by - 3 kommentarer

Og jeg fik min regn

Man skal aldrig ønske noget, for man risikerer, at det går i opfyldelse. Og det gjorde mit ydmyge ønske om regn. Og jeg fik det at føle, gjorde jeg. Men – hehe – det er bedre end sne.

Jeg cyklede gennem regnen til møde på Gentofte Hospital. For at holde møde om kvalitetsmålinger i kræftbehandlingen. I starten efter min egen sygdom var det ret svært at skelne mit eget fra det, jeg skulle arbejde med. Jeg havde mere end svært ved at løfte mig ud af mit eget lille bitte tunnel-perspektiv. Folk har været søde og overbærende, men man kan ikke bruge det til meget, at en konsulent hele tiden bliver oversvømmet af sine egne private erfaringer, vel? Når nu man skal forsøge at skabe nogen helt overordnede rammer for en bedre behandling af alle kræftpatienter. Og af alle andre slags syge mennesker. Men den slags går jo heldigvis over. Tiden går, og selv en kræftsygdom bliver til et lille kapitel i et livsforløb. Man skulle ikke tro det, da man stod midt i hele miseren, men sådan er det gået. Det har også været en lidt ‘villet’ proces. Jeg har ikke villet være “kræftramt”, “kræftpatient” eller “kræftoverlever” resten af mit liv. Jeg har villet have det kræft-klistermærke af panden og være mig igen. Kræft er noget, jeg har haft. Det giver mig nogle helt specielle erfaringer. Et særligt indhold af min livs-rygsæk. Men det er ikke min identitet. Og det giver mig nu en helt speciel indfaldsvinkel til at arbejde med kvalitet i behandlingen. Fordi nu har jeg lært en masse om sådan et syge-forløb, som jeg tidligere har været tilskuer til. Forløb jeg kunne tage del i som hjælper, eller forløb jeg kunne læse om. Forløb der udmøntede sig i en række forskellige tal og tabeller. I al ydmyghed er jeg nok blevet en bedre konsulent ud i den svære kunst at arbejde med kvalitet i vores sundhedsvæsen. Men det har taget noget tid. Og det er godt, at tunnelsynet ikke blev kronisk.

Regnen fortsatte, da jeg fortsatte til Rigshospitalet, hvor jeg tager del i at starte en forening for tidligere kræftpatienter, som skal være et forum for fysisk træning., MotionsPact. Foreningen er stadig i sin spæde startfase, men der dukkede nogle stykker op trods regn og vinterferie. Jeg selv løb en tur, der skulle være restitution overnpå min 16 km tur i går. Men der sker noget med mit tempo for tiden. I hvert fald løb jeg i noget, der forekom mig langsomt og afslappet – og viste sig at være i noget, der sagtens kunne kaldes tempo. Men våd blev jeg.

Og sneen tumler ned fra mit tag, mens jeg står her og klapper i hænderne.

by - 4 kommentarer

Kongevejen surprise

Beklager stilheden her på blog-kanalen de sidste dage. Jeg har lige været temmelig optaget henne i hverdagen, hvor nogen havde tømt et lager af arbejdsopgaver ud over mit skrivebord.

Jeg lavede finten med indre forestillinger, da jeg kom hjem efter dagens marathonmøde. Lidt senere end planlagt. Kørte afsted på min cykel og forestillede mig selv i korte løbetights, 25 plusgrader, i Københavns gader i maj. Hvor er jeg nem. Det virker. Det føltes faktisk rigtig godt, så jeg sprang af cyklen og direkte i løbetøjet. Og løb afsted på næsten samme tur mod Blovstrød som i sidste uge. Illusionen blev tiltagende svær at opretholde i takt med den pivkolde vinds pisken, da jeg nåede ud på Kongevejen. Men jeg løb forbavsende godt. Mine ben havde det fortrinligt, og jeg holdt noget, der mindede om et pænt tempo hele vejen. Ja, til jeg nåede de hjemlige fortove i Birkerød på tilbagevejen, hvor fortovsejerne tilsyneladende har opgivet enhver tanke om at rydde bare lidt sne væk. Der kommer selvfølgelig også bare mere ovenfra hele tiden. Jeg forstår dem egentlig godt.

Men det var en god tur i det tiltagende mørke. Et par gange blev jeg overhalet af enlige cyklister, som ønskede god tur. Løbeture er så forskellige. Turen i dag burde egentlig have været lidt tung og modvillig. Det er ikke min favoritdisciplin at løbe i mørke og kulde, som det vist er blevet ret klart gennem de sidste måneder. Måske var det bare finten med forestillingen om varme og korte tights, der virkede. Måske trængte jeg bare mere end vanligt til at bevæge mit korpus igennem efter en lang dag. Måske havde jeg bare sparet lidt energisk overskud op, hvis man kan det. I hvert fald strintede jeg afsted på lette fjed. Totalt upåvirket af kulden omkring mig. Ligeglad med mørket. Med den der fede fornemmelse af at have en slags fart på. Og en total indbildning om at se tæskegodt ud. Det er ligemeget, om det er rigtigt. Det er fornemmelsen, der er fed. (Jeg ved jo godt, hvordan jeg ser ud udefra)

Og nu sidder jeg bænket i min sofaflyder med aftensmad, appelsinerog computer – og Paul Newman på fladskærmen. Og nyder fornemmelsen af min overraskende løbetur.

by - 0 comments

Frokost i børne’riet

Jeg elsker min store rodede, utraditionelle familie. Jeg elsker, at selvom vi ikke alle deler blod og gener, så deler vi noget, der er stærkere endnu. Jeg elsker, at der altid er nogen i flokken, der synes, det er for lang tid siden, vi har set hinanden. Jeg elsker, at der altid er nogen, der smider en mail rundt om at troppe op med noget mad eller drikke her eller der. Jeg elsker, at der altid er nogen, der lægger hus til. Og derfor elsker jeg også at være flyttet til hovedstaden. Ellers gik jeg jo glip af det meste. Og jeg er meget dårlig til at gå glip af noget. Øver mig konstant på at blæse, mens jeg har munden fuld af mel.

Det fantastiske ved vores spontane sammenkomster er, at det ukoordinerede altid ender i en helhed. Der kommer ikke fem bøtter tunsalat. Eller syv franskbrød. Der er ingen, der ikke kommer med noget. Det er lige okay at medbringe hasteindkøbt skoleost og Irmas leverpostej som at have brugt timer på at kreere en guderet med specialdyrkede italienske økoris. Det ender altid med et sprudlende bord med alting. Vi er nemlig bare gode til at være sammen. Og der er ikke noget mere guddommeligt, end at sidde og nyde samværet med alt det afkom, min ukonventionelle ungdom har haft del i at producere. Mere eller mindre. Det er stort.

Det klamper man jo gerne gennem sne og absurd frost for. Både ud og hjem.

by - 12 kommentarer

Tilvalg og træning

Jeg læste et blogindlæg om at sige til  og fra i morges, og det satte en tankerække igang. Det har været en slags mantra i flere år, at man skal lære at sige fra. Hvorfor ikke vende den om og lære at sige til. Jeg mener, man holder kun op med at sige som en dørmåtte, hvis man beslutter sig for at være noget andet, so to speak. Når man siger til, holder man det, man gerne ville sige fra overfor væk. Man kommer længere i sit liv med positive tilvalg. Tænk at sige fra, og så opleve et tomrum. For hvad skal man så? Man kan ikke være direktør i sit eget liv – og være dørmåtte for andre på samme tid.

Helt konkret gik jeg og tænkte over min aktuelle træningslede. Jeg har aldrig oplevet det før. Kan man sige fra overfor sådan en? Det er i hvert fald ikke gået helt godt for mig. Så jeg må tage andre julelege i brug. På bundlinjen kan jeg jo ikke forestille mig et liv uden træning. Jeg har løbet hele mit liv. Og det er lang tid. Hvorfor så det her surmuleri på grund af en smule sne og koldt vejr? Jeg vil jo gerne løbe hurtigere, og jeg vil jo gerne løbe det marathon. Jeg vil jo også gerne kunne gå nogenlunde ubesværet over høje bjergpas med min tunge rygsæk til sommer, når jeg tager til Nepal. Jeg måtte se mig selv dybt i øjnene og spørge helt seriøst, hvor meget jeg vil de her ting. Jooo altså, ret meget. Ikke godt nok, Helle. Hvor meget? Jeg vil. Jeg vil rigtig meget. Rigtig, rigtig meget. Jeg vil det bare. Jeg hader at løbe langsomt, det vil, hvor latterligt det end er, betyde rigtig meget for mig at blive hurtigere igen. Jeg vil rigtig gerne løbe det maratonløb i Købehavn. Jeg har løbet maraton i København fem gange, tror jeg. Jeg elsker at løbe igennem byen. Det vil betyde rigtig meget for mig at kunne det igen. Og at kunne gå et langt, svært trek med hård oppakning – det er slet ikke til diskussion, for det skal jeg for at nå til Humla. Der går altså ingen taxaer eller noget. Det er altså hele tre tilvalg.

Næste spørgsmål til finken i sofaen: hvor meget vil du så undgå sne og kulde. Vil du det mere end at løbe et maraton? Eller blive hurtigere? Eller gå over bjergene i Nepal? Nej okay. Det er jo et latterligt spørgsmål. Jamen så….. Så var det jo bare at springe i løbeskoene og komme ud af døren. Jeg var nødt til at løbe min lange tur i dag, for i morgen er der frokost med børnerne og det hele. Skoven? Nix – der er stadig alt for meget sne. Så jeg måtte bide i det runkne æble og starte ud på Kongevejen sydover. Det var egentlig ikke så galt. Da jeg kom til Holte drejede jeg fra Kongevejen og løb igennem mit gamle kvarter, ned ad Rudersdalvej til Øverødvej. Hyggeligt gensyn, og bedsteborgerne i Holte er om muligt endnu ringere til snerydning på fortovene end Birkerødderne. Men jeg løb på vejen. Og så skulle jeg være smart. Jeg smutter lige op ad Vangebovej og stikker igennem Geels Skov for at undgå lidt Kongevej, tænkte jeg. Geels Skov har altid i min optik været sådan en strimmel skov langs Kongevejen. Undskyld, Geels Skov. Det lykkedes mig at fare fuldstændig vild. Jeg mødte kælkende børn, og jeg mødte vikinger med skjolde og sværd, og måtte til sidst kapitulere og spørge en dame med fem små hunde om vej. Så fandt jeg Virum og løb hjem igen. Se det var jo ikke så slemt. Og turen blev på 20 km, som jeg løb i et jævnt tempo uden at komme i kriser undervejs.

Jeg hader stadig vintervejret, men jeg løb med noget, der nærmede sig et positivt sind. Og var glad, da jeg kom hjem. Tak for inspirationen.

by - 0 comments

Tak – det hjalp

Det hjalp – mit rage against the weather. Det hjælper nogen gange at råbe og skrige, når man er blevet godt gal i skralden. Især når man kan gøre det i tastaturet og uden at det bliver møntet på nogen bestemt. Jeg mener, det er lissom ikke nogens skyld, det her vejr. Og jeg er egentlig slet ikke tilhænger af at råbe og skrige ad nogen. Jeg er ikke blevet vejret venligere stemt, men jeg er blevet venligere.

Så det hjalp. Det hjalp så meget, at jeg kun eksploderede en ganske lille smule, da jeg havde slidt mig gennem et vanvittigt snevejr og fandt en lille gul seddel hæftet på min computerskærm. På den lille gule seddel stod der, at styregruppen havde besluttet at udskyde drøftelsen af mit projekt i 14 dage. Ja, det stod der. Jeg tog det pænt. Jeg behøvede så selvfølgelig ikke komme til mødet heller. Vel? Jeg tænkte bare næsten helt stille, at det ville have været ualmindelig dejligt med en lille hvid mail, fremfor en lille gul post-it seddel. Den havde jeg jo ikke behøvet at flytte mig hele vejen til Hillerød for at se. Vel? Men når jeg nu var der, kunne jeg jo lige så godt lave lidt. Det virkede i hvert fald helt åndssvagt bare at vende cyklen den anden vej sådan uden videre. Så jeg mildnede lidt igen.

Og så besluttede jeg at forcere snedriverne og cykle hjem. Det spurt-tøede jo lige pludselig. Det vejr, altså, det er da sådan lidt til en side, eller hva’? To timer tidligere sad jeg midt i en snestorm. Det gik okay at krydse mellem driver og vandpytter hele vejen hjem. Mine bukser blev kun lidt gennemblødte. Og nu sidder jeg i min lune stue. Har løbet en tur med indlagt fartleg, mens det stadig var lyst. Har hentet min nye jakke på posthuset, så næste gang jeg faktisk tager s-toget til byen, kan jeg gøre mig lidt bylækker, selvom det er vinter. Min ældste datter og jeg lavede engang en fjollet aftale om, at hvis man ingen kæreste har, må man gerne skeje ud i Diesel-tøj en gang imellem. Min nye jakke er en Diesel jakke, og den er superrå. Og jeg er den eneste i familien, der har den ret til Diesel.

by - 0 comments

Tudefjæs og vejrraseri

Jeg må have det ud! Jeg ved, jeg udstiller mit indre tudefjæs. Jeg ved, det er både taberagtigt og latterligt. Stik mig bare en tudekiks.

Men jeg får nedtur over det vejr. Det væltede ned med sne i går eftermiddags, da jeg kom hjem, og nu vælter det ned igen. Min krop går langsomt i forfald, og jeg ser ingen mennesker. Jeg faldt pladask for den landlige sommeridyl og natur, da jeg besluttede mig for at leje huset udenfor Birkerød. Men jeg må erkende, at det holder ikke.

Der er for langt til alting. Hvem gider kæmpe sig gennem dårligt vejr og snefyldte cykelstier for at nå stationen, så man kan tage toget til København. Når nu klokken er blevet 18, før jeg kom fra arbejde. Jeg gør det ikke. Jeg cykler sædvanligvis mindst 200 km om ugen, så benene får spjæt af savnet. Kun enkelte uger er jeg nået op omkring 100 km på en uge siden engang i december. For første gang nogensinde er min motivation for at løbe røget helt i bund. Aldrig har vejret i den grad holdt mig tilbage. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg arbejder meget og kommer sent hjem. Men havde det bare regnet i stedet for sne og is, var jeg kommet afsted mindst 5 gange om ugen. Tænk at høre mig selv savne regnvejr!

Det er uger siden, jeg har løbet i skoven. Jeg er syg af savn efter bløde skovstier og fuglefløjt. For første gang i mit liv er det KEDELIGT at løbe. Hvor fedt er det lige at løbe ud af Kongevejen? Eller Ravnsnæsvej? Eller rundt på tilisede cykelstier i Birkerød By? Nej vel? Jeg ville foretrække at løbe på stenbroen, hvor der trods alt er mennesker at se på.

Jeg bliver træt, sur, rasende og negativ af det her. Det er latterligt, for der er ikke noget at gøre ved det. Vejr er jo vejr, og jeg gider overhovedet ikke flytte igen lige med det samme. Om lidt driver jeg igen min stakkels misbrugte cykel ud i et infamt snevejr, fordi jeg skal til Hillerød og deltage i førstebehandlingen af et af mine projekter. Og håber, at s-toget kører.

Tak for tudekiksen.

by - 7 kommentarer

Nu er det næsten ganske vist…..

Jeg har hørt igen fra min hollandske ven, som står for det sundhedsprojekt, jeg har ansøgt om, i Humla distriktet i det nordvestlige Nepal. Det kommer til at koste mig under 20.000 kr at rejse til Nepal i 8 uger. Og måske bliver det billigere, fordi han ansøger bestyrelsen i The Nepal Trust om at tage sig af nogle af udgifterne. Så jeg venter spændt. Jeg skal igennem en del formalia med mine uddannelser og andre ting, som vil dukke op i de næste dage. Jeg har lige skrevet sammen med Jeroen, som min forbindelse hedder, og jeg er bare superspændt. Sidder her som en teenagetøs med maven fuld af sommerfugle. Det er en vaskeægte win-win. The Nepal Trust er lykkelige for at få en kvindelig sundhedsfaglig person, og jeg er lykkelig for at få mulighed for sådan et eventyr. Men hvor er det jeg skal hen:

Humla provinsen ligger i det allerfjerneste hjørne, helt oppe i det nordvestlige område, som grænser op til Tibet. Der bor ca. 45.000 mennesker i hele området, fordelt i små landsbyer. Byerne er de højest beliggende i Nepal, ja faktisk i verden. Børnedødeligheden er enorm, mere end en tredjedel af børnene dør i det første leveår, og gennemsnitslevealderen er derfor tilsvarende lav, omkring 53 år.

Især kvinderne lever et hårdt liv. Et liv i ubegribeligt hårdt arbejde, med livstruende fødsler og graviditeter, fordi sundhedsfaglig hjælp er så langt væk. Mange skal gå op til 10 dage, før de kommer til en sundhedsstation. De lever af landbrug. Men med beliggenheden højt i bjergene, er sæsonen meget kort, og vintrene er lange og hårde.

Befolkningen er buddhister og mange er af tibetansk afstamning. På kortet kan man også få et lille indtryk af de højder, befolkningen lever i. Så, hvem ved, måske kommer der et lille bitte bjerg på tværs, som jeg må se toppen af?

Humla provinsen er så langt væk, at den næsten ikke er omtalt i de guide bøger, jeg har om Nepal. I den ene kan jeg kun finde Humla omtalt som ‘restricted area’.

Landsbyerne ligger spektakulært, omkranset af høje bjerge:
                                                                                                      
   

Altså billederne i sig selv kalder på mine allerinderste eventyr-instinkter. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg ser virkelig frem til at opleve helt nye egne af Nepal. I løbet af de næste dage, vil jeg modtage en masse information, og jeg skal udfylde alle mulige formularer og det ene og det andet. Og SÅ skal jeg have købt min flybillet til Kathmandu. Og jeg skal have fortalt mine bekendte i Kathmandu, at jeg kommer.

Så den sne, der vælter ned udenfor mine ruder, bliver for en stund ignoreret. Jeg kom for sent hjem til at nå en løbetur, så det må blive i morgen. Lige nu vil jeg bare lade mig optage af mit kommende projekt og gå på jagt efter flere informationer på nettet.

by - 0 comments

Deadlines og drømme i dagligstuen

Sidder på endnu en deadlines absolutte bagkant og drømmer små og store drømme. Undrer mig igen over at sidde en sen aften og spænde i nakken over tasterne for igen at trylle noget skriv færdig til tiden. Og minder mig selv om Lenes du-er-så-god-til-deadlines statement, sidst jeg sad her. Har med vilje ikke slået messenger til, for min bagkant er så heftig, at jeg ikke tåler forstyrrelse.

Kontoret er rykket ind i sofaen. Min yndlingsplads til pressede deadlines. Jeg har en stor flydesofa med plads til umådelige mængder papir omkring mig. Imens flyver snowboarderne rundt i min fladskærm og skaber lige netop den forstyrrelse, jeg alligevel har brug for. Eller – jeg ville i hvert fald nødigt gå glip af ski og snowboard, når nu jeg overhovedet ikke kommer på skiferie selv. ZIP – der skød den første drøm sig ind i bevidstheden. Lige så meget, jeg afskyer vores langvarige vintervejr, elsker jeg at suse ned ad pisterne i Alperne eller Dolomitterne. Det er noget andet. På pisterne har jeg fri. Jeg kan lege fra jeg slår øjnene op, til jeg vælter træt og tilfreds under dynen om aftenen. Frisk bjergluft i litervis fra morgen til aften. Grin, blå mærker, sne i håret, fadøl og wienerschnitzel. Dream on – det bliver ikke i år.

Videre på tasterne. Uf, nakken har ikke godt af timerne ved tastaturet i sofaen. Jeg lader hovedet rulle lidt fra side til side. ZIP – næste drøm ruller ud over mit indre lærred. Kærlige, stærke fingre masserer min værkende nakke, mens jeg slapper helt af til snowboard kommentatorens lidt monotone stemme. Mine skuldre falder langsomt ned på plads. Jeg trænger virkelig til den massage. Måske har jeg bare været single på den fuldstændig single agtige måde lidt for længe. Og arbejdet lidt for meget lidt for længe. Det ville i hvert fald være dejligt med sådan et par stærke, kærlige hænder. Men – dream on – det bliver heller ikke lige nu (med mindre han står på den anden side af køledisken i Superbrugsen i morgen) (I Birkerød???? Dream on!) I mellemtiden kan man jo nyde Eddie Vetter og Jack Johnson fra Hawaii:

Jeg vrider min opmærksomhed tilbage til tastaturet og skriver videre. Og nu drømmer jeg bare om at blive færdig og nå min deadline. Nu kredser mine drømme om min dundyne i soveværelset ovenpå. Jeg elsker min dyne. Den er lun og vamset, og den er det bedste at putte sig ind i. Sidst jeg var på en længere ekspedition, havde jeg fået en super ekstrem sovepose fra Marmot. Det var som at krybe ind i en livmoder, når jeg krøb i soveposen i teltet om aftenen. Jeg spekulerede seriøst på at sove i den hjemme i min seng. Det krævede afvænning. Men min dyne er næsten lige så god. Og lige om ganske få minutter går den drøm faktisk i opfyldelse. Jeg har skrevet det sidste bogstav og sat det sidste punktum. Mangler bare at trykke på en send-knap, så har jeg nået endnu noget deadline. Jeg har gemt et par stykker til i morgen. Jeg løber aldrig tør. Hverken for deadlines eller drømme.

by - 0 comments

Nå ja – lidt om løb

Min træning er stadig op ad bakke. En frembrusende influenza gør jo heller ikke underværker. Men influenzaen blev kulet ned på to døgn, så jeg var helt klar på at besøge mine forældre i Randers lørdag morgen. Og så måtte jeg også lige prøve, om jeg var klar til at løbe igen. Copenhagen Marathon tårner sig op forude og kradser mig hele tiden i nakken.

Det er så sjovt at løbe, når jeg er hjemme hos mine forældre, og det sender tankerne på langfart tilbage i tiden. Jeg boede ikke så mange år i det hus, de bor i. Hele familien flyttede fra Århus til Randers, da jeg var 14. Jeg var en pæn pige. Brugte al min tid på sport og skole. Og var god til det hele. Jeg svømmetrænede i eliteafdelingen i AGF, jeg dyrkede atletik, jeg spillede håndbold og en gang imellem lidt badminton. Så jeg var trimmet, for ikke at sige muskuløs. Og jeg var mærkværdigt vild med at gå i skole. Ankomsten til Randers var en balje iskoldt vand. Her dyrkede man det tynde modellook, snaps til skolefesterne, cigaretter bag cykelskuret og interne mesterskaber i pjækkeregnskabet. Men jeg fandt ad åre en slags ben at stå på. Opgav svømmekarrieren, men holdt fast i resten. Og jeg har løbet rigtig meget i området omkring mit gamle gymnasium. Tilknytningen til Randers varede lige til jeg blev skilt og flyttede til Århus. Men det er stadig sjovt at løbe i de områder, hvor jeg har tilbragt en stor del af min ungdom.

Jeg løb 9 km lørdag og 10 km søndag. Havde en dum fornemmelse af at være evigheder bagud med træningen. En fornemmelse af aldrig at kunne få lidt fart på igen. Jeg skal ind imellem arbejde ret koncentreret med at tøjle min løbske selvfølelse. Forsøger at lave mantraer: “Det er okay at løbe langsomt”, “Du skal ikke vinde noget”, Det gælder om at kunne” og den slags. Men når jeg er i det mood, virker det bare ikke. Jeg loggede mine løbeture, og tja, tempoet kravler faktisk lidt i den rigtige retning. Det virkede at se det på skærmen. Så nem er jeg. Og løbeskoene røg alligevel ikke i skraldebøtten denne gang.

I dag tog jeg halvtidligt fra arbejde, så jeg kunne nå den længere tur, som jeg ikke løb i weekenden. Jeg løb ud af Kongevejen for at undgå sne og løb til Allerødkrydset efter Blovstrød og tilbage. Forbi Katrines hjulspor fra forleden, da hun blev torpederet af et rådyr og tilbage til en rundtur i Birkerød. 17 km blev det til. En jævnt kedelig tur, som bare fik mig til igen at savne bløde skovstier og grønne træer.

by - 4 kommentarer

Scener fra en togrejse

I toget mellem hovedstaden og Jylland sidder jeg sammen med min søn og hans kæreste. Vi har snakket og grinet og er nu optaget af vores computere og bøger en stund. På den anden side af midtergangen sidder en pige på 5-6 år med sin far, som ser ud til at have tyrkiske aner. Pigen pludrer løs om alt mellem himmel og jord og vrider det ene svar ud af far’en efter det andet. Hun snupper hans telefon og leger videre med den. Der er krummer i den tøs. Hun udforsker alt, hvad mobiltelefonen kan mestre. Min opmærksomhed går på afveje, men pludselig bliver jeg revet tilbage. Nej, siger pigen højt og tydeligt, her er jo fuld af danskere. På klingende københavnerdialekt.
Jeg griner til hende. Du lyder ellers ret dansk selv, siger jeg. Nej, siger hun, jeg skal til Tyrkiet til sommer. Hun fortæller, at hun har både en søster og en bror i Tyrkiet. Og en farmor. Jeg kan også snakke arabisk, siger hun. Faren smiler overbærende. Nå nå, siger han. Sig noget på arabisk, siger han. Nej, siger barnet, ikke når der er danskere. Man må ikke snakke arabisk, når der er danskere.

MAN MÅ IKKE SNAKKE ARABISK, NÅR DER ER DANSKERE!

Jeg lader den bare stå lidt. Måske nogen bliver stolte af, at deres politik virker helt ud i de mindste led.