by - 4 kommentarer

Alternativ træning

Dagens træning har været lokalmesterskaberne i lugning  mellem brosten. Vi havde fælles havedag på matriklen, og opgaverne blev fordelt med fast hånd. Det var hylekoldt, og jeg havde hang overs fra aftenens gewürtztraminer. Men det var på med (have)vanterne og gang i fælleslugeriet. Fire-fem timer på knæ med sådan en håndholdt lugedims radbrækker mere end 3/4 marathon, og heldigvis havde en medboer med dårlig samvittighed over at skulke bagt kage og lavet kaffe. En anden skidt samvittighed havde købt en kasse sodavand. Børnene myrede omkring og pillede i græs og myrer.

Den oprindelige plan havde indeholdt en havefest, men vejrudsigten fik os til at droppe den. Eller gemme den til senere. Og godt for det. Nu sludrede vi over trillebøren og lugejernet. Mødtes over en kaffe og sodavand og efterlod vores fælleshave så fin, så fin. Jeg klippede lidt videre i min egen lille bitte have og fik renset min cykel i bund. OG opdagede, at endnu en eger er knækket. Forbandet da også. Jeg må se, om jeg selv kan lave den i morgen. For nu er jeg besvimet på min sofa. Og overværer noget Melodi Grand Prix, der er uhyggeligt tæt på min pinlighedsgrænse.

I morgen vil jeg dele min træning i to pas for at nærme mig 24Run i Holte i næste weekend, hvor jeg løber for et hold af seks kvinder. Jeg bor tæt på ruten, og kan tyvtræne lidt på den. Ruten er pænt hård at løbe langt på, fordi den er temmelig kuperet sine steder. Til gengæld er den ganske kort, og hele arrangementet er super hyggeligt. Jeg vil løbe en 10 km morgentur og en 10 km aftentur, og ind imellem vil jeg skrive videre på mit kapitel til Tracy’s bog. Mine skriveprojekter går let lidt i stå, når min hverdag bliver så presset. Men forude har jeg to måneder i Nepal, hvor jeg ved, at jeg vil skrive og skrive og skrive. Når jeg rejser, skriver jeg altid. Jeg har en skuffe fuld af rejsedagbøger, og familie og venner bliver spammet med meterlange rejsebreve. Jeg tænker godt, når jeg rejser, og der falder ro på mit fyldte sind. Rejserne giver også behov for at fastholde indtryk og reflektere over oplevelser. Jeg har en fast tyrkertro på, at jeg bliver klogere af at rejse. Anyway, kapitlet til Tracy skulle gerne afleveres først.

For nu har jeg nået kvalmegrænsen. Med Melodi Grand Prix, forstås. Så hellere sove ud.

by - 4 kommentarer

Astma, host og hark

Sidder bænket i sofaen med Gewürztraminer i glasset og et overstået dejligt måltid. Sidder og tænker meget stille, at måske er det hele på vej til at blive –  bedre….. Måske er min voldsomme møjhoste på retur. Altså bare lige så stille og måske.

I går cyklede jeg på arbejde og gav den gas på vejen. Sent på eftermiddagen krøb jeg i noget løbesko og trissede sydover gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn. I ret imponerende solskin. Jeg måtte afbryde et par gange med hysteriske hosteanfald og bandede fælt. Men egentlig gik det fint nok. Mine lår hylede lidt om kap med lungerne, Men det kan de nu godt glemme efter den sølle indsats i weekenden. Jeg stoppede 1½ km før hjemmet for at proviantere og fylde spisekammeret lidt op. Og gik i stedet det sidste stykke hjem med fyldte poser.

I morges stod jeg tidligt op. For nu stod min cykel jo i Hillerød. Og der var kun én ting at gøre. At løbe på arbejde. Himlen så grå og truende ud, og jeg tænkte mit. Jeg er altid lidt træt ved tanken om at løbe afsted om morgenen, og jeg er altid træt de første 4-5 km. Men det ved jeg jo, og pludselig er det så bare fedt at løbe afsted i morgenstunden. Ud af Kongevejen i infernalsk trafik. Virkelig. Man kan blive så politisk korrekt bekymret over antallet af biler på vejen. Specielt når man nu kan polere sin private glorie i den grad. Hvad gør de der, alle de biler? Nåmen, på den anden side af Blovstrød drejede jeg ind i skoven for at slippe af med dem,  bilerne. Og vups, var der ro. Jeg elsker skoven, når den er i vågne-op mood. Når fuglene fløjter på morgenmåden, når de røde egern piler op og ned af træstammerne, når musene rumsterer og pludselig fløjter over skovstien, og når råvildtet står og stirrer forvirret og fortørnet. Jeg hostede først efter en time og et kvarter. Og lårene hylede igen. Men ærligt talt, – så var der jo ikke så langt igen, vel? Så det blev mig, der bestemte. Og pludselig kunne jeg ane bilerne på Overdrevsvejen for enden af skovstien. Hvor er det bare en anderledes oplevelse at løbe gennem skoven, når jeg har tjek på ruten.

Hostede mig igennem tre timers kvalitetsmøde. Men var hosten ikke en lille smule mere løs? Og fik travlt med at komme til Glostrup Hospital, hvor jeg havde møde med regionens lungespecialister. Var det derfor min hoste stoppede? Jeg hostede overhovedet næsten ikke, mens jeg havde møde med lungelægerne. Måske er det på vej til at drive over??? Sig det ikke til nogen, men måske???

Resten af eftermiddagen blev brugt på at lede efter trail-løbesko. Men der kom løbeeksperterne i den grad til kort. Christ, det ved det de ingenting om. Jeg vil have løbesko med til Nepal, og det er – ved gud – ikke verdens nemmeste terræn at løbe i. Klipper, grus, is, græs, stigninger – i én pærevælling. Tror nok, jeg har fundet dem, men det bliver på nettet. Sjældent har jeg oplevet så dårlig vejledning/vildledning.

Og så spurtede jeg hjem igen på min cykel. Og mødte en fyr i et lyskryds i Lyngby, som sagde: “Wow hvor kører du bare hurtigt. Jeg prøvede at undskylde det med min gamle cykel, men du cykler bare stærkt” Sagde han med lidt respekt i stemmen. Joooo, jeg tror måske, det går en lille bitte smulle bedre, måske, med mine lunger.

by - 2 kommentarer

Mål og motivationer

Jeg er forbavsende lidt skuffet. Lidt, selvfølgelig, men forbavsende lidt. Ja altså, over Copenhagen Marathon og mig. Måske hænger det sammen med mine lungers miserable tilstand, og at det lissom overskygger noget så relativt ligegyldigt som et løb. Jeg mener, det er totalt ufedt ikke at få nok luft indenbords. Eller egentlig er det mest ubehagelige at få luften ud af lungerne igen. Min skuffelse over ikke at kunne kontrollere min allergi er enorm. Jeg kan ikke fordrage at blive begrænset. Jeg hader at sidde og lyde som en gammel KOL patient med rygerlunger. For Christ’s sake – jeg er jo en veltrænet kvinde med en lungekapacitet over normalbefolkningens!

Jamen jeg har jo trænet sådan rimeligt målrettet, og det skulle lissom være mit grænseoverskridende come back til marathon distancen? Hvorfor er jeg så ikke syg om hjertet af skuffelse? For det er jeg ikke. Jeg er lidt ked af, at jeg nok må lade være med at løbe marathon i København. Det er trods alt anden gang, jeg er kravlet ud af det løb med et astmaanfald i fuldt udbrud. Maj er bare en skidt måned til den slags. For mig. Men jeg elsker den folkefest, Sparta arrangerer i København. Og jeg vil frygtelig gerne løbe med, men – hånden på hjertet – jeg skal ikke løbe marathon i maj, vel?

Jeg er jo sådan en målrettet person. Ambitiøs og alt muligt. Måske er min mentaltræning ved at virke? Den træning, der handler om at leve fint videre med at være blevet en langsom løber. Mens vi endnu løb i søndags, grinede Jesper af, at jeg gik ved væskedepoterne. Han havde været helt overbevist om, at jeg var sådan en, som ville løbe og drikke. Det ville jeg også have gjort i mit tidligere liv. Gosh, jeg har trænet og trænet kunsten at drikke af et plastikkrus i fuld fart. Men i søndags var der ingen grund til det. Jeg tænkte faktisk slet ikke over det. Gad bare ikke stresse ved drikkedepoterne. Fordi vi hyggeløb. Og måske derfor er jeg ikke så skuffet. For det var en fest, og det var hyggeligt. Og jeg har trænet godt.

Jeg har altid elsket at træne. Jeg kan sagtens træne uden mål. At træne mod et bestemt mål er anderledes. Og sjovt. Men træning er jo aldrig spildt. Alene det at kunne løbe to timer i en solbeskinnet skov er motivation nok for mig. Jeg elsker lange løbeture. Jeg elsker, at jeg kan. Og jeg glæder mig vildt til at løbe i Holte den 5.-6. juni.

I dag cyklede jeg mine 35-40 km frem og tilbage til arbejde, og politikermøder bliver altid for lange, men jeg løb min lille tur i skoven, da jeg endelig var hjemme kl 20.30. Jeg er igang igen.

by - 2 kommentarer

Op igen

Brugte mandagen på at – gøre ikke ret meget. Mine lår var fuldstændig urimeligt ømme. I betragtning af, at de ikke var blevet bedt om mere end sædvanligt. Ærligt talt – 29 km har de klaret uden klager før. Men sådan er det næsten altid. Et dårligt løb giver ømme ben. De fik lov at bestemme, benene. Overvejede at lappe mountainbiken, men den fik også lov at blive stående. Tirsdag blev det arbejdet, der bestemte. Op før klokken fem og med tog til Århus, hvor der var møde hele dagen. Og et oplæg fra mig. Hjemme igen i aftes. Og idag er skør, fordi der er møde med politikerne, som først slutter omkring klokken 19. Men så skal jeg også självklart en lille tur i skoven,når jeg er hjemme igen.

Jeg begynder at få lyst til en løbetur igen, men jeg må desværre erkende, at mine lunger stadig lider. Jeg bliver kortåndet og bryder ned i massive hosteanfald. Overvejer seri’st at rejse langt væk, næste gang det bliver maj.

Men træningen skal boostes, så vi kan lave et godt løb i Holte til 24Run i Holte. Det bliver et superhyggeligt arrangement, men vi vil også gerne gøre det godt. Vi er i hvert fald to på holdet, som trænger til en mental oprejsning. Så i morgen genoptager jeg mine løbeture fra og til arbejde. Sjovt nok er jeg kommet til at holde af de ture. Det er en fed måde at starte dagen på. Specielt hvis Katrine hujer ud af bilvinduet. I morgen bliver det dog bare den ene vej.

by - 0 comments

Mænd med missioner og mænd med visioner

Jeg dumpede ind i noget tv om en finansfyr, der fyrede en bid af sine penge af på at springe i faldskærm over Mount Everest. Phfyi….. Faktisk mødte jeg nogen af de der Everest Skydivers for to år siden, da jeg cruisede rundt i bjergene derude. På gå-ben altså.  Det syntes han jo lissom blev kedeligt efter 6 dage. Nåmen lad nu mine fordomme ligge. Han var en mand med en mission. Han skulle sætte en bunke menneskers liv på spil med et lille fly op over ni kilometers højde og springe tandemspring (med en prof udspringer) ud over bjergene. Og lande på et lille spot ved Lukla eller Lobuche. Og det klarede den professionelle udspringer at navigere dem sikkert ned til. Og så kunne han sætte det flueben i adrenalinregnskabet. Helt grotesk blev det, da gruppen af udspringere in spe stod og surede over, at vejret forsinkede dem, så de måske ikke kunne nå deres bestyrelsesmøder. Og så reflekterede han lidt over, hvad han skulle gøre, når det ikke kunne blive mere ekstremt? Man kunne måske overveje at foretage sig noget mere virkeligt?

Udsendelsen stoppede heldigvis, da han var landet, og det er jo altid fedt at se lidt på bjergene derude. Jeg fik også et par glimt af nogle folk, jeg kendte derudefra. Men så switchede DR2 til et nyt program om en anden mand. En mand med en vision. Olafur Eliasson, som vil lave kunst, der har indflydelse på noget. Kunst der gør en forskel for nogen. Kunst er et redskab til at få verden til at forandre sig. Det er så spændende at følge, hvornår folk begynder at gøre noget i samspil med de rum, jeg laver, sagde han. Og hver eneste gang jeg har været blandt Olafur Eliassons kunst, sker der noget. Man kan ikke lade være med at gøre noget. Jeg kan ikke lade være med at udforske rummet, lyset, vandet og mine bevægelser. Jeg bliver helt vildt nysgerrig. Det handler ikke om mig, siger han, det handler om jer, der ser og sanser.

To vidt forskellige mænd. En mand med en mission og en mand med en vision. Jeg har mødt så mange af den første slags. Den anden slags er langt sjældnere – og holder meget længere. Eller hvad synes du?

by - 2 kommentarer

Dagen derpå

Bortset fra et par helt urimeligt ømme lår, har jeg det forbavsende godt i dag. Ikke i mine lunger, men resten af mig. Det var ikke rigtigt muligt at holde fast i det dårlige humør ret længe. Mine unger kom futtende med metroen, da jeg ringede og forkyndte de dårlige nyheder fra målområdet. De havde ellers indtaget et hjørne af Nørreport, hvor Alma havde taget opstilling i front og uophørligt råbte ‘mormor-mormor’ og klappede i hænderne sammen med Sille. Ella syntes det var en fest og klappede lystigt med i klapvognen. Et kvarter senere stod de på Islands Brygge. De små tøsepiger fik en økologisk pølse og festede videre, mens vi andre skuttede os i den tiltagende kulde.

Mens jeg ventede på mine unger, mødte jeg den ene gamle løbe-buddy efter den anden fra Århus. Og følte et sug af savn. Du er altså savnet i Århus, sagde Henrik. Jeg må derover engang imellem og løbe med om lørdagen. Men jeg kan ikke følge med længere. Det gør ikke noget, sagde Henrik, du kan bare løbe med lidt, – og der er andre, der faldet af på den. Han havde også haft et grumt løb og løbet 3.39. Det er ikke helt godt, når man normalt er god for en tid under tre timer.

Min Jeppe havde haft et superløb og debuteret i 3.18, men han var for kvæstet til at finde mig i mylderet, så vi opgav det billedeprojekt. Vi har talt om, at det kunne være sjovt at skrive en artikel sammen om kræft og idræt, – sygeplejersken og kræft-barnet, som begge to er idrætsramte. Flot, flot af ham. Og jeg ville  gerne have givet ham et knus.

Men vi tog på café Paté-Paté. Minus Alma-familien, som skulle videre. Sofie snuppede en bycykel, og vi krydsede cykelbroen til Vesterbro. Og så hang vi der. Martin skaffede rødvin og tapas, og vi kunne uden problemer have hængt videre hele aftenen. Så er det altså svært at bevare det sure humør ret længe, ikke? Sille myrede rundt i caféen og hyggede om sig selv og resten af caféen med to refleksbånd, en hue og en serviet. Først da jeg hentede kaffe til os, gik det op for mig, at jeg stadig sad i mit løbetøj og ikke duftede af rosenvand. Men små børn skal hjem og sove, og store børn skal hjem i bad. Så ved 19-tiden brød vi op, og jeg trak min cykel ind i s-toget på Hovedbanegården og futtede hjem til landidyllen igen. Og opdagede, at jeg ikke havde taget min antihistaminpille om morgenen. Uuaaargh! Så er det måske ikke helt mærkeligt, at min astma gik amok (flovt-rødme-ikon). Jeg har talt med min læge om at forsøge et nyt middel. Det må være tid til at tænke nyt. Og glæde mig over, at om en måned stikker jeg af fra det danske pollen-helvede. Ud i bjergene, hvor astma aldrig nogensinde generer mig en tøddel.

by - 12 kommentarer

Nedtur – nedtur -nedtur

Det er den korte beskrivelse af mit løb i dag. Det gik faktisk ganske godt den første halvdel, og det var superdejligt at have Jesper ved min side. Stort tak for det, Jesper. Sparta havde lavet en løbefest. Intet mindre. Det var helt fantastisk, og der var bunker af mennesker på gaden. Man fik internationale fornemmelse, fordi der blev råbt på fransk, italiensk, finsk, engelsk – og alt muligt. Vi holdt faktisk et okay tepo, selvom jeg hele tiden forsøgte at holde det lidt nede. Og vi hyggede os og sludrede.

Men efter et par og tyve kilometer knækkede jeg sammen i det første hostanfald, og så startede min nedtur. Vi holdt lidt pauser, gik lidt, løb igen, og ind imellem fik jeg en fornemmesle af, at det måske var ved at klinge af. Men det var indbildning. Jeg blev mere og mere forpustet. Det blev mere og mere smertefuldt og anstrengende at puste den luft, jeg indåndede, ud igen. Da vi nåede ud omkring 27 km, holdt der en ambulance og en læge, og jeg stoppede for at spørge, om de havde Ventoline eller Bricanyl. Det havde de desværre ikke. Tænke – tænke. Jeg forsøgte at fortsætte. Men efter 29 km kunne jeg mærke, at lungerne lukkede mere og mere til. Jesper havde også set bekymret på mig flere gange. Jeg overvejede at GÅ resten af vejen. Men det virkede alligevel dumt. Jeg skulle jo bare tilbage og have noget medicin.

Så jeg pillede nummeret af maven og trissede tilbage. Og var nær aldrig kommet ind i målområdet, for der var ufatteligt mange mennesker. Og så inhalerede jeg urtigt både det ene og det andet og fik lidt midlertidigt ro. Jeg ved jo bare, at når jeg har løbet mig til anfald, så tager det lang tid for lungerne at falde til ro igen. Så nu er jeg mindst lige så sur som forleden. Og sætter mig i sofaen og dyrker surmulen lidt.

Men inden da har jeg været på café med mine unger. Med rødvin og tapas. Sikkert skidt for min astma, men hyggeligt. Trods alt. Tak for alle jeres tanker og al den gode karma. Jeg lover at bruge det bedre om 14 dage i Holte 🙂

by - 6 kommentarer

Copenhagen Marathon – det må briste eller bære

Sidder på sengekanten og laver de sidste mentale øvelser. Så er det i morgen. Jeg glæder mig – og jeg er lidt bekymret. Fordi jeg stadig er så forfærdelig snottet. Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville synes de skulle løbe i den forfatning, ville jeg sige klart nej. Men nu gør jeg det altså selv. Tror det er mere høfeber end forkølelse, og så må det briste eller  bære. Jeg kan ligge i sofaen og se dårlige film hele mandagen.

Jeg glæder mig, fordi mine unger vil stå på ruten og sende god karma efter mig. Og en god del venner og kolleger. Jeg glæder mig til stemningen. Det er flere år siden, jeg har været midt i den, marathonstemningen. Jeg glæder mig til at se, hvor hurtigt min svoger kan komme rundt. Han er en pænt hurtig løber, – som bare ikke gider træne. Og det hævner sig nogen gange på marathondistancen. Jeg glæder mig, fordi Jeppe også løber. Jeppe passede jeg for mange år siden, da jeg var sygeplejerske på børnekræftafdelingen i Århus. Jeppe var to år og havde leukæmi. Vi har haft kontakt med hinanden – mest de sidste tre år. Hans forældre har jeg mødtes med hvert eneste år til Skanderborg Festival. Og det er helt sikkert, at der skal tages billeder af os to i målområdet. Jeg vil ønske ham et fantastisk løb.

Jeg glæder mig til at møde Tracy og Tina – eller rettere, jeg håber, jeg får mulighed for at møde dem og ønsker dem begge det bedste løb. Også Birgitte sender jeg de beste løbeønsker efter. Birgitte var med mig på Kilimanjaro sidste sommer og løber sit første marathon.

Jeg glæder mig til at følges med Jesper og håber, han kan holde mine kriser ud undervejs. Ellers må han jo stikke af 🙂 Han sendte en sms, at han var på ej til 40 års fødselsdag, så mon ikke det kommer til at passe meget godt?

Og jeg glæder mig til at se alle de andre, jeg kender og har kendt gennem tiderne, som også tropper op i løbesko eller heppesko. Send god karma!

by - 9 kommentarer

Mentaltræning

I stedet for at gå rundt og være edikkesur over min escalerende høfeber og forkølelse, sidder jeg og mentaltræner. Jeg tog fra Hillerød til Østerbro efter arbejde og hentede mit startnummer til Copenhagen Marathon. Her mødte jeg et par bekendte og stod der med løbende næse og monsternys. Og pludselig fik jeg det bare sådan inden i. Nej fandeme NEJ. Ikke tale om, at birketræer i den grad skal få mig ned med nakken. Jeg skal fandeme nok komme igennem det marathonløb (ik, Jesper?)

Stod og snakkede med en bekendt om det der med at opleve radikale forandringer i forhold til evnerne til at løbe hurtigt. Hun havde prøvet i forbindelse med en diskusprolaps og massive rygproblemer at måtte opgive at løbe. Nu ville hun forsøge at gennemføre på søndag i omkring fem timer. Og vi snakkede om den hamrende svære proces, det er at mentaltræne sig selv til at have det okay med at løbe langsomt. Når man nu elsker at løbe om kap. Når man nu har givet selv de unge fyre baghjul, indtil noget heftig medicin for et par år siden stak en kæp i det hjul. Når man nu havde vænnet sig til at være i toppen af poppen. Og når man nu har indbygget nogle sejlivede ambitionsreflekser. Og – jaja, jeg ved godt, at jeg også bliver ældre. Men nedturen kunne have været mere gradvis. Og, jaja – jeg er lykkelig for at kunne løbe. Ambitionsreflekserne slår bare helt automatisk til. Jeg kan godt mærke, at netop den mentaltræning er både vigtig og god. Og jeg glæder mig, til jeg når helt i mål med den. Så jeg ikke behøver bruge energi på at være frustreret over det, som ikke længere er muligt. Og derfor tror jeg også, at det her marathonløb er en vigtig brik i den proces.

Jeg har mit startnummer liggende på bordet, og jeg løber på søndag, fordi det har jeg trænet til. Ikke på vilkår lader jeg mig slå ud af lidt snot og høfeber. Så kom nu bare an, ikke? Når Hanne med ro i stemmen kan sige, at hun løber løbet på fem timer, så kan jeg vel for pokker også (selvom jeg vil blive meget glad for at løbe hurtigere end det). Slut med piveriet og surmulen. Jeg har jo gjort større ting end at gennemføre et marathon, så hold nu op med skabe dig! Basta.

by - 2 kommentarer

Humørpatruljen

Jeg er nødt til at fortælle om en koncert, jeg var til i Vega i sidste uge. En sand humørbooster. Koncerten var med australske Sia Furler, og det var den sjoveste, smukkeste, varmeste og mest fantastiske koncert, jeg længe har været til. Sia er en lille kvinde med en stor stemme. Hende med musikken bag Nykredit-reklamen om at “tænke nyt”. Jeg har med stor fornøjelse labbet hendes musik i mig på min Ipod i lang tid, men jeg har aldrig oplevet hende live. Og hun gav mig bare den største overraskelse. Ind på scenen trådte en mellemting mellem en alf og en Ronja Røverdatter-rumpenisse. Hun må have tømt noget lager af rød-hvide afspærringsbånd hos Vejdirektoratet og brugt eftermiddagen på at hækle. Wow, for en kjole, se selv:

Sia Furler i Vega, lånt fra Gaffa

Fra hun trådte ind på scenen tryllede hun Vega om til et intimt rum, hvor hun samlede hele den bande tæt pakkede mennesker, der var mødt op. Hvorfor mon her er så mange mænd, spurgte min datter, da vi trådte ind, jeg troede hun var sådan en pige-ting? Men da hun gik i gang, vidste vi hvorfor. Magen til kær charmetrold skal man lede længe efter. Hun rå-flirtede med mændene (og pigerne?) fra scenen mellem numrene. På den søde måde.  Hun fik gaver af publikum og kvitterede muntre historier og små dansetrin. Og når man så også kan levere et brag af en koncert… ja så tikker det helt ind på mit humørbarometer. Jeg cyklede fnisende hjem gennem forårsaftenen.

Og hvad har det der vejr nu gang i? Det er min datters fødselsdag, og der er altid (altid blev der sagt!) solskin på den dag.