Category Archives: Hverdagsliv og alt det andet

by - 3 kommentarer

Jagten er gået ind

Og det er hverken ræve eller fasaner, jeg jager. Jeg er på boligjagt. Jeg kan næsten ikke bære at tænke på endnu en vinter i Birkerød. Jeg gider ikke fremleje. Jeg vil have et hjem. Sådan et rigtigt et, hvor det kan betale sig at hænge alle billeder op. Hvor det giver mening at pakke alt det hele ud. Jeg vil ud af land-livet. Jeg vil ind og lege med de andre i den store by.

Det har sikkert været fint at bruge et års tid til at pille lidt i min navle i ro og fred. At fordøje de sidste års omvæltninger og strabadser uden for mange forstyrrelser. Men nu er jeg helt parat til at springe ud som socialt væsen igen. Man kan også leve for uforstyrret. Jeg har altid boet sådan, at folk smuttede forbi. At det var hos mig, i mit køkken, vennerne slog sig ned med rødvin og holdt mit kokkeri under opsyn. Sådan vil jeg ha’ det igen. Jeg vil kunne smutte spontant i biografen, jeg vil gå til koncerter. Jeg vil spise brunch med mine unger og hente de små tøsepiger fra børnehaven. Men allermest vil jeg have folk på besøg.

Så nu leder jeg. Har oprettet profiler, nej ikke dating-slagsen, men boligsøgerprofiler. Jeg har opdaget, at man kan bo på Amager og i Sydhavnen. Og alligevel arbejde i Hillerød uden bil. Jeg svarer på annoncer, og jeg tager ud og ser lejligheder. Havde lige glemt, hvor tidskrævende, det er, og hvor hurtig man må være på tasterne. Men jeg har god tid. Jeg vil finde det mest rigtige sted. Jeg har mit lille hus et år endnu. Men er rigtig parat til at flytte inden den næste istid.

Hvis nogen læsere kender til en ledig lejlighed på minimum 75 kvm, som ikke ligger på Vestegnen, og som har noget terasse, altan eller have, så drop gerne en mail. Eller spørg i jeres netværk. Jeg er en ønskelejer af den slags med fast indkomst, uden hjemmeboende børn og slet ingen dyr, uden røg og med en god vilje at investere i noget fællesskab. Jeg har en god musiksmag og spiller sjældent rigtig højt. Jeg kan godt overtales til at feje en trappe engang imellem og skal nok tage min tørn med snerydning, om nødvendigt.

by - 1 kommentar

Ryd op i dit liv – på light måden

Forleden skrev jeg et indlæg om kaos og orden og efterlod et delvist rigtigt billede af mig selv. Jeg er et rodehovede, som navigerer fortrinligt i kaos. Jeg panikker let, hvis jeg er tvunget ind i alt for faste rammer, og jeg ville dø i et hus med pinlig orden. Men jeg er også supersystematisk. Når jeg laver mere eller mindre skarpe analyser (som jo skaffer mig brød på bordet), er jeg ret grundig og systematisk. Ellers dur de heller ikke til meget, – og jeg ville temmelig hurtigt blive brødflov. Skarpe deadlines holder jeg altid, og jeg kommer uhyre sjældent for sent til en aftale. Systematik og en vis form for orden er altså ikke fuldstændigt fremmede elementer i mit liv. Bare i nogen former.

Men jeg har også en supertjekket side. Som i går, hvor jeg havde inviteret alle unger til at fejre min fødselsdag. Ellers får jeg ingen gaver, jo. Og for at være sikker på at få nogen gæster, havde jeg forlagt festlighederne til Frederiksberg. Jeg bor bare alt for langt ude på landet. Og så var det, at nogen smed et møde ind fra 2-3 fredag eftermiddag. I Hillerød. Men der er hjælp til ustrukturerede rodehoveder. Også selvom maden skal stå på bordet kl. 18, fordi små mennesker ellers går sukkerkolde. Hjælpen hentede jeg fredag morgen ved computeren: www.nemlig.com leverede uden slinger i valsen vin, vand, øl, grøntsager og is på Frederiksberg, hvor min datter kunne tage imod. Mens jeg spurtede afsted på cyklen fra Hillerød og klarede de sidste indkøb på vejen. Klokken 18.00 (plus et par minutter) sad vi bænkede omkring bordet, og jeg fik mine gaver. Men måske skal man være autodidakt kaospilot til den slags situationer?

Forleden, da min ældste datter havde læst mit blogindlæg, udbrød hun, at hun godt kunne have skrevet noget om at gemme på alt for meget gammelt lort. At mine bunker var klasser værre end hendes, og at hun – trods opdragelse, arv und alles – smed ud med hård hånd. Aaarj, sagde jeg, dine bunker er da lige så slemme som mine. Nej, holdt hun på sit. Okay, okay – måske er der en lille smule om det. Jeg forstår det ikke helt. Jeg mener, med den flyttefrekvens jeg har holdt de sidste 3-4 år, er der da røget ret meget ud. Men hun har stadig ret, barnet. Jeg gemmer på alt muligt. Jeg begriber bare ikke, hvor det alt sammen kommer fra.

Men jeg tog hendes ord ind, og i dag har jeg fyldt to store sække med smid-ud-af-dit-kaos-ting. Og jeg vaklede – helt ustruktureret – afsted med kæmpesæk til matriklens genbrugsplads. Blot for at erfare, at tøj ikke er en kategori her. Og slæbte hele sækken tilbage igen. Nu står den så og tænker lidt over det hele, indtil jeg orker at slæbe den til et andet genbrugscenter. Jeg fik ryddet ud i gammelt løbetøj, som alligevel aldrig bliver luftet mere. Jeg sorterede hårdt og kontant i gammelt klatreudstyr og halvødelagt friluftsgear. Nogen der vil købe et dunsæt til 8000m+? Jeg vil lære at bruge Trendsales og loppemarkeder til andet end at bruge penge. Jeg vil hermed indlede et nyt liv med færre ting. Lidt færre, i hvert fald.

by - 12 kommentarer

Ryd op i dit liv – eller kys dit kaos….

Jeg har været på journaliseringskursus. Og til jer, som ikke har et clue om, hvad det er…….stay happy! Vi, de offentlige skrivebordsriddere, skal gemme (journalisere) alle sager, dokumenter og mails i et system, hvor det altid er tilgængeligt og nemt at genfinde. God idé, sådan helt basic. Det er smart, at man altid kan finde sine ting og sager. Men tag nu mig. Jeg er sådan en uforbederlig anarkist. Mit kontor har altid lignet noget professorklon-agtigt. Med bøger og papir i bunker omkring mig. Nogen gange også på gulvet. Mellem billeder af børnene og billeder fra bjergene. Mellem løbetøj til tørre og stiletter til finere mødebrug. Jeg siger ikke, hvad mit hjem ligner. Og jeg bliver sådan en lille smule misundelig på dem, som kan det der med yndige pynteting på deres ordentlige skrivebord. JEG ER ET RODEHOVED.

Jeg lukkede øjnene fast i for de heftige bølger af Feng Shui og bolig-minimalisme. Ikke hos mig, vel? Der skal være plads til det hele; alle bøgerne; mapperne med artikler og notater fra studierne; alt krimskramset fra alle rejserne; alle de magaziner, jeg abonnerer på; maskerne; alle mine glas; mit bjergudstyr, klatreudstyr, soveposer, rygsække, løbetøj……. det hele. Jeg har stadig alle mine cd’er og dvd-film. Og i al hemmelighed har jeg også stadig mine LP’er gemt på loftet. Jeg nikkede heftigt, da nogen skrev en bog om at kysse sit kaos og glemme al den orden og minimalisme. Altså hos mig skal man se, at der leves. Og det kan man.

Men måske jeg alligevel skulle journalisere mit liv lidt. Måske ville jeg så undgå i fremtiden at stå en regnvåd morgen og vente frysende i halve timer på en togbus i mit svedige løbetøj? For så ville jeg selvfølgelig allerede i sidste uge have lappet min racercykel, når nu den anden er hos den seriøse cykeldoktor. Eller repareret min mountainbike, som står på hovedet i skuret. Måske ville jeg have husket det papir om noget pension, som jeg lod ligge, til jeg kom hjem fra Nepal. Måske ville jeg ikke have dræbt min radio ved at trykke på nogle umotiverede knapper på fjernbetjeningen. WTF – jeg slipper da for p3. Jeg ville vide, hvor min hårbørste er. Jeg ville aldrig bruge ti minutter på at lede efter nøgler hver morgen.

Jeg ville have sluppet for en løbetur fra arbejde, som min krop ikke syntes sig helt parat til. Det kønneste ved den løbetur var den musik, jeg helt undtagelsesvist løb med i ørerne. For at fjerne fokus fra den regn, der piskede ned, og den vind der kastede sig ret imod mig.

Problemet er bare, at hver gang jeg sætter et forsøg igang, bliver jeg overvældet. Handlingslammet. Jeg har prøvet at sætte mine cd’er i alfabetisk orden. Og det ser pænt ud. Men det varer kun kort, fordi jeg glemmer det, næste gang jeg sætter cd’er på plads. Jeg glemmer de systemer, som skal holde orden i mit liv. Og derfor ender jeg altid med at kysse mit kaos i stedet for.

Men sagerne. Sagerne på regionsgården, – de skal journaliseres. Og måske kan jeg så fjerne bare en lille bitte bunke fra skrivebordet?

by - 1 kommentar

Sku’ man flytte til Nepal måske?

Så flintrer man igen rundt i noget tynd bjergluft et par måneder og lægger astmaspray og alting på bunden af rygsækken. Og har det helt glimrende. Og man kan lige stikke snuden indenfor i DK, så løber næsen og lungerne klapper i. Hvad f¤¤¤¤¤ er egentlig meningen? Nu trækker jeg igen mit vejr som gennem en pude af skumgummi. Og hvæser og hoster, så kollegerne kaster bekymrede blikke ind på mit kontor. Det er ikke sjovt mere, vel?

Der er ikke pollen i luften. Måske er der svampesporer? Jeg aner det ikke. Er det noget indeklima? I mit hus? I mit kontor? Det er besynderligt, at jeg kunne trække vejret helt frit i Nepal, og at det hele starter igen, så snart jeg stepper ud af flyet. Er jeg allergisk overfor mit land?

Det går okay med at løbe og cykle, men jeg bryder sammen i hosteanfald. Og jeg er SÅ træt af det. Nu ringer jeg igen til min læge i morgen og prøver et nyt præparat, for det, jeg har, gør ingen forskel. Og om lidt skal jeg løbe i fire dage.

by - 4 kommentarer

Søndagstur i lånte fjer

Hvad sker der for det der tid? En hyggelig middag med Pii og Sille udviklede sig til en masse vin, og så stod der pludselig 02.30 på uret. Det må være en fejl, tænkte vi. For få minutter siden var det bare aften, og Sille var lige puttet i seng. Og jeg skulle klart cykle hjem til Birkerød og løbe en træningstur med Jesper klokken ni. Nej, vel? Jeg var ikke svær at overtale til en overnatning i Idas seng.

Men træningsturen lå jo lidt fast. Vi lagde den om til Islands Brygge, og jeg lånte Pii’s løbetøj. Som hun havde løbet DHL i onsdag.og ikke havde vasket endnu. Og snørede de kasserede løbesko, jeg havde cyklet i. Tværede lidt tandpasta rundt i munden, så fornemmelsen af gammel vin blev fortængt lidt. Slubrede godt med vand for at klare hovedet. Og så dampede jeg afsted mod Islands brygge og cykelbroen, hvor Jesper ventede. Hvad søren, – vi skal alligevel vænne os til en påtrængende kropslugt i de fire dage, vi skal løbe. Vi løb ud over Amager Fælled, og det var ren nostalgi. Jeg har ikke løbet derude, siden jeg var kæreste med Tom fra Christianshavn for fire år siden. Solen bare bankede ned, og jeg blev mindet lidt om, hvor fedt det også er at løbe på Amager. Og Christiania.

Men hvad sker der for mine weekender? For en uges tid siden tænkte jeg fortrøstningsfuldt frem på en weekend i Birkerød. Jeg var dumpet lynhurtigt ned i noget hverdag med lidt rigeligt fart på. Og jeg drømte om en weekend med træningsture, lidt oprydning, avislæsning, sol på terrassen, hygge med naboerne og ingen, ingen planer. Og her sidder jeg og har tilbragt ufatteligt få timer på min hjemlige matrikel. Hvordan kan en hel weekend blive spist så hurtigt?

Det kan den jo, fordi jeg har været sammen med børn og venner hele tiden. Og okay – fik også noget husalf til at fræse rundt med støvsuger og gulvmoppe. Og okay – har også fået løbet nogle fine træningsture og cyklet en hel del kilometer. Men væk er den, weekenden, og en mandag melder sin ankomst om få timer.

by - 0 comments

En rådden dag, hvor alt endte godt

One of those days…. Vågnede i går med følelsen af symbiose med hovedpuden. Har vi nu tilbragt timer nok sammen i de sidste uger? Næppe.

Mærkede en velkendt prikken i venstre balle. En byld på vej. Et fænomen der optræder med mellemrum, som er undersøgt og undersøgt og undersøgt. De rummer ikke bakterier, og jeg har selv en vag fornemmelse af sammenhæng til en rejse til Afrika for mange år siden. Jeg lever med dem. De varer et par dage, gør hundeondt, væske lidt og forsvinder igen.

Kiggede lidt på mine cykler. Og valgte at skifte slangen på racerens fordæk, så jeg kunne suse afsted på den i morgenluften. Nåede forbi Tokkekøb Hegn, så sivede luften ud af bagdækket. Og dagens plan faldt sammen. Der stod jeg med min cykelpumpe og planerne om at gå tidligt fra arbejde, så jeg kunne nå at lave aftenens foredrag færdigt. Hvorfor være i god tid, når man kan arbejde under pres?

Min kollega, Jan, kom tilfældigt forbi i sin Berlingo, så ind med min cykel og videre på arbejde. Tak til ham, som så også skulle tidligt afsted igen til et møde inde i byen. Og så kunne min cykel og jeg jo kravle bagi igen og hoppe af i Birkerød. et nul til Berlingo.

Surfede lidt modløst rundt i titusindevis af billeder fra utallige ture og ekspeditioner. Men fik alligevel sammensat noget foredrag, som rummede lidt af hvert uden at drukne folk i mine feriebilleder. Piskede afsted på min citybike, som også trænger til en alvorlig overhaling og nåede ikke noget mad. Susede ned mod Halmtorvet og Øksnehallen, da en kassevogn svinger til højre. Og bliver ved med at svinge, selvom vi har øjenkontakt. Jeg har fart på og slingrer afværgrende til siden og slipper med et slag mod baghjulet. Af den dumme stodder, som bare kører videre, mens både jeg og de omkringstående råber højt efter ham.

Så med pulsen i rød zone og rystende ben stepper jeg ind i bygning 55 ved Øksnehallen og bliver modtaget med knus og kram. Og afleverer mit foredrag, som folk faktisk sidder helt stille og lytter til, selvom loppemarkedet allerede var i fuld gang. Og selvom projektoren lavede sære ting med farverne på mine billeder. Og som folk havde en million spørgsmål til bagefter. Så jeg satte mig sådan helt glad og afslappet og drak lidt øl, inden jeg styrede cyklen tilbage til Birkerød (og igen drømte om en lejlighed i byen).

Nu har jeg rettet en smule op på forholdet til min hovedpude og forsøger at kickstarte en alf med kost og spand gennem huset.

by - 3 kommentarer

Ud af buret

Jeg fik vristet mig selv fri af mit indre eksil. Det går jo ikke at have antennerne vendt indad, når der ligger 3000 mails i indbakken (no kidding!), vel? Eller når nu det er i næste uge, vi flyver til England for at cruise gennem The Glendale Way. I løbesko. Eller når der er deadline for 2-3 projekter lige nu.

Så off we go. Jeg må have en rygsæk til Englandsturen. Jeg har rådgivet flere om løberygsække, og nu er det min tur. En hurtig research på nettet overbeviste mig om samme rygsæk, som Karina også valgte til Extreme Marathon i Silkeborg, LitePac
Desværre for mig var den udsolgt fra forlaget, men heldigvis havde Thure en OMM rygsæk liggende i kælderen, som jeg kunne købe. Desværre på en trist baggrund. Rygsækken har tilhørt Thomas Labo, som døde i vinter. Jeg vil bære rygsækken med stolthed over de engelske hedestrækninger.

Derfor sprintede jeg afsted på min cykel fra Hillerød til langt ud på Amager for hente rygsækken. Og kom lidt for sent til min middagsaftale med mine to piger. Men vi nåede både middag og Hævnen. Som efterlod os fuldstændig tavse og lamme i roen. Hvor har nogle mennesker det dog dårligt.

Og i dag løb jeg så hjem fra arbejde med min nye rygsæk på ryggen. Ad min yndlingsrute gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn, som jeg hilste glad i deres sensommerdragt.

Hverken Jesper eller jeg er tilsyneladende begge uden behov for detailplanlægning, men vi har alligevel bestemt os for at stikke hovederne sammen på søndag, mens vi løbe en tur i skoven. Bare så vi koordinerer logistikken en anelse.

Hvis nogen ikke har noget fornuftigt at lave fredag aften, kunne I overveje at komme i Øksnehallen fredag aften. Der holder Paul Petersens Idrætinstitut Friluftsloppemarked, og jeg skal underholde fra omkring klokken 19 med ord og billeder fra ”et liv med eventyr og friluftsliv, udviklingsarbejde i Nepal, bjergbestigning og glæden ved at tage på tur”. Så nu skal jeg sætte billeder sammen fra små og store eventyr. Fra alle mine hverdagseventyr i skoven til mine større ekspeditioner i Nepal og Sydamerika. Fra rejser til fjerne afkroge af verden til små ture i Danmark eller eventyr i Alperme.

For et par uger siden sad jeg i et køkken i Simikot og snakkede med David. Og han spurgte, hvorfor mon du og jeg gør det her? Hvorfor er det, at vi synes, det er fedt, og andre aldrig kunne drømme om at gøre noget lignende i bare en enkelt uge? Hvorfor er det fantastisk for mig at ligge i et lille telt på en stejl bjergskråning med sneen hvirvlende omkring mig? Spise kedelig mad, som vi laver i teltet? I ugevis. Få frostsår på læberne. Hvorfor bliver jeg så tiltrukket af udfordringer? Så jeg kan holde ud at opholde mig i dyb fattigdom, som jeg gjorde hele sommeren? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke noget forkromet svar. Kun at min nysgerrighed på verden og dens mangfoldighed er ubændig. Og forhåbentlig aldrig holder op. Men folk der altid tager på storbyferier rummer vel en lignende form for nysgerrighed? Måske min komfortzone bare ikke er særlig veludviklet?

Anyway – nu må jeg stoppe mine overspringshandlinger og lave det slideshow.

by - 2 kommentarer

Limbo

Det er sært at lande i mit lille danske smørhul. Jeg er glad for at være tilbage. Jeg elsker at være tæt med mine unger igen. Det er fedt at se vennerne, og jeg er så glad for at være tilbage hos mine kolleger i Hillerød. Alligevel bevæger jeg mig rundt i en slags limbo. Med en gennemsigtig skærm mellem mig og verden. For mange indtryk gør mig træt, og skærmen ryger op. Mit lille hus er min hule, som jeg har alt for lidt tid at gemme mig i. Verden kalder. Ubønhørligt.

Og jeg prøver, og jeg gør mit bedste. Mens jeg lover mig selv at give tid. Der har været mange kontraster i mit verdensbillede de sidste par måneder. Jeg har bevæget mig mellem fattigdom og rigdom, mellem ensomhed og fællesskaber, mellem stilhed og larm. Jeg har opholdt mig i den absolutte enkelhed, og er nu tilbage i de endeløse valgmuligheder. Det tager tid at tage det hele ind. Og det tager tid at lade det bundfælde sig. Det er åndeløst at se fem hyldemeter forskellige morgenmadsprodukter og tænke tilbage på morgener med tsampa og buttertea. Hvordan lærer jeg igen at begribe beklagelser over våde kælderrum, når man kommer fra regn, der udløser jordskred og slår mennesker ihjel? Det tager tid.

Så jeg giver tid. Imellem familiefest og arbejde. DHL og biografture. Og så falder min verden sikkert langsomt på plads i mit univers igen

by - 0 comments

Efterårssæsonerne er skudt i gang

Jeg er blevet hentet ud i noget virkelighed, hvor man skal møde op hver morgen. Og det var med lidt chok og vantro, at det gik op for mig, at iPod-lyden i går morges betød: skrub så ud af sengen, Høstrup.
Men det var sandt. Og jeg blev modtaget med knus af chefen og drak spandevis af te med kollegerne. Ja, jeg nærmest tussede fra kontor til kontor og sludrede. Og brugte hele dagen på at få min computer til at makke ret, så jeg kunne komme ind til det der arbejde. Altså – jeg kunne sagtens fortsætte med te, knus og snak, men de andre havde jo arbejde at lave. Og det havde jeg så også, da computeren endelig lukkede mig ind. I eftermiddag. Længe leve teknologien. Og det er dejligt at være tilbage. For da susen, hvor er jeg heldig med det job, de kolleger og det arbejde, der gemmer sig i min computer. Jeg hilste glad på min racercykel, som har stået helt alene i et værelse hele sommeren. Og det var ren luksus igen at suse gennem skovene til Hillerød. Fedt, fedt, fedt.

Foredragene begynder stille at tikke ind i kalenderen. Alle mulige forskellige foredrag, faktisk. I næste uge er jeg inviteret ind på Paul Petersens Idrætsinstitut og fortælle om eventyr og friluftsliv. Andre foredrag er om at blive patient – eller om at blive rask, om kvalitative forskningsmetoder, om bjergbestigning og selvfølgelig om mit arbejde i Nepal. Så det er i den grad, hvad man kan kalde en skøn blanding. Og så tikkede der en forespørgsel ind til morgen i min mailboks, som jeg blev knaldrød og varm i bærret over. Af sådan en mixtur af forlegenhed, betuttethed og rå glæde. Fra en særlig, kærlig blogveninde, som gerne ville have mig til at fortælle om ”at træffe valg og gøre det, man føler for”. For nogle særlige kvinder. Ja, jeg vil da så. Helt vildt gerne. Jeg bliver helt vildt rørt og ydmyg over at nogen kan føle sig inspireret af mig. Og jeg elsker at holde foredrag. Så man må gerne kontakte mig, hvis man skulle få lyst til at høre mig give den gas med en masse billeder.

Jeg kommer stille i form igen. Jeg har løbet tre ture på 10-12 km i min skov. Kun én i regnvejr, og løbeskoene kommer også med til familietræf på Mols. Det går egentlig meget godt, bare langsomt. Og på mandag, ik? Når hele Region Hovedstaden og alle de andre skal løbe DHL, så lader jeg sgu nok bare uret blive hjemme. Nogen gange behøver jeg slet ikke at vide, hvor lang tid det vil tage mig at tilbagelægge fem kilometer, vel? Og som en slags straf for ikke at være hjemme hele sommeren, skal jeg løbe sidst på vores hold. Altså når alle de andre har tændt grillene langs ruten inde i Fælledparken. Jeg hader at løbe sidst. Men det bliver garanteret skidehyggeligt. Og det er på en måde en rimelig straf. Jeg tager den med oprejst pande (med mindre altså at nogen alligevel vil bytte?? Mon?)

Efteråret er også skrivetid. Og først skal jeg selvfølgelig have skrevet min rapport færdig om mit arbejde i Humla og sende den afsted til Kathmandu. Jeg mangler lige den sidste finpudsning, som nok kan klares i bussen i morgen og overmorgen. Jeg har et par artikler i støbeskeen. Om Humla og om udviklingsarbejde. Og mit kapitel til Tracy’s bog er næsten færdigt og klar til at sende.

Jeg har ikke set på billeder endnu. Jeg er ikke helt landet endnu. Det er som om, jeg lige må sunde mig en smule, før jeg giver mig i kast med de omkring 700 billeder, der ligger på memory kortene. Som om jeg lige skal tage de hjemlige indtryk ind først. Så der skal nok komme billeder. Om lidt.

I går blev også den musikalske efterårssæson skudt igang. Det gjorde den i Amager Bio sammen med Henrik og Secret Oyster. De leverede en fantastisk koncert, og ham der guitaristen, jeg havde flimset sammen med engang i forrige århundrede, kunne stadig trylle på sin guitar. Og havde stadig den der frække udstråling.

by - 4 kommentarer

Blodbad i Birkerød

Alma var krøbet op på mit skød, mens vi nød vores lakrids-is efter middagen. Eller elekrids, som det hedder i Almas univers. Sengetiden nærmede sig, og inden længe skulle Alma puttes i mit soveværelse. Hun er nemlig i skovbørnehave i Birkerød i denne uge, og børnehaven ligger kun omkring 200 meter fra mit hus. Derfor havde jeg grebet chancen og hentet hende, mens jeg endnu havde fri. Og vi havde nullet rundt og hygget os med tusser, modellervoks og græsplænen. Nu åndede alt fred. Fred før dynetimen.

Alma tussede hen og hentede en plastikskål, så resten af isen kunne smelte og blive til en lækker ’elekrids-suppe’. Og jeg rejste mig for at rydde bordet og fylde opvaskemaskinen. Jeg skulle bare have ladet det hele stå, skulle jeg. Pludselig smuttede min store kokkekniv ud af hænderne og styrtede lodret ned og ramte min lilletå. Jeg hylede lidt op, for det gjorde ondt, ondt. Alma kiggede lidt overrasket på mig og begyndte at grine. Jeg grinede også, fordi det var så åndssvagt. Og samlede kniven op og lagde den på plads i opvaskemaskinen. Og opdagede, at blodet piftede ud af min fod. Jeg humpede tilbage til spisebordet for at fange min serviet til at tørre noget blod af. Og Alma råbte op. Der var et stort blodspor efter mig. Ikke bare små stænk, men en motorvej. Jeg fik tjekket foden og så, at jeg havde lavet et rent, tværgående snit i min lilletå. Og selvom den er lille, pumpede blodet ud. Jeg sad et øjeblik på gulvet, og der bredte sig en blodpøl omkring mig. Godt der var en knogle til at standse kniven, ellers var tåen da snittet rent af.

Nå da. Jeg samlede servietten stramt om tåen og komprimerede i håb om at standse blødningen. Nu var Alma blevet lidt forskrækket over alt det blod. Når jeg lettede trykket på tåen, fossede det igen ud. Så jeg blev siddende med tiltagende kramper i tommeltotten. Efter et kvarter var situationen helt uændret, og Alma var ved at være rigtig træt. Plaster og forbindingssager lå ovenpå. Og det er ikke holdbart at hoppe på et ben op ad sin lyse, ubehandlede trætrappe, mens man holder krampagtigt på sin højre lilletå. Så jeg måtte ringe til mor’en. Og så forsvandt Alma ind på sofaen. Jeg hoppede på et ben derind, og hun lå og gemte sig under sin pude. Nu var hun rigtig forskrækket og ked af det. Men vi fik os snakket igennem det, og blev enige om, at trods alt var godt, at det min tå, og ikke hendes.

Det lykkedes at komprimere. Efter mere end en time og en krampe i tommelfingeren, der stadig kan føles idag, stilnede det af. Og jeg undlod det med skadestuen. Det blev også for uoverskueligt. Men Alma og jeg må finde os en ny dag sammen, og Alma lærte, hvorfor det er godt at bruge hjemmesko. Gjorde jeg? Don’t think so. Jeg går altid i bare tæer. Som en af mine gode venner skrev, – ikke meget street credit i den historie, når man lige er vendt hjem efter to måneder i noget ødemark. Og sikke et spild af en god tirsdag aften i godt selskab.