Underground

I meget gamle dage var der i Århus en isbutik med lækker is , som hed Underground. I dag havde ordet ny betydning.

Jeg mødte en mand, som for fjorten år siden måtte rejse fra sit hjemland og sin gode vel betalte stilling som kemiingengør. Fordi gode folk fortalte ham, at andre folk med magt ville slå ham ihjel. Han vidste ting, og han troede på frihed. Derfor rejste han. Helt alene over bjerge og landegrænser.

I 14 år har den mand levet under jorden. 14 år uden sin egen private adresse. 14 år hvor venner og venners venner har huset ham i kortere eller længere tid. 14 år i forskellige lande. 14 år i en evig bevægelse.

Han var en venlig mand. Med rare og varme kloge øjne. Sådan en mand, man godt kan forstå, at venner og venners venner gerne vil passe på.

I årene under jorden har han klaret sig. Han har tjent penge til ikke at dø af sult, og han har betalt vennerne og vennernes venner, når han havde penge.

Nu havde han for første gang i 14 år brug for at se en læge.

Jeg blev lidt glad i hjertet over at kunne hjælpe ham med det.

IMG_2244

Oktoberfristelser

Nogle weekender er gode at fylde med kærlighed og liv og oktobersol.

Det er weekender hvor en håndfuld unger kan synes, man er en helt til at finde nye legepladser.

Og at man bager verdens bedste chokoladekage.

DSC01332

Hvor jeg kan genopdage lyden af børn og legoklodser i harmoni på stuegulvet.

DSC01339
Og hvor jeg kan putte rødkindede, trætte børn under dynen, mens jeg finder på historier, de kan falde i søvn på.

DSC01334
Måske kunne jeg have ønsket en time mere under dynen, da små insisterende stemmer kaldte dagen frem i morgenmørket.

På den anden side fik vi meget mere søndag end så mange andre.

DSC01336

 

Historien om en lille blog

Der var engang en lille blog et sted i det store internet. Efter en hård sommer med både fest og farver og med utallige udfordringer blev den lille blog tyndere og tyndere. Den svandt langsomt ind, til den næsten ikke var til at få øje på. Til sidst sad den lidt bleg og farveløs og skuttede sig i sit hjørne af det uendelige cyberspace. Festen og farverne var som blæst væk, og bloggen sad som et depriveret barn, der helt havde opgivet at græde efter opmærksomhed.

En dag faldt blogbestyreren over den lille i hjørnet og kiggede bekymret på den. Den sad der ganske glemt og ensom. Blogbestyreren kløede sig i håret og vidste ikke helt, hvad hun skulle stille op med den lille.

Når sandheden skulle frem, havde hun undgået den. Alene synet af bloggens header var begyndt at give hende kvalme. Kvalme fordi kroppens bøjning over tastaturet skabte et rum, der var lidt for sårbart og alt for privat for en tyndhudet blogbestyrer.

Jamen, hviskede den lille blog, her er jo god plads til ord.

Det går ikke, sukkede blogbestyreren, jeg kan ikke bare slippe ord løs om det, der slider hud af.

Jamen, hviskede den lille blog ganske stille, jeg skal nok passe godt på dem. Og så kan du skrive om alt det andet? Om løbeture og kærlighed og efterår? Om bryllup og bøger og ferieplaner?

Det går ikke, sukkede blogbestyreren endnu dybere, jeg kan ikke finde ud af det. De andre ord står hele tiden i vejen.

Åh, jamrede den lille blog grådkvalt, har vi ikke kunnet noget sammen? Er det slut? Snart løber jeg ganske tom for ord.

Blogbestyreren så alvorligt på den lille. Og der kom noget varmt i hendes blik. Hun strøg den blidt over håret. Og så pludselig, hvor tynd og indsunket den var blevet.

Du har ret, sagde hun, vi to kan noget sammen. Vi må finde ud af det her. Du må have mere sul på kroppen igen. Du får nye ord i morgen. Måske skal jeg bare kaste en lille smule ud ad gangen. Måske kan vi snige os uden om alle de ord, der ikke skal slippes løs. Og trisse ud i verden sammen. Igen.

IMG_2241

Kabler og langtur

Morgenen startede ret almindeligt. Jeg tændte for radioens P4, fordi det er dem, der ved om s-togene kører, som de skal. Det lagde derfor en dæmper på morgenhumøret, at nogen – igen – havde ribbet en station for kobberledninger. Og lammet morgentrafikken. Skiderikker, røvhuller, knoldesparkere. Som skulle have femten slag med en våd avis. Og have lov at stå en time på Sjælør station.

Jeg besluttede at sadle racercyklen.

Den ene cykeltaske blev proppet med kager, som jeg havde brugt aftenen på at kreere til mine kolleger. Det er sådan noget, vi gør, når vi har haft fødselsdag. Den anden blev fyldt med tøj og papir. Vejret så tørt ud, og jeg tøffede ud fra Sydhavnen og satte kursen nordpå.

Det var tudekoldt. Og smukt. Frederiksberg er ikke nogen fornøjelse at cruise igennem, når klokken er halv otte. Men jeg slap igennem og kunne endelig give den lidt gas ud af Kongevejen. Med dybfrosne tæer ankom jeg kun en smule forsinket.

Mine kolleger gjorde deres til, at cykeltaskerne blev lettet for chokoladekager, og i strålende efterårssol satte jeg kursen sydover. Jeg fulgtes med min gode veninde til Birkerød og skråede over til Farum for at slå ind på cykelsuperstien. Som jeg stadig er lidt forelsket i. Og jeg ser medlidende ud på alle dem, der sidder og surer den i hver deres bil.

Det blev en lang dag. Og cirka 100 kilometer på cyklen. Så god weekend derude. Og lidt tak til røvhullerne for al den sol på næsen. 

Men lad nu de kabler være for pokker.

 

Og hvem vandt bjerget?

Jeg vil gerne sige tusind tak til jer, som har lagt nogle ord om Mont Blanc. Jeg ville ønske, at jeg kunne forære jer hver et eksemplar af Bo Belvederes bog. Det fortjener I. Både jer, der har prøvet kræfter med naturen på og omkring bjerget, og jer der drømmer om det, eller bare drømmer. Det har været spændende at læse jeres kommentarer, og jeg er ret sikker på, at Bo også har hygget sig med det. Tak for jeres deltagelse.

Desværre kan jeg jo kun trække én vinder, og det har jeg gjort så retfærdigt, det er muligt ved hjælp af Random.org. Hvor et program i cyberspace kaster numre rundt i tilfældighedernes tegn.

Vinderen af lodtrækningen om Bo Belvederes bog, Mont Blanc, Vejen til Toppen af Europa er udtrukket, og det blev Lars Bergelius, som glæder sig til at sidde i sofaen og drømme om at komme på bjerget. Tillykke med det. Jeg kan kun sige, gør det, Lars. Og send din adresse til mig på mail, helle86 at gmail.com, så bogen kan lande i din sofa.

Til I andre – igen tak for jeres historier og drømme. Køb bare bogen, den er pengene værd.

Septembersol på Sydhavnstippen

Septembersolen lokkede løbeskoene på og fik mig ud af døren. På en af den slags ture, jeg elsker. Et par timer væk fra byens larm og bilernes os.

Og det kan man her i Sydhavnen. Jeg kan løbe uden at møde en bil i timevis.

I dag løb jeg gennem den gamle fiskerihavn og videre til en af mine hemmelige ruter i Sydhavnstippen ved Valbyparken. Om lidt er den ikke så hemmelig mere. Men jeg vil virkelig gerne bare vise, hvor utroligt smukt, der er. Der lige ved siden af al grimheden ved skrotpladsen og tømmerhandlen. Og lige her næsten midt i København.

Sydhavnen passer på sin tip. Der går får og græsser hver sommer. Her bugner af frugt. Og hvert år sidst i september er der høstfest, og alle æblerne bliver lavet til most. Til alle os sydhavnere. Som bare kan komme med en flaske og fylde den.

Sydhavnstippen:

IMG_2199

IMG_2207

IMG_2208Og solen gik ned over fiskerihavnen

IMG_2197Husk at jeg trækker lod om Bo Belvederes bog om Mont Blanc på torsdag. Hvis du vil være med, så læg en kommentar her.

 

Pausemandag

Nogen gange bliver jeg snigløbet af kroppen. Som måske synes, der har været en smule for meget pres på alle linjer.

I dag hvislede den feber ud i alle afkroge, og jeg gav fortabt efter morgenmaden. Trak dynen ind på sofaen, mailede afbud til alting og kravlede sammen med en kop the.

Tak, sagde kroppen, som belønnede mig med at trække febertropperne til sig sidst på dagen. Så jeg alligevel kunne stikke næsen ud i septembersolen.

Og nu er jeg klar på en tirsdag. Og mere undervisning. Og flere rapporter.

IMG_2194Og husk, at jeg trækker lod om Bo Belvederes bog om Mont Blanc på torsdag. Hvis du vil være med i lodtrækningen, skal du lægge en kommentar her

 

Mont Blanc – vind et bjerg

Har du nogensinde drømt om at stå på toppen af det højeste bjerg i Vesteuropa? Eller har du rystet vantro på hovedet, mens dine øjne lavede rullespring, når du hørte om laviner eller ulykker på Mont Blanc? Som vi jo hører om hvert år. Eller hører du til den relativt store gruppe danskere, der med en tilfreds bevægelse har plantet isøksen i sneen på toppen af bjerget?

Nu har du chancen for at nære drømmen eller kramme dine indre billeder fra dit livs tur. Eller du har en helt unik chance for at få et lille indblik i indersiden af en bjergbestiger og få svar på nogle af de spørgsmål, der styrede dine rullende øjne. Hvorfor bestige Mont Blanc? Hvorfor alt det besvær? Alle de anstrengelser?

IMG_2136I kan godt glæde jer til at få bogen om Mont Blanc i fingrene. Det er en lækker bog. God at holde om og røre ved og fyldt med lækre billeder fra Mont Blanc og bjergene omkring.

Jeg er solgt til bogens blanding af personlige fortællinger, historiske anekdoter, gode råd og rutebeskrivelser. Bogen emmer af kærlighed til naturen og til eventyret. Jeg er selvfølgelig bias’ed, fordi jeg i forvejen hører til dem, der kan stå og kigge forelsket på Mont Blanc i timer. Og som glad og gerne pakker rygsækken og vandrer afsted og overnatter i bittesmå telte på stejle bjergvægge. Jeg har også mødt måbende miner og råbende spørgsmålstegn.

Bo Belvedere giver nogle svar.

De mange beretninger bogen igennem om ture med gode klatrevenner og ikke mindst ture med hele familien, giver den noget ganske særligt. Tro mig, jeg har læst metervis af bøger om bjergbestigning. Og metervis af guidebøger. Mont Blanc bogen er en brugsbog. Den fortæller om de almindeligste og letteste ruter til toppen af Mont Blanc, mens den øser af Bo’s store erfaring fra et langt liv med bjergbestigning med masser af tips til udstyr, overnatning, mad, vejr og timing.

En stor del af bjergbestigningslitteraturen er skåret over den samme læst. En slags heltekvad, hvor hovedpersonen ‘besejrer’ bjerget, mens han gør noget virkelig farligt og udstår store lidelser. Den læst keder mig. I Mont Blanc bogen besejres ingen bjerge. Bogen udfordrer adrenalinmyterne og retter sig mod ren kærlighed og lysten til at løse problemer på sin vej. For det er, hvad bjergbestigning handler om. Skønhed, kærlighed, tålmodighed og løsning af forskellige udfordringer. Samtidig er den en fortælling. Om venskaber og kærlighed og bjerge.

Jeg bliver selvfølgelig fuldstændig blød om hjertet over et særligt kapitel om kvinderne og Mont Blanc. Kvinder bliver almindeligvis nævnt i en henkastet bisætning, når det handler om bjerge.

Du kan vinde et eksemplar af Bo’s bog om Mont Blanc. Smid en kommentar og skriv lidt om, hvad Mont Blanc betyder for dig. Det har ingen betydning, om du selv klatrer til tops – eller om du holder mest af at sidde sikkert i sofaen og læse om bjerget.

Jeg trækker lod på næste torsdag den 26. september.

Good morning sunshine

Som jeg vågner denne morgen med solen, der titter forsigtigt frem gennem nattetågerne, ligger jeg under dynen med en mærkelig ro i maven. Det er min fødselsdag. Og min fødselsdag er fredet. Jeg skal ikke arbejde. Jeg skal skabe nydelse. Vågne langsomt. Løbe en tur på min fælled. Kramme alle mine unger. Og proppe de små mennesker med chokolade og kager i lange baner. Vera hvinede allrede af fryd i telefonen i går.

For tre uger siden eller so, krampede det lidt i nakken over alt det, jeg hele tiden halsede efter på mit arbejde. Jeg fik knuder i maven over at have sagt ja til lidt for mange foredrag og undervisning. Jeg var mere optaget af alt muligt andet. Min mor. Min datter. Lille nye Esther. Når jeg så oplever kolleger nærmest slå en ring om mig og hjælpe. Tage opgaver på sig og langsomt hjælpe mig tilbage til en slags overblik, så får jeg den der ro i maven. Der er styr på det, og det er alligevel rart at være mig. Og når foredrag og undervisning er gået, så det afstedkom en lille følelse af at trille halvlykkeligt rundt i græsset, kan jeg sidde fuldstændig roligt ved et forlænget morgenbord. Og skrive ord ned, der har været trængt væk af knuder og kramper.

I morgen bliver den bedste lørdag. Verdens bedste søn og verdens bedste svigerdatter siger ja tak til hinanden. For evigt siger min søn. Og jeg har fundet to helt rigtige kjoler til festen. Nå ja, måske må jeg bare stryge på toilet og skifte midt på aftenen? Jeg har lavet talen. Mor-talen, som ikke kan laves med venstre hånd. Og jeg har fundet en gave, som jeg giver med overbevisning.

Så, godmorgen, solskin. Godmorgen, fredag. Godmorgen, mit næste år. Og tak.

Her en lille bitte rødhåret dreng for mange år siden ved at stort hav. Det er ham, der gifter sig i morgen.

Scan 7

 

Skywalker

For en time siden sad jeg flad og slatten på stolen foran min computer. Mens jeg badede i selvmedlidenhed over at have arbejdet næsten uafbrudt, siden jeg vågnede kl halv fem. Kun afbrudt af en time på cykel fra Glostrup. Hovedet værkede. Benene var tunge. Lort.

Men siden da har jeg løbet rundt på Amager Fælled i et friskt tempo. Mens jeg kiggede på skyer.

Nu gider jeg godt igen. Også selvom jeg arbejder videre, til jeg sover.

Og sådan er der så meget.

IMG_2130

IMG_2132