Category Archives: Nepal

by - 3 kommentarer

Sommerfest

Jeg har sagt farvel mine unger. Med lidt sug i maven over, at der nu går to måneder, før jeg ser dem igen. Før jeg kan give dem bamsekram og mærke dem igen. Vi har jo gjort det før. Men jeg får altid det der lidt surrealisttiske sug i maven, når det pludselig går op for mig. At der faktisk nu går to måneder, før vi står overfor hinanden igen. Jeg elsker at komme hjem til dem. Jeg elsker gensynene. Og jeg kommer til at savne dem. Derude i Himalayas ødemarker. Men hvor er det godt at vide, at de er der. Vi holdt vores lille sommerfest i aftes med bål og snobrød og det hele (undtagen skumfiduser, som jeg havde glemt at købe). Småungerne tøffede rundt og legede fredsommeligt til klokken halv elleve. Og så faldt de bare udmattede sammen i sengene og sov hele natten. Mens vi andre drak rødvin og grappa.

Og så sov vi hulter til bulter, hvor der nu var plads til os i mit lille hus. Og vågnede hulter til bulter og var lidt ømme i håret. Det er knus’me hyggeligt at have en stor familie.

Og så har jeg holdt en helt velfortjent dag, hvor jeg ikke har lavet noget som helst. Eller…. noget, jo. Jeg har haft besøg fra New Zealand. Jeg har gjort mig pakkeklar. Jeg har downloadet lydbøger og købt lidt ekstra musik til min Ipod. Jeg har fået hul igennem til service provideren til Rasmus’ simkort i satellittelefonen. Og det betyder morgenluft for den tekniske side af kommunikationen mellem mig og resten af verden i de kommende to måneder. Jeg var ellers tæt på at trække blondinekortet, kaste mig tøsefornærmet ned på gulvet og hamre mine små knyttede næver i klinkerne. Men – HA – så let går det alligevel ikke. Jeg mangler bare et datakabel og et skrabekort til telefonen – og vupti-dupti så kommer der hul igennem til bloggen. Håber jeg.

Ind imellem tænker jeg henført på dengang, hvor man bare underkastede sig manglerne, når man rejste. Man var væk, til man nåede en stor by, hvor man kunne ringe eller skrive fra. Men nu! Nu har jeg investeret i flere kilo dingenoter, kabler, opladere og tingester. Så jeg kan holde liv i min computer, mine kameraer og telefonen. Og jeg kan ikke helt blive enig med mig selv, om det er godt eller skidt. Om det kun er godt. Om rejsen ikke også taber lidt ved det. Men det er godt, at jeg kan høre nyt fra min far og mor og høre, aa mine unger har det godt.

Men i dag har jeg ikke rørt mig ud af flækken. Ikke startet cyklen eller snøret løbeskoene. Jeg har spist is og nusset. Givet kroppen en hviledag og hygget mig med mine mange gæster. Uden at bevæge mig en centimeter fra matriklen.

by - 2 kommentarer

Tre år

Det har det taget for mig at lande på noget, der ligner mine egne fødder ovenpå sygdom og kemoterapi. Det havde jeg ikke lige forestillet mig. Dengang for tre år siden, da hospitalet endelig slap sit tag i mig. Jeg troede, det ville handle om at træne mig selv op igen, komme igang med mit arbejde og komme ud i bjergene igen. Det gjorde det sådan set også. Men så let var det bare ikke. Fire-fem måneders vild og intensiv kemobehandling, rutsjeturen fra rask-Helle-fuld-af-planer til pludselig kræftpatient på fuld tid og den voldsomme konfrontation med min egen dødelighed efterlod mig i en bunke smadder. Trods alt en bunke smadder i rimeligt god form, men smadder.

Efter tre år har jeg endelig en fornemmelse af, at sygdomsspøgelset har forladt mig. Det sidder ikke længere og puster mig i nakken. Det holder mig ikke vågnet om natten. Det blander sig ikke i mine planer. Jeg er mig, og jeg er næsten ved at have balancen. Men det har taget tre år, og verden er ikke, hvad den var.

Det har været tre år, hvor jeg langsomt har lært at leve med en slags ny normaltilstand i kroppen. En normaltilstand, hvor det meste er forandret. Det er normalt nu, at fingre og tæer sover en del timer mere i døgnet end resten af mig. Det kan man vænne sig til. Det er normalt, at fingrene kan gøre så ondt, at det er svært at skifte gear på cyklen. Det kan man også vænne sig til. Det er også normalt, at fødderne har dage, hvor der er ild under dem. Det er lidt sværere at vænne sig til. Mine tånegle bliver aldrig til rød neglelak igen. Min hud nærmest sluger en bøtte fugtighedscreme ad gangen.Det er hvad det er. Jeg vejer pænt mange kilo mere end tidligere. Det ved jeg ikke, om jeg vænner mig helt til. Men jeg arbejder på det. Jeg har svedeture, som får enhver klimakteriesild til at føle sine temperatursvingninger som ren stabilitet. Det distraherer mig, men bliver lejlighedsvist bedre. Og mit søvnmønster er markant ændret. Fra at være et ærke-A-menneske, der vågnede irriterende tidligt om morgenen, kan jeg nu snildt sove til kl ni. Til gengæld bliver jeg tidligt søvnig.

Det har også været en ensom proces. Måske ville det have været mindre ensomt, hvis jeg havde haft noget mand i huset. Altså en af den slags, man kunne dele noget fortrolighed, nogle forventninger, noget angst og noget glæde med. Og sådan en som kunne have taget sig af hele den sociale side af et liv. For det kunne jeg ikke. I rigtig lang tid. Og det har selvfølgelig kostet. Men berygtet som jeg er for min stædighed, kommer jeg igen. Og mit liv er ved at tage form. Ikke mit gamle liv. Det har jeg måttet lære at lade være med at stå og skrige på, for det kommer ikke igen. Men mit nye liv. Med min nye krop. I min nye by.

For to år siden, rejste jeg til Nepal for at finde ud af, om jeg overhovedet duede til noget i bjergene længere. For at markere, at det var lykkedes mig at træne mig i stand til en krævende ekspedition. Og jeg fik masser af støtte til min ekspedition. Om 1½ uge rejser jeg igen til Nepal. Men nu tager jeg ud for at gøre en lille bitte hands-on forskel i et lille bitte hjørne af verden. Og give lidt igen til Nepal, som har givet mig så meget. Og de har ved gud mere brug for det, end jeg har.

by - 2 kommentarer

Tak

Jeg er helt overvældet over, så mange der allerede har doneret penge til medicin til de nepalesere, jeg skal ud og arbejde hos. Af hele mit hjerte tak. Det varmer og gør mig sådan helt grundglad. Jeg vil tage masser af billeder med til Nepal af vores lille land og fortælle om de gavmilde venner, kolleger og familie, som ikke bare beriger dem med medicin, men også beriger mit liv i det daglige. Og jeg vil sende masser af historier og billeder retur, så alle jer, der har givet, kan se, hvordan pengene er blevet brugt. Og få et indtryk af, hvordan livet kan forme sig for et folk så afsides.

Når jeg sådan rejser i lidt længere tid, “bytter jeg historier” med de folk, jeg møder. Ligegyldigt hvor jeg har rejst, har jeg mødt gæstfrihed og nysgerrighed. Fremmede folk vil gerne vide noget om, hvor jeg kommer fra. Derfor har jeg gjort det til en vane at have billeder med. Engang var det papirbilleder, men nu kan jeg have dem på min Ipod. Når jeg rejser i et land som Nepal, som er så forskelligt fra vores flade, grønne land, er det rigtig sjovt. Billederne giver masser af samtalestof, masser af undren, masser af grin og en masse udvekslen. Jeg har også altid musik med. Og i Nepal er det særligt sjovt. Fordi i Nepal har jeg været til nogle af de vildeste dansefester. Alle danser. I begyndelsen er det lidt planlagt og indstuderet, men lige pludselig er dansen givet fri. Og både mænd og kvinder danser og bruger dansen som en slags drilleleg. Man udfordrer hinanden, og i dansen kan piger og drenge flirte på en måde, der slet ikke sker åbenlyst i dagligdagen. Dansen udvikler sig også til optræden, hvor specielt mændene optræder solo. Og man kunne tro, at de havde luret noget breakdance af, men nej, nok ikke. Måske breakdancere kunne lære et trick eller to. Som regel bliver der også indtaget en del rakshi, lokal risbrændevin, som smager totalt afskyeligt. Men det virker. Musikken er traditionel nepalesisk musik, men jeg har også været til fest med mere rock-agtigt islæt. Dansefesterne er sjove, og man skal endelig ikke sætte sig for godt tilrette og agere tilskuer. Man bliver nemlig meget hurtigt trukket på dansegulvet. Og så varer det i timer. Lige til alle dejser. Med eller uden rakshi.

Og så er det rigtig sjovt at “bytte musik”. Jeg spiller noget af den danske musik, jeg har på min Ipod. Nepaleserne synger deres   traditionelle folkesange for mig, og jeg synger sange fra Højskolesangbogen for dem. Og vi prøver efter bedste evne at lære et par strofer hos hinanden. Under store latteskrål. Nepaleserne er et meget lattermildt folkefærd. Jeg har tit været offer for practical jokes. Men altid på en høflig måde. Som jeg overhovedet ikke kan stå for. Så – når jeg på et tidspunkt trækker i mine trailløbesko og løber en tur i bjergene, kan jeg være helt sikker på at møde skraldgrin og klask på lårene.

I dag har jeg været ‘on the road’ igen i mine løbesko på min vej fra arbejde. Og min cykel har fået lov til at sove alene på mit kontor inat. lænket til min kontorstol. Mon ikke nogen på Regionsgården deep down kunne have lyst til at klaske sig på lårene af grin? For nu er jeg jo igen nødt til at løbe til Hillerød i morgen tidlig for at blive forenet med min cykel.

by - 4 kommentarer

Ja vi gør så!

Vi tager til England og lunter/går/småløber den tur. The Cleveland Way. Sommerfuglene holder virkelig kamp om pladsen i min lille mave. Om lidt tager jeg til Nepal. Og jeg når hjem til nogle få ugers træning, – og så afsted til Yorkshire. Mit liv kan nok være en værre rodebutik, men kedeligt er det aldrig. Hvor vil jeg glæde mig til at gense The Yorkshire Moors, lytte til nordengelsk dialekt, overnatte på pub’er og Bed and Breakfast, juble indvendigt over at blive tiltalt love eller dear i hver sætning, sandsynligvis blive dyngvåd og glo ud over de engelske uendeligheder. Jeg vil drikke en stille skål for min salig svigerfar, som elskede det område. Og så kan vi fejre min fødselsdag på den sidste dag. Så kæmpetak, Jesper, for det initiativ. Det bliver SÅ godt (og lidt hårdt, ik?)

Men først går turen til Nepal. Jeg har sendt mails rundt til alle venner og familie og til hele min store arbejdsplads med link til projektet og en opfordring til at smide en halvtredser til medicin. Jeg begynder at føle mig klar. Ahem…. ja sådan, ik? Der er lige noget arbejde, som skal gøres færdigt/overdrages/sættes på pause. Der er lige et par artikler og et kapitel, der skal skrives færdige. Der er lige den rygsæk, jeg stadig mangler. Og der er lige den satellittelefon, som jeg skal have styr på. Men Rasmus, som er indehaver af telefonen, kommer hjem fra Kirgisistan i dag. Så kan vi forhåbentlig teste den og computeren en af dagene, så jeg kan bestille det rigtige simkort. Skulle alt gå helt galt, må I nøjes med telefoniske opdateringer ved en gæsteblogger (som nok bliver min søn ligesom sidst). Og så få den store historie, når jeg er tilbage i Kathmandu. Historien skal I nok få.

Og så er der alle de venner og al den familie, som jeg skal spise brunch, frokost og middage med, og alle dem jeg skal drikke en kop øl, et glas vin og kaffe med. Jeg glemmer fra gang til gang, hvor hektiske og intense de sidste uger inden afrejse i lang tid er. Jeg stresser ikke. Men der er mange bolde at holde styr på. Det er på én gang sjovt og ret udmattende, og det er en styrkeprøve i logistik. Heldigvis har jeg bestået den prøve så mange gange, at det ikke vokser mig over hovedet.

by - 0 comments

Klar – parat –

Nok om John Mayer og min bondeanger. Jeg vil meget hellere lufte det projekt, jeg rejser ud i om tre uger. Sommerfuglene indtager mine maveregioner ind imellem, og jeg sætter flere og flere flueben i min indre tjekliste

  • Jeg har næsten fået tjek på det tekniske med satellittelefonen og dataforbindelse. Når Rasmus kommer hjem i næste uge, skal vi have samlet det hele og teste det i virkeligheden
  • Jeg har fået solcelleoppladeren fra Michael i hus – OG købt opladerkabler til alt muligt.
  • Jeg har fået mine trailsko, Salomon XT Wings 2, og de er testet og godkendt på en restitutionstur i skoven i går.
  • Jeg har fået mit visum, som gælder i tre måneder.
  • Jeg har næsten styr på, hvad der skal være styr på i mine arbejdsopgaver, inden jeg fordufter i to måneder
  • Jeg har trøstet min chef
  • Jeg er begyndt at trøste mine børn
  • Jeg har betalt. I går overførte jeg med heftig puls et astronomisk beløb til en bankkonto i Kathmandu, som skal betale mine lokele fly, min guide i bjergene, ophold i Kathmandu og andre steder, mad og alt det andet.

Så jeg er klar!! Næsten. Jeg havde overvejet at søge sponsorer til at dække mine personlige udgifter. Men jeg droppede det igen. Ærligt talt. Det koster nogen penge, men det er stadig et billigt eventyr. Selvom hele historien slanker min bankkonto, så klarer den sig nok endda. Jeg stiller hellere end gerne op til foredrag og billeder, når jeg er hjemme igen, men jeg har det ultrameget bedre i maven over at betale for gildet selv. Jeg oplever en stigende tendens til kvalme over folk, der løber, klatrer, springer i faldskærm, cykler eller what ever for kræftramte børn, brystkræft, hjemløse og andre stakler. Jeg har selv gjort det. Klatret for “en sag”, altså. Men nok er nok. Tag dog afsted for what it is. Og lad være med at kile intetanende stakler ind i foran.

I stedet vil jeg meget opfordre til at stikke en halvtredser til medicin til projektet. Det er super nemt. www.nepaltrust.org har et lille donationslink i højre side. Her kan man donere on-line, og mærker man sin donation “medicine”, bliver beløbet brugt til at købe medicin i Kathmandu, som jeg så tager med ud i projektet. Medicin er billigt i Kathmandu og kan fås i håndkøb. Og i Humla har de ingenting. Hvordan medicinen gør nytte, kan følges her på bloggen, – om teknikken vil.

Hvad jeg mangler?

  • En mindre rygsæk til dagture
  • At lave sommerfest med mine unger
  • Sortere i hvad der skal med
  • Lægge lydbøger på Ipod’en (har du nogen, du vil af med?)
  • Oversætte en masse af mine papirer til engelsk
  • Skrive kapitel til Tracy’s bog færdigt
  • Pakke, pakke, pakke
  • Sige farvel til vennerne
  • Give mine børn så store bamsekram, at de kan holde i to måneder
by - 2 kommentarer

Man kan altid flytte fokus

Jeg er stadig snottet, og jeg hoster stadig som en gammel ryger. Jeg tror bare, at jeg holder helt lav løbeprofil. Nøj, hvor må jeg være udhvilet på søndag. Eller hvad. Anyway – jeg er dårlig til at være langtidssur. Det bliver, som det bliver på søndag. Jeg cyklede til arbejde i solskin og sommer (hvor blev det lige af i weekenden, spør jeg), med alt for meget tøj på. Og blev der til lidt for sent. Og så skifter vi lige fokus lidt.

Jeg har nemlig skrevet min kontrakt under! Min kontrakt til sundhedsprojektet i Nepal – og den er sendt afsted. Sammen med de andre dokumenter, de har brug for, inden min start i projektet.

Jeg har fået lov til at komme i praktik et par dage på Fødeafdelingen på Rigshospitalet. Yeaaahhh – jeg skal hen og føde babyer igen. Det blir spas! Og så skal jeg følges med en jordemoder, som lige er vendt hjem fra Grønland. Så mon ikke hun kan give mig lidt tips og tricks, jeg kan tage med mig ud i Himalayas ødemarker?

Jeg har ordnet forsikring. Eller egentlig har jeg bare sikret mig, at min forsikring dækker mig i to måneder og vil betale for en evakuering med helikopter, hvis det nu skulle være mig, der fik brug for det. Og det gør den.

Fra projektet har de skrevet og spurgt, om jeg vil indgå i deres “Little doctor programme”, som handler om undervisning af børn og unge om hygiejne, ernæring, famlieplanlægning, sygdomme, sanitet og førstehjælp. Meningen er at arbejde for sundhedsfremme og sygdomsbekæmpelse, nedbringe sult og ekstrem fattigdom og reducere børnedødeligheden i et område, som er ved at rejse sig efter de indre konflikter, Nepal har rummet i de sidste mange år. Og det vil jeg selvfølgelig gerne. Det er jo børnene, der skal bære igennem.

Snart vil alt mit bjergudstyr brede sig ud over alle mine gulve, mens jeg flytter bunker frem og tilbage og forsøger at vælge. 20 kg levner ikke mange muligheder. Her skal prioriteres igennem. Eller betales overvægt

Huset er lånt ud en del af tiden. Og måske vil mine blomster overleve.

I næste uge tager jeg på den nepalesiske ambassade og får mit visum.

Jeg er så småt gået igang med at afsøge mulighederne for at få noget medicin og forbindsstoffer med fra vores godt stillede lille land. Og måske få de danske Rotary klubber gjort interesserede i projektet. Det sidste fordi projektet samarbejder med de engelske, skotske og irske Rotary.

Og med sådan et fokusflyt – kan man ikke bevare det dårlige humør ret længe.

by - 0 comments

Nepal update

Tiden spurter afsted, og nu er der næsten kun to måneder, til jeg rejser til Nepal. Jeg går og nørkler med mine forberedelser. Det skrider stille og roligt frem. Jeg har fået min kontrakt! It’s real! Jeg er ventet derude. Hvor er det vildt. Og en islandsk askesky varer vel ikke evigt?

Planen er, at jeg lander i Kathmandu, som er Nepals hovedstad. Der har jeg en lille uge til at pakke alt det, der skal med ud i projektet, forberede den videre tur, få tilladelser og pepirarbejde til en side, hilse på gamle venner og nyde Kathmandu lidt.

Derefter stiger jeg på et lille fly og flyver vestpå til et lille sted, der hedder Nepalguni. Her stiger jeg på et endnu mindre fly og flyver nordvest til et endnu mindre sted, faktisk er landingsbanen græs. Den lille by hedder Simikot og er “hovedstaden” i Humla provinsen. Herfra foregår alt til fods, og her fra skal jeg ud og arbejde i sundhedsprojektet.

Jeg har fået en aftale om nogle praktikdage på fødeafdelingen på Rigshospitalet, så jeg kan få opfrisket nogle kompetencer og noget viden. Måske skal jeg også få en dag eller to på en børneafdeling eller med en sundhedsplejerske? Jeg har også skaffet en af de meget få bøger, som handler lidt om Humla distriktet. Den er af en gammel antropolog, Christoph von Fürer-Haimendorf og fra 1975

Jeg elsker sådan nogle gamle monografier. Det er sådan lidt antropologisk fagnørderi. Og der er sikkert ikke meget, der er forandret i Humla siden 1975. Om jeg glæder mig???????

Næste step er at få nogen til at donere noget medicin og nogle forbindsstoffer, som jeg kan have med. Og det skal jo nok lykkes.

by - 3 kommentarer

Kvindeliv, bøger, blogging og kreativitet

Jeg er blevet inviteret til foredrag om kvindeliv, bøger, blogging, kreativitet og branding. Og jeg glæder mig. Jeg tilmeldte mig Julia Lahme‘s nyhedsbrev, og med det allerførste nyhedsbrev kom invitationen til det foredrag, Julia Lahme holder sammen med Lykke Rix. De er begge to kreative kvinder, og jeg lurer næsten dagligt med på deres blogge. Foredraget kommer super timet lige midt i en stor skrivelyst. Spændende hvad det kan udvikle sig til. Jeg glæder mig og siger bare tusind tak tl de to skønne kvinder.

Jeg elsker at skrive. Både når jeg skriver faglige tekster, kvalitetsstrategier eller mødesager, og når jeg skriver blogs og mere skønlitterære tekster. På rejser skriver jeg monstermeget og tvangsindlægger venner og familie til meterlange rejsebreve. Min antropologiske træning i observation og deltagelse fornægter sig ikke på mine rejser. Jeg bliver vildt optaget af de mennesker, jeg møder på min vej. Og jeg skriver om dem.

NU bliver min rejse til Nepal nemlig til noget! Det er konfirmeret og clearet med min chef. På betingelse af foredrag med billeder und alles, når jeg kommer hjem igen. Mine unger og forældre har endnu engang sunket og accepteret, og nu booker jeg mine flybilletter. Jeg har fået tilsagn fra The Nepal Trust om, at de betaler for nogle af de interne flybilletter i Nepal, så turen bliver en lille smule billigere. Nu skal jeg så igang med at finde sponsorer til medicin og forbindsstoffer og andet udstyr, som jeg tager med derud. Weeeeeeee!!! Det bliver et eventyr. 

Jeg tager min computer med derud. Så kan jeg skrive løs og udgive det hele, når jeg kommer hjem igen. Og reflektere lidt over forskellige slags kvindeliv. Mon ikke der er et par blade, der gerne vil have en artikel eller to? Der er ingen telefon eller internet forbindelse i Humla, men jeg vil undersøge, hvad det kan koste at leje en satellittelefon at have med derud. Måske kan jeg så alligevel belemre venner og familie med lange, lange rejsebreve. Og måske aflægge et lille besøg i bloguniverset i ny og næ.

At skrive meget, hænger uløseligt sammen med at læse meget. og tid til at tænke meget. Jeg får tid til at læse en masse bøger, – derude i ødemarken. Og der er nok ikke nogen mulighed for at lave bogbytte. For der kommer ikke nogen forbi. Så jeg må have dem allesammen i rygsækken. I boghandlen i Birkerød er der stadig udsalg, og der var mange gode titler.  Da jeg stod ved kassen, så ekspedienten bøgerne igennem og bemærkede med et glimt i øjet, at jeg da vist gik efter en vis kvalitet. Det kunne ikke nægtes, og jeg kom også derfra med en pæn stak spændende titler: Paul Auster, LeCarré, Garcia Marquez, Preisler, de Saint-Exupéry – og en sjov bog, jeg tidligere har haft i hænderne, Kys dit kaos – livet er alligevel noget rod. Godt sagt!

Det er en kunst at vælge bøger til to måneder. De må ikke være for kedelige. Men de må heller ikke være for spændende og hurtigt læste. Der skal være noget pondus, som er langtidsholdbart. Paul Auster er altid et godt bud, og jeg har et par stykker, som er næsten slidt op af at være med på tur. De må ikke være for tunge, så paperbacks er bedst, men de må heller ikke være for lette og af for dårlig kvalitet, så de ikke kan holde til mosten. Et par gange har jeg haft digte med. Det går vældig godt i tråd med at være langt væk på en eller anden måde. Lange rejser kan også være en anledning til at læse bøger, som af en eller anden grund har været svære at komme igang med. Men først må jeg vist lede efter en bog, hvor jeg kan læse lidt om det gemte hjørne af Nepal.

by - 7 kommentarer

Nu er det næsten ganske vist…..

Jeg har hørt igen fra min hollandske ven, som står for det sundhedsprojekt, jeg har ansøgt om, i Humla distriktet i det nordvestlige Nepal. Det kommer til at koste mig under 20.000 kr at rejse til Nepal i 8 uger. Og måske bliver det billigere, fordi han ansøger bestyrelsen i The Nepal Trust om at tage sig af nogle af udgifterne. Så jeg venter spændt. Jeg skal igennem en del formalia med mine uddannelser og andre ting, som vil dukke op i de næste dage. Jeg har lige skrevet sammen med Jeroen, som min forbindelse hedder, og jeg er bare superspændt. Sidder her som en teenagetøs med maven fuld af sommerfugle. Det er en vaskeægte win-win. The Nepal Trust er lykkelige for at få en kvindelig sundhedsfaglig person, og jeg er lykkelig for at få mulighed for sådan et eventyr. Men hvor er det jeg skal hen:

Humla provinsen ligger i det allerfjerneste hjørne, helt oppe i det nordvestlige område, som grænser op til Tibet. Der bor ca. 45.000 mennesker i hele området, fordelt i små landsbyer. Byerne er de højest beliggende i Nepal, ja faktisk i verden. Børnedødeligheden er enorm, mere end en tredjedel af børnene dør i det første leveår, og gennemsnitslevealderen er derfor tilsvarende lav, omkring 53 år.

Især kvinderne lever et hårdt liv. Et liv i ubegribeligt hårdt arbejde, med livstruende fødsler og graviditeter, fordi sundhedsfaglig hjælp er så langt væk. Mange skal gå op til 10 dage, før de kommer til en sundhedsstation. De lever af landbrug. Men med beliggenheden højt i bjergene, er sæsonen meget kort, og vintrene er lange og hårde.

Befolkningen er buddhister og mange er af tibetansk afstamning. På kortet kan man også få et lille indtryk af de højder, befolkningen lever i. Så, hvem ved, måske kommer der et lille bitte bjerg på tværs, som jeg må se toppen af?

Humla provinsen er så langt væk, at den næsten ikke er omtalt i de guide bøger, jeg har om Nepal. I den ene kan jeg kun finde Humla omtalt som ‘restricted area’.

Landsbyerne ligger spektakulært, omkranset af høje bjerge:
                                                                                                      
   

Altså billederne i sig selv kalder på mine allerinderste eventyr-instinkter. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg ser virkelig frem til at opleve helt nye egne af Nepal. I løbet af de næste dage, vil jeg modtage en masse information, og jeg skal udfylde alle mulige formularer og det ene og det andet. Og SÅ skal jeg have købt min flybillet til Kathmandu. Og jeg skal have fortalt mine bekendte i Kathmandu, at jeg kommer.

Så den sne, der vælter ned udenfor mine ruder, bliver for en stund ignoreret. Jeg kom for sent hjem til at nå en løbetur, så det må blive i morgen. Lige nu vil jeg bare lade mig optage af mit kommende projekt og gå på jagt efter flere informationer på nettet.

by - 1 kommentar

Og det bliver Nepal

Sommeren bliver i Nepal. Så meget har jeg besluttet. Og det har ikke været let, for jeg ville frygtelig gerne have været i Pakistan. Men det eneste, jeg kunne støve op, var en plads i det pakistanske Røde Halvmåne eller et frivilligt vikariat på et cancerhospital i Lahore. Og det giver sådan lidt en usikker fornemmelse i maven. Havde jeg kunnet finde et lille lokalt program langt ude i bjergene i Karakoram, havde jeg slået til. Men jeg tror, situationen generelt er for usikker til den slags projekter med vesterlandske deltagere. Uagtet at lokalbefolkningen i den grad kunne bruge det. Så jeg har aflyst Pakistan og beklaget til min bekendte, som allerede var begyndt at glæde sig til jeg kom. Jeg vil til Pakistan, men det bliver tidligst sommeren 2011.

Så Nepal bliver det. Og jeg har hele to tilbud at vælge imellem. Jeg afventer nogle priser på det ene, før jeg endeligt beslutter mig. Nu skal man endelig ikke forledes til at tro, at jeg er en inkarnation af Mother Theresa. Jeg elsker Nepal, og jeg elsker at tage på eventyr. Men jeg kan allerbedst lide eventyr, hvor der er mere end mine egne oplevelsesbehov. Så at kunne tage på eventyr til helt nye steder i verden og tage nogle professionelle kompetencer med mig er en helt perfekt kombination af alting. At nogen så måske bliver glade, lidt sundere eller klogere tager jeg gerne med i købet.

Jeg kan vælge imellem to projekter. Det ene ligger i den nordvestlige del af Nepal. I en fjern provins i “The Hidden Himalaya”, der hedder Humla. Der er ni dages vandring dertil gennem virkelig uvejsomme områder. Højdeprofilen for provinsen siger 1.500-7.300m, og der er af gode grunde ikke noget, der ligner vestlig infrastruktur. De er voldsomt interesserede i at få mig ud i projektet, fordi jeg er kvinde. Kvinderne i området modsætter sig nemlig at blive undersøgt af mænd, og det udgør faktisk en trussel mod deres helbred. Jeg ville elske at komme derud. Jeg er ildt tiltrukket af muligheden for at arbejde i sådan et område. Arbejdet vil omfatte både behandling og undervisning af lokalbefolkningen. Og det er netop også, hvad der tiltrækker mig ved projektet. Det har en lokal forankring og er ikke bundet op på livslange bidrag. Men jeg er nødt til at vide, hvad det kommer til at koste mig, før jeg råber ja. To gange ni dages trek med en guide kan godt løbe op, og jeg skal selvfølgelig betale for min mad, mens jeg bor i landsbyen. En anden mulighed er at gå fra Tibet. Det tager kun seks dage, men så kommer transporten til Tibet oveni.

Min anden mulighed er et projekt i Chitwan i det sydlige Nepal. Projektet er også lille og lokalt forankret. Også her omfatter det både behandling og undervisning af lokalbefolkningen. Ud over en landsby klinik omfatter projektet en flygtningelandsby. Landsbyen blev oprettet efter at mange mennesker mistede alt i massive mudderskred. Indbyggerne ligger i øjeblikket i forhandlinger med den nepalesiske regering om at få rettighederne til den jord, de bor på. Projektet er billigt at deltage i. Mad og ophold koster ikke meget, og transport til Chitwan er ikke nogen stor udskrivning.

Det er en sjov og tankevækkende proces at lede efter sundhedsprojekter i den 3. verden. Det er på nogle områder ved at udvikle sig til en slags charter-industri. Jeg er stødt på store amerikanske og internationale firmaer og foreninger, som arrangerer ophold for volunteers rundt omkring, og helst ikke for langt fra lækre badestrande og andre turistattraktioner. Lidt et sjovt koncept, synes jeg. Man kan bestille et “frivillig-ophold” på to uger og en forlængelse med badeferie eller safari bagefter. Jeg får indtryk af, at de udsender hundredevis af frivillige, som lægger en klækkelig betaling og bor sammen i hostels. Not what I was looking for. Hvis jeg skal ud og være godgørende, skal det have en virkning – ud over mit oplevelsesaspekt. Og det har de her to projekter. I hvert fald potentiale til.