Category Archives: Hverdagsliv og alt det andet

by - 2 kommentarer

Kedsomhed og tankeflugt

Kedsomheden er ved at indfinde sig, og min krop bliver rastløs og længes efter frisk luft og bevægelse. Har sovet, set film, læst og lagt musik ind på iPod’en. Og sovet lidt mere. Og stadig ikke nået avisen. Måske er det meget godt at blive sat i parantes et par dage. Måske har både krop og hjerne brug for lidt ekstra hviletid? Når man nu ikke bare gør det af sig selv – uden feber? Min hjerne har i hvert fald været helt afskåret fra at forholde sig til sundhedsaftaler eller kvalitetsstrategier. Den har nødtvunget og periodisk forholdt sig sporadisk til den franske seriemorder i “Den sorte linje”. Sporadisk fordi det simpelthen er for langt ude at rumme så meget litterær ondskab i min lille landlige idyl midt i vinterlandskabet. Jeg er derfor også kun sporadisk på krimi-toget. Der bliver skrevet ufatteligt få virkeligt gode krimier, og jeg vil ikke nøjes med mindre. Min opmærksomhed er for dyrebar til andet. Derfor lever jeg af en god og gedigen blandet litteraturhandel.

Næste fornøjelige indslag bliver Dario Fo‘s barndomserindringer. Jeg havde den store fornøjelse at opleve Dario Fo i Danmark, da jeg var meget ung og dyrkede det alternative teater intensivt. Han gjorde et uudsletteligt indtryk. Jeg kan fremkalde hans optræden for min indre skærm fuldstændigt livagtigt, som var det igår. Og så har jeg Robert Macfarlane’s The wild Places, liggende i startposition. Han har tidligere skrevet en helt skøn bog om bjergbestigning iblandet antropologiske og filosofiske betragtninger, Mountains of the Mind. Denne bog handler om de sidste engelske ødemarker. “The wild Places mixes history, memory and landscape in a strange and bewitching evocation of wildness and it’s importance.” Og sådan noget elsker jeg. Ligesom Thoreau’s Walden eller Walking. Jeg glæder mig stadig til Jakob Ejersbo’s Liberty, og den næste krimi bliver nok Inger Wolf‘s Sangfuglen. Hende kender jeg lidt, og hun kan faktisk skrive krimier.

Tankerne drager på langfart – det er bare et andet udtryk for sådan lidt ukoncentrerethed. Men jeg kan da aflægge en royal fotoreportage, før jeg lader mig tåge endeligt hen for i dag:
Bjergbestiger in spe?

by - 4 kommentarer

Midlertidigt lukket

Jeg har trukket stikket. Lukket biksen. Sådan bare for nu. Jeg vågnede i morges med indtørrede læber og en knaldende hovedpine. Høj feber kunne jeg mærke. Hvorfor sker sådan noget altid, når det er allermest ubelejligt? Jeg havde så mange planer i dag. Og jeg havde kongeligt besøg. Det var højst upassende at vågne med feber. Når nu kronprinsessen skulle have morgenmad og i børnehave. To Panodil løser mangt og meget, og jeg slingrede mig igennem morgenen og nåede børnehaven i tide. Alma går i skovbørnehave herude, hvor jeg bor, så vi kunne gå derhen.

Nu crasher jeg på sofaen og gider ikke engang skrive et ordentligt blogindlæg. Har bevæbnet mig med the og bananer og en god bog.

Ha’ det godt verden. Vi ses sikkert igen i morgen.

by - 1 kommentar

Deadline

Jeg cyklede glad hjem fra Hillerød med Manu Chau i ørerne. Altså, så kan man kun være glad. Også selvom Hillerød Kommune skulle skamme sig med deres dybfrosne snebjerge på cykelstien. For anden dag i træk har det været muligt at cykle både frem og tilbage til arbejde. Og det er lyst. Noget sker der heldigvis, –  i den rigtige retning. Mod noget forår. Jeg var også lettet, fordi jeg endelig havde afleveret mine afsnit til vores projekt til første behandling. Jeg er lettet, lettet, lettet. Og egentlig ret tilfreds med produktet.

I aftes sad jeg og pev lidt over de bjerge af ubrugte ord, der tårnede sig op foran mig. Jeg kunne pludselig ikke få det hele til at vende rigtigt. Kunne ikke finde de rigtige udtryk. Og kunne slet ikke skabe en sammenhæng.  Min gode veninde, Lene, grinede lidt overbærende. Det når du jo, sagde hun, du er så god til deadlines. Vel er jeg så. Men forklar mig,, hvorfor jeg driver mig selv til kanten hver gang? Hvad enten det har været eksamensopgaver, artikler, undervisningsopgaver eller projekter, har jeg siddet og pevet i yderste sekund. I dyb overbevisning om, at denne gang ville blive den gang, hvor jeg ikke nåede det. Med sjælen kortvarigt i en slags laser. Denne gang var en klassiker. Jeg skrev og rev mig i håret til klokken 23 i aftes, skrev videre i drømme hele natten og stod op klokken syv og skrev det hele færdigt. Trykkede på send-knappen, og afsted med det til min chef. Som selvfølgelig havde en bunke kommentarer og smårettelser. Og så var der lige nogle organisationsdiagrammer, som skulle finpudses. Og jeg er ingen ørn til den slags. Tror på en eller anden måde, at der altid springer en it-nørd ud af skabet og redder mig. Men nix. Jeg må – hver gang – lære det the hard way. Og så lykkedes det alligevel. Et sekund i deadline. Send. Afsted. Og aben sprang af mine skuldre. Og mig og Manu Chau cyklede tilbage til Birkerød.

I morgen får jeg igen kongeligt besøg af kronprinsessen. Uden følge. Så jeg måtte lige planlægge min træning. Man løber ikke hjemmefra med kongeligt besøg i huset. Og der er kun 16 uger til Copenhagen Marathon. Så jeg fintede mig selv og trak i løbetøjet, før jeg kunne tænke en sammenhængende tanke. Jeg løb 11 iskolde kilometer rundt i Birkerød, hvor fortovene stadig er fulde af knoldet is. En okay tur, faktisk. Det går en lille smule fremad med tempoet. Men benene var en smule mærkede af pludselig at cykle halvlangt to dage i træk efter måneders pause.

Så nu sidder jeg her og er svært tilfreds med mig selv. Varm og tør under dynen i sofaen og ser the March of the Penguins. Jeg har filmen på dvd med engelsk speak, men på DR2 har de sat dansk speak ind. Det virker ikke. Det bliver for pussenusset. Se lige de pingviner. Der er ikke meget pjevs over dem. Ah okay – de piver lidt, men de kan jo også for alvor tale om kulde. Der ville ikke være kommet meget baby ud af det, hvis jeg var blevet budt noget lignende.

by - 2 kommentarer

Snehvide, prinsesser og latino pop

Jeg er netop cyklet hjem fra Birkerød med et Snehvide-kostume i en stor pose. Forsigtigt på styret, så dragten ikke blev krøllet. Jeg havde besøg af prinsesserne og deres mor i går. Til overnatning, lidt mødrende omsorg og almindelig hygge. Og min datter gentog et dilemma, jeg huskede alt for godt fra utallige fastelavner. Veninderne spyr det ene fantastiske kostume efter det andet ud gennem deres små kreative hænder. Det betyder ingenting, siger de med et lille smil. Det er så sjovt at finde på. Jeg var aldrig sådan en mor. Mine børn blev klædt ud som spøgelser, arabere eller gadebørn. Og altid med et strejf – nej med et piskeslag – af dårlig samvittighed. Kunne du dog ikke bare sætte dig og sømme en farverig kreation sammen, så de kunne være krokodille eller spiderman? Nej, det kunne jeg ikke, og et par gange sneg jeg mig så i Fætter BR og købte en kreation. Som ungerne var lykkelige for. Så da min datter spurgte, om det var okay at sende Alma til fastelavn i en festkjole og kalde hende Snehvide-på-vej-til-fest, – eller skulle hun købe en Snehvidekjole i BR, var jeg da ikke i tvivl. Selvfølgelig skal barnet ikke være Snehvide-på-vej-til-fest. Hun skal være Snehvide. Og det eneste sted i hele hovedstaden med en kjole i den rigtige størrelse – var i Birkerød. Og nu hænger den her i min gang.

Det var også helt i tråd med resten af min søndag, hvor jeg svingede Visa-kortet med store håndbevægelser. Løb en halvtidlig formiddagstur ud af cykelstien til Hørsholm og tilbage igen. Uden is og sne. Bare ni kilometer, men helt fint. Forhåbentlig begynder mit træningsheld at vende. Jeg tog det gratis s-tog til Lyngby og tog i storcenter sammen med en hel masse andre nordsjællændere. Flere tusinde kroner senere tog jeg toget hjem igen og tog imod den lille kongefamilie. Jeg har købt legetøj. Først en iPod Touch, som jeg har fablet om længe. En lille bitte tur på bogudsalg, som ikke rigtigt var begyndt endnu. Det blev bare en enkelt bog: Hadets anatomi af Frederik Stjernfeldt. Faktisk kom de helt store udskrivninger først, da jeg satte mig ved computeren. Jeg er blevet fladskærmsejer! Mit 12 år gamle tv flytter ovenpå. Og jeg får et tv, som kan tilsluttes min computer. Og som ikke rummer det traditionelle ledningshelvede. Men det er med en smule rødmen, at jeg køber det, fordi mit gamle fjernsyn faktisk virker fint endnu.

Mens jeg sad der og surfede, opdagede jeg, at SIA giver koncert i Falkonersalen i maj. Hende må jeg opleve, så en, to vupti, havde vi købt billetter til mig og mine piger til fælles koncerttur. Til sidst fik jeg betalt depositum for en lejlighed i Berlin, som jeg lejer sammen med tre veninder i maj for en forlænget weekend.

I dag har jeg fejret snefriheden med at cykle både til og fra arbejde. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har cyklet begge veje. Og jeg opdagede, at cykelturen ikke er det eneste, jeg savner. Jeg har slet ikke lyttet til Latino-pop. Jeg har masser af latino pop på min gamle iPod, og det er supergodt at cykle afsted ud af cykelstien til. Så godt, at jeg tit tager mig selv i at skråle højt med på sangene med mit fesne spansk. Latino pop er glad musik og fuld af fart og sex (hvordan det så hænger sammen). Og jeg forstår godt dem, der undrende vender sig, når jeg kommer storskrålende ud af Kongevejen….

by - 4 kommentarer

En flosset tålmodighed

I går mistede jeg tålmodigheden. Jeg er så færdig med at bo på landet i snedriverne. Jeg ved ikke helt, hvad der udløste mit tålmodighedsforfald. Måske at det første s-tog til Hillerød var aflyst. Efter jeg havde kæmpet mig gennem sneen med min stakkels cykel, der dårligt kan tåle mere. Måske var det manglen på snerydning – både i Birkerød og i Hillerød. Måske var det, fordi jeg kom for sent til mit første møde. Og måske var det bare fordi, min dag i det hele taget var for presset. Så der var ikke plads til al den sne.

Jeg havde tre møder presset ind før middag, hvor jeg skulle have fart på hjem. Og købe ind på vejen. Så jeg kunne nå at være afslappet, inden mine to veninder og gamle studiekammerater ankom helt fra hjemlandet. Sneen var bare i vejen. Men jeg nåede det. Overbeviste mig om, at det var helt okay ikke at stå med friskbagte boller. Men ikke okay at have nullermænd i krogene. Frem med støvsugeren – slurp til nullermændene. Og jeg nåede det. At falde helt ned. Og bare tænke weekend, veninder og rødvin. Og have et dejligt besøg med snak til sent i nat og hyggelig morgenmad.

En gåtur i skoven overbeviste mig prompte om, at der ingen grund var til at løbe der i dag. Så da jeg havde vinket farvel til veninderne, løb jeg afsted og holdt mig til cykelstier, som jeg vidste ville være uden sne. Det bragte mig til Hørsholm i pivkold vind og tilbage rundt i Birkerød. Hvor jeg havde taget fejl af et par cykelstier, som jeg arrigt spruttede videre forbi. Det lykkedes mig at komme op på 17 km i et noget bedre tempo end de sidste weekender i skoven. Jeg har læst i avisen, at sneen gør folk glade og positive. Not me! Jeg har nået smertegrænsen. Og jeg lyttede med jubel i hjertet til lyden af vand, der dryppede fra istapperne. Hehe – we will get you in the end. De sneglade er sikkert hjemmearbejde bilejere, som alligevel ikke har meldt sig til Copenhagen Marathon. Ikke fjolser som mig, der har bosat sig udenfor lands lov og ret. Og som er den lykkelige ejer af tre cykler, men ingen bil. Og som i et øjebliks storhedstænkning har meldt sig til netop dette marathon. Den 23. maj. I år.

Jeg kan ikke gøre noget ved vejret. Jeg vil ikke have bil. Verden behøver ikke min udstødning. Jeg vil hellere bruge mine CO2 kvoter på at rejse. Jeg kan kun gøre noget ved min geografi. Så når min lejekontrakt udløber om 1½ år, bliver jeg igen bymenneske. Easterbronx – here I come.

Men fint er det da:

by - 7 kommentarer

En hæsblæsende dag i Ålborg

Nogen gange mødes kloge hoveder fra landets regioner for at udveksle erfaringer med hinanden. Selvfølgelig fordi det er hyggeligt og konstruktivt at mødes med fag- og interessefæller, men heldigvis mest, fordi vi faktisk gerne vil gøre det bedst muligt for de danskere, som kommer i clinch med sundhedsvæsenet. Man skulle måske ikke tro det, når man læser medierne. Men personligt har jeg aldrig mødt nogen sundhedsprofessionelle, som ikke vil det allerbedste for deres patienter. Og jeg har ikke mødt mange ‘djøf’er’, som ikke har en lignende målsætning.

I dag var der kaldt til samling i Ålborg for dem, som slider i det med at lave de nye sundhedsaftaler mellem regioner og kommuner. Altså de aftaler, som fortæller, hvem der har hvilke opgaver i forhold til syge mennesker. Så det var ud af fjerene allerede klokken fem. Om MORGENEN! Min underbevidsthed psykede mig hele natten. Den startede kl 2, hvor jeg vågnede med en helt falsk fornemmelse af at have sovet i mange timer. Og så kørte den hver time i den lille rest nat, der var tilbage. Ud i morgenkulden og med taxa til stationen. Mødtes med Connie og fortsatte til lufthavnen. Her var det meste af hovedstadens befolkning forsamlet i en uendelig kø for at komme igennem security. Gud fri os vel. Det tog det meste af en time, og vi måtte spurte afsted for at nå vores fly, der havde lukket for boarding. Vi fløj med Norwegian, som er forvist til en fjern gate. Ålborg var tilsyneladende taxa-frit område. Vi nåede både at hente og drikke cafe latte, mens vi stod i kø for et køretøj. Så midt i dagens første tale små-listede seks repræsentanter fra region Hovedstaden ind og forsøgte at falde i et med gulvtæppet.

Ålborg var stadig taxa-fri, da vi senere på dagen skulle vende vores københavnernæser hjemad. Vi ventede. Og ventede. Og ventede. Delte os strategisk i to grupper. Og pludselig havde den ene gruppe held i sprøjten og drog af for at tjekke os ind. Vi ventede videre. Med en lidt løs fornemmelse i maven af at være glemt.Ingen taxa. Og så var der pludselig 10 minutter til tjek ind. Fik øje på en mand med en bil uden for hotellet, og før vi vidste af det, havde vi spurgt ham om et lift. Njae, sagde manden, jeg skal til Århus, men jeg hører lige om en anden kan hjælpe. Men pludselig vendte han om. Nej jeg bytter om på et par ting, sagde han. Jeg kører jer. Wow – de findes, de mennesker! Og så viste han sig at være direktør for Hotel Hvide Hus, hvor vi havde været hele dagen. Jeg vil hermed gerne give Hotel Hvide Hus mine bedste anbefalinger.

Vi nåede det. Eller jeg gjorde kun på et meget hængende hår. Jeg var nemlig ikke blevet tjekket ind. Typisk mit liv! Mens lufthavnsmanden svedte over ikke at kunne logge på sit system, steg min puls. Tre minutter i lette-tid lykkedes det, og jeg spurtede det bedste, jeg har lært ud til flyet. Som kun ventede på mig. Og nu er jeg tilbage i Birkerød. What a day. Men det er vel også en slags træning?

Godt jeg kun skal til Hillerød i morgen.

by - 1 kommentar

Vis mig dit køleskab

Jeg er ikke ved at lægge op til en ny tv-udsendelse, som titlen kunne antyde. Jeg er blevet tagget, som det hedder, af Katrine til en lille blogleg, som går ud på at tage et øjebliksbillede af min køleskabslåge. Her skal jeg vælge en ting, som har en særlig betydning. Katrine har tagget mig, fordi hun gætter på, at der hænger billeder af mine yndlingsprinsesser. Her er det så, mit køleskab:

Der hænger, som man kan se – mangt og meget i en skøn blanding:
En advarselstegning om fødseslskontrol
Et billede af mig på en elefant i Indien
Et billede af mig fra Afrika
Julekort
Indbydelser til fødselsdage og en reception
Et træningsprogram
En flybillet til Ålborg
En opskrift på dadler med bacon og kanelstænger
Tilmelding til Helvede i Nord
Et julekort med to nisseprinsesser
En tegning – udført af en prinsesse
Et billede af mig og en tredje prinsesse
Og under det hele hænger der endnu flere gamle julekort, telefonnumre, fødselsdagskort osv

Så Katrine har ret. Der hænger faktisk små yndlingsprinsesser på køleskabet.

Skal jeg vælge en bestemt detalje ud, må det være dette billede:

Billedet er taget i juli 2007. Et par måneder efter jeg fik den sidste kemoterapi for min lymfekræft, og billedet flytter med fra køleskab til køleskab (jeg er flyttet et par gange siden), fordi det er sommer, liv, lykke og glæde. Jeg sidder i pigernes gård på Frederiksberg med mit spirende hår med lille Sille i armene. Hun kedede sig så meget i mit selskab, at hun straks faldt i søvn. Sille er mit bonus-barbebarn. Datter af Martin og Pii, som blev gift for nylig. Vi var der allesammen, den aften i juli på Frederiksberg. Vi grillede, drak rødvin, snakkede og grinede, og blev siddende i gården til sent. Jeg havde en jublende fornemmelse af frihed i hele kroppen. Jeg kunne virkelig bare tage til København, drikke rødvin, gå i byen, køre i tog – alt det, som jeg var afskåret fra, mens jeg var i behandling. Behandlingen smadrede mit immunforsvar, så jeg var “isoleret” i et halvt år, forstået på den måde at jeg på alle måder skulle beskyttes mod smitte. Ingen butikker, ingen cafeer, ingen biografer, ingen busser eller tog, ingen små børn. Men hele tiden en snor til hospitalet, lægebesøg, blodprøver, indlæggelser, medicin og restriktioner. Nu var jeg fri, færdig, og lille Sille var ankommet som en særlig fejring af livet. Det var en helt særlig nydelse bare at være der den aften. Sammen med alle mine unger og deres kærester. Sjovt nok, ofte når andre ser det billede, kommenterer de, at jeg  ser slidt, træt, ældre ud. For mig er det billede bare glæde, lykke og liv. Men andre var selvfølgelig heller ikke inde i mig.

Nå det skal ikke være alvorligt det hele, så jeg piller lige det øverste billede ud også. I kigger alligevel. Det fanger folks opmærksomhed. Man behøver ikke lægge noget partipolitisk i det. Jeg synes bare, det er hylemorsomt, og det er samtidig et kært minde om en gammel kollega, som forærede mig tegningen.

Og så er det vist meningen, at jeg skal lade legen gå videre til andre bloggere. Jeg tagger Mette og gætter på, at der hænger et skoleskema og en liste over klassens-time-kage-bagere på hendes køleskab. Og jeg tagger Karin, selvom vi ikke sådan har været personligt i kontakt, og jeg vil gætte på, at der hænger en indkøbsliste til byggemarkedet sammen med et smukt billede af det nye hus på køleskabslågen. Og så er jeg vist endnu så ny i blog’osfæren, at jeg ikke rigtigt kan komme i tanker om flere.

Jeg ville have skrevet om noget helt andet i dag, men sådan går det med både dage og blogindlæg. de bliver noget andet, end vi tror. Men tirsdage scorer bedre på min hitliste i denne uge en mandage. Status er, at min cykel er låst op og trygt tilbage i skuret, jeg har fået rugbrød, og mit projekt-kapitel er sendt rundt til alle de rette mennesker. Må de så bare tage varmt imod det.

by - 2 kommentarer

En mandag til salg

Nogen dage skulle man blive i sin seng og nyde varmen, trygheden og forudsigeligheden ved sin dundyne.  Og sætte dagen til salg i den blå avis til højestbydende. Der er nok, der klager over for lidt tid. Jeg har her en hel dag, jeg gerne bytter for klingende mønt – eller bare en dag under dynen. Og det er ikke kun vejret. På en dag, hvor både min chef og min sekretær, uafhængigt af hinanden, pointerede, at jeg var noget af det mest positive, de kender. De skulle bare have mødt mig kl 17.

Den begyndte såmænd helt gemytligt, denne mandag. Jeg slog øjnene op et par minutter før, telefonen vækkede mig med sin lille godmorgen-sang. Jeg er en morgenhygger og trak tiden langt ud, før jeg måtte begive mig ud i morgenkulden. Jeg havde ét møde i Hillerød, så jeg måtte afsted. Turen derop gik mærkværdigvis helt uden svinkeærinder, og jeg nåede tidsnok frem til at modtage de indløbende afbud på telefonen. Til sidst var vi tre, og vi aflyste mødet. Nå, pyt jo, jeg tændte computeren og blev i samme nu ramt af erkendelse af, at det kapitel til mit projekt, som jeg havde arbejdet på i weekenden….., ja det lå trygt og godt hjemme på min computer i stuen i Birkerød. Rigtig, rigtig dumt. Det er mødemateriale til i morgen (hvor jeg så også er nødt til at kæmpe mig til Hillerød). Nå pyt, jeg lavede min præsentation til et andet møde i morgen. Og den blev fin. Og så kunne jeg jo tage tidligt hjem og sende det glemte kapitel rundt til mødedeltagerne. Og lige inden var det, at jeg havde en snak med min chef, hvor hun sagde det med at være positiv. Det passede også næsten endnu.

Jeg besluttede at udsætte min løbebåndstræning til i morgen. Jeg havde midlertidigt glemt alt om varslede snestorme. Og jeg cyklede til stationen og kørte til Birkerød med toget. Sådan lidt fornuftigt besluttede jeg at samle forråd, så jeg kunne modstå den snestorm, som jeg ellers havde glemt. Jeg parkerede cyklen ved Brugsen og fik fyldt to tunge poser med overlevelsesudstyr. Og så var det, at den her mandag for alvor blev sat til salg. Cykellåsen havde sat sig fast. Fuldstændigt og urokkeligt. Jeg sank så dybt, at jeg spurgte en forbipasserende mand om assistance. Men han kunne ikke. Så efter 57 grimme bandeord og 75 tunge tramp i sneen, måtte jeg slæbe indkøbsposer og og låst cykel til cykelhandleren i et spinkelt håb om et mirakel. Nope. Ingen mirakler. Han beholdt cyklen til i morgen. Og så kom han med en bemærkning om, at min cykel godt kunne trænge til lidt omsorg. DET skulle han ikke have sagt. Jeg tørrer den infame cykel af flere gange om dagen. Den bliver fodret med frostsikret olie. Og den bliver klappet og aet og trøstet, fordi den hele tiden skal forcere snedriver, is og brunligt smat. Nej, forkert. Den trænger ikke til omsorg, den trænger til sommer. Og den bor inde både dag og nat.

Nå, han fik et godt ord igen, og jeg hankede op i mine poser. Det er godt, at de var fulde af overlevelsesudstyr, for de var ved at slå mig ihjel flere gange på vejen hjem. I dag var der ikke meget ros til birkerøddernes fortovsrydning. Jeg må have været et syn for guder. Sådan en midaldrende, spruttende, bandende og småmumlende kvinde, belæsset med poser og huen trukket godt ned i panden. Som en stor klat over i’et pakkede jeg mit nyindkøbte rugbrød ud – og det åbenbarede sig som hvidt hvedebrød. Hun må have kunnet høre mig, hende oppe i Brugsen.

Mig, positiv??? Nope, ikke i dag. Nogen der vil have en mandag?

by - 0 comments

Sne, sne, sne

Jeg gjorde det så alligevel. Løb en lang tur i det fri. Jeg besluttede mig for at løbe en lille times tid for at se, hvor slemt det var. Og så blev jeg alligevel ved. Først løb jeg ned til Sjælsø, hvor der selvfølgelig var blændende smukt. Den første del af turen var okay, fordi mange skiløbere havde planet sneen godt ud på stien. Men efterhånden blev det tæt på rædselsfuldt, fordi der var høj sne. Især op ad bakkerne var jeg tæt på at aflevere lungerne i sneen under mig. Jeg overvejede at løbe ud på søen, men der lå sneen ligeså højt og ligeså ujævnt. Så jeg fortsatte tilbage til byen, og – weeee – der var en fuldstændig ryddet sti. Jeg spænede glad videre og besluttede mig for at tage turen rundt i Birkerød. Og ret skal være ret. Der er enkelte birkerødder, som har strammet op og skovlet sneen væk fra deres fortov. Men langt de fleste nøjes med at rydde sne mellem gadedør og bil. Jeg mødte en ældre dame med stok. Hun havde det værre end mig. Fra byen og hjemad løb jeg på vejen, hvor bilerne havde lavet spor, og så for en slags djævel i mig, og jeg kunne alligevel ikke lade være med at dreje ned i skoven. Måske skulle jeg lige have givet det en ekstra overvejelse. Det blev det hårdeste pas, jeg har løbet meget længe. Hold da op. Jeg var nødt til at standse og få mit vejr ved toppen af hver eneste bakke. Jeg sled mig hjem gennem sneen. Og så skulle jeg bare ikke på bogudsalg, eller i Superbest efter frugt og brød. Jeg nøjes med, hvad jeg har og klarer mig glimrende til morgen. Jeg kom så alligevel heller ikke ud på ski. Nu vil jeg nyde min varme hyldedrik, skrive et kapitel færdigt til mit projekt og læse Murakami færdig. Og jeg har selvfølgelig ryddet sneen væk fra både min og min nabos indgang.

by - 6 kommentarer

Hjælp – jeg drukner

Som om det ikke er nok, at Bornholm er tvunget i knæ af abnorme snemængder. Nu vælter det ned her i Birkerød. Så meget, at jeg trimlede ned af trappen, da jeg luskede ud efter avisen, fordi det nederste trin var forsvundet. Men man lander jo blødt i en bunke sne. Sneen må være faldet i løbet af rigtig kort tid, for der var ingen spor af avisbudet. Og jeg har en 20 km løbetur på programmet i dag! Jeg må se på udviklingen i løbet af dagen, og i worst case, ja så må jeg jo investere i det Fitness medlemsskab, jeg har talt så længe om. Selvom to timer på løbebånd er en ubærlig tanke. Det tager sikkert heller ikke to timer på løbebånd, hvor jeg kan holde et meget bedre tempo end på de frosne skovstier. Men alt over en halv time på et løbebånd……………. Tror nok, jeg har Harry Potter liggende i en lydfil på engelsk, så den kunne jeg tage med.

Jeg har ellers mange planer for i dag. Politiken starter bogudsalg i boghallen på Rådhuspladsen. Okay – jeg har jo bøger nok, og der er en pakke på vej fra Amazaon, men de har nogle titler på bud, som godt kunne passe i min bogreol. Jeg har læst noget afbrudt den sidste uges tid, så jeg er først ved at være færdig med Murakami’s What I talk about when I talk about running. Hans overvejelser om sit marathon come back i New York City Marathon kommer fint ind i mine egne overvejelser om mit eget marathon come back. Jeg blev lokket på en krimi af Jean-Christophe Grange af min veninde Lene i går, og den kommer vist ind handy lige nu. Bagefter venter Three cups of tea af Greg Mortenson, om hans skoleprojekter i Pakistan. Og så skal jeg jo have købt Jakob Ejersbo’s tredje Afrikabog, Revolution, som jeg glæder mig vildt til. Men jeg ved ikke lige, om jeg gider gå gennem sneen hele vejen til stationen og tage med et ustabilt s-tog. Måske jeg hellere skulle spænde skiene på og tage på langtur i skoven. Og holde mig til mine indendørs planer for resten ad dagen?