Category Archives: Rejseliv

by - 4 kommentarer

Tromsø blues

Min forelskelse i Tromsø er kølnet en lille smule efter to dage med blæsevejr og slaskvåd sne. Vi har   timet vores besøg elendigt. Vi er in between seasons. I sidste måned kunne vi have boltret os på ski og svælget i nordlys. Om et par måneder kunne vi traske rundt i fjeldet og klatre op på de smukkeste toppe. Bare ikke nu.

Lige nu sker der alvorlige sneskred omkring Tromsø. Som river alt med sig. Sneen smelter, bliver blød og vandet driver ned alle vegne. Det er lyst til omkring klokken ti om aftenen, så måske kunne vi have oplevet det sidste nordlys langt ude på fjeldet. Hvor vi altså ikke kan komme.

Men vi lader os ikke afskrække helt. Ud skal vi jo. Vi kan afsløre, at Tromsø i vinterdress ikke er inspirerende at løbe i. Slet ikke i sidst-på-vinter-dress, fordi sne bliver blød og  uegnet til at løbe i. For vi taler  ikke om ti eller tyve centimeter sne. Vi taler om en eller to meter. Og det er ingen spas at synke ned i. Det levner asfalterede stier og veje. Hvor der også her højt mod nord er for mange biler.

Vi trak derfor i vandrestøvlerne i morges og travede hele øen rundt. Næsten. Mens regn og sne blæste os i hovedet hele vejen. Vi holdt århundredets korteste frokostpause. I et busskur. Hvor vi spiste de to handmadder, vi havde stjålet os til at smøre ved morgenbordet. Vi nåede at spise færdig, før fingrene frøs til is.

Til sidst fandt vi op til Lysløjpen, der går på tværs af øen. Her var sneen fast nok til at gå på. Ind imellem. De øverste ti centimeter var temmelig fesne. Men pludselig var den fast. Og pludselig kom skiløbere susende, som kun nordmænd kan.

Jeg har sluttet dagen af på museum. Jeg elsker museer. Og mest elsker jeg museer med temaer. Her i Tromsø er der naturligvis et polarmuseum. Det ligger på havnen i en rød træbygning. Og det er fyldt med historier om barsk natur og barske mænd og kvinder. Som overvintrer i Arktis for at fange sæler, isbjørne og hvalrosser Tænk at sidde i en indefrosset hytte i fem måneder! Og de gør det stadig. Undtagen det med isbjørne.

Og så var der selvfølgelig uendelige historier om Roald Amundsen og Fridjof Nansen. De er fra dengang, der var bedrifter til. Dengang man tog på forskningstogter i flere år. Uden kontakt til dem derhjemme. Jeg holder aldrig op med at være fascineret.

Tromsø, jeg tror ikke, jeg er færdig med dig. Jeg tror, jeg må tilbage. En dag, hvor jeg kan spænde ski under fødderne og tage ud i fjeldet. Eller en dag, hvor det hele står grønt, og jeg kan snøre støvlerne for at gå på fjeldet.

Til da: Tusind tak for nu og pas godt på ishavet.

IMG_1440

by - 7 kommentarer

Tak, Norge

Jeg må lige aflevere en hyldest til Norge. Jeg har forelsket mig en lille smule i landet. Og i dem der bor her. For jeg er tilbage.

For nogle måneder siden mødte jeg Line til en konference i Danmark. Hun holdt oplæg om noget telemedicin, som skabte ressonans i mit overarbejdede hjerte. Jeg strøg op til podiet, da hun var færdig og afleverede mit kort og spurgte, om jeg måtte skrive til hende. Det gjorde jeg så nogle uger senere. Og jeg spurgte, om jeg måtte besøge det center, hun arbejder for. Og som jeg troede lå i Oslo. Fordi vigtige sager jo foregår i en hovedstad. Not?

Jeg blev budt varmt velkommen til et besøg. Og lærte så, at centeret ligger i Tromsø. Som er tæt på verdens ende.

Og nu er jeg her. Sammen med Signe fra Danske Regioner. Som var fuldstændig frisk på at forlænge vores faglige besøg med et par dage i fjeldet.

Og nu sidder vi her på hvert vores hotelværelse og er overvældede til tåregrænsen. Over al den venlighed og omsorg, som nordmændene folder ud over for os. Bare fordi vi kommer, har de trommet en ordentlig flok forskere sammen til at fortælle os om deres arbejde. Der har været stramt program hele dagen. Bare for os. Og det er der også i morgen. De har kræset om os med tapas og kaffe og vafler med myseost. Og nu er vi lige kommet hjem fra en restaurant, hvor vi har fået måske den bedste sushi i mit liv. Nogensinde. Med norsk laks der smelter på tungen. Og Line, der leder centeret, har brugt hele sin aften sammen med os.

Læg dertil at Tromsø ligger så smukt, så jeg er ved at tude, når jeg kigger ud af mit hotelvindue. Med store fjelde og vand omkring. Med metervis af sne, som har givet sig til at tø. Fordi vi kom med noget forår fra Danmark.

Jeg er overvældet. Og taknemmelig. Og jeg håber, vi tager lige så flot og varmt imod, næste gang vi får gæster i Danmark.

IMG_1431

by - 5 kommentarer

Signe og Helle på tur #4

Jeg er egentlig alt for træt til at blogge noget som helst. Men jeg er nødt til at dele vores selvfedhed.

Vi har været monsterseje. Der er en helt særlig tilfredstillelse i at knokle og knokle og knokle – og blive bedre til noget. Jeg startede søndag med at rulle ned ad enhver bakke. Stor eller lille. Jeg lå der. I en sky af sne. Ned kom jeg, men langsomt og afbrudt.

Siden har jeg hægtet mig stædigt fast i Signe. Og vi har knoklet afsted fra tidlig morgen til sen eftermiddag. På lange ture i al slags vejr og alt muligt terræn. Selvom madkkordinatorerne kastede håbløse blikke efter mig.

Vi har knoklet, så helt nye og ukendte muskler har sendt vrede beskeder til hjernen. Og vi har udviklet en særlig gangart med små afmålte skridt.

I dag bragede solen ned fra en blå, blå og helt skyfri himmel. Vi valgte ikke at følge gruppen i bus til en by 20 km væk og satte istedet ud lidt over ni. I retning af den by. Med en ydmyg plan om at nå halvvejs. Men det gik så godt. Og vi mødte nogle af de hårde kvinder, som kan løbe både langt, hurtigt og teknisk. Og de roste os. Og så må vi jo være okay. Så vi fortsatte. Holdt ind på en fjellstue og spiste madpakker og drak varm chokolade. Og så var der jo ikke meget mere end 7 km til den der by.

Derfor har vi løbet 40 km på langrendsski i dag. Og det er vi så selvfede over, at ingen kan holde ud at høre på os. Og vi er allerselvfedest over, at vi kun satte os på røven én gang. I en fygesnedrive, der lå på tværs af sporet. Jeg har stået på benene i noget, der ligner seks kilometer ned ad bakke. Hvis ikke det er sejt, når nu man så mig i søndags, så ved jeg ikke……

Men nu er vi trætte, og solen har sagt godnat. Vores kinder blusser på den vanvittigt varme måde, og vi ville ikke få ros af Sluk-solen-bevægelsen. Selvom vi huskede faktor 30.

IMG_1290

by - 2 kommentarer

Signe og Helle på tur #3

Killing me softly er ikke egnet som fællessang. Sådan lærer vi nyt hver dag. For der hører to fællessange til aftensmaden. Kvinde min gik lidt bedre, men var stadig en ørepest. Sådan er det. Vi er på en slags højskoleophold i fjellet.

Bortset fra det er det kun gået fremad på madfronten.

Vi har også lært, at singleture for evighedssingler mest er for kvinder. Her er 40 kvinder og fem mænd. Og selv jeg er med til at hive gennemsnitsalderen ned. Det bliver det ikke nødvendigvis kedeligt af. Og ingen – absolut ingen – skal sige noget dårligt om aldrende kvindelige langrendsløbere. De løber måske ikke så hurtigt. Og de tager måske heller ikke på maratonture hver dag. Men de kører fandme godt ned af bakkerne. Jeg når dem til sokkeholderne.

I dag lavede vi bakketræning under vejledning af den ene Ruby-madkoodinator. Det hedder de, dem der styrer, at ting ikke forandrer sig. Og holder styr på mad og alt det der. Det gør de godt, men det er også sjovt. Jeg lærte at plove på langrendsski. Eller – jeg lærte at blive en lille smule bedre til at holde mig oprejst, mens skiene styrer nedad. Det var den ene madkoordinator ikke helt enig i. Og han skældte mig ud og forbød mig at tage på den fjell-tur, vi havde planlagt.

Gå nu bare i kiosken, tænkte jeg, Men vi tog alligevel på en mindre teknisk tur og øvede mig i at plove ned ad bakkerne. Og til sidst faldt jeg kun tre gange. På en uendelig bakke. Jeg bliver bedre. Og jeg har svoret, at jeg kan løbe hele vejen ned ad den lede 2 kilometer bakke på lørdag.

Vi har set en million dyrespor i sneen. Vi er faldet helt i svime over den store stilhed. Vi er løbet tværs over en sø. Vi har spist madpakker i ægte fjellsol.

Nu pjækker vi for fælles folkedans. Slået ihjel af to glas rødvin. Mens vi planlægger fjellturen om et par dage, når jeg er færdig med at vælte.

IMG_1277

by - 3 kommentarer

Signe og Helle på tur #2

Morgenmadstjansen på Mysuseter Fjellhytte var vores næstsidste huspligt, inden vi for alvor kunne holde ferie. Næstsidst fordi der hører rengøring med til pligterne. Men vi var ramt af svineheld. Madaften på første aften, hvor det alligevel blæste og føg hele dagen. Morgenmad på første morgen. Og endelig rengøring af toiletter og baderum og et par gangarealer samme dag. Nu har vi for alvor ferie og kan se medlidende på de andre, der kommer i skole i køkkenet.

For Mad ligger i Meget Faste Rammer på Mysuseter Fjellstue. Ting står der, hvor ting altid står. År efter år. Det laves i den rækkefølge, det altid laves. År efter år. Uge efter uge. Og menuen er nagelfast. Mandag er det karrysuppe og glaseret skinke. Og jordbærgrød fra spand. Tirsdag er det grøntsagssuppe og sigøjnergryde med kartoffelmos. Og sådan er det.

Og nu har vi brygget den sidste kaffe og vredet den sidste gulvklud. Og vi har ferie.

Derfor drog vi kække afsted i morges. På en tur rundt om Furusjön, som vist nok skulle være omkring 20 km. Det er den sikkert også. Men vi tog en detour på adskillige kilometer, inden vi endelig kom rundt om den pokkers sø og kunne indlede tilbageturen på den anden side.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har løbet langrend. Men jeg kan afsløre, at der skal trænes en del ned-ad-teknik i løbet af ugen. Jeg holdt op med at tælle mine styrt. Der var mange. Kongestyrtet kom, da vi krydsede til den anden side af søen, hvor der pludselig var dyb blød sne under min højre ski. Jeg sank i til hoften. Og til skulderen, da jeg forsøgte at komme på benene. Jeg rasede og spruttede, men sank dybere og dybere. Indtil Signe forbarmede sig og tøffede ned og gav mig en hånd.

Efter det gik det faktisk hæderligt. Også ned ad bakkerne. Vi har også undgået løjper med rigtige bakker, skal siges. Det kommer de næste dage.

Ellers omgiver vi os med smukhed og har fået ræverøde kinder. Og tilter i seng om tre splitsekunder. For nu er vi trætte.

IMG_1244

by - 3 kommentarer

Signe og Helle på tur

Bedst som jeg solede mig i min egen selvfedhed over at være tjekket nok til at aflevere foredrag for 60 mennesker, huske at forudbestille taxa, slutte til tiden og nå Ruby Rejsers bus i Fredericia, ja så krakelerede det hele på få minutter. Signe og jeg faldt helt til jorden. Vi er novicer i fællesrejser til Norge. I løbet af øjeblikke i den bus, afslørede De Andre os som fuldstændig utjekkede.

De Andre – har været på tur med Ruby Rejser. Mange gange. De ved. De havde thermokaffe og madpakker med. Og en dram til senere. Vi havde ingenting. De havde kontanter til øl og kaffe i bussen. Vi havde bare vores plastikkort. Men der blev taget hånd om os. Vi var jo nye. Og De Andre er ordentlige mennesker, der tager godt imod nye. En mand havde rigeligt mad med og serverede både æg og tomater og ostemad i bussen. Suppleret af egne appelsiner og chokolade blev det et festmåltid. Og vand kunne vi købe på Hälsingborgfærgen.

De Andre ved, hvad vi plejer. De forklarede morgenmaden og hytten og det hele. De kender hinanden. Fordi de altid tager med Ruby Rejser til Norge. Signe og jeg kiggede på hinanden. Og følte os en lille smule ved siden af.

Maden er bedre end sidste år, ved vi nu. Vi har lært, at det er forkasteligt at være usocial. Nogle værelser er bedre end andre, er vi blevet belært om. Vi har kort sagt forvildet os ind i en lukket fest.

Og I skal ikke tro, det bliver en kedelig ferie. For vi har kastet os ud i et antropologisk studie. Det er dybt interessant at være sammen med mennesker, der altid gør det samme i deres ferier. Omkring os er den mest fantastiske natur. Vi har lejet ski og støvler og krydser fingre for at vinden lægger sig. Så tager vi på tur.

I aften har vi maddag og laver glaseret skinke. Jo, vi gør. Og så er det overstået. Vi har fri resten af ugen.

IMG_1235

by - 8 kommentarer

Når jeg bliver stor……..

I år skal jeg på skiferie. Ikke syd på og alpint, men nord på og langrend. Min veninde og jeg rejser med Ruby Rejser til Norge. På en tur støvsuget for forelskede par og familier. Sådan som vi evighedssingler kan li’ det. En uges ferie fra lørdag til lørdag lidt senere på vinteren, når det næsten er forår.

Derfor sagde jeg for flere måneder siden helt uden bekymringer ja til et foredrag i Kolding fredagen før afrejse. Ingen problemer i det. Jeg kunne jo bare pakke om torsdagen eller måske nå det fredag aften. Herregud, det er jo bare en uge i skitøj.

Så jeg sagde ja og bekræftede. Vi aftalte længde og honorar. Og jeg bekræftede. Forleden fik jeg endnu en mail fra arrangøren med det endelige program, og jeg tænkte, at jeg måske snart skulle bestille togbilletter. Mens jeg sad og tænkte det, kom jeg i tanker om skileje. Det skulle jo være i god tid, havde de vist skrevet fra rejseselskabet.

Jeg fandt den efterhånden gamle mail med rejsebeskrivelser og oplysninger om skileje og printede alle bilagene ud. Skrev en mail til Norge og bestilte ski og støvler. Så var det gjort.

Så hentede jeg de printede bilag og lagde dem foran mig på skrivebordet. Mine øjne løb hurtigt ned over dokumentet og blev naglet til den nederste linje. Hvor der stod, at der var afgang fra Herlev station. Fredag aften klokken 19.30. Goddammit! Ruby Rejser er et gennemordentligt selskab. En ferie er fra ankomst til afgang. Alle timerne i en rumlebus tæller ikke med. Nej, vi ankommer til sæterhytten i Norge lørdag morgen.

Himmel og hav. Hvornår lærer jeg det? Bum, bum. Foredraget slutter 15.30. Det kan ikke ændres. Det giver fire timer at nå til Herlev. Med DSB. Og køreledninger, sporskifter og risiko for sne….

Jeg mailede til Ruby Rejser. Som omgående skrev tilbage, at jeg kunne blive samlet op i Fredericia. Pyh – reddet på stregen, tænkte jeg. Klokken 15.50, skrev de. What? Tyve minutter fra foredragsstop i Kolding til afgang i Fredericia!

Så ringede jeg. Og Ruby Rejser bor i Århus, så de er både venlige og hjælpsomme. Vi finder ud af det, sagde de. Vi snakker med chaufføren, så han ved, du kommer. Der er sikkert både lidt ventetid og trafik, han kan blive forsinket af.

Det kan nemlig lade sig gøre. Hvis jeg kvæler de sidste spørgsmål fra deltagerne. Snupper computer og tasker og spæner ud af døren. Springer ind i den taxa, jeg har forudbestilt. Så kan jeg være i Fredericia på 17 minutter.

Åh, hvad skal jeg med krimiserier i fjernsynet? Når jeg har mit liv lige her.

by - 2 kommentarer

Sensommermagi

I stedet for at skrive blogindlæg stak jeg af til Sverige. Så nu kan I få historier fra Söderåsen.

Sammen med Annamette Fuhrmann havde jeg for længe siden lavet en plan med rygsæk, telt og frisk luft, og lørdag morgen cruisede vi over broen i hendes lille røde bil. Med kaffe fra Ricco’s og højt humør begav vi os afsted mod svensk natur. Halvanden time senere stod vi der. Lidt udenfor Åstorp ved Skåneledens start. Pludselig virkede det helt latterligt, at jeg har benyttet mig så lidt af de svenske muligheder. Kullen er ubeskriveligt fedt, men der er så meget andet. Så fuldstændig tæt på. Kunne endda sagtens gå an med tog.

Nå, det må jeg samle op på i andre weekender.

I høj sol vandrede vi glade afsted. Måske snakkede vi simpelthen så meget. Og så højt. At alle andre friluftstyper skred en anden vej? I hvert fald havde vi hele Skånelden for os selv.

Vi vandrede kækt forbi den første vandpost uden at opdage den, og et par timer senere kunne vi med stigende uro begynde at ane bunden af vores vandflasker. Selvfølgelig havde jeg en plan. Og et kort, hvor jeg havde set en lejr med vand. Nu var det bare sådan, at vi mødte Den Perfekte Lejrplads en times tid inden vandposten. Mens vi diskuterede, om vi kunne nå det inden mørket, nåede vi det selvfølgelig. Vi tankede op med vand og traskede tilbage til Den Perfekte Lejrplads. Højt på Åsen med udsigt over rumpenissernes land. Her var en flad plet med plads til teltet, klipper at sidde på og sten nok til en lille bålplads. Her var SÅ perfekt.

Vi fik hurtigt teltet op og startet noget mad. Vi kunne have spist en hest. Og gjorde det næsten. Pølser og pasta tilsat en god pøl papvin gjorde simpelthen en ren gourmetoplevelse. Jamen der er ikke meget, der kommer op på siden af kold rødvin ved et bål. Det er der bare ikke. Heller ikke selvom den ene kop lå i bagsmækken i Annemettes bil. Vi snittede da bare et vinglas af en tom vandflaske.

Og lavede det bedste bål i verden, mens solen langsomt forsvandt.

Næste morgen drak vi kaffe af delekruset, pakkede sammen og trillede tilbage mod Åstorp. Mens vi snakkede videre. Og da vi nåede til den bog, alle andre bloggere har fået tilsendt og skriver om….. Eller rettere, da vi nåede til kvindesex, missede vi afmærkningerne og for en lille smule vild. Og fandt vejen igen.

Og på en eller anden måde, så er det det, sådan en weekend i telt og frisk luft gør. Finder vej. Som vi sad der ved vores bål med trætte kroppe, var vi bare indbegrebet af tilfredshed. Og det er vi sådan set stadig.

by - 5 kommentarer

Vildmarksalliancer

Der har været feriestemning på falderebet. Siger jeg på den næstsidste feriedag efter fire ugers ferie. I Danmark. Jeg ved godt, at resten af landet hyler over vejret, men jeg har haft det vejr, jeg kunne ønske. Og så har et langt livs blandede erfaringer måske bare lært mig, at det er mig, der indretter mig. Ikke vejret.

Jeg har været på lejr med Alma. Nogen må påtage sig at lære de børn om natur og friluftsliv, og det bliver ikke deres forældre. Jeg øjner selvfølgelig fremtidige turmakkere og griber opgaven med begejstring. Det giver også en mulighed for at have dage helt alene med hende.

Vi tog på besøg hos Katrine i Karlebo, som havde inviteret på lejr i haven. Hun har en Anna på alder med Alma og en have med plads til telte. Og Alma tog imod lejrlivet med åbne arme. Teltene blev indrettet med malebøger, papir, tuscher, perler, kalaha, kort og bøger. Og bamser. Nå ja, og med liggeunderlag og soveposer. Og bortset fra huset i haven med køleskab og toilet. Og en enkelt ro-finale i fjernsynet. Så var vi på lejr med mad på trangia, lejrbål og soveposer. Vi gik sent i seng og vågnede med solen på kinderne i teltet. Mens vi missede med søvndrukne øjne, sludrede vi om dagen der gik, og dagen der kom. Som jeg for 3000 år siden gjorde med mine egne små piger og drenge på andre lejrpladser.

Mit bjergtelt med plads til to har været pakket ned i nogle år. Nu blev bjergstøvet rystet ud, og støvet rystede endeløse historier ud om lejrpladser på stejle bjergsider, heftige storme og dyb sne. Om venskaber og konflikter og om store naturoplevelser. Jeg blev endnu engang forbløffet over, hvad det telt har tålt. Der er også lidt skrammer og huller her og der, men det holder endnu. Og jeg tror nok, at jeg lige fik lagt en god grund til en fremtidig turmakker i vildmarken. I hvert fald har vi aftalt en weekendtur i efteråret med pigerne til et godt sted i en skov.

Alma blev hentet af familien fredag middag, og jeg pakkede selvfølgelig cyklen og cyklede hjem til København. Og vejret? Jamen vi havde al den sol, vi kunne ønske os.

 

 

by - 2 kommentarer

Æblekrigen

Jeg er gået all in. Har overgivet mig på helt og aldeles måden. Og sidder nu som en tre-årig med lopper i røven og venter. Og venter. Og venter. Æblet har vundet en stor lokal sejr i æblekrigen i Sydhavnen.

I dag kommer min nye computer. Eller den kom allerede i går. Mens jeg holdt en fest hos min søster. Jeg tør ikke gå i bad nu. For sæt UPS ringer på døren, mens jeg har sæbe i ørerne.

Jeg satser på, at næste blogindlæg er skrevet på en MacBook Pro med større lækkerhedsfaktor og en mellemrumstast, der ikke sætter sig fast hele tiden.

Men det er også en bevæget afsked med en lille bitte computer, som har levet et barskt liv. Som den står der på spisebordet, med gråt gaffatape om kanten. Som sprækkede under en helikoptertur i Nepal, hvor tasken ikke stod helt stabilt. Ja så må jeg sige den stort tak for de eventyr, vi har været på sammen. Og som en hypet og smart æblecomputer aldrig vil kunne. For når man er så smart, er man åbenbart og både sart og ømskindet, og ville aldrig kunne tåle hverken højder, frostgrader, støv og regn i lange baner. Som den her lille fyr har levet igennem.

Derfor – et par billeder fra et spændende pc-liv:

I ca. 4500 meters højde i Nepal i 2008. Med os havde vi en satellitsender fra Thrane og Thrane, så vi kunne sende reportager hjem undervejs til bloggen og et par aviser og blade.

Fra samme ekspedition under dække af solparaplyen. Den lille computer levede et farligt liv på de ujævne klippestykker.

To måneder i Humla, Nepal, med en lånt satellittelefon og solcelleoplader, så jeg kunne sende opdateringer til min blog i lange baner. Det var svinedyrt og svært at holde både telefon og computer opladet, så jeg sendte 3-4 blogindlæg ad gangen til min søn, som sørgede for løbende opdateringer.

Så tak for alt, min ven. Den går ikke tilde evige cybermarker, men bliver gemt et sikkert sted. Måske får jeg brug for lidt råstyrke et barskt sted igen. Det ved man aldrig.