Category Archives: Løb

by - 8 kommentarer

Så tager vi lige den ske der i den anden hånd

Jeg forfalder let til noget post-klimakterielt tudefjæs, når mørketiden vælter ind over mig. Sådan som: her-sidder-jeg-alene-og-halvgammel-uden-kæreste, og jeg-sidder-helt-alene-langt-ude-på-landet, og mit-arbejde-fylder-alt-for-meget-så-jeg-aldrig-når-at-træne-eller-være-sammen-med-dem-jeg-har-det-sjovt-med. Fyld selv listen ud.

Men det skal være løgn, ja det skal. Satme om jeg gider spilde min tid på den måde. Når det hele nu kan være meget sjovere. Så jeg kørte mig igennem en gang mental storvask. Hvor tudekiksene males til pulver og gladhatten findes frem. Og nu kan jeg præsentere et nyt og bedre (sjovere?) menneske.

NU er der bestilt tid hos frisøren. Jeg annoncerede jo, at jeg ville tage mit hår med til sådan én, da jeg kom hjem fra Nepal for…2½ måned siden. Og jeg er stadig ikke fuldt integreret på Djævleøen, så jeg dribler til min gamle frisør i Århus, når jeg alligevel er til møde derovre i morgen.
Selvom ingen bliver lukket ind til mine indre klude (for slet ikke at tale om bar hud) for tiden – har jeg droppet det nussede gamle undertøj og investeret i noget nyt og lækkert. Man ved jo aldrig, vel? Og det gør jo ikke hverdagen dårligere, at man kan føle sig sådan lidt grundlækker ind imellem. Selvom de andre ikke kan se det. Hold nu bare op med at lade stå til på lækkerfronten.
Og så er det jo bare at arrangere dit og dat med alle dem, der gider. Musik, mad, løb – you name it. Som vi gjorde i søndags.

Det der med langt ude på landet – har jeg jo gjort noget ved. Det går helt over den 17. januar. Jeg var tæt på at falde i gryden med forestillinger om manglende overskud. Åhhh (hånd-på-pande-ikon) hvordan skal jeg dog overskue at pakke det hele sammen og flytte – og pakke det hele ud igen. FLYTTEFRI! Det kan man nemlig få. Og vupti – har jeg streget den næste dag ud og skrevet FRI. Flyttemand bestilt – tjek. Børneungerne kommer til flyttemad – tjek. Datoen er meldt ud til vennerne – som altså ikke skal flytte så meget som en lille bitte kasse. Bare hygge-nyde. Tjek der også.

Træning? Er en logistisk udfordring. Når jeg sidder her i Hillerød til 18-19-20 stykker om aftenen. Og det bare er sortemørkt udenfor hele tiden. Og koldt. PANDELYGTE! I går cyklede jeg som et levende juletræ. Magnetlygter ved hjulet, stærk lygte på styret og stærkt lys i panden. Hold da op, hvor de biler og den sorte cykelsti bare kan komme an. Jeg fløj hjem. Og tænkte at jeg burde løbe. Men nej. I stedet stod jeg tidligt op. Sprang i løbeskoene Og susede ud i den mørke morgen. Som langsomt blev lysere. På hjemvejen var det lyst nok til at løbe forbi Sjælsø, som var fuldstændig betagende. Stille, blank, næsten lysende. Og min morgen er skudt igang på smukkeste vis.
Løbeskoene kommer med i kufferten, når jeg smutter til Århus i morgen, og så må jeg jo finde mig en stund eller to at smutte rundt i Århus. Torsdag er der møder og overnatning hos en gammel veninde, og fredag holder jeg oplæg på universitetet og overnatter hos en anden gammel veninde og studiekammerat. Inden jeg suser hjem igen.

Så – et lidt hæsblæsende menneske. Nu med overskud. Og helt klar med noget and til i aften, når Morten (ikke Bisp) og Ninja’en kommer til Birkerød.

by - 5 kommentarer

Skovmaren og blogtræf

Mine ben hvæsede til morgen, da jeg steg på cyklen og beordrede dem til Frederiksberg Hospital, hvor jeg skulle aflevere ugens interviews til transskribering. Tankevækkende eftersom tiden for mit halvmaraton i går var meget langt fra prangende. Men det var måske alligevel en slags straf for at have arbejdet for meget og trænet for lidt de sidste to uger. Eller for at have trænet for langt for tæt på et løb? Men ved I hvad? Det var hamrende ligegyldigt. Det var den smukkeste efterårsdag i St. Dyrehave, og skoven var fuld af glade folk. Løbeturen var smuk og fyldt med efterårslys.

Anledningen var Skovmaren i Hillerød, hvor knapt et par tusinde mennesker samledes for at løbe 10 km, halvmaraton eller helmaraton. Jeg havde, som nogle vil vide, haft en indre debat med mig selv (og et par andre) om jeg skulle springe ud i en hel maraton. MEN. Så var det, at jeg blev spist af noget arbejde, som kastede sig ind og tacklede mine træningsplaner. Så det blev en halv. Ruten i St. Dyrehave er kuperet og slanger sig gennem skoven ad brede stier. Der er lidt trængsel de første fem km, og derfor er det fint at hygge sig igennem uden ambitioner om fantastiske resultater. Som en venlig gestus er målet lagt ved en lille bakke, der går ned. Så man kan ankomme med manér og en vis lettelse. I stedet for at kravle i mål. Eller ligne den der pukkelryggede skovsnegl, der krabbede sig op ad bakkerne.

21 km virkede urimeligt langt, men jeg småklukkede alligevel det meste af vejen. Mens jeg argumenterede med mig selv. Helle, hvor er det fint, at du løber under to timer, sagde jeg til mig selv, mens jeg vippede den røde djævel, der sad i nakken én. Fordi den blev ved med at gnække noget om, at det sgu da var en halv time langsommere end noget, jeg kunne have gjort tidligere. Den kan klappe i, kan den. Jeg gider ikke spilde god tid med at ærgre mig over noget, der var engang. Blev der sagt.

Målet i Skovmaren


Men jeg havde også lige mødt Katrine, Karina og Kirsten. Karina kastede sig ud i den hele maraton og havde et superflot løb. Katrine, Kirsten og jeg stillede os helt tilfredse med den halve distance. Skovmaren er en fin anledning til at mødes med forskellige løbevenner.

Katrine og moi efter løbet


Vi havde en frokost-date efter løbet. Med vintermad og rødvin og mine chokolade-makroner. Og det var rigtig sjovt og bekræftende at mødes med mine blogbekendtskaber. Det er jo hverken helt tilfældigt eller uden grund, at vi finder inspiration hos hinanden i cyberspace, viste det sig. Hvor var det fint at få rigtige mennesker på.

Chokolademakroner

150g mandler (males fint), 100g mørk chokolade (males fint), 275g flormelis, 4 æggehvider. Pisk hviderne, bland resten sammen og vend i hviderne. Sæt makronerne på bageplade med teske og bag 10 minutter ved 180 grader. Creme: 100g mørk chokolade, 1 dl piskefløde. Fløden varmes til kogepunktet, rør chokoladen i, så den smelter. Afkøles og lægges mellem to makroner.

Og så fik jeg den sødeste overraskelse af Karina. For lang tid siden, så længe at jeg helt havde glemt det, havde Karina i en blogleg lovet mig en gave. Men Karina havde ikke glemt det og havde denne bog til mig: Fantastisk gave. Jeg blev SÅ glad og glæder mig virkelig til at læse den. Nina Rasmussen har været en stor inspiration for mig i det at rejse ud i verden alene. Mange, mange gange, når jeg har stået lidt mutters i et meget fremmed land, har jeg sendt Nina en kærlig tanke. Fordi hun har vovet det. Og fordi hun har delt sine erfaringer. Tak, Karina.

by - 0 comments

Seriøse og useriøse forberedelser

Sidder atter i sofaen med computeren i skødet og fjerneren kørende med noget baggrundsflimmer. Med bukseknappen løsnet, fordi der på én eller anden måde havnede alt, alt for meget kinesisk friturehalløj i min mave for et par timer siden.

Når jeg nu tænker over det, har jeg spist det meste af dagen. Fredag er blevet smovsedag. Jeg går i skole på noget efteruddannelse i DJØF, som sker i Ingeniørforeningen hus på Kalvebod Brygge. Og der forstår de sig på morgenmad og kaffepauser og frokost. De har en stjernekantine. Som laver stjernegod mad – og rigtig meget af det. Og ikke bare mad, de laver kager i rigelige mængder. Der står morgenmad klar med te og kaffe, når vi morgentrætte myldrer ind for at fylde vores hoveder med visdom. Og frokosten kunne foldes ud i sit helt eget blogindlæg, hvis det skulle være.

Pænt fyldt op i både mave og hjerne cyklede jeg til Frederiksberg og eftermiddagshyggede med mine små og store piger. Og endte altså på noget kinarestaurant med det meste af resten af familien. Og efter at have testet hele den kinesiske buffet, suppleret med lidt sushi og fadøl, sidder jeg nu her og fordøjer. Mens jeg overvejer, om det kan kaldes seriøs forberedelse til det der halvmaraton på søndag? Nå ja, kulhydrater skal man jo i hvert fald ikke gå ned på.

Jeg er ellers blevet slugt af noget arbejde. Aldrig har jeg trappet så bogstaveligt ned med min træning inden en slags konkurrence. Eller konkurrence er det jo ikke i den forstand. Men et løb. Det meste af resten har været optrapning. Sådan er det med mit arbejde. Det breder sig ud over hele sendefladen ind imellem. Men okay – nu stak jeg jo også af i to måneder hele sommeren. Noget for noget, ikke? Men jeg har løbet sådan ret sporadisk de sidste to uger. Det har ingen betydning ud over, at jeg gerne ville have løbet lidt flere intervaller. Men jeg har et andet halvmaraton om tre uger i Randers, hvor jeg måske kan tage lidt revanche på noget tempo.

by - 3 kommentarer

Vintertid og lange dage

Så blev der ellers slukket for lyset. Og det blev bælgravendemørkt, når jeg skal hjem fra arbejde. Sådan helt sortmørkt under træerne. Jeg havde fuldstændig glemt, hvor sort Kongevejen er i vintertiden. Der er ikke samme fart i cyklen, når synsfeltet snævres ind, så man kan nå at sende rigtig mange taknemmelige tanker efter de bilister, som blænder ned. Og mopsede hvæsetanker efter alle de andre. Jeg er nattedum. Mine øjne har bare svært ved at lynjustere mellem lys og mørke, og bilernes lange lys gør mig fuldstændig muldvarpeblind. Sådan uden varsel.

Jeg havde ellers lovet mig en tur hjem i toget. Fordi der var annonceret en masse regn og vind, og fordi jeg arbejdede igennem til klokken var over syv. Sad og analyserede spørgeskemaer, som vi skal bruge i dag. I mit næste liv vil jeg være i god tid. Altid! Men klar blev de, skemaerne og analyserne. Da jeg så endelig stak snuden udenfor i efterårsluften, var der overhovedet ingen regn. Og jeg led da pludselig voldsomt af lufthunger efter mere end 10 timer på kontoret. Togturen blev droppet, og jeg begav mig ud i mørket. Jeg styrede i grøften en enkelt gang. Efteråret finter mig med blade overalt. Cykelsti, rabat og grøft går i ét. I hvert fald, når det er nattemørkt. Nåmn – man falder da blødt på de der blade.

Hjem til noget rigtig sen aftensmad med computeren i skødet foran tv’et. Hvor en dirigent fra Nordsjælland kaldte rørte tårer frem, fordi han drog til Voldsmose for at samle folk til et stort kor. Altså var der bare flere af den slags mennesker. Han fik både bøllebob’erne og førtidspensionisterne til at lyse. Og synge. Og så tumlede jeg i seng.

Nu sidder jeg her i løbetøj og får noget træning til at passe ind i en skør uge. Jeg skal have friske ben på søndag, så jeg løber bare til og fra toget. En 4-5 km i hver ende af togturen, så det har også ret. Det bliver vist ugens muligheder for løb.

by - 3 kommentarer

Mark Cavendish, Brian Holm og alle os andre

Bloggen har været en smule stille og indadvendt i denne uge. Jamen det har været en sådan lidt stille uge. Med lidt for meget arbejde, lidt for meget snot og lidt for lidt løb. Men i weekenden har jeg taget revanche. Snottet er aftagende, arbejdet har været lagt på hylden og både løbesko og cykelhjelm har igen været i brug.

I går drog jeg til Albertslund for at heppe på vennerne, som stillede op til 6 timers løb ca. 2,5 km rundt om en lille sø. Det er mig en kilde til stor undren at nogen kan holde sig i gang i et så ensformigt scenarie. Men måske man skal prøve det for at kunne forstå. Jeg havde et par hyggelige timer sammen med Lene og Jesper, som måtte trække sig godt løbende ud af løbet med en dårlig tå. Tracy’s Rasmus havde et superløb, men løb ind i en grim krise mod slutningen. Jeg løb med ham de sidste to omgange og snakkede så meget, at han var nødt til at løbe videre.

I dag skulle jeg så have en ordentlig løbetur i skoven. Ikke fordi der sker så meget ved at drosle helt ned en uge, men mest for at stive min runkne selvtillid af. Nå ja, og så trængte jeg da til en tur rundt i skoven, mens der endnu er blade og gyldne farver over det hele. Så det gjorde jeg. Løbe en 12-14 km i den disede morgenluft. Og så havde jeg travlt. Jeg havde nemlig en aftale med selveste Mark Cavendish og Brian Holm og en gruppe tidligere kræftpatienter på VM-ruten ved Geels Bakke mellem Holte og Virum.

Don Ø, Mark Cavendish, Brian Holm og mig med et spooky udtryk i ansigtet inden starten. Lånt fra http://www.facebook.com/photos.php?id=142348145803396#!/copenhagen2011?v=wall

VM-ruten er 14 km med både bakker og sving. Første runde kørte vi i adstadigt tempo, så alle kunne være med og se ruten. Næste runde var med tempo, og de proffe stak hurtigt af. Jeg kørte med min gode ven Tim og med en pige, som skiftede med mig til at trække. Og på en eller anden måde lykkedes det at holde et helt okay tempo – lige til vi ramte Geels Bakke igen. Nåmn i mål kom jeg jo og stillede op til fotografering med Mark og Tim.

Tim, Mark og mig efter første runde

Og så cyklede jeg da hele vejen til København i ro og mag sammen med et par trætte medcyklister. Spiste en fornøjelig frokost i PACT sammen med en flok glade medlemmer og cyklede hele vejen hjem til Birkerød igen. Så er det vist okay for den weekend, og om lidt må jeg tyvstarte noget arbejde.

Tak til støtten fra Mark Cavendish og Brian Holm

by - 10 kommentarer

Flere farcer fra et løberliv

Når jeg nu lægger mine løber-farcer og fiaskoer fra mit liv i løbesko åbent til skue på die ganze internet, er det ikke for at appellere til tudekiks og ej heller for at tage modet fra nogen. Det er for at holde fast i en ironisk distance til det projekt, jeg har gang i lige, som jeg egentlig ikke rigtigt ved, hvad går ud på. Noget med at blive hurtigere, – længere, tror jeg, uden at blive alt for seriøs. Og det er for at minde mig selv om aldrig at holde op med at grine af mig selv. Vip mig venligst en, hvis jeg bliver for selvhøjtidelig.

En af de absolutte gengangere blandt mit livs farcer er tanken om ikke at have fået kilometer nok i benene, eller hurtighed for den sags skyld. Så napper man lige et sæt benhårde intervaller eller en ekstra langtur tæt på en konkurrence. I stedet for fornuftigt at trappe ned og være helt klar på dagen. I mindre målestok var det, hvad jeg gjorde i dag. Inde i min hjerne var det om tre uger, jeg skal løbe Skovmaren i Hillerød. Og jeg har stadig ikke besluttet mig for det ene eller det andet. Men jeg havde jo god tid til en ekstra testtur. I dag. Der var bare det, at i resten af verden er der to uger til Skovmaren. Det erkendte jeg først i St. Dyrehave. Hvor der var 15 km hjem igen. Det blev det dejligste løbepas. Godt 30 km fuldstændig fri for kriser. Det gamle trick med at løbe intervaller dagen før en langtur virkede stadig, så jeg løb i et ret konstant roligt tempo hele vejen. Og smågrinede hele vejen tilbage. Spade – man løber ikke godt 30 km 14 dage før hverken halvt eller helt maraton. Nåmn det gjorde jeg så. Og blev jo ikke en skid klogere på, om jeg skal løbe det ene eller det andet, vel?
Det er samme mekanisme, der hver gang får mig til at skrælle for mange kartofler og lave en ekstra dessert, når der kommer mange gæster.

I gamle dage var der hver vinter et 30 kilometer løb i en lille flække vest for Århus. Løbet faldt perfekt i træningen mod et forårsmaraton, og det var tilpas skørt. Så jeg var fast deltager. Der var næsten aldrig ret mange kvindelige deltagere på 30 km distancen, så jeg fik også altid en god placering. Tiden kunne man aldrig regne med, for det var usædvanligt bakket, og altid var det umådeligt koldt, – somme tider med høj sne. Jeg havde et år en studerende, som var triatlet og som gerne ville blive en hurtigere løber. Det provokerede ham vildt, at jeg kunne løbe hurtigere tider end ham, og han besluttede sig for at stille op i det der vinterløb – bare for at slå mig. Og jeg var selvfølgelig ligeså fast besluttet på at slå ham. Det var et løb uden sne, men bitterligt koldt og blæsende. Man løb længe på et højt plateau, hvor vinden var helt nådesløs. Jeg stak af fra starten og tæskede af sted. Ikke tale om, at han skulle få lov. Omkring fem kilometer før mål kunne jeg pludselig høre beslutsomme løbesko bag mig. Jeg vidste bare, at det var ham. Jeg fandt nogle skjulte kræfter og satte den længste spurt ind. Han skulle ikke forbi mig, for så var jeg slået. Fuck, det var en lang spurt, og hele tiden kunne jeg høre hans trin bag mig. Endelig kunne jeg se målet og satte en ekstra spurt ind. Jeg kastede mig nærmest over mållinjen, drejede resolut direkte til højre – og kastede yderst ukvindeligt op i rå mængder. Og undgik behændigt at ramme en stakkels official, som helt uskyldigt stod der og målte tiden. Men jeg vandt, gjorde jeg. Og han bevarede sin stolthed.

Et andet år i samme løb vandt jeg. Det lyder flot, men der var ikke mange trusler. Jeg vandt et gavekort på 1000 kr til Imerco, eller hvad det hed dengang. Men der var mere. Jeg fik et klippekort til bilvask i samme lille flække. 10 stk hos den lokale bilvasker. Og jeg vandt et gratis startnummer til Naturstimaraton et par måneder senere. Sjældent er der blevet grinet så meget i bilen på vej hjem til Århus. Løbet eksisterer ikke mere. Det blev udkonkurreret af det evigt voksende antal motionsløb, og 30 km løb kunne ikke stå – distancen.

by - 5 kommentarer

Maratonfarcer i mit løberliv

Mit første maraton var i København. Det var sådan et ’nå-ska-jeg-ik-lige-løbe-et-maraton’ løb. Og det gik da helt derefter. For at sige det, som det var, anede jeg ikke, hvad jeg kastede mig ud i. Jeg var ret habil på fem km, og hvor svært kunne det så være? Svært, skal jeg hilse og sige. Det var før internettet, og før man kunne finde et maratonprogram for amatører på under fem klik. Der var ikke mange kvinder med. Så jeg lavede bare lidt mere af den træning, jeg ellers lavede. HAHAHAHAHA. Kort fortalt var den eneste grund til, at jeg ikke gik ud, at min søster ikke stod ved 30 kilometermærket som aftalt. Og jeg havde hverken penge eller telefonnumre med. Ja, det var også før mobiltelefonen. Altså var jeg nødt til at vakle de sidste 12 km til målet. Det tog 4 ½ time, og jeg svor, at nu var det så prøvet. Med ben tungere end bly krydsede jeg mållinjen ved Christiansborg. Og i dagene efter var det en farce at bo på 4. sal.

Jeg havde alligevel krydset den mållinje med våde øjne og en klump i halsen. Og efter nogle uger spøgte tanken om at gøre det bedre. Og jeg kom så meget til fornuft, at jeg tog kontakt til nogen i klubben, som havde erfaring med det der marathon. Og så ændrede jeg min træning fundamentalt og løb mit næste maraton langt over en time hurtigere året efter. Uden at have sjove ben bagefter. Så var jeg bidt. Det kolliderede med en hel del andre planer i truppen, men jeg var hooked. Så jeg fandt mig en træner, som ville fokusere på marathonløb, og jeg trappede træningsmængden betydeligt op. Det gav også resultater på de kortere distancer, hvor jeg endelig begyndte at bryde fire minutters barrieren pr kilometer. Det var sjovt, og det var en hårfin balance. Som ofte balancerede den forkerte retning, fordi træningen var benhård.

Mine første år med maraton var nok som de flestes. Forstået på den måde, at når man bliver hooked, bliver man ulidelig for sine omgivelser. Man får en snert af mani og besættelse og taler alt for meget om det. Løb og træning får en alt for fremtrædende plads i opmærksomhed og fokus. Det koster skader og infektioner, fordi man bliver så sart af at træne så hårdt så længe.

Lad det være sagt: jeg kom aldrig under tre timer på et maraton. To gange var jeg parat til at knække kurven i København, og så fik jeg tårnhøj feber to dage før. Phew – altså, DET var en streg i regningen efter måneders målrettet træning. Okay, tænkte jeg, så må jeg også lave nogen succes’er undervejs. Jeg trænede på det tidspunkt med kapgængerlandsholdet. Ja de kan gå næsten lige så hurtigt, som vi andre kan løbe. Og, ja, det ser åndssvagt ud, men det vænner man sig til. De havde nogen sindssygt gode træningsprogrammer. Jeg løb den ene konkurrence efter den anden. Det gik fløjtende godt. Indtil jeg en dag mærkede en lille smerte over den ene ankel. Pyt, tænkte jeg, og stillede alligevel op i et halvmaraton. Og knækkede. Med et træthedsbrud nederst i skinnebenet. Som så kostede et par måneder med kedelig vandtræning og en hel del eftertanke. Men jeg blev nr. to i det løb.

Jeg holdt op med de mange konkurrencer og stilede målrettet mod to maraton om året. Jeg trænede igen meget. Intervaller tirsdag, torsdag og lørdag, rolige ture mandag og onsdag og en lang tur om søndagen. Var helt klar en forårsdag i Hamburg, selvom jeg vågnede med en svag fornemmelse af noget lidt galt i kroppen. Jeg lagde fornuftigt ud og løb klart efter sub tre timer. Det gik forrygende. Lige til omkring 20 km, hvor jeg pludselig måtte på toilet. I en fart. Okay – det gjorde jeg så. Videre gik det stadig godt. Indtil jeg pludselig skulle igen. Og så kastede jeg op. Jeg satte farten ned og løb videre. Men jeg var ramt. Jeg fortsatte med at kaste op og løbe på toilet. Da jeg havde løbet 35 km kunne jeg ikke længere. Jeg kunne ikke GÅ de sidste 7 km. Så jeg kravlede ud til en samariterstation, blev rystende pakket ind i tæpper og kørt tilbage til målområdet, hvor jeg stortudende lod være med at tage på hospitalet. Og var syg i to uger efter.

Et par år senere på Island var jeg klar igen. Toptunet efter en perfekt træning. Indtil en uge inden løbet. Så styrtede jeg på min racer. Og min sko sad fast. Så jeg landede hårdt på venstre hofte, som lynhurtigt fik den største blåsorte blodansamling. Cirka 25 cm i omkreds. Merde! Men jeg stillede op. Og løb ud i en førerposition, blev overhalet og havde for ondt til at skrue mere tempo på. Efter 27 km stoppede jeg. Jeg var begyndt at trække på det andet ben, som for at kompensere. Og jeg blev kørt tilbage i en Røde Kors 4WD. Og fik bagefter konstateret en revne i hoftebenet.

Jeg tror, det var der på Island, jeg droppede det. At komme under tre timer. Ikke at løbe hurtigt, men sub 3 kostede bare for meget på alle andre fronter. Jeg ville gerne mere på bjergbestigning. Lave nogle store ekspeditioner. Og det kan man bare ikke kombinere. jeg ville gerne blive færdig som antropolog, gøre noget andet på jobfronten og alt muligt andet, som den intensive træning afskar mig fra. Og jeg ville i særlig grad gerne hygge mig med at løbe.

Der har været andre forsøg. Seriøse og forkølede, og de mislykkede forsøg, hvor astmaen forhindrede mig i København. Men det afholdt mig ikke fra at løbe stærkt og træne hårdt. Det kan jeg jo godt lide, og i Århus havde jeg min ”hårde hunde”, som jeg løb med 3, 4 eller 5 gange om ugen. Nu kan jeg ikke følge med på deres opvarmning.
Jeg elsker at løbe, og jeg elsker stadig at træne hårdt. Men maraton sidder som en lille gnaver, og jeg forsøger meget hårdt at lade det være okay at vare mere end fire timer. Også for mig.

by - 0 comments

Reklame: Idræt og kræft

Jeg vil gerne gøre lidt reklame for en forening og et arrangement. Kender du nogen, som har eller har haft kræft, som kunne trænge til at flytte sit fokus fra sygdom og behandling til idræt, ressourcer og samvær? Måske kender du nogen, som har været syg, som gerne vil sætte sig et mål for at komme videre? Eller måske kender du nogen, som er eller har været syg og trænger til et opmuntrende indspark? Så send denne reklame videre.

PACT er en idrætsforening for folk, der har haft kræft, pårørerende og andre med interesse for det. Foreningen bygger på frivillighed og kan på nuværende tidspunkt tilbyde spinningstræning med instruktør på torsdage og yoga på mandage. Vi er i forhandlinger om et tilbud om løbetræning/løbeskole, og vi håber at kunne udvide tilbuddene. Vi arbejder på at holde nogle fælles arrangementer med foredrag hen over vinteren i forbindelse med træningen. PACT er en forkortelse for Physical Activity after Cancer Treatment, og foreningen er vokset ud af et forskningsprojekt på Rigshospitalet af samme navn. Al træning foregår på Rigshospitalet i Krop og Kræft’s lokaler på Tagensvej.

Kontingentet er 250 kr om året og 350 kr for et familiekontingent. Man kan godt melde sig ind som støttemedlem.

Søndag den 31. oktober kl 10 holder vi premiere:

Motion og Mad
i Krop & Kræfts lokaler, Rigshospitalet, Tagensvej
PACT inviterer til efterårspremiere for medlemmer, familie og andre interesserede den sidste søndag i oktober.

Vi håber at kunne præsentere PACT’s folder og den nye hjemmeside.

Hør om PACT’s nye træningstilbud og det super spændende program for de mørke vinteraftener.

Mød op i træningstøj, for dagen starter med en fælles løbetur eller gåtur. Vi løber eller går en tur sammen i Fælledparken i et tempo og så langt eller kort, at alle kan følge med. Man kan også benytte træningsredskaberne i K&K’s lokale eller tage en tur på spinningscyklerne.

Tag tørt tøj med, for efter motionen byder PACT på frokost og foredrag

Helle fortæller, hvordan løb kan åbne helt nye muligheder på feriefronten. Hun vil fortælle og vise billeder fra en 195 km lang løbetur i det nordlige England.

Meld dig til senest den 25. oktober på sms til Julie 2616 1755 eller e-mail motionspact@gmail.com eller her.

by - 5 kommentarer

Store og små beslutninger

Lejekontrakten er underskrevet, og i morgen cykler jeg til Sluseholmen og afleverer. Og overfører ni millioner. Eller noget andet abstrakt beløb. Den sidste uge har været en sand tumletur. For ikke så såre havde jeg taget en beslutning, så mykldrede det ind med tilbud om det ene og det andet. Dong – en lejlighed på Islands Brygge! Dong – en supersofistikeret newyorker-agtig sag i Rantzausgade. Dong – en stuelejlighed i det Bjørn Nørgaard byggeri på Bispebjerg Bakke, som jeg længe har troet, jeg skulle bo i. Og en hel masse andet. Og jeg blev ganske rundforvirret. Syntes pludselig, det var alt for voldsomt for dyrt. Var det måske ikke også for langt ude? Ville det måske ikke bare blive en ghetto af pæne middelklassefolk? Så jeg legede struds og stak hovedet i buskene og holdt mig for ørerne. Og nu har jeg underskrevet. Nu bliver det. Og jeg har sagt op. Og får nok en halv måned med dobbelt husleje.
Jeg har været på jagt i Googles billedarkiver, og må jeg præsentere mit nye hood:

Lånt fra Kajakroerne.dk - sådan ser der ud for enden af 'min' kanal

Med udsigt fra sofaen til dette her. Lånt fra kajakroere.dk

Og om ikke så længe ser der måske sådan ud udenfor min stuedør?

Kajakker klar til brug. Lånt fra Kajakroere.dk

Og når jeg trænger til en løbetur, er det bare at krydse broen, så er jeg direkte på Amager Fælled

Cykel/gangbro til Amager. Lånt fra Google

Men der er andre beslutninger, der spøger i kulissen. Om fire uger er der Skovmaren i Hillerød. Og et par stykker har kækt langet ud for at få mig lokket på den fulde marathondistance. Det er jeg nu slet ikke så sikker på, nej jeg er ej. Alligevel kastede jeg mig ud på en lang tur. Som blev rigtig lang. Mit GPS ur har jeg efterladt på en hylde i mit kontor, hvor jeg lagde det torsdag morgen. Så weekendens ture er dogmeture uden tid eller distance. Bare cirka-ture. Og jeg ved jo, at jeg har 15-17 km til arbejde. Det blev derfor den vej, jeg styrede.

Det gik afsted på friske fjed. Faktisk tror jeg, jeg holdt et ganske pænt tempo. Måske for pænt? I hvert fald stod der en veltrimmet goodlooking fyr med mountainbike ved indgangen til Tokkekøb Hegn, som standsede mig for at sige, at det så godt ud, det jeg havde gang i. Det fik jo lige læberne krænget opad på den kække facon. Mens jeg et øjeblik senere standsede for at drikke, blev jeg indhentet af en kvinde i løb. Og jeg måtte jo holde stilen, så jeg stak af og satte tempo på igen. Og fortsatte gennem skoven til St. Dyrehave.

Altså luft og vejr var fantastisk. Man kunne kun blive glad. Jeg tog en omgang i skoven, før jeg vendte snuden hjemad. Og måske var den sløjfe blevet lidt for lang. Eller måske havde mit udgangstempo været for kækt. Kvindelig forfængelighed kan føre latterlige ting med sig. Jeg faldt i hvert fald dybt ca. fire km før hjemmatriklen. Rigtig dybt. Så kækheden forsvandt ved et trylleslag, og jeg kun kunne prise mig lykkelig over, at ham-med-cyklen ikke kom forbi lige der. Jeg gik altså. Ikke alle fire km, men ind imellem. Jeg aner ikke, hvor langt jeg har løbet. Nogen-og-tredve-kilometer. Og jeg var hjemme på lidt under tre timer. Træt. Og slet, slet ikke sikker på, at det der med marathon først i november er en gangbar idé.

Men nu er det jo heldigvis også halvmarathon, jeg har meldt mig til.

by - 5 kommentarer

Morgentur i efterårsskoven

Ikke så meget herfra i dag. Bare billeder fra skoven en våd og mild efterårsmorgen på vej til arbejde. Det blev sådan en intervalagtig tur, fordi jeg måtte tage billeder – og havde en aftale med en studerende. Og den slags skal man ikke komme for sent til.

Indgang til Tokkekøb hegn tidligt i morges

Lergraven i Tokkekøb Hegn

Lergraven

Dæmpegaardsvej, Tokkekøb Hegn

St. Dyrehave

St. Dyrehave