Sidder i toget mod Fyns Land på vej mod konference om rehabilitering. Har netop færdigforberedt mit foredrag. Nu mangler jeg bare noget stemme. Desværre er det ikke noget lille intimforedrag, jeg skal stille op til. Så kunne jeg bare hviske. Eller klare den med sjove billeder. Send mig gerne lidt varme halsvibrationer gennem cyberspace. Jeg skal slutte dagen for mere end 300 mennesker, der gerne vil diskutere rehabilitering. Jeg hader at stå og være usikker på den måde inden et foredrag. At melde fra er selvfølgelig ikke en option med så mange tilmeldte. Jeg gentog mandagsbaren og gled ud i noget tirsdagsbar. Er det et skråplan? Jeg sov i hvert fald skønt på den drik. Resten må klares med medbragte lakridspastiller. Og den adrenalin, der sikkert bliver sluppet lidt løs af.

Jeg har iklædt mig blå neglelak og lidt narrestreger til at stive selvtilliden af. Og måske aflede opmærksomheden fra min manglende stemmekraft. Om ikke andet husker de den blå neglelak.

Passende nok har jeg sat mig i en stillekupé. Og det er næsten altid en lidt blandet fornøjelse. Jeg kan godt lide stilheden. Men der er altid sure hattedamer, som ikke kan tåle et host.Så er de der med pegefingeren på en studs. Det her er en stillekupé, hvæser de knapt hørligt. For man kan jo ikke råbe i en stillekupé. Eller løfte stemmen? Anyway. Dagens hattedame steg af allerede i Roskilde, og nu er her bare fredeligt. Og jeg skal huske at stå af. Og ikke fortsætte til Århus.

Imens forsøder min nye franske veninde min morgen:

Når man nu sidder i stuen og hoster lungevævet løst. Og ikke gider tage til læge. Må man jo forsøge sig med en kreativ blanding af bedstemors husråd. Når de kedelige med uldunderbukser, varme trøjer, kamillete og honning er udspillet, må man ty til de mere behagelige.

Man tager sådan en:

Og hælder ca. tre fingre i et stort glas.

Så tager man sådan en:

Og blander en pæn sjat i af sådan en:

Tilsæt kogende vand, til glasset er fyldt. Og sæt dig så godt tilrette i sofaen og nyd, at varmen langsomt breder sig i kroppen. Måske virker det. Det smager vidunderligt sådan en mandag aften. Og en slags medicin er det jo.

Jeg er skatte-analfabet! Kender nogen en kur, er jeg top modtagelig. Årsopgørelsen med årets chokerende oplysninger er endelig udkommet, og jeg har indledt min tilbagevendende opdagelsesrejse gennem SKAT’s hjemmeside for at rette i den. Årsopgørelsen, altså. Jeg anser mig selv for et almindeligt begavet menneske med en vis tæft for at manøvrere rundt på forskellige hjemmesider. Jeg kan både købe flybilletter, klare mig på Facebook, føre flexskema på jobbet og melde mig til marathonløb. Men SKAT får mig til at kaste håndklædet i ringen. Det er mig ganske enkelt umuligt at opdrive de oplysninger, jeg har brug for. Jo, jo, jeg kan finde årsopgørelsen og indkassere chokket. Jeg kan også rette i den. Men jeg mangler Sherlock Holmes til at finde fradragsreglerne. Og nogen vejledninger.

Godt så. Så ringer man. Ikke? Jo, og taster sig igennem fem forskellige menuer, afbrudt af et damemenneske, der bræger om, hvad SKAT ikke kan oplyse om. Jeg fattede det faktisk godt første gang, hvæser jeg ned i et mennesketomt rør. Endelig, endelig har man tastet det sidste 2-tal og – kommer i kø til en medarbejder. “Alle medarbejdere er optaget, vi har meget travlt i øjeblikket, så ventetiden kan være lang”, bræger damemennesket Jeg har aldrig ramt et øjeblik, hvor der ikke var meget travlt. Jeg har allerede sved på panden ved tanken om, hvordan det kan udvikle sig. Efter monsterlang ventetid opgiver jeg for nu og lægger på. Havde lige glemt deres emailservice og gjorde et spædt forsøg på at sende en mail for at spørge. Prøv det! Jeg har spekuleret over, om de gør det med vilje. Fordi det må sortere bunker af forespørgsler fra og få indtægterne til at stige betragteligt. Af ren menneskelig afmagt.

De gange, hvor det er lykkedes mig at trænge igennem SKAT’s firewall og støde på et menneske, der ikke er indtalt på bånd, har ikke fået et lykkeligt udfald. Jeg har en lang og sørgeligt opslidende historie med SKAT, som jeg ikke skal trætte med. Jeg ramler ganske enkelt ind i et sprog og en kultur, der er mig lige så indlysende som japansk. Jeg fatter ikke en bjælde. Og det er dyrt hver gang. Men nu er der gået et år siden sidst, og jeg klør kækt på. I år har de strammet den så voldsomt med en fuldstændig astronomisk rentesats oveni det beløb, de har besluttet at tæve ud af mig. Nu skal de få igen. NU vil jeg finde ud af det. NU er min grænse for alvor nået. På et tidspunkt må det vel for søren lykkes at nogen tager en telefon derinde. Eller? Jeg kunne have købt mit eget hus for de penge, der er tilflydt SKAT fra mig de sidste tre år.

Efter mine møder i det indre København cyklede jeg i Brugsen på Strandboulevarden og provianterede. Det var blevet sent og mørkt og koldt, og jeg vendte cyklen mod Nordhavn Station og linje E. Der var otte minutter til afgang, og jeg ventede på den kolde perron med min cykel ved min side. Tre blinde kommer arm i arm til stempelmaskinen og får med lidt besvær stillet sig i rette venteposition til deres tog. Jeg følger lidt optaget og fascineret det lille optrin. Kvinden, der står med sin cykel lidt længere henne af perronen, bliver kontaktet af en mand, der beder om cigaretter. Det har hun ikke, og i det samme kommer vores tog. Jeg trækker cyklen i position og bumper i det samme ind i cigaret-fyren med min taske. Eller noget. Vender mig og ser ham tumle ned ad trappen. Trækker cyklen ind i toget, vender mig – og ser at min taske er åben. Og døren smækker i. Ærgerligt kigger jeg i tasken. Der er ingen pung. Min røde pung, som burde ligge der, er væk. FUCK, dit summe svin, tænker jeg. Eller nej, jeg siger det faktisk ret højt. Og kvinden med cyklen ser overrasket på mig. Min pung er væk, siger jeg forklarende. Aj, siger hun, du er den anden, jeg oplever i dag, som har fået sin pung stjålet.

Nøj, hvor er jeg sur. Jeg roder tasken igennem igen og igen og en ekstra gang. Men ingen pung. Tankerne begynder at kværne løs om alle de besværligheder, der tårner sig op. Spærre kreditkort, nyt sygesikringsbevis, Pluskort til Politiken, medlemskort til Brugsen, hele stakken af klippekort til s-toget. Hvordan får jeg nu købt rugbrød i morgen? Hvem kan lige låne mig en tusse til i næste uge? Jeg er rigtig, rigtig sur. Sur som edikke, så mundvigene vender helt nedad.

Jeg tramper hjem fra stationen og parkerer arrigt cyklen i skuret. Går ind og tænder computeren for at finde nummeret til at blokke mit Visakort, og mens jeg venter på den, tømmer jeg muleposen med mine indkøb. Og der, – mellem æbler og pastapenne – ligger min røde pung. Med det hele. Og jeg bryder fuldstændig sammen. Jeg hyler af grin. Nej, hvor ville jeg gerne have set idioten i ansigtet, da han ikke fik noget ud af min taske.

Det hjalp – mit rage against the weather. Det hjælper nogen gange at råbe og skrige, når man er blevet godt gal i skralden. Især når man kan gøre det i tastaturet og uden at det bliver møntet på nogen bestemt. Jeg mener, det er lissom ikke nogens skyld, det her vejr. Og jeg er egentlig slet ikke tilhænger af at råbe og skrige ad nogen. Jeg er ikke blevet vejret venligere stemt, men jeg er blevet venligere.

Så det hjalp. Det hjalp så meget, at jeg kun eksploderede en ganske lille smule, da jeg havde slidt mig gennem et vanvittigt snevejr og fandt en lille gul seddel hæftet på min computerskærm. På den lille gule seddel stod der, at styregruppen havde besluttet at udskyde drøftelsen af mit projekt i 14 dage. Ja, det stod der. Jeg tog det pænt. Jeg behøvede så selvfølgelig ikke komme til mødet heller. Vel? Jeg tænkte bare næsten helt stille, at det ville have været ualmindelig dejligt med en lille hvid mail, fremfor en lille gul post-it seddel. Den havde jeg jo ikke behøvet at flytte mig hele vejen til Hillerød for at se. Vel? Men når jeg nu var der, kunne jeg jo lige så godt lave lidt. Det virkede i hvert fald helt åndssvagt bare at vende cyklen den anden vej sådan uden videre. Så jeg mildnede lidt igen.

Og så besluttede jeg at forcere snedriverne og cykle hjem. Det spurt-tøede jo lige pludselig. Det vejr, altså, det er da sådan lidt til en side, eller hva’? To timer tidligere sad jeg midt i en snestorm. Det gik okay at krydse mellem driver og vandpytter hele vejen hjem. Mine bukser blev kun lidt gennemblødte. Og nu sidder jeg i min lune stue. Har løbet en tur med indlagt fartleg, mens det stadig var lyst. Har hentet min nye jakke på posthuset, så næste gang jeg faktisk tager s-toget til byen, kan jeg gøre mig lidt bylækker, selvom det er vinter. Min ældste datter og jeg lavede engang en fjollet aftale om, at hvis man ingen kæreste har, må man gerne skeje ud i Diesel-tøj en gang imellem. Min nye jakke er en Diesel jakke, og den er superrå. Og jeg er den eneste i familien, der har den ret til Diesel.

I toget mellem hovedstaden og Jylland sidder jeg sammen med min søn og hans kæreste. Vi har snakket og grinet og er nu optaget af vores computere og bøger en stund. På den anden side af midtergangen sidder en pige på 5-6 år med sin far, som ser ud til at have tyrkiske aner. Pigen pludrer løs om alt mellem himmel og jord og vrider det ene svar ud af far’en efter det andet. Hun snupper hans telefon og leger videre med den. Der er krummer i den tøs. Hun udforsker alt, hvad mobiltelefonen kan mestre. Min opmærksomhed går på afveje, men pludselig bliver jeg revet tilbage. Nej, siger pigen højt og tydeligt, her er jo fuld af danskere. På klingende københavnerdialekt.
Jeg griner til hende. Du lyder ellers ret dansk selv, siger jeg. Nej, siger hun, jeg skal til Tyrkiet til sommer. Hun fortæller, at hun har både en søster og en bror i Tyrkiet. Og en farmor. Jeg kan også snakke arabisk, siger hun. Faren smiler overbærende. Nå nå, siger han. Sig noget på arabisk, siger han. Nej, siger barnet, ikke når der er danskere. Man må ikke snakke arabisk, når der er danskere.

MAN MÅ IKKE SNAKKE ARABISK, NÅR DER ER DANSKERE!

Jeg lader den bare stå lidt. Måske nogen bliver stolte af, at deres politik virker helt ud i de mindste led.