- Fem timers togtur med en mekanisk legetøjskat i en plastikpose. Med bevægelsescensor. Som lå på hattehylden og mjavede. Hver gang nogen gik forbi eller toget duvede. Og det gjorde det hele tiden. Åh mand, hvor vi kom i kontakt med folk.
- The wonder boys of my family. De trådte i karakter i køkkenet. Smed os andre ud og lavede en fantastisk and. Med tyk sovs.
- Min søns humor – da han sammen med min datter gav mig et brætspil: K2. Om at bestige K2 i Pakistan. To sværhedsgrader. Lavet af en polsk bjergbestiger. Almost for real?
- At give min søn Derbyspillet, som han havde ønsket sig til jul. Det er udgået af produktion og kunne kun fås brugt. Jeg gik på jagt på nettet. Fandt først en, som ville sælge det alt for dyrt. Fandt en anden, men måtte melde mig ind i en brætspilsklub for at komme i kontakt med ham. Efter megen mailen frem og tilbage fandt han en kollega i Birkerød, som bragte spillet til byen, hvor jeg så kunne hente det. Og de spillede, mine unger, til klokken tre i nat.
- To små tøsepiger, som bare rånød den ganske juleaftensdag. Fra morgen til aften.
- Mine morgenture i løbesko gennem det dybfrosne landskab. Langs en tilfrosset Gudenå ad Pramdragerstien og en knasende Fladbro Skov. Med en luft der næsten gjorde ondt at indånde og med frostmærkede kinder.
- At taxa eksisterer i Birkerød lørdag aften
- Min datters smukke mave
- At Alma på 4 havde produceret en stor æske fyldt med julepynt til oldemorfar, så de kunne pynte juletræet sammen. Og det gjorde de.
- At jeg er tilbage i min store flydesofa og flader ud med himmelsk the på min nye tekande. Den gamle led en kedelig død, da jeg tabte teglasset ned over den. Teglasset var kram, men kanden brak.Og nu har jeg fået en ny. Af min mor og far. Og lover at lade være med at smide med noget igen.
Category Archives: Familieliv
Glædelig jul for pokker da
Julen er min tidslomme.
Hvor jeg drikker vin med mine unger og forældre og snakker rundt om bordet til sent.
Hvor computeren får lov at blive helt kold.
Hvor jeg hænger julepynt på træet sammen med Alma og min far. Fra den store kasse med pynt, som Alma har produceret i børnehaven.
Hvor vi går rundt i nattøj hele formiddagen. Og eftermiddagen. Og bare tager snetøjet udenpå, når vi skal kælke.
Hvor drillenissen er rejst med fra København og har fyldt støvlerne med chokoladenisser. Fnis.
Hvor drengene står i køkkenet.
Hvor Alma og Ella hyggesnakker løs på den der lidt afdæmpede forventningsfulde måde. Der er noget i gære.
Det er nu, vi sådan sover hulter til bulter rundt i mine forældres store hus. Og spiser morgenmad, når vi vågner. Det er nu, huset summer af hemmeligheder og raslende gavepapir.
Vi læser aviser og fortæller hinanden, hvad vi læser. Og diskuterer. Alt.
Vi drikker øl og snaps til frokost, mens ænderne syder i ovnen. Her lugter af jul. Og vi kværner kilovis af clementiner.
Jeg løber morgenture i sneen og mugger lidt over vinden. Og sneen. Og kommer rødnæset ind i julevarmen.
På en eller anden måde gør julen os til endnu mere ‘vi’ end til daglig. Jeg elsker at sidde her og lytte lidt til min store familie, der tusser rundt og forbereder. Inden jeg om lidt trisser med. Min jul er for evigt blandet med noget andet. Fordi det var lige i juledagene, at jeg fik min kræftdiagnose for fire år siden. Og det var i de dage, Alma blev født for fire år siden. Julen vil altid være en afsked og en begyndelse. Et farvel til mit “gamle liv” og et goddag til nyt liv, både for Alma og for mig. Begyndelsen er ved at få overtaget, kan jeg mærke. Min krop minder mig stadig om, at julen også hænger sammen med svulster i halsen og kemoterapi. Jeg får sære fornemmelser og vågner om natten, som om noget fylder i min hals og forhindrer mig i at trække vejret.
Men – HA – jeg trækker det vejr. Jeg er. Og vi er i den grad sammen om at være og om at lave vores jul til noget ganske særligt. Mit liv er landet på fødderne igen og tak for hjælpen.
GLÆDELIG JUL DERUDE. For pokker da!
Mit åndssvage liv?
Da jeg var færdig med at facilitere workshop i går, blev jeg frontalangrebet af vinter-snot. Mens jeg i mit stille sind sendte en bøn ud i æteren om, at den bare er på gæstevisit. Sidste år flyttede sådan en nærmest permanent ind og kulminerede først, da jeg forsøgte mig med Copenhagen Marathon. I maj. I hvert fald bestemte jeg mig for at blive hjemme i dag og pløje mig igennem endnu en bunke rapportskrivning. I varmen. Mens jeg kunne se ud på det der sne uden at få frostmærker på kinderne.
Og jeg skrev og skrev. Sendte spam-agtige mængder post ud i den regionale æter, og fik endelig, endelig noget form på den rapport, der har leget drillenisse de sidste uger. Her sidder jeg så med noget, der svagt kunne minde om fred i sindet og god samvittighed. Nå ja, færdig er jeg selvfølgelig ikke, vel. Færdig er et begreb, man kan bruge om mig selv og min krop efter skrappe løbeture. Eller når jeg har sovet for lidt. Ikke om rapporter. Eller mit job i det hele taget. Men sådan… fredagsfærdig. Efter en dag, hvor der hele tiden var te på kanden og blus på radiatoren. Helt klar på noget weekend.
Mens en replik fra et møde i aftes blev ved med at snurre rundt i mine indre mentale motorveje. Hvorfor har du indrettet dit liv så åndssvagt, Helle. Blev der sagt i forbindelse med noget snak om, hvor lang tid det ville tage mig at komme hjem. Smak – en kindhest.
Her sidder man så. Snart midt i noget halvtredsere. Alene, til fremleje, på landet uden bil. Okay, det med landet har jeg jo løst om lidt. Men replikken snurrede videre og begyndte sit eget liv. Og ja, hvorfor er det, at jeg ikke sidder lunt og godt i mine ungers barndomshjem og hænger julehjerter op i vinduet? Hvorfor er det, jeg ikke har holdt sølvbryllup eller har en Audi holdende i garagen? Der var mange gode grunde til, at vi ikke skulle fortsætte med at være gift. Og jeg er ikke stødt ind i noget mand, som jeg ville eller kunne slå pjalterne sammen med i fred og fordragelighed. Jo, jeg har haft kærester. Med og uden bil. Har også forsøgt et forkølet bofællesskab for længe siden.
Jeg er for vild, ville min mor sige. Og nysgerrig. Og skrap. I stedet flintrer jeg verden rundt i vandrestøvler og løbesko. Når jeg ikke arbejder mig selv halvt ihjel. Jeg bliver ved med at prøve. Og fejle. Og prøve igen. Og jeg måtte prøve at flytte mig fra Århus til København. Og få min lille (store) familie til at hænge sammen igen. Og bare se, hvad der skete ved det. Så er det, jeg sidder her og har for langt til alting. I en midlertidig bolig som en anden studerende.
Med replikken snurrende i baghovedet vred jeg mig alligevel af sted i løbeskoene, inden det blev mørkt. På raske fjed gennem skoven. Eller not. Det der sne er nu pakket, så man skrider rundt som en pløret allike. Det var hyle koldt. Og for at overbevise om, at jeg ikke byder permanent velkommen til vinterforkølelse, trak jeg i ekstra meget tøj. Mødte en pige, der holdt fast i sin hund. Fandme hvor er du sej, råbte hun. Det er osse skidehårdt, råbte jeg tilbage. Og pludselig var jeg på flade skiløjper og kunne sætte en slags tempo i løbeskoene. Op ad bakke er bare for hårdt. Søerne er dækkede af sne, og fuglene er ganske stille. En lille time i en skov, der langsomt blev pakket ind i skumring, skød min weekend i gang. Og så var det også nok med det. Intet kunne drive mig ud igen i kulden. Jeg har været ude. Nu må jeg godt sætte mig og hade vejret igen, ik?
Mens jeg bander lidt over at have for langt til alting.
When will you ever learn?
Det er på sin plads at reflektere lidt over noget dømmekraft og selverkendelse. Eftersom der igen ligger noget sammenkrøllet, udtrådt kvinde i en sofa et sted i Birkerød. Okay, det der vejr, det kunne jeg ikke have forudset, vel? Og – uden at dette igen i år skal udvikle sig til en vejrblog, så har det givet visse udfordringer. Både af logistisk slags og af den hmmm.. indre peace, love and harmoni. Altså TO DAGE holdt min cykel til det. Nu står den og skammer sig i cykelskuret i Hillerød med et brækket bremsekabel. Og der kan blive stående ja, indtil der er mindre trafikale udfordringer. Jeg boykotter den. Og kender I nogen, der har en halvgammel havelåge med indvendige gear og f o d b r e m s e stående, så vil jeg gerne overtage den. Og jeg betaler oven i købet gerne noget for den. Den anden kan blive boykottet, til vejret passer den igen. Nok om det – det giver masser af udfordringer med at traske til og fra stationer gennem bunker af sne. Flash backs i stribevis til noget lignende sidste fimbulvinter. Og jeg prøver – virkelig – at fokusere på, hvor yndigt, det ser ud.
Men det er ikke derfor, der ligger noget udkogt kvinde i sofaen. Det er noget sprogligt. Et lille meget enkelt ord, der aldrig rigtigt fandt vej til vokabulariet. Egentlig ikke spor svært at sige, men det bliver bare altid overhalet af noget ja-agtigt. Så nu sidder jeg i saksen igen. Med to megastore projekter, som skal være færdige inden nytår. Og hvor det er mig, der fører pennen og har en halv million mellemliggende deadlines. Og det er jo sådan noget, som mit arbejde går ud på. Men hvorfor jeg så har sagt ja til at holde oplæg i næste uge og til at facilitere en workshop og lave endnu et oplæg og og og……. Ved siden af alt det andet, som skal hjælpe med at give overblik over kvaliteten af behandlingen i Hovedstadens sundhedsvæsen. Altså – jeg piver ikke. Det er ikke synd for mig. Jeg gør det jo selv. Jeg er bare udkogt. Brugt. Weekendklar. Og lidt fuld af undren over, at jeg igen og igen og igen sætter mig en situation, hvor mine deadlines kradser i nakken og sparker mig til hjørne. Endnu en fredag med et par medbragte weekendprojekter, og hvor det alligevel er spændende, om jeg vågner til en rolig mandag uden skarpe kløer i nakken. Pfyiii altså.
Udkogt er jeg også fordi min weekend er aflyst. Nå ja – det bliver selvfølgelig både lørdag og søndag, men ikke som jeg havde planlagt. For to timer siden tikkede en e-mail ind og fortalte, at det halvmaraton, som min svoger og jeg løber hvert eneste år, var aflyst, fordi Randers var druknet i sne. Øv og bøv. Jeg havde håbet på at løbe en bare lidt bedre tid end i Skovmaren, fordi det er et forholdsvist fladt løb. Men hvad – jeg kunne jo have haft verdens bedste undskyldning! Værre er det, at jeg havde en aftale om at købe julegaver sammen med min mor. Men der er faldet en halv meter sne omkring deres hus, og hun skal ikke trækkes rundt i en iskold by med dårligt føre. Så vi venter til næste lørdag, og jeg krøller min billet sammen igen.
Og læner mig behageligt tilbage i sofaen.
En aften i linje E
Sikke en aften i går. Vandet fossede ned fra himlen i rå mængder, og vinden peb om hushjørnerne inde i København. Jeg havde været på cyklen til Glostrup til et heldagsseminar. Bagefter tågede jeg lidt rundt derude i Glostrup og omegn for at finde ind til Frederiksberg. For pokker da – hvornår lærer jeg at følge de autoriserede veje og lade være med at udforske stier, der narrer mig til at tro på smutveje. De bluffer, gør de. Men jeg måtte til Frederiksberg til hyggeaftale med min Sofie. Som er ved at have den fineste runde mave.
Hen på aftenen trak jeg i hele cykeludstyret. Og skumlede lidt ud mod det der vejr. Jeg skulle omkring Østerbro og hente en liter dyr og lækker friskpresset olivenolie, direkte fra Italien. Og styrede mod Svanemøllen station, for cykle hele vejen hjem i det inferno – det gad jeg bare ikke. Da jeg bar min cykel ned ad trapperne på stationen, passerede jeg en lille støvet fyr med en bajer i hånden.
Hva’ fanden, råbte han, har du ikke en mand, der kan hjælpe dig?
Næh, sagde jeg grinende.
Jeg vil gerne hjælpe dig resten af livet, råbte han, lyder det ikke godt?
Det lyder fint, sagde jeg, tak for det.
Han steg ind i samme vogn som mig. Her sad en anden støvet fyr og læste avis ved cykelstativerne. Her slog han sig ned på gulvet, og jeg satte mig lidt væk. Først sludrede de om løst og fast, mens jeg funderede lidt over de to skæbner i flexrummet. Pludselig råbte min hjælpsomme ridder højt. Og den anden bad ham holde mund og opføre sig ordentligt. Den første råbte, at han havde besteget bjerge i sin ungdom og var stærk. Så han skulle ikke slå.
Du skal alligevel opføre dig ordentligt, sagde den anden fyr. Den første råbte videre, at han havde været tortureret, da han var i krig. Og at han var ligeglad. Konen havde forladt ham og børnene var voksne, så han ville bare drikke sig ihjel. Og råbte igen, at den anden ikke skulle prøve på at slå ham. Han rykkede lidt væk og satte sig på et sæde. Og mumlede lidt videre i skægget, mens han drak af sin øl. Den anden læste tavs og koncentreret videre i avisen.
Og jeg tænkte lidt over, hvordan skæbner kan føre ad forskellige veje. Hvor trist at sidde der i linje E med sin bajer og være ligeglad. Hvor trist at have sluppet tøjlerne i sit liv. Og bare sidde der med desperationen fløjtende ud af alle porer. Selvom børnene er blevet voksne og konen er væk. Han kunne godt have brugt et lille kram, men ingen får lyst til at give ham et.
Priviligerede frirum i børnehøjde
Torsdag eftermiddag fik jeg fint besøg. Ella og Alma signede ind til pasta og kødsovs med overnatning. Og jeg tog fri om fredagen. Øh, næsten fri, blev det, men det er en anden historie. Og så blev jeg gang på gang sendt på rejse tilbage. Børnestemmer og små børnekroppe kalder historier og følelser frem.
Fornemmelsen af en et-årigs næsten udmattede tillid, når dagen er slut, og hun putter sig med sut og suttekanin helt ind i favnen. Jeg kunne pludselig mærke hendes mor sidde på samme måde i mine arme, med sut og sutte-tshirt. Tidspunktet hvor ulvetimen er glemt og tilgivet, og som gør det hele “worth it”.
Når den et-årige omhygeligt piller alle gulerødder ud af kødsovsen for at spise dem med nydelsen printet i hele det lille fjæs, og den treårige gør det samme for at lægge de orange småstykker over på søsterens tallerken. Det er i sådanne øjeblikke, at madplanen går op i en højere enhed. Og jeg var sendt tilbage til tidligere tiders middagsborde, hvor jeg var vegetar. Nogen børn spiste ærter andre ikke. Nogen børn spiste kød, andre børn gjorde det kun, hvis kødet var hakket til ukendelighed. Nogen børn skulle have sovs ved siden af, andre børn gik i kramper, hvis ikke sovsen landede præcist midt på pastaen.
Huskede pludselig nætter med et halvvågent barn, som nænsomt blev vugget i søvn i min favn, mens jeg var ved at sprænges af tissetrang. Og huskede natlige toiletbesøg med halvsovende barn i armene.
Drømte hele natten livagtigt om tidligere tiders faste rolle som sandwichfyld mellem to nattevarme børn. Og var tredve år tilbage, da den treårige med et smil, der flækkede helt af begejstring, rystede min skulder og fortalte, at det er dag. Morgener var i høj kurs hjemme hos os. Enhver morgen vakte udelt begejstring, og begejstringen i min seng fredag morgen boblede ud over hele rummet, da også den etårige slog øjnene op og opdagede morgenmiraklerne. Krummerne fra riskiksene på mit lagen, var det vist kun mig, der bemærkede.
På tur i skoven, hvor den treårige med forbavsende energi sprintede i forvejen op ad St. Maglebjerg, og jeg kæmpede bagude med klapvogn og etårig på noget stiagtigt udenfor kategori. Senere på legepladsen udviste hun uomtvistelige talenter for klatring. Vi byggede huler og flyttede rundt på trækævler, mens hun dirigerede slaget. Og med ét var hun træt og skulle tisse, så vi ræsede hjem og nåede det.
Samlede en million kastanjer og arrangerede dem i bunder efter størrelse. Først skal de store på tur, sagde den treårige, og samlede de store kastanjer i en skål. Senere tømte de begge to træet for paradisæbler og pladrede i vand, selvom det var for koldt. Mens jeg sad og kiggede på og blev helt henrevet over, hvordan kastanjer eller paradisæbler i en spand kan få personligheder.
Vi tegnede og klippede og hængte på køleskabet. Og stuen er fyldt med klippesnuld, æblebidder og farver. Kastanjerne kom jo med hjem. De fleste af dem.
Og jeg er en grænseløs mormor. Man må næsten alt hos mig. Jeg mærker en gammelkendt refleks fra mit morliv, som omgående bliver aflivet. Jeg er den priviligerede. Vi har noget priviligeret sammen, har vi. De må spise tyggegummi til morgenmad, de må lege med vand, de må spise inden aftensmaden. De må falde i søvn på sofaen, de må sove i min seng, de må sove så længe, de kan. Fordi jeg skal ikke have noget hverdag til at hænge sammen. Vi kan lave vores frirum sammen, kan vi. Og vi skal ikke andet end at være sammen, når vi er det.
Kreativ træning
Vores tur til The Cleveland Way i England har flyttet lidt på min opfattelse af træning. For nogle år siden så jeg på løb til og fra arbejde som ‘dårlig træning’. Jeg ville mangle intensitet og kvalitet i den træning. Dengang. Senere er jeg så alligevel begyndt at løbe til og fra arbejde. Sådan har man jo standpunkter, til man ændrer dem. Det er da skidego’ træning – til det, jeg skal bruge den til i dag. Og jeg skal jo alligevel frem og tilbage. Turen i England har flyttet mit perspektiv endnu mere. Nu bruger jeg i stigende grad løbeskoene som transportmedium. Som et helt frigørende alternativ til s-toget. På en eller anden måde giver det mig en forrygende følelse af frihed og uafhængighed.
Og det giver mig en fornemmelse af at kunne få enderne til at nå sammen. Det der arbejde sluger en (alt for) stor bid af min tid. Det kunne fremkalde stress og frustrationer. Og jeg bliver nødt til at tænke kreativt for at kunne træne det, jeg gerne vil. Men får jeg trænet godt nok – og nok, forsvinder de vage tegn på, at jeg er for presset. Træningen bringer noget balance ind i mit liv og hjælper mig til at finde mine ben. Sådan ret bogstaveligt. Og det hjælper mig til at holde både balancen og tungen lige i munden midt i den storm af opgaver, der flyver ind over mit skrivebord i en konstant hvirvelvind.
Anyways – i dag havde min Sofie inviteret til fødselsdag med frokost og kager. Og jeg ville gerne lave en lang træningstur. Så jeg pakkede da løberygsækken med festligt tøj og fødselsdagsgave, snørede skoene og tøffede afsted gennem skoven sydpå. Og sikke et vejr at løbe afsted i. Solen har givet røde kinder, og den strålede fra en skyfri himmel hele turen. Jeg mødte nogle løbe-bekendte fra Birkerødderne i skoven og standsede for at sludre lidt med dem. Jeg får aldrig trænet i den klub. Fordi jeg stort set aldrig er hjemme fra arbejde tidsnok.
Fra skoven fortsatte jeg ganske kort ad Kongevejen, men blev hurtigt træt af trafiklarmen. Så jeg trak væk fra vejen og løb bagom gennem Virum og forbi Lyngby Sø. Og så var det slut med freden. Herfra var der trafik, og jeg fyldte ørerne med musik i stedet. Jeg skal have købt en væskeblære. Det lovede jeg Jesper, da vi løb i England, og det vil være en god idé til mine “transportture”. I stedet for at standse for at drikke.
Efter lige godt to timer trykkede jeg på ringeklokken på Frederiksberg og steppede i brusebad. Og var klar på noget fødselsdagsfest.
Blodbad i Birkerød
Alma var krøbet op på mit skød, mens vi nød vores lakrids-is efter middagen. Eller elekrids, som det hedder i Almas univers. Sengetiden nærmede sig, og inden længe skulle Alma puttes i mit soveværelse. Hun er nemlig i skovbørnehave i Birkerød i denne uge, og børnehaven ligger kun omkring 200 meter fra mit hus. Derfor havde jeg grebet chancen og hentet hende, mens jeg endnu havde fri. Og vi havde nullet rundt og hygget os med tusser, modellervoks og græsplænen. Nu åndede alt fred. Fred før dynetimen.
Alma tussede hen og hentede en plastikskål, så resten af isen kunne smelte og blive til en lækker ’elekrids-suppe’. Og jeg rejste mig for at rydde bordet og fylde opvaskemaskinen. Jeg skulle bare have ladet det hele stå, skulle jeg. Pludselig smuttede min store kokkekniv ud af hænderne og styrtede lodret ned og ramte min lilletå. Jeg hylede lidt op, for det gjorde ondt, ondt. Alma kiggede lidt overrasket på mig og begyndte at grine. Jeg grinede også, fordi det var så åndssvagt. Og samlede kniven op og lagde den på plads i opvaskemaskinen. Og opdagede, at blodet piftede ud af min fod. Jeg humpede tilbage til spisebordet for at fange min serviet til at tørre noget blod af. Og Alma råbte op. Der var et stort blodspor efter mig. Ikke bare små stænk, men en motorvej. Jeg fik tjekket foden og så, at jeg havde lavet et rent, tværgående snit i min lilletå. Og selvom den er lille, pumpede blodet ud. Jeg sad et øjeblik på gulvet, og der bredte sig en blodpøl omkring mig. Godt der var en knogle til at standse kniven, ellers var tåen da snittet rent af.
Nå da. Jeg samlede servietten stramt om tåen og komprimerede i håb om at standse blødningen. Nu var Alma blevet lidt forskrækket over alt det blod. Når jeg lettede trykket på tåen, fossede det igen ud. Så jeg blev siddende med tiltagende kramper i tommeltotten. Efter et kvarter var situationen helt uændret, og Alma var ved at være rigtig træt. Plaster og forbindingssager lå ovenpå. Og det er ikke holdbart at hoppe på et ben op ad sin lyse, ubehandlede trætrappe, mens man holder krampagtigt på sin højre lilletå. Så jeg måtte ringe til mor’en. Og så forsvandt Alma ind på sofaen. Jeg hoppede på et ben derind, og hun lå og gemte sig under sin pude. Nu var hun rigtig forskrækket og ked af det. Men vi fik os snakket igennem det, og blev enige om, at trods alt var godt, at det min tå, og ikke hendes.
Det lykkedes at komprimere. Efter mere end en time og en krampe i tommelfingeren, der stadig kan føles idag, stilnede det af. Og jeg undlod det med skadestuen. Det blev også for uoverskueligt. Men Alma og jeg må finde os en ny dag sammen, og Alma lærte, hvorfor det er godt at bruge hjemmesko. Gjorde jeg? Don’t think so. Jeg går altid i bare tæer. Som en af mine gode venner skrev, – ikke meget street credit i den historie, når man lige er vendt hjem efter to måneder i noget ødemark. Og sikke et spild af en god tirsdag aften i godt selskab.
Tid til afsked
Det har været en dag i afskedens tegn. Når afrejsen står for døren, vælder ambivalensen op i mig. Jeg glæder mig. Men jeg bliver også trist over at forlade. Jeg bliver mig lysende bevidst om, at nogen bliver kede af det. De bliver kede af det, hver gang jeg rejser. Og alligevel gør jeg det igen og igen. Og hver gang spekulerer jeg lidt over, om det er ubetænksomt og egoistisk. Skulle jeg hellere lade være med at tage på eventyr i verden og lade være med at gøre de mennesker, som jeg jo elsker overalt på jorden, kede af det? Jeg er tæt på at fortryde en lille bitte smule. Hver gang. Og I skal vide, skal I, at det gør indtryk. At det betyder noget. Også selv om jeg hver gang alligevel stiger ombord på flyveren og sejler afsted ud i verden. Og I skal vide, at det bedste i hele min verden, er at komme hjem til jer igen.
Jeg har taget afsked med min chef og mine kolleger. Serverede jordbær, chokolade og vandmelon på terrassen. Og måtte sande, at jeg alligevel ikke nåede alt det, jeg havde satset på. Det er også, som det plejer at være. Men jeg har afleveret og sat sager igang og nået det, jeg nu kunne. Og jeg glæder mig til at vende tilbage til mit job, når jeg er færdig derude i bjergene.
Jeg havde tænkt at løbe en sidste aftentur i skoven. Men så ringede en af mine yndlingsdøtre og inviterede til noget grill i baggården på Frederiksberg sammen med en anden yndlingsdatter. Og så er det jo, at man dropper den løbetur og cykler 25 km ind til salat og pølser og hygge i gården. Og cykler 25 km hjem igen og pakker videre. Ikke?
Sommerfest
Jeg har sagt farvel mine unger. Med lidt sug i maven over, at der nu går to måneder, før jeg ser dem igen. Før jeg kan give dem bamsekram og mærke dem igen. Vi har jo gjort det før. Men jeg får altid det der lidt surrealisttiske sug i maven, når det pludselig går op for mig. At der faktisk nu går to måneder, før vi står overfor hinanden igen. Jeg elsker at komme hjem til dem. Jeg elsker gensynene. Og jeg kommer til at savne dem. Derude i Himalayas ødemarker. Men hvor er det godt at vide, at de er der. Vi holdt vores lille sommerfest i aftes med bål og snobrød og det hele (undtagen skumfiduser, som jeg havde glemt at købe). Småungerne tøffede rundt og legede fredsommeligt til klokken halv elleve. Og så faldt de bare udmattede sammen i sengene og sov hele natten. Mens vi andre drak rødvin og grappa.
Og så sov vi hulter til bulter, hvor der nu var plads til os i mit lille hus. Og vågnede hulter til bulter og var lidt ømme i håret. Det er knus’me hyggeligt at have en stor familie.
Og så har jeg holdt en helt velfortjent dag, hvor jeg ikke har lavet noget som helst. Eller…. noget, jo. Jeg har haft besøg fra New Zealand. Jeg har gjort mig pakkeklar. Jeg har downloadet lydbøger og købt lidt ekstra musik til min Ipod. Jeg har fået hul igennem til service provideren til Rasmus’ simkort i satellittelefonen. Og det betyder morgenluft for den tekniske side af kommunikationen mellem mig og resten af verden i de kommende to måneder. Jeg var ellers tæt på at trække blondinekortet, kaste mig tøsefornærmet ned på gulvet og hamre mine små knyttede næver i klinkerne. Men – HA – så let går det alligevel ikke. Jeg mangler bare et datakabel og et skrabekort til telefonen – og vupti-dupti så kommer der hul igennem til bloggen. Håber jeg.
Ind imellem tænker jeg henført på dengang, hvor man bare underkastede sig manglerne, når man rejste. Man var væk, til man nåede en stor by, hvor man kunne ringe eller skrive fra. Men nu! Nu har jeg investeret i flere kilo dingenoter, kabler, opladere og tingester. Så jeg kan holde liv i min computer, mine kameraer og telefonen. Og jeg kan ikke helt blive enig med mig selv, om det er godt eller skidt. Om det kun er godt. Om rejsen ikke også taber lidt ved det. Men det er godt, at jeg kan høre nyt fra min far og mor og høre, aa mine unger har det godt.
Men i dag har jeg ikke rørt mig ud af flækken. Ikke startet cyklen eller snøret løbeskoene. Jeg har spist is og nusset. Givet kroppen en hviledag og hygget mig med mine mange gæster. Uden at bevæge mig en centimeter fra matriklen.
Helles Blog 