En nat på slottet

 

Jeg har været sådan lidt kongelig i det siden i går. Mine kolleger og jeg tjekkede ind på Bernstorff Slot efter en formiddag, hvor mit store projekt. Min baby, so to speak. Eller vores, – jeg er jo ikke enlig mor til projektet. Blev præsenteret for topcheferne i regionen. Og fik det blå stempel. De havde læst det og forholdt sig til det. De tog godt imod det. Så nu skal det iklædes pæne former og trykkes rigtigt. Og så skal det implementeres. Men det er en helt anden historie, som jeg også får lov til at være medtovholder på.

Men vi tjekkede ind på slottet og havde et døgns fælles seminar foran os. Det er en udsøgt luksus af den virkelig konstruktive slags at rive et døgn ud af en travl hverdag. Et døgn hvor man kan fordybe sig i sine egne processer og relationer af de faglige slags. Hvor vi kan skabe fælles retning og sammenhæng i vores mange forskellige opgaver og projekter. Hvor vi kan grine og lege. Spise dejlig mad og drikke lidt for meget vin. Udveksle kreative ideer og lære lidt mere om hinanden. Vi har været fagligt seriøse, og vi har malet og klippet og klistret. Vi har været på natløb i Bernstorffparken og drukket “Fisk” (ikke en drik jeg umiddelbart kan anbefale). Vi har også lavet konkrete aftaler med hinanden. Personligt har jeg fået ideer til et par meget konkrete samarbejdsflader, som jeg allerede har lavet aftaler om. Sammen med en kollega blev jeg lidt inspireret til at etablere en lille læseklub. Vi savner begge to at være sådan lidt høj-pandet akademiske en gang imellem. Så vi vil læse lidt høj-pandede akademiske artikler sammen. Har vi aftalt. Også for at følge lidt med i, om universitetsverdenen har skabt arvtagere til Foucault, Giddens og Bourdieu, og andre klassiske sociologer. Jeg har også aftalt at tage på chokoladetur til Hillerød. Der ligger nemlig en chokoladebutik, som vi ikke kender. Endnu.

På en måde er det lidt ligegyldigt, hvad man laver i sådan et døgn. Og så alligevel ikke. Det vigtige er at have tid til at tale sammen og udveksle tanker, ideer, muligheder. Vi havde en ekstern konsulent på. Hun var okay, men personligt kunne jeg godt tænke mig en mere modig konsulent. En konsulent, som ikke er så fokuseret på os som personer, men som fokuserer på de faglige kompetencer, som er i spil. Desværre har mange af den slags konsulenter alt for stort fokus på de personlige relationer, følelser og oplevelser. Jeg har det meget fagligt med at gå på arbejde. Det er ikke nok, at mine kolleger synes, jeg er sød. Jeg vil ses og anerkendes for min faglighed og mine faglige kompetencer. Og selvfølgelig skal vi have det sjovt, være ordentlige, respektere hinanden, kunne lave andre ting; men jeg kommer på mit arbejde for at bruge mine faglige kompetencer. Og jeg elsker at have de fantastiske søde, varme, sjove, kreative kolleger, som jeg har.

Fredag eftermiddag cyklede jeg hjem i det dejligste forårsvejr.

En stemme, please

Sidder i toget mod Fyns Land på vej mod konference om rehabilitering. Har netop færdigforberedt mit foredrag. Nu mangler jeg bare noget stemme. Desværre er det ikke noget lille intimforedrag, jeg skal stille op til. Så kunne jeg bare hviske. Eller klare den med sjove billeder. Send mig gerne lidt varme halsvibrationer gennem cyberspace. Jeg skal slutte dagen for mere end 300 mennesker, der gerne vil diskutere rehabilitering. Jeg hader at stå og være usikker på den måde inden et foredrag. At melde fra er selvfølgelig ikke en option med så mange tilmeldte. Jeg gentog mandagsbaren og gled ud i noget tirsdagsbar. Er det et skråplan? Jeg sov i hvert fald skønt på den drik. Resten må klares med medbragte lakridspastiller. Og den adrenalin, der sikkert bliver sluppet lidt løs af.

Jeg har iklædt mig blå neglelak og lidt narrestreger til at stive selvtilliden af. Og måske aflede opmærksomheden fra min manglende stemmekraft. Om ikke andet husker de den blå neglelak.

Passende nok har jeg sat mig i en stillekupé. Og det er næsten altid en lidt blandet fornøjelse. Jeg kan godt lide stilheden. Men der er altid sure hattedamer, som ikke kan tåle et host.Så er de der med pegefingeren på en studs. Det her er en stillekupé, hvæser de knapt hørligt. For man kan jo ikke råbe i en stillekupé. Eller løfte stemmen? Anyway. Dagens hattedame steg af allerede i Roskilde, og nu er her bare fredeligt. Og jeg skal huske at stå af. Og ikke fortsætte til Århus.

Imens forsøder min nye franske veninde min morgen:

Mandagsbar

Når man nu sidder i stuen og hoster lungevævet løst. Og ikke gider tage til læge. Må man jo forsøge sig med en kreativ blanding af bedstemors husråd. Når de kedelige med uldunderbukser, varme trøjer, kamillete og honning er udspillet, må man ty til de mere behagelige.

Man tager sådan en:

Og hælder ca. tre fingre i et stort glas.

Så tager man sådan en:

Og blander en pæn sjat i af sådan en:

Tilsæt kogende vand, til glasset er fyldt. Og sæt dig så godt tilrette i sofaen og nyd, at varmen langsomt breder sig i kroppen. Måske virker det. Det smager vidunderligt sådan en mandag aften. Og en slags medicin er det jo.

SKAT eller skat?

Jeg er skatte-analfabet! Kender nogen en kur, er jeg top modtagelig. Årsopgørelsen med årets chokerende oplysninger er endelig udkommet, og jeg har indledt min tilbagevendende opdagelsesrejse gennem SKAT’s hjemmeside for at rette i den. Årsopgørelsen, altså. Jeg anser mig selv for et almindeligt begavet menneske med en vis tæft for at manøvrere rundt på forskellige hjemmesider. Jeg kan både købe flybilletter, klare mig på Facebook, føre flexskema på jobbet og melde mig til marathonløb. Men SKAT får mig til at kaste håndklædet i ringen. Det er mig ganske enkelt umuligt at opdrive de oplysninger, jeg har brug for. Jo, jo, jeg kan finde årsopgørelsen og indkassere chokket. Jeg kan også rette i den. Men jeg mangler Sherlock Holmes til at finde fradragsreglerne. Og nogen vejledninger.

Godt så. Så ringer man. Ikke? Jo, og taster sig igennem fem forskellige menuer, afbrudt af et damemenneske, der bræger om, hvad SKAT ikke kan oplyse om. Jeg fattede det faktisk godt første gang, hvæser jeg ned i et mennesketomt rør. Endelig, endelig har man tastet det sidste 2-tal og – kommer i kø til en medarbejder. “Alle medarbejdere er optaget, vi har meget travlt i øjeblikket, så ventetiden kan være lang”, bræger damemennesket Jeg har aldrig ramt et øjeblik, hvor der ikke var meget travlt. Jeg har allerede sved på panden ved tanken om, hvordan det kan udvikle sig. Efter monsterlang ventetid opgiver jeg for nu og lægger på. Havde lige glemt deres emailservice og gjorde et spædt forsøg på at sende en mail for at spørge. Prøv det! Jeg har spekuleret over, om de gør det med vilje. Fordi det må sortere bunker af forespørgsler fra og få indtægterne til at stige betragteligt. Af ren menneskelig afmagt.

De gange, hvor det er lykkedes mig at trænge igennem SKAT’s firewall og støde på et menneske, der ikke er indtalt på bånd, har ikke fået et lykkeligt udfald. Jeg har en lang og sørgeligt opslidende historie med SKAT, som jeg ikke skal trætte med. Jeg ramler ganske enkelt ind i et sprog og en kultur, der er mig lige så indlysende som japansk. Jeg fatter ikke en bjælde. Og det er dyrt hver gang. Men nu er der gået et år siden sidst, og jeg klør kækt på. I år har de strammet den så voldsomt med en fuldstændig astronomisk rentesats oveni det beløb, de har besluttet at tæve ud af mig. Nu skal de få igen. NU vil jeg finde ud af det. NU er min grænse for alvor nået. På et tidspunkt må det vel for søren lykkes at nogen tager en telefon derinde. Eller? Jeg kunne have købt mit eget hus for de penge, der er tilflydt SKAT fra mig de sidste tre år.

Tasketyven

Efter mine møder i det indre København cyklede jeg i Brugsen på Strandboulevarden og provianterede. Det var blevet sent og mørkt og koldt, og jeg vendte cyklen mod Nordhavn Station og linje E. Der var otte minutter til afgang, og jeg ventede på den kolde perron med min cykel ved min side. Tre blinde kommer arm i arm til stempelmaskinen og får med lidt besvær stillet sig i rette venteposition til deres tog. Jeg følger lidt optaget og fascineret det lille optrin. Kvinden, der står med sin cykel lidt længere henne af perronen, bliver kontaktet af en mand, der beder om cigaretter. Det har hun ikke, og i det samme kommer vores tog. Jeg trækker cyklen i position og bumper i det samme ind i cigaret-fyren med min taske. Eller noget. Vender mig og ser ham tumle ned ad trappen. Trækker cyklen ind i toget, vender mig – og ser at min taske er åben. Og døren smækker i. Ærgerligt kigger jeg i tasken. Der er ingen pung. Min røde pung, som burde ligge der, er væk. FUCK, dit summe svin, tænker jeg. Eller nej, jeg siger det faktisk ret højt. Og kvinden med cyklen ser overrasket på mig. Min pung er væk, siger jeg forklarende. Aj, siger hun, du er den anden, jeg oplever i dag, som har fået sin pung stjålet.

Nøj, hvor er jeg sur. Jeg roder tasken igennem igen og igen og en ekstra gang. Men ingen pung. Tankerne begynder at kværne løs om alle de besværligheder, der tårner sig op. Spærre kreditkort, nyt sygesikringsbevis, Pluskort til Politiken, medlemskort til Brugsen, hele stakken af klippekort til s-toget. Hvordan får jeg nu købt rugbrød i morgen? Hvem kan lige låne mig en tusse til i næste uge? Jeg er rigtig, rigtig sur. Sur som edikke, så mundvigene vender helt nedad.

Jeg tramper hjem fra stationen og parkerer arrigt cyklen i skuret. Går ind og tænder computeren for at finde nummeret til at blokke mit Visakort, og mens jeg venter på den, tømmer jeg muleposen med mine indkøb. Og der, – mellem æbler og pastapenne – ligger min røde pung. Med det hele. Og jeg bryder fuldstændig sammen. Jeg hyler af grin. Nej, hvor ville jeg gerne have set idioten i ansigtet, da han ikke fik noget ud af min taske.

Kvindernes internationale kampdag

I dag er den 8. marts, og vi fejrer kvindernes internationale kampdag. Radioavisen havde i dagens anledning hentet en fremtidsforsker i studiet, som var så tåget og uklar, at jeg omgående glemte hendes navn. Jeg spekulerer på, hvad en fremtidsforsker egentlig er for en størrelse. Hvad er indholdet af en fremtidsforskers områder? Metoder? Anyway – hende her var en fejltagelse i forhold til spørgsmål om kvindernes internationale kampdag. Hun mente tilsyneladende, at vi var ude over det med kamp, og at dagen er et levn fra “blomsterbørnene” (citat). Luk dog øjnene op, frk fremtidsforsker. Det er en smal fremtid at forske i, hvis man tøffer rundt og kigger på sine samtidige ærkedanske middelklassemedsøstre. Der er masser at kæmpe for. Og husk nu, at kampdagen er international. Jeg nævner i flæng og vilkårlig rækkefølge:

  • Forskning i menneskekroppen har været kønsløs. Man har automatisk taget for givet, at kvindekroppe er som mandekroppe. Og det er – surprise –  ikke tilfældet. Endelig er man for ganske få år siden så småt begyndt at lave kønsspecifik forskning og lære noget om både mandekroppe og kvindekroppe.
  • Når kvinder rammer bunden af de sociale rangstiger rundt om i verden, bliver deres samfund super sårbare, fordi kvinderne er de bærende elementer i forhold til reproduktion og forsørgelse. De føder børnene og sørger for familien. Når de rammes, bryder sårbare familier sammen.
  • Når kvinder i tredje verdens lande dør, rammer det familierne hårdt. 
  • Kvinder er langt mere følsomme overfor aids. De smittes lettere end mænd, og i de lande, hvor der er mange hiv-smittede kvinder, er kvinderne i forvejen dårligt stillede.
  • Kvinder i øde og utilgængelige områder betaler med den højeste pris for manglen på sundhedstjenester og rent drikkevand – høj børnedødelighed og høj kvindedødelighed i forbindelse med graviditet og fødsel.
  • Kvinder er rundt om i verden ubegribeligt udsatte for vold og overgreb og ikke mindst når mændene går i krig. Når kvinderne betaler prisen for overgrebene med aids, uønskede børn, kønssygdomme og lemlæstelse – står de næsten altid uden støtte fra omgivelserne.
  • Selvom vi er nået langt i den tid, kvindernes internationale kampdag har eksisteret, har vi stadig ikke lige løn for lige arbejde.

Så tiden er vokset fra begrebet “kamp”???? Hvad med at lægge middelklasseforkælelsen væk en stund og fokusere på andet end os selv? Måske overveje at bruge en lille del af vores kvindekræfter på medsøstre ude i verden, som stadig har brug for kampen. Fordi der er alt for store skævheder mellem mand og kvinde. Større skævheder, jo dårligere mændene og kvinderne er stillet. Så – KÆMP VIDERE!

Ros

I dag fik vi ros. For den projektrapport, vi har udarbejdet for et af de projekter, der har slugt min tid. Ros fra de højeste direktionslag, overbragt af min chef. Og ikke bare ros, men stor ros. Og der sad jeg – og gloede på den mail med rosen. Og funderede over, hvorfor mit hjerte ikke svulmede af stolthed. Jeg kunne se, at mine makkere svarede med glade, taknemmelige mails, og jeg sad bare der og hakkede i det. Til sidst lukkede jeg mailen ned igen og funderede videre over, hvorfor jeg ikke bare jublede og drak det i store slurke. Det er da utroligt fedt, at vores arbejde i den grad bliver anerkendt. Skønt at alle de sene nattetimer ved tastaturet, de mange, lange diskussioner i arbejdsgruppen, alle omskrivningerne, – ser ud til at kunne bære frugt. Hvorfor i himlens navn sidder jeg så der og tøver?

Efter at have luftet ansigtet og tankerne i den klare frost på cyklen og i løbeskoene havde jeg en forventning om en afklaring. Men nej da. Jeg sad stadig med tøvende fingre ved tastaturet, da jeg atter åbnede mailen. Endelig fik jeg kreeret et svar med noget konstruktivt fremadrettet skriv. Og så faldt tiøren, tror jeg. Jeg ved måske bare ikke, hvad jeg skal stille op med ros eller ris taget ud af sammenhæng. Det kommer til at smage ligesom, når mor’en siger: neeeej, sikke en fin tegning. Fordi sådan siger man, når ens unge har lavet en tegning. Og det er ikke en fair sammenligning, for jeg er fuldstændig sikker på, at rosen er ment, og jeg ved, at den er saglig. Det er jo fedt at have lavet et stykke godt arbejde, som også bliver taget godt imod.

Tak – det hjalp

Det hjalp – mit rage against the weather. Det hjælper nogen gange at råbe og skrige, når man er blevet godt gal i skralden. Især når man kan gøre det i tastaturet og uden at det bliver møntet på nogen bestemt. Jeg mener, det er lissom ikke nogens skyld, det her vejr. Og jeg er egentlig slet ikke tilhænger af at råbe og skrige ad nogen. Jeg er ikke blevet vejret venligere stemt, men jeg er blevet venligere.

Så det hjalp. Det hjalp så meget, at jeg kun eksploderede en ganske lille smule, da jeg havde slidt mig gennem et vanvittigt snevejr og fandt en lille gul seddel hæftet på min computerskærm. På den lille gule seddel stod der, at styregruppen havde besluttet at udskyde drøftelsen af mit projekt i 14 dage. Ja, det stod der. Jeg tog det pænt. Jeg behøvede så selvfølgelig ikke komme til mødet heller. Vel? Jeg tænkte bare næsten helt stille, at det ville have været ualmindelig dejligt med en lille hvid mail, fremfor en lille gul post-it seddel. Den havde jeg jo ikke behøvet at flytte mig hele vejen til Hillerød for at se. Vel? Men når jeg nu var der, kunne jeg jo lige så godt lave lidt. Det virkede i hvert fald helt åndssvagt bare at vende cyklen den anden vej sådan uden videre. Så jeg mildnede lidt igen.

Og så besluttede jeg at forcere snedriverne og cykle hjem. Det spurt-tøede jo lige pludselig. Det vejr, altså, det er da sådan lidt til en side, eller hva’? To timer tidligere sad jeg midt i en snestorm. Det gik okay at krydse mellem driver og vandpytter hele vejen hjem. Mine bukser blev kun lidt gennemblødte. Og nu sidder jeg i min lune stue. Har løbet en tur med indlagt fartleg, mens det stadig var lyst. Har hentet min nye jakke på posthuset, så næste gang jeg faktisk tager s-toget til byen, kan jeg gøre mig lidt bylækker, selvom det er vinter. Min ældste datter og jeg lavede engang en fjollet aftale om, at hvis man ingen kæreste har, må man gerne skeje ud i Diesel-tøj en gang imellem. Min nye jakke er en Diesel jakke, og den er superrå. Og jeg er den eneste i familien, der har den ret til Diesel.

Scener fra en togrejse

I toget mellem hovedstaden og Jylland sidder jeg sammen med min søn og hans kæreste. Vi har snakket og grinet og er nu optaget af vores computere og bøger en stund. På den anden side af midtergangen sidder en pige på 5-6 år med sin far, som ser ud til at have tyrkiske aner. Pigen pludrer løs om alt mellem himmel og jord og vrider det ene svar ud af far’en efter det andet. Hun snupper hans telefon og leger videre med den. Der er krummer i den tøs. Hun udforsker alt, hvad mobiltelefonen kan mestre. Min opmærksomhed går på afveje, men pludselig bliver jeg revet tilbage. Nej, siger pigen højt og tydeligt, her er jo fuld af danskere. På klingende københavnerdialekt.
Jeg griner til hende. Du lyder ellers ret dansk selv, siger jeg. Nej, siger hun, jeg skal til Tyrkiet til sommer. Hun fortæller, at hun har både en søster og en bror i Tyrkiet. Og en farmor. Jeg kan også snakke arabisk, siger hun. Faren smiler overbærende. Nå nå, siger han. Sig noget på arabisk, siger han. Nej, siger barnet, ikke når der er danskere. Man må ikke snakke arabisk, når der er danskere.

MAN MÅ IKKE SNAKKE ARABISK, NÅR DER ER DANSKERE!

Jeg lader den bare stå lidt. Måske nogen bliver stolte af, at deres politik virker helt ud i de mindste led.

Kreativ blogger – award

Jeg har modtaget en award! Jeg har fået den af Fru Z, som jeg har udvekslet tips og tricks med om bloggens tekniske finesser. Hun modtog selv awarden for sin evne til konstruktiv flabethed, en evne jeg selv sætter stor pris på hos hende. Mette giver awarden videre til mig, fordi hun synes, jeg er overskudsagtig.  Har egentlig følt mig ret underskudsagtig alt for længe i snetågerne. Men sådan lidt forestilling om mit overskud – ha – det virker. Jeg sluger det råt og tager imod, mens jeg takker og bukker. Og rødmer lidt over Mettes søde ord.

Reglerne er sådan:
1. Man skal vise prisen på sin blog – done
2. Linke til den, man har fået den af – done
3. Skrive syv ting om sig selv
4. Give prisen videre

Så her er syv om mig:
1. Elsker at tage på opdagelse ude i verden. At opleve mangfoldighed og store vidder, og elsker at returnere til den hjemlige ormegård.
2. Har det bedst, når jeg er i super god fysisk form.
3. Kan faktisk godt lide at gøre andre glade – på den lidt overskudsagtige måde.
4. Har glemt alle husmor-dyderne i takt med, at mine unger har forladt reden og har aldrig kunnet folde en serviet kreativt. Men okay – kan godt mixe et spisbart brød, kreere guderetter for vennerne og besad det tidligere jyske mesterskab i desserter.
5. Er dybt og uhelbredeligt konkurrencemenneske
6. Har til min overraskelse været single i mange år – og er til min lige så store overraskelse faktisk ret god til det.
7. Er uforbederligt nysgerrig og får nogen gange rifter og blå mærker på den bekostning.

Reglen siger vist, at man skal give prisen videre til syv medbloggere. Kender jeg overhovedet syv medbloggere? Jeg føler mig stadig en slags ny pige i klassen. Men til en start vil jeg give awarden videre til Karin, fordi hun bruger sin blog kreativt midt i sit vadested, som hun gavmildt deler med os andre. Jeg vil også gerne give prisen til Katrine, fordi hun på sin blog deler sine indre og  ydre kampe med løbeturene i skoven, og fordi hun er et umådeligt positivt væsen. LenaLuna skal også have prisen. Jeg har lige opdaget hendes blog og er helt forgabt. Den er både sjov og indsigtsfuld – og super kreativ. Endelig får Tingstrup prisen, fordi han blogger fra Kathmandu i Nepal, og ikke mindst for sit faste indslag, Ugens rotte.

Tak for prisen. Det bliver i øvrigt Nepal til sommer, men mere om det senere.