Fuldmåner

Cyklede hjem gennem den dybfrosne nat fra Holte, hvor jeg havde fejret et hyggeligt nytår sammen med Bo og Helle i deres nye hus. Månen lyste over vejbanen og kastede et sølvfarvet skær over skoven og landskabet. Mit yngste barn er født under fuldmåne, og jeg bærer fuldmånenætter i bjerge rundt om i vernden i mit hjerte.

Under et besøg hos min gode ven Gianni, som på det tidspunkt boede i en hytte i de Apuanske Alper nær Pisa, var vi på farten fra tidlig morgen med hund og rygsæk. Vi klatrede op på hvereneste top på vores vej og fik fantastiske udsyn over marmorbrud, frodige dale, takkede klippetoppe og havet. Da dagen lakkede mod enden nåede vi et vandrehjem bestyret af en af Giannis gode venner. Vi slog os ned for aftensmad og aftensmaden udviklede sig. Vi drak lokal rødvin og kaffe med grappa og lunede os ved ilden i pejsen. Der blev sunget og fortalt røverhistorier fra bjergene, og jeg følte mig svøbt i gode menneskers lag. Men vi havde lang vej hjem gennem bjergene. Modvilligt løsrev vi os og begav os på vej med hunden. Månen lyste magisk over os og forvandlede træerne til troldeskov. Sølv strømmede mod os fra bjergsiderne, og landskabet var fremmed og nyt. Efter nogle timers vandring nåede vi hytten, hvor vi faldt om på vores senge og drømte magiske drømme.

I april 2008 var jeg i Nepal og på vej mod toppen af Mera Peak. Vi startede efter midnat i en stjerneklar nat, hvor månen lyste, så vi ikke behøvede vores pandelamper. det var hvinende frost, og isen knirkede under vores fødder. Vi var alene i hele verden. Der var ikke et menneske på bjerget. Kun os to. Vi bevægede os langsomt op over gletcheren, som steg gradvist og virkede uendelig.  Bag os lyste månen over Everest. Jeg blev fuldstændig betaget af synet af de sølvfarvede bjerge omkring os. Verden var i fuldkommen ro, mens vi langsomt og lidt møjsommeligt bevægede os højere og højere op. Solen steg langsomt op og lagde et nyt gyldent lys over min magiske jomfruelige verden. Vi forcerede en dyb spalte og klatrede det sidste stejle stykke til toppen. Her hylede vinden om os. Roen forsvandt øjeblikkeligt. Vi tog hurtigt vores obligatoriske topbilleder og abseilede ned ad isvæggen. Jeg satte mig et øjeblik i læ og så over på et Everest, der nu var gyldent i morgensolen.

Alle sådanne øjeblikke findes også i fuldmånen mellem Holte og Birkerød, og jeg føler mig heldig at have dem med mig. Og nu tager jeg fat på et nyt årti. Om lidt vil jeg løbe årets allerførste træningstur i skoven, og senere kommer Alma på besøg. Og vi skal lege og på opdagelse i skoven. Vi skal sikkert se Snehvide på dvd og læse mange historier, og måske er der lidt måne tilbage i aften, som jeg kan vise hende. Nytårsforsæt? Jeg har kun ét rigtigt nytårsforsæt, og det kan lyde prætentiøst, men jeg vil bestræbe mig på at være et bedre menneske i 2010. Det er det eneste virkelige bidrag, jeg kan give til at verden bliver et bedre sted. Alle mine planer, mål og drømmerier – er jo netop planer, ideer og drømmerier. Nogen af dem vil blive til noget, der vil komme andre til, og atter andre vil blive kasseret eller løbe ud i sandet. Verden bliver ikke et bedre sted af, at jeg vejer mere eller mindre, at jeg løber hurtigere, eller at jeg bestiger højere bjerge. Nu har jeg brugt tre år på mig selv. Nu må tiden være inde til at vende min opmærksomhed andre steder hen. Sammen med alle mine planer, mål og drømmerier.

Godt nytår

Årets sidste dag, og jeg afsluttede decembers forkølede træning med nytårsløb med løbeklubben. På en morgen, hvor jeg var ualmindelig flad. 10 kilometer med en km stigningsløb og 3,75 km tempoløb indlagt. Det gik bare ikke godt. Jeg var ikke til tempo i dag. Men skoven var smuk, og vi sluttede med champagne og kransekage bagefter.

I går tøsede jeg igennem og droppede min træningstur, men tirsdag løb jeg 65 minutter rundt i Birkerød i et okay tempo. Så i morgen vil jeg løbe en tur i skoven igen. Det bliver nok alene, for løbeklubben løber kl 14, men Alma kommer på besøg i morgen eftermiddag. Og så har vi et døgn sammen. Det er længe siden, hun har overnattet, og jeg ved ikke, hvem der glæder sig mest.

Jeg glæder mig til en hverdag uden for meget frost og sne. Jeg savner mine lange cykelture, og det er bare blevet til for tynd træning hele december. Fra mandag vil jeg også begynde at bruge regionsgårdens træningsrum. Jeg har ikke rigtigt lavet styrketræning, siden jeg flyttede. Jeg savner Sussie, min gamle træningsmakker, men jeg må hellere igang igen. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg finder på til sommer, men ligegyldigt hvad, får jeg brug for mere styrke, end jeg har nu.

Mine søde forældre har givet mig og mine søskende en stor kontant julegave, og det redder mit skind i forhold til den astronomiske skattegæld. Jeg får ikke råd til vores Pakistan ekspedition endnu, men en lille bitte ekspedition kunne der måske nok blive råd til nu. Eller et eller andet eventyr et sted i verden. Jeg er begyndt at kigge lidt i mit store atlas.

Men nu vil jeg ønske alle et rigtigt dejligt nytår med fred, lykke og kærlighed.

Water under the bridge og good times to come

Jeg er jo ikke anderledes end alle andre og standser også op ved nytårstide og ser på det forgangne år. 2009 blev et år med store forandringer. Jeg tog beslutningen, som havde gæret i flere år, og flyttede til hovedstaden. Forlod simpelthen Århus og startede et helt nyt liv. Nyt job i region Hovedstaden og en start i Holte hos Bo og Helle, hvor jeg nåede at bo i syv måneder, før truslen om et salg af huset blev virkelighed. Nu er det så Birkerød de næste to år. Her er lidt langt ude på landet, og jeg er ikke sikker på, at det er her, jeg skal leve. Men for nu nyder jeg skoven udenfor min dør, jeg nyder freden og roen, og at København trods alt er tættere på end før.


For et år siden rejste jeg til Sydamerika med min søn. Det var hans 30-års fødselsdagsgave og min sidste chance for at rejse alene sammen med ham. Vi landede i Argentina, holdt den mest forrygende nytårsfest i Salta i det nordlige og cruisede rundt og udforskede de nordlige bjergområder i Argentina. Bagefter tog vi videre til Bolivia og var på tur på den bolivianske højslette og havde de mest fantastiske oplevelser. Så intenst at vi kom et døgn for sent til bussen på den argentinske side af grænsen, men – alting løser sig jo, og vi nåede både vores fly fra Salta og nogle dejlige dage i Buenos Aires.
Sommeren gik til Sydafrika, hvor jeg rejste rundt et par uger på egen hånd med lokale busser, før jeg sluttede i Durban, hvor jeg skulle holde oplæg på sygeplejerskernes verdenskongres. Jeg var helt positivt overrasket over landet. Det er smukt, spændende, og jeg blev modtaget varmt og venligt, hvor jeg kom frem. Der vil jeg gerne tilbage til. Durban var en storby, og jeg havde fundet et hotel væk fra strandpromenaderne, hvor jeg med sindsro kunne løbe en morgentur alene hver dag. Konferencen var en stor oplevelse, som blev præget af sydafrikanernes store stolthed over endelig at kunne byde en international konference velkommen. Fra Sydafrika tog jeg til Kilimanjaro Airport i Tanzania, hvor jeg fik en modtagelse som en hjemvendt tabt datter. Jeg blev så rørt over den modtagelse. Alle vidste, jeg havde havde været syg, og sådan en sygdom overlever man jo ikke i Tanzania, så jeg var på linie med et sandt mirakel. Det var dejligt at være tilbage. Dagen efter kom den gruppe, jeg skulle tage med på Kilimanjaro, og vi havde en fin tur, bortset fra et maveonde, der fik mig til at vende om før toppen. Men gruppen kom op.

Løbemæssigt startede jeg året med at være i overtræning. En tilstand, der havde varet mere eller mindre siden den foregående sensommer, hvor jeg med hovedet under armen trænede vildt og voldsomt efter to måneders ekspedition.  Det gik meget godt hele sommeren, hvor jeg endelig blev hurtigere og hurtigere, indtil jeg blev ramt som af en solid mur og var helt færdig med at være smart. For at understrege, hvor dum jeg kan være, deltog jeg i en familietradition i december 2008, – et halvmaraton i Randers, som jeg jo på ingen måde var i form til. Og det bragte mig en fibersprængning samt flere stadier tilbage i overtrænings-tilstanden. Så det var et løbemæssigt pivedyr, der løb ind i 2009. Siden er det kun gået fremad. Jeg trænede udelukkende mængdetræning i mange, mange måneder og trappede langsomt distancerne op. Løb 4-5 gange om ugen suppleret af adskillige kilometer på cykel. Det er vel blevet til godt 2000  kilometer sammenlagt i løbeskoene og mindst 10.000 kilometer på cyklerne. Og fra efteråret er jeg igen begyndt på intervaller. Jeg indledte en dobbelt strategi overfor mig selv. På den ene side vil jeg gerne være hurtigere igen. Jeg havde allerede for to år siden et mål om igen at løbe fem km på omkring 20 minutter, og sådan blev det bare ikke, og jeg justerede mit mål kraftigt og var glad for at kunne løbe under 25 minutter til DHL-stafetten. En måned senere løb jeg samme distance på 23.30, så bedre er det da blevet. Den anden strategi går ud på mentalt at indkode et andet niveau end tidligere. Derfor løb jeg flere motionsløb i løbet af efteråret. Jeg var nødt til at komme min konstante skuffelse til livs, så det igen kunne være sjovt at løbe motionsløb. På et tidspunkt må den mission vel lykkes? Det er så dumt at bruge livet på at være skuffet, ikke? Jeg løb mit sidste 10 km løb på næsten 52 minutter, og den sved, men det er sådan det er. Det kan godt blive hurtigere, men det kommer ikke helt ned igen.
Jeg synes stadig, det er fedt at løbe. Jeg elsker mine løbeture i skoven. Jeg elsker stadig ikke de mørke sene træningsture på villavejene, men prøver at tage dem som en ‘lær-din-by-at-kende’ ting. Jeg har meldt mig i Birkerøddernes Løbeklub, men det lykkes ikke så tit at nå med på deres træningsture. Jeg har svært ved at nå hjem og være parat kl 17.30, og klokken 10 lørdag formiddag…. åh der er det så fristende at sidde med min avis og en ekstra kande te, og udskyde træningen til eftermiddagen. Men det har været hyggeligt, når jeg har været med, og måske bliver det mere, når det bliver lysere.
Jeg meldte mig også under fanerne i Løbeklubben på Facebook, hvor jeg har deltaget i 24-timers løb i Holte og Viborg. Begge fantastiske oplevelser med intenst samvær med nye mennesker. Til juni laver vi et kvindehold til 24Run i Holte med seks kvinder. Og vi har ambitioner om at gøre det godt og komme på podiet.
Min største mentale udfordring bliver Copenhagen Marathon, som jeg tilmelder mig i år. To af mine svogre løber også, så det bliver en hel familieting. Jeg tvivler på, at jeg kan løbe på under fire timer, og den bliver bare svær at sluge. Men jeg må sluge den og lade være med at hænge fast i, hvordan det var engang.

Min drøm om at etablere en idrætsforening for kræftpatienter bliver nu til virkelighed. “Motionspacten” bliver etableret i januar. Vi har allerede etableret bestyrelsen, hvor jeg er blevet formand, og det egentlige startskud bliver den første uge af maj, hvor der bliver træningsuge på Lanzerote. Der sker virkelig noget på den front for tiden. der er også sket ting i Århus, efter jeg har forladt byen. Måske har mine skriverier, foredrag og forskellige forkølede forsøg alligevel båret frugt. Der er heldigvis i det hele taget ved at komme langt mere fokus på, at behandling ikke bør stå alene , og at kræftrehabilitering skal startes sammen med behandlingen. Jeg er så glad for at kunne være med til at starte den her forening og få noget positivt samvær ind i livet for de mennesker, som har været igennem kemo, stråler og hvad der ellers kan høre med til et behandlingsforløb.
Jeg selv valgte at afslutte mit kontrolforløb på Herlev Hospital. Jeg hader og afskyer at møde til blodprøver og kontrol og får neurotiske anfald, selvom helbredet er fint. Så nu dropper jeg det og besøger min egen læge, hvis jeg mærker noget. Det blev også en slags markering af at tage mit liv i mine egne hænder igen. Og et godt valg.

Økonomien har desværre sat kontante begrænsninger for mine udfoldelser, og det kommer den også til de næste år. De fantastiske sponsorater, vi modtog til ekspeditionen i 2008, er desværre blevet voldsomt beskattet. Vi troede, vi havde sikret os efter vejledning fra bank og skat, men ak nej, jeg er blevet smertefuldt klogere. I forvejen betød ekspeditionen to måneder uden løn, så at der oveni er kommet et skattesmæk på næsten 90.000 kr har drænet min økonomi til langt over smertegrænsen. En planlagt ekspedition til Pakistan næste sommer er derfor sat i venteposition. Jeg håber, at jeg måske kan trækkke udgifterne til ekpeditionen fra og på den måde få lidt af pengene igen, men kommunikation med SKAT går langt over min forstand.

Men jeg møder 2010 fuld af fortrøstning. Et år, hvor jeg ikke skal flytte, hvor jeg får ro og struktur på løbetræningen, hvor jeg får cyklet masser af kilometer og lærer Nordsjælland og hovedstaden meget bedre at kende.

Jul og juletræning

Julen plejer at være en periode, hvor jeg får trænet igennem. Sådan blev denne jul bare ikke. Det må have anet mig, for jeg trodsede min ulyst til at begive mig ud i vejret, da jeg havde kørt med Jan hjem fra arbejde i snevejr den 22. december. Før jeg kunne få en chance for at tænke anderledes, trak jeg løbetøjet på og skyndte mig ud af døren. Det sneede afskyeligt, og fortovene var knoldede og glatte. Men jeg løb i lidt mere end en time og julepakkede med ren samvittighed.

Jeg havde forestillet mig at løbe en morgentur på lillejuleaften, for jeg vidste, at min årelange juletradition med en morgentur selve juleaftensmorgen ikke ville blive til noget. Der ville jeg nemlig sidde i et tidligt morgentog mod Berlin sammen med min Sofie. Men nej, – jeg lykkedes ikke med at vride mig fri af dynen og ud i morgenmørket. Okay, skoene røg i rygsækken sammen med julekjolen og gaverne, og jeg begav mig til stationen i Birkerød for at tage til brunch med mine piger. Men snydt – bussen kom ikke, og jeg måtte lave en hurtig ompakning og gå hele vejen. Lige til jeg nåede hovedgaden i Birkerød bycentrum, hvor jeg pludselig lavede en ren Bambi på et spejlglat fortov. Bande-bande-bande, og videre med en stille bøn om, at min computer ikke havde taget skade.

Men jeg nåede godt frem, spiste en hyggelig brunch på Frederiksberg og tog videre til Charlottenlund og spiste Lillejulemiddag hos min søster. Og så var det jul! Jeg vækkede næste morgen Sofie, som havde sovet over sig. I en fantastisk spurt nåede hun Hovedbanegården, assisteret af kæreste-Thomas, der havde klaret taxa og morgenkaffe på thermokanden. Vi landede i et morgen- og juleforvirret Berlintog, hvor vi inden længe blev opgraderet til 1. klasse. Det var okay. Selvom de serverede en kaffe, vi burde have betaling for at indtage.

Og Berlin var juleklædt. Hotellet var okay – med yngstedamen på julevagt. Hun kendte ingenting til noget som helst, så vi fandt selv ud af det. Julemiddagen blev nepalesisk i Kreutzberg. Hyggeligt og dejlig mad. Bagefter drak vi rødvin på værelset og pakkede gaver ud. Snakkede til vi ikke gad mere og sov til vi vågnede. Ingen ambitioner og ingen stress. og ingen morgenløbetur. Vi daskede ind til Alexanderplatz og gik på julemarkeder. Gik og gik og gik rundt i julebyen og gjorde præcist, hvad vi havde lyst til. Julemarked, Gendarmenmarkt, Fassbender-chokolade, frokost på Unter-den-Linden, Brandenburger Tor, Denk Mal, Cuben i Reichstag, mere julemarked, Glühwein til at få varmen med, mere julemarked og mexicansk juledagsmiddag med vin fra Fin del Mundo. Dejlige, dejlige dage med mit yngste yndlingsbarn. Jeg har tre yndlingsbørn, et ældste yndlingsbarn og en yndlingssøn.

Næste morgen gjorde vi så det, som kun Sofie og jeg kan. Vi kom for sent til vores tog hjem. Altså sådan: hej hej tog. Vi så bogstaveligt talt enden af det. Men med stor fælles erfaring i den slags, tog vi det roligt og fik selvfølgelig pladsbilletter til 3½ time senere. Og hvornår ville man ellers opleve McDonalds på Berlin Hovedbanegård i tre timer? Nej vel? Kaffen var ikke helt ringe, men dog så skidt, at vi måtte have to cafe latte med fra Starbucks. Og afsted mod København og Almas fødselsdag. Togturen gik over Rødby-Puttgarten, og fremover betaler jeg gerne lidt ekstra for en flybillet. Den færge er ubeskriveligt rædselsfuld. Jeg har aldrig elsket Molslinien, men dette overgår alt. Det bedste, man kan sige, er at overfarten blot varer 45 minutter.

Og i dag har jeg taget fat på træningen igen. Løb en lidt tung, men okay tusmørketur i skoven. Jeg nyder faktisk at kunne løbe uden fare for at lave en bambi hvert andet øjeblik. 45 minutter i dag, og så genoptager jeg kvalitetstræningen i den kommende uge. Og tager lidt revanche for den sidste uges dovenskab.

Fornemmelser for sne

Jeg har løbet min bedste tur i lang tid. Havde sådan en lang morgen med avisen og to kander the, og efter at have balanceret til byen på spejlglatte veje med min cykel, klaret marathonventetid på posthuset og ditto i brugsen, snørede jeg løbeskoene kl 15. Vejret var fantastisk. Knaldende blå himmel, sol, snepudder overalt og den stilhed, som kun store mængder sne giver. Jeg løn en time og tyve minutter, og jeg kunne have løbet meget længere. Ingen ømhed nogen steder, ingen åndenød, ingen trætte ben. Det er selvfølgelig svært at lægge nogen form for kvalitet ind i træningen, når man sådan skrider rundt på glatte skovstier, men smukt er det, og sine steder lykkedes det at holde et pænt tempo. Jeg blev overhalet af råvildt, som forvildede sig ud på stierne. Sværme af småfugle var på jagt efter føde i skovbunden, og de fløj solidarisk op, når jeg nærmede mig. Jeg løb ind på nogle af mine yndlingsruter i skoven. Rundt om Stubbe Sø og videre over Hørsholm Kongevej rundt om Løje Sø to gange, før jeg vendte næsen hjemad igen. Hilste på en lille flok på langrendsski og ønskede god tur. Først ude af skoven igen, gik det op for mig, at det var mørkt. I skoven lyste sneen.

Så sidder jeg varm og tør efter brusebadet. Tilfreds og glad over løbeturen. Jeg har et stykke tid haft ømhed eller smerter i højre ankel. I sidste uge tog jeg konsekvensen og købte et par super stabile løbesko i håb om, at det kunne løse problemet. Det gjorde det til en vis grad, men ikke helt. Lidt mere systematisk eftertanke måtte uundgåeligt føre til spørgsmålstegn ved mine elskede høje støvler, som jeg har brugt meget konsekvent de sidste 3-4 uger. Og – øv nok – så virker det, som om min ankel er tiltagende glad for at transportere sig rundt i flade støvler. Hmmm, jaja – okay så går jeg mest i flade støvler, men lidt i de høje. Det kan jo heller ikke nytte, at jeg ikke kan løbe. I morgen vil jeg løbe en morgentur, inden jeg gør klar til julefrokost med alle mine unger.

Klimatanker – hvor svært kan det dog være?

Så sidder man her. En smuk lørdag morgen, hvor sneen ligger tykt over landskabet udenfor mit vindue. I aftes gik jeg skuffet i seng, fordi COP15 mundede ud i et uforpligtende politisk resultat. Og nu er selv det brudt sammen. Hvor svært kan det være? Vi er jo for pokker nødt til at gøre noget aktivt – over hele verden – for at passe på vores jord. Jeg forstår godt, at u-landene vil have i-landene til at forpligte sig mere. Det er trods alt os, der har de største ressourcer, og vi har haft flest år til at svine kloden til. Og vi har gjort det. Men jeg synes bare, det er så vigtigt at få startet. Jeg synes, det er smadder ærgerligt, og typisk kinesisk, at Kina ikke vil være med til at sætte fælles standarder og gensidig monitorering. Vi er jo nødt til at lave målinger på, hvordan vi opfylder vores forpligtelser. Hvis altså vi nogensinde når til at forpligte os. Hvor er det forfærdeligt, at verden ikke har været i stand til at lave en aftale. Jeg har rejst meget og set, hvordan gletchere bliver mindre og mindre år for år. Jeg har set katastrofale jordskred i Himalaya, som udsletter byer. Jeg har set tørken i Afrika. Hvor svært kan det være? Vi er da nødt til at gøre, hvad vi kan. Og det er ikke svært at skære ned på energiforbruget.

I mit lille liv har jeg levet som et dydsmønster i det daglige. Men ligesom det falder mig let at løbe og cykle, falder det mig uhyre let at leve på et lavenergi niveau. Mine synder er flyrejser til mine eventyr ude i verden. Men jeg har ikke haft bil i mere end 20 år, og altså heller ikke, mens jeg boede alene med mine tre unger. Altså det har vi levet et vældig godt liv med. Vi har altid haft cykler, og vi lever i et land med en glimrende infrastruktur. Der kører busser og tog alle steder, og man kan godt holde til at gå lidt også. Livet bliver heller ikke skidt af, at man ind imellem må standse op og vente lidt. I Afrika og Nepal går folk hver dag lange distancer, når de skal til arbejde, skole og familiebesøg. Jeg har opvaskemaskine, men det kræver mindre energi at køre min opvaskemaskine hver 2. eller 3. dag, end at vaske dagligt op i hånden. Jeg bruger meget meget sjældent tørretumbler, men tørrer mit tøj på tørrestativet. Jeg spiser meget lidt kød, og holder mig mest til lokale fisk og årstidens grøntsager og frugt. Sådan kan jeg faktisk godt lide at leve. Det er ikke noget offer, jeg lider ingen afsavn. Sådan har jeg altid levet, og jeg vil gøre det resten af mit liv. Sjovt nok har kun min ene datter fået kørekort.

Lige nu sidder jeg og lytter til Mads og Monopolet, som kloger sig på klimaspørgsmål, og jeg bliver deprimeret. Hvor er det trist, at debatten bliver så forsimplet. Jeg var ellers lidt stolt af vores hovedstad. Bortset fra svipserne lørdag og mandag har politiet faktisk klaret opgaven fantastisk. Her har været fredeligt. Demonstrationerne har været forbilledlige, og det har været fantastisk at opleve alle de mange etniciteter blande sig i bybilledet. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har svaret på spørgsmålet: “excuse me, can you tell me, how to find the little mermaid?” Selvom vi så ikke får en klimaaftale på verdensplan, og jeg er dybt skuffet, så håber jeg, at verden og Danmark er blevet klogere. At vi kan sætte intentionerne igennem i vores egen lille andedam. Men det er svært, når Thor Petersen vil fastholde sin frihed til altid at have lys i hele huset og Mads Christensen vil fastholde sin frihed til sine mange biler.

Selv vil jeg bevæge mig ned til byen sammen med min cykel og købe ind til julefrokosten i morgen. Og bagefter vil jeg løbe en rigtig lang tur i skoven, som emmer af skønhed. Sneen dækker stadig og solen stråler fra en knaldblå himmel.

Sne, is og hængehoved

Jeg lærer det vist aldrig. At en torsdag ikke er velegnet til at drikke for meget rødvin. Eller – torsdagen fejler for så vidt ingenting, hvis bare der ikke var en fredag morgen med en masse arbejde lige i halen på den. Og jeg var den, der skulle stille med fredagsmorgenmad på arbejde, så jeg måtte minimere min nattesøvn og vride mig ud i kulden alt for tidligt. Og koldt var det. Min cykel havde haft en kold nat i cykelskuret, – jeg kunne hverken bremse eller skifte gear. Så jeg cyklede til stationen med mit enorme læs morgenmad og tog med s-tog resten af vejen til Hillerød. Her måtte jeg opgive at låse cyklen og forlade mig på mine kollegers ærlighed. Men helt ærligt, hvem ville også stjæle en beskidt, dybfrosset cykel på en dag som i dag? Det var der heller ikke nogen, der gjorde.

Og rødvinen og hængehovedet? Ja det stammede fra en aften med tapas og to gode venner, og hvor kan man bare glemme realiteterne, når man sidder i godt selskab i en varm og hyggelig restaurant. Jeg holdt fri hele dagen i går og startede dagen med en løbetur i helt jomfruelig sne i skoven. Ingen havde trådt på det hvide, bløde tæppe, og skoven var viklet ind i stilhed. Det er lidt bøvlet at løbe i ankeldyb sne, men det er også en fornøjelse. Det blev kun til en lille tur på 7-8 km. Resten af dagen brugte jeg sammen med mine piger inde i byen. Egentlig havde jeg planlagt at være lidt juleagtig. Jeg har nemlig købt alle mine julegaver – på nettet. Jeg har snoet mig helt udenom de sædvanlige rædselsscenarier i julepakkede butikker. Men der har heller ikke været meget jul over gavekøbene. Men vi benyttede os af sneen og købte en bobslæde til Alma, som hermed blev introduceret til slæderæs. Og det ku’ hun lide. Så meget, at hun til sidst var blå om læberne af kulde og klagede over en kold mave under flyverdragten. Lige så træls, sneen er for min bevægelsesfrihed, lige så skøn er den, når man er sammen med et begejstret barn. Der er vist nogen, der truer med mere sne i weekenden. Måske jeg skulle finde mine ski frem og blive lidt begejstret?

Vintertræning

I dag vågnede jeg en smule modvilligt, da telefonen sang sin morgensang klokken seks. Der var mørkt og koldt udenfor dynen, men efter et par snooze-udsættelser måtte jeg vride mig fri af den varme dyne. Morgenmad, gavepakke til dagens julefrokost og den artikel, jeg ikke fik læst i aftes, blev lagt i tasken, og jeg trådte afsted på cyklen. Det var isnenende koldt, og sneen begyndte at stikke mig i kinderne. Jeg har ca 17 km til arbejde, så det er en fin morgentur og en fin start på dagen. Men det er lidt koldt og mørkt i december, specielt når jeg skal hjem om eftermiddagen, hvor Kongevejen er buldrende mørk, og bilerne strømmer hjem fra København med blændende lygter. Så fornøjelsen er ikke så stor som om sommeren. Og når kollega Jan tilbyder lift til både mig og cyklen, er det svært at takke nej. Okay, 17 km er da også noget hver dag. Det er virkelig svært at motivere mig til at cykle langt hver dag, når det er så mørkt og koldt.

Hjemme igen trak jeg i løbetøjet, før jeg kunne nå at få smag for sofavarmen og løb afsted. Jeg planlagde egentlig bare en rolig tur, fordi jeg stadig er snottet, men da jeg først var afsted, holdt jeg fast ved mine intervaller. De første 100-200 meter gjorde ondt i min højre ankel. Jeg troede, jeg havde løst det problem ved at købe et par mere stabile sko. Det har været klart bedre de sidste dage. Men i dag gjorde det ondt. Jeg forstår det ikke rigtigt, for mit træningsomfang har virkelig ikke været imponerende i de sidste fire uger. Jeg har været møgforkølet og kun løbet til husbehov. Alligevel føles det som en rigtig overbelastning inde bag ved skinnebenet helt nede ved ankelen. Heldigvis går den slags over, når det bliver varmt, så jeg løb fem gange 800 meters intervaller i vildt snevejr. Hjemme igen lavede jeg udstrækning på trappen og lagde is på, inden jeg gik i bad. Lige nu føles det okay, men jeg må prøve en lille tur i løbeskoene i morgen eller overmorgen.

I morgen bliver en heftig dag arbejdsmæssigt, så måske nøjes jeg med min cykeltur i morgen og slapper af i morgen aften. Jeg har også stadig en lille bunke videnskabelige artikler, jeg skal have læst og vurderet. Det er lidt svært at nå ting, som må foregå i fritiden for tiden. Jeg når så meget i dagtiden, og det er så intenst og fyldt med nye udfordringer, at luften går af mig om aftenen. Men en eller to artikler skal jeg nå i aften.

Hej verden

Velkommen til min blog. Så starter det første spæde indlæg. Hvordan starter man en blog? Skal det være smart og appetitvækkende? En hurtig fængende bemærkning? Hmmm. Det er en grå søndag eftermiddag og tæt på jul. Ikke meget der fænger her. Men sådan er søndage også, og også den slags søndage har også deres ret. De kan oven i købet have deres berettigelse midt i et liv, der nogen gange kan køre lidt på højtryk. Almindelige dage starter tidligt og er fyldt med arbejde til sen eftermiddag. Ikke så sjældent sniger arbejdet sig ind på aftenen også.

Så denne søndag startede dagen med at sove ud. Når klokken er 8 har jeg været vågen flere gange og kan ikke længere tvinge øjnene i. Men jeg elsker at læse i sengen. Også om morgenen. Det er sådan en særlig weekend-luksus, jeg har tillagt mig, siden mine børn voksede til. Det kan der snildt gå en times tid med, før mine tarme skriger af sult, og jeg må op. Jeg elsker langsomme morgener, og jeg elsker at tage mig tid til morgenmad. Der er også søndagsavisen, der skal passes, og det kan tage timer. Ikke mindst midt i COP15.  Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er et sandt CO2 dydsmønster. Jeg har ingen bil. Cykler næsten altid til alting og tager ind imellem et tog. Mit synderregister og min dårlige samvittighed består af flyrejser. Jeg er så nysgerrig, og jeg er så vild med at opleve fjerne egne af vores fantastiske verden, og jeg kan kun komme der med fly. Jeg ville ønske, at jeg kunne “beame” mig selv afsted til Nepal/Afrika/Sydamerika uden at bruge så meget brændstof. Men jeg er hooked. Jeg må afsted ind imellem. Jeg bilder mig ind, at det også gør mig til et bedre menneske at opleve andres måder at leve på. At opleve en storhed i natur, som Danmark ikke kan mønstre. Jeg bilder mig ind, at jeg bliver klogere, varmere og mere rummelig. Det er min ydmyge undskyldning.

Anyway. Dagen bød ikke på store eksotiske oplevelser. Jeg trak i løbetøjet og løb en tur, først til Sjælsø og bagefter videre i Rude Skov. Dagen bød på temperaturer på frostgrænsen. Vandpytter og småsøer var dækkede af et tyndt lag is, og luften var sprød og fin. Sjælsø tog sig smukt ud, og der hvilede en slags ophøjet ro over hele området. Jeg har ikke helt holdt min træningsplan i denne uge. Jeg har været møgforkølet, og jeg har været lidt optaget af besøg fra Nepal i forbindelse med klimatopmødet. Men jeg løb en dejlig tur, og da jeg var godt gennemvarm lagde jeg en række lange stigningsløb ind. Jeg arbejder på at få noget mere tempo ind i mit løb. Siden jeg var syg, har jeg ikke kunnet løbe så hurtigt, som jeg gerne ville. Og jeg har oplevet at komme lettere i en tilstand af overtræning, hvis jeg forsøger for ihærdigt. Så min plan er at løbe intervaller en gang om ugen og løbe en tempotur eller en tur med stigningsløb. Derudover løber jeg 2-3 jævne eller rolige ture. Sædvanligvis cykler jeg til og fra arbejde. En tur på 17-18 km hver vej, som oftest bliver med pænt tempo for også at bruge den træningsmæssigt. Stigningsløbene i dag blev på 1 x 100 m, 2 x 800m og 1 x 1000 m – i cirkatal, for jeg er inkarneret “dogmeløber”. Jeg har mit løbeur, som jeg kan tage tid med, men ikke andre smarte gadgets. Derfor ved jeg aldrig helt nøjagtigt, hvor langt jeg har løbet. Og det er jo hamrende ligegyldigt. Jeg trives rigtig fint med cirka-distancer.

Nu er det så lykkedes mig at lave tilstrækkeligt med overspringshandlinger, så jeg ikke har fået læst og vurderet de artikler, jeg havde planlagt. Til gengæld har jeg fået lavet min nye blog, skrevet e-mails til venner og opdaget, at Eric Clapton og Steve Winwood spiller i Malmø til maj.