Category Archives: Løb

by - 3 kommentarer

Lyt til kroppen?

Gik egentlig og følte mig en smule småsløj fra morgenstunden. Jeg havde en af de morgener, hvor kroppen reagerer med fuldstændig vantro på vækkeuret. En af de morgener, som krævede en helt speciel indsats for ikke at ende med snooze i timevis. Jeg vred mit matte kadaver ud af dynen og lykkedes med at komme afsted på cyklen i ordentlig tid. Og så SNEEDE det gudhjælpemig pludselig. Og jeg frøs min ende som bare det. Og det holdt heldigvis op igen. Jeg overvejede at springe dagens løbetur over, men to dages løbepause er på kanten af for meget. Så jeg enedes med mig selv om at løbe en kort tur for bare at komme afsted. Og det var forbandet koldt.

Men det gik helt anderledes. Jeg løb afsted lidt senere end planlagt, for jeg skulle bare løbe kort. Men efter 5-10 minutter kørte det faktisk helt godt, så jeg drejede ud på Kongevejen og løb til Allerødkrydset og tilbage gennem Birkerød i et ualmindelig godt tempo. 16 km blev det i bedste stil længe. Og ikke noget småsløjhed her. Og sådan er det faktisk tit. Jeg har endnu ikke helt lært min krop at kende her små tre år efter kemoterapi. Derfor hylder jeg ikke altid princippet om at “lytte til kroppen”. Lad mig forklare:

Mens jeg fik væltet spandevis af kemoterapi ind i kroppen, oplevede jeg mange forskellige nye og ukendte fornemmelser i kroppen. Af og til sad jeg fuldstændig slugt af min lænestol, lammet af træthed og kemiske fornemmelser og havde bare lyst til at trække tæppet helt op over øjnene og lade tiden gå af sig selv. Det kan den nemlig godt. Men jeg gjorde det aldrig. Jeg var nemlig rædselsslagen ved tanken om at lade stå til og lade den tid gå selv. Så jeg vred og sled mig ud af lænestolens greb. Hver gang. Og hver gang oplevede jeg, at trætheden og de værste kemiske fornemmelser svandt efter en halv times tid. Jeg blev gladere og følte mig mere normal og var træt, så jeg kunne sove om aftenen. Hver dag knoklede jeg afsted på cykel og i vandrestøvler i 3-4-5 eller 6 timer. Jeg skulle jo ligesom heller ikke andet. Men havde jeg “lyttet til min krop” og “passet på mig selv” i traditionel forstand, var jeg nok død. Eller i hvert fald var jeg hurtigt blevet afkræftet og medtaget. Og det blev jeg ikke.

Kroppen er en lurifax. En lusepuster, der let kan overbevise en svag sjæl om lænestolens helende virkning. Hvil dig, sagde de dengang. Tænk hvis jeg havde gjort det. Man skal ikke altid høre efter hverken sin bedstemor eller kroppen.

by - 3 kommentarer

Luksuslørdag

Nyd musikken, mens lørdagen langsomt tripper frem på lette tå. Videoen starter smukt, men har sine grumme sekvenser. Men musikken…

Jeg sov længe idag. Rigtig, rigtig længe. Og det sker ikke så tit her på matriklen. I mine yngre år var jeg berygtet blandt mine nærmeste for at starte dagen ubehageligt tidligt. Alt jævner sig med årene – undtagen rynkerne – og således også mine søvn- og vågne vaner. Det har været en travl, intens uge og en lang natte/morgensøvn var helt velkommen. Jeg skulle heller ikke nå noget. Så jeg vågnede langsomt, langsomt. Greb min bog og luksuslæste, mens dagen langsomt sneg sig ind i mit system. Havde planlagt en morgenløbetur. Men jeg sov så længe, at jeg var glubende sulten. Så turen blev udskudt og byttet ud med et solidt morgenmåltid og Politiken.

Trak så i løbetøjet og løb i skoven. Endelig! Men NOT! Efter fem minutter var det ren skøjtebane. Jeg forvildede mig ind på en ren isbane i håbet om at komme hurtigt ud af skoven igen og bambi’ede mig igennem. Nåede endelig civilisationen og asfalten igen og løb resten af turen på Ravnsnæsvej. Mine ben var brugte. Selvfølgelig kan det mærkes, at der pludselig bliver skruet op til 200 kilometers cykling på en uge. Anyway – man bør vist også holde en slags restitutionsuge hver 4. uge i en målrettet træning. Det kan så passende blive nu i weekenden. Så måske løber jeg ikke helt så langt i morgen. Med mindre det pludselig føles helt fjong. Og det gør det nok ikke, for jeg skal ud og give den gas i de højhælede hele natten.

Men for pokker da, hvor den sol kan skinne sådan en lørdag. Man kunne blive helt bange for at blive småsolbrændt.

God weekend derude. Jeg vil gøre mig lækker og finde det festlige tøj frem.

by - 0 comments

Optur til havet

Skoven er ikke helt klar til mig endnu. Den har endnu ikke smidt al isen og smatsneen, så jeg spændte løbeskoene og løb mod Hørsholm. Det bliver for trivielt med Kongevejen flere gange om ugen. Specielt når jeg nu også ser den fra cykelsadlen flere gange dagligt. Derfor drejede jeg til højre ad Ravnsnæsvej mod Hørsholm og tog på opdagelse. Jeg løb  den sædvanlige tur mod Hørsholm, men fortsatte gennem byen og videre til Rungsted. Og pludselig var det der. Havet. Jeg savner noget hav. Da jeg var syg og i kemoterapi, blev det sådan en craving at se havet hver dag. Jeg travede Århus tynd for at nå derud, hvad enten jeg var indlagt til kemo, eller var hjemme mellem beskydningerne. Jeg har i mange år dagligt løbet langs Århusbugten og haft havet rigtig tæt på. Søerne omkring mig her i Birkerød er smukke, men de er ikke hav. Det bliver aldrig det samme at bade i søer, som at bade i havet. Men nu fik jeg det testet. Der er kun 8 km derud. Og 8 hjem igen, jo.

De har godt nok mange biler, der i Hørsholm og Rungsted. Man så ikke mange løse mennesker. Og det føltes lidt som at løbe på Åboulevarden. Jeg bliver så overrasket over så meget bilisme. Jeg lærer aldrig at fatte, hvordan man kan sidde alene i en bil dag efter dag, mens andre kører den samme vej. Men ellers en fin tur. Der er cykelsti hele vejen – og ingen is. Det var lidt befriende at komme tilbage til Birkerød, hvor der dog går flere sekunder mellem bilerne.

Først på turen føltes mine ben en lille smule tunge, og jeg tænkte, at de skal at vænne sig til cykelturene igen. Men det blev til en ren optur. Ti sekunder hurtigere pr kilometer end weekendens tur. Det går faktisk i en rigtig retning. Og det føltes ikke sådan. At det gik hurtigere, altså.

by - 2 kommentarer

Kilometerfræs

Min træningsrytme begynder at ligne noget gammelkendt fra en svunden tid. En halvlang tur midt på ugen, en lang i weekenden og nogle kortere kvalitetsture ind i mellem. Før i tiden havde jeg to-tre træningspas mere, men nu ligger jeg på fire, og det er okay for nu. Søndagen er blevet den dag, jeg får fræset kilometer ind på løbekontoen. Jeg startede ud i lidt overdrevet optimisme. Når nu sneen turbo-tør, så måtte jeg vel i skoven. Det varede kun tre minutter, så vendte jeg snuden den anden vej igen. Det er ikke fedt at løbe på Kongevejen, men det er decideret ufedt at løbe i ankeldyb smatvåd sne. Det blev Kongevejen med fuglefløjt på min vej og pivvåde løbesko fra min lille skovtur. Jeg løb omtrendt samme rute som sidste søndag. Ad Kongevejen, gennem mit gamle kvarter i Holte, Øverødvej, Vangebovej (og denne gang IKKE gennem Geels Skov), Virum og hjem ad Kongevejen. Det blev et par kilometer længere end sidste søndag, og de sidste af dem var lidt seje. De sidste to aftener med vin og lystigt selskab tog deres egen lumre hævn midt på Kongrevejen. Jeg skulle nok alligevel have taget en lille mundfuld vand med på turen. I hvert fald var jeg voldsomt tørstig, for ikke at sige nærmest lidt dehydreret. Men en god tur, hvor min indre autopilot tog over det meste af vejen. Det skal sgu nok gå, det der marathon. Jeg må bare begrænse festlighederne derhenne sidst i maj.

Mens jeg løb, lod jeg tankerne køre sit eget løb. De spurter afsted ad sine egne stier på mine lange ture. Og de tumlede videre omkring noget med løb og identitet. I aftes havde jeg besøg af en god ven, som også er bjergbestiger. Vi snakkede om, hvordan løb havde ændret sig for os gennem tiden. Hvordan vi i “gamle dage” trænede hårdt, hurtigt og meget; var ambitiøse og evigt konkurrerende. Det resulterede selvfølgelig i en masse skader og løbepauser, og på et tidspunkt har løbet så ændret sig fra at være en af de primære omdrejningspunkter i vores liv til at være en del af mange andre ting. Som f.eks. forberedelse til bjergbestigning. Jeg har altid trænet andet end løb. Har altid cyklet meget, og da jeg løb mange konkurrencer, lavede jeg hård styrketræning to gange om ugen. Og i perioder lykkedes det også at svømme en eller to gange om ugen oven i købet. Det er alt for skrøbeligt at begrænse sig til løb, hvis man træner meget. Kroppen opnår en bedre balance ved at kombinere forskellige træningsformer, og man bliver mindre sårbar, når skaderne uværgerligt melder sig. Jeg kan huske ensomheden i længere skadesperioder, hvor jeg med ét røg ud af mine løbesammenhænge. I de perioder var det godt at have andet i livet. Og når man nu er sådan en ild-i-røven person, der bare synes, det er fedt at tumle rundt i naturen…….

Og så fik jeg omkring 22 km ind på marathonkontoen.

by - 2 kommentarer

Weekendnydning

Havde en næsten tjekket morgen – ovenpå en ret utjekket fredag. Eller – utjekket, neeej, den var vist bare rigtig hyggelig. Jeg kom bare alt for sent hjem efter både øl og hvidvin og musik. På Klaverfabrikken i Hillerød er der vist nok tit eftermiddags-folkemusik om fredagen. Og det er en hyggelig måde at starte weekenden på – eller slutte ugen, om du vil. En god kollega inviterede mig med, og musikken viste sig at være overraskende god. Sådan en blanding mellem traditionel dansk folkemusik og noget lidt jazzet. Spillet af konservatorieuddannede musikere, som formåede at være fuldstændig nærværende.

Således løftet blev jeg inviteret på middag. Og kom derfor enormt sent hjem, stadig til lyden af smeltende vand. Hvor er det lifligt. Mit meget rodede hus og mit helt tomme køleskab krævede en indsats, hvis lørdag aften skulle blive hyggelig sammen med vennerne. Så her kommer det morgen-tjekkede. Jeg stod da op og løb en tur til Hørsholm og hjem igen inden morgenmaden. I noget der lignede morgensol faktisk. Også fuglene var stået op og gjorde kraftigt opmærksom på deres eksistens. Så vi vinkede til hinanden og hilste på alle de andre morgenløbere på Ravnsnæsvej. Kl ni havde jeg overstået dagens træning og var færdigspulet under bruseren. Nu har jeg så i super tjekket stil pudset mit hus af og fyldt både køleskab og vinlager. Så går det ikke helt galt. Maden er under forberedelse og desserten trækker i køleskabet.

Hyg jer derude. Jeg trækker stikket og fortsætter weekendnydningen.

by - 3 kommentarer

Og jeg fik min regn

Man skal aldrig ønske noget, for man risikerer, at det går i opfyldelse. Og det gjorde mit ydmyge ønske om regn. Og jeg fik det at føle, gjorde jeg. Men – hehe – det er bedre end sne.

Jeg cyklede gennem regnen til møde på Gentofte Hospital. For at holde møde om kvalitetsmålinger i kræftbehandlingen. I starten efter min egen sygdom var det ret svært at skelne mit eget fra det, jeg skulle arbejde med. Jeg havde mere end svært ved at løfte mig ud af mit eget lille bitte tunnel-perspektiv. Folk har været søde og overbærende, men man kan ikke bruge det til meget, at en konsulent hele tiden bliver oversvømmet af sine egne private erfaringer, vel? Når nu man skal forsøge at skabe nogen helt overordnede rammer for en bedre behandling af alle kræftpatienter. Og af alle andre slags syge mennesker. Men den slags går jo heldigvis over. Tiden går, og selv en kræftsygdom bliver til et lille kapitel i et livsforløb. Man skulle ikke tro det, da man stod midt i hele miseren, men sådan er det gået. Det har også været en lidt ‘villet’ proces. Jeg har ikke villet være “kræftramt”, “kræftpatient” eller “kræftoverlever” resten af mit liv. Jeg har villet have det kræft-klistermærke af panden og være mig igen. Kræft er noget, jeg har haft. Det giver mig nogle helt specielle erfaringer. Et særligt indhold af min livs-rygsæk. Men det er ikke min identitet. Og det giver mig nu en helt speciel indfaldsvinkel til at arbejde med kvalitet i behandlingen. Fordi nu har jeg lært en masse om sådan et syge-forløb, som jeg tidligere har været tilskuer til. Forløb jeg kunne tage del i som hjælper, eller forløb jeg kunne læse om. Forløb der udmøntede sig i en række forskellige tal og tabeller. I al ydmyghed er jeg nok blevet en bedre konsulent ud i den svære kunst at arbejde med kvalitet i vores sundhedsvæsen. Men det har taget noget tid. Og det er godt, at tunnelsynet ikke blev kronisk.

Regnen fortsatte, da jeg fortsatte til Rigshospitalet, hvor jeg tager del i at starte en forening for tidligere kræftpatienter, som skal være et forum for fysisk træning., MotionsPact. Foreningen er stadig i sin spæde startfase, men der dukkede nogle stykker op trods regn og vinterferie. Jeg selv løb en tur, der skulle være restitution overnpå min 16 km tur i går. Men der sker noget med mit tempo for tiden. I hvert fald løb jeg i noget, der forekom mig langsomt og afslappet – og viste sig at være i noget, der sagtens kunne kaldes tempo. Men våd blev jeg.

Og sneen tumler ned fra mit tag, mens jeg står her og klapper i hænderne.

by - 4 kommentarer

Kongevejen surprise

Beklager stilheden her på blog-kanalen de sidste dage. Jeg har lige været temmelig optaget henne i hverdagen, hvor nogen havde tømt et lager af arbejdsopgaver ud over mit skrivebord.

Jeg lavede finten med indre forestillinger, da jeg kom hjem efter dagens marathonmøde. Lidt senere end planlagt. Kørte afsted på min cykel og forestillede mig selv i korte løbetights, 25 plusgrader, i Københavns gader i maj. Hvor er jeg nem. Det virker. Det føltes faktisk rigtig godt, så jeg sprang af cyklen og direkte i løbetøjet. Og løb afsted på næsten samme tur mod Blovstrød som i sidste uge. Illusionen blev tiltagende svær at opretholde i takt med den pivkolde vinds pisken, da jeg nåede ud på Kongevejen. Men jeg løb forbavsende godt. Mine ben havde det fortrinligt, og jeg holdt noget, der mindede om et pænt tempo hele vejen. Ja, til jeg nåede de hjemlige fortove i Birkerød på tilbagevejen, hvor fortovsejerne tilsyneladende har opgivet enhver tanke om at rydde bare lidt sne væk. Der kommer selvfølgelig også bare mere ovenfra hele tiden. Jeg forstår dem egentlig godt.

Men det var en god tur i det tiltagende mørke. Et par gange blev jeg overhalet af enlige cyklister, som ønskede god tur. Løbeture er så forskellige. Turen i dag burde egentlig have været lidt tung og modvillig. Det er ikke min favoritdisciplin at løbe i mørke og kulde, som det vist er blevet ret klart gennem de sidste måneder. Måske var det bare finten med forestillingen om varme og korte tights, der virkede. Måske trængte jeg bare mere end vanligt til at bevæge mit korpus igennem efter en lang dag. Måske havde jeg bare sparet lidt energisk overskud op, hvis man kan det. I hvert fald strintede jeg afsted på lette fjed. Totalt upåvirket af kulden omkring mig. Ligeglad med mørket. Med den der fede fornemmelse af at have en slags fart på. Og en total indbildning om at se tæskegodt ud. Det er ligemeget, om det er rigtigt. Det er fornemmelsen, der er fed. (Jeg ved jo godt, hvordan jeg ser ud udefra)

Og nu sidder jeg bænket i min sofaflyder med aftensmad, appelsinerog computer – og Paul Newman på fladskærmen. Og nyder fornemmelsen af min overraskende løbetur.

by - 12 kommentarer

Tilvalg og træning

Jeg læste et blogindlæg om at sige til  og fra i morges, og det satte en tankerække igang. Det har været en slags mantra i flere år, at man skal lære at sige fra. Hvorfor ikke vende den om og lære at sige til. Jeg mener, man holder kun op med at sige som en dørmåtte, hvis man beslutter sig for at være noget andet, so to speak. Når man siger til, holder man det, man gerne ville sige fra overfor væk. Man kommer længere i sit liv med positive tilvalg. Tænk at sige fra, og så opleve et tomrum. For hvad skal man så? Man kan ikke være direktør i sit eget liv – og være dørmåtte for andre på samme tid.

Helt konkret gik jeg og tænkte over min aktuelle træningslede. Jeg har aldrig oplevet det før. Kan man sige fra overfor sådan en? Det er i hvert fald ikke gået helt godt for mig. Så jeg må tage andre julelege i brug. På bundlinjen kan jeg jo ikke forestille mig et liv uden træning. Jeg har løbet hele mit liv. Og det er lang tid. Hvorfor så det her surmuleri på grund af en smule sne og koldt vejr? Jeg vil jo gerne løbe hurtigere, og jeg vil jo gerne løbe det marathon. Jeg vil jo også gerne kunne gå nogenlunde ubesværet over høje bjergpas med min tunge rygsæk til sommer, når jeg tager til Nepal. Jeg måtte se mig selv dybt i øjnene og spørge helt seriøst, hvor meget jeg vil de her ting. Jooo altså, ret meget. Ikke godt nok, Helle. Hvor meget? Jeg vil. Jeg vil rigtig meget. Rigtig, rigtig meget. Jeg vil det bare. Jeg hader at løbe langsomt, det vil, hvor latterligt det end er, betyde rigtig meget for mig at blive hurtigere igen. Jeg vil rigtig gerne løbe det maratonløb i Købehavn. Jeg har løbet maraton i København fem gange, tror jeg. Jeg elsker at løbe igennem byen. Det vil betyde rigtig meget for mig at kunne det igen. Og at kunne gå et langt, svært trek med hård oppakning – det er slet ikke til diskussion, for det skal jeg for at nå til Humla. Der går altså ingen taxaer eller noget. Det er altså hele tre tilvalg.

Næste spørgsmål til finken i sofaen: hvor meget vil du så undgå sne og kulde. Vil du det mere end at løbe et maraton? Eller blive hurtigere? Eller gå over bjergene i Nepal? Nej okay. Det er jo et latterligt spørgsmål. Jamen så….. Så var det jo bare at springe i løbeskoene og komme ud af døren. Jeg var nødt til at løbe min lange tur i dag, for i morgen er der frokost med børnerne og det hele. Skoven? Nix – der er stadig alt for meget sne. Så jeg måtte bide i det runkne æble og starte ud på Kongevejen sydover. Det var egentlig ikke så galt. Da jeg kom til Holte drejede jeg fra Kongevejen og løb igennem mit gamle kvarter, ned ad Rudersdalvej til Øverødvej. Hyggeligt gensyn, og bedsteborgerne i Holte er om muligt endnu ringere til snerydning på fortovene end Birkerødderne. Men jeg løb på vejen. Og så skulle jeg være smart. Jeg smutter lige op ad Vangebovej og stikker igennem Geels Skov for at undgå lidt Kongevej, tænkte jeg. Geels Skov har altid i min optik været sådan en strimmel skov langs Kongevejen. Undskyld, Geels Skov. Det lykkedes mig at fare fuldstændig vild. Jeg mødte kælkende børn, og jeg mødte vikinger med skjolde og sværd, og måtte til sidst kapitulere og spørge en dame med fem små hunde om vej. Så fandt jeg Virum og løb hjem igen. Se det var jo ikke så slemt. Og turen blev på 20 km, som jeg løb i et jævnt tempo uden at komme i kriser undervejs.

Jeg hader stadig vintervejret, men jeg løb med noget, der nærmede sig et positivt sind. Og var glad, da jeg kom hjem. Tak for inspirationen.

by - 0 comments

Tudefjæs og vejrraseri

Jeg må have det ud! Jeg ved, jeg udstiller mit indre tudefjæs. Jeg ved, det er både taberagtigt og latterligt. Stik mig bare en tudekiks.

Men jeg får nedtur over det vejr. Det væltede ned med sne i går eftermiddags, da jeg kom hjem, og nu vælter det ned igen. Min krop går langsomt i forfald, og jeg ser ingen mennesker. Jeg faldt pladask for den landlige sommeridyl og natur, da jeg besluttede mig for at leje huset udenfor Birkerød. Men jeg må erkende, at det holder ikke.

Der er for langt til alting. Hvem gider kæmpe sig gennem dårligt vejr og snefyldte cykelstier for at nå stationen, så man kan tage toget til København. Når nu klokken er blevet 18, før jeg kom fra arbejde. Jeg gør det ikke. Jeg cykler sædvanligvis mindst 200 km om ugen, så benene får spjæt af savnet. Kun enkelte uger er jeg nået op omkring 100 km på en uge siden engang i december. For første gang nogensinde er min motivation for at løbe røget helt i bund. Aldrig har vejret i den grad holdt mig tilbage. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg arbejder meget og kommer sent hjem. Men havde det bare regnet i stedet for sne og is, var jeg kommet afsted mindst 5 gange om ugen. Tænk at høre mig selv savne regnvejr!

Det er uger siden, jeg har løbet i skoven. Jeg er syg af savn efter bløde skovstier og fuglefløjt. For første gang i mit liv er det KEDELIGT at løbe. Hvor fedt er det lige at løbe ud af Kongevejen? Eller Ravnsnæsvej? Eller rundt på tilisede cykelstier i Birkerød By? Nej vel? Jeg ville foretrække at løbe på stenbroen, hvor der trods alt er mennesker at se på.

Jeg bliver træt, sur, rasende og negativ af det her. Det er latterligt, for der er ikke noget at gøre ved det. Vejr er jo vejr, og jeg gider overhovedet ikke flytte igen lige med det samme. Om lidt driver jeg igen min stakkels misbrugte cykel ud i et infamt snevejr, fordi jeg skal til Hillerød og deltage i førstebehandlingen af et af mine projekter. Og håber, at s-toget kører.

Tak for tudekiksen.

by - 0 comments

Nå ja – lidt om løb

Min træning er stadig op ad bakke. En frembrusende influenza gør jo heller ikke underværker. Men influenzaen blev kulet ned på to døgn, så jeg var helt klar på at besøge mine forældre i Randers lørdag morgen. Og så måtte jeg også lige prøve, om jeg var klar til at løbe igen. Copenhagen Marathon tårner sig op forude og kradser mig hele tiden i nakken.

Det er så sjovt at løbe, når jeg er hjemme hos mine forældre, og det sender tankerne på langfart tilbage i tiden. Jeg boede ikke så mange år i det hus, de bor i. Hele familien flyttede fra Århus til Randers, da jeg var 14. Jeg var en pæn pige. Brugte al min tid på sport og skole. Og var god til det hele. Jeg svømmetrænede i eliteafdelingen i AGF, jeg dyrkede atletik, jeg spillede håndbold og en gang imellem lidt badminton. Så jeg var trimmet, for ikke at sige muskuløs. Og jeg var mærkværdigt vild med at gå i skole. Ankomsten til Randers var en balje iskoldt vand. Her dyrkede man det tynde modellook, snaps til skolefesterne, cigaretter bag cykelskuret og interne mesterskaber i pjækkeregnskabet. Men jeg fandt ad åre en slags ben at stå på. Opgav svømmekarrieren, men holdt fast i resten. Og jeg har løbet rigtig meget i området omkring mit gamle gymnasium. Tilknytningen til Randers varede lige til jeg blev skilt og flyttede til Århus. Men det er stadig sjovt at løbe i de områder, hvor jeg har tilbragt en stor del af min ungdom.

Jeg løb 9 km lørdag og 10 km søndag. Havde en dum fornemmelse af at være evigheder bagud med træningen. En fornemmelse af aldrig at kunne få lidt fart på igen. Jeg skal ind imellem arbejde ret koncentreret med at tøjle min løbske selvfølelse. Forsøger at lave mantraer: “Det er okay at løbe langsomt”, “Du skal ikke vinde noget”, Det gælder om at kunne” og den slags. Men når jeg er i det mood, virker det bare ikke. Jeg loggede mine løbeture, og tja, tempoet kravler faktisk lidt i den rigtige retning. Det virkede at se det på skærmen. Så nem er jeg. Og løbeskoene røg alligevel ikke i skraldebøtten denne gang.

I dag tog jeg halvtidligt fra arbejde, så jeg kunne nå den længere tur, som jeg ikke løb i weekenden. Jeg løb ud af Kongevejen for at undgå sne og løb til Allerødkrydset efter Blovstrød og tilbage. Forbi Katrines hjulspor fra forleden, da hun blev torpederet af et rådyr og tilbage til en rundtur i Birkerød. 17 km blev det til. En jævnt kedelig tur, som bare fik mig til igen at savne bløde skovstier og grønne træer.