Nå ja. Jeg har helt glemt, at jeg er kommet på glittet papir i denne uge. Bare et lille hjørne. Og i sidste uge. Men alligevel. Så gammel er jeg nemlig. Hende her skriver i Magasinet Liv:
Av min krop
Torsdage står jeg for underholdningen i mit nabo-hood. Når jeg krabber mig ud af døren med gakkede gangarter og arme så tunge som bly. Heldigt for mig kan ingen se, hvordan jeg maver mig ud af sengen og glider som en slange op af trapperne. Eller hvordan jeg er på nippet til at råbe på naboen til at nå tedåsen i overskabet. Fordi mine arme nægter at flytte sig over mit hovede.
En af nytårsplanerne var at stramme op på min slaskede krop og arbejde med noget koncentration og balance. Og det magede sig sådan, at der her i Sydhavnen, i mit helt eget hood, startede et lille begynderhold i astanga yoga. Så onsdag ved aftenstide kommer vi trippende til et lokalt beboerhus med udsigt over vandet med yogamåtterne under armen.
Jeg troede, jeg havde lavet yoga før, så jeg havde et godt udgangspunkt. Det kan siges meget kort, – det havde jeg ikke. Astanga Yoga er ikke som andet yoga.
Vi smækker yogamåtterne ned på gulvet i beboerhuset med front mod Michael. Som er en lille skaldet mand med en ualmindelig veltrimmet krop. Med en næsten kærlig stemme driver han vores kroppe ud i stillinger, jeg ikke på forhånd havde fantasi til at forestille mig. Astanga yoga går til yderligheder. Og de yderligheder holder man så i, hvad der føles som uendeligheder. Det er én uafbrudt bevægelsesproces, der følger vejrtrækningen, og der er ikke mange muskler, der går fri.
Nogen onsdage går vi derfra med følelsen af gele i benene. Andre onsdage sender mine arme vantro meldinger ved tanken om at gribe cykelstyret. Og torsdag morgen breder hævnen sig i hele kroppen. Hver eneste muskelfiber skriger. Og der er kun én ting at gøre. At lave de indledende yogastillinger. Mens man får vejrtrækningen til at overdøve kroppens protester. Det hjælper. Lidt.
Vi er ved at have noget særligt sammen. Os på yogaholdet. Det giver et særligt lidelsesfællesskab.
Og selvom mine arme er for korte til at løfte min krop i siddende stilling. Og selvom alle mine gamle skulderskader fra fald og styrt på klippper og bjerge knytter sig fornærmede sammen i en fælles modstandsbevægelse. Og selvom mine halvgamle løberben pure nægter at lade sig folde sammen på yogamåden. Ja, så kan jeg lide det. Og det gør det ved kroppen, som jeg gerne vil have.
Så når Michaels begynderhold slutter engang i marts, er jeg vel moden til finde et nyt hold?
Men nu krabber jeg mig ind i seng og tænker med gru på, hvordan jeg kommer ud af den igen. Når alle muskler er stivnede i ly af natten.
Når jeg bliver stor……..
I år skal jeg på skiferie. Ikke syd på og alpint, men nord på og langrend. Min veninde og jeg rejser med Ruby Rejser til Norge. På en tur støvsuget for forelskede par og familier. Sådan som vi evighedssingler kan li’ det. En uges ferie fra lørdag til lørdag lidt senere på vinteren, når det næsten er forår.
Derfor sagde jeg for flere måneder siden helt uden bekymringer ja til et foredrag i Kolding fredagen før afrejse. Ingen problemer i det. Jeg kunne jo bare pakke om torsdagen eller måske nå det fredag aften. Herregud, det er jo bare en uge i skitøj.
Så jeg sagde ja og bekræftede. Vi aftalte længde og honorar. Og jeg bekræftede. Forleden fik jeg endnu en mail fra arrangøren med det endelige program, og jeg tænkte, at jeg måske snart skulle bestille togbilletter. Mens jeg sad og tænkte det, kom jeg i tanker om skileje. Det skulle jo være i god tid, havde de vist skrevet fra rejseselskabet.
Jeg fandt den efterhånden gamle mail med rejsebeskrivelser og oplysninger om skileje og printede alle bilagene ud. Skrev en mail til Norge og bestilte ski og støvler. Så var det gjort.
Så hentede jeg de printede bilag og lagde dem foran mig på skrivebordet. Mine øjne løb hurtigt ned over dokumentet og blev naglet til den nederste linje. Hvor der stod, at der var afgang fra Herlev station. Fredag aften klokken 19.30. Goddammit! Ruby Rejser er et gennemordentligt selskab. En ferie er fra ankomst til afgang. Alle timerne i en rumlebus tæller ikke med. Nej, vi ankommer til sæterhytten i Norge lørdag morgen.
Himmel og hav. Hvornår lærer jeg det? Bum, bum. Foredraget slutter 15.30. Det kan ikke ændres. Det giver fire timer at nå til Herlev. Med DSB. Og køreledninger, sporskifter og risiko for sne….
Jeg mailede til Ruby Rejser. Som omgående skrev tilbage, at jeg kunne blive samlet op i Fredericia. Pyh – reddet på stregen, tænkte jeg. Klokken 15.50, skrev de. What? Tyve minutter fra foredragsstop i Kolding til afgang i Fredericia!
Så ringede jeg. Og Ruby Rejser bor i Århus, så de er både venlige og hjælpsomme. Vi finder ud af det, sagde de. Vi snakker med chaufføren, så han ved, du kommer. Der er sikkert både lidt ventetid og trafik, han kan blive forsinket af.
Det kan nemlig lade sig gøre. Hvis jeg kvæler de sidste spørgsmål fra deltagerne. Snupper computer og tasker og spæner ud af døren. Springer ind i den taxa, jeg har forudbestilt. Så kan jeg være i Fredericia på 17 minutter.
Åh, hvad skal jeg med krimiserier i fjernsynet? Når jeg har mit liv lige her.
Selverkendelse i skingerhedens tegn
Jeg blev så akut opfyldt af skingerhed forleden, at jeg har holdt fjernsynsfrie dage siden.
Den lader vi lige stå lidt.
For jeg er jo sådan en, der næsten aldrig ser fjernsyn, ikke? Sådan en, som slår en overbærende og klædeligt perlende latter op, når I fortæller mig om programmer om mad, indretning, håndbold, bortkomne slægtninge og blodtørstige mordere. For jeg har virkelig noget mere indholdsrigt at tage mig til.
Og så kan man jo ikke holde TV-pause, vel? For det er jo så sjældent tændt, apparatet.
Men – i ganske ubemærkethed. I ly af mørket og alt for meget arbejde. Og alt for sene aftenmåltider. Har mit TV sneget sig ind på mig. Langsomt og rødmende må jeg erkende, at jeg mere end lever op til et gennemsnitligt dansk TV-forbrug. Selvom jeg zapper forbi madprogrammerne og de fleste blodtørstige mordere, mens jeg forsøger at holde mit akademiske hoved højt på DR2 med Dokumania, Deadline, Debatten og intellektuelle satireprogrammer. Ja, så sniger jeg mig forbi både indretning, typer og bortløbne slægtninge.
Jeg kaster mig i sofaen med aftensmaden på tallerkenen og thekanden indenfor rækkevidde, så snart jeg har trukket løbetøjet af og sat de ildelugtende sko udenfor døren. Der ligger jeg så og tweeter med de andre om, hvad vi ser i fjernsynet. Indtil jeg slæber mig op ad trapperne, børster tænder og skraber dagen af mig. Og kravler under dynen.
Det er en aha-oplevelse af de værre. En selverkendelse, der kradser i den lak, jeg udstiller for hele verden. Jeg ved, hvordan nogen af de semikendte indretter deres hjem. Jeg ved, hvad huse kan sælges for på Rømø. Jeg er sådan en, der kan holde TV-pauser.
Jeg kravler lidt stille sammen på min pindestol ved spisebordet, mens jeg skam-nyder at genopdage stilhed. Hyggelige radioprogrammer. Spotify. Og at bøger ikke kun behøves at blive læst i toget, i sengen, på toilettet eller mens jeg laver mad.
Så alligevel lidt tak for skingerheden. Mens jeg kæmper min stille kamp mod unødvendig viden, vil jeg citere Omar Marzouk fra Twitter: “Ved i hvem jeg har mest ondt af lige nu, indvandrer postbude som bare prøver at passe deres arbejde.”
Jeg fordømmer
I dag var der en, som trak en skyder op af lommen og skød. Han ramte ikke. Men det blev dagens hovedhistorie, hvor dagens politikere stillede sig i kø for at blæse skingerhed ud i æteren.
Ytringsfrihed, skreg de.
Smid dem ud af landet, hylede de.
Vi vil ikke finde os i de muslimer, hvislede de med fordrejede fjæs.
Avisernes kommentarfelter var selvlysende af gult indestængt had.
Jeg slukkede. Det larmede for meget. På den forkerte måde.
Jeg fordømmer. Eller jeg forbander. Folk med skydevåben.
Jeg foragter Lars Hedegaards meninger og de værdier, de udtrykker. Men jeg anerkender hans ret til at have dem. Meningen med det hele må være, at alle anerkender alles ret til at mene noget.
Jeg fordømmer den mand, der nu har givet ham ubegrænset taletid. Og rettet det selvlysende had mod folk med andre religioner.
Imens vi stadig ikke ved, om skuddet henover Lars Hedegaards hoved skyldtes noget helt andet.
Weekendbilleder
Det går sløjt ved tastaturet. Det beklager jeg. Jeg jonglerer med så mange ord på mine arbejdsdage, så jeg hungrer efter noget virkeligt liv med rigtige mennesker og luft på kinderne. Og bøger fulde af andres ord.
Så kravler jeg lidt ud af internettet. Jeg svinger en lille tur forbi Twitter og Facebook, får skimmet et par blogs og lammetævet nogen af mine børn i Quizz Battle. Eller får det selv. Tæv.
Men jeg får ikke skrevet. Ikke på bloggen. Og ikke på andres. For tiden.
Så det har jeg heller ikke gjort i weekenden. Jeg har pakket mig ind i dejlige mennesker. Drukket en lille smule rødvin. Fået serveret forfærdelig lækker mad. Grinet. Krammet. Nydt.
Jeg har løbet lange ture og brudt nogle kilometerforbandelser. Travet Amager Fælled tynd med Anna, mens vi satte verden omkring os på plads.
Derfor kommer der ikke ord. Men billeder fra en weekend, der gjorde det godt, og som uden problemer kunne have varet længere.
Vinterhi og vandpytter
Det er en sjov vinter, denne her. Tænker jeg, mens jeg sidder i sofaen og nyder, at vandet igen klukker forbi mine vinduer. Sammen med ænderne og øerne af plastikaffald, der dukker frem af isen.
Den store vinterdepression er nærmest udeblevet. Eller har været mindre massiv. Det er allerede lysere end for lidt siden. Måske fryder fraværet af måneders istid. Men mørket har vel været det samme?
Det føles anderledes. Jeg trisser ikke gnavent rundt og vrisser ad vinteren. Bare to dage har jeg ladet cyklen stå i Sydhavnen. For at tage den lange tur i bus.
Fakta er, at jeg himmelhenrykt trækker i løbeskoene i dagslys om eftermiddagen, og at det er næsten lyst, når jeg står af toget i Hillerød om morgenen.
Måske er jeg stille på vej ud af mit vinterhi?
Måske er jeg bare lige så vild med vandpytter som verdens mindste Vera?
Skal vi blive gamle sammen?
I går var jeg så eddikesur, at min gode veninde, Lone, følte sig sikker på, at jeg ville stryge direkte hjem og blogge arrigt om mine konstante it-nedbrud gennem en lang fredag. I stedet strøg jeg direkte til julefrokost. Hvor jeg blev plantet overfor Birthe. Som i løbet af et enkelt glas vin blæste al eddiken ud af mit system. Mundvigene røg opad, og pludselig tog jeg mig selv i at skraldgrine.
Var der bare flere Birther i verden, tænkte jeg, mens jeg senere cyklede hjem gennem min dybfrosne by, ville verden være et bedre sted.
Jeg er så glad for, at Røde Kors ikke har en øvre aldersgrænse, sagde hun. Så kan nogen jo stadig få glæde af de ting, jeg kan. Vi foldede os ud i en snak om arbejdsglæde og om frivilligt arbejde. Min sidemand gav mig et skub og fortalte, at Birthe altid havde travlt, når hendes vagt sluttede på klinikken. Fordi hun skulle til folkedans.
Vi kastede samtalen videre om dans og glæde sådan i det hele taget. Og bevægede os på en eller anden måde over i rejser. Birthe fortalte begejstret, hvordan børnebørnene havde inviteret hende på rejse. Og hvor meget hun nød at rejse med dem. Og om hvordan hun havde været i Nepal for halvandet år siden. Og siden i Grønland. Og i Rom. Og skulle til Saudi Arabien til sommer.
Samtalen levede ligesom sit eget liv og bevægede sig til læger og træning. Og Birthe fortalte om en kvinde i 70’erne, som havde været igennem noget genoptræning efter knæoperationer. Kvindens læge godkendte genoptræningen, da kvinden kunne bøje let i knæet. Men kvinden var stærkt utilfreds. Hun var nemlig medlem af Dansk Bjergklub, og hun var nødt til at kunne sidde ned og tisse. Og så skal man kunne bøje knæet meget mere. Og så tog Birthe over. Så kvinden igen kunne komme ud i bjergene. Og tisse i skoven.
Birthe er fysioterapeut. Eller, som hun sagde, hun er aldrig uddannet fysioterapeut, men lægeautoriseret massøse. Og hun er 86.
Tage Voss skrev i sidste uge en lammer til det at blive gammel i Politiken. Stakkels ham. Han skulle have været med til vores julefrokost sammen med Birthe. Som så ganske vist er 8 år yngre.
Kan jeg ikke gemme Birthe på harddisken, så vi kan blive gamle sammen?
Brun undren
Hvordan kan det være, at du er sådan brun i det? Spurgte Alma seks år forleden.
Brun? Spurgte jeg.
Ja, i huden. Sagde Alma.
Er jeg brun i huden? Spurgte jeg lidt dumt.
Ja, Ella og mig, vi er sådan hvide i det. Men du er brun i det. I huden. Sagde Alma.
Hmmm. Sagde jeg. Det har jeg ikke tænkt på, om jeg er. Måske bliver min hud mere brun, fordi jeg løber rundt ude på Amager Fælled næsten hver dag.
Måske. Sagde Alma.
Er det fordi du synes, det er grimt? Spurgte jeg.
Nej. Sagde Alma. Bare brunt.
Lidt om menneskesyn
Jeg satte mig alligevel foran fjernsynet og så Dokumania i aften. Om massakren på Utøya. Og fik ondt i hjertet. Jeg ved ikke…… Det er som om ondt menneskesyn flokkes omkring mig for tiden. Eller måske er det bare tid for at reflektere lidt over ondskab. Hvor kommer den fra? Er den en mulighed i alle? Eller kræver den særlige betingelser?
Jeg er selv ude om det. Når man opsøger noget, er det tit, som om det kommer til at brede sig ud over min verden. Og forleden var jeg i teateret igen. I det lille bitte Café Teateret i Skindergade. Hvor Kristian Lollikes stykke om Breiviks Manifest 2083 blev opført. Det teaterstykke, som fik politikere og godtfolk op af stolene, fordi de ville have det forbudt. Det stykke, som blev udskreget til at slå plat på ulykkerne og profilere Breivik.
Det stykke er noget af det stærkeste teater, jeg har set længe. Én mand på scenen i halvanden time. Så tæt på mig, at vi flere gange fik øjenkontakt.
Vi var vel 50-60 mennesker i det lille teater. Profilering i stor målestok kan det ikke siges at være. Og hvad fik vi så? Vi fik en uhyggelig og stærk kunstnerisk fortolkning af en fuldstændig ufattelig hændelse. Det var usentimentalt. Her blev ikke svælget i drama, blod og lemlæstelse. Men stillet spørgsmål til, hvordan det kunne gå til. Hvordan så verden ud for Breivik? Jeg listede stille hjem.
Og det, der måske gjorde det stærkeste indtryk, var den måde Breivik ændrede syn på den del af menneskeheden, der mente noget andet end ham. De blev ikke-mennekselige i hans univers. Og derfor kunne han slå dem ihjel. Selvom de bare var en flok meget unge mennesker på sommerlejr. De mistede deres eksistensberettigelse.
Det så vi ikke i Dokumania. Som handlede om ofrene. De levende og de døde.
Men det er tankevækkende, hvordan et stykke i et lille bitte teater kan vække så megen harme og modstand. At folk selv i dag harmdirrende udbryder, at det stykke skulle have været forbudt. Og sender mig vrede øjne over at jeg har været der.
Og det er mere tankevækkende, at ingen har ment noget om den store mængde dokumentarfilm, der er produceret om Breivik og Utøya. At ingen har protesteret over den massive livedækning af retssagen i Oslo, som fik mig til at kaste lidt op hver dag. At ingen satte spørgsmålstegn ved den mandsopdækning, den frie presse lavede, da de overlevende unge var blevet indkvarteret.
Jeg tror, jeg blev lidt klogere af det lille bitte teaterstykke. Jeg blev ikke glad, men jeg er glad for, at jeg så det.
Helles Blog 