Nå ja, lidt ømt er der vel, derinde i hjertekulen

Jeg har en lille gruppe kvinder, som jeg mødes med en gang om måneden. Vi har vores eget lille skrivelaboratorium. Hver måned mødes vi til noget brunch og læser hinandens tekster. Det er så fedt at have et trygt lille forum at læse mine skriv op for. Og det betyder, at jeg skriver, når jeg har travlt med alt muligt andet. Jeg får skabt mig mine små fredelige tanke-oaser, hvor det bliver muligt at arbejde koncentreret med ord. Ikke som på bloggen. Her får ordene lov til at flyde mere eller mindre frit om det, der optager mig.

Ganske anderledes forholder det sig med de tekster, skrivelaboratoriet må lægge ører og øjne til. Her har vi nemlig stille bygget en lille tryghed op imellem os. Vi tager laboratoriet alvorligt, og her er rum til eksperimenter. Jeg forsøger jævnligt at omsætte oplevelser og iagttagelser fra mit liv med sygdom. Det er svært, fordi jeg har stor respekt for, hvad ord kan og ikke kan. Der er skrevet mange bøger om kræft. De fleste keder mig. Og jeg får knopper af hjerte-smerte litteratur. Jeg skal heller ikke skrive om seje bjergbestigninger, fordi der også er skrevet nok om det. Jeg skal arbejde og eksperimentere med mulighederne i ordene. Ja, det lyder kryptisk, men det handler om at stramme sproget, så jeg kan sige noget meget præcist. Som andre alligevel kan give andre indre billeder.

Jeg har arbejdet med en lille tekst om en samtale, jeg havde med min ældste datter. Få dage inde i mit behandlingsforløb. Og få dage efter hendes første datters fødsel. Det gjorde ondt i mit hjerte dengang, at hun måtte slås med angsten for min sygdom samtidig med alle sine følelser og det lille nye barn. Og det var det, vi talte om. I telefonen. Fordi jeg dengang boede i Århus og hun i København.

Og bedst som jeg sad der ved computeren og dirigerede rundt med ord, væltede tårer pludselig ned ad kinderne. Hmmm, jamen kræft gør jo ikke sådan ondt i sjælen længere, så hvorfor pludselig sådan en følsomhed? Den ligger der bare, helt inde i hjertekulen. En lidt hengemt sorg over den sorg og angst, som den sygdom kastede i nakken af mine børn og mine forældre. Jaja, jeg ved godt, at det ikke var min skyld. Det var sygdommen. Et vilkår. Men ligegyldigt hvor voksne de unger bliver, så vil jeg have, at de har det godt. Jeg vil ikke volde ondt. Men det er den pris, vi må betale. For at elske hinanden dybt.

Og derfor gentog det sig. Da jeg læste digtet højt for mit skrivelaboratorium. Tårerne. Og grøden i halsen. Og så er det godt at have bygget et trygt lille sted, hvor der er rum for at lufte ømheder i brugte hjerter.