Mandeweekend

Jeg er strømførende igen. Og jeg har brugt formiddagen på at læse blogindlæg, som den sidste uge har snydt mig for. Nu er jeg næsten opdateret på blogfronten. Min ultimative hadesæson er sat ind. Vi er ikke engang i december endnu, og alligevel er det meste dækket af en gang klam, våd, tung sne. Jeg hader det. De næste måneder vil jeg drømme om varme himmelstrøg og sommer, mens jeg frysende klamper af sted på min cykel ad en natsort Kongevej. Jeg vil lukke øjnene, mens jeg snører løbeskoene. Og undgå at tænke over, hvor våde mine fødder bliver, eller hvor kold min næse er. Lige så meget som vinteren kommer bag på mig hvert år, ved jeg at den forsvinder igen. Det sætter jeg så min lid til igen i år.

Mandeweekend, står der. Det er nemlig det, der er her på matriklen. Næ nej, der er ingen amoriner i luften. Jeg er bare beriget med et par solide venskaber, som sætter sig på min weekend. Henrik lærte jeg at kende, da jeg engang havde ham med på en bjergbestigning i det nordlige Indien. Vores venskab er funderet i rejser og bjerge. Og har udviklet sig til noget fællesskab omkring musik og mad også. Han var netop vendt hjem fra en tur i Nepal, og det var fint at høre nyt der fra. Om lidt kommer min gamle løbe-buddy, John, som jeg har delt ufatteligt mange løbeture med i Århus og omegn. Dengang jeg kunne følge med. Han er sådan en, som kommer hjem fra Frankfurt og er skuffet over en tid på 3.04.. Han gider godt vente på mig en gang imellem. Men ham har jeg også fået lokket af sted til noget bjerge. For et par år siden tog han på sin første trekkingtur – og var solgt. I februar rejser han til Argentina for at bestige Aconcagua. Og mon ikke vi skal fortabe os lidt i gamle billeder? Og genopleve nogle uger på det bjerg? Det tror jeg nok, vi skal.

Jeg elsker mine veninder. Og jeg har nogen rigtig gode nogen af slagsen. Men jeg har altid haft mandevenner. Som barn var det bare sjovere at lege med drengene. Og øh, det var det vist også som voksen. Der har været flest mænd i mit løbeliv. Og kun mænd i mit bjergliv. Længe havde jeg en drøm om at lave en kvindeekspedition, men jeg opgav. Der er for få kvinder, der vil lave selvstændig bjergbestigning. Eller – er der nogen overhovedet? I Danmark, mener jeg? Jeg har haft en del kvinder med på de ekspeditioner, jeg har guidet, men jeg har ikke kunnet finde nogen, som ville være med til en selvstændig tur. Så det blev drenge.

Men weekenden bliver bjergene på billeder sammen med passende mængder god rødvin. Og minder blandet med nye drømme. Og et par våde, klamme løbeture i det der sne.