Category Archives: Kræft

by - 8 kommentarer

Lidt om ofre og helte – og alle os andre

Dengang jeg fik kræft, reagerede jeg voldsomt mod den stakkels-fløde, der væltede ud over mig. Som truede med at tøjre mig til lænestolen og fik folk til at tage mærkelige stemmer på, når de talte til mig. Det var okay i de første stivnede dage. At tale om, hvor synd det var. Hvor forfærdeligt. Hvor rædselsfuldt. Men så indfandt der sig en art hverdag. En anderledes hverdag, men en hverdag. Hvor jeg skulle bruge masser af energi på at finde de fødder, der på en eller anden måde var faldet af i farten.

Og man kan ikke finde fødder med arme vredet om på ryggen og stemmen låst i synd-for. Ja, ja det er synd og alt muligt, tænkte jeg. Men jeg må jo finde ud af det. Finde ud af at være i det her.

Pas nu på dig, sagde sygeplejerskerne. Du bliver forfærdelig træt, sagde lægerne. Hvil dig nu, sagde veninderne. Verden var fuld af trusler. Om infektioner. Om blødninger. Om træthed. Og om død. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke bare sætte mig forsigtigt og hvile mig, så jeg ikke fik blå mærker. Jeg måtte følge mit halvvilde hjerte. Komme ud og komme omkring. Jeg måtte leve midt i al den død. Og jeg var stærk som en bjørn.

Jeg trænede og trænede. Var hurtigt i arbejde efter det hele. Fem uger post kemo cyklede jeg til København og Sjælsø Rundt. Og hjem igen. Seks måneder post kemo løb jeg halvmaraton. Et år efter tog jeg to måneder på bjergbestigning i Nepal.

Jeg blev fejret som en helt. Gav interviews til højre og venstre og revsede sundhedsvæsenet for at tænke alt for meget død. Jeg ville have liv ind i kræftbehandlingen. Og måske fik jeg også sparket en smule liv derind.

Men en dag var det nok. En dag mærkede jeg, at helte-hjelmen strammede lige så hårdt som offer-kysen.

Jeg er ikke nogen helt. Jeg ved godt, at det hedder sejt, det jeg gjorde. Men det var det ikke. Det var bare noget, jeg gjorde. Og jeg holdt op med at fortælle min historie. Så meget. I må gerne kende den. Men det er bare en historie. Jeg vandt ikke. Jeg besejrede ikke noget. Jeg lever bare, og jeg lever bare, fordi jeg var heldig.

I eftermiddag hørte jeg et interview med Annette Fredsskov, som løb et maraton hver dag i et år. Og som tidligere havde fået diagnosticeret sclerose. Det har hun vist skrevet en bog om. I interviewet sagde hun, at alle selv bestemmer over sit liv. At man selv bestemmer, om det skal være en god dag.

Og jeg tænker på alle dem, der ikke var heldige. Jeg tror ikke, det var noget, de besluttede.

Verden tror måske, at den har brug for helte. Men helte har altid sin modsætning med sig.

Det var bare det, jeg løb og tænkte på, da jeg løb mørketur til aften.

by - 5 kommentarer

Sløjt raseri

Jeg overlever. Også denne runde af årets efterårsinfluenza. Singleinfluenza leverer ikke mange sekundærgevindster. Ingen stopper dynen kærligt omkring fødderne eller lufter ud. Jeg er selv vaklet op ad trappen og har kogt vand til teen. Og jeg er trasket i Irma med nattøj og dynehår for at hente brød og mælk.

Sådan er det. Og det er okay. Jeg er kommet up to date på seriefronten og har drukket virkelig meget te.

Det er ikke okay, at influenzaen overfalder mig med en ukontrolleret trang til at kaste noget hårdt ind i væggen. På den dresserede voksenmåde krammede jeg sokkerne sammen, da jeg tog dem af, og kylede dem mod soveværelsesdøren. I stedet for at flå tekruset af bordet og lade det splintre ind i væggen. Som ville have givet langt større tilfredshed.

Raseriet opstår, når feberen får min hals til at svulme en lille smule inden i. Og jeg mærker fornemmelsen af mindre plads. På samme måde, som jeg også mærkede det for syv år siden. Syv år, for helvede. Get on with it.

Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Det dukker op fra mit indre urhav helt udenfor min kontrol. Det vælter bare op og rundt i kroppen. Og gør mig rødglødende over sygdom.

Og efterlader mig roterende og søvnløs.

IMG_5850

by - 18 kommentarer

En stille tak

Jeg vover pelsen og laver et lille skriv til et ganske særligt menneske.

Min mor har kræft. Selvom vi havde lavet en aftale med universet om, at vi havde taget vores tjans der. Ikke pænt gjort, univers. Min mor er ikke så ung længere, og hun har også både kemi og isenkram til at hjælpe hendes slidte hjerte til at tøffe afsted og gøre det, hjerter skal.

Vi har været nedbøjede og lidt splintrede, fordi lægerne ikke kunne gøre ret meget for hende. Lindrende behandling, hed det. Og vi holdt os tæt til hinanden, mens vi skiftedes til at trøste.

I går i telefonen var noget forandret. Der gik en stund, før det gik op for mig, at det jeg hørte i min fars stemme mindede om munterhed. Så uvant for tiden. De havde været til samtale med en kræftlæge. Og lægen fortalte uden omsvøb min mor, at det var helt usædvanligt at se en 82-årig med hendes kræftsygdom se så godt ud. Midt i den lindrende behandling. Derfor havde lægerne talt sammen og ændret på beslutningen om ikke at kunne gøre noget overfor sygdommen. De ville tilbyde hende kemoterapi.

Derfor lød min far pludselig opstemt. Og min mor med. Der var en ny energi i stemmerne. Selv da min far leende udbrød, at der jo ikke er meget godt at sige om kemoterapi.

Vi kører en tur ned til åen og går en tur hver dag, sagde min far. Der er jævnt terræn. Og min mor har de vandrestave med, som vi gav hende i fødselsdagsgave for to år siden.

De tror på det, lægerne. Det bliver hårdt. Slemt, måske. Men de tror på det. Og vi er lige her. Hele tiden.

Du er en sej kvinde, du min mor. Som så gerne vil leve. Du får min ubetingede hyldest for din sejhed. Uanset hvordan alting går.

Og du, universet, du får alligevel en stille tak. For at ændre på planerne. Og forære os mere tid. Sammen.

by - 0 comments

Byg det op

I dag er Kræftens Bekæmpelse helt undtagelsesvist gæstestjerne på bloggen. Nærmere betegnet Kræftens Bekæmpelse Furesø, fordi de er  heldige at gå videre i en konkurrence på DR. Og du skal skynde dig at stemme på dem.

Konkurrencen hedder ‘Byg det op’ og foregår hos Danmarks Radio. På dr.dk skriver de: ‘Byg det op’ er en konkurrence, der giver dig chancen for at bygge din by bedre. Hvis du har en drøm eller en idé, der kan forbedre et sted nær dig, så kan du være med i Byg det op. Måske er det din drøm, vi hjælper med at gøre til virkelighed.

Kræftens bekæmpelse i Furesø har en drøm. Som springer ud af et forladt vandværk i Værløse. En drøm om at kunne bygge et center for menensker med kræft og deres pårørende, hvor de kan mødes. De har allieret sig med en lokal borgerforening, og foreningernes fælles drøm er, at vandværkets forladte bygning og den skønne omkring givende natur kunne blive til et rekreativt område for fællesskab, rehabilitering, aktivitet og sundhedsfremme til glæde kræftramte og deres pårørende.

I den vestvendte ende af Søndersø Vandværk ligger en bygning der ikke har været anvendt i godt 30 år. Denne del af det gamle vandværk kan indrettes, så der kan foregå patientstøttearbejde, rehabilitering, motions tilbud, samt rigtig mange sociale og sundhedsfremmende tilbud til gavn og glæde for nuværende, og tidligere kræftramte, samt deres pårørende. Projektet er et samarbejde mellem Furesø Kommune, Københavns Vandværk, Kræftens bekæmpelse, DR og DGI., og det kan komme til at betyde helt nye muligheder for kræftrehabilitering for kommunens borgere.

Projektet er et af 800 indsendte projekter, og nu er otte udvalgt til finalen. Fire projekter bliver til virkelighed. De fire modtager hver 1.6 millioner danske kroner samt hjælp til at opbygge lokalprojektet.

DU kan gøre en forskel og være med til at give liv til dette projekt. Gå på DR’s hjemmeside, her, og stem på forslaget, ‘Kræftramte og deres pårørende flytter ind hos Vandværk’. Du kan give din stemme hver dag indtil den 23.maj kl 23.59.

STEM

 

by - 0 comments

Yrsa og vilkårene

Ynke-Yrsa er pakket tilbage i skuffen i pulterkammeret, hvor hun må leve sit hengemte skyggeliv. Så jeg kan fortsætte for mig selv, og løbe videre ud i verden med fingre og fødder, som jeg hele tiden har gjort.

Jeg kan ikke gøre så meget ved dem. Vi har langsomt vænnet os til hinanden og lever i en slags fredelig sameksistens. Med jubelhyl når de i perioder næsten forsvinder, dog. Jeg er  ikke masochist. Jeg kunne måske tage noget epilepsimedicin for den slags smerter, siger min datter, som ved noget om det. Vil jeg have epilepsimedicin? Nej? Så vi må finde ud af det sammen, fingrene, fødderne og jeg. Det er en slags lynkursus i mindfulness, som jeg har lært det i Nepal. Livet er hele tiden fyldt med vilkår, som man må finde sin måde at leve med. Så de ikke bliver barrierer. Når man nu ikke kan ændre væsentligt på dem.

Når Ynke-Yrsa stikker sit jammerfjæs for langt frem, kommer fingrene og fødderne  for meget i fokus. De tager fokus fra resten af mit liv. Fra de mennesker, jeg omgiver mig med. Fra det arbejde, jeg helst vil bruge en masse energi på. Jeg mister koncentrationen og mærker det onde  for meget. Jeg bliver dum og kedelig. Og meget lidt rummelig. Ligegyldige opdateringer på Facebook om hø-hø eller ti-hi, billeder af katte eller fade med mad, løberapporter og sejhedshyldester…. kunne udløse et hidsigt tryk på unfriendknappen. Farvel og tak. Det gør mig ikke til et godt menneske. Det er bedst, når jeg lader andre have deres katte, mad, løb og hø-hø i fred.

Jeg lever altså bedst med fingre og fødder uden for meget opmærksomhed. Når jeg så alligevel lader Yrsa stikke fjæset frem fra tid til anden, er det mest for at advare om lammere i farvandet. En slags blanco-undskyldning, fordi jeg ved, jeg hvæser.

Så til den veninde, der skrev på Facebook, at Yrsa skal have lov at være der: Nej, det skal hun ikke. Hun tager simpelthen for meget energi. Energi jeg skal bruge på andre mennesker og verden omkring  mig. Fordi de har meget mere brug for det end Yrsa. Og jeg har meget mere brug for dem end for hende.

by - 8 kommentarer

Yrsa på overlevelsestur

Det er længe siden, min indre Ynke-Yrsa har stukket sit grimme fjæs frem her i mit lille urtebed. Men nu er hun her. Opmærksomhedskrævende, som altid, når hun bryder igennem. Det er også ret præcist et år siden, jeg sidst skrev om hende, og om at stikke lammere.

Hun piver over alle de tæsk, min krop har fået. Af så mange kemobehandlinger, så de fleste ville tro, det var løgn. Og kroppen piver, så jeg lover den skiftevis lammere og spabehandling for at holde kæft. Når Ynke-Yrsa har held til at bryde igennem, er det fordi jeg bliver bekymret. Eller jeg bliver bekymret, når det lykkes hende. En del af prisen for at leve har været at føle mig virkelig meget i live på den kedelige måde. Også på den fede måde. Utroligt meget på den fede måde, men i live på måden hvor jeg har ondt næsten hele tiden. Jeg kan sagtens leve med det. Fordi det ligger nogenlunde konstant. Og fordi det fordufter ind imellem. Og fordi en af gevinsterne har været en veludviklet evne til at håndtere smerte. Min smertehåndtering handler ikke om at dele oplevelsen.

Men når det ligner noget, der bliver værre. Og hyppigere. Og længerevarende. Bliver jeg lidt bekymret. Er det forvarsler om noget dalende førlighed på sigt? Er det bare en periode, eller er det en stigende kurve fra nu? Er der krøllede, stive led længere fremme?

Jeg kan leve med nerveskaderne. Som giver en følelse af at vandre på luftpuder på ulmende gløder. Som giver sovende og brændende fingre. Vi har nærmest vænnet os til hinanden. 

De hidsige angreb på mine fingerled og tæer kan jeg også tilgive kroppen og universet. Selvom de får mig til at pive lidt på dårlige dage. Men når jeg i ugevis har roterende rundsave i fingre, tæer, håndled og fodled. Og når knæ og albuer ømmer på den påtrængende måde. Og særligt når hofter og skuldre begynder at brumme med på en stille baggrundsbas. Bliver jeg bekymret. Og arrig. Og ikke særligt overbærende.

Når mine løbeture bliver overlevelsesture, og jeg hele vejen hvæser af kroppen, bliver jeg grundsur. Og så er det, at jeg let kommer til at stikke verbale lammere. Også til helt uskyldige, velmenende mennesker, som bare klapper Ynke-Yrsa på skulderen. På forhånd, undskyld.

Og, ja, jeg skal nok. Aflægge min nye læge et besøg, hvis jeg bliver bekymret nok.

Tak, fordi jeg fik luft. Og pil så af, Yrsa.

by - 0 comments

Spadsereture og langsomhed

For nogen tid siden var jeg sammen med en god ven, som spurgte: Helle, hvordan kan det være, du altid vil på toppen? Hvad kommer det af? Det affødte en længere snak om vandretraditioner, spadsereture, rejser og klatring. Han forsikrede mig, at han elsker at spadsere, men ikke kunne drømme om at klatre op på en fjeldtop. Eller få for meget sved på panden undervejs. Det blev en længere diskussion om historiske og kulturelle baggrunde for det ene og det andet. Sådan som jeg elsker at tale med netop ham.

Og i denne uge har jeg spadseret. Også løbet, selvfølgelig, men spadseret på den langsomme måde, sammen med kloge og dejlige mennesker, hvor man får det meste med.

Ugen startede med et par timer i selskab med Anna på Amager Fælled. Det er noget, vi gør med jævne mellemrum. Mødes på Amager Fælled og går sammen, mens vi taler om ting, der er vigtige indeni os for tiden. Lige før påske udgav Anna sin bog om at være introvert, og jeg har været velsignet med flere timer i hendes selskab, mens bogen blev til. Jeg har endnu ikke læst den, men jeg er blevet meget klogere på det at være introvert og ekstrovert, mens vi har travet rundt på den fælled, vi begge to elsker ret højt. Jeg har altid tænkt, at introverte mennesker er sådan nogle lukkede, stille og generte noget, der helst holder sig for sig selv. Den opfattelse har Anna ændret på. Hendes perspektiv handler primært om, hvordan man henter sin energi. Er det bedst, når man lukker sin dør og er stille i sit eget selskab? Eller henter man bedst energi ved at være sammen med andre? Og jeg er klart et mudret mix af begge dele. I denne uge har jeg solet mig i glæden ved at være sammen med det ene dejlige menneske efter det andet. Om et par måneder går jeg ud i bjergene alene i flere uger, og elsker det. Kan kun sige – læs Annas bog og bliv lidt klogere.

Senere på ugen var jeg til møde i Århus, og efter måneders mailudveksling havde Lene og jeg sat hinanden stævne. Vi gik et par timer rundt om Egå Engsø i strålende sol og talte sammen om kræft, om muligheden for at dø, om bizarre erfaringer fra sygdomsoverdrevet, om familie, om fremtid, og om hvordan vores liv på underfundig vis havde fælles tråde. Sådan som to mennesker kun kan tale sammen, når de har en ganske særlig rygsæk med. Og bærer den lidt på samme måde. Vi grinede, var alvorlige, ind i mellem sørgmodige, men mest glade, tror jeg.  Fordi det er rart at møde nogen, man kan være lidt i samklang med, om det der kan være så svært at dele.

De sidste par dage har jeg spadseret med en to-årig tumling, som jeg passede, mens hendes mor var på arbejde og hendes far i USA. Vi taler dybt på vores egen måde. Jeg er henrykt over hendes måde at gå på opdagelse i verden. Hun lytter med alvorlige øjne, når jeg viser hende noget nyt. Og hun gentager det. Og gentager det. Og gentager det. Mens hele det lille fjæs eksploderer i fryd. Vi har travet timer gennem København. Vi har udforsket samtlige dyr i Københavns Zoo og været opslugt af svømmende isbjørne gennem glas. Vi har været i Musikbyen og skrive mig op til en have. Som Vera også vil have. Vi har travet igennem den gamle fiskerihavn og set på både. Og svaner. Og vi har sejlet med havnebussen og travet hele vejen hjem til Frederiksberg, mens den ene af os faldt i søvn.

IMG_1406

by - 8 kommentarer

Smukhed

Jeg skriver lidt sammen med Lene. Som lige nu strider sig gennem tungt vand til livet, modvind og op ad bakke. Lige inden jul blev Lene opereret for en tumor i hjernen, og det skriver hun om på sin blog. Hun skrev til mig, kort før hun startede 30 strålebehandlinger. Et brev hvor hun bad om gode historier. Om erfaringer med at holde røven oppe på sig selv i stormvejr. Midt i noget der kan have en lidt tåget slutning.

Jeg har ikke prøvet at få strålet min hjerne, men jeg har stået der. I tungt vand til livet. I modvind op ad bakke. Og hvad gjorde jeg? Dengang for snart seks år siden? Kræftbehandling er så fuld af grimhed. Grimme afdelinger, grimme maskiner, grimme tanker. Hår der falder af i totter. Kroppe der svulmer op og svinder ind. Blå mærker. Mad der smager grimt. Når det er overstået, må man få al den grimhed til at vende til noget smukkere. Fylde verden med smukhed.

Og det var, hvad jeg gjorde.

Jeg havde levet i en slags beskyttelsesisolation, mens min behandling stod på, fordi kemoterapien virkede direkte ind på mit immunforsvar. Som var ikke-eksisterende. Det smukkeste, jeg kunne tænke på, var at pakke mig helt ind i mine unger, som sad i København. Jeg fik derfor en aftale med SAS om at få en sæderække for mig selv på et fly, pakkede en kuffert og al min medicin, og så var jeg afsted. Jeg blev to uger på Frederiksberg i et langt knus med unger og en lille bitte Alma. Jeg kan ikke huske, at solen ikke skinnede i de to uger.

Mit immunforsvar lod vente på sig, og jeg var stadig isoleret det meste af sommeren. Det skulle ikke hindre mig i at tage imod en udfordring fra nogle venner i København. Om at cykle den lange rute af Sjælsø Rundt. Jeg pakkede simpelthen cykeltraileren, cyklede ned til færgen, parkerede cyklen på vogndækket og stod udenfor under hele overfarten. Og så cyklede jeg selvfølgelig fra Odden til Frederiksberg. Jeg cyklede i strålende solskin, og jeg kan  stadig høre, hvordan fuglene kvidrede. Jeg kan stadig lugte markerne, jorden og blomsterne. Jeg kan mærke fornemmelsen af solvarm vind på kinderne. Og der var usædvanligt mange blomstrende valmuer i vejkanten. Det var på den cykeltur, smukheden igen fik overtaget i mit liv.

Et par dage senere cyklede jeg Sjælsø Rundt med  mine venner og kom næsten grædende i mål. Bare fordi jeg kunne. Lidt senere fnes jeg lidt og kom i tanker om, at der var stort set lige så langt fra Odden til Frederiksberg. Og da jeg cyklede tilbage til Odden sang jeg pludselig højt. For første gang i et halvt år. Smukheden var tilbage.

Et par måneder senere tog jeg mit yngste barn, som havde været krøllet helt sammen af angst, med til Zanzibar. Misforstå mig ikke. Alle mine børn havde været krøllet fuldstændig sammen i angst over, hvordan det hele skulle gå. Det var sådan lidt Sophie’s-choice-agtigt: pick one only. Det blev min yngste. Denne gang. Og det blev to uger med varme, vilde dyr, stille aftener med hver sin bog, snorkling med delfiner på åbent vand, blomster, krydderier og lange gåture. Smukhed i lange baner.

Det har altsammen været med til at trænge plastikposer med kemoterapi, CT-scannere, blodtransfusioner og hospitalssenge tilbage til den hylde i hjernen, hvor den slags bør ligge.  Som gør de første vaklende skidt mod et nyt liv mulige.

IMG_1009

by - 3 kommentarer

Et svirp af pisken

Det er meget sjældent, at kræftmonsteret stikker sit grimme fjæs frem. Men jeg får et lille svirp af den onde pisk ved vintertide. Mit livs forbandelse har efterladt mig med et laset immunforsvar, der tror, at årets influenza skal bydes indenfor. Hvert år. For jeg kan se, at jeg de sidste par år har hostet mig igennem febertågerne ved denne tid.

Faktisk har jeg i flere år haft officiel tilladelse til at få influenza. Uden panikanfald. For influenzasymptomer er ikke noget, man spøger med de første år efter lymfekræft. Lidt feber, der varer ved. Træthed. Klamme svedeture. Hudkløe. Hævede lymfekirtler. Blå mærker eller en smule blod på tandbørsten. Alt sådan noget, der kan dukke op med en uskyldig vinterinfluenza, kan også være lymfekræft i forklædning.

Så når influenzaen giver en bonusomgang. Og hæger sig fast i min trætte krop lidt længere end i andre. Begynder alarmklokkerne ganske stille at hvisle, og min mave bliver en lille hård indvendig knold. Jeg trækker dynen lidt tættere omkring mig, mens der kryber mikroskopiske myrer under min hud. Og jeg bliver lidt stille.

Indtil jeg kan mærke, at det, der bare var en vinterinfluenza, stille siver ud gennem mine tæer. Og livet går videre.

by - 48 kommentarer

Knæk hvad?

Kan vi ikke godt aftale, at vi snart er færdige med at klovne os igennem det der cancer? Mens vi hyggegyser  over de andres skrækkelige skæbner. Og vinder biler, mens vi køber en slags aflad med en kendis i telefonen? Jeg trænger til en pause.

Jeg har altid haft det anstrengt med den slags sammensurium af dagsordner, og siden jeg selv blev syg, har det været mig inderligt imod. Til kvalmegrænsen. En enkelt gang i ugen forvildede jeg mig over på TV2, der knækkede løs på cancer. Til et program med Bubber, som var rejst til Lanzerote med en gruppe tidligere kræftpatienter. Bubber kvidrede rundt, mens han udråbte sine buddies på turen til helte. Fordi de overlevede. Og fordi de løb fem kilometer, eller hvad det nu var. Mens der kørte et banner i toppen af billedet med opfordringer til at kaste penge ind på en konto, så TV2 kunne knække videre

Og når Bubber ikke kvidrede rundt, viste TV2 sort-hvide billeder af kræftramte eller godhjertede sygeplejersker. Med lukkede øjne og sørgemusik i baggrunden. Der havde en god dag, når de “kom helt under huden på deres (kræft)patient”. Undskyld, undskyld, hvis jeg kaster lidt op i munden.

Det er svært og sårbart at tale imod en folkebevægelse. Og det er som en slags folkevægelse. Der fester, gyser, spiller golf eller løber for eller imod kræft. En folkebevægelse, der hylder Kræftens Bekæmpelse, som om det var dem, der gør folk raske. Eller hjælper andre til at dø en ordentlig død. Kræftens Bekæmpelse gør meget godt. Og en del knapt så godt. Og rigtig meget, der godt kunne udfordres mere, end det bliver. Men det er læger og sygeplejersker på vores hospitaler, der gør det daglige arbejde. Sørger for at syge folk får den rigtige medicin til den rigtige tid, bliver opereret, får fred, mad og svære nødvendige samtaler. Det er dem, der tørrer bræk op, tørrer os i røven, lægger slanger ind her og her og hænger posevis af giftig medicin i vores dropstativer. Mennesker, der arbejder røven ud af bukserne på de hospitaler, vi langsomt har forsøgt at aflive gennem de sidste mange år. Som ingen gider betale skat til at financiere.

At få kræft er hårdt arbejde. Man er ikke en helt, fordi man ikke dør af det. Man er heldig. Man er heller ikke en helt, fordi man kan løbe, cykle eller bestige bjerge bagefter. Man er heldig. Man er lige så lidt en helt, som man er en evig stakkel. Kræft har ingen mening. Det er bare benhårdt arbejde. Og man er uheldig, at det lige tog bolig i den krop, der er din.

Jeg føler mig misbrugt, underkendt og udstillet, når TV2 og andre gør cancer til underholdning. Jeg fatter hat af det overskæg, som skal gøre noget cancer i den anden ende af mandekroppen lidt hyggesjovt. Og jeg bliver decideret antilyserød, når brysterne en gang om året får deres helt eget show i fjernsynet. Jo, de samler penge ind, så vi kan pudse samvittigheden, mens vi danser, er lyserøde eller løber. Men de skaber sig også et brand i befolkningen. Som dem der gør noget. Dem der helt uden beregning kaster produkter ind for at få flere til at joine. I modsætning til sådan nogen som mig, der ikke engang gider like på Facebook. Og de kan muligvis overbevise sig selv om, at det er renhjertet godgørenhed. Jeg har stadig smagen af opkast i munden.