Category Archives: Cykling

by - 4 kommentarer

Trafikmokke

Og mokken – det er mig. Jeg er en trafikmokke og en trafikmoralist. Hvor svært kan det altså være med det der færdselslov? Det er da smart nok, at der findes nogle regler for, hvordan vi bevæger os rundt imellem hinanden. Eller hva’? Jeg bliver virkelig så mokket, når jeg gang på gang, dag ud og dag ind, bevæger mig afsted med livet som indsats. Fordi medtrafikanter har deres helt personlige færdselsregler. Så DE kan komme hurtigt afsted. Nåmn det gør vel heller ikke så meget, om der ryger en enkelt cyklist på den bekostning. Jamen hvad er der blevet i vejen med at vise hensyn? Til dem der slår sig mest, f.eks.?

Hver evigt eneste morgen, er der bilister, der fræser ud fra en sidevej. Jeg cykler afsted og ligner pigebarnet fra Excorscisten med et hoved der drejer rundt og rundt og rundt – for at fange truslerne, inden de rammer mig. Alligevel bliver jeg hver dag overraskket af et eller andet kækt menneske, som fræser i fuld fart frem til hajtænderne. Enten bremser han op – eller også gør han ikke. Spændende hver gang. Så kør dog stille og roligt hen til de hajtænder, så jeg slipper for nærdødsoplevelser.

Så er der dem, som kører helt frem og holder på tværs af cykelstien, så de bedre kan se. Og en anden én må hugge bremserne i og næsten gå på næsen. Fordi det er mig, der slår mig. Og der kan han så holde længe…… Fordi en anden en har parkeret sig lige bag ved. Kan vi ikke bare være enige om, at cykelstien er for cyklister?

Forbudet mod at tale i mobiltelefon ser ud til at virke. Én eller to gange i løbet af min morgentur fræser en bil ind og laver en flot parkering på cykelstien. Så han kan tale i sin mobiltelefon. Og jeg bremser, så det hviner og må ud i rabatten for at komme forbi. Den cykelsti, ik? Den er ikke en parkeringsplads. Den er der sådan set for at sørge for en lille smule sikkerhed for os på to hjul.

Og så er der selvfølgelig ham, der skal skynde sig til højre (eller venstre) ad den sidevej, som jeg er ved at krydse. Det er der, hvor min grænse for hverdagsspænding bliver nået. Enten foretager jeg et ninja-spring med cyklen – eller hugger bremsen i – igen. Jeg ved ikke, om ham inde i bilen føler lidt spænding? Men min puls ryger omgående i det røde felt, og jeg får frysefornemmelser hele vejen ned til tæerne. Det der – det skal I bare lade være med, ikke?

Cyklister er ikke fødte trafikmoralister. Det kommer ikke med cyklen. Og til alle jer, der ikke gider smutte over i den rigtige side af vejen: Smut. Lige pludselig en dag, så ramler vi knoldene sammen, gør vi.

Det er altså ikke særlig svært. Og det ville gøre livet så meget lettere. I morgen tidlig tager jeg løbeskoene. Så går halvdelen af vejen igennem skoven.

by - 2 kommentarer

Kærlighedserklæring

Vi skal have genoprettet lidt humørbalance her på bloggen. Mit raseri er ikke længere indestængt men blev sluppet løs i lys lue, og de sidste dage har faktisk været ren optur. Der kunne godt komme et langt indlæg om trafikbrokker, men det kommer en anden dag.

Jeg elsker at sætte mig på min racer hver morgen. Den har fået dækindlæg, så vi er enige om det der med luft indeni på turene. Den er smurt og strammet, og den har fragtet mig flere hundrede kilometer i denne uge.

Vi har været frem og tilbage til Hillerød, indtagen den dag det blev i løbesko. Vi har været til konference i Falkonercentret og til kursus i Ingenørernes Hus. Og jeg bliver så kisteglad, at jeg kunne slå flik-flak, hver gang jeg kommer ud og ser den stå uantastet, lænket til lygtepæle eller cykelstativer. Med luft i dækkene. Tak, fordi I har ladet den stå. Selvom den står der og ser lækker ud.

Jeg elsker at suse ud af landevejen, og jeg suger de sidste ture til mig, inden den bliver opstaldet for vinteren.

Jeg bruger kun min cykelform til ren fornøjelse. Gider ikke stille op i løb. Men hvad jeg har mistet i hurtighed i løbeskoene, har jeg genfundet på to hjul. Der er ikke noget ret meget bedre end at suse forbi en updressed mandsling i farverigt cykeltøj. Jeg ELSKER det. Man kan høre hvæset fra hans overraskede pusten i et splitsekund. Og jeg er så lav, at det kan redde min morgen. Helt.

Jeg elsker også, at jeg altså bare vælger at cykle til Helsingør for at besøge venner, jeg ikke har set alt for længe. Der er så meget frihed i at kunne. Så meget frihed i at kunne suse forbi Kystbanestationen og blæse på togtider.

Jeg elsker, når jeg møder hende der fra Blovstrød, som storpustende henter mig ved lyskrydset for at fortælle, at hun hver eneste gang, hun ser mig, knokler løs for at holde trit. Og at det aldrig lykkes.

Jeg elsker efterårsturene. Luften er sprød og klar. Farverne er varme og røde. Fuglene kan stadig kvidre, og jeg kan stadig svede.

Om ganske kort tid bliver min cykel kærligt sat i vinterhi i gæsteværelset. Hvor vi kan stikke hovederne sammen og mindes de dejlige sommerture og sammen glæde os til dem, der kommer.

Racercyklen klar på eventyr

by - 0 comments

En rådden dag, hvor alt endte godt

One of those days…. Vågnede i går med følelsen af symbiose med hovedpuden. Har vi nu tilbragt timer nok sammen i de sidste uger? Næppe.

Mærkede en velkendt prikken i venstre balle. En byld på vej. Et fænomen der optræder med mellemrum, som er undersøgt og undersøgt og undersøgt. De rummer ikke bakterier, og jeg har selv en vag fornemmelse af sammenhæng til en rejse til Afrika for mange år siden. Jeg lever med dem. De varer et par dage, gør hundeondt, væske lidt og forsvinder igen.

Kiggede lidt på mine cykler. Og valgte at skifte slangen på racerens fordæk, så jeg kunne suse afsted på den i morgenluften. Nåede forbi Tokkekøb Hegn, så sivede luften ud af bagdækket. Og dagens plan faldt sammen. Der stod jeg med min cykelpumpe og planerne om at gå tidligt fra arbejde, så jeg kunne nå at lave aftenens foredrag færdigt. Hvorfor være i god tid, når man kan arbejde under pres?

Min kollega, Jan, kom tilfældigt forbi i sin Berlingo, så ind med min cykel og videre på arbejde. Tak til ham, som så også skulle tidligt afsted igen til et møde inde i byen. Og så kunne min cykel og jeg jo kravle bagi igen og hoppe af i Birkerød. et nul til Berlingo.

Surfede lidt modløst rundt i titusindevis af billeder fra utallige ture og ekspeditioner. Men fik alligevel sammensat noget foredrag, som rummede lidt af hvert uden at drukne folk i mine feriebilleder. Piskede afsted på min citybike, som også trænger til en alvorlig overhaling og nåede ikke noget mad. Susede ned mod Halmtorvet og Øksnehallen, da en kassevogn svinger til højre. Og bliver ved med at svinge, selvom vi har øjenkontakt. Jeg har fart på og slingrer afværgrende til siden og slipper med et slag mod baghjulet. Af den dumme stodder, som bare kører videre, mens både jeg og de omkringstående råber højt efter ham.

Så med pulsen i rød zone og rystende ben stepper jeg ind i bygning 55 ved Øksnehallen og bliver modtaget med knus og kram. Og afleverer mit foredrag, som folk faktisk sidder helt stille og lytter til, selvom loppemarkedet allerede var i fuld gang. Og selvom projektoren lavede sære ting med farverne på mine billeder. Og som folk havde en million spørgsmål til bagefter. Så jeg satte mig sådan helt glad og afslappet og drak lidt øl, inden jeg styrede cyklen tilbage til Birkerød (og igen drømte om en lejlighed i byen).

Nu har jeg rettet en smule op på forholdet til min hovedpude og forsøger at kickstarte en alf med kost og spand gennem huset.

by - 2 kommentarer

Dage på fødegangen

Så blev jeg færdig med at føde babyer for nu. Det har været lærerigt at være med på fødegangen, og en særlig tak til jordemoder Sarah, som jeg har haft fornøjelsen af at følges med i to dage. Skulle jeg have børn, ville jeg elske at have hende omkring mig. Så heldigt at hun lige var vendt hjem fra nogle måneder i Grønland, så hun havde en fornemmelse af, hvad jeg havde brug for. Jeg føler mig lidt bedre rustet. Og jeg har suget til mig af hendes ekspertice.  Det er sjovt, når jeg sådan kommer ud i noget klinisk arbejde, mærker jeg et stik af savn. Jeg har virkelig elsket at arbejde som sygeplejerske, og jeg tror ikke, jeg er færdig med det. Jeg vender aktid tilbage til at lave noget klinisk. Om det så er på danske hospitaler, førstehjælp i ødemarken eller sundhedsarbejde i tredjeverdenslande. Jeg elsker det. Det er mit oprindelige fag, og en life long kærlighed. Jeg elsker også at lave forskning og projekter, og egentlig har jeg det helt perfekte arrangement for mit arbejdsliv. Lige nu arbejder jeg med at skabe bedre vilkår, bedre behandlingskvalitet og bedre rammer for det offentlige sundhedsarbejde, og jeg har altid muligheden for at arbejde klinisk ind imellem. Og altid muligheden for at vende tilbage.

Dagene på fødegangen har præsenteret mig for en vifte af meget forskellige kvinder. Jeg forbløffes over, hvor forskelligt kvinder arbejder med deres fødsel. Nogen kvinder går næsten i panik og overlader ansvaret til jordemoderen eller lægerne. Andre kvinder insisterer hårdnakket på deres ret til ansvar for deres fødsel. Kvinder kommer på fødegangen, arbejder sig gennem veer og smerter, presser barnet ud i ganske få veer og tager tilfredse hjem efter et par timer. Andre kvinder kommer med forventninger om at arbejde sig igennem fødslen og tage hjem med deres nye barn, men møder komplikationer og må overgive ansvaret til fagpersoner. Måske er deres barn i risiko, måske er de selv. Måske må de overlade deres lille barn til kompetente børnelæger, og måske risikerer de at miste den drøm og det håb, som et lille nyt barn er. Fødegangen rummer det hele. Og noget af det, jeg elsker ved at arbejde klinisk, er det uforudsigelige. Måske var det derfor, jeg arbejdede med børn med krææft i så mange år? Jeg vidste aldrig, hvad dagen ville bringe, og jeg skulle være parat til at møde hvad som helst.

Ugen har ikke levnet mange timer på matriklen. Og nu sidder jeg træt og tilfreds med et glas rødvin. Var lidt forundret over en vis træthed i benene, indtil jeg regnede ugens cykelpensum. Det er blevet til 325 km, og jeg droppede med helt god samvittighed den løbetur, jeg havde tænkt mig for i dag. Det bliver en tur i morgen i stedet. Cykelturene har været mere end almindeligt våde. Blev faktisk seriøst i tvivl i går om vi var smuttet ind i oktober. Bare sådan ved en fejl.

by - 4 kommentarer

Scener fra en færge

Jeg kommer om bord på færgen i Ebeltoft og ser mig rundt efter et bord. Finder til min overraskelse et bord ved et vindue. Der sidder en fyr, og han nikker til at jeg kan sætte mig på den ledige stol. Og så er det, han rejser sig op, og jeg ser ham. BMI ca. 30 – ca 190 cm høj. Iklædt en betænkeligt udspilet t-shirt fra Hard Rock Café, Honolulu og blå shorts, der kravler højt op på hans imponerende lår. grå-hvide tennissokker med en rød og en blå stribe i en no-name kondisko. Øverst en lille hestehale. Jeg tror, hans indre billede var, at han var cool.

Jeg er nødt til at fortælle om en anden tur med færgen. Fra Århus, dengang for næsten tre år siden. Det var seks uger efter min sidste kemobehandling, og jeg var stadig isoleret, fordi jeg stadig ikke var i stand til at producere hvide blodlegemer til at beskytte mig mod infektioner. Morten Quist var den direkte grund til mine færgefærd. Han var og er fysioterapeut i et projekt på Rigshospitalet, og jeg havde kendt ham i flere år, før jeg blev syg. Han havde udfordret og tirret mig til at melde mig til cykelløbet Sjælsø Rundt sammen med en gruppe unge tidligere kræftpatienter. Sjælsø Rundt er 125 km. Og jeg er jo nem.  Min egen udfordring var også at få mig og min cykel til København, når nu jeg stadig var for sart til at køre i tog med andre mennesker.

Det er nok kun mig, der gør sådan noget. Jeg spændte min Bob-trailer bag på cyklen, cyklede ned til færgelejet, og stod udenfor under hele overfarten. Heldigvis var det netop i de dage, sommeren faldt i 2007. Jeg var stadig pilskaldet og havde tørklæde om hovedet, og jeg var også stadig lidt for følsom overfor solen stråler. Så jeg var pladret godt ind i noget faktor kæmpemeget. Da vi nåede Odden Færgehavn, cyklede jeg ud fra færgen og startede mod København.

Jeg havde en fantastisk tur gennem et Nordsjælland, jeg ikke kendte så godt på det tidspunkt. Sejlede med de små færger fra Kulhuse og Hundested. Solen bagte og fuglene kvidrede. Jeg var fuldstændig beruset af en følelse af frihed. Der er langt til København, og jeg cyklede det meste af dagen. Med ispauser og færgeture. Og ankom i højt humør hos mine piger på Frederiksberg.

Jeg hvilede et par dage og kørte så Sjælsø Rundt sammen med fem andre fra Proof of Life Vi kørte et helt socialt løb og ikke i nogen imponerende fart. Alligevel krydsede jeg mållinjen med en stor klump i halsen. Efter endnu nogle dage i København cyklede jeg igen nord på og sejlede hjem til Århus igen. Og jeg fik ikke ros af min læge på hospitalet, da jeg kom til kontrol nogle dage senere.

Men hvad ved han?

by - 2 kommentarer

Hvorfor cykler hun?

Det er næsten dagligt tilbagevendende for tiden, at jeg tager de 22-25 km fra et eller andet sted i København hjem til Birkerød i mere eller mindre mørke. Igen i aften blev det halvsent. Et møde om en videnskabelig artikel, som vi har haft i noget støbeske i et års tid, fortsatte til omkring klokken 19. Nu skal den vel også nærmest til at være færdig? Snart.

Og så smuttede jeg lige forbi Frederiksberg og fik lidt aftensmad. Og blev modtaget med noget, der lignede jubelscener af de små tøsepiger. Så bliver man jo ligesom gerne, indtil man har læst Pippi Langstrømpe og sunget Mester Jakob. Og Alma sover trygt.

Og jeg tager turen igen i morgen. Ikke til Frederiksberg, men til Politikens Hus og høre Kirsten Hastrup fortælle om Knud Rasmussen og sin nye bog, Vinterens hjerte. Jeg har selv lidt af en livslang fascination af de ægte gamle helte. De store opdagelsesrejsende og de store polarforskere. Det har Kirsten Hastrup også, og det må jeg bare høre. Ud over det har hun altid været en enorm inspiration for mig som kvinde, som forfatter, som antropolog og som forsker. Og torsdag aften fortsætter eventyrene, for der holder Rasmus Krath foredrag i De Berejstes Klub om sine rejser blandt pirater i Somalia. Og så bliver jeg måske bare hjemme i stuen fredag aften. Sammen med nogle varme hveder.

Jeg bliver ind imellem mødt med undren over mine cykelture. I lørdags, f.eks., sagde Søren, som jeg var til fest med, da det gik op for ham, at jeg ville tage turen hjem på cykel: Jamen Helle, man må jo gerne give slip en gang imellem. Jeg så lidt undrende på ham og forstod egentlig ikke, hvad han mente. Give slip??? Nåmen, han troede jo, at det sådan er noget, jeg gør for at være sej. Eller holde fast i noget træning. Eller noget. Fnis altså  – jeg er ganske u-sej. Jeg orker bare ikke at skramle cyklen ned ad alle trapperne på Nørreport, vente i 20 minutter på et s-tog på verdens grimmeste s-togsstation, rumle afsted til Birkerød i en halv time, for så alligevel at skulle cykle 4 km hjem fra stationen. Helt ærligt. Jeg vil MEGET hellere cykle hjem gennem en forårsnat (selvom lige netop den nat viste sig fra en mere vinteragtig side, temperaturmæssigt). Og det tager lige nøjagtigt lige lang tid.

by - 9 kommentarer

Sushi og flødeboller

Jeg er fredagstræt. I benene efter mine 80-90 km på cykel med høj puls i går. I hovedet efter projekter, møder, politikere, rapporter og referater i en uge på højtryk. Og i hele kadaveret , fordi jeg råber på weekend. Dagen startede også lidt absurd tidligt, fordi det var min tur til morgenmad. Så man så lige mig afsted på MTB’en med fire brød i rygsækken – i regnvejr! Og modvind! Men det er så fedt med den fælles fredags-morgenmad.

Så på vejen hjem igen susede jeg i Irma og købte sushi og videre forbi tehandleren efter Summerbird flødeboller. Og så er det weekend, ja det er. Jeg savner en ordentlig sushibar. Det findes bare (heller) ikke i Birkerød, men Irmas er som regel et okay alternativ. Because you’re worth it, ik? Det er ikke meget mad, jeg har lavet i denne uge. Men det har været okay alligevel. Reddet på stregen af vores helt igennem okay kantine.

Nu vil jeg hvile benene og nyde den gennemtrængende fredagsfornemmelse. I morgen står den på 30 km løb – og fest om aftenen. Dagens cykle-hjem-sang er:

by - 0 comments

En dag på cykel

I går lod jeg løbeskoene hvile. Jeg tog den pink mountainbike på arbejde i Hillerød. Min hverdagscykel er sat i skammekrogen, mens jeg overvejer. Jeg spenderede næsten 3000 kroner på den inden isvinteren. Fordi de ca 25.000 km den havde kørt i sit unge 2½ årige liv havde tæret på den. I sidste uge postede jeg endnu 700 kr i den, og jeg er nødt til at have ny for og bagskifter oveni. De er slået ihjel af salt og sne.  Og jeg ved jo godt, at det selvfølgelig skal laves. Jeg kan ikke undvære den. På den anden side kan jeg sagtens bruge mountainbiken og raceren på skift henover sommeren. Men laves skal den jo. Og måske skal jeg så overveje at investere i en skodcykel med indvendige gear som supplement til kommende isvintre.

Men det var fedt at cykle afsted med et gear sæt, der virkede. Da jeg lukkede mig ud fra Regionsgården, skinnede solen, og pludselig var jeg 12 år. Jeg skulle hele vejen til København, men jeg kunne ikke overhovedet modstå at tage vejen igennem St. Dyrehave og videre gennem Tokkekøb Hegn. Op og ned på sporene. Rundt og rundt på opdagelse. Hilste på svaner, anemoner og røde egern.

Og helt forudsigeligt mistede jeg enhver form for overblik dybt inde i Tokkekøb Hegn. Så jeg cruisede frem og tilbage for at finde ud til noget landevej igen. Resten af turen til København foregik med himmelhøj puls, men jeg nåede mit møde – med sveden fossende.

Hjemturen var iskold, og jeg standsede i Lyngby hos “Det sunde Køkken” og købte en kæmpe sandwich med hjem. Det er så dejligt, at fimbulvinteren er slut, og jeg igen kan smutte rundt på cykel.

by - 0 comments

Grrrrrrrr…..

Min logistik og lidt til brød sammen. På dag 1 i min udfordringernes uge. Jeg har bemærket i nogle dage, at et eger var knækket i mit baghjul. Men det havde jeg jo ligesom ikke tid til at forholde mig til, vel? Og min forskifter havde også sat sig fast, så jeg efterhånden kun kunne køre i den store klinge, som en anden Bjarne Riis. Men det gik jo.

Indtil i dag. Mit baghjul raslede fælt, da jeg startede hjemmefra i morges. Men Santana i ørerne kurerede hurtigt den mislyd, og afsted gik det. I høj sol. Cykelskuret i Hillerød var proppet med cykler og kasser, så jeg hev Santana ud af ørerne og parkerede udenfor i solen. Og opdagede, at TO eger var knækket. Og at baghjulet var skævt. Oh no! Klokken 12 ville mit møde være færdigt, og mit næste møde skulle starte kl 14 på Bispebjerg Hospital. Og bagefter videre til Rigshospitalet. Og hvad med min cykel???? Christ!!! Hvorfor ender jeg igen og igen i sådan nogen situationer? Jeg spørger bare. (Og i morgen tidlig starter jeg på Bispebjerg – og videre til ansættelsessamtaler hele eftermiddagen i Hillerød – og torsdag hele dagen på Københavns Universitet – og – og – og) Hvis man aner et lille svirp af pressethed, er det ikke helt forkert.

Men der er løsninger på alt (næsten). Jeg klumpsede afsted på min skæve cykel til stationen i Hillerød, og tog den med til Bispebjerg. Her afleverede jeg den til en cykelsmed lige ved hospitalet, og han har den færdig torsdag morgen. Så kan jeg hente den på vej til Københavns Universitet. Og så går det hele nok alligevel. Håber jeg. Imens kan jeg så skumle lidt over, at det bare er fire måneder siden, jeg fik et helt nyt baghjul.

Denne dag skulle alligevel have en sang, som skulle være Corazon Espinado med Carlos Santana, men funktionen med at indsætte videoclip virker (heller) ikke lige nu.  I’ll be back. Er det okay at være en smule bitchy?

by - 2 kommentarer

Den pink mountainbike er klar

I formiddags kom May-Britt forbi belæsset med rygsække. Hun skal om et par måneder løbe et løb på mere end 200 km i England, og jeg havde tilbudt at hjælpe med at tilpasse rygsækkene, så hun kunne finde den bedst egnede. Godt jeg kan nøjes med mine 17 km til arbejde  med rygsæk. Jeg kommer sikkert til at gå mindst lige så langt til sommer – og med noget mere vægt – men hellere det. Men vi prøvede os frem, og det ser ud til, at hendes ældste – og tungeste – rygsæk er den bedste. Nu prøver hun nogle træningsture med den.

Bagefter gjorde jeg denne her klar til sommerspas og eventyr:

Og denne her mangler bare to nye bremseklodser, så er den også klar på noget solskin:


Og så sadlede jeg den pink og drog ud i skovene. Og nu kommer I med på tur. Først en lille rundtur i et hjørne af Rude Skov, så videre nord på, forbi Sjælsø, hvor jeg fandt nogle fine mountainbikespor. Kørte lidt på afveje og måtte ud på Isterødvejen for at finde videre. Tilbage på de små veje fandt jeg et par svaner i en lille sø.

Gennem lidt snørklerier fandt jeg Tokkekøb Hegn, hvor jeg tog på opdagelse med cyklen i en skov i forårsstemning:
Tokkekøb Hegn er nyt område for mig, men det er ikke sidste gang, jeg tager cyklen med herop. Skoven er smuk og der dukkede den ene lille og større sø op efter den anden. Ænderne snadrede rundt, solen spredte gyldne stråler

Jeg fortsatte ad små bitte veje gennem små bitte byer til Store Dyrehave, som duftede af træ og skovbund. Det er her, jeg løber igennem, når jeg løber til arbejde. Og det er her, jeg løber med mine kolleger, når vi gør det.

Da jeg var nået hele vejen igennem til Hillerød, vendte jeg næsen hjemad, men stadig gennem skoven. Der har en mountainbike det altså bedst. Men til sidst slap skoven op, og jeg måtte ud på asfalten og blandt bilerne. Sjovt nok mødte jeg ikke en eneste MTB’er på min vej. Solen skinnede på mig hele vejen, og efter ca 50 km rundt i de nordsjællandske skove var jeg grovsulten. Og tilfreds. Sæsonen er igang. Min frimærkehave er pudset, og jeg er bare klar på noget varme og sol.