Nå ja. Jeg har helt glemt, at jeg er kommet på glittet papir i denne uge. Bare et lille hjørne. Og i sidste uge. Men alligevel. Så gammel er jeg nemlig. Hende her skriver i Magasinet Liv:
Category Archives: Løb
Weekendbilleder
Det går sløjt ved tastaturet. Det beklager jeg. Jeg jonglerer med så mange ord på mine arbejdsdage, så jeg hungrer efter noget virkeligt liv med rigtige mennesker og luft på kinderne. Og bøger fulde af andres ord.
Så kravler jeg lidt ud af internettet. Jeg svinger en lille tur forbi Twitter og Facebook, får skimmet et par blogs og lammetævet nogen af mine børn i Quizz Battle. Eller får det selv. Tæv.
Men jeg får ikke skrevet. Ikke på bloggen. Og ikke på andres. For tiden.
Så det har jeg heller ikke gjort i weekenden. Jeg har pakket mig ind i dejlige mennesker. Drukket en lille smule rødvin. Fået serveret forfærdelig lækker mad. Grinet. Krammet. Nydt.
Jeg har løbet lange ture og brudt nogle kilometerforbandelser. Travet Amager Fælled tynd med Anna, mens vi satte verden omkring os på plads.
Derfor kommer der ikke ord. Men billeder fra en weekend, der gjorde det godt, og som uden problemer kunne have varet længere.
Den forheksede skov
Jeg pakkede løbetøjet i morges og bimlede højt belæsset til Hillerød. Med papirer, iPad, overtrækstøj, madpakke og løbetøj. Plus det løse, der altid bor i bunden af en taske. Efter at have turboarbejdet i mange timer, trak jeg så løbetøjet på. Sådan lidt balret i benene af yoga og løbeture og med rødvin i sigte hos min veninde skulle det selvfølgelig bare være en kort tur i skoven.
Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg elsker at løbe i skoven. De bløde bakker. Puddersneen på grenene.
Og jeg havde næsten glemt, hvordan jeg kan blive helt væk i selvforglemmelse, når jeg løber. Jeg glemmer alt om tid og sted. Kommer nærmest i et zen agtigt mode. Sådan noget oplever man kun, når man ikke har en hæl, der skriger ved hvert afsæt.
Og det har jeg ikke mere. Den piver en lille smule. Mindre og mindre dag for dag. Og jeg glemte mig selv, mens jeg lod mig pakke ind i skoven.
Men jeg havde også glemt, at St. Dyrehave er forhekset. Den er fyldt med alfer og skovtrolde, der drysser glemmepulver på mig. Jeg har løbet i skoven gennem fire år. Og gang på gang sker det. Jeg bliver væk.
Pludselig er jeg et sted, jeg ikke kender. Og pludselig igen er jeg et sted, jeg kender. I den helt forkerte ende af skoven. Langt, langt fra mit lille bitte kontor.
Og her er ingen smutveje. Sådan bliver en lille bitte tur med et lang. Forunderligt nok holder benene op med at være balrede, og jeg løber gennem skoven på lette fjed. Op og ned. Og ned og op. Helt sikkert til højre her. Nå nej, det skulle nok have været til venstre. Og nu tror jeg, jeg ved, hvor jeg er. De her træer kender jeg jo. Helt sikkert.
Og først efter lang tid. Som en god time. Dribler jeg med lettelse hen til mit eneste sikre pejlemærke i den skov. Femstjernen.
Endnu engang har den snydt mig. Den forheksede skov. Og min korte fredagstur varede pludselig halvanden time.
Så hej til den uge og hurra for forheksede skove. Hav en fantastisk weekend.
Hverdagen vinker
Mens jeg begynder at forberede mig på noget hverdag, forsøger jeg af alle kræfter at lade være med at række tunge af juleferien. Jeg fik set de fleste af de mennesker, jeg havde planlagt. Undtagen dem som også lagde sig med influenza. Jeg fik holdt jul. Næsten uden julefrokoster. Fik set en masse film og læst bøger. Og slidt urimeligt meget på sofaen.
Nu ligger de bunker, jeg kastede bag lænestolen før jul, sorteret på gulvet. Klar til nyt liv. Og jeg har forsigtigt åbnet min arbejdsmail. Og kan se, at jeg nok må afsætte nogle timer i morgen. Selvom ferien ikke helt officielt er slut.
Til gengæld belønnede min næstsidste feriedag mig med noget, der lignede forårsvejr. Jeg blev grebet af stemningen og var pludselig på vej mod Kalvebod Fælled. Hvor jeg fortsatte langs vandet og over motorvejen. Og så ved jeg ikke helt, hvad der skete, men jeg fandt mig selv på vej ad et af de virkelig små spor. Ud over fælleden. Hvor jeg ikke har været i næsten et år, fordi min venstre hæl har sat markante begrænsninger. I dag var ren nydning, og jeg kom længere væk, end jeg har været meget længe. 16-17 kilometer alene på savannen helt uden hælbrok kunne næsten få tårerne frem.
Noget er alligevel gået godt i den juleferie.
Nytårshimlen
Du er ikke normal, sagde min datter, da jeg stadig let forpustet snakkede med hende i telefonen.
Det står i nytårsreglerne, at jeg skal ud og luftes, så da skihopperne var færdige, skruede jeg mig ud af nattøjet og ned i løbeskoene og daffede afsted med kamera i hånd. Og jeg blev belønnet med de vildeste skybilleder i det milde eftermiddagsvejr.
Og så er det jo meget godt at være ikke normal.
Pramdragerstien i vintertøj
Min far vendte øjne, da jeg dukkede op ved morgenbordet i løbetøj. Da vi gik i seng, blæste det ret voldsomt, og sneen føg om ørerne på os. Men nu virkede det stille. Snefygning og lukkede småveje, lød det i radioen.
Jamen jeg ser ikke Pramdragerstien så tit, og det er en af mine all time yndlingsture. Så jeg trak buffen op om halsen og trissede af sted med kameraet i hånden. Nej, ikke i lommen, for hende, der pakkede min taske i går, havde undladt løbejakken. Derfor trak jeg i de trøjer, jeg havde medbragt. Og det gik endda.
For ude i verden var isen og sneen i fuld gang med at smelte. Det dryppede og piblede alle vegne, og der var ingen spor af lukkede veje eller fygesne. Jo, det var da tungt nok at løbe i, da jeg krydsede ned mod Gudenåen. Men smukt. Der er altid smukt på Pramdragerstien. Og jeg kunne bare glæde mig over ikke at være en fugl, som de sad derude på åen og skuttede sig mellem isflagerne.
En søndagstradition
Jeg har en veninde, der deler min kærlighed til at støve rundt i naturen i løbesko. Vi kan lide at tusse rundt uden at have et mål med det. Vi gør det bare fordi. Fordi Amager Fælled er smuk og fyldt med fred. Hvor der sidder ugler og kropsduer på lur i træerne. Og hvor rådyr forskræmte smutter ind mellem buskene.
Vi skider lidt på det dyre udstyr. Og vi løber uden ur. Der bliver ikke målt nogen som helst. Det eneste vigtige er nemlig vores nydning og humørbarometeret, som stiger helt af sig selv, når vi tøffer over slusebroen.
Vi har lavet os en lille bitte søndagstradition. Som handler om en times tid rundt på Amager i løbesko, et varmt bad og noget øl. Og en masse snak. Om alle dem der ikke er med på tur og andre vigtigheder. Jeg havde helt glemt, hvor godt en øl smager med brugte ben og frost i kinderne.
Ja, vi har i hvert fald gjort det to gange. Og vi er all in på at gøre det ret tit. Fordi det er fedt at løbe og sanse. At alt ikke handler om målrettethed og resultater. Og slet ikke om kontrol. At jeg så bliver grebet af en ustyrlig glæde over Lenes begejstring over mine stjernesteder på Amager, sparker vores lille tradition højt op på min løbehimmel.
Der var varslet snestorm i samtlige medier. Men jeg vidste, at en smule sne ikke ville få Lene til at tvivle. Jo, det blæste pænt, og snefnuggene borede sig ind i vores kinder, som knappenåle i hobetal. Men blev kyset til ligegyldighed af vores tophumør.
Jeg havde telefonen med for at fotografere smukheden undervejs. Men telefonen fik det for koldt, og nægtede alt andet end dette billede. Som slet ikke yder hverken smukhed eller blæsevejr retfærdighed.
Og det blev lyst
Jeg sparede tre timers transport i dag og arbejdede hjemme. Fordi jeg alligevel skulle til møder i byen. Og den ene time blev så brugt i løbeskoene. Hvor jeg som en kåd cirkushest plørede op og ned af de bakker, der nu findes på Amager Fælled. Det var min præmie. Min bonus for et års tålmodighed.
Det forstår du ikke? Nej?
Nej, man skal nok være vokset op i mig for at forstå mudrede bakker med sne på som en præmie. Men når jeg nu har været forvist til asfalt eller helt jævne, flade stier så længe. Så var det en fest. Bare sådan at se min lille verden lidt fra oven.
Jamen skal du så bare ud og vrikke om igen, spørger du? Tja, er det ikke det, det hele handler om? Livet? At vove at glide, miste fodfæstet, vrikke om på ankler? Og nyde euforien over at kunne, når det lykkes?
Amager Fælled var pakket ind i tøsne, is og mudder. Og jeg vendte hjemad med våde sko, mudder på bukserne og en lille bitte smule lykkelig.
En tålmodig historie
Indstil mig til en medalje. For tålmodig troskab og grundighed. Ikke mindst tålmodighed.
For snart et år siden startede et sæt roterende knive i min venstre hæl. Jeg husker ikke præcist hvornår, men på et eller andet tidspunkt i Lissabon i julen, hvor jeg kvidrede rundt i høje hæle. Og hvis I har været i Lissabon, ved I, hvor dårlig en idé, det er. Der findes ikke mange flade og jævne fortove, og jeg keglede rundt. Og måtte kaste mig ind i en skobutik efter flade sko. Det var den udløsende faktor, sagde min kloge fysioterapeut. Den ultimative stress af en svækket perinæusmuskel. Den muskel, det sidder på ydersiden af læggen og hæfter nede omkring hælen. Og musklen var svækket af utallige vrid, fordi jeg har løbet så mange år uden for stierne i de jyske skove. Det svækker nemlig den muskel, vidste fysioterapeuten. Som jeg selvfølgelig først opsøgte efter næsten otte måneder. Da jeg var ved at opgive ævret og forestillede mig et liv med knive i venstre hæl.
Musklen skulle styrkes og trænes. Derfor satte han mig på totalt begyndertræning. Jeg havde holdt en god pause hen over sommeren, fordi jeg trumfede det hele med at brække to tæer på den ucharmerende måde. Noget med for meget fart på og en teltpløk. Jeg startede med et kvarters langsomt løb hver anden dag. Langsomt på måden, hvor man ikke får sved på panden, selv i august. Sideløbende lavede jeg styrkeøvelser for den slappe muskel og fødderne, og jeg udvidede langsomt mine løbeture med fem minutter hver uge.
Og det gik godt. Indtil jeg pladrede direkte i forfængelighedspølen og trak i høje hæle. Bare fordi jeg skulle lede en workshop med en masser mennesker og gerne ville syne af lidt mere. Og så kunne jeg starte forfra med det hele. Jeg har været sur og vranten. Jeg har været ved at smide det hele væk. Og begynde at spille skak i stedet. Og jeg har været ret fortvivlet. Fordi løb altid har været en del af mit liv. Og min yndlingsmåde at koble af på.
Men jeg fandt på det der med at gøre, som fysioterapeuten sagde. Helt bogstaveligt. Jeg har været så god. Og i dag æltede han rundt i min muskel. Vred min ankel i umulige vinkler. Trak og rykkede og trykkede og testede. Og så sagde han det. Min ankel og min hæl er næsten raske. Jeg må træne, som jeg vil. Jeg må begynde at løbe i terræn igen. På bakker. Intervaller.
Og jeg kvidrede afsted på min cykel fra Rødovre, selvom vejret lagde op til vrede miner. Næste gang det er lyst, løber jeg op ad Mount Anna.
Men en medalje. Jeg er aldrig set så tålmodig før.
Decemberbilleder
December har straks forstået budskabet og taget meget bedre imod. Med smukhed og åbne arme. Og så kan jeg se igennem fingre med sneen. For the time being. Det kan muligvis gøre mig olm i løbet af ugen, når det kaster sig i vejen for min færd mellem Sydhavnen og Hillerød. Men olmskab skal aldrig komme i forkøbet.
Ordene er stadig gemt lidt af vejen bagest i min hjerne. De vil ikke rigtigt ud. I stedet sender jeg vanen tro en lind strøm af smukhedsbilleder fra en weekend med morgenløb, vinterbad og øl og veninder efter jer.
De første julegaver er i hus, kajakken er i vinterhi og kalenderlyset er brændt for langt. Alt er godt.
Helles Blog 