Category Archives: Løb

by - 4 kommentarer

Gæt hvad jeg har lavet i dag?

Jeg har været på Rigshospitalet og føde babyer! Ja jeg har. Jeg har fået lov at få tre “praktik-dage” på Fødeafdelingen på Rigshospitalet, så jeg kan genopfriske nogle fødekompetencer. Jeg må jo erkende, at der er en vis risiko for at komme i en fødesituation derude i bjergene. Hvor kvinderne i den grad ser frem til en sundhedsperson af kvindeligt islæt. Og så er det altså lidt rart at have haft det “i hænderne” igen. Og forberede mig lidt på, hvad sådan nogen fødesituationer kan komme til at rumme. Jeg havde næsten glemt, hvor dybt rørende det er at se sådan et lille pjevs bryde igennem til verden. Fik faktisk en tåre eller to i øjenkrogen. Men prøvede at forblive voksen og prof-agtig cool.

Jeg var sammen med en jordemoder, som netop var vendt hjem fra Grønland, så hun var helt med på, hvilke slags situationer, jeg kunne komme ud i. Den helt store forskel er jo, at derude i Humla, der har man bare ingenting. Ikke noget med CTG og ve-overvågning. Ikke noget med at følge fosterets hjerterytme. Ikke noget med vestimulerende drop eller epiduralblokade. Ikke noget med sugekop eller kejsersnit. Nu er det ikke en sygdom at være gravid eller føde børn. Men jeg er nødt til at forholde mig til, at en tredjedel af børnene derude altså dør, før de rigtigt får begyndt. Og at nogen af de børn kommer jeg nok til at møde. Og nogen af de kvinder derude, kommer ikke godt igennem deres fødsler. Og nogen af dem vil jeg også komme til at møde. Så derfor tilbringer jeg tre dage på Fødeafdelingen. Og her i vores smørhul fødes der jo allerflest kernesunde børn af kernesunde mødre. Så jeg synes, det er sjovt/fedt/spændende (selvom jeg møder klokken syv om morgenen). Så bloggen er midlertidigt omdannet til en babyblog 🙂

Det giver en masse kilometre på cyklen, gør det. For indtil sidst i september er s-togsforbindelsen mellem Hillerød og Svanemøllen cuttet, og min cykel skal ikke smides ind i et bagagerum i en bus. Ergo – idag cyklede jeg de 23 km derind, senere 13 km til et møde i Herlev – og tilbage til Rigshospitalet. Til bestyrelsesmøde i Motionspacten, hvor jeg løb en tur på 9 km i Fælledparken. Og så cyklede jeg 23 km hjem igen. Min form er faktisk helt okay, tror jeg.

by - 8 kommentarer

24Run billeder

Kender I typen, der altid skal blæse sig lidt op? Det er nemlig mig. Nu har jeg tjekket resultatlisten, og jeg har overhovedet ikke løbet 46 km, – men godt 43. Overdrivelse fremmer forståelsen, eller hvad? Så er det jo ikke sært, at jeg allerede føler mig pænt restitueret. Bortset fra et maveonde, der har holdt mig lidt tæt på badeværelset til morgen. Men jeg lovede billeder:

Starten er gået

Helle W løber første runde hjem

Tracy giver den gas

Facebook lejren

6 seje sild på podiet

Vores overmænd åbner champagne

Hermed mine bedste, bedste anbefalinger til en sand motivationsbooster, udi løb, forstås. Et helt døgn sammen med løbende mennesker, der giver den max gas mest for sjov. Teamspirit i metemål, højt humør, fantastiske pauser, myg, fuglefløjt i skoven, morgengry på lysløjpen, forsikringer om “aldrig mere” – og “vi ses til næste år”. Ømme lår, gnu-duftende løbetrøjer, energidrik i litervis, forbandede bakker, røde kinder og store smil. Og bagefter – wow, hvor var det fantastisk.

by - 6 kommentarer

24Run – en særlig oplevelse

Jeg er stadig høj. 24Run blev et fantastisk døgn sammen med fem seje kvinder (og alle de andre), som knoklede døgnet igennem for at løbe så mange kilometer ind som muligt. Og lad det være sagt med det samme: Jeg fik min stolthed poleret og genoprejst. Vi løb os igennem langt mere end et marathon hver uden seriøse kriser, og vi fik en andenplads i vores gruppe. At der så kun var tre hold repræsenteret, gjorde ikke vores oplevelse mindre. Faktisk kæmpede vi hårdt mod Fredensborg AK, som alligevel løb os alvorligt bagud til sidst.

Løbet startede lørdag klokken 12, og vi mødte ind et par timer før for at blive rigtig klar. Bortset fra stakkels Helle W, der kom med en forsinket bus fra Århus og lige nåede ind til start. Det lod hun sig ikke påvirke det mindste af, men kørte stabilt og hårdt på. Vi delte os i tre makkerpar og fordelte døgnet imellem os. Først med to-timers intervaller, som vi senere ændrede til 1½ time, fordi to timer sled for hårdt og gjorde os langsommere. Ruten på 2,7 km er ret bakket på de første 2/3, derefter løber man ind på stadionog målområdet, som er næsten plant. Jeg dannede makkerpar med Helle A, som jeg lærte at kende til sidste års løb, og vi fungerede upåklageligt sammen. Faktisk var vi tre “Helle’r”, så der er grund til forvirring. Vi planlagde fra starten at løbe en omgang ad gangen. På den måde ville vi kunne løbe flest kilometer ind, fordi vi ville kunne holde en bedre fart på vores omgange. Det hele blev jo én lang interval-sekvens á 2,7 km.

Vejret var absolut strålende. Man kunne måske klage over lidt rigelig varme og en heftig sol. Men det gør vi ikke. Tænk, hvis det havde set ud som i dag? Et 24 timers stafetløb er både et krævende teamwork og en enormt hyggelig social begivenhed. Alle har det lige hårdt. Alle lider på natterunderne. Alle er ved at kaste middagsmad og morgenmad op. Alle har ufatteligt slidte lårbasser, når man når til søndag morgen. Og alle klør på. Fordi vi gerne ville konkurrere både med os selv og med vores konkurrent fra Fredensborg.

Løbeklubben på Facebook stillede med mere end 50 deltagere, og det var utroligt flot. Vores lille hold var nok en smule indadvendt, fordi der var forventninger til os fra både klubben, sponsor (Kaiser Sport) og os selv. Vi havde ikke lange pauser mellem vores løb og måtte udnytte dem optimalt. Men det var skønt at have opbakning og samvær i målområdet med alle de røde trøjer.

Jeg prioriterede at få en smule søvn mellem natteintervallerne. Jeg er dårlig til at fungere uden, og mine forældre havde meldt deres ankomst søndag eftermiddag. Og jeg faldt i dyb søvn en time eller to mellem de to natteseancer. Det gjorde nok en verden til forskel for mig.

Der kommer forskellige strategier op i løbet af sådan et døgn. Både hold-strategier, som at ændre vores makker-intervaller fra 2 til 1½ time. Og de indre strategier for at tæske sig igennem endnu en omgang på ruten, selvom hele kroppen skriger nej. Jeg inddeler ruten i bidder. “How to eat an elephant? In small bites”. Selvom ruten er kort, virker strategien. Jeg tæller ultraløbere. For de går næsten allesammen det meste af tiden, og jeg tæller, hvor mange jeg løber forbi på en runde. Pjattet, men det afleder, hvor ondt det gør i lårbasserne at springe op ad bakkerne. Jeg løber på én måde i bakkerne og på en anden på stadion og glæder mig på hver runde, til bakkerne er overstået. Og så begyndte jeg at tælle ned, da jeg stod op tidligt søndag morgen. Mit konstante mantra var, at 2,7 km kan man ALTID løbe. Det hjalp også, at man på vejen ind til stadion løb forbi Facebook lejren, hvor der altid var tilråb og klap.

Jeg fik ikke meget mad i løbet af døgnert. Aftensmaden var fin, men den hoppede alligevel lystigt rundt i min mave, da jeg løb afsted et par timer senere. Morgenmaden blev et par stykker knækbrød meget tidligt om morgenen, fordi jeg prioriterede lidt søvn frem for at vente på den officielle morgenmad. Og så kørte jeg på energidrik for resten. Det fungerede egentlig fint nok. Men jeg var glubende sulten, da jeg vendte hjem søndag eftermiddag. Min pose med snacks og sager kom med hjem igen, på nær et par skiver knækbrød.

Vi måtte se os slået af Fredensborg AK. Helt fair. De havde et par superhurtige kvinder med på holdet, men det var sjovt at have konkurrencen. Som nummer tre lå et hold af kvindelige ultraløbere, som vi egentlig havde været mere bekymrede over, men de var reduceret til fem kvinder og lå næsten hele konkurrencen efter os. Men på podiet kom vi, og vi vandt et gavekort til Puma på 400 kr. Og det er jo ikke skidt. Og vi var superstolte. Der skal nok komme billeder senere.

Endelig pakkede vi sammen, og jeg trak min cykel en sidste gang ad den bakkede rute ud til skovstien, der fører hjem. Mine ben jamrede, men de skulle også bære den tunge rygsæk. Hjemme sad mine forældre og nød solen i haven. Jeg havde frygtet lidt, at jeg ville være for træt og smadret, men efter frokosten lagde min mor sig ovenpå, min far faldt i søvn i lænestolen, og jeg fik en tiltrængt lille lur. Og der må være noget helt rigtigt i konceptet med en god oksebøf og spansk rødvin, for i dag har mine ben det fortrinligt og cyklede uden jammer hele vejen til Hillerød i regnen.

Stor tak til mine løbe-buddies for samarbejde og dejligt samvær, og stor tak til Jakob fra Løbeklubben på Facebook for det store arbejde med at arrangere. Og en stor tak til alle andre Facebook-løbere for at gøre det til en fest. Tænk endnu en gang at tilbringe et døgn med så mange helt ukendte mennesker.

by - 6 kommentarer

24Run i Rude Skov og Løbeklubben på Facebook

Jeg beklager radiotavsheden her på sendefladen. Jeg har været stærkt arbejdsramt, på den fraværende og mødeagtige måde. Men nu er jeg inde og vende i det, der hedder mit hjem, inden jeg tøffer ind i Rude Skov for at løbe i 24 timer. Ja, altså ikke alene. Det tror jeg alllgevel ikke, jeg kunne blive fristet af, – at løbe rundt og rundt og rundt på den samme korte strækning i samfulde 24 timer. Nej, vi er seks kvinder, der deler de 24 timer imellem os, og det skal såmænd blive fint rigeligt. Og superhyggeligt.

Jeg løb 24Run sidste år sammen med Løbeklubben på Facebook, og det gør jeg også i år. Sidste år var jeg nytilflyttet i Holte (ja-ja, jeg flytter lidt for meget rundt), kendte ikke mange (løbe)sjæle i omegnen, og derfor var Facebook-initiativet til 24Run perfekt. Jeg mødte op uden at kende de andre, og det viste sig at gælde for de fleste. Og så blev det en enorm succes. Vi oplevede et overraskende og intenst døgn sammen, hvor samarbejde og teamwork fungerede perfekt. Og nu kender jeg nogen! Som jeg har set igen, og som jeg har været til andre løb sammen med. Og jeg glæder mig til at være sammen igen. Selvom flokken er blevet mangedoblet, og den store lejr på mere end 50 mennesker også kan være en smule skræmmende. Mon der bliver ro nok til at sove de ganske få timer imellem vores ture? Mon den intense og intime stemning fra sidste år lader sig gøre i så stor en gruppe? Eller vil vi koncentrere os helt om vores lille kvindehold? Måske kan vi i virkeligheden ikke rumme meget mere.

Vi skal løbe fire timer hver, som vi fordeler ud over døgnet. Vi har delt os i to-mandshold, så vi har en fast makker i en – eller to-timersintervaller. Hen over natten og omkring aftensmadstid løber vi kun en time ad gangen. Det er meget specielt at blive vækket og stå ud af soveposen, trække i løbeskoene og løbe ud på ruten midt om natten. Ved midnat slukkes alt lys og lyd, og der er bare løberne på ruten med pandelamper. Alle samtaler bliver helt af sig selv dæmpede, og stemningen helt særlig.

Det er en kunst at få måltiderne passet ind. Jeg har en temmelig følsom mave, som vist har haft for mange sære indvortes kræ med hjem fra eksotiske rejser. Jeg skal virkelig passe på ikke at spise for tæt på løb. Så skal jeg nemlig på toilet. Hurtigt. Og pludseligt. Det er blevet bedre. Sikkert i sammenhæng med at jeg ikke løber så hurtigt mere. Før i tiden gik det bare ikke an at spise senere end tre timer inden løb.

Jeg er makker med Helle, som jeg lærte at kende til sidste års løb, og vi skal nok være et supergodt makkerpar. Helle er sej og stædig, og jeg har lidt oprejsning til gode fra pinsen. Mine nyindkøbte trailsko, Salomon XT Wings,  kom med posten i dag. Dem vil jeg teste på nogle af mine ture i weekenden. Og ellers bare pakke godt med solcreme og myggespray.

by - 2 kommentarer

En dag på lysløjpen

Sikke en dag! Endelig, endelig har jeg haft en dag, hvor træningen har været en sand nydelse. Jeg har stort set ikke hostet, og næsen løber ikke længere. Hvad er der sket??? Min stædighed står for fald – jeg har såmænd bare behandlet høfeberen. Med næsespray. Som min læge forsøgte at overtale mig til. Jeg ved ikke, hvad det er med mig. Måske har jeg bare fået så meget medicin i mit liv, at automatpiloten slår bak ved tanken om mere? Anyway, det her virker. Når høfeberen er under kontrol, hjælper det også på astmaen.

Jeg gassede lidt i sengen i morges med min bog, men måtte ud af fjerene for at nå mine planer om dobbelt løbepas. Så afsted med mig inden morgenmaden. Gennem skoven, som stadig var i morgenhumør, til lysløjpen i Holte. En del af ruten til 24Run følger lysløjpen, og jeg kunne kun være glad for, at det ikke er den øverste del, som har de stejleste bakker. Jeg løb to omgange og mødte en fyr, som også skal løbe med Løbeklubben på Facebook i næste weekend. Faktisk skinnede solen og fuglene gav den gas. Og SÅ skulle jeg hjem og have morgenmad.

Senere fik regnen fat, og sidst på dagen trak jeg igen i løbetøjet og løb af en lidt anderledes rute igen til lysløjpen. Stor var min forbavselse, da benene viste sig at være superfriske. Så jeg løb frisk afsted i regnen og løb den ene bakkespurt efter den anden. Skoven nærmest myldrede af liv. Rådyr, mus, egern og fugle krydsede min sti i alle retninger, mens regnen silede ned. Jeg havde allerede siden morgenstunden fortrængt, hvor mange bakker, der er på Lysløjpen. Specielt når man følger den autoriserede løberetning mod uret, er stigningerne voldsomme. Og det må jo nødvendigvis være noget sludder, men jeg testede begge retninger, og det er ganske vist. Jeg løb 2½ omgang lysløjpe og spurtede nærmest hjemad med friske ben. Det blev til 11 og 14 km uden katastrofale hosteanfald.

I morgen bliver der ingen træning ud over mine 35 km på cyklen. Jeg skal nemlig til Malmø og høre Eric Clapton og Steve Winwood sammen med min gode ven Henrik. OM jeg glæder mig?????

by - 4 kommentarer

Alternativ træning

Dagens træning har været lokalmesterskaberne i lugning  mellem brosten. Vi havde fælles havedag på matriklen, og opgaverne blev fordelt med fast hånd. Det var hylekoldt, og jeg havde hang overs fra aftenens gewürtztraminer. Men det var på med (have)vanterne og gang i fælleslugeriet. Fire-fem timer på knæ med sådan en håndholdt lugedims radbrækker mere end 3/4 marathon, og heldigvis havde en medboer med dårlig samvittighed over at skulke bagt kage og lavet kaffe. En anden skidt samvittighed havde købt en kasse sodavand. Børnene myrede omkring og pillede i græs og myrer.

Den oprindelige plan havde indeholdt en havefest, men vejrudsigten fik os til at droppe den. Eller gemme den til senere. Og godt for det. Nu sludrede vi over trillebøren og lugejernet. Mødtes over en kaffe og sodavand og efterlod vores fælleshave så fin, så fin. Jeg klippede lidt videre i min egen lille bitte have og fik renset min cykel i bund. OG opdagede, at endnu en eger er knækket. Forbandet da også. Jeg må se, om jeg selv kan lave den i morgen. For nu er jeg besvimet på min sofa. Og overværer noget Melodi Grand Prix, der er uhyggeligt tæt på min pinlighedsgrænse.

I morgen vil jeg dele min træning i to pas for at nærme mig 24Run i Holte i næste weekend, hvor jeg løber for et hold af seks kvinder. Jeg bor tæt på ruten, og kan tyvtræne lidt på den. Ruten er pænt hård at løbe langt på, fordi den er temmelig kuperet sine steder. Til gengæld er den ganske kort, og hele arrangementet er super hyggeligt. Jeg vil løbe en 10 km morgentur og en 10 km aftentur, og ind imellem vil jeg skrive videre på mit kapitel til Tracy’s bog. Mine skriveprojekter går let lidt i stå, når min hverdag bliver så presset. Men forude har jeg to måneder i Nepal, hvor jeg ved, at jeg vil skrive og skrive og skrive. Når jeg rejser, skriver jeg altid. Jeg har en skuffe fuld af rejsedagbøger, og familie og venner bliver spammet med meterlange rejsebreve. Jeg tænker godt, når jeg rejser, og der falder ro på mit fyldte sind. Rejserne giver også behov for at fastholde indtryk og reflektere over oplevelser. Jeg har en fast tyrkertro på, at jeg bliver klogere af at rejse. Anyway, kapitlet til Tracy skulle gerne afleveres først.

For nu har jeg nået kvalmegrænsen. Med Melodi Grand Prix, forstås. Så hellere sove ud.

by - 4 kommentarer

Astma, host og hark

Sidder bænket i sofaen med Gewürztraminer i glasset og et overstået dejligt måltid. Sidder og tænker meget stille, at måske er det hele på vej til at blive –  bedre….. Måske er min voldsomme møjhoste på retur. Altså bare lige så stille og måske.

I går cyklede jeg på arbejde og gav den gas på vejen. Sent på eftermiddagen krøb jeg i noget løbesko og trissede sydover gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn. I ret imponerende solskin. Jeg måtte afbryde et par gange med hysteriske hosteanfald og bandede fælt. Men egentlig gik det fint nok. Mine lår hylede lidt om kap med lungerne, Men det kan de nu godt glemme efter den sølle indsats i weekenden. Jeg stoppede 1½ km før hjemmet for at proviantere og fylde spisekammeret lidt op. Og gik i stedet det sidste stykke hjem med fyldte poser.

I morges stod jeg tidligt op. For nu stod min cykel jo i Hillerød. Og der var kun én ting at gøre. At løbe på arbejde. Himlen så grå og truende ud, og jeg tænkte mit. Jeg er altid lidt træt ved tanken om at løbe afsted om morgenen, og jeg er altid træt de første 4-5 km. Men det ved jeg jo, og pludselig er det så bare fedt at løbe afsted i morgenstunden. Ud af Kongevejen i infernalsk trafik. Virkelig. Man kan blive så politisk korrekt bekymret over antallet af biler på vejen. Specielt når man nu kan polere sin private glorie i den grad. Hvad gør de der, alle de biler? Nåmen, på den anden side af Blovstrød drejede jeg ind i skoven for at slippe af med dem,  bilerne. Og vups, var der ro. Jeg elsker skoven, når den er i vågne-op mood. Når fuglene fløjter på morgenmåden, når de røde egern piler op og ned af træstammerne, når musene rumsterer og pludselig fløjter over skovstien, og når råvildtet står og stirrer forvirret og fortørnet. Jeg hostede først efter en time og et kvarter. Og lårene hylede igen. Men ærligt talt, – så var der jo ikke så langt igen, vel? Så det blev mig, der bestemte. Og pludselig kunne jeg ane bilerne på Overdrevsvejen for enden af skovstien. Hvor er det bare en anderledes oplevelse at løbe gennem skoven, når jeg har tjek på ruten.

Hostede mig igennem tre timers kvalitetsmøde. Men var hosten ikke en lille smule mere løs? Og fik travlt med at komme til Glostrup Hospital, hvor jeg havde møde med regionens lungespecialister. Var det derfor min hoste stoppede? Jeg hostede overhovedet næsten ikke, mens jeg havde møde med lungelægerne. Måske er det på vej til at drive over??? Sig det ikke til nogen, men måske???

Resten af eftermiddagen blev brugt på at lede efter trail-løbesko. Men der kom løbeeksperterne i den grad til kort. Christ, det ved det de ingenting om. Jeg vil have løbesko med til Nepal, og det er – ved gud – ikke verdens nemmeste terræn at løbe i. Klipper, grus, is, græs, stigninger – i én pærevælling. Tror nok, jeg har fundet dem, men det bliver på nettet. Sjældent har jeg oplevet så dårlig vejledning/vildledning.

Og så spurtede jeg hjem igen på min cykel. Og mødte en fyr i et lyskryds i Lyngby, som sagde: “Wow hvor kører du bare hurtigt. Jeg prøvede at undskylde det med min gamle cykel, men du cykler bare stærkt” Sagde han med lidt respekt i stemmen. Joooo, jeg tror måske, det går en lille bitte smulle bedre, måske, med mine lunger.

by - 2 kommentarer

Mål og motivationer

Jeg er forbavsende lidt skuffet. Lidt, selvfølgelig, men forbavsende lidt. Ja altså, over Copenhagen Marathon og mig. Måske hænger det sammen med mine lungers miserable tilstand, og at det lissom overskygger noget så relativt ligegyldigt som et løb. Jeg mener, det er totalt ufedt ikke at få nok luft indenbords. Eller egentlig er det mest ubehagelige at få luften ud af lungerne igen. Min skuffelse over ikke at kunne kontrollere min allergi er enorm. Jeg kan ikke fordrage at blive begrænset. Jeg hader at sidde og lyde som en gammel KOL patient med rygerlunger. For Christ’s sake – jeg er jo en veltrænet kvinde med en lungekapacitet over normalbefolkningens!

Jamen jeg har jo trænet sådan rimeligt målrettet, og det skulle lissom være mit grænseoverskridende come back til marathon distancen? Hvorfor er jeg så ikke syg om hjertet af skuffelse? For det er jeg ikke. Jeg er lidt ked af, at jeg nok må lade være med at løbe marathon i København. Det er trods alt anden gang, jeg er kravlet ud af det løb med et astmaanfald i fuldt udbrud. Maj er bare en skidt måned til den slags. For mig. Men jeg elsker den folkefest, Sparta arrangerer i København. Og jeg vil frygtelig gerne løbe med, men – hånden på hjertet – jeg skal ikke løbe marathon i maj, vel?

Jeg er jo sådan en målrettet person. Ambitiøs og alt muligt. Måske er min mentaltræning ved at virke? Den træning, der handler om at leve fint videre med at være blevet en langsom løber. Mens vi endnu løb i søndags, grinede Jesper af, at jeg gik ved væskedepoterne. Han havde været helt overbevist om, at jeg var sådan en, som ville løbe og drikke. Det ville jeg også have gjort i mit tidligere liv. Gosh, jeg har trænet og trænet kunsten at drikke af et plastikkrus i fuld fart. Men i søndags var der ingen grund til det. Jeg tænkte faktisk slet ikke over det. Gad bare ikke stresse ved drikkedepoterne. Fordi vi hyggeløb. Og måske derfor er jeg ikke så skuffet. For det var en fest, og det var hyggeligt. Og jeg har trænet godt.

Jeg har altid elsket at træne. Jeg kan sagtens træne uden mål. At træne mod et bestemt mål er anderledes. Og sjovt. Men træning er jo aldrig spildt. Alene det at kunne løbe to timer i en solbeskinnet skov er motivation nok for mig. Jeg elsker lange løbeture. Jeg elsker, at jeg kan. Og jeg glæder mig vildt til at løbe i Holte den 5.-6. juni.

I dag cyklede jeg mine 35-40 km frem og tilbage til arbejde, og politikermøder bliver altid for lange, men jeg løb min lille tur i skoven, da jeg endelig var hjemme kl 20.30. Jeg er igang igen.

by - 2 kommentarer

Op igen

Brugte mandagen på at – gøre ikke ret meget. Mine lår var fuldstændig urimeligt ømme. I betragtning af, at de ikke var blevet bedt om mere end sædvanligt. Ærligt talt – 29 km har de klaret uden klager før. Men sådan er det næsten altid. Et dårligt løb giver ømme ben. De fik lov at bestemme, benene. Overvejede at lappe mountainbiken, men den fik også lov at blive stående. Tirsdag blev det arbejdet, der bestemte. Op før klokken fem og med tog til Århus, hvor der var møde hele dagen. Og et oplæg fra mig. Hjemme igen i aftes. Og idag er skør, fordi der er møde med politikerne, som først slutter omkring klokken 19. Men så skal jeg også självklart en lille tur i skoven,når jeg er hjemme igen.

Jeg begynder at få lyst til en løbetur igen, men jeg må desværre erkende, at mine lunger stadig lider. Jeg bliver kortåndet og bryder ned i massive hosteanfald. Overvejer seri’st at rejse langt væk, næste gang det bliver maj.

Men træningen skal boostes, så vi kan lave et godt løb i Holte til 24Run i Holte. Det bliver et superhyggeligt arrangement, men vi vil også gerne gøre det godt. Vi er i hvert fald to på holdet, som trænger til en mental oprejsning. Så i morgen genoptager jeg mine løbeture fra og til arbejde. Sjovt nok er jeg kommet til at holde af de ture. Det er en fed måde at starte dagen på. Specielt hvis Katrine hujer ud af bilvinduet. I morgen bliver det dog bare den ene vej.

by - 2 kommentarer

Dagen derpå

Bortset fra et par helt urimeligt ømme lår, har jeg det forbavsende godt i dag. Ikke i mine lunger, men resten af mig. Det var ikke rigtigt muligt at holde fast i det dårlige humør ret længe. Mine unger kom futtende med metroen, da jeg ringede og forkyndte de dårlige nyheder fra målområdet. De havde ellers indtaget et hjørne af Nørreport, hvor Alma havde taget opstilling i front og uophørligt råbte ‘mormor-mormor’ og klappede i hænderne sammen med Sille. Ella syntes det var en fest og klappede lystigt med i klapvognen. Et kvarter senere stod de på Islands Brygge. De små tøsepiger fik en økologisk pølse og festede videre, mens vi andre skuttede os i den tiltagende kulde.

Mens jeg ventede på mine unger, mødte jeg den ene gamle løbe-buddy efter den anden fra Århus. Og følte et sug af savn. Du er altså savnet i Århus, sagde Henrik. Jeg må derover engang imellem og løbe med om lørdagen. Men jeg kan ikke følge med længere. Det gør ikke noget, sagde Henrik, du kan bare løbe med lidt, – og der er andre, der faldet af på den. Han havde også haft et grumt løb og løbet 3.39. Det er ikke helt godt, når man normalt er god for en tid under tre timer.

Min Jeppe havde haft et superløb og debuteret i 3.18, men han var for kvæstet til at finde mig i mylderet, så vi opgav det billedeprojekt. Vi har talt om, at det kunne være sjovt at skrive en artikel sammen om kræft og idræt, – sygeplejersken og kræft-barnet, som begge to er idrætsramte. Flot, flot af ham. Og jeg ville  gerne have givet ham et knus.

Men vi tog på café Paté-Paté. Minus Alma-familien, som skulle videre. Sofie snuppede en bycykel, og vi krydsede cykelbroen til Vesterbro. Og så hang vi der. Martin skaffede rødvin og tapas, og vi kunne uden problemer have hængt videre hele aftenen. Så er det altså svært at bevare det sure humør ret længe, ikke? Sille myrede rundt i caféen og hyggede om sig selv og resten af caféen med to refleksbånd, en hue og en serviet. Først da jeg hentede kaffe til os, gik det op for mig, at jeg stadig sad i mit løbetøj og ikke duftede af rosenvand. Men små børn skal hjem og sove, og store børn skal hjem i bad. Så ved 19-tiden brød vi op, og jeg trak min cykel ind i s-toget på Hovedbanegården og futtede hjem til landidyllen igen. Og opdagede, at jeg ikke havde taget min antihistaminpille om morgenen. Uuaaargh! Så er det måske ikke helt mærkeligt, at min astma gik amok (flovt-rødme-ikon). Jeg har talt med min læge om at forsøge et nyt middel. Det må være tid til at tænke nyt. Og glæde mig over, at om en måned stikker jeg af fra det danske pollen-helvede. Ud i bjergene, hvor astma aldrig nogensinde generer mig en tøddel.