfølgelig.

Og så fik jeg alligevel et lille bitte stik i mit moderhjerte, der på Hovedbanegården, da jeg mødte Sofie og en yderst veloplagt Vera i barnevogn på vej til Århus. Og der i stuen i Hvidovre, da to juleklare småpiger klæbede rundt om mine ben som sultne chimpanseunger. Jul uden mig? Hvar? Og så mærkede jeg et andet lille bitte stik. Som blev til en indre flod. Af stolthed. Jeg er jo bare skidehamrende stolt af min familie. Både den blodbeslægtede og den tilgiftede. Både biologiske børn og bonus. Jeg får en stor glad  klump i maven over, at min familie er så……. ukompliceret? At vi allesammen godt kan lide at være sammen. At vi kan holde verdens bedste jul, og at vi kan give slip på hinanden og gøre noget andet. At mine unger har fundet kærester, der passer så fint til lige dem, og som gør dem lykkelige og tilfredse. Og at jeg kan forlade dem i sikker overbevisning om, at deres jul bliver rigtig fin.

Og det gør min også. Jeg tager afsted med en af mine yndlingsrejsekammerater. Min søn. Som jeg sidst rejste med for tre år siden, da vi rejste rundt i Argentina og Bolivia. Denne gang er vi mere beskedne, og jeg glæder mig til at gå på opdagelse i Lissabon sammen med ham. Og løbeskoene er selvfølgelig lagt i kufferten. Sammen med solcremen og de kortærmede.

by - 3 kommentarer

Løbende sygebesøg

Jeg var netop trådt ind ad døren, da min datter ringede. Hun fortalte bekymret om, hvordan lille Vera havde kastet op den ganske dag uden at kunne holde så meget som en tår vand i sin lille mave. Vi snakkede en stund, og jeg spurgte, om hun gerne ville have mig til at komme forbi. Jaaaa, sagde hun, men bare hvis det passer dig. Så snakkede vi lidt videre, og jeg kunne mærke, at det ville blive lidt bøvlet. Det der med at komme forbi Frederiksberg. Når hun nu ikke lød sådan rigtig syg. Det er helt i orden, sagde min datter.

Så jeg købte ind i Irma og gik hjem for at finde løbetøjet frem. Tussede lidt rundt og gjorde mig klar. Det trækker ikke specielt i mig, de mørke fugtige aftener. Afsted kom jeg alligevel. Og så drejede jeg væk fra Amager mod Valby. Sådan som om skoene selv bestemte retningen. Som om de sendte signaler til min reptilhjerne. Halløj der, det sker meget sjældent, at nogen børn her ringer og siger MOR. Og når nogen så gør det, så må man sgu da være der. Frederiksberg, altså. Forbi Mozarts Plads, hvor ølaberne stadig  hyggede på bænkene. Videre gennem Valby og ad Søndre Fasanvej forbi de nye lys i Søndermarken. Zigzag mellem handlende mennesker udenfor Føtex og langs Frederiksberg Hospital, mens jeg krængede jakken af. Det var jo alt for stinkende lunt til både jakke og lange ærmer. Endelig drejede jeg ned ad vejen og ringede på min datters dør.

Og Vera lyste op i et grin som en flækket træsko. Og lignede heldigvis på ingen måde et dehydreret babybarn. Vi hyggede en halv times tid, mens stanken fra mit svedige løbetøj langsomt bredte sig i lejligheden. Og så løb jeg hele vejen hjem igen gennem den mørke og fugtige aften. Som stadig var for varm til jakken.

Når nogen siger MOR, skal man bare være der. Og i sit stille sind være glad for at have nogen, der gør det, ik’?

by - 1 kommentar

30 år, sørme

I dag er jeg på en måde rykket ind i en anden liga. Jeg har ikke længere nogen børn under 30. Jamen fuck da, hvordan gik det til? Hende, der lige for lidt siden, var min mindste troldeunge, fyldte i dag 30 år. Hun synes selv, det er oldgammelt og er allerede begyndt at have de der aldersting, som mange kvinder har, hver gang de runder et nyt årti. Jamen så bare vent, til du bliver MOR til nogen på 30. Jeg fatter det faktisk ikke rigtigt. På den anden side, så HAR vi jo haft alle 30 fucking fantastiske år sammen. Og jeg har glædet mig over hvert eneste et af dem.

Hun kom ellers en smule skidt fra start, den lille troldeunge. Allerede få uger inde i graviditeten fik jeg ondt som i noget blærebetændelsesagtigt. Og det blev ved. Og ved. Og ved. Så vi tog selvfølgelig på cykelferie, så jeg kunne arbejde de muskelspændinger væk. Det var ikke verdens bedste idé.  Da jeg var hjemme igen, havde det onde bredt sig, og jeg gik lidt modvilligt til læge. Altså jeg havde seriøst ondt. Kunne nærmest ikke cykle, eller sidde, eller køre bil, eller gå – eller bukke mig ned i nærheden af mine snørebånd. Og det blev værre endnu. Efter et par uger raslede mine bækkenknogler nærmest løst rundt og mistede langsomt forbindelsen til hinanden. Så jeg var slået hjem og endte i en hospitalsseng med hjælp til det hele. Alles!

Fem uger før vi havde tænkt os, sivede vandet, og mit lille bitte barn ankom som kejserinden af Randers Centralsygehus få minutter inde i den 8.oktober. Og så er du helt rask, sagde overlægen. Alt det med dine løse bækkenknogler har kun noget med hormonerne i graviditeten at gøre. Det havde det så ikke. I meget lang tid var der et par centimeters gab mellem knoglerne i symfysen og over lænden, og det varede selvsagt en rum tid, før jeg igen kunne gå normalt. Eller cykle og svømme for den sags skyld. Faktisk var kejsersnitten 4 år, før jeg igen kunne  løbe en lille tur.

Derfor fik hun et drømmebabyliv. Vi boede i et hus i tre etager, og jeg havde en seng på hver etage. Jeg kunne ikke selv stå op og samle det lille barn op af vuggen, så hun sov altid hos mig. Altid i tæt kontakt. Altid med mor’en og mælken inden for rækkevidde. Hun var verdens mest harmoniske baby.

Og mit lille bitte seje barn voksede og blev større og viklede os allesammen ind i sin eventyrverden. Og om sin lillefinger. Og nu sidder hun så der og er mor og alting. Til sin egen troldeunge. Som vist nok slægter hende en lille smule på med noget gammelkendt stædighed. Som nogen i vores familie er berygtede for.

Og jeg kan kun sige af hjertet tak for alle vores fælles historier, alle sangene og musikken, bøgerne, billederne, kunsten og vores fælles fagverden. Mere af det de næste 30, ik?


by - 7 kommentarer

En historie om en mor

Så blev hun 80, min mor. Vi har ind imellem haft vores tvivl, fordi hun har haft nogle dramatiske hjerteproblemer i de sidste år. Men hun er sej, min mor. Og det forsøgte jeg at fortælle hende og alle gæsterne i lørdags. I mit livs nok korteste tale. Vi skulle jo for pokker have noget mad også. Og køen i talerækken er lang, når et sejt menneske runder 80 år, skal jeg hilse og sige. Men hun sad der, midt i det hele, og strålede så jeg helt fik en klump i halsen.

80 år er meget. Og en 80-års fødselsdag er både festlig og en lille smule trist. Festlig fordi det er en gave at have hinanden. Og fordi det er min mor, der sad der og strålede om kap med solen udenfor. Og fordi det er værd at fejre. Det er også lidt trist, fordi det bliver så tydelig, at der mangler nogen i selskabet. Når man bliver 80, er vennerne begyndt at dø. Så der var nogle pladser, som ikke kunne fyldes ud i lørdags. Mennesker som stadig er elsket og savnet, og som vi også talte om og mindedes.

Min mor har været gift med min far lidt længere, end jeg har været til. Ikke meget længere, men jeg er født inde i deres ægteskab som den ældste af en perlerække af fem børn.Vi fylder godt, vores familie. Med små og store mennesker, som allesammen har en rod hos hende, min mor.

Og de har venskaber, som har varet endnu længere. Der var venner med til festen, som havde kendt mine forældre i mere end 60 år. Og jeg bliver helt varm i hjertet, når de fortæller om, hvordan min mor kom ind i deres liv. Hvordan min far havde haft stærkt kvindetække, og pludselig ikke snakkede om kvinder længere. Kun om min mor.

Min mor er ikke bare sej, fordi hun ikke lader det hjerte slå sig ud. Hun har vist sin sejhed gennem sin historie. Og derfor er un også blevet et forbillede for mig. Min mor er læge. Hun var ikke helt færdig med at blive læge, da hun begyndte at få alle os børn. Og på et tidspunkt besluttede hun sig for at stoppe uddannelsen og bruge sin tid med os. Og så var hun der bare. Altid. Indtil hun en dag mange år senere besluttede sig for at blive færdig og at blive læge igen. Det gjorde hun. Og hun blev psykiater. Hun nåede både at blive speciallæge og overlæge i psykiatri. Det er sejt. Og det har lært mig, at det meste er muligt. Eller i hvert fald et forsøg værd. Og at det aldrig er for sent. Og det har været godt for sådan en som mig, som vil alting.

Jeg ville være mor. Sådan ordentligt. Og jeg ville også udrette noget, gøre noget for min verden. Jeg ville også eventyret. Jeg ville også på universitetet. Og have karriere. At jeg så altid har været familiens tumling og stadig er hende, der møder alene til festerne, ja det er noget andet.

Hvad jeg gav hende? Jeg gav hende selvfølgelig et par vandrestave, sådan at hun kan blive ved med at komme på gåture. Og jeg tror, hun blev glad.