by - 1 kommentar

Ting jeg ikke helt forstår….

Altså ud over folk, der googler tis på nettet.

P3 værter der slutter programmet af med at sige, tusind tak for en hyggelig formiddag. Hyggen må være til at overskue alene i et mørkt studie en lørdag morgen.

iPhone 4. Need I say more?

Mænd med bar overkrop og pulsmåler. Spare me, please.

Folk der speeder gennem vores kanal i monsterstore motorbåde. Der er virkelig god plads til jer ude i havneområdet.

Politikere der trækker på skuldrene over kåringen af Sydhavnsgade som Danmarks mest forurenede gade. Den lader vi bare stå.

McDonald emballage, plastikposer, cigaretpakker, skod, papkrus, ispapir og andre lækkerier i vandet udenfor min stue. Jeg kender en skraldespand.

Hvorfor enhver flirt mister luften – og han er gift? Singlehedsdesperationen bliver aldrig stor nok til dig, vel?

Xander og Medina. Eller sange om blå øjne eller bodystocking.

Jeg har faktisk meldt mig ind i Sluseholmens vinterbadeforening. Som om jeg nogensinde bliver en icebreaker.

Jeg har meldt mig til noget maratonløb søndag morgen. Efter en fødselsdag med de to ultimativt sejeste giv-den-gas kolleger lørdag aften. But why???

Stemningsbillede fra et toilet på Herlev Hospital

by - 10 kommentarer

Tis?

Der lander en del mennesker på min blog, fordi de søger på mit navn. Fair nok. De har ramt.

En hel del finder vej, fordi de googler noget med løb eller løbetræning. No wonder.

Dagligt finder mennesker, som søger viden om kræft eller livet efter kræft, vej til mit lille hjørne af cyberspace. Jeg håber, I finder lidt svar. Ellers er I velkomne til at spørge løs.

Der er tilsyneladende ganske mange i og omkring København, som drømmer om en pink mountainbike, men I får den ikke. Den er min, og jeg vil ikke af med den. Der bliver googlet lystigt på mountainbikeruter. Beklager, at jeg er så upræcis med mine ture. Forhåbentlig kan de alligevel inspirere.

Nepal og bjergbestigning hører også til blandt topscorerne, og i hvert fald Nepal kan man sagtens lede lidt rundt efter her.

Og så er der de mere tankevækkende søgninger.

Rasmus Krath må have en fan. Der har været påfaldende mange søgninger på Rasmus Krath, kæreste? Sorry, jeg HAR ikke styr på hans kærlighedsliv, men skriv dog og spørg ham selv.

Så er det godt at have en rigtig ven – er en næsten daglig søgning, der rammer min side. Jeg kan kun give dig ret. Det er godt.

Men hvordan så mange, der googler noget med tis, ender her? Det er mig en gåde. Alene i dag har tre, TRE, mennesker søgt og ramt her gennem en søgning på ‘skulle tisse på hende‘. Hvordan fører det til min blog? Her er der da aldrig blevet tisset på nogen. Og hvad mon man gerne vil vide noget om, når man googler ‘skulle tisse på hende‘?

Men okay. Man skal have noget for sin vedholdenhed. Så kommer her da et par tissehistorier:

Engang var jeg enlig mor til tre, og vi var lige flyttet ind i en andelslejlighed midt i Århus. Lejligheden lå i et gammelt hus på 4. og 5. etage og havde den mest pragtfulde udsigt over hele byen. Min yngste datter og jeg stak afsted på sommerferie og vendte glade og solbrune hjem nogle uger senere. For at blive mødt af en STOR seddel: HVEM har tisset ned over alle vores vinduer?!? Oh no, tænkte den enlige mor. Måske har det noget med min søn at gøre? Som havde været alene hjemme i vores nye lejlighed, mens vi tøffede rundt et sted nede syd på. Og det var lige, hvad det havde. Noget at gøre med den søn. Som havde holdt et par mindre festligheder. Hvor nogen altså var blevet trængende, mens det eneste toilet var optaget. Og havad gør man så, når man er ung og kæk? Tisser ud af vinduet, selvfølgelig.

Men den næste sommer blev det meget værre. For på næste sommers seddel stod der: Den som har brækket sig ud over alle vinduerne, bedes gøre alle vinduer rene. Tja, det var ikke mig. Eller pigerne.

For et par uger siden kom jeg halvsent med toget til Sydhavn Station. Jeg gad ikke slæbe min cykel ned ad alle trapperne, så jeg trissede hen til elevatoren. Sammen med en gammel mand, som heller ikke gad trapperne. Elevatoren kom – og nogen havde tømt deres blære fuldstændig, som i en bjergsø, ud over gulvet i elevatoren. Man kunne med lidt held finde et tørt sted til sine tæer helt ude ved væggen. Vi kom til at grine, den gamle mand og mig. Pyhh det lugter, sagde han, det må have været en rigtigt trængende. Og så sludrede vi lidt om det der med at tisse i elevatorer. Jeg kan heller ikke lide, når de laver hærværk, sagde den gamle mand. Nej, sagde jeg, men jeg synes nu ikke, der er særlig meget hærværk her i Sydhavnen. Nææ, sagde han, Sydhavnen er et godt sted at bo.

I dag lugtede der stadig af tis i elevatoren på Sydhavn Station.

Okay – er I glade nu så?

by - 10 kommentarer

Look at the bright side…

Nej, jeg ligger ikke og bider hysterisk i hovedpuden med stress malet ud over fjæset. Som man måske kunne tro efter en uges radiotavshed og en melding om iltmangel. Og så alligevel? Jeg trækker vejret og danser rundt mellem projekter, løbetræning, ferieplanlægning og hidsige deadlines. Som lykkes ret godt. Mens mine fysiske ejendele falder fra hinanden om ørerne på mig. Og alt sammen på en fredag. Har jeg fået onde øjne? Hviler der en maj-forbandelse over mit lille hjem? Min telefon, min nye taske, min cykel, lys på badeværelset. Det bryder sammen på stribe.

Jeg er færdig med at være smart på telefonmåden. Et styk tjekket iPhone 4 blev købt efter overvejelser den ene vej og den anden vej. Og den første vej igen. Hvorefter jeg fik en projektmedarbejder, som flashede mac-halløj fra morgen til aften. Og så faldt jeg jo for alt det smarte, og købte sådan en fætter. For nøjagtig to måneder siden. For to uger siden døde den pludseligt, og i går fik jeg dommen. Den er fugtskadet og kan ikke repareres. OG ER IKKE OMFATTET AF GARANTIEN. Og jeg der på den næsten moderlige måde har været omsorgsfuld og forsigtig med det lille kræ, så den ikke blev våd eller kold. Nu er den død. Uden mulighed for genoplivning. Jeg får den hjem i en kiste – og ser, hvad mit forsikringsselskab vil stille op. Eller bider lidt i hovedpuden over den mindre formue, der fløj ud af vinduet der.

Da jeg havde sundet mig en smule over den rystende e-mail, brød min taske sammen. Som er ret ny. Og stor. Men åbenbart ikke beregnet til mere vægt en læbestift og lommespejl kan give.

Mit badeværelse er næsten mørkelagt. Det har sådan nogen tjekkede loftspots. Som sidder skidefast i loftet. Jamen for fanden da. Skal de voldes af? Som en trøst slipper man da for den uhyggelige konfrontation med hende monsteret i morgenspejlet.

Min cykel er dødsdømt! Min hverdagscykel, that is. Den der – den kan det altså ikke betale sig at reparere mere på, var cykelsmedens hurtige respons, da jeg stillede med et sprunget gearkabel. Døden blev udsat lidt. Med et nyt gearkabel. Og så venter der en regning på 5-6000 for en ny cykel, næste gang den bryder sammen. Den har ikke gjort det godt. Den er ikke engang fire år. Og jeg har repareret på den for flere tusinde kroner. Okay – den har så også trampet tæt på 9000 km i sin levetid, og det er nok mere end de fleste. Og jeg fik den billigt dengang.

Men – look at the bright side, ikke? Det’ jo bare en telefon. Og det’ jo bare penge. Og jeg har andre tasker. Og jeg kan vel ringe efter en ven med de spots. Mine projekter går faktisk fantastisk, de fleste af dem. Jeg når mine deadlines med spidsen af neglene. Jeg snører løbeskoene 4-5 gange om ugen, selvom jeg sjældent når matriklen på den rigtige side af kl. 18. Min mor er rask og kan igen gå 18 huller på golfbanen. Det er næsten en slags sommer, og fiskene i min kanal er vokset med flere centimeter. Min go’este ven, Henning, har været forbi med sin havkajak, som jeg må låne. Som jeg må låne!!!!

Livet er sgu ikke særlig skidt. Som vi ville sige det i Jylland.

by - 12 kommentarer

Iltmangel

Mens jeg sidder her en søndag aften og har udkæmpet mit eget lille maratonløb hen over tasterne på min computer, er jeg ved at blive kvalt. Af forventninger til mig selv. Af andres forventninger til min præstation og kreativitet. Mens et lurende samvittighedsnag kradser i baghovedet. Fordi det der arbejde har tilkæmpet sig alt for meget plads i min indre harddisk. Og fordi jeg betaler med nærvær. Eller mangel på. Nærvær.

Jeg skriver uinspirerede blogindlæg med venstre hånd og en slumrende del af hjernen.

Jeg ringer alt for lidt til mine forældre, til mine venner, til mine unger.

Jeg gider ikke løbe motionsløb, fordi jeg ikke gider udsætte mig selv for forventninger der også.

Jeg gad ikke løbe Copenhagen Marathon, fordi jeg vidste, at jeg måtte bruge eftermiddagen og aftenen til at skrive min strategi færdig og sende den ud i endnu en høringsrunde.

Mit hjem roder og roder og roder.

Jeg går tidligt hjem fra fester (som jeg trods alt kommer til).

Jeg får ikke svaret på mails eller ringet tilbage.

Jeg bruger alt for lidt tid til at sidde og glo ud på vandet, der pludrer forbi mit vindue.

Så bær over med mig. Mens jeg tænker mig om. Og får banket det der arbejde bedre på plads. Og får styr på mine prioriteter. Jeg kan jo for fanden ikke undvære jer, vel?

by - 4 kommentarer

Min første store kærlighed..

..af den helt ubetingede slags, kom til verden meget tidligt om morgenen for 35 år siden. 35 år, dammit! Hvordan gik det til, at jeg er nogens mor på 35 år? Sådan sidder alle gamle koner og jamrer over tiden, så lad os hellere dvæle ved hende, der så dagens lys dengang. For hånden på hjertet, ikke mange jævnaldrende koner kan bryste sig af at være nogens mor på 35 år, vel?

For jeg var blot en nyudklækket student, da graviditeten var en kendsgerning. Kunne have kandideret til De unge Mødre, hvis det havde været opfundet dengang. Og jeg ellers ville have udstillet mig på tv. Hvad jeg helt sikkert ikke ville. Men hun kom, midt i århundredets hedebølge. Tre uger senere end vi andre havde planlagt. Efter 14 timers masen og skubben rundt i min helt uerfarne livmoder. Efter en times pressen og prusten og stønnen tog hun min verden i besiddelse. Lillebitte. Den fineste baby der var set på det lokale provinssygehus i mands minde. Hun var så smuk, at jeg aldrig blev træt af at se på hendes lille ansigt og hendes perfekte babykrop. Hun blev svøbt i kærlighed og omsorg. Og behøvede ikke meget andet de første to måneder, fordi det var så ubeskriveligt varmt. Jeg var for evigt forelsket.

Den milde baby udviklede sig til et temperamentsfuldt lille væsen. Med en vilje af stål. Kun overgået i stædighed af ét andet menneske. Og det blev min redning gennem farefulde teenageår. Og det har reddet hendes røv mere end én gang, I have to say. Hun var en særlig blanding af noget forsigtigt og sårbart, og en sand life-eater. Hun var det mest pigede. Og jeg kom til kort gang på gang. For jeg havde altid leget med drenge, og kiggede måbende og uforstående på hende, når hun grædende fortalte, hvordan en veninde havde sagt noget i et bestemt tonefald. Hun var til flæser og prinsessekjoler. Og hun bestemte selv.

Teenageren kastede sig frygtløst ud i teenageudfordringerne, mens jeg sad hjemme og overvejede, om jeg kunne låse hende inde, indtil jeg kunne afsætte hende i tvangsægteskab med en fornuftig ung mand. Men nej altså. Jeg har kun brugt det der med stuearrest én gang. Fordi det inkluderede tvangssamvær med Verdens Sureste Unge. Fordi man sgu var nødt til at være hjemme selv. Så ungen ikke stak af. Stuearrest er en dårlig strategi.

I stedet sad jeg så og foldede kilometerlange formaninger ud. Og tilbragte derefter timer med pulsen i det røde felt. Indtil min unge igen var homesafe. Hun havde gang i alle de store eksperimenter. Med øl. Drenge. Fester. Autonome. Hårfarver. Tøj. Jeg var målløs. På den imponerede måde. Gik et eksperiment skidt, kløede hun på med krum hals igen næste dag. Blev håret grønt, og ikke sort, drog hun med løftet pande afsted i skole. Og prøvede igen. På en eller anden måde gjorde det mig lidt stolt. Hold kæft jeg syntes, det var modigt. Selvom jeg ind i mellem bævrede af frygt for den verden, hun kastede sig ud i. Så mange år var der jo ikke gået, siden det var mig.

Efter nogle år i gammel postjakke og hennafarvet hår, skiftede hun pludselig stil. Ja, altså håret tog selvfølgelig sin tid om at gro ud til sin egen lyse farve. Men der var dømt stil. Med moderigtigt tøj og høje hæle. Faktisk har hun lært mig ikke så lidt om make up. Nu blev hun en tjekket chick, som fyrene vendte sig om efter.

Og nu er der på en eller anden måde altså gået 35 år. Hun er stadig smuk. Det er mine børn altså. Jeg er stadig forelsket, selvom forelskelsen mere er en fuldstændig rodfæstet kærlighed. Af den slags der aldrig dør. Nu er hun selv nogens mor, og tror at hun er blevet gammel i dag. Vel er hun ej. Der er jo alligevel kun gået 35 år.

by - 6 kommentarer

På pænhedstrip i Sorø

Jeg måtte på bedste konsulentvis sprinte fra Herlev til møde i Sorø. Sorø, spørger du? Jamen Region Sjælland har simpelthen placeret deres regionshus i Sorø. Man kan undre sig over, hvordan beslutninger om regionshuses placeringer egentlig blev taget. Af hvem? Og hvorfor?

Tag f.eks. Sorø. Man ankommer med Intercitytog fra København til en lille fredelig station. Meget fredelig. Belæsset med papirbunker, regntøj (hvis nu) og computer. Men stationen er helt fredelig, og helt uden taxaer. Ind på stationen igen og spørge i kiosken. Du får lige en kuglepen, siger kioskmanden, så kan du selv ringe til dem. Jeg ligner et åbent spørgsmålstegn, og kigger rundt på væggene efter et nummer til taxa. Forgæves. Vender tilbage til kioskmanden. Jamen det står på kuglepennen, jo, siger han med en lettere utålmodig trækning. Nårh, ja klart. Hvor ellers?

Nej, siger taxadamen i telefonen. Du kan få en taxa om tre kvarter. Jamen jeg skal til møde nu, siger jeg. Ingen kære mor her. De kører med skolebørn, kan jeg nok forstå. Det er jeg ikke helt vant til fra København. Men okay. Jeg har jo rejst rundt på egen hånd i det meste af verden, så en smule Sorø kan ikke slå mig ud. Jeg finder faktisk en bus. Som skal i den retning om lidt.

Pfiiu, så går det jo alligevel. Og jeg kan læne mig tilbage i bussen og betragte al den pænhed, der omgiver mig. Sorø er tæt på at kunne betegnes som nuttet. Her hedder vejene Rolighed, Priorvej, Aleen og sådan noget pænt noget. Husene er pænt malede i pæne haver med pæne hække omkring. Her er ingen bøller, der laver bølleballade. Her er ingen ølaber, der skæmmer de pæne bænke. Her er så pænt, at jeg bliver ganske målløs.

Jeg når mit møde i tide til frokosten, og selv regionshuset er 100 gange pænere end vores regionsgård i Region Hovedstaden. Men tilbage til placeringerne af regionshusene. Hvorfor er de placeret så besværligt. Der var faktisk pænt langt fra den station. Okay, chancen for at jeg ville have aflagt visit i Sorø sådan en torsdag, er lille. Og jeg ville have gået glip af al pænheden. Men én ting er, at man har valgt at placere regionernes centrale administrationer i regionernes yderkanter. Det er besværligt i sig selv. Tænk bare, hvor mange penge det må koste i tid og transport, at de fleste møder i vores region finder sted i Hillerød. Der er altså ret langt fra flertallet af hospitaler. Men når nu det skal være sådan, hvorfor har man så valgt huse, der alle steder, på nær i Viborg, ligger en dagsvandring fra en station?

Er det sådan en slags påtaget solidaritet med de mennesker, der har valgt at bosætte sig i landets yderområder? Det er i hvert fald dyrt. Det giver ikke en tættere kontakt mellem regionsgården og hospitalerne i Nordsjælland. Det har måske fået et par stykker til at flytte til Hillerød, fremfor København. Men da Region Midt blev født, var det næsten umuligt at finde erfarne folk til at arbejde med sundhedssektoren eller miljøområdet. Fordi de folk, der havde arbejdet i Århus Amt, simpelthen ikke gad at bruge al den tid på transport til og fra Viborg.

Men nu har jeg set Sorø og deres regionshus. Og jeg er tilbage ved Sjælør Boulevard, Enghavevej og Vejlands Allé. Med ølaber og skrald i vejkanten. Med slidte huse og fyldte busser. Men det er hjemme.

by - 6 kommentarer

Urban running

Det blæste sådan lidt halvfælt, eller jeg var en weekendkylling. Jeg afskrev i hvert fald Amager (undskyld Ø) og drejede over Teglværksbroen lørdag formiddag. Uden nogen særlig plan i hovedet løb jeg langs vandet ad Kalvebod Brygge og videre til Langebro. Jeg krydsede til Christianshavn, hvor jeg udforskede gamle steder, gamle smutveje og nye ditto. Christianshavn har sin egen blandede stemning af havneliv, tjekket finkultur, high tech byggeri og ældgamle lejligheder. Her er toppede brosten (som fanden har skabt for at drille løbere og cyklister), husbåde, lystbåde og cafeer. Jeg smuttede labyrint-agtigt rundt og rundt de gamle steder og endte ved Operahuset. Som jeg i al hemmelighed synes er ret fedt. Her holdt jeg en kort drikkepause og kom i tanker om kameraet i mit bælte.

Jeg fortsatte ad gamle stier ud til lystbådehavnen og drejede tilbage til Christiania. Og Christiania er altså ikke et skidt sted at lægge sin løbetur sådan en lørdag på sydsiden:

Videre rundt om det sidste stykke af Stadsgraven, hvor jeg blev viklet ind i en ordentlig bunke børn, der løb motionsløb. Hen ad Islands Brygge, som i dagens anledning var temmelig mennesketom, og hjem gennem Nokken

Søndagen var endnu mere blæsende, og jeg udsatte og udsatte. Men afsted kom jeg. Lod kamera og rygsæk blive hjemme og drog af i light-udgaven uden vand. Det er gået op for mig, at jeg langsomt har vænnet mig til altid at have vand med på længere ture. Det er en pjattet vane. Man kan sagtens løbe uden. Jo man kan. Tidligere havde jeg aldrig vand med på ture under 25 km. Og det var skønt at løbe uden. Skrottede igen Amager (undskyld, undskyld) og løb gennem Valbyparken til ‘Bjerget’, hvor jeg drejede mod gastårnet langs noget vand, der senere bliver til Damhusåen. Jeg spurtede videre gennem Vigerslevparken, til jeg nåede Damhussøen. Her drejede jeg ned ad Roskildevej og fortsatte hele vejen til Vesterbro, hvor jeg krydsede Dybbølsbro til Kalvebod Brygge og driblede det sidste stykke hjem. Og SÅ trængte jeg også til vand. 20 km i lidt forskelligt tempo både den ene og den anden dag. På oplevelser gennem byen.

by - 7 kommentarer

Auster og Hustvedt

I aftes cyklede hjem gennem Københavns indre havnefront i en stille stemning. Som blev understreget af det helt særlige lys, som København kan sprede over sine havnearealer en sommeraften, før solen er gået helt under dynen. Jeg var glad for at cykle hjem alene i min egen stille stemning, for jeg havde mødt to af mine skrive-ikoner. Ja, det er Paul Auster og Siri Hustvedt. Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg måtte bare opleve dem, når de nu var i byen sammen.

Jeg har slæbt Auster-bøger med i rygsækken til de fjerneste afkroge af verden. Jeg har ligget i 6000 meters højde og læst “The invention of solitude”, og jeg har slidt en udgave af “The red notebook” i laser. Og lige for tiden bliver jeg ramt i hjertekulen af Siri Hustvedt’s “The summer without men”. De kan noget med ord begge to, som rammer noget helt særligt i mig. De kan fortælle en historie, og de kan fortælle den, så jeg aldrig bliver færdig med at læse den. Tag et kig på mit slidte eksemplar af “The invention of solitude”, når du gæster mig næste gang. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange den har været med mig på rejse.

Og hvad fik jeg så? I den Sorte Diamant en torsdag aften? Jeg fik to mennesker i samtale, som emmede af kærlighed til hinanden og til det liv, de har valgt. Flankeret af to irriterende journalister, som aldrig rigtigt fik det til at fungere med at være live-interviewere. Når de to slap løs af journalistkløerne ind imellem, sprudlede de. Men selvom journalisterne gjorde det dårligt, så var det altså fedt at opleve både ham og hende, og måske især ham og hende sammen. Paul Auster kom aldrig på banen om sin nyeste bog, Sunset Park, så jeg udvidede mit Austersortiment med den.

Og så stillede jeg mig i en monsterlang kø for at få ham til at signere den. Og hende til at signere “The summer without men”, når den nu alligevel lå i tasken. Siri Hustvedt smilede venligt og skriblede sin autograf i min allerede lidt slidte bog. For bøger skal både med i seng, i toget og i rygsækken. Det bliver de ikke pæne af. Mens Paul Auster skriblede sin lille krusedulle i min nyindkøbte bog, sagde jeg til ham, at jeg var ked af, at jeg ikke havde husket at tage “The red note book” med. Fordi den bog bare har været med mig rundt i hele verden, og fordi den har været så stor inspiration. Og SÅ smilede han stort. Og ville egentlig gerne have talt lidt om den bog. Hvis ikke der havde stået 1000 kvinder bag mig. Så han sagde bare tak, og at han var glad for at høre, at netop den bog var vigtig. Ha – hvor blæret. Paul Auster talte. Til mig!

by - 2 kommentarer

Morgenstemning

iPhonen bimlede lystigt og morgenfriskt klokken fem. Jeg vred mig langsomt ud af dynen, som havde mig i et heftigt favntag. Allerede klokken fem er det lyst udenfor, og det kan på en måde i sig selv godt få mig ud af søvnen. Jeg trådte i løbeskoene og iførte mig hurtigt, før jeg kunne tænke, tights og t-shirt.

Amager var forsvundet i morgentåger, så jeg drejede den anden vej og løb over Teglholmsbroen. Der var ikke mange biler på gaden endnu. Mødte en enkelt søvnig mand på vej mod dagens dont, mens solen forsøgte sig med at brænde Amagertågerne væk. Selv Enghavevej var stille, da jeg krydsede over til Borbjergvej. Her mødte jeg kun fejemanden, som stille og indadvendt ryddede Borgbjergvej for æbleskrog, ispapir og tomme øldåser.

Ved indgangen til Valbyparken var kun ænderne vågne. Og det knapt. Mens jeg tøffede stille hjemover. Amager var dukket frem af tågerne, og jeg nåede hjem til the og morgenmad. Klar til min dag.

Og I kan godt glæde jer til at høre om den. For når jeg har arbejdet mig igennem dagen på kontoret, tager jeg til foredrag i Berlingske, hvor Tove Lindhardt og Bobby Zachariae taler om Empowerment. Et par timer senere skal jeg møde et par af mine helt store skrive-idoler. Jeg skal i Den sorte Diamant og høre Paul Auster og Siri Hustvedt. Jeg er næsten færdig med Hustvedts sidste bog, The summer without men. Den rammer mig lige i hjertekulen. På den følsomme måde, så jeg må tage den lidt langsomt. Men mere om det en anden gang.

En helt anden morgen i Århus for længe siden

by - 1 kommentar

Bob, din gamle svinger

Jeg har været til Bob Dylan Teaterkoncert. Sammen med min søn og hans Nina. Og altså, selvom musikken ikke nåede de sublime højder, som min søn oplevede lørdag i Parken (Roger Waters, that is), var det en stor oplevelse. Godt gået, faktisk. Men det her er slet ikke en anmeldelse. Det er en bekendelse.

For midt i det hele sad jeg der på stolerække nr 10 og blev helt fyldt af….. Ja jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal kalde det. En følelse af, at det her har jeg været med til. Jeg var med, dengang det hele startede. Dengang vi sad på gulvet i stuen og lyttede til de første Beatles singler. Dengang alle spillede Bob Dylan. Ikke kun omkring lejrbålet, men alle indspillede også Dylanmusik på plader. Dengang Rolling Stones sprængte alle rammer. Jeg var med til de der indre og ydre eksplosioner, som den nye musik skabte. Det var stort. Og vi havde kun skuldertræk til overs for dem, der ville spilde deres tid på Elvis og Cliff Richard.

Senere sad vi for lukkede døre på vores værelser og hørte Frank Zappa og Crosby, Stills Nash & Young. Neil Young, jo, som Jesper for nylig forærede mig en koncertoptagelse med. Jeg var ung, meget ung, men jeg glemmer aldrig dønningerne efter Woodstock. Eller den første Roskilde Festival. Jeg måtte virkelig være en del af alt det.

Vi hørte Joan Baez og Tom Lehrer, og musikken var for altid forbundet med verdenshistorien. Mens der krigedes i Vietnam og Martin Luther King og Kennedyerne blev skudt. Og vi hørte rock, Led Zeppelin, Black Sabbath og Ten Years After. Vi slugte det hele. Eller vi svømmede rundt i den mangfoldighed, der blomstrede omkring os. Hold da helt op, hvor hørte vi meget musik. Mens vi forholdt os til hele verden.

Og midt i teaterkoncerten, mens musikken vækkede gamle forelskelser og kærestesorger, blev jeg fandme så glad over at være så gammel. Tænk at jeg fik lov at være ung i lige præcis den periode. Det var sådan nogle vigtige år, hvor så meget af verden i dag blev formet. Eller startet. Og så sad jeg lige der på 10. række med åben mund og tårer i øjenkrogen, mens teatertruppen opførte en spektakulær version af Mr. Tambourine Man. Og tænkte et stille tak.