Egentlig skulle der bare have været et enkelt blogindlæg om turen på Cleveland Way, men min søvnighed om aftenen drev det til tre opdelte afsnit. Sådan kan træthed gøre lidt til meget. Mit mobile bredbånd kan ikke rigtigt klare mine store billedfiler, så billederne kommer senere.

Mandag den 13. september vågnede vi på vores lille hotel i Robin Hood’s Bay og var i højt humør. Jeg havde fødselsdag og bare 40 km skulle vi nå. Solen smilede til os i den tidlige morgenstund, men så glemte den os også resten af dagen. Jeg hørte rygter om solskin i København, så vejrguderne havde måske bare ikke indstillet gps’en ordentligt. Fascinationen af gårsdagens løb boblede rundt i kroppen, og jeg kunne næsten ikke vente med at sætte i løb. Forunderligt, ikke? På fjerdedagen efter 150 km. Skidt med rygsækkens snærende skulderremme, pyt med den lette ømhed i lårene, jeg havde virkelig, virkelig lyst til at løbe. Jesper grinede, da regnen lidt senere havde sat ind. Kender du andre kvinder på din alder – eller i det hele taget, som kunne finde på at løbe rundt herude i regnen, når man nu kunne sidde og drikke fødselsdags-latte på Vesterbro, spurgte han. Og – nej, det gør jeg vist ikke. Men jeg havde en pragtfuld fødselsdag. Fuld af fantastisk natur, fyldt med løbeglæde, proppet med dårlig mad og vådt tøj og i dejligt selskab.

Vi startede på stranden ved Robin Hood Bay og løb så selvfølgelig op igen til toppen af skrænterne. Kystterrænnet lagde mange forhindringer. Vi skulle ned ad skrænter eller trapper.

Og vi skulle op igen.

Markerne var adskilte og ikke særligt store. Og ved hver eneste markskel måtte vores trætte lår svinge sig op over modbydelige forhindringer i form af noget trappestigeagtigt.

Hver gang vi løb lidt forkert eller var i tvivl om ruten, kunne vi finde tilbage ved at vælge det vanskeligste spor. Og det slog aldrig fejl.

Vi åd den ene kilometer efter den anden. Da det regnede allermest forvildede vi os ind i Scarborough, som er sådan en typisk engelsk badeby. Fyldt med Casinoer og forlystelser. Og vi tågede rundt og ledte eter noget turistinformation. Det er nemlig sådan, at man kan få stempler i et Cleveland Passport, som så berretiger til et certifikat. Som vi lidt hånligt havde grinet af i starten, men som udviklede sig til en slags besættelse. Gu’ skulle vi da have et certifikat. Efter at have tåget rundt i regnen, smed vi os lettere desillusionerede ind på en slags café og bestilte noget Chili con Carne. Som smagte af noget ubestemmeligt andet. Men det mættede da lidt. Vi fik vores stempel og satte kursen ud mod noget stille natur. Ligesom os. Vi var lidt stille.

Men vi fandt tilbage på sporet, regnen stilnede af, og vi begyndte at blive sociale væsener igen. Nu nærmede vi os. Der var bare 15 km eller noget igen, og humøret steg til himlen. Op og ned gik det derudaf. Jeg havde stadig den der vilde indre boblen i kroppen og løb fascineret afsted. Sådan en rigtig indre wow-følelse. Tænk at jeg kunne. Hvor var det fedt.
På det allersidste stykke blev vi drillende ledt langt ud på en tange, og pludselig stod det der, skiltet med 109 miles til Helmsley. Det var vores mål. Men byen lå et stykke væk, og vi løb resten af vejen mod byen og jernbanen, som skulle bringe os til Manchester.

På vanlig vis havde vi ikke forberedt vores tilbagetog. Og det viste sig dyrt og lidt langsommeligt. En taxa til en nærliggende flække, hvor Manchestertoget standsede, og derefter en togtur, der kostede det samme som vores flyvetur. Vi fik vores sæder helt for os selv. Selvom vi skiftede til noget næsten rent løbetøj på toilettet. Der kom ingen kaffevogn, og vi var tæt på at myrde for en dårlig pizza i Manchester lufthavn. Men vi besindede os og fandt et skodhotel, som havde en seng til os. Og en dårlig pizza.
Og sådan kan man også fejre sin fødselsdag. Gaver? I min familie giver vi kun gaver, når man giver en fest eller kager. Men jeg fik én. Jeg gjorde det! Jeg løb faktisk The Cleveland Way og havde en fantastisk oplevelse. Jesper skal have en kæmpe stor tak for at lokke mig med, for at have tålmodighed og for at ville dele alt det her og øse af sin enorme erfaring med længere dstanceløb, end jeg er vant til. Han skal også have tak for at være omtrendt lige så ustruktureret som mig – på den gode måde. Vil jeg gøre det igen? Uden tvivl.

Jeg er dybt forbløffet. I dag var alle mine cykler kaput, og jeg løb til stationen, hoppede på togbussen og løb fra Hillerød station til arbejde. Det burde jeg vel strengt taget have bare lidt problemer med efter weekendens lange løbetur? Men – tralalulalaj – det havde jeg altså bare slet ikke. Men tilbage til Yorkshire…

Vi vågnede tidligt på Wharton Arms og trissede nedenunder til den store engelske morgenmad. Mine ben føltes som bly, og skuldrene værkede efter rygsækken. Wharton Arms er et af de mest kitchede steder, jeg længe har set. Gertrud Sand kunne have lært et og andet her. Vi var meget i tvivl, om det var porcelænsfigurer af hunde eller af grise, der var i højsædet, men mange var der. Allevegne. Som i all over the place. Den omfangsrige kroejer var vældig optaget af vores nationalitet, fordi hun aldrig tidligere havde haft danske gæster. Vi indtog vores solide morgenmad og drog af.

Jeg tænkte i mit meget stille, allerinderste hemmelige sind, at man måske godt kunne gå 50 km, som var dagens mål. Men løbe? Det var en af den slags morgener, hvor alt føles forkert. Fødderne var ømme, lægmusklerne var fyldt med bly, en ny lille ukendt muskel havde sneget sig ind i min højre balle, rygsækken gnavede, jeg var træt. Men vejret var aldeles pragtfuldt, og Jesper den mest positive, støttende buddy. Så med solen bankende ned fra en blå, blå himmel lagde vi blidt fra land.

Og så nåede vi havet. Vi klatrede op på de høje skrænter. Og så løb vi. Det gjorde jeg virkelig. Mine ben accepterede. Ja de gjorde det faktisk fascinerende godt. Det var en sjov følelse at løbe afsted på fuldstændigt balrede ben og opleve, at de bare godt kunne bære. Langsomt mærkede jeg, at det ikke gjorde mere ondt at løbe end at gå. At løbet faktisk lettede benene. Okay, vi løb ikke hurtigt, men hurtigere end gang.

Vi havde haft en forestilling om et mere jævnt terræn, men vi blev klogere. Det gik ned og op og ned og op. Mest op føltes det. Jeg nød at være tæt på havet, og luften var krystalklar. Min hoste, forresten, forsvandt gradvist. Om det var den nye mirakelmedicin eller den massive friske luft, aner jeg ikke. Men væk var den, og med den fornemmelsen af at trække mit vejr gennem skumgummi.

Vi bevægede os gennem landbrugsland med idylliske gårde.

Og gennem fantastiske udsyn til havet

Forbi små fiskerbyer

Indtil vi slog os ned i Robin Hoods Bay for natten efter 50 km i løbeskoene

Resten af historien må vente til i morgen, for selvom benene har det fint, er resten af mig træt og søvnig.

Jeg havde helt glemt, hvor hyggelig Nordengland er. Med sine stenhuse og fine blomster; og med ruiner og stengærder kastet rundt i landskabet. Og med en natur, der er helt underkendt. Men den kommer jeg til.

Efter en flyvetur og en togtur stod vi i York. Hvor jeg ikke har været, siden mine svigerforældre boede der. Et hyggeligt gensyn, som kom til at vare nogle timer længere, end vi havde forestillet os. Og var det måske Jesper og mig i en nøddeskal? Langtidsplanlægning hører ikke til vores spidskompetencer, og vi var helt fælles om den der lidt improviserede måde at rejse på. Det giver bonusoplevelser af den ene og den anden slags på vejen. Havde jeg nu bestilt bogen om The Cleveland Way lidt tidligere, var vi måske blevet sparet for at tosse rundt om The White Horse of Kilburn og lægge 6-8 km til vores distance den første dag. Måske ville vi også have styret udenom det fasan-nursery, vi forvildede os ind i istedet for at blive på sporet. Måske ville vi have undgået at tåge rundt i natsort regnvejr klokken alt for sent? Bonusoplevelser fik vi i hvert fald mange af.

Altså ankom vi lidt sent med bus til Helmsley, hvor The Cleveland Way starter, og fandt en Bed & Breakfast, og drog næste morgen afsted, forsinkede men glade. Strategien var at gå en times tid efter morgenmad og frokost, løbe ad lige strækninger og ned ad bakker. Op ad bakkerne ville vi gå for at spare kræfterne. Og bakker kom der mange af! Vores plan var omkring 50 km for den første dag. Og mon ikke jeg følte mig en anelse usikker til mode? Men Jesper var en super kammerat, og jeg tog en beslutning om, at fremad kunne jeg vel altid komme. Så – come what may…. Der er kun én måde at gøre sig nye erfaringer på. Afsted med os. I dejligt vejr og grønt omkring os. The Cleveland Way er markeret med skilte og små hvide agern. Det meste af vejen er ruten fint markeret, men ikke nok til at forhindre os helt i at tåge rundt lidt senere på dagen.

Efterhånden bevægede vi os op på The North Yorkshire Moors og blev ind imellem belønnet med fantastiske udsyn. Sporene og omgivelserne ændrede sig hele tiden. Vi lader vores tumlen frem og tilbage ved den hvide hest passere i tavshed. Vi fandt nemlig tilbage til sporet, da vi endelig satte os og nærlæste kortet.

Derefter fortsatte vi op over hedelandskaberne gennem et overraskende øde og vildt terræn. Og her hævnede vores laisse affaire holdning sig grumt. For vi løb tør for alting. Vand, mad, dagslys, godt vejr,- det hele. Heldigvis havde fruen her ved et tilfælde kastet en pandelampe i rygsækken, og derfor kunne vi endelig famle os ned ad halsbrækkende nedstigninger. Og nåede ad natsorte smalle veje til vores nattely i Great Broughton. Som var ganske lille. Den aften indtog vi en Pepsicola, som næsten blev vores livs højdepunkt – for en stund. Og jeg kyssede næsten en receptionist, der lavede sandwiches til os ved 23-tiden. Kender I fornemmelsen af næsten at inhalere en cola, når man er træt nok?

Belært af gårsdagens fatale fejl, proppede vi godt med mad og drikke i rygsækkene. Ikke tale om, at vi ville løbe tør igen. Og vi besluttede at tage en rolig dag. 62,5 km nåede vi, før vi trak dynerne over næserne i Great Broughton, og det var noget skudt over mål. Vi klatrede igen op på højlandet og hyggede os med fårene. Vejret var bedre, og udsigterne fra plateauet var ubetalelige. Der var lyng i lilla nuancer, så langt øjet rakte, og fårene spurtede til side, når vi nærmede os. Vi begyndte at øjne østkysten, og omgivelserne blev gradvist grønnere, mens vi langsomt bevægede os ned fra hedeplateauet.

Natten tilbragte vi i Wharton Arms, som var et helt kapitel for sig. En pub, hvor de lokale samledes og denne aften i udklædning. I flæng kan jeg nævne små sygeplejerskeuniformer, stramme politiuniformer, lårkorte nederdele udenpå alt for store kroppe. Der var kort sagt fest. Vi var bare så trætte, at vi gik glip af spasen og sov som uskyldige babyer. Efter en rolig dag på 41,7 km og de værste fish & chips, jeg nogensinde har mødt. Nu var vi halvvejs og havde næsten nået havet.