by - 9 kommentarer

Kræft og kræftbilleder

På Facebook florerer der nu atter en kæde-status om kræftpatienter. Jeg har kommenteret på et par stykker, men nu breder de sig som ringe i vandet. HOLD OP!
Statusopdateringen lyder sådan her:

Hver person har 1000 ønsker, en kræftpatient kun ét: at få det bedre. Jeg kender 97%, som ikke vil poste dette som deres status. Vær en af de 3%, og sæt dette som din status i det mindste for en time for dem, der døde på grund af kræft eller stadig kæmper imod det !!!!!!

Hver gang jeg ser sådan en udtalelse får jeg lidt ondt i maven, hjertebanken og bliver sådan lidt grund-ked. Og vred. Hvorfor? Fordi det er med til at putte mig og tusindvis af andre mennesker, som tilfældigvis har fået sig en sygdom på halsen, i en slags kategori, som jeg befinder mig forfærdeligt dårligt i. Den siger, at får man kræft reduceres alting til sygdom. Man bliver sin sygdom. Man fløjter direkte ind i et tomrum, hvor alt går stå, indtil man kan “erklæres rask igen”.

Fellows! Sådan er det ikke! Får man kræft, udløser det selvfølgelig chok, vantro, rædsel og dødsangst i rå mængder. Hele verden ryster. For en stund. Og så falder den til ro igen, verden. Mennesket er et fantastisk væsen, som tilpasser sig de vilkår, de bliver givet. Selv i verdens mest forfærdelige flygtningelejre indfinder der sig noget hverdag. Det gør der også, når man får kræft. Man bliver ved med at leve, og man bliver ved med at være det menneske, man var uden kræft. Og man bliver ved med at have drømme og ønsker for livet. For sig selv og for sine unger. For vennerne og for verden. Man kan være ked af det, og man kan være skideglad. Man kan tude og grine og fnise. Og man kan opleve glimt af lykke. Man går ikke rundt 24-7 og tænker på, om man bliver rask, vel?

Da jeg selv var syg, var jeg hurtigt ved at brække mig over at være så centreret omkring mig selv, sygdom, smerter, behandling osv. Fordi min omverden var om muligt endnu mere chokerede, var det svært at skrue noget andet fokus på. Men jeg havde så hårdt brug for at holde fast i mig selv. Jeg bloggede også dengang. Fordi jeg med bloggen kunne fortælle, hvordan det stod til, så vi ikke nødvendigvis behøvede at tale om det, når vi var sammen. Jeg læste bøger, så film, så fjernsyn, læste aviser, så sport på tv og kom omkring, selvom jeg var isoleret. Alt det var jo enormt meget mere spændende end at cirkle omkring mit helbred hele tiden. Det er så kedeligt at være syg, og det kunne aldrig blive mit livsindhold.

Mens jeg var syg, forsøgte jeg hele tiden at kæmpe imod det billede, som er så fremherskende, af det at være kræftpatient. Jeg følte mig reduceret til et offer. Et viljeløst individ, som var “ramt” af noget skæbne. Det var som en kvælende dyne, der blev lagt ned over hele min tilværelse. Men man slukker altså ikke for sit liv i de måneder, behandlingen står på. Man lever. Og arbejder for at finde sine fødder i de nye vilkår. Man er ikke viljeløs, man er på hårdt arbejde.

Der er så meget død forbundet med kræft. Så meget at de fleste mennesker helt overser, at langt de fleste faktisk overlever eller lever med deres kræftsygdom. Det ku’ fandme være dejligt, om nogle kæde-status’er kunne fokusere på det i stedet for. Bare engang imellem. Sådan at vi, der lever, ikke behøver at være sovset ind i død resten af vores liv.

Jeg har holdt utallige foredrag for at få rettet fokus mod de ressourcer, som alle mennesker har i sig. Også når de får en kræftsygdom. Og de fleste tilhørere nikker anerkendende. De kan godt høre, at sådan en, som tager på bjergbestigning og sager ikke er særlig stakkels. Men jeg er alligevel klistret ind i det. Nytter de, alle de foredrag?

by - 4 kommentarer

Mig og min indkøbskurv

Jeg hader at købe ind. Jeg får svedeture og angstanfald af store supermarkeder, og jeg synes, det er så meget spild af min tid at knokle rundt med tunge bæreposer på min cykel. Jeg hadede det endnu mere, dengang mine børn var små og uskyldige. Og en af grundene var, at netop deres uskyldighed med sikkerhed fik dem til at forsvinde fra jordens overflade, mens vi var i gang med at proviantere. Fordi de bare bevægede sig rundt i verden med en urystelig indre tillid til verden. Jeg har ikke tal på de gange, hvor det er gjaldet i højtaleren: Vi efterlyser moderen til lille Mia/Morten/Sofie, som står i Informationen og savner hende. Som om. Vel gjorde de ej. De var bare sådan nogle børn, som blev væk. Hele tiden.

Anyway, – de kom ikke med. Jeg, onde egoistiske mor, lod dem gladeligt blive en halv eller en hel time længere i børnehaven og vuggestuen, så jeg kunne gennemleve supermarkedernes udfordringer alene. For selv om de blev væk hele tiden, fik jeg et lille hjertestop hver gang. Oven i svedeturene.

Min redning, dengang i gamle dage før internettet var opfundet, blev faktisk to ting. En økologisk landmand, som hver anden uge satte en gigastor sæk med frugt og grøntsager udenfor min dør. Altid hjemmeavl. Det var dengang, jeg virkelig lærte forskellen på en gulerod og en økologisk gulerod at kende. Og aldrig siden har købt en gulerod. Altså en ikke-økologisk.

Min anden redning var noget, der hed Dansk Fryseøkonomi. De kom en gang om måneden, og man kunne bestille kød, fisk, frosne grøntsager, is og meget andet. Vupti! Så behøvede jeg bare at købe mel og mælk, og familien var kørende og jeg var glad.

Men det var ikke bare de überaktive småbørn, der gjorde det. Jeg hader stadig at købe ind, og jeg gider ikke bruge tid på det. Jeg er vild med internettet. Efterhånden kommer jeg sjældnere og sjældnere i et supermarked. Nu skal det her jo ikke være en reklameblog, men mine cyber-leveringer er ren investering i livskvalitet. For mig. Hver uge afleverer Årstiderne en kasse frugt og en kasse grøntsager på trappen. Økologiske og friske. Og med ideer til opskrifter, så man ikke fuldstændig sygner hen i kedelig hurtigmad. Bare fordi det bliver lidt trivielt med den ensidige ros for de kulinariske udfoldelser. Eller – det er sjovere, når man har nogen at lave mad til. Men derfor behøver måltiderne jo ikke blive kedelige. Resten af ugens proviant sidder jeg i ro og mag og køber ind mandag morgen ved min computer hos Nemlig.com. Og her vil jeg altså godt udbringe en særlig ros. Da jeg modtog mine indkøb i aftes, var der røget tre store Faxe Kondi i posen i stedet for de 2-liters dansk vand, jeg havde bestilt. I den anden pose var en del af æggene knust og lå som et tykt lag ud over alle varer. Som en prik over i-et havde jeg selv sat et kryds ved en ost med kommen. Bvadr.

Nåmn jeg skrev en mail om de der sodavand og æg, og ved I hvad? I aften kommer de og bytter sodavandene, giver mig en ny bakke æg og forærer mig en ost uden kommen. Wow, service i verdensklasse og stadig uden at bevæge mig ud i noget supermarked. Jeg elsker internettet.

by - 10 kommentarer

Flere farcer fra et løberliv

Når jeg nu lægger mine løber-farcer og fiaskoer fra mit liv i løbesko åbent til skue på die ganze internet, er det ikke for at appellere til tudekiks og ej heller for at tage modet fra nogen. Det er for at holde fast i en ironisk distance til det projekt, jeg har gang i lige, som jeg egentlig ikke rigtigt ved, hvad går ud på. Noget med at blive hurtigere, – længere, tror jeg, uden at blive alt for seriøs. Og det er for at minde mig selv om aldrig at holde op med at grine af mig selv. Vip mig venligst en, hvis jeg bliver for selvhøjtidelig.

En af de absolutte gengangere blandt mit livs farcer er tanken om ikke at have fået kilometer nok i benene, eller hurtighed for den sags skyld. Så napper man lige et sæt benhårde intervaller eller en ekstra langtur tæt på en konkurrence. I stedet for fornuftigt at trappe ned og være helt klar på dagen. I mindre målestok var det, hvad jeg gjorde i dag. Inde i min hjerne var det om tre uger, jeg skal løbe Skovmaren i Hillerød. Og jeg har stadig ikke besluttet mig for det ene eller det andet. Men jeg havde jo god tid til en ekstra testtur. I dag. Der var bare det, at i resten af verden er der to uger til Skovmaren. Det erkendte jeg først i St. Dyrehave. Hvor der var 15 km hjem igen. Det blev det dejligste løbepas. Godt 30 km fuldstændig fri for kriser. Det gamle trick med at løbe intervaller dagen før en langtur virkede stadig, så jeg løb i et ret konstant roligt tempo hele vejen. Og smågrinede hele vejen tilbage. Spade – man løber ikke godt 30 km 14 dage før hverken halvt eller helt maraton. Nåmn det gjorde jeg så. Og blev jo ikke en skid klogere på, om jeg skal løbe det ene eller det andet, vel?
Det er samme mekanisme, der hver gang får mig til at skrælle for mange kartofler og lave en ekstra dessert, når der kommer mange gæster.

I gamle dage var der hver vinter et 30 kilometer løb i en lille flække vest for Århus. Løbet faldt perfekt i træningen mod et forårsmaraton, og det var tilpas skørt. Så jeg var fast deltager. Der var næsten aldrig ret mange kvindelige deltagere på 30 km distancen, så jeg fik også altid en god placering. Tiden kunne man aldrig regne med, for det var usædvanligt bakket, og altid var det umådeligt koldt, – somme tider med høj sne. Jeg havde et år en studerende, som var triatlet og som gerne ville blive en hurtigere løber. Det provokerede ham vildt, at jeg kunne løbe hurtigere tider end ham, og han besluttede sig for at stille op i det der vinterløb – bare for at slå mig. Og jeg var selvfølgelig ligeså fast besluttet på at slå ham. Det var et løb uden sne, men bitterligt koldt og blæsende. Man løb længe på et højt plateau, hvor vinden var helt nådesløs. Jeg stak af fra starten og tæskede af sted. Ikke tale om, at han skulle få lov. Omkring fem kilometer før mål kunne jeg pludselig høre beslutsomme løbesko bag mig. Jeg vidste bare, at det var ham. Jeg fandt nogle skjulte kræfter og satte den længste spurt ind. Han skulle ikke forbi mig, for så var jeg slået. Fuck, det var en lang spurt, og hele tiden kunne jeg høre hans trin bag mig. Endelig kunne jeg se målet og satte en ekstra spurt ind. Jeg kastede mig nærmest over mållinjen, drejede resolut direkte til højre – og kastede yderst ukvindeligt op i rå mængder. Og undgik behændigt at ramme en stakkels official, som helt uskyldigt stod der og målte tiden. Men jeg vandt, gjorde jeg. Og han bevarede sin stolthed.

Et andet år i samme løb vandt jeg. Det lyder flot, men der var ikke mange trusler. Jeg vandt et gavekort på 1000 kr til Imerco, eller hvad det hed dengang. Men der var mere. Jeg fik et klippekort til bilvask i samme lille flække. 10 stk hos den lokale bilvasker. Og jeg vandt et gratis startnummer til Naturstimaraton et par måneder senere. Sjældent er der blevet grinet så meget i bilen på vej hjem til Århus. Løbet eksisterer ikke mere. Det blev udkonkurreret af det evigt voksende antal motionsløb, og 30 km løb kunne ikke stå – distancen.

by - 5 kommentarer

Maratonfarcer i mit løberliv

Mit første maraton var i København. Det var sådan et ’nå-ska-jeg-ik-lige-løbe-et-maraton’ løb. Og det gik da helt derefter. For at sige det, som det var, anede jeg ikke, hvad jeg kastede mig ud i. Jeg var ret habil på fem km, og hvor svært kunne det så være? Svært, skal jeg hilse og sige. Det var før internettet, og før man kunne finde et maratonprogram for amatører på under fem klik. Der var ikke mange kvinder med. Så jeg lavede bare lidt mere af den træning, jeg ellers lavede. HAHAHAHAHA. Kort fortalt var den eneste grund til, at jeg ikke gik ud, at min søster ikke stod ved 30 kilometermærket som aftalt. Og jeg havde hverken penge eller telefonnumre med. Ja, det var også før mobiltelefonen. Altså var jeg nødt til at vakle de sidste 12 km til målet. Det tog 4 ½ time, og jeg svor, at nu var det så prøvet. Med ben tungere end bly krydsede jeg mållinjen ved Christiansborg. Og i dagene efter var det en farce at bo på 4. sal.

Jeg havde alligevel krydset den mållinje med våde øjne og en klump i halsen. Og efter nogle uger spøgte tanken om at gøre det bedre. Og jeg kom så meget til fornuft, at jeg tog kontakt til nogen i klubben, som havde erfaring med det der marathon. Og så ændrede jeg min træning fundamentalt og løb mit næste maraton langt over en time hurtigere året efter. Uden at have sjove ben bagefter. Så var jeg bidt. Det kolliderede med en hel del andre planer i truppen, men jeg var hooked. Så jeg fandt mig en træner, som ville fokusere på marathonløb, og jeg trappede træningsmængden betydeligt op. Det gav også resultater på de kortere distancer, hvor jeg endelig begyndte at bryde fire minutters barrieren pr kilometer. Det var sjovt, og det var en hårfin balance. Som ofte balancerede den forkerte retning, fordi træningen var benhård.

Mine første år med maraton var nok som de flestes. Forstået på den måde, at når man bliver hooked, bliver man ulidelig for sine omgivelser. Man får en snert af mani og besættelse og taler alt for meget om det. Løb og træning får en alt for fremtrædende plads i opmærksomhed og fokus. Det koster skader og infektioner, fordi man bliver så sart af at træne så hårdt så længe.

Lad det være sagt: jeg kom aldrig under tre timer på et maraton. To gange var jeg parat til at knække kurven i København, og så fik jeg tårnhøj feber to dage før. Phew – altså, DET var en streg i regningen efter måneders målrettet træning. Okay, tænkte jeg, så må jeg også lave nogen succes’er undervejs. Jeg trænede på det tidspunkt med kapgængerlandsholdet. Ja de kan gå næsten lige så hurtigt, som vi andre kan løbe. Og, ja, det ser åndssvagt ud, men det vænner man sig til. De havde nogen sindssygt gode træningsprogrammer. Jeg løb den ene konkurrence efter den anden. Det gik fløjtende godt. Indtil jeg en dag mærkede en lille smerte over den ene ankel. Pyt, tænkte jeg, og stillede alligevel op i et halvmaraton. Og knækkede. Med et træthedsbrud nederst i skinnebenet. Som så kostede et par måneder med kedelig vandtræning og en hel del eftertanke. Men jeg blev nr. to i det løb.

Jeg holdt op med de mange konkurrencer og stilede målrettet mod to maraton om året. Jeg trænede igen meget. Intervaller tirsdag, torsdag og lørdag, rolige ture mandag og onsdag og en lang tur om søndagen. Var helt klar en forårsdag i Hamburg, selvom jeg vågnede med en svag fornemmelse af noget lidt galt i kroppen. Jeg lagde fornuftigt ud og løb klart efter sub tre timer. Det gik forrygende. Lige til omkring 20 km, hvor jeg pludselig måtte på toilet. I en fart. Okay – det gjorde jeg så. Videre gik det stadig godt. Indtil jeg pludselig skulle igen. Og så kastede jeg op. Jeg satte farten ned og løb videre. Men jeg var ramt. Jeg fortsatte med at kaste op og løbe på toilet. Da jeg havde løbet 35 km kunne jeg ikke længere. Jeg kunne ikke GÅ de sidste 7 km. Så jeg kravlede ud til en samariterstation, blev rystende pakket ind i tæpper og kørt tilbage til målområdet, hvor jeg stortudende lod være med at tage på hospitalet. Og var syg i to uger efter.

Et par år senere på Island var jeg klar igen. Toptunet efter en perfekt træning. Indtil en uge inden løbet. Så styrtede jeg på min racer. Og min sko sad fast. Så jeg landede hårdt på venstre hofte, som lynhurtigt fik den største blåsorte blodansamling. Cirka 25 cm i omkreds. Merde! Men jeg stillede op. Og løb ud i en førerposition, blev overhalet og havde for ondt til at skrue mere tempo på. Efter 27 km stoppede jeg. Jeg var begyndt at trække på det andet ben, som for at kompensere. Og jeg blev kørt tilbage i en Røde Kors 4WD. Og fik bagefter konstateret en revne i hoftebenet.

Jeg tror, det var der på Island, jeg droppede det. At komme under tre timer. Ikke at løbe hurtigt, men sub 3 kostede bare for meget på alle andre fronter. Jeg ville gerne mere på bjergbestigning. Lave nogle store ekspeditioner. Og det kan man bare ikke kombinere. jeg ville gerne blive færdig som antropolog, gøre noget andet på jobfronten og alt muligt andet, som den intensive træning afskar mig fra. Og jeg ville i særlig grad gerne hygge mig med at løbe.

Der har været andre forsøg. Seriøse og forkølede, og de mislykkede forsøg, hvor astmaen forhindrede mig i København. Men det afholdt mig ikke fra at løbe stærkt og træne hårdt. Det kan jeg jo godt lide, og i Århus havde jeg min ”hårde hunde”, som jeg løb med 3, 4 eller 5 gange om ugen. Nu kan jeg ikke følge med på deres opvarmning.
Jeg elsker at løbe, og jeg elsker stadig at træne hårdt. Men maraton sidder som en lille gnaver, og jeg forsøger meget hårdt at lade det være okay at vare mere end fire timer. Også for mig.

by - 0 comments

Priviligerede frirum i børnehøjde

Torsdag eftermiddag fik jeg fint besøg. Ella og Alma signede ind til pasta og kødsovs med overnatning. Og jeg tog fri om fredagen. Øh, næsten fri, blev det, men det er en anden historie. Og så blev jeg gang på gang sendt på rejse tilbage. Børnestemmer og små børnekroppe kalder historier og følelser frem.

Fornemmelsen af en et-årigs næsten udmattede tillid, når dagen er slut, og hun putter sig med sut og suttekanin helt ind i favnen. Jeg kunne pludselig mærke hendes mor sidde på samme måde i mine arme, med sut og sutte-tshirt. Tidspunktet hvor ulvetimen er glemt og tilgivet, og som gør det hele “worth it”.

Når den et-årige omhygeligt piller alle gulerødder ud af kødsovsen for at spise dem med nydelsen printet i hele det lille fjæs, og den treårige gør det samme for at lægge de orange småstykker over på søsterens tallerken. Det er i sådanne øjeblikke, at madplanen går op i en højere enhed. Og jeg var sendt tilbage til tidligere tiders middagsborde, hvor jeg var vegetar. Nogen børn spiste ærter andre ikke. Nogen børn spiste kød, andre børn gjorde det kun, hvis kødet var hakket til ukendelighed. Nogen børn skulle have sovs ved siden af, andre børn gik i kramper, hvis ikke sovsen landede præcist midt på pastaen.

Huskede pludselig nætter med et halvvågent barn, som nænsomt blev vugget i søvn i min favn, mens jeg var ved at sprænges af tissetrang. Og huskede natlige toiletbesøg med halvsovende barn i armene.

Drømte hele natten livagtigt om tidligere tiders faste rolle som sandwichfyld mellem to nattevarme børn. Og var tredve år tilbage, da den treårige med et smil, der flækkede helt af begejstring, rystede min skulder og fortalte, at det er dag. Morgener var i høj kurs hjemme hos os. Enhver morgen vakte udelt begejstring, og begejstringen i min seng fredag morgen boblede ud over hele rummet, da også den etårige slog øjnene op og opdagede morgenmiraklerne. Krummerne fra riskiksene på mit lagen, var det vist kun mig, der bemærkede.

På tur i skoven, hvor den treårige med forbavsende energi sprintede i forvejen op ad St. Maglebjerg, og jeg kæmpede bagude med klapvogn og etårig på noget stiagtigt udenfor kategori. Senere på legepladsen udviste hun uomtvistelige talenter for klatring. Vi byggede huler og flyttede rundt på trækævler, mens hun dirigerede slaget. Og med ét var hun træt og skulle tisse, så vi ræsede hjem og nåede det.

Samlede en million kastanjer og arrangerede dem i bunder efter størrelse. Først skal de store på tur, sagde den treårige, og samlede de store kastanjer i en skål. Senere tømte de begge to træet for paradisæbler og pladrede i vand, selvom det var for koldt. Mens jeg sad og kiggede på og blev helt henrevet over, hvordan kastanjer eller paradisæbler i en spand kan få personligheder.

Vi tegnede og klippede og hængte på køleskabet. Og stuen er fyldt med klippesnuld, æblebidder og farver. Kastanjerne kom jo med hjem. De fleste af dem.

Og jeg er en grænseløs mormor. Man må næsten alt hos mig. Jeg mærker en gammelkendt refleks fra mit morliv, som omgående bliver aflivet. Jeg er den priviligerede. Vi har noget priviligeret sammen, har vi. De må spise tyggegummi til morgenmad, de må lege med vand, de må spise inden aftensmaden. De må falde i søvn på sofaen, de må sove i min seng, de må sove så længe, de kan. Fordi jeg skal ikke have noget hverdag til at hænge sammen. Vi kan lave vores frirum sammen, kan vi. Og vi skal ikke andet end at være sammen, når vi er det.

by - 4 kommentarer

Stille, stille morgen – eller man skal aldrig skue det stille vand på hårene

Åh, at arbejde hjemme! Er næsten på højde med en fridag.

Fordi jeg kan sove en hel time længere.
Fordi jeg kan udskyde brusebadet.
Fordi jeg kan sidde i nattøj og være grim hele formiddagen. Mens jeg producerer.
Fordi jeg kan løbe en tur i en pause.
Fordi jeg har den rigtige the indenfor rækkevidde.
Fordi ingen, ingen forstyrrer mig med noget som helst.
Fordi jeg er færdig med at skrive alt det der indviklede. For nu i hvert fald.
Fordi jeg har lavet både spørgeskema og interviewguide.
Fordi solen har skinnet – noget af tiden.
Fordi jeg kan lytte til stille musik.

Og når nu hjernen blev brugt op i går, skylder man den vel lidt aftægt? Om lidt har jeg (næsten) lyst til at løbe en tur i skoven, selvom skyerne er mørkesorte.

UPDATE UPDATE
Note to self: Vil du gerne sidde fredeligt og være grim i nattøj, skal du aldrig åbne døren, når det ringer på.

Omkring halv to ringede det nemlig på min dør, og udenfor stod Jesper, det søde væsen. Han var løbet fra Lyngby for at give mig diplom fra vores Englandseventyr og andre rare sager. Der stod jeg stadig med morgenhår og nattøj. På den anden side – det har han jo set før. Så når det nu skulle være…. Kom da ind, sagde jeg. Jamen jeg skal videre til Farum, sagde Jesper, vil du ikke med? Jow da, og jeg spurtede op i noget løbetøj. En elastik i håret, og så var vi afsted. Jesper havde planlagt en rute ned langs Sjælsø og så finde noget sti videre mod Farum. Det første gik fint, den vej kender jeg jo, men så gik det galt. Som det kan gå galt, når vi skal finde stier sammen. Til sidst var vi ude i noget, som faldt udenfor enhver forståelse af ordet sti og stod med fødderne i vand for enden af noget, som i et tidligere liv måske havde været en badebro. Du er nødt til at arbejde med din evne til at sige fra, sagde Jesper. HA – tvær lige den af på mig. Vi fandt til sidst på én eller anden måde tilbage til noget civiliseret, mens vi hele tiden kunne høre rekrutterne fra Høvelte kaserne lave et eller andet, der lød som FCK’s publikum i det fjerne. Vi mosede igennem nogens fine græsplæne og var tilbage i Birkerød. Nå ja, så løb jeg hjem, og Jesper fortsatte til Farum. Ret forgrinte begge to. Et par timer senere. Mens jeg overvejede, hvorfor det er, vi synes, vi skal flyve til fremmede lande for at få løbeeventyr?

Morale? Hvis du tror, du er grim, inden du løber afsted sammen med Jesper, så er det ingenting imod, hvad du er, når du kommer hjem igen.

Morale nr 2? Og alligevel er han en favoritløbemakker. Tak for turen. Kedeligt bliver det aldrig.

by - 1 kommentar

Kan man bruge sin hjerne op?

Da jeg kiggede ud af vinduet i mit kontor i Hillerød, styrtede det ned med vand udenfor. Jeg havde bikset med noget rigtig svært skriv i flere timer. Den slags skriv, som jeg først havde holdt møde med chefen om hele formiddagen. Med mine udkast, jo. Og kunne faktisk godt bruge at blive blæst godt igennem af noget tør efterårsluft. Men den var våd helt igennem, den luft. Jeg biksede videre, mens luften blev mere og mere våd. Og, okay, så var der ingen vej udenom. Afsted i regnen. Så kan 17 km godt være langt.

Jeg gad overhovedet ikke løbe ud igen i samme regn. Det bliver en morgentur i morgen i stedet. Jeg er brugt op for i dag. Falder i søvn til tv-avisen. Skriver uinspireret blogindlæg. Lukker ned. Der er ikke mere gang i hjernen. Kan man godt sådan bruge den op på en ganske almindelig onsdag?

Og i morgen skriver jeg videre. Både på bloggen og på det svære. Og laver spørgeskema og interviewguide. Og jeg bliver hjemme og gør det. I morgen eftermiddag har jeg nemlig en date med to små tøsepiger til spaghetti og kødsovs med overnatning. Fredagen? Den er da bare streget helt ud til skovture, legeplads og leverpostejmadder.

Over and out. Sov godt derude.

by - 5 kommentarer

Signed and sealed

Søndag cyklede jeg hele vejen til Sluseholmen i bragende efterårssol. Der er godt 30 km, og det var næsten en symbolsk handling at cykle afsted med den underskrevne lejekontrakt i tasken. Jeg følte mig en anelse fjollet. Pludselig måtte jeg bare have de chicke klude på. Ikke noget med svedtransporterende cykeltights og Helly Hansen trøje. Nej, nej – ned i de sorte cowboystøvler og nederdelen fra Desigual. Rygsækken blev kylet hen i hjørnet, og den tjekkede mangestribede taske slynget kækt over skulderen. Der er da sådan lidt højtideligt over at forsejle sin boligsituation, ikke? En glad melodi i øret og jeg var klar.

Kontrakten blev afleveret, og viceværten tog pænt imod. Jeg har været snydeheldig, sagde han. Han havde ringet til en del, som ikke havde nået at se lejligheden. Jeg føler mig faktisk også heldig. I do feel lucky. Bagefter tøffede jeg lidt rundt og kiggede på mit nye hood. Der var ingen hjemme, så jeg kunne kun tusse rundt udenfor og nyde solen. Sad og kiggede lidt drømmende på min kommende kanal og prøvede at forestille mig, hvordan livet mon bliver ved kanalkanten. Jeg må jo finde mig en kajak. Det kan der vist ikke sættes meget spørgsmål ved. Jeg glæder mig inderligt til at have havvand så tæt på. Tænk at kunne springe ned i kajakken om eftermiddagen en lun sommerdag? Forestil dig at snappe badedragt og håndklæde og tøffe ned for enden af vejen og springe i vandet efter en støvet, varm dag på kontoret.

Jeg tog lidt billeder og blev ved med at have den der lidt højtidelige fornemmelse indeni. Og så cyklede jeg da bare hjem igen. Og lod fornemmelsen af en god beslutning sætte sig. Og tog et efterårsbillede fra min gadedør.

by - 0 comments

Reklame: Idræt og kræft

Jeg vil gerne gøre lidt reklame for en forening og et arrangement. Kender du nogen, som har eller har haft kræft, som kunne trænge til at flytte sit fokus fra sygdom og behandling til idræt, ressourcer og samvær? Måske kender du nogen, som har været syg, som gerne vil sætte sig et mål for at komme videre? Eller måske kender du nogen, som er eller har været syg og trænger til et opmuntrende indspark? Så send denne reklame videre.

PACT er en idrætsforening for folk, der har haft kræft, pårørerende og andre med interesse for det. Foreningen bygger på frivillighed og kan på nuværende tidspunkt tilbyde spinningstræning med instruktør på torsdage og yoga på mandage. Vi er i forhandlinger om et tilbud om løbetræning/løbeskole, og vi håber at kunne udvide tilbuddene. Vi arbejder på at holde nogle fælles arrangementer med foredrag hen over vinteren i forbindelse med træningen. PACT er en forkortelse for Physical Activity after Cancer Treatment, og foreningen er vokset ud af et forskningsprojekt på Rigshospitalet af samme navn. Al træning foregår på Rigshospitalet i Krop og Kræft’s lokaler på Tagensvej.

Kontingentet er 250 kr om året og 350 kr for et familiekontingent. Man kan godt melde sig ind som støttemedlem.

Søndag den 31. oktober kl 10 holder vi premiere:

Motion og Mad
i Krop & Kræfts lokaler, Rigshospitalet, Tagensvej
PACT inviterer til efterårspremiere for medlemmer, familie og andre interesserede den sidste søndag i oktober.

Vi håber at kunne præsentere PACT’s folder og den nye hjemmeside.

Hør om PACT’s nye træningstilbud og det super spændende program for de mørke vinteraftener.

Mød op i træningstøj, for dagen starter med en fælles løbetur eller gåtur. Vi løber eller går en tur sammen i Fælledparken i et tempo og så langt eller kort, at alle kan følge med. Man kan også benytte træningsredskaberne i K&K’s lokale eller tage en tur på spinningscyklerne.

Tag tørt tøj med, for efter motionen byder PACT på frokost og foredrag

Helle fortæller, hvordan løb kan åbne helt nye muligheder på feriefronten. Hun vil fortælle og vise billeder fra en 195 km lang løbetur i det nordlige England.

Meld dig til senest den 25. oktober på sms til Julie 2616 1755 eller e-mail motionspact@gmail.com eller her.

by - 5 kommentarer

Store og små beslutninger

Lejekontrakten er underskrevet, og i morgen cykler jeg til Sluseholmen og afleverer. Og overfører ni millioner. Eller noget andet abstrakt beløb. Den sidste uge har været en sand tumletur. For ikke så såre havde jeg taget en beslutning, så mykldrede det ind med tilbud om det ene og det andet. Dong – en lejlighed på Islands Brygge! Dong – en supersofistikeret newyorker-agtig sag i Rantzausgade. Dong – en stuelejlighed i det Bjørn Nørgaard byggeri på Bispebjerg Bakke, som jeg længe har troet, jeg skulle bo i. Og en hel masse andet. Og jeg blev ganske rundforvirret. Syntes pludselig, det var alt for voldsomt for dyrt. Var det måske ikke også for langt ude? Ville det måske ikke bare blive en ghetto af pæne middelklassefolk? Så jeg legede struds og stak hovedet i buskene og holdt mig for ørerne. Og nu har jeg underskrevet. Nu bliver det. Og jeg har sagt op. Og får nok en halv måned med dobbelt husleje.
Jeg har været på jagt i Googles billedarkiver, og må jeg præsentere mit nye hood:

Lånt fra Kajakroerne.dk - sådan ser der ud for enden af 'min' kanal

Med udsigt fra sofaen til dette her. Lånt fra kajakroere.dk

Og om ikke så længe ser der måske sådan ud udenfor min stuedør?

Kajakker klar til brug. Lånt fra Kajakroere.dk

Og når jeg trænger til en løbetur, er det bare at krydse broen, så er jeg direkte på Amager Fælled

Cykel/gangbro til Amager. Lånt fra Google

Men der er andre beslutninger, der spøger i kulissen. Om fire uger er der Skovmaren i Hillerød. Og et par stykker har kækt langet ud for at få mig lokket på den fulde marathondistance. Det er jeg nu slet ikke så sikker på, nej jeg er ej. Alligevel kastede jeg mig ud på en lang tur. Som blev rigtig lang. Mit GPS ur har jeg efterladt på en hylde i mit kontor, hvor jeg lagde det torsdag morgen. Så weekendens ture er dogmeture uden tid eller distance. Bare cirka-ture. Og jeg ved jo, at jeg har 15-17 km til arbejde. Det blev derfor den vej, jeg styrede.

Det gik afsted på friske fjed. Faktisk tror jeg, jeg holdt et ganske pænt tempo. Måske for pænt? I hvert fald stod der en veltrimmet goodlooking fyr med mountainbike ved indgangen til Tokkekøb Hegn, som standsede mig for at sige, at det så godt ud, det jeg havde gang i. Det fik jo lige læberne krænget opad på den kække facon. Mens jeg et øjeblik senere standsede for at drikke, blev jeg indhentet af en kvinde i løb. Og jeg måtte jo holde stilen, så jeg stak af og satte tempo på igen. Og fortsatte gennem skoven til St. Dyrehave.

Altså luft og vejr var fantastisk. Man kunne kun blive glad. Jeg tog en omgang i skoven, før jeg vendte snuden hjemad. Og måske var den sløjfe blevet lidt for lang. Eller måske havde mit udgangstempo været for kækt. Kvindelig forfængelighed kan føre latterlige ting med sig. Jeg faldt i hvert fald dybt ca. fire km før hjemmatriklen. Rigtig dybt. Så kækheden forsvandt ved et trylleslag, og jeg kun kunne prise mig lykkelig over, at ham-med-cyklen ikke kom forbi lige der. Jeg gik altså. Ikke alle fire km, men ind imellem. Jeg aner ikke, hvor langt jeg har løbet. Nogen-og-tredve-kilometer. Og jeg var hjemme på lidt under tre timer. Træt. Og slet, slet ikke sikker på, at det der med marathon først i november er en gangbar idé.

Men nu er det jo heldigvis også halvmarathon, jeg har meldt mig til.