Cyklede hjem gennem den dybfrosne nat fra Holte, hvor jeg havde fejret et hyggeligt nytår sammen med Bo og Helle i deres nye hus. Månen lyste over vejbanen og kastede et sølvfarvet skær over skoven og landskabet. Mit yngste barn er født under fuldmåne, og jeg bærer fuldmånenætter i bjerge rundt om i vernden i mit hjerte.

Under et besøg hos min gode ven Gianni, som på det tidspunkt boede i en hytte i de Apuanske Alper nær Pisa, var vi på farten fra tidlig morgen med hund og rygsæk. Vi klatrede op på hvereneste top på vores vej og fik fantastiske udsyn over marmorbrud, frodige dale, takkede klippetoppe og havet. Da dagen lakkede mod enden nåede vi et vandrehjem bestyret af en af Giannis gode venner. Vi slog os ned for aftensmad og aftensmaden udviklede sig. Vi drak lokal rødvin og kaffe med grappa og lunede os ved ilden i pejsen. Der blev sunget og fortalt røverhistorier fra bjergene, og jeg følte mig svøbt i gode menneskers lag. Men vi havde lang vej hjem gennem bjergene. Modvilligt løsrev vi os og begav os på vej med hunden. Månen lyste magisk over os og forvandlede træerne til troldeskov. Sølv strømmede mod os fra bjergsiderne, og landskabet var fremmed og nyt. Efter nogle timers vandring nåede vi hytten, hvor vi faldt om på vores senge og drømte magiske drømme.

I april 2008 var jeg i Nepal og på vej mod toppen af Mera Peak. Vi startede efter midnat i en stjerneklar nat, hvor månen lyste, så vi ikke behøvede vores pandelamper. det var hvinende frost, og isen knirkede under vores fødder. Vi var alene i hele verden. Der var ikke et menneske på bjerget. Kun os to. Vi bevægede os langsomt op over gletcheren, som steg gradvist og virkede uendelig.  Bag os lyste månen over Everest. Jeg blev fuldstændig betaget af synet af de sølvfarvede bjerge omkring os. Verden var i fuldkommen ro, mens vi langsomt og lidt møjsommeligt bevægede os højere og højere op. Solen steg langsomt op og lagde et nyt gyldent lys over min magiske jomfruelige verden. Vi forcerede en dyb spalte og klatrede det sidste stejle stykke til toppen. Her hylede vinden om os. Roen forsvandt øjeblikkeligt. Vi tog hurtigt vores obligatoriske topbilleder og abseilede ned ad isvæggen. Jeg satte mig et øjeblik i læ og så over på et Everest, der nu var gyldent i morgensolen.

Alle sådanne øjeblikke findes også i fuldmånen mellem Holte og Birkerød, og jeg føler mig heldig at have dem med mig. Og nu tager jeg fat på et nyt årti. Om lidt vil jeg løbe årets allerførste træningstur i skoven, og senere kommer Alma på besøg. Og vi skal lege og på opdagelse i skoven. Vi skal sikkert se Snehvide på dvd og læse mange historier, og måske er der lidt måne tilbage i aften, som jeg kan vise hende. Nytårsforsæt? Jeg har kun ét rigtigt nytårsforsæt, og det kan lyde prætentiøst, men jeg vil bestræbe mig på at være et bedre menneske i 2010. Det er det eneste virkelige bidrag, jeg kan give til at verden bliver et bedre sted. Alle mine planer, mål og drømmerier – er jo netop planer, ideer og drømmerier. Nogen af dem vil blive til noget, der vil komme andre til, og atter andre vil blive kasseret eller løbe ud i sandet. Verden bliver ikke et bedre sted af, at jeg vejer mere eller mindre, at jeg løber hurtigere, eller at jeg bestiger højere bjerge. Nu har jeg brugt tre år på mig selv. Nu må tiden være inde til at vende min opmærksomhed andre steder hen. Sammen med alle mine planer, mål og drømmerier.

Julen plejer at være en periode, hvor jeg får trænet igennem. Sådan blev denne jul bare ikke. Det må have anet mig, for jeg trodsede min ulyst til at begive mig ud i vejret, da jeg havde kørt med Jan hjem fra arbejde i snevejr den 22. december. Før jeg kunne få en chance for at tænke anderledes, trak jeg løbetøjet på og skyndte mig ud af døren. Det sneede afskyeligt, og fortovene var knoldede og glatte. Men jeg løb i lidt mere end en time og julepakkede med ren samvittighed.

Jeg havde forestillet mig at løbe en morgentur på lillejuleaften, for jeg vidste, at min årelange juletradition med en morgentur selve juleaftensmorgen ikke ville blive til noget. Der ville jeg nemlig sidde i et tidligt morgentog mod Berlin sammen med min Sofie. Men nej, – jeg lykkedes ikke med at vride mig fri af dynen og ud i morgenmørket. Okay, skoene røg i rygsækken sammen med julekjolen og gaverne, og jeg begav mig til stationen i Birkerød for at tage til brunch med mine piger. Men snydt – bussen kom ikke, og jeg måtte lave en hurtig ompakning og gå hele vejen. Lige til jeg nåede hovedgaden i Birkerød bycentrum, hvor jeg pludselig lavede en ren Bambi på et spejlglat fortov. Bande-bande-bande, og videre med en stille bøn om, at min computer ikke havde taget skade.

Men jeg nåede godt frem, spiste en hyggelig brunch på Frederiksberg og tog videre til Charlottenlund og spiste Lillejulemiddag hos min søster. Og så var det jul! Jeg vækkede næste morgen Sofie, som havde sovet over sig. I en fantastisk spurt nåede hun Hovedbanegården, assisteret af kæreste-Thomas, der havde klaret taxa og morgenkaffe på thermokanden. Vi landede i et morgen- og juleforvirret Berlintog, hvor vi inden længe blev opgraderet til 1. klasse. Det var okay. Selvom de serverede en kaffe, vi burde have betaling for at indtage.

Og Berlin var juleklædt. Hotellet var okay – med yngstedamen på julevagt. Hun kendte ingenting til noget som helst, så vi fandt selv ud af det. Julemiddagen blev nepalesisk i Kreutzberg. Hyggeligt og dejlig mad. Bagefter drak vi rødvin på værelset og pakkede gaver ud. Snakkede til vi ikke gad mere og sov til vi vågnede. Ingen ambitioner og ingen stress. og ingen morgenløbetur. Vi daskede ind til Alexanderplatz og gik på julemarkeder. Gik og gik og gik rundt i julebyen og gjorde præcist, hvad vi havde lyst til. Julemarked, Gendarmenmarkt, Fassbender-chokolade, frokost på Unter-den-Linden, Brandenburger Tor, Denk Mal, Cuben i Reichstag, mere julemarked, Glühwein til at få varmen med, mere julemarked og mexicansk juledagsmiddag med vin fra Fin del Mundo. Dejlige, dejlige dage med mit yngste yndlingsbarn. Jeg har tre yndlingsbørn, et ældste yndlingsbarn og en yndlingssøn.

Næste morgen gjorde vi så det, som kun Sofie og jeg kan. Vi kom for sent til vores tog hjem. Altså sådan: hej hej tog. Vi så bogstaveligt talt enden af det. Men med stor fælles erfaring i den slags, tog vi det roligt og fik selvfølgelig pladsbilletter til 3½ time senere. Og hvornår ville man ellers opleve McDonalds på Berlin Hovedbanegård i tre timer? Nej vel? Kaffen var ikke helt ringe, men dog så skidt, at vi måtte have to cafe latte med fra Starbucks. Og afsted mod København og Almas fødselsdag. Togturen gik over Rødby-Puttgarten, og fremover betaler jeg gerne lidt ekstra for en flybillet. Den færge er ubeskriveligt rædselsfuld. Jeg har aldrig elsket Molslinien, men dette overgår alt. Det bedste, man kan sige, er at overfarten blot varer 45 minutter.

Og i dag har jeg taget fat på træningen igen. Løb en lidt tung, men okay tusmørketur i skoven. Jeg nyder faktisk at kunne løbe uden fare for at lave en bambi hvert andet øjeblik. 45 minutter i dag, og så genoptager jeg kvalitetstræningen i den kommende uge. Og tager lidt revanche for den sidste uges dovenskab.

Jeg har løbet min bedste tur i lang tid. Havde sådan en lang morgen med avisen og to kander the, og efter at have balanceret til byen på spejlglatte veje med min cykel, klaret marathonventetid på posthuset og ditto i brugsen, snørede jeg løbeskoene kl 15. Vejret var fantastisk. Knaldende blå himmel, sol, snepudder overalt og den stilhed, som kun store mængder sne giver. Jeg løn en time og tyve minutter, og jeg kunne have løbet meget længere. Ingen ømhed nogen steder, ingen åndenød, ingen trætte ben. Det er selvfølgelig svært at lægge nogen form for kvalitet ind i træningen, når man sådan skrider rundt på glatte skovstier, men smukt er det, og sine steder lykkedes det at holde et pænt tempo. Jeg blev overhalet af råvildt, som forvildede sig ud på stierne. Sværme af småfugle var på jagt efter føde i skovbunden, og de fløj solidarisk op, når jeg nærmede mig. Jeg løb ind på nogle af mine yndlingsruter i skoven. Rundt om Stubbe Sø og videre over Hørsholm Kongevej rundt om Løje Sø to gange, før jeg vendte næsen hjemad igen. Hilste på en lille flok på langrendsski og ønskede god tur. Først ude af skoven igen, gik det op for mig, at det var mørkt. I skoven lyste sneen.

Så sidder jeg varm og tør efter brusebadet. Tilfreds og glad over løbeturen. Jeg har et stykke tid haft ømhed eller smerter i højre ankel. I sidste uge tog jeg konsekvensen og købte et par super stabile løbesko i håb om, at det kunne løse problemet. Det gjorde det til en vis grad, men ikke helt. Lidt mere systematisk eftertanke måtte uundgåeligt føre til spørgsmålstegn ved mine elskede høje støvler, som jeg har brugt meget konsekvent de sidste 3-4 uger. Og – øv nok – så virker det, som om min ankel er tiltagende glad for at transportere sig rundt i flade støvler. Hmmm, jaja – okay så går jeg mest i flade støvler, men lidt i de høje. Det kan jo heller ikke nytte, at jeg ikke kan løbe. I morgen vil jeg løbe en morgentur, inden jeg gør klar til julefrokost med alle mine unger.

Så sidder man her. En smuk lørdag morgen, hvor sneen ligger tykt over landskabet udenfor mit vindue. I aftes gik jeg skuffet i seng, fordi COP15 mundede ud i et uforpligtende politisk resultat. Og nu er selv det brudt sammen. Hvor svært kan det være? Vi er jo for pokker nødt til at gøre noget aktivt – over hele verden – for at passe på vores jord. Jeg forstår godt, at u-landene vil have i-landene til at forpligte sig mere. Det er trods alt os, der har de største ressourcer, og vi har haft flest år til at svine kloden til. Og vi har gjort det. Men jeg synes bare, det er så vigtigt at få startet. Jeg synes, det er smadder ærgerligt, og typisk kinesisk, at Kina ikke vil være med til at sætte fælles standarder og gensidig monitorering. Vi er jo nødt til at lave målinger på, hvordan vi opfylder vores forpligtelser. Hvis altså vi nogensinde når til at forpligte os. Hvor er det forfærdeligt, at verden ikke har været i stand til at lave en aftale. Jeg har rejst meget og set, hvordan gletchere bliver mindre og mindre år for år. Jeg har set katastrofale jordskred i Himalaya, som udsletter byer. Jeg har set tørken i Afrika. Hvor svært kan det være? Vi er da nødt til at gøre, hvad vi kan. Og det er ikke svært at skære ned på energiforbruget.

I mit lille liv har jeg levet som et dydsmønster i det daglige. Men ligesom det falder mig let at løbe og cykle, falder det mig uhyre let at leve på et lavenergi niveau. Mine synder er flyrejser til mine eventyr ude i verden. Men jeg har ikke haft bil i mere end 20 år, og altså heller ikke, mens jeg boede alene med mine tre unger. Altså det har vi levet et vældig godt liv med. Vi har altid haft cykler, og vi lever i et land med en glimrende infrastruktur. Der kører busser og tog alle steder, og man kan godt holde til at gå lidt også. Livet bliver heller ikke skidt af, at man ind imellem må standse op og vente lidt. I Afrika og Nepal går folk hver dag lange distancer, når de skal til arbejde, skole og familiebesøg. Jeg har opvaskemaskine, men det kræver mindre energi at køre min opvaskemaskine hver 2. eller 3. dag, end at vaske dagligt op i hånden. Jeg bruger meget meget sjældent tørretumbler, men tørrer mit tøj på tørrestativet. Jeg spiser meget lidt kød, og holder mig mest til lokale fisk og årstidens grøntsager og frugt. Sådan kan jeg faktisk godt lide at leve. Det er ikke noget offer, jeg lider ingen afsavn. Sådan har jeg altid levet, og jeg vil gøre det resten af mit liv. Sjovt nok har kun min ene datter fået kørekort.

Lige nu sidder jeg og lytter til Mads og Monopolet, som kloger sig på klimaspørgsmål, og jeg bliver deprimeret. Hvor er det trist, at debatten bliver så forsimplet. Jeg var ellers lidt stolt af vores hovedstad. Bortset fra svipserne lørdag og mandag har politiet faktisk klaret opgaven fantastisk. Her har været fredeligt. Demonstrationerne har været forbilledlige, og det har været fantastisk at opleve alle de mange etniciteter blande sig i bybilledet. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har svaret på spørgsmålet: “excuse me, can you tell me, how to find the little mermaid?” Selvom vi så ikke får en klimaaftale på verdensplan, og jeg er dybt skuffet, så håber jeg, at verden og Danmark er blevet klogere. At vi kan sætte intentionerne igennem i vores egen lille andedam. Men det er svært, når Thor Petersen vil fastholde sin frihed til altid at have lys i hele huset og Mads Christensen vil fastholde sin frihed til sine mange biler.

Selv vil jeg bevæge mig ned til byen sammen med min cykel og købe ind til julefrokosten i morgen. Og bagefter vil jeg løbe en rigtig lang tur i skoven, som emmer af skønhed. Sneen dækker stadig og solen stråler fra en knaldblå himmel.

Jeg lærer det vist aldrig. At en torsdag ikke er velegnet til at drikke for meget rødvin. Eller – torsdagen fejler for så vidt ingenting, hvis bare der ikke var en fredag morgen med en masse arbejde lige i halen på den. Og jeg var den, der skulle stille med fredagsmorgenmad på arbejde, så jeg måtte minimere min nattesøvn og vride mig ud i kulden alt for tidligt. Og koldt var det. Min cykel havde haft en kold nat i cykelskuret, – jeg kunne hverken bremse eller skifte gear. Så jeg cyklede til stationen med mit enorme læs morgenmad og tog med s-tog resten af vejen til Hillerød. Her måtte jeg opgive at låse cyklen og forlade mig på mine kollegers ærlighed. Men helt ærligt, hvem ville også stjæle en beskidt, dybfrosset cykel på en dag som i dag? Det var der heller ikke nogen, der gjorde.

Og rødvinen og hængehovedet? Ja det stammede fra en aften med tapas og to gode venner, og hvor kan man bare glemme realiteterne, når man sidder i godt selskab i en varm og hyggelig restaurant. Jeg holdt fri hele dagen i går og startede dagen med en løbetur i helt jomfruelig sne i skoven. Ingen havde trådt på det hvide, bløde tæppe, og skoven var viklet ind i stilhed. Det er lidt bøvlet at løbe i ankeldyb sne, men det er også en fornøjelse. Det blev kun til en lille tur på 7-8 km. Resten af dagen brugte jeg sammen med mine piger inde i byen. Egentlig havde jeg planlagt at være lidt juleagtig. Jeg har nemlig købt alle mine julegaver – på nettet. Jeg har snoet mig helt udenom de sædvanlige rædselsscenarier i julepakkede butikker. Men der har heller ikke været meget jul over gavekøbene. Men vi benyttede os af sneen og købte en bobslæde til Alma, som hermed blev introduceret til slæderæs. Og det ku’ hun lide. Så meget, at hun til sidst var blå om læberne af kulde og klagede over en kold mave under flyverdragten. Lige så træls, sneen er for min bevægelsesfrihed, lige så skøn er den, når man er sammen med et begejstret barn. Der er vist nogen, der truer med mere sne i weekenden. Måske jeg skulle finde mine ski frem og blive lidt begejstret?