Mig og min avis

Jeg er inkarneret Politikenlæser. Men tre gange har jeg været meget tæt på at forlade avisen og afslutte vores mangeårige forhold. Det er, når deres friskfyr-agtige sælgerdrenge ringer til mig. Gør det én gang til, og det er slut. Bare som en advarsel. Så bliver det Information eller Berlingeren.
Telefonscene fra i dag:

Mig: Hej det er Helle?

Politikendreng med høj stemmeføring: Hej det er Jesper

Mig: ??

Politikendreng: Ja jeg ringer fra Politiken, og jeg kan jo se, at du er en af vores rigtig gode og trofaste abonnenter.

Mig: Ja…..

Politikendreng: Og sådan en som dig, vil vi jo gerne tage os rigtig godt af og forkæle lidt.

Mig: ?

Politikendreng (nærmest exalteret): Derfor vil vi jo gerne forære dig et tilbud om at få avisen mandag til torsdag for XX kr. Og så et (stemmelejet løfter sig til nye højder) GAVEKORT på 600 kr!

Mig: Nej tak

Politikendreng: Hvad?? Jamen du får din avis HVER ENESTE MORGEN.

Mig: Nej tak. Jeg kan ikke nå at læse avis hver eneste morgen.

Politikendreng: Jamen så har du den så du rigtigt kan hygge dig i sofaen, når du kommer hjem.

Mig: Nej tak. Det går fint med nettet på hverdagene.

Politikendreng: Nej da. Du kan jo slet ikke brede avisen lækkert ud så.

Mig: NEJ TAK. Jeg trives faktisk rigtig fint som det er nu.

Politikendreng: Jamen…

Mig: Hej (Og så er det jeg savner at kunne SMÆKKE et rør på, som man kunne engang)

Så er det godt at ha’ en rigtig ven

Sidder her på morgenkvisten og stjæler mig en lille klat tid, mens jeg mander mig op til at cykle ud i noget vand, der fosser ned. Og tænker lidt over venskaber.

En øl i Nyhavn i går eftermiddags med en ven, jeg ikke har set i mere end et år. Vi havde ikke meget tid, og jeg kørte virkelig råddent på min cykel gennem hele brostenshelvedet for at få så mange minutter med som muligt. Og vi gjorde det, vi er så gode til. En lille times intenst samvær. Nogen venner kan man være 300% sammen med, når man ses. Andre kræver mere tid. Så gav vi hinanden et knus, lavede en ny aftale og skiltes.

Min mest elskede ven er i livskrise. Og er i København. Vi har hver især haft en lang periode, hvor vi har pakket os ind i arbejde og skærmet os for verden. Jeg for at slikke nogle blødende sår, og han fordi han ikke aner, hvad han skal stille op med det hele. Nu er jeg vist færdig med at pille navle og pive over mit liv. Så jeg har insisterende sat ham stævne. Han får ikke lov til at slippe for mig som ven. Ikke tale om, at jeg vil blive ved med at være strittet ud på noget sidelinje. Nu træder jeg i vennekaraktér. Og så kan jeg godt blive sådan lidt furieagtig. Eller terrieragtig. Så synger jeg ganske stille inde i mig selv Vennesangen:
Jeg elsker at sidde alene
og drømme og fantasere,
men har jeg været længe nok alene,
så vil jeg ikke vær’ alene mere,
så er det godt at ha’ en rigtig ven
og ha’ nogen at snakke med igen.
En man kan dele sine drømme med
lege eller danse eller svømme med,
-det er rart at være alene- men
det er bedst at ha’ en ven.

Og vi skal jo både ud og klatre og bestige nogen bjerge sammen. Ja vi skal. Så vi satte hinanden stævne på en Vesterbro-restaurant og sad der faktisk i næsten fem timer og fandt hinandens liv igen.

Jeg har lige fået en mail fra en ven. Han har fået et startnummer til Copenhagen Marathon, og han er sådan en superløber, der vil løbe det som et træningsløb. Så hvis du gerne vil have selskab, siger du bare til, skriver han. Jaaaaa, hvor hyggeligt. Og hvor supersødt at tænke på mig.

Og ved I hvad? I morgen tidlig flyver jeg til Berlin sammen med tre kolleger, som lige så stille er på vej over i noget venskab. Det er godt at mixe noget arbejde, kollegaskab til noget venskab, hvor vi også kan andre ting. Og der bliver forbud mod at nævne noget om kvalitet, sundhed, kommuner, hospitaler – det hele skal gå op i mad, chokolade, vin, sightseeing, et par små løbeture og ren afslapning.

I aften tager jeg i byen og hører noget dejlig musik med nogen af mine yndlingsmennesker, – mine tøsepiger og drengenes tøsekærester.

Håndklædet i ringen – eller videre nu

Jeg var for kæk i går. Min astma var ikke i bedring. Jeg vågnede i nat med et gigaanfald, som tvang mig op i en times tid, før jeg kunne trække noget ordentligt vejr. Vor herre bevares da. Hvad er der med de birkepollen årgang 2010? SÅ slemt plejer det da ikke at være. Der var ingen kære mor klokken alt for tidligt i morges, for jeg skulle stå klar med et oplæg til en flok vicedirektører og rektorer klokken 8.30. Ikke i cykeltøj, og med præsentationen klar på computeren.

Dobbelt morgendosis astmamedicin og afsted efter morgenmaden. På en kold morgen, der godt kunne have mindelser om noget efterårsagtigt. Men det er stadig forår og pollensæson. Så da jeg var færdig med mit oplæg og tilbage på mit kontor, ringede jeg resolut til min læge. Hvad???? Sagde hun, – det plejer du sgu da at styre selv? Ja, pev jeg, men jeg kan ikke. Først troede hun, at det bare var mit løb, der var generet, men da det gik op for hende, at jeg også piver, når jeg sidder stille, lavede hun en akuttid i morgen. Og skrev en recept på antihistamin og noget anfaldshæmmende astmamedicin. Hun er en gudinde! En kollega kom ind og begyndte at bræge løs om noget healing. Nix! Nej! Jeg skal have helt kontante piller og inhalationer. Ingen mystiske håndspålæggelser til mig, tak.

Hjemme med mine nye medikamenter tog jeg en inhalation Ventoline, – og wups, opløstes lidt af skumgummisvampen i mine lunger. Den er ikke væk, men der er huller i den. Og jeg kan endelig trække lidt mere vejr. I har ingen anelse om, hvor dejligt det er, at sidde her i min sofa og trække mit vejr. Når alt det om håndspålæggelser er sagt, så har jeg i mange år også fået akupunktur mod min astma for at styrke kroppen, og det har jeg suppleret med en opbyggende diæt. Diæten er ret simpel. Jeg er ikke til ret meget hokus-pokus. Den går, kort fortalt, ud på at undgå hvede, mælkeprodukter, rå grøntsager, kaffe, sort te og alkohol. Og indtage masser af tilberedte grøntsager, kartofler, ris, kød, fisk, olie, vand, grøn og hvid te. og frugt. Frugt og grønt skal helst være årstidens herhjemmefra. Min akupunktør bor desværre i Århus, så jeg prøver at klare det med medicin og diæt. Og så må det være nok – nu må jeg videre.

Sjovt nok cyklede jeg virkelig igennem, da jeg cyklede hjem i eftermiddag. Gav baghjul selv til to fyre på racere 🙂

Sygepleje og branding

Går rundt med sådan en lidt verdenskvindeagtig følelse indeni. Fløj til Ålborg i aftes og overnattede på hotel, som næste dags konferencearrangør havde sørget for. Stod tidligt op og inhalerede en hurtig morgenbuffet og gik til kongrescenteret. (Og nu vil vi så gerne sige tak for indsatsen til Fætter Frost – det er 7. maj, goddamit! Tak for en lang trofast indsats – nu må du gerne gå på aftægt og overlade pladsen til Søster Solskin.)

Nåmen grunden til at ose brændstof ud over vores lille land var, at en arrangørgruppe på Ålborg Sygehus havde bedt mig indlede deres konference om sygepleje. Det var jeg faktisk ret beæret over. Og jeg blev imponeret, da jeg så programmet for deres symposium, som strakte sig over hele dagen. Jeg var sammen med Nina Brünes, som er socialsygeplejerske på Bispebjerg Hospital, det eneste udefra kommende indslag. Resten af dagen var besat med sygehusets egne projekter og workshops. De havde samlet mere end 200 deltagere fra både kommuner og region. Det er fandme flot.

Mit lille foredrag handlede om sygepleje, arbejdsglæde og branding. Jeg viste forskellige arenaer for sygepleje fra nogle af mine rejser rundt i verden, talte om branding og image, og så viste jeg de billeder, jeg sidste år tog på en “fotosafari” på Skejby Sygehus. Jeg brugte dengang nogle dage på at gå rundt på hele hospitalet og tage billeder af sygeplejersker, der lavede sygepleje. Det blev min afskedsgave til hospitalet den dag, jeg rejste, at vise, hvor meget fagstolthed, kompetence og arbejdsglæde, der var rundt i alle hjørner. Som et af mine små bidrag til at brande sygepleje anderledes, end det ellers bliver i medierne og folkemunde. Hey der – I har sgu alt mulig grund til at være hamrende stolte af det, I går og laver hver eneste dag.

En af mine små anekdoter er fra Argentina, hvor jeg mødte en ung kardiolog (hjertelæge). Selvfølgelig faldt vi i noget fagnørderi, og han fortalte, at han var dybt bekymret for det argentinske sundhedsvæsen. Fordi de mangler sygeplejersker. Vi kan hoste op med de mest avancerede behandlinger, vi kan udføre komplicerede operationer og give den allerbedste hjertemedicin. Den virker bare ikke uden sygeplejersker, sagde han. Folk dør. De dør af infektioner, af inaktivitet, af immobilisation og af fejlernæring. Behandlingen virker ikke! Tag den til jer, sygeplejersker. I virker nemlig!

Desværre kunne jeg ikke blive hele dagen, men skyndte mig ud af døren på den mest verdenskvindeagtige måde og kørte med taxa til lufthavnen. Hvor et lille fly bragte mig hjem til København – og arbejde. Men tak for en fin morgen, Ålborg.

Kunne man lave en folkebevægelse?

Og måske udrydde de her? Inden de tager livet af mig? Eller en Facebook gruppe?

Der er herremange birketræer i Nordsjælland. Okay, de er da meget pæne. Men jeg har nu i lidt over en uge lydt som en storryger. Mine lunger piber og hvæser, og jeg bliver næsten kvalt i ædende onde hosteanfald. Jeg elsker foråret – og jeg hader det. Og sjovt nok lykkes det mig hvert eneste år at fortrænge, hvor stor en pestilens de små søde agn fra birketræerne bliver. Jeg hvæser og sprutter, øjnene løber, og jeg eksploderer i charmerende kæmpenys. Stop det, nogen!

Eller – jeg forsøger med noget tålmodighed og tredobbelt dosis astmamedicin. Så falder det vel til ro snart.

Hey Google’re!

På sådan en fredag, hvor jeg ikke kan finde på meget at skrive om, har jeg muntret mig med at gå på jagt i Google-søgninger på bloggen. Altså bloggen registrerer, når folk er landet på min lille platform gennem en Google-søgning.

  • Topscoreren er (rødme-rødme) folk, der simpelthen Googler mit navn. Og det gør mig usigeligt nysgerrig. Skal jeg være smigret eller flov? Hvad leder I mon efter? Fandt I hvad I søgte? Kan jeg hjælpe med noget? Smid endelig en hilsen. Det vil gøre mig glad – og måske stille noget nysgerrighed.
  • På en klar andenplads kommer søgninger på” Chris Macdonald” og hans eventyr på “Kilimanjaro”. Søger I mon selv en tur til Kilimanjaro? Sig bare til – det kan jeg godt arrangere 🙂 Eller ville I bare se filmen igen?
  • “Runner’s high” rangerer højt på hitlisten. Skal vi dele oplevelser?
  • “Løb” og “løbetræning” er også lidt af en Google-smasher. Nok ikke mærkeligt. Løbetræningen fylder en del for tiden. Mon det inspirerer?
  • “Mountainbike” Googles i takt med forårets fremadskriden og tit i kombination med skovene, jeg frekventerer. Smid endelig gode ideer!

Længere nede på hitlisten kommer:

  • “Tekster om kvindeliv”. ?
  • “Flødeboller”. Sig det, hvis I kender andre fantastiske flødeboller på højde med Summerbird?
  • “Kærestetur i Berlin”. Ja tak – mangler bare lige kæresten 🙂
  • “Kræft og motion”. Der kan jeg godt give et tip eller to.

Hvad mon I tænker, når I uforvarende lander i mit blogunivers? Eller skynder I jer bare videre?

Hun tog et s-tog…..

Det blev alligevel s-toget hjem i aftes efter Knud Rasmussen og Kirsten Hastrup. Som i øvrigt tændte min eventyrtrang så meget, at jeg kom til at købe bogen. Og fik den signeret sammen med en helt indforstået sludder med Kirsten Hastrup om at sluge historier om opdagelsesrejsende som barn (og voksen). Om mentale rejser med store fortællere. Så nu har jeg over 700 sider lækker bog om Knud Rasmussen, som er for tung til at tage med til Nepal. Men som jeg stor-glæder mig til at gå ombord i.

Jeg cyklede frem og tilbage til arbejde og nåede en lille løbetur i skoven, inden jeg tog til byen. Og derfor blev det s-toget. I dag er planen nemlig at løbe frem og tilbage, så lidt gods i benene skal der være tilbage. S-toget var helt ekceptionelt hyggeligt. Sådan er det bare nogen gange. Måske er det den rigtige konstellation af tilfældige mennesker mokket ind i den samme kupé? Måske er det biorytmer? Måske var det bare fordi displayet med stationer var gået i natte-mode? I hvert fald var stemningen helt gemytlig og munter helt fra starten på Vesterport. Alle snakkede sammen og udvekslede tog-erfaringer. Der blev grinet og fniset. Man hjalp venligt nye cyklister ind og gav plads for dem, der skulle ud. Og jokede løs om risikoen for at køre med helt til Hillerød sent om aftenen. Og sagde farvel og kom godt hjem, når nogen steg af.

Og sådan kan det alligevel være opløftende at køre i s-tog

Hvorfor cykler hun?

Det er næsten dagligt tilbagevendende for tiden, at jeg tager de 22-25 km fra et eller andet sted i København hjem til Birkerød i mere eller mindre mørke. Igen i aften blev det halvsent. Et møde om en videnskabelig artikel, som vi har haft i noget støbeske i et års tid, fortsatte til omkring klokken 19. Nu skal den vel også nærmest til at være færdig? Snart.

Og så smuttede jeg lige forbi Frederiksberg og fik lidt aftensmad. Og blev modtaget med noget, der lignede jubelscener af de små tøsepiger. Så bliver man jo ligesom gerne, indtil man har læst Pippi Langstrømpe og sunget Mester Jakob. Og Alma sover trygt.

Og jeg tager turen igen i morgen. Ikke til Frederiksberg, men til Politikens Hus og høre Kirsten Hastrup fortælle om Knud Rasmussen og sin nye bog, Vinterens hjerte. Jeg har selv lidt af en livslang fascination af de ægte gamle helte. De store opdagelsesrejsende og de store polarforskere. Det har Kirsten Hastrup også, og det må jeg bare høre. Ud over det har hun altid været en enorm inspiration for mig som kvinde, som forfatter, som antropolog og som forsker. Og torsdag aften fortsætter eventyrene, for der holder Rasmus Krath foredrag i De Berejstes Klub om sine rejser blandt pirater i Somalia. Og så bliver jeg måske bare hjemme i stuen fredag aften. Sammen med nogle varme hveder.

Jeg bliver ind imellem mødt med undren over mine cykelture. I lørdags, f.eks., sagde Søren, som jeg var til fest med, da det gik op for ham, at jeg ville tage turen hjem på cykel: Jamen Helle, man må jo gerne give slip en gang imellem. Jeg så lidt undrende på ham og forstod egentlig ikke, hvad han mente. Give slip??? Nåmen, han troede jo, at det sådan er noget, jeg gør for at være sej. Eller holde fast i noget træning. Eller noget. Fnis altså  – jeg er ganske u-sej. Jeg orker bare ikke at skramle cyklen ned ad alle trapperne på Nørreport, vente i 20 minutter på et s-tog på verdens grimmeste s-togsstation, rumle afsted til Birkerød i en halv time, for så alligevel at skulle cykle 4 km hjem fra stationen. Helt ærligt. Jeg vil MEGET hellere cykle hjem gennem en forårsnat (selvom lige netop den nat viste sig fra en mere vinteragtig side, temperaturmæssigt). Og det tager lige nøjagtigt lige lang tid.

Fnis

Har været til konference om patientsikkerhed hele dagen på Scandic Hotel på Vesterbro. Seriøst, fint arrangement, hvor selveste sundheds-Bertel kom – temmelig forsinket for at afslutte hele konferencen, mens Kurt Strand krampede sig igennem at forhindre folk i at gå til tiden. Men en okay konference på dag, der ellers havde godt med skæve indslag.

Jeg cyklede (selvfølgelig) de 25 km derind på en strålende forårsmorgen og ankom i absolut sidste sekund. Med sveden sprøjtende. Og jeg mener – sprøjtende. Og 30 kilometerbenene let protesterende. Jeg sprang ned ad nogle trapper mod noget toilet for at slippe ud af det gennemsvedne cykelkluns. Og ramlede direkte ind i en massiv konference- kvinde-toilet-kø. Oh no! Nå, jeg måtte bøje mig og stille pænt op i rækken af trængende kvinder. Man smider ligesom ikke tøjet halvoffentligt på Scandic Hotel, vel? Endelig. Ind i en toilet bås. Af med det våde tøj. Og  – neeeej, jeg havde glemt undertøj!!!! Hvor kæk ser man lige ud i sit tjekkede konference-outfit. Uden BH under kjolen? Vel? Trusserne kunne blive ved med at være min egen lille hemmelighed, omend komforten kan diskuteres. Bar røv i nylonstrømper??? Ikke vanedannende, nej. Men jeg tilbragte hele dagen med sort jakke ovenpå kjolen. Og det var varmt.

Da Bertel endelig var færdig med at læse nogens tale-manuskript op for os, strøg jeg ud, hurtigere end en Ninja. Men bvadr, mit cykeltøj var stadig vådt og klamt og ildelugtende. Så kører man da bare hjem i kjole og nylonstrømper, jo. Det var jo stadig varmt. Og stadig uden trusser, remember? Da jeg nåede Lyngby, var mit blodsukker lavt, lavt. Og det lokkede mig i Magasin’s Mad og Vin for at handle lækkert til aftensmaden. Og det vil jeg gerne advare imod. For det der van Hauen bageri…… Nu sidder jeg så her i sofaen og er fuldstændig udspilet i mavsen af ALT for meget chokoladekage.

Søndagsaktivitet i Birkerød

Så er der ellers blevet kørt ture med støvsugeren og svunget gulvmoppe her i mit lille hjem. Og der blev klippet vissenpinde i frimærkehaven og dækket op til frokost med dug på bordet i solen. Naboerne summede omkring og kravlede ud af deres huler, og alle børn hujede kåde omkring med bolde, cykler og fiskestænger. Verden har vibreret af aktivitet i mit nabolag. Jeg har vasket maskine efter maskine og tørret det hele i solen. Har været en tur i Holte, som holdt søndagsåbent for at købe ind – det nåede jeg jo hverken i går eller tidligere på ugen. Kort sagt er min verden faldet til ro på en solrig søndag i Birkerød. Og jeg er klar på næste udfordrende uge. Og – weeeee- den blir kort. Der store bededag på fredag og fri!

Da min hytte duftede af sæbevaskede trægulve, trak jeg i løbetøjet og trippede afsted på en lille restitutionstur i skoven. Mine lårmuskler skreg og jamrede i protest, men det er bedst for dem med sådan en tur for at løse trætte muskler op. Og det måtte de så også medgive mig efter de første fem minutter. Skov- og Naturstyrelsen er ved at lave en helt ny sø til os i Rude Skov. Rævesøen skal den hedde. Man har fældet noget granskov og installeret noget teknik, som skal lede vand i den kommende sø. Det er vist et større sammenhængende projekt, som handler om flere søer og kanaler. Men fint bliver det. Jeg løb forbi og fortsatte til Stubbe Sø, som også er sådan en kunstigt skabt sø. Der var et større fugleslag igang, sikkert om noget fuglekæresteri. En lille velgørende tur på 6 km blev det til.