Dagens tur gik til Sjælsø, hvor der var masser af folk på isen. Skøjteløbere, isbåde, børn med bob-slæder og vandrere. Og ingen tilladelsesskilte fra kommunen. Jeg ved heller ikke, om Rudersdal Kommune hører til dem, der synes, de skal give folk tilladelse. Anyway – det så hyggeligt ud, og Jægerhytten må høste masser af kunder på den is. Jeg har ledt rundt efter mine skøjter, men jeg må have forlist dem i en flytning. Væk er de i hvert fald. Og det er jo ikke hvert år, man får mulighed for at bruge dem. Jeg tænker lige over, om jeg køber et par nye, for skøjteløb er altså hunde-sjovt, og noget man ikke glemmer, når man først har lært det.

Men løbeturen…. Ni kilometer så isede, som dem i går. Men i dag fik jeg mit nye ur til at måle rigtigt, og turen blev på 9,2 km. Tiden forbliver en statshemmelighed, men det skulle jo også bare være en rolig tur. Rolig kan jeg love, at den blev. Jeg glæder mig til at løbe uden sne og is. Nu er jeg så bænket med en kop varm te i mit lille hjem, der dufter rent. Jeg har nemlig skuret både trægulve og klinkegulve. Det grænser til styrketræning. Jeg overvejer seriøst at investere i et menneske, som vil skure for mig. Jeg mener…….., jeg arbejder ret meget mere end min normerede stilling i de næste måneder, jeg har Copenhagen Marathon ventende i horisonten sammen med et rimeligt seriøst træningsprogram, og jeg elsker at bruge tid sammen med mine venner og min familie. Hvornår er det lige, at nullermændene skal jagtes og gulvene skures? Alting vinder altid over rengøring i min verden, men jeg kan jo heller ikke leve med, at nullermændene tager herredømmet.

Nå, bortset fra det med tempoet, er jeg tilfreds med ugens træning. Næste uge kommer til at ligne lidt, bortset fra at lørdagen er booket helt op med rare arrangementer. Så ingen lørdagsløbetur.

Jeg har løbet en fantastisk tur i det fantastiske vejr. Bidende koldt, dybfrosset, vind i kinderne og smukt. Jeg løb 1 time og 45 minutter i skoven. Terrænet var mildt sagt spændende. Der var sne, is og tilfrosne spor overalt. Jeg startede med lidt tunge ben, som fortog sig efter en halv times tid. Jeg løb lange stræk helt alene, og mødte ind imellem par på vandring eller familier på ski gennem skoven. Lydene i skoven var pakket ind i sne. I Holte delen af Rude Skov var folk på skøjter på Løje Sø, og jeg havde et næsten-sammenstød med en stor gruppe fodgængere, som gik side om side og fyldte hele skovstien. Undskyld, råbte jeg, da jeg kom løbende i mod dem. Ingen reaktion. Undskyld, råbte jeg igen, og en enkelt så op og gik videre imod mig, så jeg måtte springe til side og få sne i skoene. UNDSKYLD, råbte jeg en anelse indigneret – og løb videre med lidt våde fødder. Båtnakker, tænkte jeg i mit stille sind, almindelig høflighed gør jo ikke noget på en skovsti. Men jeg havde en dejlig tur. Det bedste løb, jeg længe har haft. Og så tror man lidt på det med marathon igen. Det var en overskudstur, hvor jeg kunne have løbet videre. Men det var der ingen grund til, så jeg vendte hjem til mit varme brusebad og min lune stue.

Nedturen er teknologisk. Min opvaskemaskin driller, og jeg troede jeg havde løst problemet ved at rense, hvad renses kunne og re-sette programmet. Den har også vasket lystigt. Men den glemmer det med, at den skal stoppe igen og fortsætter tilsyneladende i det uendelige uden at tørre mine tallerkner og glas. Hrmpf….. Jeg gider ikke bruge tid på at vaske op. Jeg må hellere ringe til et menneske med forstand på den slags på mandag.

Den anden nedtur er endnu mere teknologisk. Jeg har endelig købt et gps-ur og landede på et Garmin Forerunner 205, som “kun” måler tid og distance. Jeg har ingenting af bruge pulsmåling til, så jeg valgte at spare de 500 kr. Jeg synes, det er et stort ur at løbe med på mit lille håndled, men jeg vil gerne kunne måle, hvor langt jeg løber. Jeg kan bare ikke installere softwaren på min computer. Den nægter pure at tage imod. Så tvær plejer den ikke at være, og den påstår, at Microsoft ikke kan godkende udbyderen. Shit. Og jeg gider ikke forholde mig til det lige nu. Måske må jeg tilbage til forretningen, eller måske må jeg kontakte Garmin selv? Oven i købet har uret ikke registreret hele distancen. Bare godt 10 km. Så jeg har løbet hele den lange tur med kæmpeuret på håndledet til ingen verdens nytte!

Nå – turen var fin og ren optur, jeg har weekend og kravler om lidt op i min sofa med Jakob Ejersbo’s anden bog om Afrika, Revolution. Sådan noget teknisk gejl skal ikke ødelægge min weekend.

Føj, hvor er det koldt. Jeg råsavner lys og varme. Og spørger mig selv, hvorfor i alverden jeg er hjemme. Hvorfor er jeg ikke i Sydamerika. Eller Sydafrika. Eller Indien. Et eller andet sted, hvor der er varmt og farverigt. Men det er jeg ikke i år. For første gang i mange år har jeg ikke planlagt så meget som en skiferie. Jeg nøjes med at kigge i mit atlas og drømme.

Jeg kan godt se det smukke i de dybfrosne skove. Og lad os nu bare lægge al mit brok over mine besværligheder med at komme på arbejde og træne på hylden. I dag har jeg nået ufatteligt meget på mit arbejde. Kastet en ordentlig bunke mails ud i æteren, skrevet et indviklet referat, indkaldt en bunke mennesker til møder , sludret hyggeligt med et par kolleger og hundrede andre ting. En af de dage, hvor tingene kører i et rart flow. Klokken halv fire trak jeg i løbetøjet, men de to kolleger, jeg havde løbeaftale med, var faldet for influenza og forkølelse. Så jeg løb afsted alene og nød fornemmelsen af at kunne løbe i dagslys, omend svindende. Sr. Dyrehave havde godt med sne og is på stierne. Specielt i starten af ruten, hvor der er mere trafik, var der is i hjulsporene, men efterhånden, som jeg kom længere ind i skoven, blev sneen blødere og jævnere. Tungheden i mine ben fortog sig, og der begyndte langsomt at komme mere flow i mit løb. Og når der kommer flow i løbet, løber det næsten sig selv, og tankerne drager på langfart. Den smukke skov bliver smukkere, fuglene synger klarere, og den frostklare luft bliver vidunderlig. Skoven ser så forandret ud med al den sne, og jeg laver et par forkerte drej, men det sætter ikke skår i det drive, der nu er i mit løb. Når man oplever løb sådan, bliver det ren væren. Konturerne opløstes langsomt, og tusmørket krøb ind over skoven. Jeg satte farten op for ikke at blive fanget af mørket i skoven og nåede Overdrevsvejen, hvor bilernes lygter var som perler på snor. Heldigvis kom der hurtigt hul i trafikken, og jeg slap over og kunne tage hjem med en god bevidsthed om, at jeg kunne blive i sofaen hele aftenen. Og her sidder jeg nu og får langsomt varmen.

Jeg er lidt træt af sne. Det var så dejligt i mandags endelig at være på landevejen med min cykel igen, og nu er cykelstierne igen pløret til. I går arbejdede jeg hjemme, indtil jeg skulle have møde på Rigshospitalet inde i København. Så jeg tog cyklen med i s-toget, men i dag var der igen for meget sne her ude på landet. Bussen smuttede for næsen af mig, og jeg gik hele vejen til stationen. Egentlig en fin tur gennem skoven, hvor sneen lå fint over træernes grene, men jeg var lidt utålmodig. I Hillerød steg jeg af toget, løb hen mod bussen, som satte igang, lige da jeg nåede bagenden. Grrrrrrr – tyve minutter til den næste! Så kan man sidde der og bande lidt over buschauffører, sne, kommunalreformer (som placerede hovedsæderne helt afsides)….., men der kom tilsidst en ny bus og en hel børnehave. Og jeg nåede på arbejde – noget forsinket. Hjem fik jeg heldigvis et lift af Hanne, en af vores sekretærer.

Jeg fik ikke løbet i går, og i dag skyndte jeg mig at trække i tøjet, før varmen i min stue opslugte mig. Det er hele den enkle hemmelighed bag at komme afsted. Få tøjet på, før man kan få andre lyster. Jeg havde mine intervalpas, som tårnede sig op foran mig. Og lysten er totalt fraværende i det snefyldte mørke. Min lyst til at løbe stiger proportionalt med lyset. Så der er kun pisk og løftede pegefingre i de mørkeste vintermåneder. Jeg skubbede mig selv ud af døren og startede med tunge ben. Jeg havde fundet en rute med en nogenlunde snefri cykelsti, ca. 5-600 meter. Jeg svang pisken og løb otte pas. Mens jeg løb, frøs cykelstien langsomt mere og mere til, og øvelsen blev mere og mere halsbrækkende. Ellers havde jeg løbet ti. Cykestien var lidt skrånende, så hver andet pas gik op og de andre ned. Det afspejlede sig ikke i tiderne, men klart i graden af brækfornemmelse. Og hvorfor gør jeg så det? Løber til jeg næsten kaster op? Tja, jeg løber mig ud. Og jeg har gjort det utallige gange. Kastet op på målstregen. Latterligt, egentlig, men sådan er det tit. Jeg havde åbenbart løbet mig rigtig godt igennem, for på vejen tilbage, da jeg joggede af, begyndte mine lægge pludseligt at krampe. Nå, lidt udstrækninger, og det fortog sig igen. Og jeg var tilfreds. Hvert pas løb jeg en anelse hurtigere. I morgen tager jeg løbetøjet med på arbejde og løber en tur i St. Dyrehave, inden jeg tager hjem.

Jeg tog min tørn med denne årets første mandag.  Jeg er ved at blive magelig/gammel/civiliseret – jeg holder vinduet lukket om natten, og har faktisk tændt en lille smule for varmen. Det er forfærdelig koldt. Nytårsnat blev jeg ved med at få kramper i fødderne af bare kulde, da jeg krøb under dynen, og dynen tog evigheder om at blive varm. Sådan skulle Alma ikke have det, da hun skulle sove her, og sådan begyndte det med at tænde en lille smule for varmen. Og så er det pludselig lidt lettere at vride mig fri af dynen om morgenen.

Og det var tidligt i dag. Klokken seks ringede alarmen i min mobiltelefon, og et nyt arbejdsår var skudt igang. Vejret så tilforladeligt, men koldt ud, og jeg startede den grå cykel. Det var slet ikke så koldt, som jeg frygtede, og vejene havde det fint. Jeg nød at være på landevejen igen og hørte Manu Chau på iPod’en hele vejen. Sydamerikansk pop og Manu Chau er min yndlings-cyklemusik. Min vej på arbejde er ad Kongevejen, så snart jeg slipper Birkerød. Lige ud ad cykelsti hele vejen, og så er det godt at trampe igennem til latinske rytmer. Ingen sne til morgen, og jeg nåede Regionsgården lige tids nok til at opdage, at jeg rent havde glemt “Nytårskuren”. Pyt. Jeg fik sagt hej til sekretærerne og startet på min arbejdsdag i stedet. Og der var nok at tage fat på. Mailene tikkede rytmisk ind i en stadig strøm, og jeg læste, svarede og sendte mere materiale ud i æteren.

Min plan var at bruge en times tid i vores træningsrum og tage cyklen med s-toget hjem sidst på dagen. Men jeg er velsignet med et arbejde, som i den grad fylder mit liv ud. Jeg har netop overtaget projektledelsen på de nye sundhedsaftaler mellem region og kommuner. Altså de aftaler, der bestemmer, hvad regionen tager sig af, og hvad kommunerne har ansvar for, så mennesker ikke bliver tabt mellem to stole, men får noget sammenhæng i det hele, når de er syge. Og jeg har lidt travlt med at etablere mig med det store overblik. Samtidig har jeg møder med nogle læger om resultaterne af kvaliteten i den behandling, patienterne har fået for forskellige sygdomme. Og så gik min dag selvfølgelig lidt anderledes. Kort sagt – jeg nåede ikke i træningsrummet og cyklede istedet hjem igen klokken 18. Hjem ad en mørksort Kongevej. Ikke min yndlingstur. Og slet ikke, når der kommer mange biler. Og slet slet ikke når der lige er faldet sne. Men med Manu Chau i ørerne nåede jeg alligevel Birkerød i god behold. Styrketræning bliver måske fredag i stedet.

Overblikket? Det nærmer sig. Og – nå ja – tog en lille tørn med mit nytårsforsæt. Jeg skovlede naboens indgang for sne, da jeg alligevel var igang med min egen. De har en lille baby og har sikkert nok at gøre inde i varmen.

Juleferien sluttede med et par hyggelige dage, og træningsmæssigt er jeg ved at komme op i gear igen. Fredag kom mit livs lille lys på besøg. Alma er tre år og mit barnebarn. Hun kom først på eftermiddagen, og vi skyndte os ud i kulden for at lege på legepladsen. Det var isnende koldt, og Alma var ret optaget af alle dem, vi så løbe, ride og cykle i skoven. Men hun ville alligevel hellere gynge på legepladsen. Hun var fuld af spørgsmål om de tilfrosne søer i vores område. Hvorfor bliver vandet stift når det fryser? Hvorfor bliver det så koldt? Hvorfor kan de pinde, vi kaster derud, ikke slå hul ned til vandet? Kan man lave isterninger? Kan man fryse til en pige-is?
Da vi næste morgen gik op for at købe ind, sang vi hele vejen. Alle julesangene og Mariehønen Evigglad. Almas yndling er “Et barn er født i Æblehem” – den synger hun igen og igen, hver gang talen falder på jul. Og med høj og klar røst. Ææææblehæææm!

Årets første julefrokost blev i dag. En god kollega kom på besøg, og vi startede med at løbe en iskold tur i skoven. Skoven er så smuk, som den står der, dybfrosset med is på alle grene. Stierne er glatte og isede, men vi kan stadig finde fodfæste i kanterne. Frokosten var blevet til, fordi vi en dag på jobbet talte om snaps, og afslørede en fælles kærlighed til valnøddesnaps. Min mor laver hvert år en fantastisk valnøddesnaps af valnødder fra det store træ i haven til sommerhuset på Mols. Hvert år står hun med sorte fingre, efter at have skåret de grønne skaller og lagt dem i blød i snaps, og hvert år til jul nyder vi allesammen godt af den. Og jeg har en lille bitte flaske af hendes valnøddeekstrakt. Derfor kom Conni på besøg og kunne dermed også se mit nye hjem. Vi plejer at løbe sammen en gang om ugen efter arbejde i Store Dyrehave i Hillerød, inden jeg cykler hjem til Birkerød. Efter løbeturen og et varmt bad, nød vi frokost og valnøddesnaps og blev ganske varme igen. Løbeturen blev på 35 minutter på glatte stier, og mine nyindkøbte kompressionsstrømper er blevet prøveløbet. Og har bestået.

I morgen starter hverdagen igen. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at komme igang med alle de nye opgaver, som kommer til at betyde en masse arbejde de næste måneder. Jeg glæder mig til at begynde afslutningen af nogle andre opgaver, og jeg glæder mig til at arbejde videre med de kliniske kvalitetsprojekter. Jeg glæder mig til at være sammen med mine kolleger igen, og jeg glæder mig til at få min træning ind i en god gænge. Jeg havde planlagt at bruge 3-4 dage på at arbejde i juleferien, og jeg arbejdede i én. Så det har været en fin ferie. Jeg har slappet af, set familie og venner, læst bøger og aviser, trænet, grinet, diskuteret og leget. Så velkommen tilbage, hverdag, vi ses i morgen.

Marathondistancen har været som en mur af modstand for mig, siden jeg var syg. Jeg har løbet, klatret, besteget bjerge, cyklet, men bevidstheden om, at jeg er blevet så meget langsommere har været en massiv forhindring for at kaste mig ud på marathondistancen. Men nu må jeg altså op på hesten igen. Det kan ikke nytte, at jeg har sådan en blokering. Jeg gider ikke leve med blokeringer, og jeg må sluge, at jeg er blevet mere gumpetung. Så det bliver Copenhagen Marathon sidst i maj. Beslutningen er taget. Jeg har tidligere været vild med skøre, svære løb, og i april stiller jeg op i “Helvede i Nord”, som er en slags ekstremt halvmarathon med bakker, sand og andet svært terræn. I juni vender jeg tilbage til 24Run i Holte, hvor vi samler et kvindehold af seks kvinder. Vi mangler endnu to kvinder, så er der et par friske tøser, der læser med???? Og så vil der være både 5 og 10 km løb, hvor jeg vil prøve at blive lidt hurtigere og nå mine mål.

Jeg må have lidt mere struktur ind i min løbetræning i den kommende sæson. Jeg har i årevis været sådan en slags ‘dogme’-løber og forsvoret enhver form for teknik. Jeg har mit gode gamle Nike-ur, som tager tid på mine løbeture. Det var også fint i Århus, hvor jeg har løbet i så mange år, at jeg kender distancerne på hver eneste mulige træningspas. Jeg kendte alle skovstierne og vinterruterne, vidste hvor jeg kunne løbe intervaller af enhver tænkelig distance. Men i Birkerød og Rude skov kommer jeg til kort, og det bliver lidt svært at strukturere min træning ordentligt. Så nu kaster jeg handsken og køber et gps-ur. Jeg gider ikke pulstræning, så det bliver bare et gps-ur.  Jeg vil også hellere have et ur, som jeg også kan bruge på vandreture og i bjergene.

Og så har jeg købt kompressionstrømper. Det havde jeg også forsvoret, men jeg har haft nogle problemer med den ene ankel i vinter, og måske kan strømperne hjælpe på det problem. Min svoger har længe løbet med dem og har været superglad for dem. De er kommet med posten til morgen, og jeg glæder mig til at prøve dem af i eftermiddag.

Jeg har ikke lavet planer for sommeren endnu. Jeg har ikke helt affundet mig med, at Pakistan ikke bliver til noget. Måske laver jeg en tur for Kiplingtravel i Nepal eller Sydamerika til efteråret, men jeg må have mit eget private eventyr også. Jeg er begyndt at sidde og bladre i det store Atlas.

Træningsturene i går og i dag har været isnende kolde med frostgrader ned til minus 8, og i dag var selv skovstierne spejglatte. Heldigvis kan man altid finde fodfæste i yderkanterne af stierne, og jeg fik lidt tempo på i dag. 45 minutter i går og 30 minutter i dag. Jeg krydser fingre for, at der ikke falder sne, så jeg endelig kan cykle på arbejde på mandag.