Når et kram ikke er nok

Cirka hver fjerde uge arbejder jeg frivilligt i klinikken for udokumenterede migranter. Folk, der opholder sig i landet uden de nødvendige dokumenter og tilladelser, har ikke ret til lægehjælp. Med mindre det drejer sig om noget akut og uafviseligt. Det kan være fødsler, ulykker, blindtarmsbetændelse og sådan nogle ting. Fejler de alt muligt andet, kan de komme i vores klinik, som er drevet af Røde Kors og frivillige læger, sygeplejersker, jordmødre, fysioterapeuter, tandlæger og andre forskellige sundhedspersoner.

I klinikken kommer alle slags mennesker. Strandede back packere, fyrede au pair piger, hjemløse, østeuropæere, flygtninge og andre, som falder udenfor de etablerede systemer. Man kan sige, at vi gør en indsats for, at der ikke findes døde mennesker i gaderne, og vi sparer det etablerede sundhedsvæsen for mange penge, ved at behandle sygdomme, inden de udvikler sig til noget akut. Og vi gør de mennesker en meget stor tjeneste ved at hjælpe dem med at tage hånd om deres helbred.

Jeg holder ret meget af det arbejde. Jeg lærer en masse hver eneste gang, og jeg bliver helt rørt over, hvor meget mennesker kan klare. Klinikken er næsten altid fyldt af glade patienter, som er enormt taknemmelige, og for det meste kan vi løse deres problem. Det kan være en sårrensning, antibiotika eller diabetes. Det kan være gamle krigsskader eller forstuvede ankler. Det kan også være druk og stoffer, der giver revne skind. Eller det kan være frostsår og lungebetændelser om vinteren. Vi ser mange gravide, som kan følge en svangrekontrol hos os, hvor vi holder øje med både kvinderne og børnene. Tandlægerne trækker rådne tænder ud og sætter fyldninger i andre. Kort sagt en myriade af mennesker og problemstillinger. Og jeg går altid glad hjem igen.

Eller, næsten altid. For selvom man er ung og lever i skjul for myndighederne, kan man godt blive alvorligt syg. Og det sker, at jeg møder nogen, som viser sig at være dødeligt syge på en måde, som det etablerede sundhedssystem ikke kan definere som akut. Altså noget man dør af, men ikke med det samme. Kræft, for eksempel. Og så står vi der. Med al vores viden og erfaring. Med kroppe, der er ved at sprænges af afmagt. Og vi ser på den unge kvinde, som ikke kan rejse ‘hjem’ og få behandling. For hun har hverken penge til flybillet eller hospitalsbehandling. Og vi kan kun åbne armene og give hende de længste kram. Og tilbyde medicin for smerterne. Hun har mennesker, der elsker hende. Og alting er nok i den sidste ende bedre end ‘hjemme’.

Jeg får en ubændig lyst til at lægge min arm om hendes skuldre og tage hende med til hospitalet. For hun er alt for ung til at dø.

Approximately every four weeks, I volunteer in the clinic for undocumented migrants. People staying in the country without the necessary documents and permits are not entitled to medical care. Unless it’s something urgent and undeniable. It may be labour, accidents, appendicitis and stuff. For any other disorder, they can come to our clinic, which is run by the Red Cross and volunteer doctors, nurses, midwives, physiotherapists, dentists and other various health professionals.

All kinds of people come to the clinic. Stranded back packers, fired au pair girls, homeless people, Eastern Europeans, refugees and others who fall outside the established systems. One can say that we make every effort to ensure that there are no dead people in the streets, and we save the established health care system a lot of money by treating diseases before they develop into something acute and serious. And we are doing the people a great service by helping them take care of their health.

I care a lot about the work. I learn a lot every single time, and I get touched by how much a person can handle. The clinic is almost always full of happy, grateful patients, and most often we can solve their problem. It may be a wound cleansing, antibiotics or diabetes. It may be old war injuries or sprained ankles. It may also be drinking and drugs, providing crack skins. Or it may be frostbite and pneumonias in winter. We see many women who can follow a prenatal care with us, where we are watching both women and children. The dentists pull rotten teeth and put fillings in others. In short, a myriad of people and issues. And I always go home happy.

Or almost always. For even if you are young and live in hiding from the authorities, you can become seriously ill. And it happens, that I meet someone who turns out to be fatally ill in a way, that the established health system can not define as acute. So something you die from, but not immediately. Cancer, for example. And there we stand. With all our knowledge and experience. With bodies that are bursting with impotence. And we look at the young woman, who can not travel ‘home’ and get treatment. For she has neither the money for airfare or hospital treatment. And we can only open our arms and give her the longest hugs. And provide medicine for pain. She has people who love her. And everything is probably in the end better than ‘home’.

I get an uncontrollable urge to put my arm around her shoulders and take her to the hospital. For she is far too young to die.