Fucking fredag

Jeg burde have anet det. Denne fredag var forbandet fra sin tidlige begyndelse. Eller forstyrret, i hvert fald. Som nogle fredage kan være det. Jeg vågnede forvirret. Smeltet ind i en drøm, der luftigt forsvandt i morgenduggen. Og jeg måtte vriste mig fri af en dyne, der føltes lige så sammensmeltet.

Ledte på vanlig morgenvis rundt efter nøgler, løbesko, den vigtige notesbog, klippekort, mig selv (?). Bussen gav mig en lang næse, og jeg tænkte okay så, jeg venter da bare. Og vente kom jeg til. For s-toget måtte holde i kø til Hovedbanegården i mere end tyve minutter.

Men jeg var stadig god og mild. Og luskede mig til at nyde endnu flere sider i Murakamis mesterværk, 1Q84.

Men så startede fredagsforbandelserne. På en dag, hvor der bare skulle skrives, ikke i metermål, men i kilovis. Inden weekenden. Og med ca tre minutters mellemrum poppede en grå firkant frem midt på skærmen. Og fortalte, at Windows var holdt op med at fungere. Send fejlrapport. Genstartede mildt. Og opdagede, at intet var gemt. Nu var det ikke bare irriterende. Nu var det spild af min fredagstid. Og sparkede faretruende til mit blodtryk. Vi fandt en slags rytme, computeren og jeg. En sætning, ctrl s, en sætning, – grå firkant: windows holdt op med at fungere – forfra. Jo, det gik mere end langsomt. Kun afbrudt af telefoner og kolleger der kiggede ind på kontoret.

Jeg besluttede mig for en pause og trak i løbetøjet. Jeg kunne lige nå tre kvarter i Dyrehaven. Troede jeg. Jeg slap helskindet over Overdrevsvejen, og reddede balancen med mere held end forstand. Dyrehaven var smurt ind i is. Skovstierne var skøjtebaner. Jeg listede ud igen. Overvejede et splitsekund at lave en ren retræte til Regionsgården. I stedet løb jeg mod byen på rene fortove og fik rystet alle de løse ord og bogstaver, som flød rundt i mit hoved, lidt bedre på plads.

Men så let slap jeg ikke. I morgen kommer Sofie og overnatter med turbobabyen, Vera. Som, siden hun sidst var her, spæner rundt på to ben. Og når man ikke engang er et helt år endnu, har man ikke meget hjerne med sig. Og jeg hader lyden af baby ned ad trappen. Derfor indledte jeg en ekspedition til Ikea i Gentofte. På jagt efter et gitter til min trappe. For at gøre en lang historie kort, så lader det sig gøre med s-tog og bus fra Lyngby station. Det er den lette part. Bagefter lader det sig også gøre. Med 80 X 80 cm stor pakke. Og jobtaske. Og træningstaske. Og den store blå pose med alle de andre ting, som Ikea kaster efter dig, inden du bliver lukket ud af butikken. Med bus til Ryparken og videre med s-tog for til sidst at tage bus 30 resten af vejen hjem.

Nåmen jeg fik arbejdet færdig. Fik sendt alt, hvad jeg skulle. Overholdt mine deadlines. Og nu sidder jeg stille her og fejrer, at selv fucking fredage får ende og bliver til weekender. Som er helt fredede for både arbejde og for Ikea.

Manden

Sidder og arbejder koncentreret (nå ja – det GJORDE jeg) ved spisebordet med Leonard Cohen i ørerne. Han kan stadig forføre mig i sin høje alder. Leonard Cohen er som et gammelt ægteskab. Jeg har lyttet til ham altid. Så er det ham eller mig, der er gammel?

I gymnasiet spillede vi Songs of Leonard Cohen og lyttede henførte til Suzanne og So long, Marianne og havde lange dybe samtaler om teksterne. Jeg blev skyllet med af hans dybe stemme og langsomme toner. Og vi var med videre på Songs from a room og Songs of love and hate.

Leonard var med mig, da jeg fik kæreste og børn. Og han var med, når kærligheden ramlede. Der er ingen, ingen overhovedet, der kan lave hjertesmertemusik, som Leonard. Med musikken slår han armene om mig, tager mig i sin varme favn og forsikrer mig, at verden stadig er okay. At jeg kan regne med ham.

Og så kom I’m your man pludselig. Og var anderledes. Jeg elskede den. Og spillede den. Hele tiden. Så meget, at Sofie 4 år hev mig i bukserne, når jeg spillede noget andet. Jeg vil høre Manden, sagde hun. Spil Manden. Og jeg spillede Manden, og vi lyttede sammen, mens jeg spekulerede over, hvordan Leonard også kunne fortrylle en lille bitte musikmus.

Men fortryllet blev hun. I en grad så hun stadig går rundt og hygger sig til tonerne af Leonard Cohen. Akkurat som jeg selv gør nu med hans gamle ideer i ørerne.

Og der er altid noget særligt over at dele noget særligt musik med mine børn.

Mandag med muligheder

Man kan tilgive en mandag morgen meget, når den folder sig ud med blå himmel og pudder på træerne. Selvom termomeret sagde minus 8 grader på en dag, hvor DMI havde flashet klare forventninger om plusgrader.

Man kunne endda næsten glemme, at det var mandag. Efter en weekend der sagtens kunne have udvidet sig med et par ekstra dage. Den var for hurtigt slut. Jeg ville have mere.

Måske er jeg bare i det overbærende hjørne. Fordi det er lyst. Og fordi jeg løb en god tur i går. Som ikke kværnede min hæl i smadder.

Måske er min krop blevet glad. Fordi jeg har lovet aldrig at stikke fødderne i de gamle vinterstøvler igen? Og fødderne der har kvitteret med at fjerne de glasskår, som har kværnet rundt i hæl og akillessene.

Måske har weekenden bare virket? Ladet de flade batterier op og pustet ny energi i mit system?

Måske er det bare godt at være i dejligt selskab. I timer der uden problemer kunne være meget længere.

Måske er livet bare helt grundlæggende godt nok.

Og måske er det bare godt at vide, at man ikke er en fugl. Alt taget i betragtning.

20120213-150209.jpg

John Lennon på Crown Plaza

Yoko Ono har samlet en del af John Lennons tegninger og gjort det til en udstilling, som man kan skynde sig ud til Ørestaden og se i morgen. På mandag er den nemlig væk. Og der er gratis adgang.

Jeg elsker – eller – elskede John Lennon. Jeg bliver aldrig træt af hans musik. Imagine er en af de plader, jeg næsten har slidt op. Han var genial og han var modig og nytænkende.  Og ret skør. Men okay. At samle hans ret private skriblerier og lave en hel udstilling ud af det, holder måske ikke helt i byretten. En del af tegningerne var fine. Jeg kunne godt lide hans helt enkle streg. Og hans evne til at antyde med sin streg. Don’t tell it, show it, er en gylden regel. I al kunst. Og det forstod John Lennon til fulde. Andre var farvelagt af Yoko Ono, og det skulle hun måske bare have undladt. Det gjorde ikke nødvendigvis noget godt for tegningerne. Men all things considered – var det en fin lille udstilling. Hvor man for en mindre formue kan hænge en ægte Lennon tegning på væggen hjemme i alrummet. Men hyggeligt var det at tøffe rundt og se tegningerne til tonerne fra Imagine.

Vejret var fantastisk, og vi gik hele vejen til Ørestaden over Amager Fælled. En iskold tur over en dybfrosset fælled. Som jeg et par timer tidligere havde udfordret med en lille bitte løbetur. Pludselig fik jeg for voldsom lufthunger. Hælen føltes afgjort bedre, og jeg måtte teste den. Imorgen ved vi så, om det var knald eller fald. Under alle omstændigheder afslørede vores gåtur, at mine vinterstøvler ryger på pension. Pronto. Og måske er de skyld i hele hælmiséren. Ud med dem. Jeg skider på forfængeligheden og trækker i de stive læderstøvler resten af vinteren.

Og i øvrigt er Crown Plaza et ret fedt sted. Og det var en i øvrigt helt fortryllende tur.

Frosne fristelser

Man skulle ikke have troet det muligt. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over vinterens største overraskelse. Min nye fritidskarriere. Da jeg kom fra arbejde, hentede jeg håndklæde og badetøj og tøffede ned til havnebadet. Jeg gik resolut ind og kravlede ind i blå Adidasbadedragt. Med fartstriber. Jeg hilste gennem glasdøren på de to, som sad og lunede sig i saunaen. Det føles stadig lidt sært at træde udenfor med bare tæer og arme. Når man nu lige har lagt pelsen i skabet. Men til min store overraskelse, gør jeg det helt uden tøven.

Vandet er dækket af tyk is. Ti centimeter, vil jeg tro. Og vi havde egentlig slet ikke forventet is i havnebadet. Nogen havde fortalt om turbiner, som ville holde badet isfrit. Ikke helt, altså. Ved foden af trappen ned i bassinet var allerede hakket hul i isen. Ikke noget med svømmetag der. Vandet indbyder heller ikke til længere ophold. Ned ad trappen og under med det hele. Og hurtigt op igen.

Lånt fra Facebook

Efter dukkerten var det dejligt at smutte i saunaen, få varmen og smutte ud til endnu en dukkert. Anden gang var vandet mærkbart mindre koldt. Mærkeligt fænomen. Tre dukkerter i alt, og  pauserne i saunaen fik varmen i kroppen til at slå ud i lys lue. Og så kommer man på en eller anden måde hinanden lidt anderledes ved, når man sidder der i badetøj på hver sit håndklæde. Ja, badetøj. I vores badeklub må man ikke være nøgne. Det er der nok for meget by over det til. Metropolisbeboerne vil vist betakke sig for nøgne mennesker i deres baghave. Personligt har jeg heller ikke behov for at flashe mit private maveflæsk.

Men jeg synes, det er skidehyggeligt. Når jeg nu er seriøst grounded fra mine løbesko (jo, det er jeg), så kan ishavet skubbe på humørbarometeret.

Og så kan man jo stilfærdigt hygge sig ved tanken om, at Ole Henriksen him self anbefaler fruerne at stikke ansigtet i en balje med is. Det her er hyggeligere. Og jeg sidder her med den mest afslappede energi flydende i kroppen.

Ja-hatten på banen

Sørme om ikke jeg sidder her i min lune sofa og får lyst til at skrive et pænt indlæg om DSB. Muligvis inspireret af de timer, jeg tilbragte i toget. Måske fordi jeg var lidt vranten i mit sidste skriv her på siden. Måske fordi brok i for store koncentrationer, sparker liv i en indre Rasmus Modsat. Hvis I bliver ved med at brokke jer så meget, så falder jeg over mine egne tæer i min store ja-hat. Og det er let at drukne i brok-mosen. Blablabla… vejarbejde. Blablabla…fem minutter forsinket. Blablablabla… umuligt at køre forbi Nørreport. Blablablabla…ikke plads i toget. Blablabla…dårlig kaffe. Fortsæt selv.

I dag stod jeg på bussen lige udenfor vores gård, kørte uden svinkeærinder til Hovedbanegården, hvor jeg gik direkte ned og satte mig i toget, som transporterede mig helt uproblematisk til Odense, hvor jeg ankom i tide til mit møde. Gab, tænker du. Hvor er det kedeligt at høre om. Ja det er. Og derfor er der aldrig nogen, der skriver noget pænt om DSB. Fordi vi glemmer de uproblematiske ture med det samme. De er simpelthen for kedelige. Men vi husker dem, der gik galt. Dem kan vi sammen sidde fællesfnyse over. Vi bryder ud i sort raseri, når s-toget kommer for sent. Pludselig bliver det til altid i vores indre hjernegrød.

Med ja-hatten godt nede om de kolde ører kan jeg faktisk huske allerflest gode togture. Og når jeg tænker på, hvor mange tog, der spyes ud over vores lille land hver eneste dag, kan jeg blive næsten imponeret. Vi kommer jo frem. Og de fleste gange til den tid, vi havde tænkt os.

Jeg har rejst rigtig meget med tog i rigtig mange lande. Og vores baner er ret gode. De ville klart komme i en top tre. Overgået af de tyske baner og måske de schweiziske. Jeg sværger. Alle de andre er dårligere end DSB. Når man har kørt rundt i Italien i tog, er gensynet med DSB dejligt. Når man har futtet rundt i Indien, kan man næsten lægge sig på knæ og kysse den første DSB-vogn, man møder. Og sådan kan alting sættes i relief. Hvis man gider.

Så egentlig vil jeg vist bare sige tusind tak for endnu en begivenhedsløs togtur mellem Sydhavnen og Odense. Mens månen stråler på livet løs. Lige ned på min hovedpude.

En diva i det gamle gasværk

Forleden aften sad jeg med nogen måben og lyttede til Smagsdommerne på DR2, mens de vendte tommelfingeren ned og gned salt rundt i forestillingen Jazz, Love and Henderson. Enten er jeg en pop-dummie uden sans for virkelig kvalitet, eller også er Smagsdommerne en samling højpandede ignoranter. Jeg så forestillingen på Østre Gasværk, og jeg var ret henrykt. Faktisk vendte både min datter og jeg alle vores mange tommelfingre op.

Caroline Hendersons historie var god og vedkommende. Jeg vidste kun, at hun var svensker og havde sunget i RayDeeOh, før hun udkom som en gudsbenådet solist. Jeg lægger mig fladt på maven over den stemme. Og jeg lægger mig én gang til for at have gennemlevet den barndom. Og så i den grad fremtræde (jaja for mig, altså) som en kompleks og hel kunstner.

Der er ikke noget jazz der, sagde en smagsdommer. Kedelig historie, sagde en anden. Musikerne lignede noget, der helst ville løbe langt væk, sagde en tredje. Måske var de der på en dårlig aften. For jeg oplevede noget helt andet. Jeg så et veloplagt band. En trup af fænomenale dansere. Som kunne kalde de store følelser frem. Nå ja, i mig, i hvert fald. Og en Caroline Henderson, som sang røven ud af bukserne på en måde, der illustrerede hele den komplekse historie, der udspillede sig. Og som kunne stå der, højt hævet over alle, klædt i sølvkjole. Og være fuldblods diva midt i det gamle gasværk på Østerbro. Gudindesmuk som ikke mange andre. Og jeg så, at det hele spillede sammen på fornemste vis.

Det er tankevækkende, så forskelligt man kan være til stede i samme forestilling. Jeg tænkte bare, hvor synd det var for alle dem, der ikke sad i de tomme sæder i det gamle gasværk. Men jeg er heller ikke smagsdommer. Eller jazzmusiker.

Nå ja, lidt ømt er der vel, derinde i hjertekulen

Jeg har en lille gruppe kvinder, som jeg mødes med en gang om måneden. Vi har vores eget lille skrivelaboratorium. Hver måned mødes vi til noget brunch og læser hinandens tekster. Det er så fedt at have et trygt lille forum at læse mine skriv op for. Og det betyder, at jeg skriver, når jeg har travlt med alt muligt andet. Jeg får skabt mig mine små fredelige tanke-oaser, hvor det bliver muligt at arbejde koncentreret med ord. Ikke som på bloggen. Her får ordene lov til at flyde mere eller mindre frit om det, der optager mig.

Ganske anderledes forholder det sig med de tekster, skrivelaboratoriet må lægge ører og øjne til. Her har vi nemlig stille bygget en lille tryghed op imellem os. Vi tager laboratoriet alvorligt, og her er rum til eksperimenter. Jeg forsøger jævnligt at omsætte oplevelser og iagttagelser fra mit liv med sygdom. Det er svært, fordi jeg har stor respekt for, hvad ord kan og ikke kan. Der er skrevet mange bøger om kræft. De fleste keder mig. Og jeg får knopper af hjerte-smerte litteratur. Jeg skal heller ikke skrive om seje bjergbestigninger, fordi der også er skrevet nok om det. Jeg skal arbejde og eksperimentere med mulighederne i ordene. Ja, det lyder kryptisk, men det handler om at stramme sproget, så jeg kan sige noget meget præcist. Som andre alligevel kan give andre indre billeder.

Jeg har arbejdet med en lille tekst om en samtale, jeg havde med min ældste datter. Få dage inde i mit behandlingsforløb. Og få dage efter hendes første datters fødsel. Det gjorde ondt i mit hjerte dengang, at hun måtte slås med angsten for min sygdom samtidig med alle sine følelser og det lille nye barn. Og det var det, vi talte om. I telefonen. Fordi jeg dengang boede i Århus og hun i København.

Og bedst som jeg sad der ved computeren og dirigerede rundt med ord, væltede tårer pludselig ned ad kinderne. Hmmm, jamen kræft gør jo ikke sådan ondt i sjælen længere, så hvorfor pludselig sådan en følsomhed? Den ligger der bare, helt inde i hjertekulen. En lidt hengemt sorg over den sorg og angst, som den sygdom kastede i nakken af mine børn og mine forældre. Jaja, jeg ved godt, at det ikke var min skyld. Det var sygdommen. Et vilkår. Men ligegyldigt hvor voksne de unger bliver, så vil jeg have, at de har det godt. Jeg vil ikke volde ondt. Men det er den pris, vi må betale. For at elske hinanden dybt.

Og derfor gentog det sig. Da jeg læste digtet højt for mit skrivelaboratorium. Tårerne. Og grøden i halsen. Og så er det godt at have bygget et trygt lille sted, hvor der er rum for at lufte ømheder i brugte hjerter.

Eksamensrædsler og computermysterier

Selvom jeg måske burde sidde stille i sofaen og strikke strømper til små piger i familien. Og man kunne tro, at jeg har uddannelser nok. Ja så er min aften gået med at skrive opgave. Eksamensopgave i projektstyring. Jo, man kunne godt sige, at jeg nærmest hele tiden er til eksamen i projektstyring. Jeg laver jo ikke meget andet end at styre projekter. Eller forsøge, i hvert fald.

Men nu skriver jeg opgave.Som jeg skal til eksamen i med karakter og hele svineriet. Og hvor mange opgaver er det lige, jeg har skrevet i tidens løb, mon? Ja, i hvert fald to specialer på hver 80-100 sider. Og en endeløs række af semesteropgaver og essays. Man kunne forestille sig en vis rutineret tilgang til den slags. Men jeg er ikke spor for fin til at lave det klassiske forsvindingsnummer. I ved, – man sætter sig med et suk ved computeren efter et par timers pause med en forfriskende løbetur og et hop i havnens kolde gys. Hele dagen er gået med opgaven. Eller det meste af den. Jeg åbner dokumentet og bliver enig med mig selvom at overstå de formelle sager med den rigtige forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste og den slags. Bare som en opvarmning til at give den opgave de endelige hug. Så den kan blive printet og sendt i morgen.

Okay – og så tager jeg fat på indholdet. Men JEEEESUS – ALT hvad jeg lavede i løbet af dagen er VÆK! Det hele! Det er nemesis. Der kommer altid tre ulykker ad gangen,ikke? først iPhonen, så brød vaskemaskinen sammen, og nu dette. Jeg er tæt på at bryde ud i skrig. For jeg er ikke i god tid med den opgave. Jeg har hadet på den for meget. Men jeg magter ikke det der.

Der er kun et at gøre. Ring til en ven. Min livline i den slags. Min søn. Han kan sådan noget og samtidig tale mit hysteri ned. Aner ikke hvordan han gør. Det er magi og det virker. Han får virkelig forhindret vilde kvindeskrig ved vandkanten. Og langsomt får han trevlet  mine meritter op. Og fundet det rigtige dokument. Som havde puttet sig forskrækket i gemmerne i Dropbox, fordi jeg havde hejlet nye (gamle) udgaver ned over den. Hep hep, Dropbox – og min søn.

Nu mangler bare den sidste finpudsning, og jeg har en times tid på jobbet i morgen. Det endte godt. Jeg kan kravle i seng med ro i sindet. Og et strejf af kikset teenager bag ørerne.

Danmarks Smukkeste Festival

Jeg er blevet snigløbet af noget feber. Jamen jeg var også syg i september. Det er da helt for meget. Og der er ikke noget med at ligge under dynen i morgen. Sådan er det.

Men det var heller ikke det, jeg ville brede mig ud om. Midt i Mandag Morgens konference om Velfærdens Innovationsdag stod Danmarks Smukkeste Festival. MIN festival.

Siden mine børn var semi-små har jeg arbejdet i Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Jeg var formand for festivalens information og flyttede ind på festivalpladsen i en uge hvert år. Ungerne blev gradvist sluset ind i festivallivet. Først som endagsgæster på de (dengang) fredelige torsdage. Senere kom fredagen med, og langsomt, efterhånden som de alligevel blev ældre, blev de sluppet fri. Når de blev gamle nok, blev de også sluset ind i Informationen, og vi havde en masse år, hvor vi arbejdede sammen på festivalen. Efterhånden smuttede flere og flere af ungernes venner ind i min stab. Og ved I hvad? Det har været SÅ sjovt. Men så ramlede min verden og det hele gik op i kemoterapi, og min Sofie overtog formandsstolen. Det gjorde hun rigtig godt, og der var ingen grund til at trænge hende ud. Jeg trak mig med andre ord. Og var også for træt i sjæl og krop til en uge i larm, alkohol og støv.

Jeg har ikke været på festivalen i de sidste fire år. Sidste gang jeg var der, havde jeg stadig kemohår. Eller næsten ingen hår. Og jeg glemmer aldrig fornemmelsen af at vandre rundt på festivalen alene. Ingen kunne kende mig. Jeg husker bare, at jeg cyklede tilbage til Århus med tårerne sprøjtende efter mig.

Og så stod de der i dag. Med bøgekævler og fotostater af bøgeskoven. Og vi knusede og snakkede. Og snakkede. Og snakkede. – Skal du ikke tilbage? spurgte de. Vi savner dig. Vi finder et job til dig, lige så snart du har lyst.

Og pludselig var lysten der. Jeg vil gerne have den del af mit liv igen. Selvom vi allesammen er ved at blive halvgamle. Eller måske fordi vi har så meget fortid sammen. Og noget fortid skal man værne om.