Category Archives: Hverdagsliv og alt det andet

by - 3 kommentarer

Mobil Bimbo

På togturen hjem fra Århus i dag blev jeg velsignet med tre timers selskab af en vaskeægte mobil Bimbo. Nu ved jeg, hvad hun skal lave i aften, hvad hun hellere ville have lavet, og hvem af veninderne, hun ikke er helt cool med. Jeg ved, hvad hendes mor hedder, og at et vennepar er flyttet fra hinanden. Jeg kender hver ny klud, hun har købt på det seneste udsalg, og  jeg er helt med på hendes yndlingsfarver. Jeg delte med hende problemerne med kæresten, skænderier med en veninde og vanskeligheder med at komme op om morgenen. Jeg blev simpelthen beriget med dyb indsigt i en vilkårlig ung dansk piges liv.

På den ene side kan jeg ikke undertrykke en let form for beundring. Jeg mener, – alene at være i stand til at tale i telefon i tre timer i streg? Jeg kan ikke. Jeg indrømmer det blankt. Jeg får utålmodige trækninger allerede efter de første fem minutters samtale. Og mine tanker flakker hurtigt hen mod telefonregningen. Min blufærdighed ville forlængst have stoppet min talestrøm. Min ulyst til at dele mit inderste med en hel togvogn ville helt pr automatik tage over. Men min beundring og fascination var flygtig. Jeg blev irriteret. Stoooop – jeg vil ikke vide så meget om din gøren og laden.

Det fik mig til at fundere lidt over dette at blogge. Her udstiller og iscenesætter man jo også sig selv. Men forskellen er nok, at det er i små bidder. Afgrænsede små områder af et liv eller af tankespind bliver lagt ud til, hvem det måtte interessere. En blog kan man vælge til, eller man kan vælge at surfe forbi. En mobil Bimbo lægger beslag på rummets samlede opmærksomhed og flasher sit livsindhold på påtrængende facon. En blog kan langsomt være med til at opbygge et virtuelt netværk, og den kan på sin egen stilfærdige vis holde familie og venner orienteret. En blog forstyrrer kun dem, som vælger at slå sig ned på adressen en stund.  Når man debuterer som blogger, opdager man andre blogs. Man opdager andre kvinder, der reflekterer over interessante aspekter ved deres liv og begynder at læse med. Man skriver en kommentar til et særligt blogindlæg, og vupti – er der gang i blogbutikken. Der bliver læst på kryds og tværs, og man kan jo vælge blogs ud, som beriger ens liv. Og lade alle de andre ligge. Der er mange kloge blog-inder, som deler rundhåndet ud af tanker og erfaringer, som Fru Z  eller Karin Madsen eller Anna Marie Fuhrmann. Eller der er kvinder som Katrine eller Anna Skyggebjerg eller finurlige Infotainer. Blot for at nævne nogen af dem, der jævnligt beriger mit liv. Tak til jer.

by - 0 comments

Morgenkvisten

Jeg elsker hjemmearbejdsdage. De er effektive og koncentrerede, og alligevel får jeg både vasket og løbet og drukket en masse te. Jeg er en morgenhænger. Det bedste jeg ved, er at sidde længe i nattøj og bælle hvid te i timevis. Jeg elsker det så meget, at jeg alle dage står tidligt op, så jeg kan nå det. Og det fungerer rigtig fint at skrive seriøse, faglige artikler iført nattøj. Fordelen er, at jeg kan springe direkte ud af sengen på arbejde. Jeg kan tage pauser, når det passer. Telefonen ringer meget mindre end på regionsgården, og jeg slipper for at bevæge mig ud i det kolde morgenmørke.

Jeg har allerede været igang længe, og om et par timer vil jeg nyde den store luksus at løbe en tur i dagslys. Jeg må overveje, om jeg skal løbe et par gange om ugen på løbebånd, selvom det er dræbende kedeligt. Jeg kan mærke i mine ben, at det var kvalitetstræning, der vil noget. Og det kan man ikke sige om mørke-løbeturene på isglatte cykelstier i Birkerød. Og nogen nydelse er de heller ikke. Jeg kan jo finde en bog eller to og lægge på min iPod, som jeg kan lytte til, mens jeg løber.

Jeg forsøger hårdt, på bedste buddhistiske vis, at finde de positive sider ved januar-dagene. Buddhister i Nepal og Tibet har lært mig, at alt sådan noget er vilkår. Og at vilkår må man finde en vej til at leve med. De er der, og jeg må finde de muligheder, det så giver mig. Man har jo valget imellem at bruge en masse dårlig energi på at være negativ over vilkår, der passer dårligt, eller man kan søge mulighederne og skabe god energi. Men det er hårdt mentalt arbejde med 1½ måneds frost og sne, synes jeg. Jeg anstrenger mig virkelig for ikke at forpeste mig selv med eder og forbandelser over alt det besvær, den slags vejr giver mig. De har jo ret, buddhisterne, det er i den grad spild af godt liv at bruge det på brok og negative tankespind. Så mine mentale gymnastiske øvelser lyder nogenlunde sådan her:
Det er smukt
Dejligt at sneen lyser i mørket
Tænk at have en undskyldning for at bevæge sig langsomt gennem hverdagen
Jeg har endelig købt de LaCrosse støvler, som jeg har ønsket mig i flere år
Mit bjergudstyr kommer til live i vores flade land
En fantastisk mulighed for at lege
Jeg lærer nye balanceøvelser på cyklen
Jeg tager flere hjemmearbejdsdage

Ikke nødvendigvis specielt overbevisende. Men den lille daglige øvelse virker alligevel. Jeg kan jo komme omkring. Jeg har det varmt i min lune stue. Jeg har jo varmt tøj og en lun seng. Jeg kan jo løbe de fleste dage. Og måske opdager jeg fordele ved løbebånd, som jeg aldrig ville have set? I dag vil jeg alligevel glæde mig til en løbetur i min snefyldte skov – i solskin.

by - 0 comments

Ikke et ord om vejret……..

Jeg lovede mig selv i morges at droppe al min brok over det – vejret. Det blev ikke nemt. Men jeg holder jo som regel, hvad jeg lover. Så ikke et ord om det, vejret.

Lad mig i stedet fortælle, at det lykekdes mig at cykle til Hillerød i morges. Om det er noget, jeg skal være stolt af, eller noget jeg burde forbigå i tavshed, kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Men jeg gjorde det. Det var ikke helt let, og til tider var det lidt svært at se længere frem end ganske få meter. Jeg kom frem i god behold.

Jeg havde tænkt at tage i Fitness.dk, hvis det-vi-ikke-taler-om blev slemt. Men jeg er jo en nærig-prås, så jeg gik ned i vores træningsrum på regionsgården. Og så løb jeg en halv time på løbebåndet og trænede styrketræning en anden halv time. Det er forfærdelig kedeligt at løbe på løbebånd. Og i vores træningsrum er der ikke engang et tv at kigge på. Til gengæld fik jeg væsentligt mere fart på, end jeg har haft længe i det-vi-ikke-taler-om. Jeg tog en kort tur i romaskinen, som jeg faktisk godt kan lide. Måske fordi jeg er gammel roer. Og selvom der ikke er meget vand omkring en romaskine, synes jeg bevægelserne er så fede. Bagefter lavede jeg noget all round styrketræning. Tiltrængt. Jeg har forsømt den del af min træning enormt, siden jeg flyttede herover. Det er også, fordi jeg er et legebarn – eller bare barnlig. Jeg savner min træningsmakker i Århus. Selvom vi trænede igennem, så det umuliggjorde enhver form for snak, var det rart at være sammen om det.

Bagefter lykkedes det mig at få min cykel med på stationen, og s-toget kørte heldigvis efter planen. Alligevel tog det mig sammenlagt 1½ time at komme hjem. Og jeg siger ikke hvorfor.

by - 2 kommentarer

Vejr, vind og træning

Fantastisk som vejret dominerer blogskriveriet rundt omkring. Jeg var lige på nippet til at vende cyklen i morges. Frodten bed i kinderne, som var jeg i 5000 meters højde. Men det var en smuk morgen med høj himmel, så jeg fortsatte og havde en rekordkold tur til Hillerød. Jeg nåede frem med sammenfrosne ojenvipper og blåfrosne kinder. Mine lår kløede i flere timer, mens de langsomt kom til sig selv igen. Cykelstien langs Kongevejen er okay. Den er ryddet og fin – lige til jeg krydser kommunegrænsen til Hillerød kommune. Her ophører servicen. Cykelstien er iset og fyldt med dybfrosne humpler. Så de sidste 5-6 km er ikke helt sjove, men det går.

I dag har mit projekt bevæget sig ind i lidt mere ordnede strukturer. Jeg begynder at ane en form, og vi har haft en god diskussion i den ene del-projektgruppe. Jeg har skrevet mig ind på det. Nogen mennesker kan have svært ved den facon, – at skrive mig langsomt og lidt ustruktureret ind på projektets form og indhold. Men det virker. Man skal bare kunne holde ud at være i det, imens det tager form. Og nu har jeg en god fornemmelse af det. Jeg skrev videre til klokken 18, og det var mørkt og pivkoldt, da jeg endelig lukkede døren til regionsgården.

Så det bliver ikke til nogen løbetur i dag. Jeg er så træt af at løbe i mørke og frost. Men denne uges træning skal planlægges omhyggeligt. Ellers smutter den for mig, ugen. Og jeg har jo et marathon, der vinker forude. Hvis jeg arbejder hjemme torsdag, kan jeg løbe en morgentur i dagslys. Træningen skal jo hele tiden hænge sammen med resten af mit liv. Jeg har været der, hvor træningen var omdrejningspunktet, fordi jeg hele tiden var målrettet den ene eller den anden konkurrence. Jeg løber, fordi jeg kan lide det; fordi det passer til mig. Jeg er også konkurrencemenneske, men jeg er langsomt ved at indstille mine mentale rytmer på, at jeg ikke længere konkurrerer for at ligge forrest i feltet. Så træningen er stadig vigtig, men træningen skal passe med mit arbejde, min familie, vennerne, og jeg skal have mig selv med hele tiden. Jeg gider ikke løbe i sne og slud, og hvis det er sådan i morgen, kaster jeg håndklædet i ringen og går i Fitness.dk til deres løbebånd. Træning er som projektmageri. Det har sine ups and downs, sine kaos perioder og sine stjernestunder.

by - 0 comments

Forbilleder og waypoints i mit liv

Jeg tændte lidt tilfældigt for mit tv kl 18, da Aftenshowet tonede frem på skærmen. Ikke mit yndlingsprogram. Der er for meget blandede bolcher, der efterlader mig med et hulter-til-bulter indtryk af ligegyldighed. En blanding af lidt selvmord, hungerkatastrofer, pirater, popmusik og madlavning. Det hele skal nås på en halv time. Men denne dag tonede min gode ven Rasmus Krath frem sammen med Puk Elgård. Rasmus har lavet en film om Somalia. Han har mere end én gang rejst i Somalia, – et af verdens farligste lande, og samlet informationer, som han vil dele med os andre i Danmark. Filmen bliver sendt på DR2 den 2/2

Mit liv har altid hentet inspiration hos andre. Jeg har et langt register af mennesker, som på den ene eller den anden måde har beriget min vej med ideer, retning, forbilleder og indhold. Jeg vil gerne lære af kloge, modige mennesker, og Rasmus er én af dem. Hans nysgerrighed og mod kombineret med dyb indsigt og lyst til at blive og gøre andre klogere gør ham til et menneske, jeg er glad for at kende. Jeg glæder mig vildt til at se filmen på DR2.

Jeg lider selv af en umættelig nysgerrighed på verden og samler på mennesker, som jeg kan dele min last med, og som kan inspirere mine ‘opdagelsesrejser’. Arlene Blum, amerikansk bjergbestiger og kemiker, som var banebrydende for kvinder både i bjergene og i hendes videnskabelige arbejde som kemiker og forsker. Begge områder stærkt mandsdominerede. Hun har skrevet en af mine yndlingsbøger om bjerge, Breaking Trail, a climbing life. Hun har i sandhed trådt nogle stier for os andre, omend det stadig er mere end svært at opnå anerkendelse i det danske klatremiljø. Det går nemmere alle andre steder i verden. Men Arlene har opmuntret mig – uden at vi nogen sinde har mødtes – til at fortsætte. Det er til stor inspiration for mig, at hun både har banet veje i bjergene, og at hun har lavet dybt meningsfuld forskning om brandhæmmende stoffers kræftfremkaldende virkning.

Cecilie Skog er norsk eventyrer og bjergbestiger. Forrige år havde hun den store sorg at miste hun sin mand og makker, Rolf Bae, i den værste ulykke på bjerget K2 i Pakistan. Nu har hun rejst sig og har netop afsluttet en rejse på ski tværs over Antarktis – unsupported, sammen med amerikanske Ryan Waters. Cecilie er en stor inspiration, fordi hun udfordrer sin nysgerrighed på sig selv og verden samtidig med, at hun bruger sine midler til at støtte den fattigste del af verden, hvor hun udfolder sig. Det har hun gjort ved at starte et skoleprojekt i Skardu i Pakistan. Også Cecilie giver mig inspiration til at forfølge min nysgerrighed på verden, men også til at bruge min viden og mit overskud til gavn for andre.

At rejse alene i verden er en skræmmende tanke for mange. Men at rejse alene giver de allerstørste muligheder for at lære og opleve. Når man rejser alene, knytter man kontakter, hvor man kommer frem. Man udstråler en åbenhed, som ikke helt er til stede, når man rejser i par eller grupper. Når jeg rejser alene, bliver jeg mødt af venlighed og imødekommenhed. Jeg er ikke naiv, og jeg optræder med en stor portion sund fornuft, men jeg er konstant blevet bekræftet i, at mennesket grundlæggende er et godt væsen. Nina Rasmussen, – ja hende med børnene på motorcykel gennem Sydamerika, – har lært mig rigtig meget om det at rejse alene som kvinde. Hun har lært mig at afdramatisere det, at møde verden med åben pande og tage imod den. Hun fortalte engang: Når jeg ankommer til en ny by, stiller jeg mig udenfor den lokale banegård og venter. På et eller andet tidspunkt kommer der et menneske og tilbyder hjælp. – Og hun har ret. Jeg har afprøvet det.

Min samling rummer mange flere inspirerende mennesker. Nogen af dem er jeg så heldig at have i mit liv. Andre beriger mig ved deres evner til at skrive og fortælle. Som en sidste inspiration for i dag vil jeg nævne Paul Auster for hans uforlignelige evne til at fortælle en historie. Jeg har arbejdet med fortællinger som antropolog, og jeg bliver aldrig træt af historier. Paul Auster kan det. Bare det var mig.

by - 3 kommentarer

Pukkelpister og fint besøg

20 iskolde kilometer i Rude Skov blev det i dag. Og jeg er dødtræt af at løbe på noget, der mest af alt minder om tilisede pukkelpister – uden ski. Ikke engang de aftener, jeg har løbet på Birkerøds cykelstier, har været isfri. Nå, det blev trods det hele en okay tur. Det er dumt at løbe på, og tempoet er i bund. Men det er jo smukt, og jeg møder masser af glade, venlige mennesker på min vej, der hilser mig glad på vej. Jeg løb næsten samme rute som sidste søndag, gennem skoven, forbi golfbanen, ind i Rude Skov igen, rundt om Løje Sø, hvor der efterhånden er en veletableret skøjtebane. Videre ned gennem skoven og tilbage mod Birkerød ad Rudersdal-sporet, forbi Stubbe Sø, lidt rundt i Birkerød og endelig hjemme i varmen. Her sidder jeg nu med varm chokolade og musik i højtaleren. Vinden var ubeskriveligt kold idag, og jeg har skruet lidt ekstra op for varmen.

I går løb jeg 9 km i Rude Skov på pukkelpisterne, mens det sidste af dagen svandt mellem træerne. Selvom jeg er træt af is og sne, er det dog dejligt at løbe i dagslys.

Jeg har haft fornemt besøg i weekenden. Jeg rykkede op i mormor klassen for 3 år siden, da Alma blev født på samme tid, som jeg startede kemoterapi for min sygdom. For 10 måneder siden fik hun lillesøster Ella, og i fredags ankom så de to prinsesser og indtog mit slot for weekenden. Legetøjet, bleer og skiftetøj blev foldet ud, og Alma satte sig i dronningestolen. Jeg havde fået fornøjelsen og æren af at låne de to helt alene i et helt døgn. Mor’en afleverede dem lidt spændt og tog afsted til den første kæresteweekend med far’en i meget lang tid. Og vi havde det superhyggeligt. Begge pigerne havde det bare dejligt og faldt i søvn som små engle. Jeg havde mentalt forberedt mig på en halvvågen nat, – nu var det første gang, at Ella sov uden sin mor. Derfor kiggede jeg noget forbløffet på uret i min mobiltelefon, da Ella pludrende begyndte at rykke mig i næsen næste morgen. Kvart i otte! Det er længere end jeg sædvanligvis selv sover! Alma kravlede også op i sengen, og så lå vi der og “hvilede op”, som hun siger. Senere kom mor’en og blev til søndag middag. Far’en skulle til mandefrokost, så vi kunne ligeså godt fortsætte hyggetiden. Det er dejligt at have god tid sammen for en gangs skyld. Og sneen fik lidt revanche i mit mentale regnestykke. Sne er jo skabt til børn og kælke – og barnlige mormødre, som synes det er fedt at lege.

Mit hus trænger til en alvorlig overhaling. En hurtig kost under spisebordet afslørede et studie i mulige middags-elementer, og jeg aner både modellervoks og chokolade i små plamager rundt omkring. Det værste er til side, og nu gider jeg ikke mere. Aftensmad og Livvagter – og så er det pludselig mandag igen.

by - 0 comments

Bambi på glatis vers. 2

Endnu en superglat løbetur på Birkerøds fortove og cykelstier. Jeg nåede ikke min planlagte løbetur i St. Dyrehave i de lyse timer i dag. Jeg er nemlig også en smule Bambi på glatis som projektleder i mit nyeste projekt. Jeg finder langsomt mine ben og ser efterhånden sammenhænge, men det tager tid og mange, mange møder og diskussioner. Så jeg halser lidt bagefter mig selv. Men det tager form, og det skal nok ende godt. Projekter har deres faser, og dette projekt har jeg ‘arvet’ midt i dets proces. Projekter har deres kaos-faser, og det er min erfaring, at man må forsøge at blive stående på sine to ben midt i kaos. Så opløser det sig langsomt og finder et mønster eller en struktur. Og pludselig en dag begynder man at ane en vej. Men lige nu er det kaos, jeg står i. Eller jeg tror, jeg står ved udkanten af kaos, på vej til at finde en orden i mit projekt. Og jeg har det sjovt. Det koster en masse arbejde, men det er dybt meningsfuldt – og sjovt. Jeg elsker det teamwork, som det kræver.

Jeg fik et lift hjem af en kollega og et tilbud om et lift til Hillerød i morgen tidlig. Og det er jo svært at stå imod. Oven i købet klarede vi indkøb på vejen. Hvor heldig kan man være? Jo jo. Jamen så var jeg hjemme ved 18-tiden og gjorde samme øvelse som i går. Snød mig i løbetøjet i en fart og var afsted, før to tanker kunne følge hinanden. Og var det koldt i går, var det fuldstændig bidende i dag. Så det blev en kort glidebanetur på 7 km. Jeg var ikke helt så ulysten som igår, men det var godt at komme hjem i min varme stue. Flere steder var cykelstierne glaserede med is og helt umulige at stå fast på. Det må have været en fest at se mig komme løbende.

by - 2 kommentarer

Bambi på glatis

Jeg om hjem i dag lidt over seks, parkerede cyklen i skuret og slukkede for al tankeaktivitet. Skyndte mig op og i løbetøjet, fandt reflekslys og Garmin, lagde uret på trappen, mens jeg tog løbesko på, så det unne finde satelitter imens. Og afsted med mig. Og tankestrømmen tændte igen. Det er sådan et trick, jeg har lært mig for mange år siden, når det er mørkt og sent og koldt. Ikke tænke, bare på med tøj og sko og afsted, og så kører det.

Det var isnende koldt. Vinden gik til marv og ben. Og for at sige det, som det var – blev det en grusom tur. Vi har fået en del sne det sidste døgn, og jeg startede i nogle centimeters sne, som hurtigt blev til en blanding af smat og is. Jeg løb 11 m rundt i Birkerød, og efter kort tid var fortove og cykelstier paet ind i is. Det var ren Bambi på glatis, og det var rent held, at jeg ikke stod på næsen. Jeg er øm i benene af at holde balancen. De sidste 2-3 km havde jeg is-vinden stik imod mig. Vinden var så kold, at jeg et par gange måtte stoppe for at få varmen. Helt modsat. Jeg plejer at løbe videre for at holde varmen.

Men jeg om hjem uden skrammer. Hjem fra en løbetur af den rigtig sjældne slags. En tur jeg ikke på nogen måde havde nydt. Men så er det godt at sidde i sofaen med kamillete og Robert Redford på tv.

by - 2 kommentarer

Hyldest

Midt i rædslerne, sorgen, chok, plyndringer og ufattelige tab i Haiti, midt i utålelige og smålige politiske disussioner om burkaer og misforstået ytringsfrihed i Danmark, ja så lyder en dansk stemme i morgenradioavisen. “Jeg er bare så overvældet over at være levende”, sagde Jens Tranum Christensen efter fem døgn under murbrokker. Ikke noget pjevseri der. Han er udskrevet og uskadt, og han bliver i Haiti for at hjælpe. Hvor det gør mig glad, at der findes mennesker som ham. Fantastisk at han er i stand til at formå at blive og bruge sin ekspertice midt i den ufattelige katastrofe. Det er stort. For det er netop mennesker som ham, med den viden han besidder, som Haiti har brug for nu.

Mit eget lille bidrag kan kun blive håndører. Smart, at supermarkederne bare kan scanne ekstra 50 kr ind, når jeg handler. Let og elegant. Min personlige praktiske erfaring med katastrofer er for lille til, at jeg kunne være til nogen nytte i Port au Prince, og min ekspertice er nok bedre brugt i hovedstadens sundhedsvæsen. Men jeg får det som mange andre danskere. Føler en vild trang til at gøre noget. Til at dele min velstand og bruge mit overskud til at mindske de ulykker, ingen her i landet kan fatte omfanget af. At skærme de små sårede børn i Port au Prince’s gader. At samle to kufferter med forbindsstoffer og medicin og tage det første fly. Men mine 50 kr, når jeg handler, er et bedre bidrag. Kloge, erfarne mennesker fra de store Læger uden Grænser, Unicef, Røde Kors og andre arbejder allerede på højtryk og kan organisere mine bidrag langt bedre. Trangen til at hjælpe kan blive forløst i mange år frem. Haitis problemer bliver ikke løst ved overlevelse, og i årene der kommer, vil der blive hårdt brug for støtte og hårdt arbejde.

Husk at lægge 50 kr oven i jeres indkøb derude.

by - 4 kommentarer

Årsmøde, tant og fjas, bryllup og en kold træningstur

Så er jeg tilbage efter en begivenhedsrig weekend. Fredag, før en vis mand fik sko på, hoppede jeg på toget til Nyborg, hvor jeg skulle til årsmøde i Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren. Et årsmøde er en sjov konstruktion. Der er kloge, begavede oplæg om dette og hint, men det er altid på netværksfronten, man får det største udbytte. Man møder folk, man kun har set som en signatur i en mail, gamle venner og kolleger og bliver inspireret af spændende oplæg til at etablere nye forbindelser. Hele årsmødet var selvfølgelig dybt præget af de mange fyringer på Region Hovedstadens hospitaler. Alle er i dyb sorg over det, der sker, og det er svært at bevare overbevisningen om godt kvalitetsarbejde, når det er økonomien, der reageres på. ødet bedste oplæg gav en direktør fra Novo Nordisk, som udtrykte stor undren over, at økonomi og kvalitetstænkning ikke har samme vægt i den politiske ledelse. I hans virksomhed kan ledelse ikke foregå uden at prioritere kvaliteten af deres produkter højt. Om aftenen er der altid en livlig fest, og det var ikke ig, der tøffede først i seng.

Da mit årsmøde sluttede lørdag middag, kørte jeg med min chef til København og fortsatte til bryllup hos min bonussøn, Martin, og hans dejlige kæreste, Pii. Der var lagt op til en meget uformel sammenkomst, og hele familien var samlet. Lidt tung i håret fra fredagens fest holdt jeg en lille smule igen med vinen. Men det blev altså ret festligt. En herlig fest med alle mine børn og alle deres skilsmisseramte forældre. Noget af en familiær rodebunke, kan man roligt sige. Men kors, hvor er vi gode til at være sammen. Så gode, at jeg overnattede på en madras. Og jeg var heller ikke den første til at gå i seng lørdag aften. Til gengæld fik jeg fornøjelsen af at fjerne resterne af festen sammen med de nygifte og hyggede videre med lang morgenmad.

Endelig hjemme smed jeg festtøjet og kravlede i løbetøj. Jeg havde lidt travlt, hvis jeg skulle nå min lange tur. Det var hvinende koldt. Blæsten gik til marv og ben, og skovstierne er stadig isglatte og fyldte af sne. Jeg er mere end træt af sne og is. Jeg vil have varme, sol og lys. Jeg løb gennem Rude Skov, drejde ud og fulgte golfbanen og løb ind i skoven igen på den anden side. Omkring Løje Sø og helt ned til min gamle del af Rude Skov, før jeg vendte næsen nord på igen. Tilbage gennem skoven og en lille ekstra tur omkring Birkerød, så nåede jeg ud på 19 km og landede glubende sulten i min varme stue.