Man skal aldrig være for fin til at erkende, at en plan ikke gør det, den lovede. Man skal heller aldrig være for fin til lat lave nye planer. Og man skal ikke være for fin til at hade lidt på tilfældighederne.

Det er tidligt i sæsonen. Og klart nok har Frankrig oplevet den værste vinter og den længste i mands minde. Aldrig har foråret trukket så længe ud. Aldrig har kvæget ventet så længe på sætergræsset. Aldrig har hytterne åbnet så sent. Vi har haft sandt lortevejr. Og masser af sne. Allerede ved 1700 meters højde. Og sne er hvad det er. Det værste er, at afmærkningerne forsvinder. Og det kombineret med tæt tåge og massiv regn tager i den grad fornøjelsen af en travetur i bjergene. Ikke et eneste glimt har vi fået af Mont Blanc eller de andre i massivet. Vi har kunnet læse om uforlignelige udsigter i guidebøgerne. Men har kun set grå tåge.

Det syntes som så god en ide hjemme i Sydhavnen at tage telt og grej med. Fordi jeg ville være fri og uafhængig og kunne sove, hvor jeg ville. Det er bare tung unyttig vægt hernede i virkeligheden. For enten er der sne, eller også er der våd og mudret undergrund. Der er intet tiltrækkende over at kravle kold og dyngvåd ind i mit lille bitte bivuaktelt. For at vågne lige så kold og dyngvåd næste morgen og pakke det hele sammen med et par kilo ekstra væske.

Så jeg ændrer planer. I morgen pakker jeg teltgrejet og sender det med posten hjem til Sofie. Hvis hun er heldig – og butikkerne har åbent – sniger der sig måske et stykke ost med. Det gør rygsækken lettere. Og mig.

Senere tager jeg bussen. Ja, du læser rigtigt. Jeg tager bussen til Chamonix for at sidde der og skumle, mens jeg finder ud af, hvad jeg videre gør. Næste stræk har endnu mere sne og stejle fald, og vi har mødt flere, der er vendt om, fordi det var for farligt. Og lige nu er jeg bare lidt skummel over det vejr, min for tunge rygsæk, mine fodpinende støvler og trænger til lidt af den positive energi, som Chamonix kan. Måske er der nogen hjemme, som jeg kender og kan bo hos. Måske indlogerer jeg mig på et hostel og sætter mig under et halvtag og skriver lidt.

Og jeg skriver vi. For jeg har ikke været meget alene. Noget af det fascinerende ved at vandre er de mennesker og de historier, jeg møder undervejs. På min tredje dag mødte jeg Pete, en hollænder i tresserne, som har revet seks måneder ud af kalenderen for at vandre fra Amsterdam, gennem Alperne og videre til Rom. Senere samme dag mødtes vi igen på det Gite, som jeg nåede frem til efter en lang vandredag alene. Og her mødte vi endnu to hollændere, Hank og Ivo, som arbejder sig gennem hele GR5 ruten, startet fra Maastricht. Bid for bid. De startede i 1999 og tager 6-7 dage hvert år. Så der er nogle år at tage af endnu. Og i dag blev vi genforenet med Tristan, som jeg mødte for nogle dage siden. Jeg elsker den slags møder. Det er fedt at dele sine oplevelser i nogle dage. Så skilles man igen og ønsker god tur. Måske ses man igen, måske ikke. Men jeg bliver en lille smule rigere hver gang.

Min guidebog skal have smæk. Ruten er ikke mulig på hverken 3 eller 4 uger. Det er den måske under topgode betingelser og med en superlet rygsæk. Jeg er nødt til at æde alle mine blæreudsagn om skidegod form og erfaring. Det var en topfejl at tage det telt med. Og jeg er på ingen måder i skidegod form med tung rygsæk. Jeg kommer ikke til at gå hele vejen til Nice. Jeg kommer til at gå noget af vejen. Jeg kommer til at holde lidt pauser. Jeg kommer til at tage bussen, gør jeg.

Det er okay. Jeg græder ikke. Har måske en smule såret stolthed. Fordi jeg tog lidt fejl. Fordi jeg planlagde lidt for løst. Fordi den første lille uge har været benhård. Og jeg orker ikke at kæmpe mig op til høj sne – for at gå ned igen. Chamonix, altså. Som jeg elsker lidt alligevel.