Et år i et liv

Så sidder man der igen. Og bliver et år ældre.

Det er sgu da svært at fatte, at jeg er blevet så gammel. Nogen kunne godt have haft sine tvivl for fem år siden, jo. Og inden i føler jeg mig jo ikke gammel, vel? Jeg er jo stadig bare mig. Det er sært at tænke tilbage på, hvor voldsomt det var at blive 50 år. Halvtreds! Det sendte mig direkte i noget personligt misk mask. Hvor jeg nærmest kastede mig vrælende ned og bed i køkkengulvet, mens mine små næver bankede løs i brædderne. Jamen for fanden, tænkte jeg, her sidder jeg og er single for evigt, uden penge – og alt mulig andet, der ikke var i mit liv. Jeg skulle jo have siddet der og holdt min mand tilfreds i hånden, mens vi kastede milde blikke rundt på vores store børneflok. Skulle jeg ikke? Eller skulle jeg?

Jeg ved ikke, hvorfor 50 ramte mig som sådan en forhammer. Det havde aldrig før generet mig at blive ældre hvert år. Pjat, havde jeg tænkt. Man må jo bare stå ved sin alder. Det kan man jo ikke ændre på. Og hvad man nu ellers siger af den slags.

Kort efter fik jeg i hvert fald en syngende lussing af noget overraskende skæbne. Sådan helt uforberedt. Kan hun så måske lære at få øje på det liv, var det som om det rungede gennem mit univers. Og jeg måtte spagt kapitulere.  Jeg brugte den lille uge, hvor jeg ormede helt stille rundt i København og holdt jul og blev mormor og ventede på dommens dag i Århus, på at spekulere over, hvordan mit liv kunne have været anderledes. Og pludselig midt om natten der i juledagene gik det op for mig, at jeg ikke ville bytte liv. At der ikke var noget som helst, overhovedet, som jeg ville lave om, hvis jeg nu skulle blive konfronteret med noget helt uhelbredeligt. Pludselig vidste jeg bare, at jeg havde gjort mig umage. Umage med at være mor for mine børn, at tage de uddannelser jeg gerne ville have, at forfølge drømme langt ud i verden, at elske, at tage chancer, at risikere, at være til stede. Jeg havde gjort mig umage for at leve det der liv ordentligt, havde jeg. Og så kunne jeg ligesom lidt bedre tage imod den lussing. På min egen måde. Og med oprejst pande.

Da jeg året efter fyldte 51, kaldte jeg med stor fryd veninderne til fødselsdag. Jeg var et år mere. Og det skulle fejres. Og sådan har jeg haft med fødselsdage lige siden. Tak for et år. Igen.

Og hvordan var det så, det år? Tak, det har i hvert fald ikke været kedeligt. Jeg er stadig single for evigt, og det der femtal foran alderen er ikke noget godt scoretrick. Slet ikke i kombination med en tidligere kræftdiagnose. Og jeg har kæftet så meget op om den kræft, at det ikke kan være hemmeligt. Og dates googler. Og trækker stille følehornene til sig. Men – hånden på hjertet – så er der ikke mange par, jeg ville bytte mit frie liv for. Så mon ikke jeg fortsætter som evighedssingle?

Jeg er blevet mormor igen. Vera meldte sin ankomst, mens jeg sad i Esbjerg og bed negle. Nu styrer hun som andre små mennesker i familien med hård hånd. Der hviler en særlig stædighedsforbandelse over mine efterkommere.Så i stedet for at sove ligger Vera selvfølgelig på maven i barnevognen og forlanger frit udsyn til verden.

Mit arbejdsliv har slået de største kolbøtter, og jeg er lige så stille gledet over til at arbejde med noget af det, der virkelig optager mig. Jeg får i den grad lov til at folde mig og bruge alle mine talenter. Nå ja, at jeg så er i gang med at arbejde mig ihjel, tager vi en anden gang. Jeg dør aldrig helt af det, fordi jeg er SÅ god til at trække stikket og daffe ud i vildmarken. Men kæft, hvor det fedt at have det sjovt med at arbejde.

Jeg fandt mit sted i København. Det helt rigtige sted at bo for mig. Jeg elsker Sydhavnen, og jeg elsker alt det vand omkring mig. Og så elsker jeg Amager. Dyrt? Jamen det hele værd.

Og jeg har fået endnu et år af det liv, som jeg ikke vil bytte med nogen. Sammen med de unger, som jeg var så heldig at trække i det store børnelotteri. Både dem, jeg selv lagde biologi til, og dem som kom ind i mit liv med ham, jeg engang var gift med. Og stadig er her. Og med mine forældre, som stadig triller på golfbanen hver uge. Og om et par uger fejrer vi min mors 80 år. Og sammen med gamle og nye venner.

Tak for et fedt år igen. Skulle vi ikke snuppe et til?