Jeg er blevet hentet ud i noget virkelighed, hvor man skal møde op hver morgen. Og det var med lidt chok og vantro, at det gik op for mig, at iPod-lyden i går morges betød: skrub så ud af sengen, Høstrup.
Men det var sandt. Og jeg blev modtaget med knus af chefen og drak spandevis af te med kollegerne. Ja, jeg nærmest tussede fra kontor til kontor og sludrede. Og brugte hele dagen på at få min computer til at makke ret, så jeg kunne komme ind til det der arbejde. Altså – jeg kunne sagtens fortsætte med te, knus og snak, men de andre havde jo arbejde at lave. Og det havde jeg så også, da computeren endelig lukkede mig ind. I eftermiddag. Længe leve teknologien. Og det er dejligt at være tilbage. For da susen, hvor er jeg heldig med det job, de kolleger og det arbejde, der gemmer sig i min computer. Jeg hilste glad på min racercykel, som har stået helt alene i et værelse hele sommeren. Og det var ren luksus igen at suse gennem skovene til Hillerød. Fedt, fedt, fedt.

Foredragene begynder stille at tikke ind i kalenderen. Alle mulige forskellige foredrag, faktisk. I næste uge er jeg inviteret ind på Paul Petersens Idrætsinstitut og fortælle om eventyr og friluftsliv. Andre foredrag er om at blive patient – eller om at blive rask, om kvalitative forskningsmetoder, om bjergbestigning og selvfølgelig om mit arbejde i Nepal. Så det er i den grad, hvad man kan kalde en skøn blanding. Og så tikkede der en forespørgsel ind til morgen i min mailboks, som jeg blev knaldrød og varm i bærret over. Af sådan en mixtur af forlegenhed, betuttethed og rå glæde. Fra en særlig, kærlig blogveninde, som gerne ville have mig til at fortælle om ”at træffe valg og gøre det, man føler for”. For nogle særlige kvinder. Ja, jeg vil da så. Helt vildt gerne. Jeg bliver helt vildt rørt og ydmyg over at nogen kan føle sig inspireret af mig. Og jeg elsker at holde foredrag. Så man må gerne kontakte mig, hvis man skulle få lyst til at høre mig give den gas med en masse billeder.

Jeg kommer stille i form igen. Jeg har løbet tre ture på 10-12 km i min skov. Kun én i regnvejr, og løbeskoene kommer også med til familietræf på Mols. Det går egentlig meget godt, bare langsomt. Og på mandag, ik? Når hele Region Hovedstaden og alle de andre skal løbe DHL, så lader jeg sgu nok bare uret blive hjemme. Nogen gange behøver jeg slet ikke at vide, hvor lang tid det vil tage mig at tilbagelægge fem kilometer, vel? Og som en slags straf for ikke at være hjemme hele sommeren, skal jeg løbe sidst på vores hold. Altså når alle de andre har tændt grillene langs ruten inde i Fælledparken. Jeg hader at løbe sidst. Men det bliver garanteret skidehyggeligt. Og det er på en måde en rimelig straf. Jeg tager den med oprejst pande (med mindre altså at nogen alligevel vil bytte?? Mon?)

Efteråret er også skrivetid. Og først skal jeg selvfølgelig have skrevet min rapport færdig om mit arbejde i Humla og sende den afsted til Kathmandu. Jeg mangler lige den sidste finpudsning, som nok kan klares i bussen i morgen og overmorgen. Jeg har et par artikler i støbeskeen. Om Humla og om udviklingsarbejde. Og mit kapitel til Tracy’s bog er næsten færdigt og klar til at sende.

Jeg har ikke set på billeder endnu. Jeg er ikke helt landet endnu. Det er som om, jeg lige må sunde mig en smule, før jeg giver mig i kast med de omkring 700 billeder, der ligger på memory kortene. Som om jeg lige skal tage de hjemlige indtryk ind først. Så der skal nok komme billeder. Om lidt.

I går blev også den musikalske efterårssæson skudt igang. Det gjorde den i Amager Bio sammen med Henrik og Secret Oyster. De leverede en fantastisk koncert, og ham der guitaristen, jeg havde flimset sammen med engang i forrige århundrede, kunne stadig trylle på sin guitar. Og havde stadig den der frække udstråling.