Når noget er næsten for godt til at være sandt, skal man være på vagt. Det er en klog læresætning, som jeg lykkeligt havde glemt. Og at jeg først bryder ud i raseri nu, siger kun noget om, hvor meget jeg har haft snuden i arbejde. Jeg har simpelthen ikke opdaget det her.
Siden jeg flyttede til Sydhavnen for små to år siden, har det været en daglig fryd at gallopere rundt på Amager Fælled. Med bevidstheden om, at bare tyve minutter væk på cykel, lå Københavns Rådhusplads. Det har været en fantastisk oase fra det trafikhelvede, som Sydhavnsvej og Vejlands Allé er. Biler er et massivt tæppe her, og det er Danmarks mest forurenede område.
Vi har frådset i brombær og havtorn og slåen. Sågar æbler og kirsebær har vi fundet. For ikke at tale om hyldeblomster. Vi har løbet, vi har leget, vi har lavet bål og vi har gået lange ture.
Og alt det kan vi nu begynde at tage afsked med. For Københavns kommune og regereringen har besluttet at sætte gang i en havnetunnel fra Nordhavn til Sjællandsbroen. Med en frakørsel midt på Amager Fælled, som får 900 meter flænset op. Til biler. Som jo helst ikke skal køre en lille omvej for at komme til Artellerivej, vel? 900 meter er ret meget på sådan en lille fælled.
Jeg har næsten ikke ord for det her. Jeg mister nærmest luften over det. På sådan en hikstende måde. Fordi jeg bare bliver fyldt med afmagt. Og får lyst til at sparke en bil.
Beregninger viser, at der med havnetunnelen vil ledes mange tusinde flere biler gennem København. Måske vil nogen af dem bruge havnetunnelen, men det har man faktisk endnu ikke undersøgt. Sydhavnsvej og Vejlands Allé bliver stærkt befærdede og Amager drukner i biler.
Som en bonus slår man så også to fredede, vidunderlige frie steder ihjel. Kløvemarken og Amager Fælled bliver begge ødelagte, og havnen bliver forpestet af os. Men der bliver plads til flere biler.
Hvad skete der lige der? Hvad med udbygningen af den kollektive trafik? Hvad skete der med planerne om at reducere biltrafikken og antallet af biler? Jeg fatter ikke, at vi IGEN lader os kyse af et tilegnet behov for biler. Jeg fatter det ikke! Aaaargh!
Nej!!!!!! Jeg vil ikke have det!!
Nej vel? Jeg er SÅ rasende. Glemte link: http://politiken.dk/indland/ECE1827942/ja-til-havnetunnel-i-koebenhavn-udloeser-undren-og-kritik/
Åh nej, igen. Det passer mig ikke, det der.
Pis.
Ja så kort og præcist kan det siges
Det er grotesk! Fremtidens københavnere vil bande politikerne langt væk…
Så groteskt
Jamen… kan de det? Ja, kald mig bare naiv, men jeg troede, at det var fredet område, og at “vi skal værne om de rekreative områder i København” og mere i den dur. Det er jo en katastrofe! Intet mindre. Hvor bliver jeg trist 😦
Jeg troede også, at fredning betød, at noget var fredet. Der var masser af protester, da Ritt ville bygge på noget af Kløvermarken. Men det gælder ikke for biler. Åbenbart.
Min bedstefar var byplanchef i København og kæmpede fra 50’erne for en bilfri hovedstad og en metro som afløser for sporvognene. Men begejstringen for biler og busser var for stor! Det er i sandhed årets mørkestes dag. Ulla
Sådan har jeg det også, det der med lysten til at sparke en bil. Nu bor jeg ikke i Kbh., slet ikke i Danmark, men Schweiz, men følger selvfølgelig stadig med i, hvad der sker “hjemme”. Hvad jeg aldrig kan forstå, blandt alt det andet, jeg ikke kan forstå, er, hvorfor skrives der aldrig mere om sådanne ting i aviserne? En eller to dage, så er det nok. Videre til næste X-Factor, fodboldklubsnedtur osv., men temaer, der virkeligt burde være vigtige, dem har man ikke meget interesse i at skrive om.
Helle
Du har fuldstændig ret. Jeg bliver lige overrasket, hver gang jeg møder en overskrift med et eller andet fornavn, som så viser sig at være en realitystjerne, fodboldspiller eller noget andet ligegyldigt. men det er åbenbart det, der sælger aviser og tv.
Jeg kan slet ikke forstå, at vi ikke har en fælles interesse i at passe på vores by, vores land, vores planet.
Jeg har indtryk af, at Schweiz kunne lære os noget her. Måske fordi Schweiz har en meget kontant konfrontering med, at gletcherne forsvinder. Det var jo SÅ fedt at være i Zermatt, der har forbudt biler. Selv Geneve virker mindre trafikeret end København.
Hmm, nu kender jeg ikke Geneve ret godt, men byen er jo meget mindre en København, så måske derfor var der mindre trafik? Ja, Zermatt uden biler er dejlig. Desværre er schweizerne mindst ligeså forelskede i deres biler, som alle andre. Jeg har aldrig set så mange firehjulstrækkere som her, og den anden dag læste jeg i avisen, at vejnettet skal udvides rigtig meget de kommende år. Hvor de har tænkt sig at bygge de veje, ved jeg ikke, jeg synes, der er veje over det hele.
Okay, så havde jeg vist alligevel forstået schweizerne forkert. Øv, det er nok desværre noget globalt med forelskelse i biler