by - 0 comments

Kvindernes internationale kampdag

I dag er den 8. marts, og vi fejrer kvindernes internationale kampdag. Radioavisen havde i dagens anledning hentet en fremtidsforsker i studiet, som var så tåget og uklar, at jeg omgående glemte hendes navn. Jeg spekulerer på, hvad en fremtidsforsker egentlig er for en størrelse. Hvad er indholdet af en fremtidsforskers områder? Metoder? Anyway – hende her var en fejltagelse i forhold til spørgsmål om kvindernes internationale kampdag. Hun mente tilsyneladende, at vi var ude over det med kamp, og at dagen er et levn fra “blomsterbørnene” (citat). Luk dog øjnene op, frk fremtidsforsker. Det er en smal fremtid at forske i, hvis man tøffer rundt og kigger på sine samtidige ærkedanske middelklassemedsøstre. Der er masser at kæmpe for. Og husk nu, at kampdagen er international. Jeg nævner i flæng og vilkårlig rækkefølge:

  • Forskning i menneskekroppen har været kønsløs. Man har automatisk taget for givet, at kvindekroppe er som mandekroppe. Og det er – surprise –  ikke tilfældet. Endelig er man for ganske få år siden så småt begyndt at lave kønsspecifik forskning og lære noget om både mandekroppe og kvindekroppe.
  • Når kvinder rammer bunden af de sociale rangstiger rundt om i verden, bliver deres samfund super sårbare, fordi kvinderne er de bærende elementer i forhold til reproduktion og forsørgelse. De føder børnene og sørger for familien. Når de rammes, bryder sårbare familier sammen.
  • Når kvinder i tredje verdens lande dør, rammer det familierne hårdt. 
  • Kvinder er langt mere følsomme overfor aids. De smittes lettere end mænd, og i de lande, hvor der er mange hiv-smittede kvinder, er kvinderne i forvejen dårligt stillede.
  • Kvinder i øde og utilgængelige områder betaler med den højeste pris for manglen på sundhedstjenester og rent drikkevand – høj børnedødelighed og høj kvindedødelighed i forbindelse med graviditet og fødsel.
  • Kvinder er rundt om i verden ubegribeligt udsatte for vold og overgreb og ikke mindst når mændene går i krig. Når kvinderne betaler prisen for overgrebene med aids, uønskede børn, kønssygdomme og lemlæstelse – står de næsten altid uden støtte fra omgivelserne.
  • Selvom vi er nået langt i den tid, kvindernes internationale kampdag har eksisteret, har vi stadig ikke lige løn for lige arbejde.

Så tiden er vokset fra begrebet “kamp”???? Hvad med at lægge middelklasseforkælelsen væk en stund og fokusere på andet end os selv? Måske overveje at bruge en lille del af vores kvindekræfter på medsøstre ude i verden, som stadig har brug for kampen. Fordi der er alt for store skævheder mellem mand og kvinde. Større skævheder, jo dårligere mændene og kvinderne er stillet. Så – KÆMP VIDERE!

by - 2 kommentarer

Træk nu bare stikket til den dybfryser

Smukke dage. Men kolde. Sluk nu bare for dybfrosten. Lad isen smelte og dryppe. Lad græsset komme frem, og skab vej for noget forår. Jeg har dømt forår på bloggen og skruet fuldstændig uanstændigt op for varmen i stuen. Jeg VIL IKKE fryse. Jeg har hang-overs og har sovet for lidt. Men har haft fuld kvalitetsblus på weekenden. Har luftet de høje hæle, smagt et par drinks, fejret min svoger og dyrket familien. Jeg har sovet i arm med min søster, og er blevet vækket af mine forældre alt for tidligt som en teenager efter en alt for sen fest. Vi var hensat til fjerne tidlige år af vores liv. Har spist lang morgenmad og heppet min anden svoger gennem Vasaløbets 90 kilometer i sms’er. (Han kom igennem i flot stil).

Ovenpå al den familieidyl begyndte mine øjenlåg at tynge, og jeg sadlede cyklen for at trille hjem til Birkerød. Jeg var knapt nået til Lyngby, da min telefon ringede, og jeg fik Alma i røret. Savner du egentlig ikke mig? spurgte hun – den lille lokker. Okay jow da. Og jeg vendte cyklen og drog mod Frederiksberg i stedet. Jeg ER jo nem. Og Alma havde noget hemmeligt at vise mig. Et klippet gækkebrev – til mig, – men du må ikke sige det til nogen, vel? sagde hun. Fnis. Jeg elsker, når hun sådan kommer til at vende tingene lidt bagvendt. Og påskeæg får hun alligevel. Efter at have drukket the og krammet små og store piger en times tid, vendte jeg igen cyklen nordover. Og cyklede hele vejen hjem gennem dybfryseren. Og valgte en fuldstændig restitution fra løbetræningen. Altså bare i dag. Nu fik jeg jo også cyklet tæt på 50 km. Og jeg skal vist bare tidligt i seng. Og træne fuld skrue hele næste uge.

by - 3 kommentarer

Luksuslørdag

Nyd musikken, mens lørdagen langsomt tripper frem på lette tå. Videoen starter smukt, men har sine grumme sekvenser. Men musikken…

Jeg sov længe idag. Rigtig, rigtig længe. Og det sker ikke så tit her på matriklen. I mine yngre år var jeg berygtet blandt mine nærmeste for at starte dagen ubehageligt tidligt. Alt jævner sig med årene – undtagen rynkerne – og således også mine søvn- og vågne vaner. Det har været en travl, intens uge og en lang natte/morgensøvn var helt velkommen. Jeg skulle heller ikke nå noget. Så jeg vågnede langsomt, langsomt. Greb min bog og luksuslæste, mens dagen langsomt sneg sig ind i mit system. Havde planlagt en morgenløbetur. Men jeg sov så længe, at jeg var glubende sulten. Så turen blev udskudt og byttet ud med et solidt morgenmåltid og Politiken.

Trak så i løbetøjet og løb i skoven. Endelig! Men NOT! Efter fem minutter var det ren skøjtebane. Jeg forvildede mig ind på en ren isbane i håbet om at komme hurtigt ud af skoven igen og bambi’ede mig igennem. Nåede endelig civilisationen og asfalten igen og løb resten af turen på Ravnsnæsvej. Mine ben var brugte. Selvfølgelig kan det mærkes, at der pludselig bliver skruet op til 200 kilometers cykling på en uge. Anyway – man bør vist også holde en slags restitutionsuge hver 4. uge i en målrettet træning. Det kan så passende blive nu i weekenden. Så måske løber jeg ikke helt så langt i morgen. Med mindre det pludselig føles helt fjong. Og det gør det nok ikke, for jeg skal ud og give den gas i de højhælede hele natten.

Men for pokker da, hvor den sol kan skinne sådan en lørdag. Man kunne blive helt bange for at blive småsolbrændt.

God weekend derude. Jeg vil gøre mig lækker og finde det festlige tøj frem.

by - 3 kommentarer

En cyklist i The Land of Cars

Stod ud af døren i en iskold morgenstund og sadlede min dybfrosne cykel. Jeg nåede ned til skoven, hvor bus nr 327 kom buldrende og havde behov for hele vejen. Vejen er almindeligt bred, og jeg måtte, som ofte før, vride cyklen helt ud i rabatten. Videre ned ad vejen til lyskrydset, som – oh lucky me – var grønt. Men en frisk fyr i en grøn bil tager et kækt venstresving fra den modsatte side. Og ham i den røde lige efter suser lige så kækt i halen af den grønne. Han vinker og trækker på skuldrene. Nej, det er IKKE i orden. Videre cirka 50 meter, hvor næste kække gut fræser ind over i et kvikt højresving bag fra. Just another day at the office, tænker jeg.

Når op på Kongevejen, hvor ikke mindre end tre cyklister kommer buldrende i den forkerte retning. De er lidt undskyldt, for det er ikke let at krydse Kongevejen. Men populære er de ikke. I Blovstrød kommer en hvid bil pludselig på tværs af cykelstien. Klart. Han skal jo svinge ud til venstre, så det må jeg vente på. Længere henne i Blovstrød kører rød bil frem i krydset og sølvbil kører hurtigt frem og lukker hullet. Tak, siger jeg, og må standse igen. Rød bils mand trækker på skuldrene med et fjoget smil. NEJ, det er heller ikke i orden.

Og så så man lige den morgenduelige cyklist, som man fejlagtigt kunne tro nu var blevet rigtigt mokkesur. Skrålende for fuld hals med på denne her:

Det sker tit. Det er ikke kønt. Og alle jer i bilerne kan prise jer lykkelige for jeres lyddæmpende køretøjer. Det sker, at en forbipasserende medcyklist ser undersøgende på mig. Og det sker, når jeg helt selvforglemmende suser gennem skoven på den sidste halvdel af min cykeltur til Hillerød. Jeg kan kun sige undskyld – jeg burde have taget sangtimer. Men det er skønt indeni.

by - 3 kommentarer

Ros

I dag fik vi ros. For den projektrapport, vi har udarbejdet for et af de projekter, der har slugt min tid. Ros fra de højeste direktionslag, overbragt af min chef. Og ikke bare ros, men stor ros. Og der sad jeg – og gloede på den mail med rosen. Og funderede over, hvorfor mit hjerte ikke svulmede af stolthed. Jeg kunne se, at mine makkere svarede med glade, taknemmelige mails, og jeg sad bare der og hakkede i det. Til sidst lukkede jeg mailen ned igen og funderede videre over, hvorfor jeg ikke bare jublede og drak det i store slurke. Det er da utroligt fedt, at vores arbejde i den grad bliver anerkendt. Skønt at alle de sene nattetimer ved tastaturet, de mange, lange diskussioner i arbejdsgruppen, alle omskrivningerne, – ser ud til at kunne bære frugt. Hvorfor i himlens navn sidder jeg så der og tøver?

Efter at have luftet ansigtet og tankerne i den klare frost på cyklen og i løbeskoene havde jeg en forventning om en afklaring. Men nej da. Jeg sad stadig med tøvende fingre ved tastaturet, da jeg atter åbnede mailen. Endelig fik jeg kreeret et svar med noget konstruktivt fremadrettet skriv. Og så faldt tiøren, tror jeg. Jeg ved måske bare ikke, hvad jeg skal stille op med ros eller ris taget ud af sammenhæng. Det kommer til at smage ligesom, når mor’en siger: neeeej, sikke en fin tegning. Fordi sådan siger man, når ens unge har lavet en tegning. Og det er ikke en fair sammenligning, for jeg er fuldstændig sikker på, at rosen er ment, og jeg ved, at den er saglig. Det er jo fedt at have lavet et stykke godt arbejde, som også bliver taget godt imod.

by - 0 comments

Optur til havet

Skoven er ikke helt klar til mig endnu. Den har endnu ikke smidt al isen og smatsneen, så jeg spændte løbeskoene og løb mod Hørsholm. Det bliver for trivielt med Kongevejen flere gange om ugen. Specielt når jeg nu også ser den fra cykelsadlen flere gange dagligt. Derfor drejede jeg til højre ad Ravnsnæsvej mod Hørsholm og tog på opdagelse. Jeg løb  den sædvanlige tur mod Hørsholm, men fortsatte gennem byen og videre til Rungsted. Og pludselig var det der. Havet. Jeg savner noget hav. Da jeg var syg og i kemoterapi, blev det sådan en craving at se havet hver dag. Jeg travede Århus tynd for at nå derud, hvad enten jeg var indlagt til kemo, eller var hjemme mellem beskydningerne. Jeg har i mange år dagligt løbet langs Århusbugten og haft havet rigtig tæt på. Søerne omkring mig her i Birkerød er smukke, men de er ikke hav. Det bliver aldrig det samme at bade i søer, som at bade i havet. Men nu fik jeg det testet. Der er kun 8 km derud. Og 8 hjem igen, jo.

De har godt nok mange biler, der i Hørsholm og Rungsted. Man så ikke mange løse mennesker. Og det føltes lidt som at løbe på Åboulevarden. Jeg bliver så overrasket over så meget bilisme. Jeg lærer aldrig at fatte, hvordan man kan sidde alene i en bil dag efter dag, mens andre kører den samme vej. Men ellers en fin tur. Der er cykelsti hele vejen – og ingen is. Det var lidt befriende at komme tilbage til Birkerød, hvor der dog går flere sekunder mellem bilerne.

Først på turen føltes mine ben en lille smule tunge, og jeg tænkte, at de skal at vænne sig til cykelturene igen. Men det blev til en ren optur. Ti sekunder hurtigere pr kilometer end weekendens tur. Det går faktisk i en rigtig retning. Og det føltes ikke sådan. At det gik hurtigere, altså.

by - 0 comments

Så barnlig er jeg

Jeg er på cyklen igen. Solen har skinnet – både i morges og igen da jeg skulle hjem. Og ind imellem har sneen væltet ned. Det var SÅ fint at cykle gennem skoven til Hillerød med ørerne fulde af sydamerikansk pop. Jeg hører for lidt sydamerikansk pop, når jeg ikke cykler. Måske min snetræthed i virkeligheden er abstinenser? Kan man få lægeordineret latino-pop? Og fordele den over to doser?

Da jeg cyklede hjem, blev jeg pludselig presset af en overhalende cyklist. Han var i fuldt cykel-ornat. Spritnyt, forstås. Han kom bagfra lige efter lyskrydset ved Hillerød og pressede mig helt ud i sneen. Jeg snerrede sådan lidt finket ad ham, da han fløjtede forbi. Og blev bitchet. Han skulle sgu ikke bare komme der i sit åndssvage nypolerede cykeltøj, sku’ han ikke. Og en cykel, der skinnede alt, alt for meget af slet ikke at være brugt. Så jeg satte fuld skrue på og sejlede lidt senere forbi ham. Med et olmt grin tværs over fjæset.

Og jeg fortsatte hele vejen til Imperial. Til AVATAR. Sammen med min søn og hans kæreste. Jeg ved godt, at seriøst intellektuelle kvinder ikke kan se pointen i flyvende tre meter høje blå væsener. Jeg ved godt, at historien er tyndere end min salig mormors kaffe. Og at den generelt bare  er for langt ude. Men – fuck altså, hvor var det en fed film. Tre timers rendyrket underholdning. Med blå væsener flintrende rundt om min charmerende 3D brille.

Jeg må hellere melde mig ud af de seriøst intellektuelle kvinders klub.

by - 3 kommentarer

Kvindeliv, bøger, blogging og kreativitet

Jeg er blevet inviteret til foredrag om kvindeliv, bøger, blogging, kreativitet og branding. Og jeg glæder mig. Jeg tilmeldte mig Julia Lahme‘s nyhedsbrev, og med det allerførste nyhedsbrev kom invitationen til det foredrag, Julia Lahme holder sammen med Lykke Rix. De er begge to kreative kvinder, og jeg lurer næsten dagligt med på deres blogge. Foredraget kommer super timet lige midt i en stor skrivelyst. Spændende hvad det kan udvikle sig til. Jeg glæder mig og siger bare tusind tak tl de to skønne kvinder.

Jeg elsker at skrive. Både når jeg skriver faglige tekster, kvalitetsstrategier eller mødesager, og når jeg skriver blogs og mere skønlitterære tekster. På rejser skriver jeg monstermeget og tvangsindlægger venner og familie til meterlange rejsebreve. Min antropologiske træning i observation og deltagelse fornægter sig ikke på mine rejser. Jeg bliver vildt optaget af de mennesker, jeg møder på min vej. Og jeg skriver om dem.

NU bliver min rejse til Nepal nemlig til noget! Det er konfirmeret og clearet med min chef. På betingelse af foredrag med billeder und alles, når jeg kommer hjem igen. Mine unger og forældre har endnu engang sunket og accepteret, og nu booker jeg mine flybilletter. Jeg har fået tilsagn fra The Nepal Trust om, at de betaler for nogle af de interne flybilletter i Nepal, så turen bliver en lille smule billigere. Nu skal jeg så igang med at finde sponsorer til medicin og forbindsstoffer og andet udstyr, som jeg tager med derud. Weeeeeeee!!! Det bliver et eventyr. 

Jeg tager min computer med derud. Så kan jeg skrive løs og udgive det hele, når jeg kommer hjem igen. Og reflektere lidt over forskellige slags kvindeliv. Mon ikke der er et par blade, der gerne vil have en artikel eller to? Der er ingen telefon eller internet forbindelse i Humla, men jeg vil undersøge, hvad det kan koste at leje en satellittelefon at have med derud. Måske kan jeg så alligevel belemre venner og familie med lange, lange rejsebreve. Og måske aflægge et lille besøg i bloguniverset i ny og næ.

At skrive meget, hænger uløseligt sammen med at læse meget. og tid til at tænke meget. Jeg får tid til at læse en masse bøger, – derude i ødemarken. Og der er nok ikke nogen mulighed for at lave bogbytte. For der kommer ikke nogen forbi. Så jeg må have dem allesammen i rygsækken. I boghandlen i Birkerød er der stadig udsalg, og der var mange gode titler.  Da jeg stod ved kassen, så ekspedienten bøgerne igennem og bemærkede med et glimt i øjet, at jeg da vist gik efter en vis kvalitet. Det kunne ikke nægtes, og jeg kom også derfra med en pæn stak spændende titler: Paul Auster, LeCarré, Garcia Marquez, Preisler, de Saint-Exupéry – og en sjov bog, jeg tidligere har haft i hænderne, Kys dit kaos – livet er alligevel noget rod. Godt sagt!

Det er en kunst at vælge bøger til to måneder. De må ikke være for kedelige. Men de må heller ikke være for spændende og hurtigt læste. Der skal være noget pondus, som er langtidsholdbart. Paul Auster er altid et godt bud, og jeg har et par stykker, som er næsten slidt op af at være med på tur. De må ikke være for tunge, så paperbacks er bedst, men de må heller ikke være for lette og af for dårlig kvalitet, så de ikke kan holde til mosten. Et par gange har jeg haft digte med. Det går vældig godt i tråd med at være langt væk på en eller anden måde. Lange rejser kan også være en anledning til at læse bøger, som af en eller anden grund har været svære at komme igang med. Men først må jeg vist lede efter en bog, hvor jeg kan læse lidt om det gemte hjørne af Nepal.

by - 2 kommentarer

Kilometerfræs

Min træningsrytme begynder at ligne noget gammelkendt fra en svunden tid. En halvlang tur midt på ugen, en lang i weekenden og nogle kortere kvalitetsture ind i mellem. Før i tiden havde jeg to-tre træningspas mere, men nu ligger jeg på fire, og det er okay for nu. Søndagen er blevet den dag, jeg får fræset kilometer ind på løbekontoen. Jeg startede ud i lidt overdrevet optimisme. Når nu sneen turbo-tør, så måtte jeg vel i skoven. Det varede kun tre minutter, så vendte jeg snuden den anden vej igen. Det er ikke fedt at løbe på Kongevejen, men det er decideret ufedt at løbe i ankeldyb smatvåd sne. Det blev Kongevejen med fuglefløjt på min vej og pivvåde løbesko fra min lille skovtur. Jeg løb omtrendt samme rute som sidste søndag. Ad Kongevejen, gennem mit gamle kvarter i Holte, Øverødvej, Vangebovej (og denne gang IKKE gennem Geels Skov), Virum og hjem ad Kongevejen. Det blev et par kilometer længere end sidste søndag, og de sidste af dem var lidt seje. De sidste to aftener med vin og lystigt selskab tog deres egen lumre hævn midt på Kongrevejen. Jeg skulle nok alligevel have taget en lille mundfuld vand med på turen. I hvert fald var jeg voldsomt tørstig, for ikke at sige nærmest lidt dehydreret. Men en god tur, hvor min indre autopilot tog over det meste af vejen. Det skal sgu nok gå, det der marathon. Jeg må bare begrænse festlighederne derhenne sidst i maj.

Mens jeg løb, lod jeg tankerne køre sit eget løb. De spurter afsted ad sine egne stier på mine lange ture. Og de tumlede videre omkring noget med løb og identitet. I aftes havde jeg besøg af en god ven, som også er bjergbestiger. Vi snakkede om, hvordan løb havde ændret sig for os gennem tiden. Hvordan vi i “gamle dage” trænede hårdt, hurtigt og meget; var ambitiøse og evigt konkurrerende. Det resulterede selvfølgelig i en masse skader og løbepauser, og på et tidspunkt har løbet så ændret sig fra at være en af de primære omdrejningspunkter i vores liv til at være en del af mange andre ting. Som f.eks. forberedelse til bjergbestigning. Jeg har altid trænet andet end løb. Har altid cyklet meget, og da jeg løb mange konkurrencer, lavede jeg hård styrketræning to gange om ugen. Og i perioder lykkedes det også at svømme en eller to gange om ugen oven i købet. Det er alt for skrøbeligt at begrænse sig til løb, hvis man træner meget. Kroppen opnår en bedre balance ved at kombinere forskellige træningsformer, og man bliver mindre sårbar, når skaderne uværgerligt melder sig. Jeg kan huske ensomheden i længere skadesperioder, hvor jeg med ét røg ud af mine løbesammenhænge. I de perioder var det godt at have andet i livet. Og når man nu er sådan en ild-i-røven person, der bare synes, det er fedt at tumle rundt i naturen…….

Og så fik jeg omkring 22 km ind på marathonkontoen.

by - 2 kommentarer

Weekendnydning

Havde en næsten tjekket morgen – ovenpå en ret utjekket fredag. Eller – utjekket, neeej, den var vist bare rigtig hyggelig. Jeg kom bare alt for sent hjem efter både øl og hvidvin og musik. På Klaverfabrikken i Hillerød er der vist nok tit eftermiddags-folkemusik om fredagen. Og det er en hyggelig måde at starte weekenden på – eller slutte ugen, om du vil. En god kollega inviterede mig med, og musikken viste sig at være overraskende god. Sådan en blanding mellem traditionel dansk folkemusik og noget lidt jazzet. Spillet af konservatorieuddannede musikere, som formåede at være fuldstændig nærværende.

Således løftet blev jeg inviteret på middag. Og kom derfor enormt sent hjem, stadig til lyden af smeltende vand. Hvor er det lifligt. Mit meget rodede hus og mit helt tomme køleskab krævede en indsats, hvis lørdag aften skulle blive hyggelig sammen med vennerne. Så her kommer det morgen-tjekkede. Jeg stod da op og løb en tur til Hørsholm og hjem igen inden morgenmaden. I noget der lignede morgensol faktisk. Også fuglene var stået op og gjorde kraftigt opmærksom på deres eksistens. Så vi vinkede til hinanden og hilste på alle de andre morgenløbere på Ravnsnæsvej. Kl ni havde jeg overstået dagens træning og var færdigspulet under bruseren. Nu har jeg så i super tjekket stil pudset mit hus af og fyldt både køleskab og vinlager. Så går det ikke helt galt. Maden er under forberedelse og desserten trækker i køleskabet.

Hyg jer derude. Jeg trækker stikket og fortsætter weekendnydningen.