Category Archives: Hverdagsliv og alt det andet

by - 4 kommentarer

Skriveblokeringer

Det er sjovt, som noget nogen gange skal ud af systemet. Jeg har været seriøst skriveblokeret i et stykke tid. Og det er ikke godt, når man har mindre end to uger at skrive to artikler og et kapitel færdigt i, vel?. Men hver gang jeg satte mig til tastaturet, skete der bare ingenting. Et lille blogindlæg uden dybder eller kant kunne det blive til, men så stoppede skrivefesten. Og så skrev jeg gårsdagens blogindlæg. Det havde åbenbart siddet der som en lille skriveprop og spærret. Og jeg havde sådan tænkt, at det måske var lidt privat. At det var lidt selvoptaget her midt i alle mine forberedelser. Men følelsen af, at sygdomsfornemmelsen har forladt mig, har optaget mig. Det var sådan en slags pludselig erkendelse. Hov – den var væk. Opdagede jeg en dag. Og jeg følte mig vældig befriet. Som at blive herre i eget hus igen.

Og befrielse er en pænt stor ting, som godt må fylde. Måske kan nogen få glæde af at vide, at det faktisk tager så lang tid at lande efter en kræftsygdom. Og jeg er endda landet hurtigt. Jeg er stædig, jeg har været stærk, og jeg har de bedste børn i verden. Men I må godt vide det, I derude som engang får en søster/veninde/mor med en kræftsygdom, at det her tager lang tid. At det hårdeste arbejde, de tungeste nedture – kommer, når behandlingen er slut. Og at det for de fleste varer flere år.

Nu har jeg skrevet det, blogindlægget, og pludselig kan fingrene igen danse henover tastaturet. Nu flyder ordene, og måske når jeg alligevel at skrive begge artikler og mit lille kapitel, inden jeg kravler på flyet i næste uge.

by - 0 comments

Rejseforberedelser

Blogindlæggene bliver noget sporadiske, som afrejsedagen nærmer sig. Det er altid meget intenst, de der sidste uger, før jeg rejser væk i to måneder. Det trækker virkelig søm ud at “rydde mit skrivebord”, at afslutte sager, at placere dem hos andre, at parkere dem og lade en proces enten “fryse” eller tøffe afsted uforstyrret. Der er møder, som må hastes frem inden sommer, og der er hundredevis af mennesker, der skal vide, at jeg ikke vil være der de næste to måneder. Der er kort sagt ingen, der automatisk griber mine opgaver, hvis ikke jeg selv sørger for det. Gevinsten er, at jeg får et fantastisk overblik, – ulempen selvfølgelig at jeg stikker af fra det overblik. Men det gør det også nemmere at springe tilbage i arbejdet, når jeg lander igen. Og jeg skal afklare med mig selv, om jeg starter arbejde den ene eller den anden dag. Fordi der dagen før min planlagte start er et møde, som jeg egentlig gerne ville deltage i. På den anden side, er det nok utopisk at forestille mig, at jeg kan være til nogen som helst gavn. Så det bliver nok som planlagt.

De sidste rejseforberedelser snerper også til. Jeg har ikke styr på satellittelefonen endnu, men det får jeg i løbet af ugen. Eller not! Det svære bliver at prioritere i min bagage. Jeg skal ikke på en egentlig ekspedition. Men jeg kommer til at trekke ret meget rundt i bjergene. Og jeg får nogle fridage ind imellem, hvor det nok ville være ret fristende at klatre lidt. Så jeg vil pakke lidt bjergudstyr. En enkelt isøkse og crampons. Jeg må satse på at låne kogeudstyr, for jeg kan alligevel ikke få gas derude. Og jeg skal nok få nogle lokale overtalt til at tage med. Telt eller ikke telt? Jeg tror, det bliver min bivuakpose, som ikke vejer og fylder. Jeg har sat to kasser frem, som jeg dumper udstyr i, når jeg kommer i tanker om noget. Der kan ikke være mere i min rygsæk, end der kan være i de to kasser, og det er jo også en måde at prioritere på.  Jeg pakker først i allersidste øjeblik.

Vennerne er det hyggelige ved det intense. Og mine unger. Jeg indtager SÅ mange middage, frokoster, brunch’er, kaffe-kager. Og det hele kommer til at gentage sig, når jeg kommer hjem. Så vil jeg indtage ligeså mange middage, frokoster, bruncher’er og latter, ledsaget af historier fra ødemarken og historier fra det sommerdanmark, jeg er gået glip af. Der bliver gaver til ungerne og småungerne, som skal have fornyet deres hippietøj fra Kathmandu.

Og træningen kører på højtryk til sidste dag. Det gælder om at være lidt stærk, derude i ødemarken. På en måde er det meget fint med sporarbejde på linje E lige nu. Det betyder, at jeg hver gang knokler til møder i Storstaden fra Hillerød på min cykel. Og det giver rigtig mange gode kilometer i benene. Jeg har løbet lidt til og fra arbejde og tager mig et par gode løbeture i weekenden. Forleden havde jeg en virkelig grineren oplevelse på vejen hjem fra Hillerød på cykel. Jeg mærkede på et tidspunkt, at nogen lå på hjul ind imellem, men jeg kunne ikke lige se, hvem det var. Da jeg nåede ind i Blovstrød, satte jeg farten ned, og en pige prustede sig op på siden af mig, mens hun råbte: Jeg er simpelthen NØDT til at vide, hvor gammel, du er!! Jeg grinede og fortalte hende det, hvorefter hun udbrød: FUCK, jeg har simpelthen set dig så tit, og jeg kan aldrig følge med dig, så jeg tænkte at du nok var 30-35 år!. Så grinede vi højt begge to. Hun stod af i Blovstrød, og jeg cyklede videre. Sådan lidt stolt indeni.

by - 4 kommentarer

Rengøring og eventyr

Er der grund til bekymring, når rengøring får karakter af en begivenhed? Mit hjem fungerer mest som svingdør og bed and breakfast i øjeblikket. Men i dag er her rent. Egentlig elsker jeg, når her dufter rent. Når døre og vinduer står åbne og radioen går, mens jeg slapper af ovenpå frie øvelser med støvsuger og gulvmoppe. Men processen kan jeg godt være foruden. Jeg troede, jeg havde fundet mig et rengøringsmenneske. Hun har været her en enkelt gang, men hun efterlod altså ikke duften af nyvaskede trægulve, og der var for mange smuttere. Ikke at jeg er sart og sippet, men når det koster 300 kr, skal der være rent. På den rene og velduftende måde. Anyway – hun havde heller ikke rigtigt tid. Så jeg er ligevidt. Og nu er her rent og duftende.

I aftes var jeg helt grundtræt og faldt i søvn på sofaen. Sammen med det glas rødvin jeg skulle have nydt. Klokken halv ni i morges var jeg fuldstændig udhvilet. Og så var der det der rengøring. Men jeg fik da læst hele avisen og holdt lang morgenmad. Og løbet en lang tur.

Jesper, min marathonmakker, har studeret mit drømmeafsnit i bloggen og taget mig på ordet. Foreslår The Cleveland Way til efteråret. På tre dage. Tre.Dage. Jeg mener, –  The Cleveland Way er næsten 180 km på tværs af det nordlige England. Han foreslog mere ordret at “speed-hike” ruten. Jeg har pippet lidt forsigtigt om fire dage. Jeg er jo ikke ultraløber, for søren. Men jeg har drømt om den rute, siden jeg var gift med min mand, og vi kørte rundt deroppe på besøg hos mine svigerforældre. Men dengang havde vi jo fire eller fem børn i bagagerummet, så den drøm parkerede vi til senere. Og jeg tror ikke, det er nogen god idé at tage ham med nu (fnis). Jeg elsker, når drømme bliver til virkelighed, og jeg har nok gjort det til lidt af en vane at gøre det. Drømme er fantastiske, men de skal ikke allesammen blive inde i fantasien. The Cleveland Way går igennem The North York Moors og Yorkshire kystlinjen. Og selvfølgelig siger jeg ja (og håber på, at han vil være med til de fire dage)

by - 2 kommentarer

Dage på fødegangen

Så blev jeg færdig med at føde babyer for nu. Det har været lærerigt at være med på fødegangen, og en særlig tak til jordemoder Sarah, som jeg har haft fornøjelsen af at følges med i to dage. Skulle jeg have børn, ville jeg elske at have hende omkring mig. Så heldigt at hun lige var vendt hjem fra nogle måneder i Grønland, så hun havde en fornemmelse af, hvad jeg havde brug for. Jeg føler mig lidt bedre rustet. Og jeg har suget til mig af hendes ekspertice.  Det er sjovt, når jeg sådan kommer ud i noget klinisk arbejde, mærker jeg et stik af savn. Jeg har virkelig elsket at arbejde som sygeplejerske, og jeg tror ikke, jeg er færdig med det. Jeg vender aktid tilbage til at lave noget klinisk. Om det så er på danske hospitaler, førstehjælp i ødemarken eller sundhedsarbejde i tredjeverdenslande. Jeg elsker det. Det er mit oprindelige fag, og en life long kærlighed. Jeg elsker også at lave forskning og projekter, og egentlig har jeg det helt perfekte arrangement for mit arbejdsliv. Lige nu arbejder jeg med at skabe bedre vilkår, bedre behandlingskvalitet og bedre rammer for det offentlige sundhedsarbejde, og jeg har altid muligheden for at arbejde klinisk ind imellem. Og altid muligheden for at vende tilbage.

Dagene på fødegangen har præsenteret mig for en vifte af meget forskellige kvinder. Jeg forbløffes over, hvor forskelligt kvinder arbejder med deres fødsel. Nogen kvinder går næsten i panik og overlader ansvaret til jordemoderen eller lægerne. Andre kvinder insisterer hårdnakket på deres ret til ansvar for deres fødsel. Kvinder kommer på fødegangen, arbejder sig gennem veer og smerter, presser barnet ud i ganske få veer og tager tilfredse hjem efter et par timer. Andre kvinder kommer med forventninger om at arbejde sig igennem fødslen og tage hjem med deres nye barn, men møder komplikationer og må overgive ansvaret til fagpersoner. Måske er deres barn i risiko, måske er de selv. Måske må de overlade deres lille barn til kompetente børnelæger, og måske risikerer de at miste den drøm og det håb, som et lille nyt barn er. Fødegangen rummer det hele. Og noget af det, jeg elsker ved at arbejde klinisk, er det uforudsigelige. Måske var det derfor, jeg arbejdede med børn med krææft i så mange år? Jeg vidste aldrig, hvad dagen ville bringe, og jeg skulle være parat til at møde hvad som helst.

Ugen har ikke levnet mange timer på matriklen. Og nu sidder jeg træt og tilfreds med et glas rødvin. Var lidt forundret over en vis træthed i benene, indtil jeg regnede ugens cykelpensum. Det er blevet til 325 km, og jeg droppede med helt god samvittighed den løbetur, jeg havde tænkt mig for i dag. Det bliver en tur i morgen i stedet. Cykelturene har været mere end almindeligt våde. Blev faktisk seriøst i tvivl i går om vi var smuttet ind i oktober. Bare sådan ved en fejl.

by - 4 kommentarer

Gæt hvad jeg har lavet i dag?

Jeg har været på Rigshospitalet og føde babyer! Ja jeg har. Jeg har fået lov at få tre “praktik-dage” på Fødeafdelingen på Rigshospitalet, så jeg kan genopfriske nogle fødekompetencer. Jeg må jo erkende, at der er en vis risiko for at komme i en fødesituation derude i bjergene. Hvor kvinderne i den grad ser frem til en sundhedsperson af kvindeligt islæt. Og så er det altså lidt rart at have haft det “i hænderne” igen. Og forberede mig lidt på, hvad sådan nogen fødesituationer kan komme til at rumme. Jeg havde næsten glemt, hvor dybt rørende det er at se sådan et lille pjevs bryde igennem til verden. Fik faktisk en tåre eller to i øjenkrogen. Men prøvede at forblive voksen og prof-agtig cool.

Jeg var sammen med en jordemoder, som netop var vendt hjem fra Grønland, så hun var helt med på, hvilke slags situationer, jeg kunne komme ud i. Den helt store forskel er jo, at derude i Humla, der har man bare ingenting. Ikke noget med CTG og ve-overvågning. Ikke noget med at følge fosterets hjerterytme. Ikke noget med vestimulerende drop eller epiduralblokade. Ikke noget med sugekop eller kejsersnit. Nu er det ikke en sygdom at være gravid eller føde børn. Men jeg er nødt til at forholde mig til, at en tredjedel af børnene derude altså dør, før de rigtigt får begyndt. Og at nogen af de børn kommer jeg nok til at møde. Og nogen af de kvinder derude, kommer ikke godt igennem deres fødsler. Og nogen af dem vil jeg også komme til at møde. Så derfor tilbringer jeg tre dage på Fødeafdelingen. Og her i vores smørhul fødes der jo allerflest kernesunde børn af kernesunde mødre. Så jeg synes, det er sjovt/fedt/spændende (selvom jeg møder klokken syv om morgenen). Så bloggen er midlertidigt omdannet til en babyblog 🙂

Det giver en masse kilometre på cyklen, gør det. For indtil sidst i september er s-togsforbindelsen mellem Hillerød og Svanemøllen cuttet, og min cykel skal ikke smides ind i et bagagerum i en bus. Ergo – idag cyklede jeg de 23 km derind, senere 13 km til et møde i Herlev – og tilbage til Rigshospitalet. Til bestyrelsesmøde i Motionspacten, hvor jeg løb en tur på 9 km i Fælledparken. Og så cyklede jeg 23 km hjem igen. Min form er faktisk helt okay, tror jeg.

by - 12 kommentarer

Clapton og Winwood

I går oprandt dagen. Clapton dagen. En dag for nogle måneder siden spottede jeg helt tilfældigt i Politiken, at Eric Clapton og Steve Winwood ville give koncert i Malmø den 31. maj. Skrev en hurtigt besked til Henrik som svarede JAAAA, og så lænkede jeg mig til computeren. Det blev en nervepirrende og sveddryppende formiddag, hvor jeg gang på gang blev kastet ud af systemet. Tæt på opgivelse lykkedes det at holde fast, og pludselig sad jeg med to billetter! Siden har vi gået og psyket os selv og hinanden op til et forventningsniveau, som kunne være fatalt. Højt at flyve – dybt at falde, you know. Og da jeg hørte i radioen, at John Mayer havde tømmermænd influenza, krydsede jeg fingre for de to gamlinge i Malmø.

Men de kom, gjorde de. Vi havde bestilt der ganze schweinerei med Clapton-middag und alles, og befandt os med ét mellem et publikum, der ledte tankerne i helt andre retninger end tung guitarmusik. Hvis det her viser sig at være Linje tre, får du bank, hvislede en små-bekymret Henrik. Vi fik vores Clapton middag, serveret af fortravlede tjenere, der ikke havde luft til at bekymre sig om os. Men det var da mad. Og så blev det tid. Her skal lige indskydes en lille beretning om svensk service, for jeg modtog for et par måneder siden en mail, der fortalte, at jeg havde købt to ståpladser på Parkett. Nu stod der bare række X og plads XY og XX på min billet, som jeg havde printet. Og det skrev jeg jo til dem. Jeg er meget lille – ikke engang en meter og tres, så jeg ville misse synet af Clapton fuldstændig mellem granvoksne mænd på gulvet. Men sørme – fik en mail tilbage fra Ticnet, som beklagede, at de havde lavet en fejl og derfor tilbød os to siddepladser uden ekstra omkostninger. Og vi sad fantastisk. Intet mindre. Tæt på scenen, ude i siden, med bandet og de to virtuoser midt i synsfeltet. Vi fnisede lidt over vores medpublikum, som blev ved med at forvirre os, og til det sidste var Henrik en anelse bekymret for, om det alligevel blev Linje Tre, der trådte ind på scenen. Måske er vi bare ved at blive gamle.

Og så kom de. Bare sådan. To aldrende herrer, en lige aldrende trommeslager og keyboardspiller, en yngre bassist og to yngre korpiger. Uden opvarmning eller noget, men de gik lige på  og begyndte at spille. Ikke noget småknas med lyden, ikke noget snak. Bare musik. De havde de tunge guitarer med, og de havde de sprøde og de fine guitarer med. Og vi smeltede. De må nærme sig 70, og Calpton måtte også sætte sig et par gange, men de gav den gas, gjorde de. Fuldstændig veloplagte og med en sund fordeling mellem de to’s repertoire. Clapton kan stadig trylle med guitaren, og Winwood er stadig et gudbenådet multitalent. Han har aldrig haft en stor stemme, men den fyldte Malmø Arena helt ud. De gav en version af Georgia, som fik mine små hår til at rejse sig, og lige efter fulgte Leyla i den blødeste udgave, som næsten gav mig tårer i øjnene. På det tidspunkt havde de sat sig med akustiske guitarer, og Arenaen var med ét tryllet om til et intimt rum.

Således opfyldte begav vi os – sammen med de 30.000 andre – ud til bilerne og krydsede Øresundsbroen i et magisk aftenlys. Vores forventninger? De holdt – i dén grad.

by - 4 kommentarer

Alternativ træning

Dagens træning har været lokalmesterskaberne i lugning  mellem brosten. Vi havde fælles havedag på matriklen, og opgaverne blev fordelt med fast hånd. Det var hylekoldt, og jeg havde hang overs fra aftenens gewürtztraminer. Men det var på med (have)vanterne og gang i fælleslugeriet. Fire-fem timer på knæ med sådan en håndholdt lugedims radbrækker mere end 3/4 marathon, og heldigvis havde en medboer med dårlig samvittighed over at skulke bagt kage og lavet kaffe. En anden skidt samvittighed havde købt en kasse sodavand. Børnene myrede omkring og pillede i græs og myrer.

Den oprindelige plan havde indeholdt en havefest, men vejrudsigten fik os til at droppe den. Eller gemme den til senere. Og godt for det. Nu sludrede vi over trillebøren og lugejernet. Mødtes over en kaffe og sodavand og efterlod vores fælleshave så fin, så fin. Jeg klippede lidt videre i min egen lille bitte have og fik renset min cykel i bund. OG opdagede, at endnu en eger er knækket. Forbandet da også. Jeg må se, om jeg selv kan lave den i morgen. For nu er jeg besvimet på min sofa. Og overværer noget Melodi Grand Prix, der er uhyggeligt tæt på min pinlighedsgrænse.

I morgen vil jeg dele min træning i to pas for at nærme mig 24Run i Holte i næste weekend, hvor jeg løber for et hold af seks kvinder. Jeg bor tæt på ruten, og kan tyvtræne lidt på den. Ruten er pænt hård at løbe langt på, fordi den er temmelig kuperet sine steder. Til gengæld er den ganske kort, og hele arrangementet er super hyggeligt. Jeg vil løbe en 10 km morgentur og en 10 km aftentur, og ind imellem vil jeg skrive videre på mit kapitel til Tracy’s bog. Mine skriveprojekter går let lidt i stå, når min hverdag bliver så presset. Men forude har jeg to måneder i Nepal, hvor jeg ved, at jeg vil skrive og skrive og skrive. Når jeg rejser, skriver jeg altid. Jeg har en skuffe fuld af rejsedagbøger, og familie og venner bliver spammet med meterlange rejsebreve. Jeg tænker godt, når jeg rejser, og der falder ro på mit fyldte sind. Rejserne giver også behov for at fastholde indtryk og reflektere over oplevelser. Jeg har en fast tyrkertro på, at jeg bliver klogere af at rejse. Anyway, kapitlet til Tracy skulle gerne afleveres først.

For nu har jeg nået kvalmegrænsen. Med Melodi Grand Prix, forstås. Så hellere sove ud.

by - 4 kommentarer

Astma, host og hark

Sidder bænket i sofaen med Gewürztraminer i glasset og et overstået dejligt måltid. Sidder og tænker meget stille, at måske er det hele på vej til at blive –  bedre….. Måske er min voldsomme møjhoste på retur. Altså bare lige så stille og måske.

I går cyklede jeg på arbejde og gav den gas på vejen. Sent på eftermiddagen krøb jeg i noget løbesko og trissede sydover gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn. I ret imponerende solskin. Jeg måtte afbryde et par gange med hysteriske hosteanfald og bandede fælt. Men egentlig gik det fint nok. Mine lår hylede lidt om kap med lungerne, Men det kan de nu godt glemme efter den sølle indsats i weekenden. Jeg stoppede 1½ km før hjemmet for at proviantere og fylde spisekammeret lidt op. Og gik i stedet det sidste stykke hjem med fyldte poser.

I morges stod jeg tidligt op. For nu stod min cykel jo i Hillerød. Og der var kun én ting at gøre. At løbe på arbejde. Himlen så grå og truende ud, og jeg tænkte mit. Jeg er altid lidt træt ved tanken om at løbe afsted om morgenen, og jeg er altid træt de første 4-5 km. Men det ved jeg jo, og pludselig er det så bare fedt at løbe afsted i morgenstunden. Ud af Kongevejen i infernalsk trafik. Virkelig. Man kan blive så politisk korrekt bekymret over antallet af biler på vejen. Specielt når man nu kan polere sin private glorie i den grad. Hvad gør de der, alle de biler? Nåmen, på den anden side af Blovstrød drejede jeg ind i skoven for at slippe af med dem,  bilerne. Og vups, var der ro. Jeg elsker skoven, når den er i vågne-op mood. Når fuglene fløjter på morgenmåden, når de røde egern piler op og ned af træstammerne, når musene rumsterer og pludselig fløjter over skovstien, og når råvildtet står og stirrer forvirret og fortørnet. Jeg hostede først efter en time og et kvarter. Og lårene hylede igen. Men ærligt talt, – så var der jo ikke så langt igen, vel? Så det blev mig, der bestemte. Og pludselig kunne jeg ane bilerne på Overdrevsvejen for enden af skovstien. Hvor er det bare en anderledes oplevelse at løbe gennem skoven, når jeg har tjek på ruten.

Hostede mig igennem tre timers kvalitetsmøde. Men var hosten ikke en lille smule mere løs? Og fik travlt med at komme til Glostrup Hospital, hvor jeg havde møde med regionens lungespecialister. Var det derfor min hoste stoppede? Jeg hostede overhovedet næsten ikke, mens jeg havde møde med lungelægerne. Måske er det på vej til at drive over??? Sig det ikke til nogen, men måske???

Resten af eftermiddagen blev brugt på at lede efter trail-løbesko. Men der kom løbeeksperterne i den grad til kort. Christ, det ved det de ingenting om. Jeg vil have løbesko med til Nepal, og det er – ved gud – ikke verdens nemmeste terræn at løbe i. Klipper, grus, is, græs, stigninger – i én pærevælling. Tror nok, jeg har fundet dem, men det bliver på nettet. Sjældent har jeg oplevet så dårlig vejledning/vildledning.

Og så spurtede jeg hjem igen på min cykel. Og mødte en fyr i et lyskryds i Lyngby, som sagde: “Wow hvor kører du bare hurtigt. Jeg prøvede at undskylde det med min gamle cykel, men du cykler bare stærkt” Sagde han med lidt respekt i stemmen. Joooo, jeg tror måske, det går en lille bitte smulle bedre, måske, med mine lunger.

by - 0 comments

Mænd med missioner og mænd med visioner

Jeg dumpede ind i noget tv om en finansfyr, der fyrede en bid af sine penge af på at springe i faldskærm over Mount Everest. Phfyi….. Faktisk mødte jeg nogen af de der Everest Skydivers for to år siden, da jeg cruisede rundt i bjergene derude. På gå-ben altså.  Det syntes han jo lissom blev kedeligt efter 6 dage. Nåmen lad nu mine fordomme ligge. Han var en mand med en mission. Han skulle sætte en bunke menneskers liv på spil med et lille fly op over ni kilometers højde og springe tandemspring (med en prof udspringer) ud over bjergene. Og lande på et lille spot ved Lukla eller Lobuche. Og det klarede den professionelle udspringer at navigere dem sikkert ned til. Og så kunne han sætte det flueben i adrenalinregnskabet. Helt grotesk blev det, da gruppen af udspringere in spe stod og surede over, at vejret forsinkede dem, så de måske ikke kunne nå deres bestyrelsesmøder. Og så reflekterede han lidt over, hvad han skulle gøre, når det ikke kunne blive mere ekstremt? Man kunne måske overveje at foretage sig noget mere virkeligt?

Udsendelsen stoppede heldigvis, da han var landet, og det er jo altid fedt at se lidt på bjergene derude. Jeg fik også et par glimt af nogle folk, jeg kendte derudefra. Men så switchede DR2 til et nyt program om en anden mand. En mand med en vision. Olafur Eliasson, som vil lave kunst, der har indflydelse på noget. Kunst der gør en forskel for nogen. Kunst er et redskab til at få verden til at forandre sig. Det er så spændende at følge, hvornår folk begynder at gøre noget i samspil med de rum, jeg laver, sagde han. Og hver eneste gang jeg har været blandt Olafur Eliassons kunst, sker der noget. Man kan ikke lade være med at gøre noget. Jeg kan ikke lade være med at udforske rummet, lyset, vandet og mine bevægelser. Jeg bliver helt vildt nysgerrig. Det handler ikke om mig, siger han, det handler om jer, der ser og sanser.

To vidt forskellige mænd. En mand med en mission og en mand med en vision. Jeg har mødt så mange af den første slags. Den anden slags er langt sjældnere – og holder meget længere. Eller hvad synes du?

by - 10 kommentarer

Sur og vranten – sagde tanten

Og tanten – det er mig. Jeg er sur med sur på. Sidder her i flydesofaen, under dynen og hoster. Med laptoppen i skødet og prøver at skyde nogle deadlines fra hoften. Og jeg skal faktisk løbe marathon på søndag. PÅ SØNDAG, sagde jeg. Og hvad laver jeg så her under dynen? Jeg skulle trippe overfrisk rundt med udhvilede ben. Jeg skulle vimse omkring på den mest overskudsagtige måde og være blæret over at have trænet igennem. Jeg skulle flashe mine nyindkøbte frække røde sko fra Berlin sammen med min lige så nye Desigual nederdel og opføre min indre forestilling om at se gennemført lækker ud.

Og så sidder jeg her og pruster. Og nyser. Og hoster. Det var ikke det, jeg havde aftalt, vel? Jeg er SÅ dårlig til at være sur. Jeg vil helst holde op. Men – FNYS! Det er ikke et fedt tidspunkt at sidde her og snotte. Jeg er ikke engang rigtig syg, så jeg spyder rapporter ud i æteren og veksler med overspring på Facebook og bloggen. Mens jeg glor vrantent ud af vinduet på de der overskudsmennesker, der kommer løbende forbi på vej i skoven. Jeg skulle have været til et vildt vigtigt møde, men det er ikke tidspunktet at gamble med mit helbred, vel? Jeg skulle også have været i den store by og se på en lejlighed, jeg måske kan få tilbudt. Og i morgen SKAL jeg på arbejde, fordi vi ansættelsessamtaler.

Men solen skinner alligevel udenfor mit vindue, og jeg har te på kanden. Jeg har et lager af Strepsils, og det er før sket, at jeg har raget mig en forkølelse til forud for et marathonløb. Så jeg sætter mig lige så stille og “surer af” og håber det forsvinder ud i cyberspace sammen med mine rapporter.

Imens kan forsøge at blive revet med af  hende her som jeg havde den helt udelte fornøjelse at opleve på Vega i sidste uge. Hun er det kæreste væsen på en scene, og hun kan, om nogen, putte mit humør tilbage. Beklager den halvdårlige lyd.