by - 12 kommentarer

Get started – tips og tricks til løb

Jeg lovede Karin at sprede lidt tips og tricks om at starte som løber her i min lille personlige æter. Hvordan gør man? Hvordan kommer man igang? Hvad skal man anskaffe sig? Så her kommer et par guldkorn.

  • Lad dig inspirere! Læs forskellige blogs om løb og vælg nogen ud, som er inspirerende. Nogen som giver dig lyst til at gå i gang. Der er ufatteligt mange. Surf på nettet og find løbeforums, som Dourun, hvor løbere på alle niveauer kommunikerer med hinanden. Min personlige über-inspiration er ham her. Peter Troldborg, en af de rigtig hurtige drenge i Danmark. Som elsker at løbe og elsker sin familie. Som har indrettet sig, så det hele har sin plads, og alligevel kan han løbe om placeringer i de danske marathonmesterskaber. Og som alligevel bliver betalt for at stille op i New York Marathon. Ham elsker jeg! Hver gang jeg møder ham, bobler han af livsglæde og glæden ved at bevæge sig.
  • Stjæl med arme og ben – og lav dine indre rollemodeller.
  • Køb et par sko. Gør dig selv en tjeneste og køb skoene i en rigtig løbeforretning. Der kan du få råd og vejledning. Man kan godt starte i et par flade kondisko fra Føtex, men oplevelsen er markant bedre i et par genuine løbesko. Prøv dig frem. Få eventuelt en tur på et løbebånd, så du får de rigtige sko, som passer bedst til dine fødder. Regn med at løbesko koster 500-1000 kr. Til gengæld kan de holde ca 1200 km.
  • I princippet behøver du ikke købe mere til en start. Meeen der kan godt være noget motiverende ved at lægge ud i noget lækkert, åndbart outfit. Der er bare ikke nogen grundlov, der dikterer større investinger, før man er parat til den første tur i løbeskoene. Det går fint i en gammel t-shirt og et par shorts. På den anden side – investinger forpligter. På den anden side igen – har jeg mødt mange, som føler sig kejtede ved at flashe dyre løbeklude i deres startfase.
  • Få skoene på. Luk døren op. Luk igen. Afsted. Så simpelt er det faktisk.
  • Læg op til succesoplevelser. Du skal ikke sætte verdensrekord på en halv times løb – nu. Sæt 10-15 minutter af, hvis du er helt nybegynder. Løb et minut – gå to – løb igen. Løb efterhånden flere og flere minutter ad gangen. Og pludselig en dag kan du løbe et kvarter. Næste gang kan du løbe et minut længere. Men øg langsomt. Som tommelfingerregel skal du ikke øge din løbedistance med mere end 10% om ugen. Ellers er du pludselig krøbling.
  • Acceptér at kroppen beklager sig. Lungerne føles helt hudløse, læggene og lårene brænder, fødderne bliver ømme. Muskler og kroppen som sådan er omstillingsparate, men ikke fra den ene dag til den anden. Især ikke hvis de har fået lov at være på ferie i flere år.
  • Skab vaner. Sådan at løbeturen bliver en fast del af hverdagen. Den sværeste øvelse er at få skoene på – så går resten næsten af sig selv.
  • Nogen har glæde af at sætte sig mål. Lad nu bare være med at lægge ud med et marathonløb. DHL-stafetten sammen med kolleger eller et kvindeløb sammen med veninderne er meget bedre mål til en start
  • DET SKAL VÆRE SJOVT

Løb er en billig sport. Men den kan sagtens gøres dyr. Der kan så let som ingenting gå forbrugermode i den. Men løbetøj holder uendeligt længe. Jeg har både tights, trøjer og jakker, som er 20 år gamle. Men i morgen henter jeg et par nye tights og en vest på posthuset. Jeg gider jo godt være lidt lækker.

I dag har løbeskoene fået fred i entreen, og jeg har cyklet på arbejde. Næste uge bliver en udfordring, sådan træningsmæssigt set. Der bobler arbejde ud af alle sprækker her og der. Det arbejde saborterer min træning, altså!

by - 7 kommentarer

Morgenløb

I dag fik jeg min morgenløbetur – i solskin. Altså, jeg føler mig så heldig, når jeg kan løbe hele vejen til arbejde med fuglesang omkring mig, og forårssol på kinden. På jobbet bliver jeg modtaget med glade smil og klap på skulderen, og jeg føler mig også ganske tilfreds med mig selv. Et brusebad, en kande the, en banan og et æble, og så kører jeg. Det er da luksus. Og dagen er kikstartet.

Det kræver lidt omtanke at forberede løb til arbejde. Der skal være tøj, sko, penge, sæbe, hårbørste, deodorant (!) og alle de papirer, jeg skal arbejde med. Og det må jeg jo være planlagt nok til at fragte til Hillerød dagen før. Med min indbyggede mangel på planlægning, kan det være en udfordring i sig selv. I dag skulle jeg senere til møde på Herlev Hospital og havde tænkt at tage hjem og hente min cykel. Jeg blev overfaldet af arbejde og kunne ikke nå det. Så jeg tog imod et lift med min chef. MEN jeg havde glemt overtøj. Og det var jeg ikke helt kæk over, da jeg skulle hjem i regnvejr.

Jeg er af den slags, som vågner op med ordene the og ostemad på læberne. Jeg er glubende sulten. Så jeg må pænt stå lidt tidligere op, når jeg skal løbe på arbejde, så min højtråbende mave kan blive fodret af. Dengang – i et andet liv – da jeg løb hurtigt, kunne jeg ikke løbe efter et måltid. Min mave gik amok, hvis den ikke fik ro i mindst en time til at fordøje oplevelserne. Men nu løber jeg i så adstadigt tempo, at jeg kan stikke af efter en halv times tid. Så sig ikke, at det er godt noget… Eller noget?

by - 1 kommentar

Ondt i halsen og unge bange mænd

Øøøøøv, jeg vågnede i nat med møgondt i halsen. IGEN! Jeg bliver da vanvittig. Har jeg ikke lige slået noget halsonde ned med antibiotika? Eller husker jeg galt? Nåmn, nu er det så den anden side af halsen. Og jeg tog mig en time længere på hovedpuden og droppede løbeturen til arbejde. I stedet cyklede jeg gennem den smukkeste forårsmorgen. Og følte mig i den grad snydt for løbeturen gennem skoven. Nu har jeg investeret i vitaminer og Rød Solhat og en frisk forsyning af min astmamedicin. For pollensæsonen er i den grad skudt igang. Jeg hoster og hvæser, øjnene løber, og jeg eksploderer i det ene charmerende nys efter det andet. Kønt. Og måske handler det hele bare om den astma, der hvert eneste år kommer bag på mig. Og som lige skal tøjles med medicin.

Ved middagstid hørte jeg udrykningslyde langt over det normale. Det viste sig at være udrykninger til og fra Sandholmlejren i forbindelse med et voldsomt slagsmål. Da jeg cyklede hjem, passerede jeg en grå, holdende bil. Ved siden af stod to civile betjente, mens en ung mørk mand, klædt i politiets hvide arrestationsdragt, lå på knæ i græsset og kastede op. Hvor må de være bange og pressede, de mennesker, som vi opbevarer i Sandholmlejren. Hvor er det lamt, at vores samfund knolder alt for mange mennesker af den slags, som har det allerværst, sammen på for lidt plads i alt for lang tid. Jeg cyklede sådan lidt trist og beklemt videre, og alligevel en smule oplivet over den måde, betjentene udtrykte respekt for den unge mand. Mens han lå der og kastede op.

Og så kunne jeg ikke modstå en tur i løbesko i skoven. Selvom blæsten pustede sig op, kunne den ikke narre mig. Det var varmt, var det. Og fuglene holdt konkurrence om at kagle højest. Stubbe Sø, som for en måned siden var bundfrosset, var spejlblank og fyldt med svømmefugle. Skoven er forvandlet. I får ingen billeder, for jeg løber aldrig med kamera, så I må nøjes med mine indre af slagsen. Det var SÅ smukt. Og SÅ dejligt. Så jeg glemte næsten at have ondt i halsen.

by - 2 kommentarer

Så fint

Se hvad min søde kollega Henriette har lavet til mig. Det er ikke en hue, men en kaffevarmer til min stempelkande, som hun har lavet af filtet uld. Og bare foræret mig den. Det bliver jo en særlig fornøjelse at servere kaffe i fremtiden.

Og jeg har bare cyklet frem og tilbage – plus lidt ekstra i dag. Og så helt sikkert et glimt af en fremstormende anemone i skovbunden.

I morgen tidlig vil jeg løbe på arbejde, så jeg sparer benene med fin samvittighed i dag. Og spiser resterne af påskefrokosten fra i går.

by - 2 kommentarer

Runner’s High…..

…. er en potentielt farlig tilstand! Jeg har oplevet den rene “Runner’s High” 3 eller 4 gange i min lange løbekarriere. Runner’s High skal ikke forveksles med den glæde, opstemthed eller fornemmelse af flow, som man ofte kan opleve på en løbetur. Runner’s High er en slags meditativ tilstand, hvor tid og sted opløses. Som når de buddhistiske munke i det nordlige Indien oplever at kunne flyve (eller måske KAN de flyve?). Jeg oplevede det i dag. Runner’s high, altså. Eller måske fløj jeg? Og når jeg siger, det er en potentiel farlig tilstand, er det fordi enhver opmærksomhed på omverdenen forsvinder i et eller andet stykke tid. Lige pludselig. I dag var jeg pludselig et sted, jeg ikke skulle være. Ingen drama. Jeg vidste bare ikke, hvor jeg var. Eller hvordan jeg var kommet der. Det er den særeste fornemmelse. Med en brat opvågning. Man bliver rykket ud af den meditative tilstand, hårdt og brutalt, og konfronteret med en kontant virkelighed. Er sådan en smule rundforvirret i nogle sekunder. Jeg ved ikke, om man kunne komme til at være til fare for sig selv. Om man kunne løbe ud foran en bil eller ind i andre mennesker. Jeg er hver gang “vågnet op”, inden der kunne ske noget. Og det gør man måske bare. Bagefter er der en sær ro i universet, som efter en rigtig meditation.

Men det ændrede unægteligt radikalt på mine ruteplaner for i dag. Jeg måtte løbe noget rundt for at finde pejlepunkter til kendte steder. Det lykkedes, og jeg løb så en ganske anden vej end planlagt. I stedet for at løbe til Nærum, blev det skovene ved Søllerød, gennem Holte langs Furesøen, gennem Vaserne tilbage til Birkerød, og til slut en tur til Sjælsø. 24 km blev det alligevel til. En anelse kortere end oprindeligt planlagt. Men hvad søren. Det snegler sig derop ad. Med de lange ture, altså.

Nu har jeg drukket to store glas varmt hyldebærsaft og fået varmen. Og havde faktisk tørvejr hele vejen. 55 km i løbeskoene er det blevet til i denne uge. Og lidt mere end 200 km på cyklerne.

by - 16 kommentarer

Chris og Kilimanjaro

Jeg har gået og været noget indestængt siden onsdag over Chris Macdonald’s seneste eksponering. Nu gik han over min streg. Med noget, der ligner en massiv voldtægt af Mount Kilimanjaro i Tanzania i en selviscenesættelse, der tog luften ud af mig. Superskrumperne fra Ebeltoft-projektet “By på Skrump” skulle på toppen af Afrikas højeste bjerg. Hvorfor? Det var ikke deres projekt. Det var ikke en del af deres livsstilsændring, selvom der konstant blev gjort tynde forsøg på at sammenkæde dem med “bjergbestigning”. Det var fuldstændigt løsrevet fra by-projektet, som jeg ellers havde lidt respekt for. Men de skulle overskride deres “komfortzone”. Og det skulle foregå på et bjerg?? Midt i et af verdens fattigste lande?

Chris Macdonald gav den gas med alt for stor rygsæk, som nok skulle markere ham som førerhund. Man behøver ikke meget oppakning på Kilimanjaro. Bare hvad man skal bruge i løbet af dagen. For alt bliver båret af lokale portere. Også for Chris Macdonald. Det er et ufravigeligt krav fra Nationalparken. Ligesom kravet om lokale, specialuddannede guider. Men der var tilsyneladende ikke nogen sorte med på deres ekspedition. Ethvert sort ansigt var siet fra. Det ville have klædt Chris MD at lade et ord eller to falde om de virkelige helte på sådan en tur. De 20-30 tanzanianere, som for en ussel daglejer-løn slæber mad, udstyr, oppakning, telte med til alle lejrene. Og sikkert også kameraudstyr. Som blæser i forvejen i dårlige gummisko, så teltene er slået op eftermiddagesteen er klar, når gruppen når frem. Et ord eller to om de 5-7 guider, som tog sig af det virkelige arbejde med at få gruppen plus kamerahold op ad bjerget, ville have været klædeligt.

I stedet så vi Chris MD give den som guide, som “ekspert”, som den der tog en ekstra rygsæk, som den der vidste noget om bjerget. Shame on you, Chris MD. Og shame on DR, der viser et eksempel på en bestigning af Kilimanjaro af værste skuffe. Som et bjerg in the middle of nowhere. Som bare ligger der, så velbeslåede vesterlændinge kan komme ud af deres komfortzone. Man kunne have lært et og andet om komfortzoner af de her:

by - 2 kommentarer

Når man elsker sin unge nok….

… gider man selvfølgelig godt at cykle 25 km for at drikke kaffe sammen. Og 25 km hjem igen.

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle afsted på den blå racer. Jeg købte nye bremseklodser og nye pedaler. Og så manglede jeg det rigtige værktøj til at skifte pedalerne med. Så det blev den gamle, slidte bycykel, der måtte klare sliddet. I strid modvind hele vejen til Frederiksberg. Og jeg må gå på lånebesøg hos naboen for værktøj i morgen.

Jeg er påskeklar. Har hamstret mad sammen med resten af Birkerød, og ungerne kan bare komme til frokost på mandag. Der er øl i køleskabet og snaps i fryseren. Og jeg har fået ny forsyning valnødde-ekstrakt til snapsen fra min mor. Og lidt mad, selvfølgelig. Det hører jo til. Der er påskeæg til de små børn. Og så er her faktisk rent. Og klar til de der unger. Som jeg elsker. Og elsker at være sammen med.

by - 2 kommentarer

Den pink mountainbike er klar

I formiddags kom May-Britt forbi belæsset med rygsække. Hun skal om et par måneder løbe et løb på mere end 200 km i England, og jeg havde tilbudt at hjælpe med at tilpasse rygsækkene, så hun kunne finde den bedst egnede. Godt jeg kan nøjes med mine 17 km til arbejde  med rygsæk. Jeg kommer sikkert til at gå mindst lige så langt til sommer – og med noget mere vægt – men hellere det. Men vi prøvede os frem, og det ser ud til, at hendes ældste – og tungeste – rygsæk er den bedste. Nu prøver hun nogle træningsture med den.

Bagefter gjorde jeg denne her klar til sommerspas og eventyr:

Og denne her mangler bare to nye bremseklodser, så er den også klar på noget solskin:


Og så sadlede jeg den pink og drog ud i skovene. Og nu kommer I med på tur. Først en lille rundtur i et hjørne af Rude Skov, så videre nord på, forbi Sjælsø, hvor jeg fandt nogle fine mountainbikespor. Kørte lidt på afveje og måtte ud på Isterødvejen for at finde videre. Tilbage på de små veje fandt jeg et par svaner i en lille sø.

Gennem lidt snørklerier fandt jeg Tokkekøb Hegn, hvor jeg tog på opdagelse med cyklen i en skov i forårsstemning:
Tokkekøb Hegn er nyt område for mig, men det er ikke sidste gang, jeg tager cyklen med herop. Skoven er smuk og der dukkede den ene lille og større sø op efter den anden. Ænderne snadrede rundt, solen spredte gyldne stråler

Jeg fortsatte ad små bitte veje gennem små bitte byer til Store Dyrehave, som duftede af træ og skovbund. Det er her, jeg løber igennem, når jeg løber til arbejde. Og det er her, jeg løber med mine kolleger, når vi gør det.

Da jeg var nået hele vejen igennem til Hillerød, vendte jeg næsen hjemad, men stadig gennem skoven. Der har en mountainbike det altså bedst. Men til sidst slap skoven op, og jeg måtte ud på asfalten og blandt bilerne. Sjovt nok mødte jeg ikke en eneste MTB’er på min vej. Solen skinnede på mig hele vejen, og efter ca 50 km rundt i de nordsjællandske skove var jeg grovsulten. Og tilfreds. Sæsonen er igang. Min frimærkehave er pudset, og jeg er bare klar på noget varme og sol.

by - 0 comments

Forårsfornemmelser og forårstræning

Frihed og forår – det er sådan set helt okay. Min mor er hjemme fra hospitalet og har det rimeligt godt, og jeg er blevet i Birkerød. Trænger vist også til nogle dage til at nusse foråret igang. Min mountainbike og min racer skal begge gøres klar til action, og min frimærkehave ryddes op. Jeg har tulipaner på bordet og påskeøl i køleskabet. Naboerne stikker hovederne frem, og ungerne leger i haven.

Det er vist nu, jeg skal passe lidt på. Når energien bobler rundt i kroppen, får jeg storhedsvanvid og tror jeg kan det hele. Men det er svært at modstå det lokkende forår, så jeg må hellere få de cykler gjort klar. Ellers løber jeg for meget. Min formiddagstur gik til Sjælsø. Først en lille tur ind i skoven og så videre mod søen. Jeg har ikke været ved Sjælsø, siden sneen for alvor tog fat, og søen var frosset til. Nu er den tøet og stierne fine. Jeg havde en dejlig tur. Holdt tempoet i bund, og løb alligevel lidt længere end planlagt. Hmm, det bliver vist til mange kilometer, næste uge skal jeg måske løbe lidt færre kilometer.

På mandag skulle jeg løbe Helvede i Nord – et umådeligt bakket halvmarathon. Men jeg har besluttet mig for at lade være og at sælge mit løbsnummer. Min træning har ikke været god nok, og jeg vil meget hellere løbe en længere tur med lidt tempo på i weekenden. Det er bedre for min marathontræning. Egentlig er det også træningen, jeg holder mest af. Jeg har løbet uendeligt mange konkurrencer i min tid. Men jeg elsker mine træningsture i skoven. Jeg savner lidt at løbe langs kysten og ved havet, men måske jeg kan lægge min lange tur mod Rungsted og tage lidt kyststrækning med i bonus?

Også da jeg løb mange konkurrencer, var træningen det sjoveste. Jeg har haft flere forskellige trænere. Selvfølgelig helt-efter-bogen-løbetrænere, men også en triatlet og en tidligere OL-deltager i kapgang har trænet mig. Jeg har trænet vildt struktureret, og jeg har trænet helt efter humør. Jeg har trænet efter pulsur (og gør det aldrig mere), og jeg har trænet tempo-tempo-tempo. Jeg har trænet med piger og drenge, og jeg har altid trænet meget alene også. Jeg har trænet sammen med kapgangs-landsholdet, og jeg har trænet sammen med de vildeste fyre. Nu er jeg dejligt fritaget for overhængende krav. Og det har været hundesjovt. Jeg har stadig mål og ønsker for min træning, men det er helt mig selv, der styrer det bal. Og sjovt skal det stadig være.

by - 1 kommentar

Morgen i St. Dyrehave

Inspireret af gårsdagens smukke morgen tog jeg min nabos udfordring om at løbe på arbejde op. Jeg erstattede cyklen med løbesko og min latinopop med fuglesang. Jeg hører aldrig musik, når jeg løber. Det forstyrrer mig.

Udsigten fra mit vindue, da jeg vågnede monstertidligt, var nedslående. Det væltede ned med vand fra oven. Men nu havde jeg været så vældig kæk overfor min kollega Hanne dagen før. Selvfølgelig ville jeg da løbe uanset vejret. Og 17 km er da ingenting… Og som man nu kan stå og bræge kækt. Men vejrguderne var med mig, og regnen stoppede, inden jeg satte afsted. Luften var ganske vist mættet med vanddamp, men ingen regn. Og mod slutningen af turen begyndte det langsomt at lysne.

Afsted ud af Kongevejen, hvor jeg stødte på et umiskendeligt forårstegn. Dræbersneglebabyer. Der lå de. I hobevis. Og forsøgte at spænde ben for mig. Almindeligvis kan dyrebørn være nuttede, mens de er helt små. Men ikke dræbersnegle. De er klamme, også som babyer. Så klamme at jeg helst ikke vil træde på dem og få dræbersnegleklister på mine løbesko.

Da jeg nåede St Dyrehave, drejede jeg ind i skoven og væk fra trafikken. Skovhuggerne havde været i aktivitetet, og skoven duftede af nyfældet træ blandet med våd skovbund. Fuglene sang lystigt, og jeg pærede afsted i bedste stil. Og var pludselig væk. På faret vild-måden. Befandt mig pludselig ved noget vej, som jeg ikke kendte. Ikke så fedt, når nu jeg var på vej til arbejde. Jeg rodede lidt rundt i skoven, og den er heldigvis ikke så stor lige der, så jeg kom tilbage på sporet.

Fed måde at starte dagen på. Det kræver bare, at jeg snøvler mig lidt tidligt i seng, så jeg kan komme op tidsnok til at få morgenmad, inden jeg løber.