Category Archives: Løb

by - 1 kommentar

En lang testtur

I dag skulle det være. Den rigtig lange tur, som ligesom skulle vise mig selv, om det der marathonprojekt er en totalt dødssejler. Eller om jeg alligevel har fået opbygget en lille bitte smule overskud i de der ben. Så jeg stod op i det smukkeste solskin og spiste et solidt morgenmåltid. Jeg er sådan et rugbrødsmenneske om morgenen. Og altid glubende sulten. Morgen maden skulle have tid til at bundfælde sig ordentligt, og klokken 11.30 satte jeg afsted.

Jeg havde på forhånd bestemt mig for en sikker rute, hvor jeg ikke kom i tvivl om afstanden – eller pludselig kunne miste orienteringen. Jeg ved, hvor langt jeg har på arbejde, så afsted gik det langs Kongevejen i strålende solskin og let modvind. Eller faktisk har jeg målinger, der svinger med to kilometer, men det skulle nu ikke bringe mig ud af fatning. Fantastisk dag. Jeg startede ud i adstadigt tempo og arbejdede mig fremad forbi de kendte tjekpoints undervejs. Jeg får tænkt så godt under de lange ture, men mere om det i andet blogindlæg.

Jeg drejede til højre ad Overdrevsvejen i Hillerød og drejede ind i St Dyrehave ved det lille skovløberhus, hvor vores træningsture med jobbet altid starter. Skoven duftede, og fuglene kvidrede. Og min plan om hurtigt at finde ud på Kongevejen igen blev sat i skammekrogen. For pokker da. Jeg er jo ret voksen og guider folk rundt i nogle ødemarker ude i verden. Så det kan jo ikke passe, at man ikke kan orientere sig i en stump skov, vel? Så jeg fortsatte. Jeg har jo luret efterhånden, at vejen ligeud fører til Kirkelte og indgangen til Tokkekøb Hegn. Forbi små skovkær og anemoner i solide væg-til-væg tæpper. Små røde egern, der pilede op og ned ad træstammer. I Kirkelte var folk trukket udenfor. Flere sad og nød en kold øl og hilste pænt, da jeg prustede forbi.

I Tokkekøb Hegn havde jeg endelig regnet den ud. Endelig lykkedes det mig at løbe gennem skoven uden svinkeærinder og finde den rigtige vej i første hug. Heldigt nok, for 30 km er fucking langt. Tokkekøb Hegn har anderledes brede stier end St Dyrehave. Der er sådan lidt boulevard over det. Her spadserede flere mennesker lørdagstur, og jeg tordnede forbi fyldt med overskud i kroppen. Krydsede Stumpedyssevej (lyder det ikke lidt sødt?), fandt ind på en skovsti igen og løb gennem skoven, til jeg i overlegen stil dumpede ud på Kongevejen lige før Allerød krydset. Hold kæft, hvor var jeg bare lidt stolt af mig selv.

Så var det bare hjemad ad cykelstien. Fin stil, masser af overskud. Indtil tre km før hjem. Pludselig fik jeg kvalme. Adr. Stoppede op for at få maven i ro. Må have set lidt lidende ud, for en fyr stoppede sin bil, rullede vinduet ned og spurgte, om jeg var skadet? Skal du have et lift? For pokker hvor var det sødt gjort. Men jeg skulle bare have maven i ro. Så jeg smilede og sagde, at jeg var helt okay. Og blev lidt varm over, at sådan noget gentleman eksisterer, selv i Birkerød.

Men kvalmen havde alligevel pillet min forestilling om overskud ud af benene. Så jeg krabbede mig det sidste stykke hjem gennem skoven og nåede ganske lettet min gadedør. Det var langt. Og ikke så fedt til sidst. Men så var det heller ikke værre. Og tiden? Tja, jeg havde da holdt mig under 6 m/km selv med min nedsmeltning på de sidste tre kilometer. Det var en lidt positiv overraskelse. Og benene? De havde faktisk så fint, at jeg senere på dagen sagtens kunne cykle de 22 km til fest i København – og hjem igen ud på natten.

by - 0 comments

Morgentræning

Halløj! Hvad sker der lige for det vejr? Jeg lover, jeg skal aldrig, aldrig mere være overkæk overfor Lene og det jyske vejr. Det her udenfor mit vindue ligner jo en veritabel snestorm!

Min cykel stod jo i Hillerød, fordi jeg løb hjem i går, så jeg snørede løbeskoene og løb de 17 km derop igen. Det foregik i let regn. Og i dag havde jeg taget jakke på i stedet for mit sommer outfit fra i går. Jeg havde jo nær aldrig fået varmen igen. Turen gik forbavsende godt. Jeg havde forventet et par trætte ben, men det kørte i fin stil. Jeg undlod at eksperimentere med skovstier og løb hele vejen på cykelstien. Jeg har ikke helt tid til at fare for meget vild om morgenen.

Så nu er dagens træning overstået faktisk, og jeg har allerede løbet længere end i sidste uge. Det er genialt at løbe til arbejde.

by - 4 kommentarer

På med vanten

I morges følte jeg mig knapt så kæk over min mangelfulde træning i sidste uge. Men der sker ikke noget ved det, og jeg kunne ikke gøre det anderledes. Mit job fylder i perioder rigtig meget, og når det breder ud over sene eftermiddage og aftener, bliver det en enorm udfordring at træne meget. Men fra i dag er det igen slut med den slendrian. Fuldstændig.

Jeg sadlede min medtagne cykel og drog af på en iskold morgentur mod Hillerød. Jamen hov, var der ikke lige noget forår i luften? Og alle de anemonetæpper, er det ikke synd med nye polartilstande? Mine tæer var stivfrosne, da jeg nåede frem og ikke engang hende her kunne klare en gennemvarmning:

Efter at have samlet op på en ordentlig bunke mails, været til et par møder og overstået nogle timers ansættelsessamtaler, trak jeg i løbetøjet omkring klokken 17.30. Jeg havde ikke taget helt stilling til, om jeg ville vove at finde vej gennem både St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn for at undgå Kongevejen, så jeg satte afsted gennem St. Dyrehave i let regn. Og så tøsede jeg alligevel ud af den vovede plan. Tænk hvis jeg for seriøst vild? Sådan sent på dagen og alting. Jeg for kun ganske lidt vild og fandt ud på Kongevejen fremme ved den store rundkørsel og fortsatte ad den trygge cykelsti. Og havde en fin tur hjem. Men F… hvor var det koldt. Mine (optimistisk) bare arme eksploderede i kløe, da jeg nåede hjem til en slags varme. Og SÅ blev der skruet op for noget fjernvarme.

by - 0 comments

Og lidt om træning

Jeg sluttede sidste uge med at udnævne denne uge til restitutionsuge. Og den korte udgave er, at det blev den. Jeg har løbet ekceptionelt lidt. Jeg kan kalde det restitution, men det er en sandhed med modifikationer. Jeg har ikke haft tid til mere. Og i weekenden har jeg prioriteret to små tøsepiger og en tur i Zoologisk Have. Jeg har nok nået mine ca 200 km på cykel, trods det store cykelnedbrud mandag. Men løbeskoene er virkelig blevet skånet. Der sker ikke noget ved sådan en pause-uge. Men det er nyt for mig at nedprioritere løbetræningen. Før i tiden skulle jeg nok have fået puttet nogle meget sene træningsture ind, og jeg skulle nok have skaffet en barnepige i et par timer inden Zoo turen. Og det foruroliger mig ikke det mindste.

Nok er jeg målrettet og ambitiøs, men det handler jo bare om løb. Og jeg er jo helt færdig med at vinde noget som helst. Jeg er meget mere ambitiøs med mit arbejde. Måske handler det bare om, at jeg har løbet i så mange år? Jeg elsker at løbe og jeg elsker at være i top god form. Jeg har altid elsket træningen mest, og jeg har altid prioriteret sådan, at det hele skulle hænge sammen. Men altså – jeg har også altid kunnet putte en eller to træningsture ind på en presset dag. Det er måske bare det, jeg ikke gider mere?

Sølle 27 km i løbeskoene blev det i denne uge. De næste fire uger får fuld skrue, så jeg alligevel kan blive klar til det marathon.

by - 0 comments

Travlhed, stress og løb

Min monsteruge lakker mod enden, og jeg beklager radiotavsheden på linjen. Der har ikke været stunder til at blogge, bogstaveligt talt, og ikke meget indhold at blogge om. Det ville bare have været en lang sang fra de varme lande om at have traaaavlt. Træning har der ikke været meget af. Til gengæld har jeg ydet en prisværdig indsats for hovedstadens sundhedsvæsen. Men jeg er tilbage ved overfladen og har lyst til at skrive lidt travlhed, stress og løb.

Sådan en uge er nemlig ikke usædvanlig i mit liv. Jeg lever i perioder lidt “på kanten”, har mange bolde i luften, store opgaver og lidt for mange deadlines. Jeg kan godt føle mig lidt presset, og der er ikke plads til mange svinkeærinder i de uger. Men jeg er ikke stresset. Det udfordrer mig, og jeg kan have småkriser under vejs. Men jeg kommer igennem. Præcist som et løb. Nogle løb er hurtige og ikke så lange. De gør mere ondt. Andre løb er lange og seje og gør ondt på en helt anden måde. Hvad enten jeg har skullet presse mig gennem mange kilometer eller har villet presse mig igennem et kortere løb i højt tempo, kræver det nogle mentale bits and pieces fra værkstøjskassen. Den værktøjskasse har bragt gennem mangt og meget. Man kan nemlig bruge redskaber og små tricks fra løb til alle mulige andre situationer.

Første gang, jeg tænkte over det, var da jeg skrev mit første speciale på universitetet. Jeg var presset og tæt på at blæse det hele en lang march ind imellem. Jeg løb næsten hver dag gennem hele specialeskrivningen og løb et af mine bedste marathonløb et par uger efter afleveringen. Og hvad har de to ting med hinanden at gøre? Jo, det var løbet, der bragte mig igennem specialesumpen. Det var erfaringerne fra den sidste halvdel af et marathonløb, der fik mig til at holde fast og stædigt arbejde videre med specialet. Ligesom efter 30 km gjorde det ondt i hele kroppen, da jeg havde skrevet 70 sider af specialet. At få vredet mine analyser på plads og få alle 100 sider til at hænge sammen, var som at jage mig selv gennem de sidste to kilometer af et 10 kilometerløb, hvor jeg løber mig helt ud. Og til andre tider som at være i den indre dialog, jeg kan føre med mig selv gennem de sidste 12 km af et marathonløb. Jeg ved, smerten går over. Jeg ved, at løbet får ende. Og jeg ved, at jeg gør det godt.

De samme teknikker bragte mig gennem mit ret heftige forløb med kemoterapi for tre år siden. Det var kort, men meget intensivt, og jeg kunne tydeligt mærke, hvordan kroppen blev træt og slidt, efterhånden som jeg fik flere behandlinger. Det var en meget koncentreret opgave at blive ved med at holde fokus. Og ikke kaste mig tilbage i lænestolen og lade den infame træthed tage over. Men jeg kunne gøre det, fordi jeg havde andre erfaringer med at holde fast og gennemføre noget svært og hårdt.

Derfor tror jeg også, at jeg kan holde fast i de perioder, hvor jeg egentlig har alt for travlt. Og have travlt uden at få stress. Det handler om at holde fokus. Det handler om erfaringer. Og det handler om at skynde sig at holde helt fri, så snart man kan.

by - 0 comments

Det er den dejligste morgen….

…. i hundrede år, synger Gnags. Og det er det i dag. Stod halvtidligt op og stak af på en lille restitutionstur overnpå gårsdagens lange tur. Det er et godt tegn for min form, når jeg begynder at kunne det. Og altså kan have en god tur. Det blev den slags tur, hvor jeg ville ønske, jeg gad at have kameraet i lommen. I radioen talte de om mange skyer i de østlige egne, men i Rude Skov spillede solen sit helt eget spil. Den varmede min kind og legede gennem træernes grene. Da jeg kom til Stubbe Sø var det tæt på “breathtaking”, som de siger på et sprog, der nogen gange bare kan det der. Solstrålerne spillede i vandet, og søen var blank som et spejl. Ænder snadrede stille rundt, og fuglene styrtdykkede ved overfladen efter insekter. pludselig skræmte jeg en stor flok skovduer op foran mig. Deres fjer lyste som sølv, mens de gjorde luften omkring mig levende. Et lille rødegern i stiens kant lod sig ikke skræmme af mig, men gnaskede videre på, hvad den nu havde fundet sig. Et andet egern spænede afsted og sudede op i et træ. En spurvehøg lettede lidt fornærmet og sejlede videre gennem stammerne.

Kors hvor er man heldig, at man har sådan nogle morgener. Og hvor er man heldig, at man bor et sted, hvor man bare sådan kan løbe afsted i ro og fred.

by - 0 comments

Nogen gange går noget heldigvis over

Dagens løbetur startede helt galt. Alting var galt. Skoene irriterede, strømperne sad forkert, jeg kunne ikke finde mine nøgler, så skulle jeg tisse, så fandt jeg nøglerne. Fik vand i flaskerne og afsted. Men alting var stadig irriterende. Benene var tunge, og tights’ene sad igen forkert. Væskebæltet gnavede. Der blæste en kold vind. Så skulle jeg tisse igen. Og så sad det hele forkert igen. Så fik jeg ondt i maven af den kolde vind. Men så var det nok. Ikke tale om at alle de åndssvage småting skulle ødelægge mine planer. Og planen hed en lang tur. Så jeg tissede af, rettede på klædningsstykkerne og løb videre. Og pludselig var alt godt. Vanskeligheder er ikke permanente, siger buddhisterne.

Fuglene kvidrede løs, og der var svaner på Stubbe Sø. Jeg fulgte Rudersdalruten fra mit hjem gennem Rude Skov, krydsede Hørsholm Kongevej og fortsatte med lidt afstikkere i Holtedelen af Rude Skov. Videre ad Rudersdalruten langs golfbanen og motorvejen til Nærum og Rundforbi Stadion, hvorfra jeg fortsatte gennem skoven tilbage mod Gl. Holte og Rude Skov. Og jeg lyver ikke: Der var anemoner! I blomst! Jeg fortsatte til min egen del af Rude Skov og lavede et par ekstra sløjfer – og så var jeg hjemme. Og havde haft en pragtfuld tur fuld af overskud. 27 km blev det til, og jeg er pænt tilfreds med mig selv.

Jeg gad godt flade ud foran fjernsynet, men helt ærligt…. Var der ikke engang, Danmarks radio sendte gode film sådan en lørdag aften? For alle os, der ikke har et liv. Men Høvdingebold – og Krøniken? Eller jeg kan bruge hele aftenen på at se på tissemænd på DR2. Så kan man rigtig vade rundt i, at man heller ikke har sådan et liv? Nix – jeg finder en af mine egne film, gør jeg. Og dyrker min selvtilfredshed lidt. Det andet går over

by - 12 kommentarer

Get started – tips og tricks til løb

Jeg lovede Karin at sprede lidt tips og tricks om at starte som løber her i min lille personlige æter. Hvordan gør man? Hvordan kommer man igang? Hvad skal man anskaffe sig? Så her kommer et par guldkorn.

  • Lad dig inspirere! Læs forskellige blogs om løb og vælg nogen ud, som er inspirerende. Nogen som giver dig lyst til at gå i gang. Der er ufatteligt mange. Surf på nettet og find løbeforums, som Dourun, hvor løbere på alle niveauer kommunikerer med hinanden. Min personlige über-inspiration er ham her. Peter Troldborg, en af de rigtig hurtige drenge i Danmark. Som elsker at løbe og elsker sin familie. Som har indrettet sig, så det hele har sin plads, og alligevel kan han løbe om placeringer i de danske marathonmesterskaber. Og som alligevel bliver betalt for at stille op i New York Marathon. Ham elsker jeg! Hver gang jeg møder ham, bobler han af livsglæde og glæden ved at bevæge sig.
  • Stjæl med arme og ben – og lav dine indre rollemodeller.
  • Køb et par sko. Gør dig selv en tjeneste og køb skoene i en rigtig løbeforretning. Der kan du få råd og vejledning. Man kan godt starte i et par flade kondisko fra Føtex, men oplevelsen er markant bedre i et par genuine løbesko. Prøv dig frem. Få eventuelt en tur på et løbebånd, så du får de rigtige sko, som passer bedst til dine fødder. Regn med at løbesko koster 500-1000 kr. Til gengæld kan de holde ca 1200 km.
  • I princippet behøver du ikke købe mere til en start. Meeen der kan godt være noget motiverende ved at lægge ud i noget lækkert, åndbart outfit. Der er bare ikke nogen grundlov, der dikterer større investinger, før man er parat til den første tur i løbeskoene. Det går fint i en gammel t-shirt og et par shorts. På den anden side – investinger forpligter. På den anden side igen – har jeg mødt mange, som føler sig kejtede ved at flashe dyre løbeklude i deres startfase.
  • Få skoene på. Luk døren op. Luk igen. Afsted. Så simpelt er det faktisk.
  • Læg op til succesoplevelser. Du skal ikke sætte verdensrekord på en halv times løb – nu. Sæt 10-15 minutter af, hvis du er helt nybegynder. Løb et minut – gå to – løb igen. Løb efterhånden flere og flere minutter ad gangen. Og pludselig en dag kan du løbe et kvarter. Næste gang kan du løbe et minut længere. Men øg langsomt. Som tommelfingerregel skal du ikke øge din løbedistance med mere end 10% om ugen. Ellers er du pludselig krøbling.
  • Acceptér at kroppen beklager sig. Lungerne føles helt hudløse, læggene og lårene brænder, fødderne bliver ømme. Muskler og kroppen som sådan er omstillingsparate, men ikke fra den ene dag til den anden. Især ikke hvis de har fået lov at være på ferie i flere år.
  • Skab vaner. Sådan at løbeturen bliver en fast del af hverdagen. Den sværeste øvelse er at få skoene på – så går resten næsten af sig selv.
  • Nogen har glæde af at sætte sig mål. Lad nu bare være med at lægge ud med et marathonløb. DHL-stafetten sammen med kolleger eller et kvindeløb sammen med veninderne er meget bedre mål til en start
  • DET SKAL VÆRE SJOVT

Løb er en billig sport. Men den kan sagtens gøres dyr. Der kan så let som ingenting gå forbrugermode i den. Men løbetøj holder uendeligt længe. Jeg har både tights, trøjer og jakker, som er 20 år gamle. Men i morgen henter jeg et par nye tights og en vest på posthuset. Jeg gider jo godt være lidt lækker.

I dag har løbeskoene fået fred i entreen, og jeg har cyklet på arbejde. Næste uge bliver en udfordring, sådan træningsmæssigt set. Der bobler arbejde ud af alle sprækker her og der. Det arbejde saborterer min træning, altså!

by - 7 kommentarer

Morgenløb

I dag fik jeg min morgenløbetur – i solskin. Altså, jeg føler mig så heldig, når jeg kan løbe hele vejen til arbejde med fuglesang omkring mig, og forårssol på kinden. På jobbet bliver jeg modtaget med glade smil og klap på skulderen, og jeg føler mig også ganske tilfreds med mig selv. Et brusebad, en kande the, en banan og et æble, og så kører jeg. Det er da luksus. Og dagen er kikstartet.

Det kræver lidt omtanke at forberede løb til arbejde. Der skal være tøj, sko, penge, sæbe, hårbørste, deodorant (!) og alle de papirer, jeg skal arbejde med. Og det må jeg jo være planlagt nok til at fragte til Hillerød dagen før. Med min indbyggede mangel på planlægning, kan det være en udfordring i sig selv. I dag skulle jeg senere til møde på Herlev Hospital og havde tænkt at tage hjem og hente min cykel. Jeg blev overfaldet af arbejde og kunne ikke nå det. Så jeg tog imod et lift med min chef. MEN jeg havde glemt overtøj. Og det var jeg ikke helt kæk over, da jeg skulle hjem i regnvejr.

Jeg er af den slags, som vågner op med ordene the og ostemad på læberne. Jeg er glubende sulten. Så jeg må pænt stå lidt tidligere op, når jeg skal løbe på arbejde, så min højtråbende mave kan blive fodret af. Dengang – i et andet liv – da jeg løb hurtigt, kunne jeg ikke løbe efter et måltid. Min mave gik amok, hvis den ikke fik ro i mindst en time til at fordøje oplevelserne. Men nu løber jeg i så adstadigt tempo, at jeg kan stikke af efter en halv times tid. Så sig ikke, at det er godt noget… Eller noget?

by - 2 kommentarer

Runner’s High…..

…. er en potentielt farlig tilstand! Jeg har oplevet den rene “Runner’s High” 3 eller 4 gange i min lange løbekarriere. Runner’s High skal ikke forveksles med den glæde, opstemthed eller fornemmelse af flow, som man ofte kan opleve på en løbetur. Runner’s High er en slags meditativ tilstand, hvor tid og sted opløses. Som når de buddhistiske munke i det nordlige Indien oplever at kunne flyve (eller måske KAN de flyve?). Jeg oplevede det i dag. Runner’s high, altså. Eller måske fløj jeg? Og når jeg siger, det er en potentiel farlig tilstand, er det fordi enhver opmærksomhed på omverdenen forsvinder i et eller andet stykke tid. Lige pludselig. I dag var jeg pludselig et sted, jeg ikke skulle være. Ingen drama. Jeg vidste bare ikke, hvor jeg var. Eller hvordan jeg var kommet der. Det er den særeste fornemmelse. Med en brat opvågning. Man bliver rykket ud af den meditative tilstand, hårdt og brutalt, og konfronteret med en kontant virkelighed. Er sådan en smule rundforvirret i nogle sekunder. Jeg ved ikke, om man kunne komme til at være til fare for sig selv. Om man kunne løbe ud foran en bil eller ind i andre mennesker. Jeg er hver gang “vågnet op”, inden der kunne ske noget. Og det gør man måske bare. Bagefter er der en sær ro i universet, som efter en rigtig meditation.

Men det ændrede unægteligt radikalt på mine ruteplaner for i dag. Jeg måtte løbe noget rundt for at finde pejlepunkter til kendte steder. Det lykkedes, og jeg løb så en ganske anden vej end planlagt. I stedet for at løbe til Nærum, blev det skovene ved Søllerød, gennem Holte langs Furesøen, gennem Vaserne tilbage til Birkerød, og til slut en tur til Sjælsø. 24 km blev det alligevel til. En anelse kortere end oprindeligt planlagt. Men hvad søren. Det snegler sig derop ad. Med de lange ture, altså.

Nu har jeg drukket to store glas varmt hyldebærsaft og fået varmen. Og havde faktisk tørvejr hele vejen. 55 km i løbeskoene er det blevet til i denne uge. Og lidt mere end 200 km på cyklerne.