Category Archives: Løb

by - 15 kommentarer

Rundt om Amager – næsten

Lørdag havde Jesper og jeg sat hinanden stævne for at løbe rundt om Amager. Og hvad der var mit livs længste træningstur. Nogensinde. Jeg har ikke helt vænnet mig til at træne på den her måde, men jeg kan godt lide det.

Godt så – vi havde planlagt en eftermiddagstur i noget vejr, der kunne blive til hvad som helst. Lidt sol, lidt koldt, lidt vind, lidt skyer, men dejligt varmt, når solen ramte os. Jeg lagde lidt ekstra tøj i rygsækken, fyldte vandblæren og plankede Jesper for et par gels til turen. Vi løb ud over Kalvebod Fælled, forbi 8tallet i det fjerne mod Kongelunden. Vi drømte sammen om, når de igen åbner digerne, så vi kan løbe deroppe og se ud over vandet. I Kongelunden måtte jeg sige 1 – 0 til vinden og tage lange ærmer på.

Og så fortsatte vi mod Dragør. Forbi Asylcenter Kongelunden, hvor vi blev både beklemte og flove over, at mennesker virkelig spærres inde i så ringe og grimme barakbygninger i årevis. I Danmark. Hvem er de mennesker, der på nogen måde kan synes, det er rimeligt? Er man ikke ulykkelig og bange, så er der her alle muligheder for at blive det.
Men Amager er også dette her:

Og så nåede vi igen ud til kysten og kunne fortsatte med vandet på vores højre side.

På en eller anden måde blev jeg fristet langt over evne til at fræse op ad den eneste ene bakke, vi mødte på vores vej. Jesper er jo i storform til den slags efter hans Transcanaria løb og sidste weekends Crossmarathon på Bornholm. Nåmn der var da også helt pænt på toppen:

Vi fortsatte gennem Dragør, hvor vi kortvarigt standsede for at diskutere, om vi skulle tage den lidt kortere vej hjem ad Englandsvej. Jeg havde en lille bitte krise, men hvad pokker – den slags går jo over. Så vi fortsatte bagom lufthavnen, mens eftermiddagssolen spredte det dejligste lys omkring os.

Her måtte vi standse og proviantere på tankstationen. Jeg var tæt på et udtørret drikkesystem i rygsækken, og Jesper trængte til cola. Vi var sultne og aftensmaden kaldte lokkende, så vi drejede mod Tårnby og gemmer den hele tur til næste gang. Til ære for Sirus kommer lige et billede af vandtårnet i Tårnby. Vi savnede dig på turen.

37,5 km løb vi. Jeg har aldrig løbet så langt på en træningstur. Kriserne brød aldrig ud i lys lue, og i dag har benene det fint. Det gør jo et eller andet, de lange træningsture. Næste uge er ikke helt så skør som de sidste uger. Eller den er skør på en anden måde. Så måske kan jeg sprede nogle løbeture ud over nogen flere dage.

by - 3 kommentarer

Gensyn med 100-meter skoven

Eller St. Dyrehave. Der er sådan lidt Peter Plys over den. Og jeg bliver lidt Peter Plys-agtig på den naive måde i den skov. Jeg havde en aftale med hende her tirsdag eftermiddag ved fårefolden i St. Dyrehave. Men Katrine måtte hostende melde pas og tage sig af sit helbred. Nu var jeg jo bare sat helt op til en tur i skoven. Jeg elsker Amager, men jeg savner skoven en lille smule ind i mellem. Og er jeg så ikke bare så heldig, at jeg arbejder midt i det hele? Derfor kom skoene med i tasken, og jeg driblede alene over i skoven. Med et par småmisundelige kommentarer fra kolleger, som ikke havde udstyret med.

Fårene var ude, solen var fremme, og fuglene kvidrede løs. Dejligt at tøffe ad skovstier igen. Så anderledes end Amagers flade savanner. Men der er noget sært ved den skov. Jeg mister tit orienteringen. Og finder pludselig mig selv i den helt forkerte ende af skoven. Jeg, som ellers har en veludviklet retningssans. Jeg mener, jeg har jo arbejdet som guide og travet rundt i de vildeste bjerglandskaber. Det skulle jo bare være en kort, nærmest symbolsk tur. Mine ben var lidt trætte. Weekendens mange kilometer sad og gemte sig i læggene. Mandagens hårde yoga-øvelser sad alle andre steder. Og syv timers bøjede knæ under skrivebordet er ikke befordrende. Så jeg startede lidt tungt. Og inhalerede skovens dufte, mens jeg bare nød stilheden og fuglene. Og så var det, at jeg måtte have taget et forkert drej, for pludselig var jeg lige ved de store elmaster. Og de er tæt på den helt forkerte ende af skoven. Om igen og tilbage, mens jeg rodede rundt for at finde den rigtige sti. Og benene havde fået tæsket det tunge ud.

En god time senere tjekkede jeg igen ind på Regionsgården, hvor kun et par standhaftige kolleger var tilbage. Den næste uge er skrupskør. Løb må passes ind på kreative måder og tidspunkter. Jeg har første kulminationsbølge med et af de største projekter, jeg nogensinde har været projektleder for. Derfor sidder jeg hjemme i Sydhavnen og skriver, så der står røg ud af tasterne.

Vil I gerne se, hvordan min udsigt er sådan en solrig morgen med fuldt blus på foråret? Ja? Så se med her:

by - 7 kommentarer

Weekenden i løb

Min træning er lidt…… hmmm – sjov? For tiden. Jeg har lidt rigeligt at rive i henne i det der sundhedsvæsen. Altså på den sjove nok måde. Det æder bare den tid, jeg ellers skulle være i løbeskoene. Nåmn så må man jo sno sig, og derfor tæsker jeg rigtig mange kilometer mellem fredag og søndag aften. Det kan være smart – eller det kan dræbe enhver træning. Men sådan er det bare lige nu. Også den her weekend.

Fredag landede jeg i løbeskoene kl 18 og satte af ind mod Islands Brygge. Langs vandet, forbi Nokken og ind til barnevognssegmentet på Islands Brygge. Er det ikke fantastisk, at man kan nå det, mens det er lyst? Men træerne vokser trods alt ikke ind i himlen, og jeg nøjedes med 11 km og nåede hjem i tusmørket.

De sidste weekender har jeg løbet 20-25 km både lørdag og søndag, men jeg havde planlagt en indisk treat til de venner, der kom på besøg om aftenen. Og det tager lidt tid at lave. Derfor bed jeg turene lidt anderledes for denne weekend. Stod tidligt op og tøffede ud i forårsmorgenen. Trissede afsted til Valbyparken og løb bakkeintervaller på Bjerget (jo jeg gjorde, Jesper). Og tøffede hjem igen efter 16 km.

Tryllede løs på indisk hele eftermiddagen og nød resultaterne i godt selskab. Indisk mad er fortrinlig vegetarkost. Det smager fantastisk, indeholder masser af grøntsager, og tilfører protein fra bønner og linser.

Søndag blev så min rigtig lange dag. Jeg løb 30 km, og det gik ret meget bedre, end jeg havde regnet med. Jesper har inviteret Sirus og mig på tur rundt om Amager på lørdag. Og en ting er, at jeg er ultralangsom og sinker de to helt vildt, – jeg skulle helst i det mindste kunne løbe hele vejen.

Amager gik totalt forårsamok. Jeg løb bagom Ørestaden og videre i kanten af Kalvebod Fælled mod Kongelunden. Ude for enden kunne jeg ikke dy mig for at løbe en tur op på diget (jeg lærer det aldrig, vel?)

Udsigt fra diget

Jeg løb afsted, så langt jeg kunne komme. Og selvfølgelig var der spærret med pigtråd og forbudtskilte. Alligevel havde jeg lært noget fra mine forsøg på det andet dige sidste weekend. Så jeg vendte om. Helt lydigt.

Avedøreværket set fra diget ved Kongelunden

I det fjerne aner man gastårnet i Valbyparken

Så jeg løb hele vejen tilbage til Kongelunden og drejede ud over Kalvebod Fælled. Som også var gået helt i forårsmode. Solen væltede ned fra en knaldblå himmel. Jeg smed hurtigt jakken og trak ærmerne langt op over albuerne.

Dem der råber frost og vinter nu, kan så godt vende trutmunden den anden vej og gå hjem. Det her DET er forår.

30 km er langt. Jo, det er. Og jeg skal nok blive mør næste weekend. Men der er også noget særligt ved at komme så langt omkring bare i løbesko. Man oplever anderledes, og det ER godt i kroppen bagefter. Og sådan nåede jeg alligevel op omkring 60-70 km igen i denne uge. Og fik jer med på de sidste 30.

by - 4 kommentarer

Elementært, Watson……….

Jeg har i meget lang tid haft en fornemmelse af, at noget af den medicin, jeg fik for min kræftsygdom, har lavet ballade i mit sukkerstofskifte. Med et blodsukker, der spurtede op og ned ad skalaen og et medfølgende humør. Det er galt nok, men meget værre er, at jeg i 3½ år har sovet rædderligt skidt. Jeg har altid været af den slags mennesker, der knaldede øjnene i på vejen mod hovedpuden og slog dem friske op klokken kvalme om morgenen. Seriøst! Mine specialer er skrevet fra kl. fem om morgenen. Da mine unger var små, stod jeg op, før de vågnede og løb. Bagefter vækkede jeg dem med morgenmad. Men det har ændret sig de sidste tre års tid.

Jeg har ligget og vredet mig i timevis uden at kunne sove. Jeg har vågnet midt på natten og droppet al videre søvn. Ligget nat efter nat med en fornemmelse af aldrig at nå ned til noget dyb søvn. Det holder jo ikke. Ikke når man træner pænt meget og har et arbejde, som kræver velsmurte hjernevindinger. Hver dag. Selvfølgelig var det oplagt at kaste skylden på angst og bæven efter en vild og voldsom sygdom. Det var bare ikke sådan, det føltes. Jeg lå ikke og spekulerede hjernen skæv. Jeg var ikke fyldt af angst. Det føltes som en helt fysisk ting. Min krop var ikke i sove-mode. Jeg har prøvet meditation, yoga, afspænding, – you name it. Sovemedicin var ligesom ikke et issue, vel? Når det var sådan en permanent-lignende tilstand. Og drikke sig i hegnet hver aften for at sove? Heller ikke rigtigt. Så jeg affandt mig med det. Tænkte at det måske også var en slags pris for at leve videre.

Indtil jeg endelig tog action på det med blodsukkeret. For nogle uger siden stoppede jeg helt med at spise sukker. Altså kager, slik, sukker i kaffe og sådan. Oh miracle!!! Jeg sov. Eller jeg sov bedre. Så researchede jeg på en ny bog “Det helbredende køkken”, som er en vegetar-kur, der skal virke stabiliserende på blodsukkeret. Den blev godtaget som seriøs uden religion og hokus pokus. Jeg har nu fulgt den (altså sådan da – jeg får jo også gæster. Og ingenting skal få mig til at hælde rismælk på min mysli). Og jeg er overbevist. Jeg snorksover igen om natten, og min dyrebare hjerneaktivitet føles mere smooth. Jeg tænker bedre, og det er altså godt, når nu det er det, jeg får min løn for. At den uvelkomne flæskepølse, der er flyttet ind på min forside, er på kraftig retræte, gør jo heller ikke noget. HA – aldring og overgangsalder – gu’ vil jeg ej bare finde mig i flæskepølser.

Nu var det ikke noget, jeg fandt på ud af den blå luft. Ind imellem blev min mangel på almindelig søvn temmelig påtrængende. På grænsen til noget betænkeligt. Og jeg kastede mig nærmest ud i en slags detektiv arbejde. Havde jeg overhovedet haft søvn-succes’er de sidste år? Og jeg måtte erkende, at på mine ekspeditioner, når jeg var i bjergene, mine to måneder i Nepal og min lange løbetur sammen med Jesper sidste år var sådan en slags succes’er. Der sov jeg. Og hvad var anderledes? Det var det der med sukkeret. Jeg spiser ikke sukker og chokolade, når jeg er på bjergbestigning. I Humla var sukker ikke-eksisterende. I England var der ingen mellemmåltider, og de desserter, vi drømte om, mens vi løb? Ja de blev alligevel droppet om aftenen. Det var jo oplagt, ikke?

Og hvordan går det så med det der træning? Jo, tak. Det går faktisk rigtig godt. Selvom jeg lever med en konstant tidsjoker for tiden. Har lidt for mange dage, hvor klokken er blevet 19, før jeg sætter nøglen i døren. Og når vejret så optræder med isstorme og snevejr kombineret med lavt blodsukker og monstersult, ja så er turene blevet samlet omkring weekenderne med en eller to småture i løbet af ugen. Og alligevel sniger det sig op omkring 70 km om ugen.

Jeg kan mærke, at jeg har omlagt min kost ret radikalt. Ikke fordi jeg var nogen stor kødspiser eller flænsede bageren på vejen hjem. Jeg kan mærke, det er godt. Alligevel kræver kroppen klart og tydeligt mad til tiden. Jeg har været en smule træt. Men det er vendt til lidt hyper energi. Meningen er at følge kuren i fire uger. Derefter kan man indrette sig, som det nu passer bedst. Men fuck, hvor er det godt, det der nattesøvn. Tænk at det skulle være så svært…….

by - 3 kommentarer

Vis mig et forbudt-skilt….

…….og det er den vej, jeg skal.

Jeg luntede hjemmefra i morges uden egentlig plan. Nogen havde truet med regn og slud, men på Amager var solen højt på himlen. Eller det kom den, som dagen skred frem. Det lykkedes mig at finde en rute, så de eneste biler, der kom indenfor synsvidde, var 100 meter på Vejlands Allé. Ellers en fuldstændig bilfri formiddag på Amager. Således fik jeg lejlighed til at se Bjerget bagfra. Og pludselig kan man se det helt geniale i det byggeri.

Da jeg nåede til det yderste af Ørestaden, bagte solen varmt og dejligt, og jeg tog en kvik beslutning om at løbe til Kongelunden. Når man løber på Amager, bliver man god til det her:

Man lærer at løbe uendeligt lige ud mod noget, der ligner en horisont. Det er genialt til at finde ind i en vegetativ rytme i et steady state tempo. Og lige ud var det den ganske vej. Lige til jeg nåede til diget, som er spærret, fordi man arbejder på at forhøje det, så det kan klare den voksende vandstand.
En stor del af Amager er som den afrikanske savanne. Flad og uendelig med lidt spredt bevoksning og dyr her og der. Ikke af den eksotiske slags, men eksotiske nok for Amager. Og man møder omtrent lige så mange mennesker.

Den Amagerkanske savanne

Der er få steder i nærheden af Hovedstaden, som giver så stor uforstyrrethed, som når man løber på Amager. Når det ikke blæser en halv pelikan, elsker jeg det.

Nåmen det der forbudtskilt…. Det dukkede op, mens jeg var på retræte mod Kalvebodbroen for at vende næsen hjem. Turen var jo blevet en anelse længere, end jeg havde tænkt. Og så skulle et forbudtskilt ikke få mig til at løbe en omvej. Bare fordi de arbejder på det der dige. Så jeg fortsatte kækt. Og ramte diget, som var åbent. Men de mener det der. Jeg kløede på en rum tid, og fik nærmest støbt skoene ind i solidt mudder. Jeg er stædig. Og nogen gange lidt dum. For jeg fortsatte alt for længe. Indtil jeg fik et anfald af fornuft og lavede en retræte. Det tog faktisk rigtig lang tid. Og mine sko vejede cirka tre kilo hver, fordi de var klistret ind i noget fedtet mudder.

Jeg måtte skrabe alle tre kilo mudder af med en sten og løbe tilbage til forbudtskiltet, hvor jeg pænt tog den anviste vej. Mens de to holdt skarpt øje med mig. Fuld af gåseundren.

Og derfor kom jeg for sent til Pii’s fødselsdag. Og lidt sent hjem til at kreere middag til mit søsterskab med familie. Men nu sidder jeg her, med maden i ovnen og renskurede gulve. Og glæder mig over, at det ER blevet forår. Og at jeg alligevel løb 25 km i dag.

by - 6 kommentarer

En dag som sofakartoffel

Havde en rådden løbetur i går, som nok føltes længere, end den var. Lagde ud med tunge ben, som blev trampet lettere efter en halv times tid. Og så gik det faktisk helt godt den næste halve time. Men pludselig var det slet ikke godt mere. Måske fordi jeg blev kold. Jeg havde smidt min trøje, mens jeg havde medvind og alt var varmt og løb lidt overstadigt med bare arme for første gang i mange måneder. Og modvinden satte brat ind, da jeg rundede 8tallet langt ude på Kalvebod Fælled. Anyway – var det en sølle figur, der tjekkede ind på Sluseholmen. Og det tog uendeligt at få varmen igen.

Vågnede i morges og skrinlagde enhver plan om noget. Havde ondt i halsen, ondt i hovedet, ondt i alle muskler og lette feberøjne. Ingen langtur. Ingen babybesøg. Ingen rejsemesse. Men dynen på sofaen med en kande te og weekendens aviser. Mens jeg krydsede fingre for en lynhelbredelse.

Hvad laver man så sådan en hel dag som sofakartoffel? Ikke en skid, faktisk. Læser og læser og læser. Sover lidt. Og læser igen. Ser lidt atletik. Indtil solen provokerede mig lidt ud af starthullerne. Stormen for nogle uger siden gjorde det ret tydeligt, at der er saltvand i min kanal. Og med solen direkte på ruderne kunne jeg nærmest ikke se til den anden side. Saltvand giver sådan noget uigennemsigtigt klister på ruderne, skal jeg hilse og sige. Udenfor på kanalen var en flok ænder og en flok svaner på fælles spadseretur, og jeg kunne se dem gennem en grå film. Det var det afgørende slag mod dagens livskvalitet, og jeg iførte mig tykke trøjer, gummistøvler, kost, vand og skraber. Og skurede løs. Det blev bedre. Men jeg har klart et udviklingspotentiale der. Jeg har ikke brugt mange tankespind på vinduespudsning i mit hidtidige liv. Nu er vinduer bare blevet en påtrængende del af indretningen her. Så måske jeg skal lære det. Eller lave en aftale med en vinduespudser. For i fire meters højde er ruderne stadig klistret ind i saltvand. Og jeg ville helt sikkert dumpe med et brag til den store vinduespudsereksamen.

Men den fremadrettede løsning de næste par dage bliver Panodil. Der er projektplanlægning på spil. Og sådan rigtigt syg er man ikke, når man kan gå op i vinduespudsning.

by - 2 kommentarer

Esbjerg og en kold løbetur

Her sidder man så. På et billigt hotel i Esbjerg. Som ikke lugter af fisk idag. Her er bare koldt. Og sne. Og langt fra København. Men det er en anden historie, som I måske får i morgen.

Det er altid sådan en lidt amputeret dag, når man skal afsted om eftermiddagen. Men en løbetur kunne jeg nå, og jeg løb afsted på en sen morgentur. Det var koldt med koldt på. Men jeg var smart. Jeg zig-zaggede afsted gennem Amager Fælled og driblede næsten udenom noget modvind. Ud på Ørestad Boulevard og videre mod 8tallet. Fik kontakt til en lille flok løbere på det modsatte fortov. Sol var der ikke noget af, og temperaturen var væsentligt lavere end i går. I dag var der hverken vand eller kamera med. Det er hyggeligt at tage billeder undervejs, men det optimerer ikke træningen.

Pludselig fræsede det ene udrykningskøretøj efter det andet forbi mig. Brand og politi med blå blink og hylende dæk. Længere fremme kunne jeg se røgen vælte ud fra Fields, og folk stod i hobetal på fortovet med skuffede drømme. Politiet lavede en effektiv afspærring, men jeg kendte heldigvis en smutvej bag om metrobanen. Så jeg driblede væk fra postyret. Der var ingen ambulancer, så der var nok ingen tilskadekomne. Og Fields klarer det nok.

I dag havde jeg regnet vinden rigtigt ud. Jeg havde ingen vind imod mig, da jeg nåede ud til 8tallet. Ha, jeg snørede den, vinden. Og så kastede jeg mig ud i at finde vej ud over sletterne på Kalvebod Fælled. Og jeg gjorde det. Måske ikke den direkte vej. Men jeg fandt hjem, og jeg havde løbet 19 km i fin stil. Altså det tegner meget godt med den der form.

Ellers er det bare go’nat fra Esbjerg. Hvor de ikke engang havde fisk på menu-kortet???

by - 6 kommentarer

Blæsevejr og Brøndby Havn

24 iskolde kilometer sådan en lørdag. Det dårlige er, at Lorteøen lugter og lever op til sit navn sådan en dag. Og at den der vind næsten ophævede enhver fremdrift sine steder.

Men for fanden da, hvor var det en smuk tur. Jeg løb til Valbyparken og videre til Hvidovre Havn (som jeg er blevet lidt lun på). Da jeg nåede ud mod Amagermotorvejen og broen, gik den der vind helt amok. Og jeg droppede Amager. I stedet løb jeg på opdagelse til Brøndby Havn med motorvejen indenfor hørevidde uden at kunne se den. Hele vejen var på stier uden biler gennem noget naturagtigt. Og det kørte bare, gjorde det. Brøndby Havn var en lille overraskelse. Jeg anede ikke, at Brøndby kunne rumme sådan en hygge. Og så fik jeg vind-inferno for resten af vejen. Havde i al ubemærkethed haft en solid rygvind mod Brøndby. Jeg var ved at lette på motorsvejsbroen. Havde egentlig regnet noget medvind ud det sidste stykke. Og der tog jeg så bare helt fejl. De sidste fem kilometer hjem var nærmest endeløse, og jeg var af gammel vane ved at kaste op af vinden. Mit maveskind tror stadig, det er fri for fedtlag og bliver afkølet, men jeg kan fortælle det noget andet. Det er så polstret, så det der med ondt i maven af kulde er ren indbildning. Hold bare op med det en anden gang.

Jeg havde kameraet i væskebæltet, så velkommen til at nyde turen helt uden modvind:

Is i Fiskerihavnen

Haveforeningen Musikbyen

Dette er ikke en bakke, som man kunne tro, men 'Bjerget' i Kystagerparken

Udsigt på 'Bjerget'

Ikke at jeg på nogen måde var fristet

Isnende kulde ved Hvidovre Havn

Overraskende scenarier bag Amagermotorvejen

Brøndby Havn - hvem skulle have troet det?

Sej Brøndby-surfer

Blæst over motorvejsbroen

Og hjemme er der grøde i kanalen - alligevel

Og kan vi så ikke være enige om, at det er nok. Kom nu helt ærligt med lidt varme, så de der fugle kan komme til at svømme. Vi trænger til at se noget grønt. Og jeg har fået fregner på næsen. Er det måske ikke et forårstegn? Jeg spørger bare.

by - 5 kommentarer

Eksprestog til hverdagen

Og så blev jeg ellers kørt over af et arbejdseksprestog. Som en af mine kolleger sagde, – det er dødhårdt at holde ferie. Først knokler man som en hest for at blive klar til at være væk. Afslutter og forbereder alle og enhver på, at man ikke er der i to uger. Bagefter knokler man som et bæst for at samle op på alt det, som ingen andre har kunnet tage sig af, mens man var væk. Og jeg vil ikke høre et ord om offentligt ansatte, vel?

Men jeg klarer det. Jeg har jo suget energi ind i rå mængder, mens ferien varede. Af den langtidsholdbare slags. Og det er fint at restituere lidt efter alle de kilometer i løbeskoene de sidste to uger.

Jeg startede min hverdag igen med et besøg på Bornholm. Hvor ferieagtigt, kan jeg høre jer tænke. Men nix, – det var arbejde. Hyggeligt og ret effektivt sammen med hospitalets kvalitetschef. Chokerende at der alligevel stadig lå så meget sne og tyk is. Og dejligt at flyve hjem igen. Jeg er ikke en velegnet øbo. Rønne er hyggelig, og jeg elsker at besøge øen. Og jeg elsker at tage hjem igen.

Jeg har besvaret hundredvis af mails, sparket mit projekt igang, lavet aftaler, forberedt et par dage i det vestjyske på nogen sygeplejeskoler og er blevet involveret i et nyt projekt. Eksprestoget er i gang i højt tempo, og jeg er sprunget på i farten med håret flyvende i vinden. Og nåede alligevel 10 iskolde kilometer på Kalvebod Fælled med fire km indlagt tempotur. Tempoet? Har det nok bedst med at være en statshemmelighed.

by - 2 kommentarer

Amager rundt i løbesko #2

Sidste, allersidste dag i min ferie. I morgen starter den der hverdag med bunker af arbejde og nogle projekter, der i den grad skal kickstartes/afsluttes. Og hold da op, hvor har jeg holdt ferie. Var der antydning af en lille stressorm for to uger siden, er den fuldstændig begravet nu. Jeg klar.

Ferien har været fuld af folk, mad, vin, champagne, film, bøger, familie – og rigtig meget løb. En hurtig hovedregning siger 172 km i løbet af mine to ugers ferie. Og det er da meget godt. Det er meget længe siden, jeg har løbet så meget. Og nydt det så meget. Jeg er fuldstændig betaget af Amager og af området mellem Sydhavnsvej, Valbyparken og Hvidovre. Jeg er så begejstret for at have fået nogen at løbe med igen.

I dag hentede Jesper mig ved middagstid, til hvad jeg havde forstillet mig være en kortere restitutionstur efter mine 20 km i går. Men jeg skulle blive klogere. Vejret var smukt, og vinden var svagere end de foregående dage. Men koldt. Vi satte tværs over øen mod Amager Strandpark. Med en lille afstikker til lufthavnen, hvor nogen skulle låne et lille hus. Hurtigt. Amager Strandpark viste sig fra sin smukkeste side, og jeg løb afsted med kameraet i hånden, indtil min hånd frøs til is.

Tilbage gennem noget Amager, som vi ikke var helt sikre på, til vi fandt Amager Fælled og driblede den vej hjemad. Jesper havde en lille overraskelse i ærmet og førte an op på en lille bakke med den smukkeste udsigt. Og så havde vi pludselig alligevel løbet 22 km.

Nyd nu bare feriebillederne fra min sidste feriedag.

Svanerne i slusen har det koldt

Pit-stop i Terminal 2

Amager Strandpark

Amager Strandpark

Amager Fælled

Landlig idyl på Amager.

Næsten hjemme