Jeg hader at købe ind. Jeg får svedeture og angstanfald af store supermarkeder, og jeg synes, det er så meget spild af min tid at knokle rundt med tunge bæreposer på min cykel. Jeg hadede det endnu mere, dengang mine børn var små og uskyldige. Og en af grundene var, at netop deres uskyldighed med sikkerhed fik dem til at forsvinde fra jordens overflade, mens vi var i gang med at proviantere. Fordi de bare bevægede sig rundt i verden med en urystelig indre tillid til verden. Jeg har ikke tal på de gange, hvor det er gjaldet i højtaleren: Vi efterlyser moderen til lille Mia/Morten/Sofie, som står i Informationen og savner hende. Som om. Vel gjorde de ej. De var bare sådan nogle børn, som blev væk. Hele tiden.

Anyway, – de kom ikke med. Jeg, onde egoistiske mor, lod dem gladeligt blive en halv eller en hel time længere i børnehaven og vuggestuen, så jeg kunne gennemleve supermarkedernes udfordringer alene. For selv om de blev væk hele tiden, fik jeg et lille hjertestop hver gang. Oven i svedeturene.

Min redning, dengang i gamle dage før internettet var opfundet, blev faktisk to ting. En økologisk landmand, som hver anden uge satte en gigastor sæk med frugt og grøntsager udenfor min dør. Altid hjemmeavl. Det var dengang, jeg virkelig lærte forskellen på en gulerod og en økologisk gulerod at kende. Og aldrig siden har købt en gulerod. Altså en ikke-økologisk.

Min anden redning var noget, der hed Dansk Fryseøkonomi. De kom en gang om måneden, og man kunne bestille kød, fisk, frosne grøntsager, is og meget andet. Vupti! Så behøvede jeg bare at købe mel og mælk, og familien var kørende og jeg var glad.

Men det var ikke bare de überaktive småbørn, der gjorde det. Jeg hader stadig at købe ind, og jeg gider ikke bruge tid på det. Jeg er vild med internettet. Efterhånden kommer jeg sjældnere og sjældnere i et supermarked. Nu skal det her jo ikke være en reklameblog, men mine cyber-leveringer er ren investering i livskvalitet. For mig. Hver uge afleverer Årstiderne en kasse frugt og en kasse grøntsager på trappen. Økologiske og friske. Og med ideer til opskrifter, så man ikke fuldstændig sygner hen i kedelig hurtigmad. Bare fordi det bliver lidt trivielt med den ensidige ros for de kulinariske udfoldelser. Eller – det er sjovere, når man har nogen at lave mad til. Men derfor behøver måltiderne jo ikke blive kedelige. Resten af ugens proviant sidder jeg i ro og mag og køber ind mandag morgen ved min computer hos Nemlig.com. Og her vil jeg altså godt udbringe en særlig ros. Da jeg modtog mine indkøb i aftes, var der røget tre store Faxe Kondi i posen i stedet for de 2-liters dansk vand, jeg havde bestilt. I den anden pose var en del af æggene knust og lå som et tykt lag ud over alle varer. Som en prik over i-et havde jeg selv sat et kryds ved en ost med kommen. Bvadr.

Nåmn jeg skrev en mail om de der sodavand og æg, og ved I hvad? I aften kommer de og bytter sodavandene, giver mig en ny bakke æg og forærer mig en ost uden kommen. Wow, service i verdensklasse og stadig uden at bevæge mig ud i noget supermarked. Jeg elsker internettet.

Da jeg kiggede ud af vinduet i mit kontor i Hillerød, styrtede det ned med vand udenfor. Jeg havde bikset med noget rigtig svært skriv i flere timer. Den slags skriv, som jeg først havde holdt møde med chefen om hele formiddagen. Med mine udkast, jo. Og kunne faktisk godt bruge at blive blæst godt igennem af noget tør efterårsluft. Men den var våd helt igennem, den luft. Jeg biksede videre, mens luften blev mere og mere våd. Og, okay, så var der ingen vej udenom. Afsted i regnen. Så kan 17 km godt være langt.

Jeg gad overhovedet ikke løbe ud igen i samme regn. Det bliver en morgentur i morgen i stedet. Jeg er brugt op for i dag. Falder i søvn til tv-avisen. Skriver uinspireret blogindlæg. Lukker ned. Der er ikke mere gang i hjernen. Kan man godt sådan bruge den op på en ganske almindelig onsdag?

Og i morgen skriver jeg videre. Både på bloggen og på det svære. Og laver spørgeskema og interviewguide. Og jeg bliver hjemme og gør det. I morgen eftermiddag har jeg nemlig en date med to små tøsepiger til spaghetti og kødsovs med overnatning. Fredagen? Den er da bare streget helt ud til skovture, legeplads og leverpostejmadder.

Over and out. Sov godt derude.

Søndag cyklede jeg hele vejen til Sluseholmen i bragende efterårssol. Der er godt 30 km, og det var næsten en symbolsk handling at cykle afsted med den underskrevne lejekontrakt i tasken. Jeg følte mig en anelse fjollet. Pludselig måtte jeg bare have de chicke klude på. Ikke noget med svedtransporterende cykeltights og Helly Hansen trøje. Nej, nej – ned i de sorte cowboystøvler og nederdelen fra Desigual. Rygsækken blev kylet hen i hjørnet, og den tjekkede mangestribede taske slynget kækt over skulderen. Der er da sådan lidt højtideligt over at forsejle sin boligsituation, ikke? En glad melodi i øret og jeg var klar.

Kontrakten blev afleveret, og viceværten tog pænt imod. Jeg har været snydeheldig, sagde han. Han havde ringet til en del, som ikke havde nået at se lejligheden. Jeg føler mig faktisk også heldig. I do feel lucky. Bagefter tøffede jeg lidt rundt og kiggede på mit nye hood. Der var ingen hjemme, så jeg kunne kun tusse rundt udenfor og nyde solen. Sad og kiggede lidt drømmende på min kommende kanal og prøvede at forestille mig, hvordan livet mon bliver ved kanalkanten. Jeg må jo finde mig en kajak. Det kan der vist ikke sættes meget spørgsmål ved. Jeg glæder mig inderligt til at have havvand så tæt på. Tænk at kunne springe ned i kajakken om eftermiddagen en lun sommerdag? Forestil dig at snappe badedragt og håndklæde og tøffe ned for enden af vejen og springe i vandet efter en støvet, varm dag på kontoret.

Jeg tog lidt billeder og blev ved med at have den der lidt højtidelige fornemmelse indeni. Og så cyklede jeg da bare hjem igen. Og lod fornemmelsen af en god beslutning sætte sig. Og tog et efterårsbillede fra min gadedør.

Må jeg præsentere bloggens nye forsøgslook. Forårsskoven på den gamle blog var lidt outdated, og der skulle ske noget nyt. Så mens jeg har siddet under dynen og drukket te, har jeg leget med nye baggrunde. Den her er lidt rå. Som alle de beslutninger, jeg er ude i lige nu. Den prøver vi.

Og så vil jeg gerne præsentere en beslutning. Mit kommende domicil bliver efter al sandsynlighed på Sluseholmen. Jeg har sgu sagt ja. Og på mandag laver de kontrakt. Boligen er reserveret i mit navn, for Søren. Jeg indleder en ny æra (igen) med for lidt aktiv valuta. Til gengæld får jeg verdens fedeste bo. Med udgang til egen kanal. Med plads til kajak udenfor dagligstuen. Et styk stuelejlighed med terrasse og temmelig indbrudssikret. I hvert fald skal man komme sejlende til, hvis man vil flå indbo ud af huset. Til den anden side er en lukket gård uden tilkørselsmuligheder. Sådan til døren i hvert fald. Med monsterstore vinduer til alle sider. Guf for en lysnarkoman. Stue, køkken og spisestue i ét med forskudte planer. Og soveværelse med altan mod kanalen. Det er nok lidt overbetaling værd, tænker jeg. Og det går sgu nok altsammen. Jeg holder bare nogle flere foredrag. Skriver et par bøger eller noget.

For enden af “min” vej bliver havnebad til sommer. For enden ligger også en kajakklub. Og så er der cykel/gå-bro over vandet til Amager Fælled. Ti minutter til Enghave Plads. Tyve minutter til mine tøsepiger og en halv time til sønnen min. Et kvarter til Rådhuspladsen (hvad jeg så skal der?). Bus direkte fra Hovedbanegården – eller havnebus næsten til døren. Jeg tror nok, vi er glade, ja jeg gør. Nu behøver jeg jo så ikke jagte boliger i nat. Måske man skulle prøve med det der søvn?

Jeg er træt og fladmast. Det er fast arbejde at jagte bolig. De gode lejligheder til rimelig leje er væk, før nogen kan stave til punktum. Jeg er tilmeldt forskellige boligportaler og udlejningsselskaber, og der tikker pænt mange mails ind i løbet af en arbejdsdag. Og det der arbejde render jo af med mig, så jeg ikke rigtigt når på omgangshøjde med de ledige lejligheder. Det gider jeg nu ikke stresse over, for jeg har et helt år at løbe på, før min fremlejekontrakt løber ud. Alligevel når jeg rundt og ser en hel del lejligheder. Og bliver totalt rundforvirret. Hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo…..? Nej ikke under der. Men skal det være midt på Rådhuspladsen? Ude ved noget vand og havn? Højt eller lavt? Stort eller småt?

Ikke for småt, vel? Der skal være plads til alle mine unger og deres kærester og småunger. Jeg elsker at have gæster. Der skal være luft mellem møblerne. Helst en terasse, så min mexicanske ovn kan flytte med og lune mig på kølige sommeraftener. Eller en altan. Der skal være opvaskemaskine. Jeg ved, det er lidt gejlet, men jeg gider ikke bruge min sparsomme tid på opvask. Der skal være lys. Jeg er lysnarkoman.

Jeg har været på Sluseholmen et par gange. En helt ny bydel bygget op med kanaler mellem husene a la Venedig. Og der er noget usigeligt fedt ved vand lige udenfor vinduet. Jeg savner vandet. Og jeg kunne begynde at ro igen. Men der er lidt langt til midtbyen, selvom jeg ved eftertanke kender forbavsende mange, som arbejder ved forskellige teleselskaber derude. Lejlighederne er ret fede og fulde af lys. Den næste jeg skal se derude har terasse til den ene side og privat ponton i kanalen til den anden side. Med plads til kajakken.

Jeg har været på besøg i en fantastisk lejlighed på Østerbro. Fuldstændig og aldeles centralt ved søerne. Masser af plads. Men ingen altan. Og så er det herredyrt. Skal jeg holde flere foredrag, og skrabe flere penge hjem? Eller skal jeg slå koldt vand i blodet og indstille mig på en mindre bolig? Eller et mindre rigtigt sted? Hvor meget vil jeg bo for?

Årh ja, det knirker og knager i mit lille hoved af alle de overvejelser. Det bliver så vigtigt, ik? For jeg vil gerne slå mig ned. Have sådan et rigtigt sted at bo for alvor. For I slipper nok ikke af med mig igen, København. Jeg tror, jeg bliver. Og prøver at holde styr på vores sundhedsvæsen.